Jeg havde, da jeg lavede en Leoparddreng-profil på Facebook også lavet en Leoparddrengens Fanskare fanside.
Ikke overraskende for de som kender mit forhold til Facebook, gjorde jeg intet ud af den. (Ligesom jeg stort set ikke gør noget ud af Leoparddrengen-profilen).
Og da jeg så opdagede i dag, at den skabte problemer ifht Google, på grund af hvad Google troede var duplicate content, og i nogen tilfælde mente at Facebook-siden kom først, og derfor henviste til den (hvorfra der - typisk facebook - ikke var klar henvisning til bloggen her).
Og det ydermere er en eller anden drop-facebook-dag - ja, så fandt jeg lige på at slette siden, inden dagen nu var forbi.
Good riddance. Men jeg skal selvfølgelig beklage overfor medlemmerne, at jeg sådan river tæppet væk under dem... *rolleyes*
Jeg beholder indtil videre Leoparddrengen Leo, mest fordi andre ikke skal gå ind og nuppe profilen.
Da jeg lige var i fakta efter at have afleveret unger (efter en forlænget uge, med pinse og hvor jeg havde den yngste hjemme fra regn i fredags, og den ældste meldte sig syg i morges, og så holdt jeg også den yngste hjemme, på grund af regn som ikke kom - så det blev en lang weekend.)
Og der stødte jeg så på min yndlingsfaktapige - hun har jo tidligere set mig som Leoparddrengen på Amigo, og vi har siden hilst på hinanden dernede - så jeg tænkte at hun da vist godt kunne få et af de nye kort, uden at det ødelagde nogle af mine identiteter.
Jeghar opdaget, at de informationer jeg havde, da jeg skrev mit tidligere indlæg om Israels bording af nødhjælpsskibe var ukorrekte - det skete i fucking internationalt farvand, 70 sømil fra Israelsk territorialfarvand.
Hvilket gør aktionen ikke blot vanvittig, men vanvittig ulovlig. Det er jo nærmest statsstøttet pirateri IDF er ude i. Og enhver tale om selvforsvar fra Israelsk side er jo helt ude i hampen. Hvis det rent faktisk var sådan, at de ombordværende på nødhjælpsskibene brugte våben mod de bordende israelere - så ville de være i deres gode ret til det: det ville jo i bund og grund være dem, som forsvarede sig.
Det tror jeg ihvertfald det vil vise sig at være, at Israel tilsyneladende er gået ganske amok på denne nødhjælpskonvoj, som prøvede at nå frem til Gaza. Ikke med våben, men med medicin og vandrensningsudstyr.
Det er selvfølgelig også tragisk for de mennesker det er gået ud over - men de mest vidtrækkende konsekvenser kan gå hen og blive Israels omdømme.
For der er en hvis forskel på, om Israels massakrer udføres mod palæstinenser i Gazas lukkede gader, eller i isolerede byer på Vestbredden, hvor journalister holdes væk.
Eller om det foregår til havs - ganske vist i Israelsk farvand, men det hjælper højst på juraen.
Overhovedet at bruge våben og elitestyrker til at borde nødhjælpsskibene er i den grad tåbeligt. De skulle naturligvis have holdt sig til at spærre vejen. Men nu har de altså slået til i sædvanlig israelsk overreaktion. Som næppe kan komme på et meget dårligere tidspunkt, Israels for tiden meget i forvejen meget kølige forhold til USA taget i betragtning.
Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.
Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.
Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.
Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.
Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.
Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.
Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.
Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:
Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.
Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)
Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...
Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.
I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:
- der blev end ikke dømt frispark.
Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.
I løbet af i dag (det vil sige i går) og vi fortsætter nok i morgen (det vil sige i dag) har jeg og ungerne spillet Monopoly. Som jeg stadig tænker på som Matador, for det er jo nogenlunde det samme.
Helt hyggeligt med sådan noget gammeldags familiebrætspil med terninger. Men det er lidt uhyggeligt, for den yngste vinder stort.
Han har ikke ganske meget styr på spillets taktiske sider - men han er den der er endt op med flest serier, og vi (jeg og den ældste) lander hele tiden på hans bebyggelser. Selv lander han let og elegant på Chancen og Prøv Lykken midt i vores serier, hvor han hele tiden vinder i Lotto eller får penge tilbage i skat.
Yderligere penibelt bliver det, at han har forelsket sig i den lilla farve pengesedler, og ikke vil gå af med dem - så nu har han alle 500.000 lapperne i spillet (de største sedler er 5 millioner). Og sidder og kaster dem op i luften og råber henrykt: "Jeg er rig. Jeg er meget rigere end jer. Ikk' os? Jeg er meget rigere end jer!"
Mit største håb er at de begynder at bruge min metroer - jeg har fået alle fire, men gider de lande på dem? Næh...
Og er så tilgengæld ret nervøs for, at den yngste begynder at plastre ejerlejligheder på sine grunde - han har heldigvis ikke haft lyst til mere end et par stykker ind til videre, men det kan pludseligt vende. Og han har råd til dem!
Så får Spanien lov til at gentage deres nummer, bare fordi en eller anden tilskuer leger Danmark-Sverige, eller noget.
Og hvad med Danmark, vi bliver jo næsten bortdømt, da der åbenbart er noget galt med arenaen der i Norge, og en orkan blæser ind, netop mens det danske bidrag er i sin afslutning, så den unge Romanov og hende Chanel, eller hvad hun nu hedder, knap kunne få ordene ud af munden for den stride modvind.
Nå, men forhåbentlig var der ingen der opdagede noget.
(Det irriterer mig iøvrigt - det er klart sangen (In a Moment Like This) minder om noget ABBA, og en masse andet, henad vejen - men i starten er det et Police nummer - og det "dækkes" lige inden jeg kan få sat en finger på det. Tror det er Every Breath You Take, men er ikke sikker før jeg hører den igen.)
I denne galakse for længe, længe siden... jeg stødte lidt tilfældigt på denne forfilm til den oprindelige Star Wars på YouTube; og man må sige der er sket lidt siden - især på lydsiden. På en eller anden måde kan jeg faktisk bedre lide den noget rå lyd der er heri.
Men ihvertfald ret sjovt at se den, for det er jo fra før Star Wars var et trademark kendt af alle.
Jeg føler skæbnen true
for med min pil og bue
jeg skød en albatros
Selvom jeg - som jeg også har ment tidligere - nok tror (og håber) Ny/Liberal Alliances fremgang mest hænger sammen med regeringspartiernes uduelighed, må det alligevel være en lidt underlig følelse for Naser Khader - og hans partifæller - at følge.
Jeg mener - først kører han det ene parti i sænk, forlader det, til fordel for et andet - og så tipper vippen. Ikke at jeg som sådan mener det har specielt meget med ham at gøre - der er mange om budet - men lidt albatros må man vel føle sig som?
I mellemtiden skal Anders "Smeagol" Samuelsen da have lov at hygge sig med sine tal, som vel nærmest føles som en fødselsdagsgave, og er ham dyrebare - inden han bliver til Gollum, og iøvrigt mister det hele igen - men tvinges af Lars Seier til at fortælle hvem der har stjålet dem, men slipper fri, og møder dem som har tallene, og sværger ved dem og bliver gode Smeagol igen, men tallene får magten over ham, så han igen bliver slemme Gollum og.... men det er vist en anden historie.
Nu lakker det mod enden, som man nok kan se - det er kun fordi England dummede sig med sine ordrer at jeg stadig har Danmark, og dermed to centre tilbage. Men de holder højst sandsynligt kun dette år med, så er jeg ude af spillet.
Men det var underholdende nok at prøve igen, og jeg skal afgjort med i et nyt spil. Frankrig har endda bedt mig om at give et praj om hvilket spil jeg eventuelt finder, fordi han meget gerne vil spille med mig igen. Det kanman så tolke derhen, at han syntes jeg var herligt naiv, og gerne vil udnytte mig - men som jeg læser ham er han faktisk en der prøve at være en gentleman og holde de aftaler han indgår - ligesom jeg selv var lidt for meget her.
Fik ihvertfald god sympati for ham undervejs - at han endte op i alliance med England mod mig er jo det der sker.
Møblet stammer oprindeligt fra Sydamerika, hvor det blev lavet af flettede fjer fra ådselsædende fugle. Nu findes det i mange udgaver, og der kan være meget prestige - især på arbejdspladser - i at have den fineste udgave.
De Konservatives Lene Espersen har fundet ud af, at det ikke var så smart at tage på ferie til Mallorca, istedet for at deltage i det Arktiske Topmøde om Nordpolens fremtid, og de danske interesser der. Ihvertfald ikke så smart politisk... og undskylder nu.
Eller gør hun? Nej, i virkeligheden fralægger hun sig ansvaret.
Hun ved godt at hun har opført sig tåbeligt og stædigt, siger hun. At det kan tolkes som mangel på overblik. Men, siger hun: "Jeg er jo nordjyde."
Så, nej - det er slet ikke Lene Espersen som har dummet sig - hun kunne ikke gøre for det. Hun er jo nordjyde.
Jeg synes det er fejt - ikke at ville stå ved sine egne dumheder. Og at hænge en helt befolkningsgruppe - som i forvejen har det svært - ud for at være dumstædige & tåbelige & dovne.
Hvordan den ikke ubetydelige regnefejl er sket, vil Forsvaret ikke ud med. Det er faktisk mørklagt fra allerhøjeste sted, så mørklagt at der ikke engang er nogle lækager som må afsløre noget.
Men det lyder mere som om der har været tale om usikkerhed i tallene, og brug af metoder - end egentlig regnefejl. Og så er det jeg ikke kan lade være at undre mig: hvordan kan man så vide at de nye, ligeså usikre tal og metoder er bedre end de gamle? Burde man ikke bare sige at tallet er behæftet med meget stor usikkerhed (hvilket sådan set ikke kan undre - vi er i krig).
Og er der i virkeligheden tale om en politisk regnefejl - så man kan slippe for at tale om kasernelukninger og andre grimme ting?
Men det må jo blive ved gætterierne, sålænge det hele er mørklagt og lækagesikret.
Når nu min anmeldelse af Shells Twindog var så populær, så lad mig også fortælle om mit første møde med en fransk hotdog. Oprindeligt havde jeg tænkt at inkorporere det i anmeldelsen, men det ville blive for langt og tungt.
Men det første møde var faktisk i byernes by, Paris - i '83 tror jeg. Muligvis '85 - men jeg er ret sikker på det ikke var '84, for da var der Fodbold EM, og det ville jeg kunne huske hvis det var så tæt på. Anyway, det var ihvertfald før den franske hotdog holdt sit triumftog i Danmark i sen-80'erne.
Jeg var dernede på en storbyferie med min mor, som gav sådan en til mig og min bror der i vores teens; han var kommet til London.
Og når man nu er i Paris, så kommer man jo ikke udenom en tur i Eiffeltårnet. Og deroppe - jeg er ikke sikker på om det var øverste platform, eller næstøverste, kan man jo godt tillade sig lidt luksus, mente min mor, og syntes jeg skulle have et eller andet fra den.... café er nok ikke ordet, ej heller caféteria. Snask er nok det rette. Noget lækkert fra den snask som nu var deroppe.
Og man kunne jo også forestille sig, at det var toppen af parisisk cuisine man ville finde deroppe, i mere end bare bogstavelig forstand.
Så det var med en vis forventning (og ihvertfald en glæde over at kunne komme til at sige det, for det lød ganske tåbeligt) at jeg var henne og bestille une 'otdog, sil vous plait, et une Coca-Cola.
Og det var med en vis skræk jeg så hvad resultatet var: at han tog en pølse og proppede ned i en flute. Og gav mig den, samt en Pepsi (det fik man ganske ofte, når man bestilte en Coca-Cola i Paris, dengang. Jeg ved ikke hvordan det er i dag).
Så jeg satte mig ved det bord min mor havde fundet. Og gav mig med en vis skepsis igang med at indtage min første franske hotdog. Og min skepsis blev ikke gjort til skamme. For fluten var helt vildt tør, dog var pølsen endnu tørrere. Og begge dele smagte dårligt, rigtigt dårligt. Jeg husker ikke om der overhovedet var nogen form for dressing, hvis der var, var det ihvertfald minimalt og dårligt smagende.
Og med kun Pepsi til at skylle det ned, er det simpelthen noget af det værste jeg har smagt. Så den blev meget hurtigt smidt ud i en skraldespand, der nogle hundrede meter over Paris.
Derfor skulle jeg heller ikke nyde noget, da de nogle år efter kom til Danmark - jeg fattede ikke at nogen ville indføre det koncept. Og jeg tror først det var efter et par år, sikkert efter en druktur med venner, at jeg har fået sådan en. Og opdagede at den fordanskede udgave af konceptet var en del mere spiselig end den man blev udsat for i Gustave Eiffels tårn.
Det endte faktisk med, at jeg en overgang var daglig forbruger af DSBs udgave, en Haps Dog, som jeg syntes bedst om. (Jeg mente de havde det bedste brød og den bedste dressing.) Jeg arbejdede et sted hvor jeg hver dag kom forbi Hovedbanen, og spiste sjældent frokost, så var ret sulten efter arbejde.
I dag er det nu ret sjældent jeg spiser dem - men jeg glemmer aldrig den første.
Brevportoen sættes gevaldigt op - fra 5,50 kr til 8,00 kr for A-post, og fra 5,00 til 6,00 kr for B-post.
Det er Forbrugerrådet blevet frådende rasende over: Allerede med det nuværende prisniveau er Danmark et af de dyreste lande at sende post i. Derfor er det en form for falliterklæring for hele organiseringen af postvæsenet, at effektivisering kun kan lade sig gøre gennem en portostigning på 45 procent. Det er en virksomhed, som ikke har budt på andet end den ene serviceforringelse efter den anden i mange år, udtaler direktør Rasmus Kjeldahl til Politiken.
Og der synes jeg han er lige hård nok i sin bedømmelse. For det er ganske vist rigtigt, at vi har et rekorddyrt postvæsen, og prisstigningerne lader til at være accelererende, mens vi får flere og flere reklamer leveret, blandt mindre og mindre post.
Men han glemmer at se på forklaringerne, de særlige udfordringer det danske postvæsen står over for. For eksempel de store geografiske distancer posten ofte skal transporteres over, den elendige infrastruktur, samt den store spredning der er på de menneskelige bebyggelser - alt sammen noget som gør det umådeligt svært at være PostDanmark.
Jeg blev i dag, i anledning af mit indlæg om postservative, spurgt hvad en ronkedor egentlig er. Jeg svarede:
En ronkedor er - udover at være et dejligt ord - betegnelsen for en gammel han-elefant, som er blevet sær og aggressiv, og udstødt af flokken.
Det er ikke mig der fandt på at hæfte det på Erik Ninn-Hansen, det skete under Tamilsagen. Jeg tror muligvis det allerede var i Niels Ufers Mens vi venter på retfærdigheden det først blev brugt.
Et rammende udtryk - og jeg tror også de Konservative var glade for det, for de kunne jo også bruge det til at lægge afstand.
Det fik mig så igen til at tænke på dette stykke, Mens vi venter på retfærdigheden. Som jeg så i fjernsynet engang, og husker som gevaldigt underholdende. Og selvfølgeligt lærerigt på det der vel må betegnes som den mest betydende politiske skandale i min levetid, Tamilsagen.
Niels Ufer skrev selv stykket, baseret på hans afslørende artikler om sagen, som han fortjent fik Cavlingprisen for. Posthumt, desværre, for han døde af kræft inden uddelingen.
Men jeg kom så til at tænke på, om der var nogen måde at se dette stykke på - for det er en sag, det også er vigtigt at kende til for yngre generationer. For udover at tamilske flygtninge ulovligt blev afvist familiesammenføring, handler det om embedsmisbrug og magtfordrejning. Noget man altid må være på vagt for.
Og heldigvis - det kan man - set stykket, altså. DR har det som del af sit Bonanza - så her kan man finde det fulde Mens vi venter på retfærdigheden.
"explicit" betyder egentligt noget i stil med direkte udtrykt. Ligefremt. Og som der står i linket kan det også betyde med visning af seksuelt indhold.
Men grundliggende vil explicit version simpelthen betyde en ucensureret version.
Da jeg ledte efter nogle Herge-tegninger her til bloggen for nogle måneder siden, gik det pludselig op for mig at Thompson Twins er den engelske betegnelse for Dupont & Dupond. Og det giver jo meget god mening, da Thompson også kan varieres på samme måde i stavemåden (Thompson & Thomson).
Det gav jo så også en forklaring på '80'er gruppen Thompson Twins navn. Og dem synes jeg så lige vi skal tage et nostalgisk nummer med - for dem fik jeg hørt en hel del på Radio Luxembourg der i midt-80'erne.
Men så opdager jeg jo samtidig, da jeg researchede lidt her - at de også optrådte på Live Aid i '85. Det var ikke så overraskende, det gjorde stort set alle jo. Det lidt pudsige er, at de til et nummer optrådte med... ja, hun er ihvertfald stadig kendt - det var der vist ikke mange der troede dengang.
Jeg troede nu ikke hun ville være en døgnflue, men at hun skulle dominere popscenen i 25 år bagefter, var jeg vel dog næppe klar over. Jeg husker udmærket hendes solo-optræden senere, men havde glemt/var ikke klar over at hun altså også var sammen med Dupont'erne.
Denne bestialske afstraffelse udføres mod en undervægtig, af misundelige, frustrerede overvægtige når de er i flertal og den undervægtige er forsvarsløs.
Men det er vel logisk at ordet eksisterer. Jeg mener - man starter med at være præservativ, så bliver man konservativ. Og må vel så ende op med at blive postservativ?!
Måske Brian Mikkelsen ved det? Eller Per Stig Møller?
Men den bedste kandidat er vel egentlig Erik Ninn-Hansen - han burde om nogen være postservativ. På den anden side, han var jo også ronkedor, og spørgsmålet er om man kan blive postservativ efter at have været ronkedor?
Jeg har den seneste tid, når jeg har været i byen, ikke haft nogle af mine "sedler" - som jeg ellers har givet til interesserede når jeg har været i byen som Leoparddrengen, indeholdende min mail adresse og adressen på bloggen her.
Men de sidste måneder har min printer været gået død, noget jeg ikke rigtigt har fået gjort noget ved; for generelt bruger jeg den næsten aldrig.
Så jeg kom til at designe og bestille visitkort for nylig. Hos et af de her firma, der konstant reklamerer på nettet. Og selvom de irritererede mig en del under bestillingen - der var mange skjulte priser, ligesom de angav pris ekslusiv moms, viste det sig. (Det sidste har jeg overvejet at gå til ombudsmand/styrelse med, for det er ganske ulovligt. Men jeg ville ihvertfald lige modtage dem først.) Derfor bestilte jeg så også 1.000, for så ville jeg da have til lidt tid, uden at skulle betale deres tillæg igen.
Jeg modtog dem så i dag, små 3 uger efter bestilling. (Man skulle betale ekstra for at det kom hurtigere...) Og jeg er sådan set ganske tilfreds med kvaliteten.
Men jeg ærgrer mig alligevel - for den der design, som jeg har kigget på adskillige gange, på forskellige datoer - der har altså lige sneget sig en slåfejl ind. I min mailadresse - en adresse jeg ellers skriver ganske ofte, uden problemer.
Hvor typisk & klassisk er det ikke bare? Det er ikke fordi katastrofen er så stor, for de fleste kan sikkert regne ud, at @gmai.com sikkert skal være @gmail.com - men det er ikke godt for min forfængelighed. Og så kan man jo godt ærgre sig lidt over at have bestilt 1.000. Jeg fik helt lyst til at købe domænet gmai.com - men det har nogle phishere allerede sat sig på. Højst overraskende...
Men jeg er nu meget glad for dem alligevel, kortene. I kan nyde dem her, begge sider. Med fejl.
I skal være meget velkomne, allesammen - men jeg undrer mig lidt over pludselig i dag at få ganske mange direkte hits - de plejer at stå for den mindste del af mine besøgende - hvoraf de fleste ikke har været her før; og langt de fleste er hjemmehørende i Aalborg.
Den eneste forklaring jeg kan finde på er at en mail med blog-adressen huserer rundt i blandt aalborgensere - og det er jo storartet. Men jeg er lidt overrasket over den geografiske centrering - og sådan nogle direkte hits kan jo være svære at blive klog på, især når de ikke går til et bestemt indlæg.
Leoparder er de af de store katte, som minder mest om vores egne huskatte - når man altså ser bort fra størrelsen. Det gælder også deres jagtform, hvor de foretrækker at ligge i lur og vente på byttet, eller snige sig uset og lydløst ind på det.
Til dette hjælper leopardens karakteristiske pels, med de såkaldte rosetter (de flervaredefarvede plet-mønstre) - som virker kamuflerende, i de fleste terræner og lysforhold.
Ydermere er leoparder i stand til at klatre i træer, så det er også steder de kan gemme sig. (Og have deres bytte i fred for løver, ikke mindst.)
Også superhelten Leoparddrengen ses kun, hvis han selv ønsker det...
Nu synes jeg altså efterhånden det går for vidt med det her vejr. En ting er at vi får en isvinter og den slags - men nu er vi altså sidst i maj, og temperaturen er stadig så man kan blive bekymret for om der kommer is på søerne.
Skru nu op - jeg gider ikke flere morgener med sibiriske kuldegrader; selvom det egentligt er noget vrøvl, for i Sibirien er det sikkert 30 grader nu.
Hvis jeg har skrevet en kommentar hos dig i aftes/nat - som er endnu mere dum end normen fra min hånd. For blev vist ganske stiv i går efter at der var lagt en bund fra pinsefrokost - og synes ikke det jeg har set jeg har skrevet i nat har været synderligt kvikt. (Kan nu stadig meget godt lide quiz'en.)
Efterhånden som hits på mit waka waka-indlæg bliver flere og flere, bliver min SEO-konsulent også mere og mere pågående: Du må skrive noget om Shakira nøgen! skriger han. Shakira nude, Shakira naked, Shakira topless! Du skal gøre det!
Problemet er, der er ikke så meget at skrive. Jeg mener, vi har jo allesammen set Shakira - og for det meste er hun relativt afklædt, men aldrig nøgen. Og jeg har ikke kunnet finde andet.
Så jeg tror vi klarer os bedst med denne første video jeg så med hende - og som jeg også stadig synes er hendes bedste nummer:
Jeg var til førstehjælpskursus i mandags, som jeg meldte mig til for nogen måneder siden. Som varede 3 timer. Selvom kurset som sådan var fint nok, var jeg lidt skuffet, for det var et meget beskåret et af slagsen, og fokuserede stort set udelukkende på ulykker - hvordan man håndterer benbrud, undgår shock* med videre.
Altsammen fint nok, men jeg havde også håbet det var noget med hjertemassage og kunstigt åndedræt og den slags. Men det var tiden åbenbart for begrænset til.
Men længere kurser skal man betale for - faktisk var det vist ret exceptionelt at det her var gratis (og sponsoreret af NyKredit, tak for det.) Og ærlig talt - nej, jeg har ikke tænkt mig at betale for et førstehjælpskursus. Det er ikke noget jeg ser som en levevej, for mit vedkommende. Det er så lidt noget jeg ser som en borgerpligt at kunne - men så må det også være en samfundsting at tilbyde.
Ærlig talt - hvor mange har lyst til at punge ud med kr 1.000 - for måske endda at kunne hjælpe andre? Enkelte meget idealistiske (og rige) personer måske - men jeg tror ikke det er mange.
Sådan set synes jeg det burde være obligatorisk med en uge i skolen, i 8. eller 9. klasse (og de kan sikkert også have meget sjov ud af, at diskutere hvem der skal give hvem mund-til-mund...) - det ville jeg synes var en fornuftig investering. Og - lidt ros til regeringen - det har åbenbart også været planen siden 2005, men det halter med indførelsen. Nok fordi der som med alt muligt andet, der er blevet sagt skal indføres, mangler pengene til det.
Men jeg mener altså det er den rette vej frem. Så siger de, der holder kurserne, at de skal fornyes og genopfriskes hvert andet eller tredie år - det mener jeg så er noget ævl, det det handler om er at give folk en eller anden form for ballast til at gøre noget, og ikke blot se til. For det er almindeligt anerkendt, at det vigtigste er at man gør noget, ikke så meget hvad man gør.
*Shock lærte jeg så faktisk er et ord på dansk. Og dækker over det fysiske fænomen, shock - som er mangel på blod til hjernen. Og ikke bør forveksles med chok, som er af psykisk art. Det var en distinktion jeg ikke kendte til før!
I næste måned afholdes skønhedskonkurrencen Miss Civilization of the World i Tyrkiet. Latterligt navn, men lad det nu ligge.
Der skulle jo så også være en grønlandsk repræsentant, hvilket modelmanager Peter Hadward er blevet bedt om at finde. Men han har åbenbart travlt - ihvertfald blev det lidt uoverskueligt det der med en grønlandsk model, så istedet har han fundet en blond dansk kvinde, Lisa Renee Winther Kristensen. Som aldrig har været på Grønland, men glæder sig til at repræsentere et smukt land.
Som Peter Hadward, med uimodsigelig logik udtaler: Derfor valgte vi en dansk pige, da vi ved, at Grønland er en del af Danmark.
Mærkeligt nok er de blevet sure over det, deroppe i Grønland, Kallalit Nunat. De føler sig vist forbigået, eller noget. Det kan man jo ikke forstå?!
Skal til familiepinsefrokost i morgen, som jeg et par dage efter at have hørt om, mailede til min onkel - hos hvem det foregår - og meldte mig og drengene til. Og samtidig skrev, at hvis der var noget jeg skulle have med, skulle han bare sige til.
Så bliver jeg ringet op af min mor for lidt siden:
"Ja, det er angående pinsefrokosten i morgen."
"Ja, det kunne jeg næsten gætte?"
"Ja, [din onkel] er jo noget fortørnet over du ikke skal have noget med!"
"Hvad? Men jeg skrev at han bare skulle sige..."
"Ja, men du ved, [din onkel] og mail og den slags. Men vi blev enige om... skal du til det der middelalderhelvede i morgen, inden?"
"Ja."
"Nå, så skal du ikke have noget med. Så tager jeg det med. Vi blev enige om at du skal have noget agurk og rød peber og sådan med. Men så tager jeg det med for dig."
"Jeg kan nu altså sagtens have det med, men synes det er en lidt underlig måde..."
"Jaja, men nu har jeg det med, så skylder du mig 75 kr [godt nok dyre agurker og peberfrugter], så har du også bidraget med noget."
"Ærlig talt, jeg synes det er noget underligt noget det her - han kunne bare have skrevet, hvad fanden mener du med at han er fortørnet?"
"Jamen, han mener vist at jeg holder hånden over dig."
"Det kender jeg sgudda ikke noget til. Hvad har det med mig at gøre? Jeg ved ikke hvad I har gang i, men hvorfor skal jeg rodes ind i det?"
"Nej, nu må du ikke blive sur..."
"Jeg synes bare det er noget underligt noget..."
"Jeg ville bare holde dig orienteret. Men det var sikkert også forkert."
"Øhm, sikkert. Men altså, jeg kan godt have de ting med..."
"Nej, det er dumt, hvis du skal rende rundt med det derude. Jeg tror alligevel jeg tager en taxa, med alt det jeg skal have med..."
Jeg går ud om et par timer, som leoparden. Og håber nogle af de sædvanlige steder er interessante i aften (Amigo, eventuelt Ideal). Men på søndag skal jeg til familiepinsefrokost, og henter unger tidligt, for at gå til Middelaldermarked - så imorgen skal jeg ingen steder!
Hvad han ikke siger er, at nogen kan være helt sikre på at blive ramt - nemlig indvandrere og 3. verdenslande. Hvilket står klart, både med regeringens oprindelige forslag, og med Dansk Folkeparti typiske udmeldinger: gebyrer på opholdstilladelser og visa, fjernelse af børnecheck for børn udover tredje, samt nedskæringer i en hel families overførselsindkomster, hvis et enkelt medlem ikke gør som DF synes de skal. (Hvordan de så lige vil definere en familie i den forbindelse skal blive interessant at se.)
Typiske DF forslag, men nogle som nu højst sandsynligt kommer igennem. For sådan hænger solidariteten jo efterhånden sammen i dette land - og VKO bruger ordet uden blusel - des svagere stillet du er, des mere kan du betale. Så middelklassen kan gå fri, og blive ved at være stemmekvæg.
Jeg synes det er trist at opleve, hvordan et sprog på den måde kan blive voldtaget. Men godt at forhåbentligt snart er forbi - krukken er gået for længe til vands.
Copenhagen End: Hello Mr. Rehn, this is Claus Hjort calling from Copenhagen.
Bru: Ah, Hello, Mr Hjort, how may I assist you?
Cop: Yes, you see - we received a letter from the commision today - about the state of the Danish finances and the economy, and what you would like us to do about it?
Bru: Oh, you have received it? That's good. I'm sure you are happy with it?
Cop: That's just it - no we are not happy with it!
Bru: But, why? Mr Hjort, we explain that the Danish economy is in excellent health, and you should just move forward, make growth.
Cop: Ah, but you see Mr Rehn, that is not what we tell here at home. Here we say we have to cut our spending by 24 billion kroner. I think that is something like 3 billion €.
Bru: But whatever for? I really must advise against that, Mr Hjort. That will significantly lower your expected growth - which is bad, not just for you but also for Greece and Spain - if you don't buy their olives, they will have a harder time getting out of this crisis.
Cop: But we are saying you will punish us, if we don't save these money...
Bru: What kind of bogeyman are you making us out to be, Mr Hjort? Even if we wanted you to cut your budget, we have no jurisdiction in Denmark - you are, sadly, not part of the Euro. So - as you well know - we can guide you, but we cannot really do anything else.
Cop: But we've been saying, that if we don't do these cuts, then we will end up like Greece or Portugal!
Bru: Mr Hjort, you frighten me. As it is, your Central Bank have a problem making room for all the foreign currency going to Denmark. If this goes on you will have to make negative interest, to keep in lign with the €.
Cop: The bottom line is, Mr Rehn, we need you to go back on your earlier statement, and say we need to make cuts of 24 billion kroner! Otherwise, we will make a huge stink, and go to the greeks and the spaniards and the portuguese, and say it is only them who has to meet these demands, and not us i Denmark, and Germany, and Belgium and Holland, and so on!
Bru: But that is not correct, Mr Hjort?!
Cop: It is if I say it is.
Bru: Mr Hjort, do you understand what that will mean? It will mean riots in the streets of Athens and Lisboa; people killed perhaps. Remember what happened in the bank in Athens a few weeks back?
Cop: So be it!
Bru: So you want me to make a new statement, saying your country needs a tighter budget, when it doesn't; saying we will punish you if you don't - when we can't. Or you will stir trouble in the south.
Cop: Yes. 24 billion Danish kroner.
Bru: That's ridiculous. But really, I have more important matters to deal with, and anyway, I have no jurisdiction over you. I will have something sent to you later this afternoon.
Cop: That is very good of you, mr Commisioner. I'm glad we were able to see things the same way!
I sidste uge var jeg, af mærkelige kanaler, kommet i besiddelse af en indbydelse til et restaurantbesøg. På d'Angleterre, og der har jeg aldrig været, så jeg tænkte at det kunne da være interessant.
Så jeg mødte op dér - og der er sandelig også fint, og meget belevne tjenere. Som viste mig til det langbord vi skulle sidde ved, og der var jeg sandelig kommet i fint selskab.
Der var Claus Hjort, Brian Mikkelsen og Peter Christensen. I den modsatte ende af bordet kunne jeg skimte Lars Løkke og Peter Straarup... og var det ikke hr Møller himself, som sad helt for bordenden?
Der var en munter stemning, da vi blev præsenteret for menukortene. Og det gav noget af et gib i mig da jeg så priserne - jeg var selvfølgelig godt klar over, det ikke ville være det samme som ved den pakistanske take-away, men alligevel. Jeg endte med at bestille en Parisertoast til 150 kr (uden ost - ellers havde den kostet 175). Og et glas isvand uden is til 30 kr.
"Hvad, skal du ikke have andet?" spurgte Brian. "Det ser da lidt kedeligt ud?!"
"Nej, det er fint," svarede jeg. "Jeg er på en skinke og brød-kur."
"Jaja, der er jo frit valg!" sagde Claus Hjort. "Det er meget vigtigt at der er frit valg!"
Det grinede de meget af, af en eller anden grund.
Peter Christensen kunne nu godt forstå mig. "Svinekød kan man jo ikke få for meget af," sagde han. Og bestilte selv en helstegt pattegris "med æble og hele moletjavsen".
Brian lavede en længere bestilling på fransk, med en ekstrem dansk accent. "Jeg aner ikke hvad jeg bestilte," grinede han. "Men det var dyrt, så det er nok lækkert!"
Claus Hjort var på kur, så han valgte bare at åbne med lidt stegt foie gras og en rejecocktail, og så se hvad der var plads til siden.
Det blev et overdådigt måltid. Peter Christensen lod sin helstegte pattegris overtage af syltede grisetæer, og senere bare sylte; Brian fik friturestegte jomfruhummere, kaviar i østers med trøffelkompot og flamberet banan/mango/papaya frugtsalat til at runde af på.
Claus Hjort fandt ud af at han alligevel havde plads til mere, og bestilte en ordentlig moppedreng af en T-Bone steak, mindst 700 gram. "Okse er altså også lækkert," påpegede Claus til Peter. "Og så holder jeg meget af T-Bone; mørbrad på den ene side, og højreb på den anden - så bliver man lissom ikke træt af nogen af tingene!"
Og min parisertoast var også vanvittig lækker, brødet var ristet lige tilpas, og skinken var fin saftig. Ok, jeg er faktisk ikke helt sikker på at det var skinke, tror måske det var bov - men det smagte fint.
Stemningen udviklede sig, det flød med rødvin - Château Petrus og andre grand cru Bordeauxer, fortrinsvis. Lars Løkke fik dog store mængder af fadøl til sin megabestilling af spareribs med dybstegte skiver af ananas, kunne jeg se.
"Hold kæft hvor ville Brixtofte være misundelig," udbrød Claus Hjort på et tidspunkt. Da var Lars Løkke næsten ved at ryge ned af stolen af grin.
De fleste andre skulle have kaffe, og en lille gewesen til. Jeg stod over. "Jeg kan ikke sove, hvis jeg får kaffe så sent," undskyldte jeg mig med.
"Skal du så ikke have en lille cognac?" spurgte Claus Hjort. "Så sover man dejligt, hvis man har lyst til det."
"Øh, nej, jeg tror ikke idag. Jeg tog en antabus i morges."
"Nå, det var da trist at høre." Sagde han. "Men der er jo heldigvis frit valg!" Det affødte igen megen morskab.
Nu var det blevet tid til regningen. "Ønsker I at betale samlet, eller hver for sig?" spurgte tjeneren.
"Samlet!" udbrød Lars Løkke straks. "Det gør det hele meget enklere!"
"Så gerne," sagde tjeneren, og gik ud for at regne sammen.
Det blegnede for mig. "Nej, hør nu," sagde jeg. "Jeg har kun fået en parisertoast og et glas isvand uden is, mens i har siddet og smovset i den ene vanvittige ret efter den anden. Det kan da ikke være meningen jeg skal betale for det?!"
"Det var da en underlig tankegang!" sagde Claus Hjort.
"Det er meget vigtigt regningen bliver betalt, før der løber renter på!" sagde Brian Mikkelsen.
"Lars Løkke render ikke fra regningen, i modsætning til alle mulige andre!" sagde Peter Christensen bastant.
"Alle betaler ligemeget. Det er solidaritet!" slog Lars Løkke fast.
Tjeneren kom med regningen, og gav den til Lars Løkke, som hev en lommeregner frem. "Hmm, ja, så bliver det lige 2.800 til hver. Skal vi ikke sige 3.000 ligeud, så er der også lidt for god betjening?"
Den var alle med på. Undtagen jeg.
"Jamen hør nu, jeg har spist og drukket for 180 kr. Jeg betaler gerne 200 kr, eller 250, så er der også givet gode drikkepenge, men det dér er sgudda for langt ude?"
Lars Løkke kiggede på mig. "Ved du hvad, Leoparddreng. Når du er så usolidarisk, er det sidste gang du kommer med her i madklubben. Men, altså, ok - det er måske meget rimeligt." Lars Løkke tastede lidt på lommeregneren. "Fint, du har ikke så mange penge som os, det er ok. Så siger vi at du slipper med 2.750, og så betaler vi andre 3.030. Men så gider jeg heller ikke høre mere brok."
De andre nikkede, og kiggede olmt på mig. Claus Hjort skød ind: "Og så er det din skyld, hvis jeg ikke køber et Hus Forbi på vejen hjem!" Det fik løftet stemningen lidt.
Penge er vist ikke noget man snakker om i det selskab. Slet ikke manglende. Men jeg kunne se på det hele, at hvis jeg ikke skulle bruge resten af måneden på at vaske op på d'Angleterre måtte jeg hellere ryste op med pengene.
"Det var godt," sagde Brian, mens jeg skød penge i puljen. "Det skulle jo nødig gå dig ligesom det gjorde med ham grækeren for et par uger siden."
"Hvad skete der med ham?" spurgte jeg. Men Brian rystede bare på hovedet.
Da vi kom ud på gaden var der lidt småsnak, mens folk ventede på deres privat- og ministerchauffører. "Det var da overordentligt hyggeligt," sagde Claus Hjort. "Nogen som vil med på natklub?"
Jeg takkede pænt nej, og begyndte at gå hjem, med tomme lommer. Kort efter begyndte det at regne.
Tingene gik ikke ganske som jeg havde håbet i 1903 - for i efteråret vendte Frankrig, Tyrkiet og England sig i fællesskab mod mig - jeg var åbenbart kommet for tæt på solen.
Især England ærgrer jeg mig over, for ham havde jeg relativt let kunne holde ude af Rusland, hvis jeg havde villet det. Men jeg troede på, at han ønskede en alliance mod Tyrken. Det lader til at blive fatalt - England overtog både Moskva og Holland fra mig, netop som jeg var gået mod Østrig/Ungarn.
Medmindre Frankrig eller Tyrkiet finder ud af, at det måske ikke var så smart at hjælpe England så meget, er mine dage i spillet talt. Nu kan jeg kun sælge mig selv så dyrt som muligt, det vil sige gøre deres fremrykning så svær og langsommelig som mulig på både øst og vestfront. Heldigvis har jeg vist i det mindste syden fri, indtil videre, for Østrig/Ungarn er godt klar over vores eneste chance nu er en form for sammenhold.
Jeg kan ikke lade være at tænke på: når regeringer i Danmark gennem tiden har sat deres egne ministerlønninger op - også i tider hvor andre ikke har fået lønstigninger - har forklaringen været, at man var nødt til at tilbyde en konkurrencedygtig løn.
For at kunne tiltrække dygtige mennesker til de højeste poster, så de ikkefandt mere givtige job i erhvervslivet.
Når regeringen så nu foreslår at deres lønninger skal sættes ned... så er det næppe fordi lønnen er blevet for høj i forhold til topdirektører. En bedre forklaring er måske, at det rent faktisk er gået op for regeringen, at ministrene er ganske inkompetente, og derfor prøver med en lønnedsættelse - for at skabe bedre balance mellem kunnen og betaling?
Udmærket idé, sådan set - men vi skal længere ned. Meget længere.
Nu har Dansk Folkeparti været ude med et nyt forslag - de mener simpelthen at overvægtige muslimer skal forbydes adgang til Danmarks svømmehaller (og ikke mindst havnebassinet på Islands Brygge).
It give me a great pleasure to write you after viewing your profile from this site blogger.Little about me,I love sport, swimming, reading and singing.My favorite colour is blue and green. I love sea food, pizza, Chinese food, Arab food, Italian foodspaghetti, America and other. I love plenty of salad too.
Before I proceed further, please permit me to introduction myself to you. I am Mrs.Tarina Qusillano. A complete citizen of Philippines, 42 years old living in the Philippines, widow to the late former minister of finance in Philippine who died on 21.august 2006.
I inherited a total sum of $21.5 Million American dollars from my late husband, the money was concealed in a metallic trunk box and was deposited with a security and finance company in Abidjan Cote D' Ivoire, that was because I needed a maximum security/safety of my consignment and no body nor government organization can trace the where about of the money until I am ready and prepare to claim it. but the Secuerity company didn't know the real content of the box, because it was deposited as a family valuables.
My main purpose of sending you this mail is because of the way I found you and perhaps trustworthy to give you this priority of shipping the box of money to any address that you think is very secure and save in your country for onward lodgement your account for the purpose of future investment with your percentage of which we shall chat on soon. I will send you the Authorization Certificate to call them in my next mail which is the Certificate of deposit that they gave me on the very day when the box of money was deposited under their company. I give thanks immensely for your co-operation as I look forward to hear from you for quick conclusion of this business.
The percentage will be your reward for all your moral and financial assistance during the period of moving the money to your country.Please if you can assist me I will be very grateful. And repay you many times over,declaring your willingness to assist me in this venture.
Waiting for a very quick response from you so that i can send you my photo to you to see me in my next reply as soon as i hear from you again. Have a nice time and remain blessed
Best Regards,
Tarina.
Ikke nok med en masse penge, man får også en Fillipinsk penneveninde man kan give moralsk (+ en anelse finansiel) støtte! Nøj, jeg er spændt på hvordan hun ser ud!! Lidt besværligt at hun er i Fillipinerne og pengene på Elfenbenskysten, men hvad. Det finder vi nok ud af!
Det var jeg til i dag. Og det går jo rigtigt godt fagligt. Og fint socialt. Men ordenen... den kunne være meget bedre.
Jeg må vist se i øjnene, at drengen er en kopi af sin far!
Hvad der glædede mig var, at hans matematiklærer foreslog, at han kunne fungere noget mere som hjælpelærer, med at bruge overskuddet til at hjælpe nogle af de andre i klassen, når de har problemer.
Det synes jeg lyder som rigtig god idé, istedet for bare at lægge flere opgaver på ham - for det vil uden tvivl være meget bedre for hans selvværd, end hvis han bare sidder og løser opgaver for sig selv.
Som jeg gjorde - i min skoletid (eller i hvertfald på min skole), var der sgu ikke noget med at hjælpe hinanden. Eller hvis det var, var det skjult, og handlede om at lade en anden kigge efter - og det var der ikke nogen der blev hverken klogere eller gladere af. (Og nok en af grundende til at det dengang ikke var populært at være god fagligt.)
Så alt i alt meget positivt - selvom jeg altså fandt ud af, at det ikke ganske passede, at de stort set ikke har haft lektier for det seneste halve år...
Men altså - Vis Eksempel / Preview knappen har jo før smækket teksten op i et lille vindue, hvor ikke al formatering med videre var som i det endelige output. Så det blev ikke ret meget som det man der så - især hvis man laver noget fancy html kan det være meget generende.
Men nu... tada... vises previewet i en separat html-side, præcis som det kommer til at se ud på bloggen. Sådan som det bør være! Og måske man så nu kan vænne sig til at bruge det, og undgå alle de der rettelser man skal lave, efter at have trykket på Udgiv Indlæg-knappen?
Det Hvide Hus ønsker nu klart svar på, om BPs løfte om erstatning til alle rækker ud over de 75 millioner $ de umiddelbart er forpligtet til. Og det er jo fornuftigt nok, ikke mindst for at finde ud af om det bare var tomme løfter - for der er jo ikke meget Stand-Up Guy over bare at love det man under alle omstændigheder skal betale.
Jeg har så lavet lidt research på de der 75 mio $ de taler om. For det lyder jo lidt vanvittigt at et olieselskab ikke skulle kunne gøres ansvarlig for mere.
Og da jeg fandt ud af, at loven var fra 1990, tænkte jeg straks: Ah, Bush, Sr - så har olie-lobbyen haft let spil! (eller let spild, om man vil.)
Men den er nu ikke så vanvittig som den lyder, den lov. Max grænsen på de 75 mio er, såvidt jeg kan læse, at betragte som objektivt ansvar. Det vil sige, olieselskabet (eller operatøren) er forpligtiget til at betale op til den grænse, ligegyldigt om de har egen skyld eller ej. Men grænsen bortfalder, hvis der kan påvises forsømmelig adfærd, eller lignende - og det er der vist ingen tvivl om der kan i dette tilfælde.
Så spørgsmålet handler egentligt mest om hvor stort et juridisk slagsmål der kan komme efterfølgende, og hvem af de implicerede der kommer til at betale. Men det har selvfølgelig også stor betydning for de involverede parter, for hvis de skal vente 25 år på at retten har afgjort hvem der skal betale deres erstatning - derfor er det klart at en hurtig udmelding fra BP vil sikre manges nattesøvn.
Iøvrigt, skulle et udslip vise sig at være totalt uforsætligt, så de 75 mio $ maksimum træder i kraft, så er der i samme lov oprettet en fond, The Oil Spill Liability Trust Fund (OSLTF), som dækker skader derover, op til 2,7 mia $ - de penge er blandt andet kommet ved at der er indbetalt et beløb per solgt tønde olie.
Et år er gået siden sidst. Alt går efter planen, da Rusland åbenbart har opgivet ævret. Jeg (Tyskland) er rykket ind i Warszawa, og tager Moskva i dette forår.
Jeg har aftalt med England at jeg giver Moskva fra mig i foråret 1904 - men jeg er ikke helt sikker på jeg lever op til den aftale. Den er der udelukkende for at sikre freden imellem os, og hans mening er så jeg skal gå på Østrig-Ungarn, mens han går mod Ottomanerne mod syd.
Frankrig har jeg ikke kunnet få en entydig garanti fra for det kommende år, så jeg har været nødt til at opruste på min vestfront, men det regner jeg så også med vil sikre freden dér. Bare lidt trist at vi skal bruge resourcer på det. (Allerhelst så jeg at han gik på England, men det er der vist desværre ikke meget håb for.)
Jeg tror (og håber) at 1903 bliver endnu et fredeligt år for mit vedkommende, med stille ekspansion - men 1904 kommer der til at ske noget, på den ene eller den anden måde. Tiden vil vise hvad.
Ligeledes kan man mene at 40.000 kr for en enkelt dag er ganske meget, og at hende Trine Gregorius eddermame tager sig godt betalt. Eller man kan lade være.
Men man kan altså ikke lade være med at føle at pengene er lidt spildt, når det eneste Karen Ellemann efter at have brugt 40.000 kr på medietræning, kan svinge sig op til at svare medierne er: Ingen kommentarer - i øvrigt via en pressemedarbejder...
Der er lagt op til ren Abbott & Costello når Labour skal vælge ny leder - for tilsyndeladende stiller David Milliband, hans bror Ed Milliband, samt Ed Balls op.
Og det giver jo en del muligheder for underlige forviklinger:
I like the older Milliband, he's got balls.
That Ed?
No, the other one.
David's got balls?
No that would be Ed.
Ed's got balls?
No, his the younger.
...eller noget. Der mangler nok lige et interessant navn mere for at gøre det perfekt. Indtil da kan man jo hygge sig med klassikeren Who's on First, som ikke er helt nem at forstå helt uden teksten ved siden af, så her er link til teksten til Who's on First.
Jeg skal gerne indrømme at jeg ikke har meget forstand på hvad der rører sig inden for radiofonien i Danmark nu om dage - jeg har stort set ikke hørt radio siden i 80'erne.
En ny radiokanal vil tilsyneladende få masser af penge - men vil så tilgengæld også skulle det hele. Have intelligente rundbordssamtaler, spille klassisk, rock, pop og opera, og så lige lidt jazz til at skræmme de sidste lyttere (Queen fans?) væk.
Eksperter mener åbenbart, at det er den sikre vej til at smide en masse gode kroner i skraldespanden på.
Men det tager Venstres medieordfører ikke så tungt. Da jeg møder hende ser hun relativt frisk ud; lidt rødrandede øjne dækkes fint af en tung eyeliner, og jeg lægger næsten ikke mærke til det fine pulverstøv mellem læbe og venstre næsebor.
"Jeg ved hvad du vil spørge om!", indleder hun. "Og naturligvis har vi lyttet til eksperterne!"
Hun taler stacatto, i afbidte sætninger - og indtrykket forstærkes da hun sætter sig i en gyngestol, med en plaid over sig, og efter en kraftig indsugning af luft rytmisk begynder at gynge frem og tilbage.
"Vi har lyttet til dem. Talt til dem. De har talt til os! Men nu er det vores tur. Som vi altid har gjort i denne regering! Nu har eksperterne talt, og vi de døve, de underkuede, de uvidende kan komme til. Man skal ikke lytte til eksperterne."
Hendes gyngen bliver mere aggressiv, mere inciterende.
"De bragte os aldrig andet end skam, andet end ulykke. Vi som ikke ved noget har gjort vores land stort igen. Har udryddet bedreviden og viden."
Hurtigere og hurtigere går det - frem og tilbage.
"Det var vores allesammens Fader som grundlagde det, vores Store Leder, Anders Fogh Rasmussen! Han fjernede eksperterne, og gjorde uvidenheden og dumheden den nye målestok, som alt og intet kan sammenlignes med."
Hendes øjne vender op i loftet, det hvide står frem, selvom det er meget blodskudt. Hendes hånd bevæger sig rytmisk i hendes center under plaiden.
"Men vores Store Leder gik bort. Heldigvis efterlod Anders Fogh Rasmussen os sin søn, Den Lille Leder, Lars Løkke Rasmussen. Født ved en skovsø af Dansens Dronning, Fru Rasmussen, i solnedgangens skær mellem bjergene, ramt af den dobbelte regnbue i Gribskov, mens skovduerne kvidrede henrykt."
Et lille gisp undslipper hendes læber, men hun holder kadencen i opremsningen.
"Han, Den Lille Leder, er nu uvidenhedens bannerfører. I hans navn er uvidenheden mere fremherskende end nogensinde, og vi tåber og ignoranter kan holde eksperterne stangen. Bedrevidenheden er død. Den nye radio udbreder budskabet, den bliver en lykkens, en dumhedens radio, den bliver Radio Rasmussen!"
Hun fortsætter, men jeg forstår ikke de næste sætninger; de ædes af skrig, støn og gutturale lyde.
Efter lidt tid nedsættes kadencen, hun får sit åndedrag på plads. Hun kigger mig dybt i øjnene: "Jeg ved du har aftalt møder med nogle af disse eksperter. Desværre er de ikke til træffe. Imorgen eller senere. Forstår du, Leoparddreng? Eller er du dum?"
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, nikker stumt, og trækker mig baglæns og bukkende ud af gemakket.
Jeg og min bedste ven fra barndommen var født for sent til opleve rumfartens totale orgasme, rumlandingen i 1969. Det vil sige, vi oplevede den vel, me jeg var ca ½ år gammel, og han få dage, da det skete. Så det var så som så med hvad vi huskede...
Men det var jo ikke fordi vi ikke var interesserede. Fucking hell. Og der kørte Månebase Alpha, og der var tegneserier.
Så da NASAs Space Shuttle program var ved at være klar, var vi i den grad i stilling. Min mor havde en amerikansk kæreste/elsker/whatever som sendte os udklip fra New York Times om den, jeg havde samlet en model i (tror jeg nok) 1:72, den var ihvertfald stor.
Godtnok var der et antiklimaks ved det hele - som hele rumfærgeprogrammet aldrig rigtigt kom over, for mig. For fint nok, den skulle ud i rummet - og så være der nogle dage, måske et par uger, og så bare hjem? Hvad fanden var formålet?
No new frontiers, ingen grønne marsmænd, ikke engang lidt månestøv? Og det kalder de fremskridt.
Fint nok med satelitter, etc, men sexet var det ikke.
Og da så dagen kom i april 1981... var der først vrøvl med det ene, og så det andet. Og nedtællingen blev udsat igen, igen. Til øjeblikket kom. Astronauterne var buret inde, alt blev trukket væk, og motorerne begyndte at starte. Og hvilke motorer!
De udviklede så meget røg, at Eyjafjallajökull godt for evigt kan skamme sig, og da den begyndte at løfte sig skete det med raketfart... ikke som de hidtidige Saturn V raketter, som faktisk startede vanvittigt langsomt, den her tingest fór ud i rummet, hvor man så kunne se den, efter få sekunder, mange kilometer oppe, først smide hjælperaketter, og siden blive en lille lysende plet, som tilsidst smed den store brændstoftank.
Fantastisk.
Columbia havde smidt nogle kakler på undersiden undervejs, opdagede man ved senere observationer. Noget man var meget nervøs omkring, hvad det ville gøre ved den senere nedstigning - men som viste sig ikke at være et problem. Dengang. Netop Columbia skulle 22 år siden gå i stykker og brænde op under indflyvning, på grund af tabt beskyttelsesmateriale. Men denne første gang var indflyvningen perfekt, da den her mellemting mellem en brumbasse, en Concorde, en jumbojet og et svævefly landede i en varmedis.
Til at starte med var det en begivenhed hvergang færgen gik op og kom ned. Men efterhånden blev det mere rutine, der kom flere fartøjer til den oprindelige Columbia - først Challenger, så Discovery og tilsidst Atlantis - og det blev ganske vist stadig nævnt at de var blevet sendt op eller landet, men det var tilsidst i nyhederne.
Indtil jeg en vinterdag i 1986 så TV Avisen kl 19:30. Og den startede med billeder af rumfærgen som blev sendt op; uden speak, uden intromusik uden noget. Og jeg vidste noget måtte være helt, helt galt. Og dette var hvad jeg så:
Okay, nok kun de sidste 30 sekunder, eller så.
Det skal bemærkes at YouTube videoformat ikke yder værdighed til den ufatteligt blå himmel, som var baggrund for begivenhederne den dag. Og det skal bemærkes at jeg sidder og grænder snot i øjeblikket; lidt mærkværdigt, for dengang husker jeg det som om jeg var rystet, men ikke så berørt af det. Måske syntes jeg endda - på trods af min kærlighed til rumfart - at det var meget fedt det overgik Ronald Reagans NASA.
Og måske er det lidt derfor jeg græder ekstra snot nu?
Challenger døde; astronauterne døde; ligesom den første kvindelige gæst, en skolelærerinde, Christa McAuliffe, som skulle fortælle om sine oplevelser om bord gjorde. Min førnævnte ven var på det tidspunkt udvekslingsstudent i USA, og skrev hjem at joken derovre var, at she didn't see the no-smoking sign.
Men hvad; livet fortsætter - rumfærger bliver gennemgået og forbedret, og flyvningerne blev genoptaget - alt andet havde også været for stort prestigetab i forhold til Sovjet på det tidspunkt.
Og det gik jo godt - indtil i 2003, hvor min elskede Columbia skulle lande; Columbia som jeg havde set og fulgt gennem flere døgn, da den først blev sendt op, og som jeg havde 3 plakater af på væggene i min teenagehybel. Den forsvandt pludselig fra radarskærmene under indflyvning - dennegang hørte jeg om det næsten life på nettet, på et RPG mesageboard, hvor en Moderator sad og så det på NASAs TV:
Dennegang føltes det lidt hårdere - måske fordi det genoplivede det gamle Challenger tab, måske fordi det var Columbia, måske fordi jeg fik direkte indblik i følelserne hos en jeg kendte, og var mere direkte til stede. Men jeg var stadig lidt følelsesmæssigt afskærmet fordi det nu var en Præsident Bush der kørte lortet. I dag græder jeg nu ikke så meget snot over Columbia, så jeg er nok kommet ud med det meste dengang.
Og nu er det så ved at være forbi; og hvor er det vemodigt. Men hvor har Rumfærgerne dog også været en blindgyde; for de samme missioner har kunnet udføres meget, meget billigere af traditionelle raketter, det er forlængst bevist. Og sikkerheden - ja, det skulle være Rumfærgens og NASAs varemærke, men den har det alligevel været så som så med.
Så det var en rigtig beslutning, da man valgte at stoppe programmet, efter min mening. Også selvom det giver mig en nat hvor jeg græder snot. Jeg håber bare, med tiden, at noget mere fornuftigt kommer i stedet. (Og så håber jeg iøvrigt også man har en backup plan, hvis russerne pludselig begynder på at presse prisen for meget på deres Soyus opsendelser.)
Vi er ved at nå til enden af vejen, da
Bedstemor: Før I går rigtigt skal i altså have et kram!
Den yngste: Okay, så. Men ikke noget med kys!
Bedstemor: Nejnej, bare kram.
Den ældste: ... (der bliver krammet)
Mig: Nå, men i slap da for flødeskum.
Bedstemor: ?
Den ældste: ?
Den yngste: Hvaffor noget flødeskum?
Mig: Ja, I fik ikke noget flødeskum på hovedet?
Den ældste: Hvad snakkker du om?
Mig: Jo, altså, i gamle dage når man krammede, så fik man flødeskum på hovedet...
Alle: ?!
Mig: Men folk syntes det var ret pinligt. Derfor lavede man specielle huse til det...
Alle:?!
Mig: Jo, man kaldte dem kramme-huse med flødeskum!
Bedstemoren: ....
Den ældste: hahaha... den var god far...
Den yngste: Æhh... det var ikke sjov. Du skal ikke gøre nar!
Et udmærket spørgsmål, som jeg satte mig for at undersøge. Udtrykket bliver jo aktuelt her op til VM, med Shakiras officielle VM-sang: Waka Waka - This Time for Africa. Og jeg har da også selv spekuleret lidt på det (og tænkt at der jo nok skal blive lavet versioner med wanky wanky, this time for Africa).
Som sædvanlig er Wikipedia en god hjælp, her bliver vi fortalt at sangen tildels bygger på det camerounske hit fra 1986, Zamina / Zangalewa af Golden Sounds (som også skulle have været hit i Columbia, hvorfor Shakira muligvis kender den derfra.)
Og under opslaget for Zangalewa har de været så venlige at skrive en del af teksten:
Za mina mina oh oh
Waka waka eh eh
Za mina mina zangalewa
Anawam ah ah
Yango eh eh
Yango eh eh
Za mina mina zangalewa
Ana wam ah ah
Og forklarer, at en del ord tilsyneladende bare er nonsens, men at andet er i en camerounsk dialekt kaldet Fang. Og waka waka skulle betyde "gør det" (lige noget for Nike). Og, mener de, komme fra pidgin og være en forvanskning af walk while working.
Zangalewa (den kan jeg da godt forstå var et hit!):
Det er vist hovedbudskabet i denne virale kampagne fra det nystartede rejseselskab, Primo Tours. Og det er sikkert meget smart når de satser på jyder og fynboer. (Iøvrigt ville det slet ikke være gået op for mig, at de dumhedsbegående personer var specielt sjællandske, hvis de ikke understregede det rigtigt meget i tekstmaterialet.)
Der var 5 film, jeg har valgt at lægge disse 3 på, da det er dem med mest hud, og jeg derfor forestiller mig dem der er størst interesse for. For morskaben er begrænset, selvom de prøver.
Et godt råd, hvis du vil rejse med dem - check lige at de er med i rejsegarantifonden...
Jeg kan huske, at Belle Blues havde et indlæg om at lave blogs til bøger, og om det var noget man fandt interessant (fordi flere blogs jo gennem tiden er udkommet). Og som jeg husker det, var de fleste af den holdning, at det sjældent fungerer.
Personligt synes jeg det lyder helt dødfødt - en blog er et ganske andet media end en bog - bare det at der er mulighed for links i en blog gør en kæmpeforskel - så medmindre man skriver bloggen som afsnit i en bog, har jeg svært ved at se det. Og så er det jo spørgsmålet om der overhovedet er tale om en blog.
Jeg tror også, at de blogudgivelser man ser, vil være et forbigående fænomen, som mest kan sælge fordi de kan rettes imod ikke-bloglæsere, som tror de kan blive hippe på den måde. Det finder de jo nok hurtigt ud af ikke fungerer.
Men skulle man alligevel have lyst til at lave sin blog om til bog - og det er da ihvertfald en hurtig måde at blive trykt forfatter - så jeg på BloggerBuzz at der findes en service, der hedder Blog2Print (den er vist specialsyet til Blogger/Blogspot blogs).
Så hvis man skulle gå med den slags lyster, er tippet hermed givet videre.
Der var utroligt mange ældre mennesker til festen. Jeg snakkede med en ældre dame, og bemærkede så at hun røg på sådan en helt hvid cigaret - altså hvor filteret også er hvidt, og kom i tanker om at jeg jo har rygeforbud, og har haft det siden min ældste blev født - så det fortalte jeg hende, og bad hende om at holde op. Men hun havde en eller anden god undskyldning, så jeg endte med at lade hende fortsætte.
I den anden stue var klientellet et andet - min eks sad og talte med en gammel ven fra sit hjemland. Jeg undrede mig over hvad de nu lavede der.
De sad og talte om diverse ting omkring hjemlandet og at være tilflytter. Så endte samtalen med, at han fortalte hende, at de nu havde besluttet at sende deres dreng tilbage til hjemlandet, så han kunne vokse op der - det var det enste holdbare (da kunne jeg godt huske, at han vistnok i mange år havde haft kamp med de danske myndigheder, som på alle måder obstruerede drengens væren i Danmark).
Så sagde min eks til mig: "Jeg har jo også som jeg har sagt planer om at tage hjem med drengene."
"Ja, jo, på besøg," svarede jeg.
"Nej, permanent," sagde hun.
Jeg blev ganske rasende, og truede hende med, at det ville hun ikke få lov til - besindede mig, og hvislede "Det må vi snakke om senere!"
Gil tilbage til den georontologiske afdeling af festen, hvor en ny ældre dame begyndte at snakke til mig om noget ligegyldigt. Hun røg også, og jeg var allerede sur: "Gider du ikke godt slukke den cigaret, jeg har faktisk ikke ladet nogen ryge her i 10 år!" sagde jeg.
Hun blev helt forskrækket: "Jojo, naturligvis!"
Min mor brød ind: "Nej, du behøver ikke slukke den. Du skal ikke høre på ham - selvfølgelig må du ryge."
Jeg: "Nej, jeg gider ikke ha' det her."
Min mor: "Slap nu lidt af, nu skal du ikke være så striks, det er mine gæster." Til hende den rygende: "Bare ryg videre, han er bare lidt fjollet." Og hun sendte mig et vredt og bestemt øjekast.
Nu var det ved at blive mig for meget - med det ene og det andet; og det var efterhånden gået op for mig, at jeg ikke selv havde inviteret nogensomhelst til den fest, og der faktisk ikke var nogen jeg gad have der.
Så jeg gik ud i entreen og fandt el-skabet, som var flyttet til den modsatte væg af hvor det plejer at være.
"Nej, det skal du ikke!" sagde min mor.
Men jeg gjorde det. Først slukkede jeg for strømmen i den ene del af lejligheden, og så den anden. I det pludselige mørke, og den pludselige tavshed, råbte jeg, at festen var slut, og at folk krafteddeme godt kunne gå hjem nu, for de var ikke velkomne mere.
Og så vågnede jeg. Stadig skidesur. Og overvejede at ringe til min mor, eller ihvertfald sende hende en vred mail, over hendes opførsel.
Men nu afreagerer jeg her i stedet så. Synes sgu det var for groft!
