Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 18. september 2010

Facebook - en Hades-side?

Ingen kommentarer
Nymfen Eurydike, datter af Apollon, elskedes af Orfeus. Men en dag blev hun attrået af en satyr og måtte flygte - og i flugten trådte hun på en slange som bed, og giften dræbte Eurydike.

Orfeus sørgede - og han sang og spillede så sørgmodigt at nymfer og guder måtte græde med ham, så de tilsidst befalede ham at gå til Underverdenen, for at hente hende. Dernede spillede han for Hades og Persefone, og gjorde også dem bløde om hjertet - så meget at de tilsidst lod Orfeus tage Eurydike med sig ud af Underverdenen og tilbage til lyset - men på en betingelse. Eurydike skulle gå efter ham ud af Underverdenen - og på intet tidspunkt måtte Orfeus vende sig for at se hun var der.

De begav sig ud, Orfeus forrest - men da han nåede udgangen, Porten til Hades, og mærkede lyset, kunne han ikke længere udholde tvivlen og måtte vende sig for at sikre at hans elskede var med. Og Eurydike forsvandt for hans syn - og han så hende aldrig mere.
Og hvad har den historie så med facebook at gøre? Jo - jeg gav mig jo i kast med at komme ud af det der facebook-helvede, som begrundet her. Hvilket naturligvis ikke er nemt at finde ud af, og da slet ikke inde på facebook. Så jeg måtte google ude i verden, og fandt dette link, hvor man kan slette sin profil.

Endeligt noget simpelt, tror man... eller? Nej, det ser enkelt ud - bekræft sletning, indtast password og en captcha... og.... nej?

Nej, når det er gjort får man at vide, at profilen nu er blevet sat til at blive slettet. Men det vil først ske om 14 dage. Og hvis man i løbet af de 14 dage logger sig på facebook... ja, så bliver den sandelig ikke slettet alligevel. Så sidder man fast der (eller skal begynde forfra).

Så selvom det klør i en, for at undersøge om ens profil nu skulle være blevet slettet? Nej, nej, nej - ikke kigge dig tilbage før du er helt ude. Og det vil også være det smarteste at slette alle dine browsercookies, for ellers risikerer du sandsynligvis et autologon, hvis du bare kommer i nærheden af noget som minder om facebook.

Så, jo, jeg føler mig i øjeblikket som Orfeus på vej ad af Underverdenen - og er i tivl om Eurydike nu kommer med eller ej. Men samtidig med at jeg rejser ud, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det der facebook er en Hades-side. Eller måske en Hades-idé?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Farvel til fucking Facebook

17 kommentarer
Jeg lukker min Facebook profil, lige om lidt. Jeg gider ikke længere være med til at støtte det lort ved min tilstedeværelse der, om jeg er nok så passiv.

Og hvad er det så jeg har imod det? Stort set alt!

For det første kan jeg ikke lide den flokmentalitet stedet lever for - hvor mange venner har du? Hvor mange likes kan du opnå? Er du også ven med Anders Fogh? Lars Løkke? Villy? Er du også tilmeldt "Jeg hader Rigmor Zobel"-siden? Og så videre. Og selvstændig tænkning reduceres til hvordan man mest humoristisk kan udtrykke sig på 2 linier i tredieperson.

For det andet er det et makværk set fra et brugervenligt synspunkt. Jeg vil vove at påstå at en af grundene til Facebooks succes, er at folk ikke kan finde ud af at slå en feature fra, når den først er tilmeldt. For det er stort set umuligt.

Hvis man da overhovedet har tilmeldt sig noget - for det er punkt 3. At Facebook trækker nye "features" nedover hovedet på brugerne uden at advare om det, og uden at informere om det mulige tab af privatliv man udsættes for.

Som leder til hykleriet: Facebook har lavet en metode, så hvis man følger links som brugerne lægger ind i facebook, kan det ikke ses udefra hvorfra der linkes - kun at det er fra facebook. De siger at det er for at beskytte "brugerne af facebooks privatliv" - men sandheden er selvfølgelig, at de vil have informationerne om brugernes klikmønstre, uden at dele dem med andre - såsom dem der leverer det indhold, som facebook snylter på.

For privatlivets fred, my ass: hvis du ikke er meget opmærksom på hvad du gør, er facebook et stykke spyware, en trojansk hest, som har til formål at skaffe så mange oplysninger om dig, med henblik på målrettet annoncering, som muligt.

Og så er der hele spam & virus aspektet - jeg har hørt om lidt for mange facebook brugere, som har givet facebook lov til at rode i deres mail-postkasse for at finde venner. Hvis mailboks siden overtages af hackere, og bruges til udsendelse af spam. Jeg kan ikke bevise en sammenhæng, men tror bestemt den er der.

Jeg har ikke brugt min profil til meget derinde, oprettede den jo først og fremmest for at der ikke var nogen imposters der skulle udgive sig for mig. Det er jeg fucking ligeglad med nu. Hvis I støder på en Leoparddreng derinde er det ikke mig. Fra om lige om lidt.

Good riddance!

P.S. Jeg blev spurgt om det hypede diaspora projekt så måske vil være sagen i stedet... og jeg aner det ikke. Det handler jo først og fremmest om en håndfuld programmører der fik den idé at lave et mere åbent socialt netværk, og samlede penge ind, og fik en hulens masse i løbet af ingen tid - tilsyneladende fordi ret mange er forbandet på facebook.

Men der er ikke kommet noget fra dem, og om de magter det er vel ikke til at vide. Men mine anker mod flokmentaliten vil sandsynligvis også gælde for deres ting, hvis den bliver til noget - og jeg er sådan set ikke synderligt interesseret i at finde en erstatning for facebook. Men skal det være lyder de da en del mere sympatiske end facebook!

P.P.S. Hvis man tror facebook er for stort til at gøre noget ved/boykotte - det er noget vrøvl. Den slags net-fænomener kan komme og gå utroligt hurtigt. Hvor mange bruger i dag MySpace eller Second Life?

P.P.P.S. Hvis nogen er nysgerrige var det den umulige brugergrænseflade der viste sig at være dråben. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud mere, min professionelle stolthed kunne ikke klare at være en del af noget der er dårligt. Og en del af det er man jo, når man har en profil.

P.P.P.P.S. Jeg er naturligvis ikke mindre hyklerisk, end at du må meget gerne må like dette indlæg, eller share det! ;)

Læs også den efterfølgende, nærmest mytiske beretning om trængslerne ved rent faktisk at slette sin facebook-profil!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Var det nu smart?

2 kommentarer
For et par uger siden beskrev jeg, hvordan man kan undgå at ens arkiv-oversigter bliver medtaget i Google. Og hvordan dette også ville ske for forsiden.. Sådan så ens blog - i Googles øjne - kan ses som en samling enkeltstående sider. Hvilket efter min mening vil give forbedrede søgeresultater, da søgende kommer ind på den side der har relevans for søgningen, og ikke på en opsamlingsside med 20-30 forskellige indlæg.

Så langt så godt. Igår fik jeg så en mail: "Du er ude i Google-kulden igen, Leoparddreng! Søgninger på dig viser kun gamle indlæg, ikke din forside!" var essensen. Det viste sig, at den kære læser åbenbart normalt gik ind på bloggen her ved at google leoparddrengen, og derved før blev guidet til forsiden. Men altså ikke længere!

"Aha," tænkte jeg, og undgik at gå i panik. "Det lader til at mit noindex faktisk virker." Og det gjorde det. Og det var jo sådan set det jeg gerne ville, så det var jeg tilfreds nok med. Selvfølgeligt lidt underligt med at site, hvor forsiden ike indekseres - men der står jo ikke noget, det er blot en løbende opsamling af hvad jeg har skrevet for nyligt. Og så længe den giver linkjuice videre, er det vel fint nok?

Jeg fik anledning til grundige overvejelser
Tænkte jeg. Og så så jeg lige i dag, da jeg var inde på forsiden, ved et tilfælde, at min PageRank nu var styrtdykket til et rundt 0. Bombom. Det var så ikke meningen. Og reelt er den det ikke - den er stadig ligeså høj som den var før, det giver den videre til undersider (og blogs i min blogrulle, etc) - men man kan ikke se den, for siden er ikke indekseret.

Så reelt har det ingen betydning. Men det kan det godt have forfængelighedsmæssigt. For nu tror folk, der går ind på forsiden og kan se PageRank, måske at det er en fuldstændig ligegyldig blog i Googles øjne. Hvad det ikke er! Eller måske tror de at jeg straffes af Google for en eller anden blasfemisk gerning.

Dertil kommer, at jeg ved der er nogle SEO sites, som kun vil gøre noget for ens site, hvis den har en vis PageRank. Og ikke fordi jeg havde nogle planer om at bruge nogle af de services - men hvis det var, ville jeg jo nu få problemer med at overbevise dem om, at min blog faktisk var kvalificeret. Igen ikke godt for min forfængelighed.

Så nu har jeg overvejet lidt hvor smart jeg egentlig synes mit påfund med ikke at blive indekseret overalt var?!

Heldigvis har jeg vist også fundet en løsning, som jeg vil benytte. Hvis man istedet for det jeg foreslog tidligere, sætter nedenstående ind i sin template, vil forsiden og de enkelte indlæg blive indekseret... men ikke arkiv-siderne. Og selvom jeg et eller andet sted syntes det var ret sejt at droppe forsiden, tror jeg altså nok at det må være den løsning jeg vil anbefale, og selv bruge!

<b:if cond='data:blog.pageType == "archive"'>
   <meta content='noindex,follow' name='robots'/>
<b:else/>
   <meta content='index,follow' name='robots'/>
</b:if>

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Brev til Trafikstyrelsen

5 kommentarer
Emne: Jeres "kørgrønt" kampagne

Kære Trafikstyrelse -

Jeg var netop inde på politiken.dk for at checke nyheder. Men s jeg sad og læste der fik jeg en sms. Det vil sige - det gjorde jeg ikke. Og det undede mig også, for det er midt om natten, og jeg regnede ikke med at modtage en. Men det lød sådan.

Forklaringen var jeres kampagne for jeres site, kørgrønt.dk. Hvor det åbenbart er nødvendigt med en mobiltelefon som ryster - og samtidig udsender sms-lyd. Og det ville være fint nok, hvis det var noget som kom ifbm med at jeg holdt musen over reklamen, eller noget. Men det gjorde jeg ikke. Jeg har på ingen måde gjort noget for at interagere med reklamen, jeg var faktisk et helt andet sted på siden (meget langt nede) - og havde ingen mulighed for at finde ud af hvorfor den lyd skulle ramme mig.

Og ved I hvad - det er simpelthen dårlig reklamepraksis. Jeg ved godt det ikke er jer er har udformet det, men et eller andet marketingbureau, men så må I sende klage videre til dem - lydforurening uden brugerinteraktion er simpelthen dårlig stil!

Jeg prøvede så at gå ind på kørgrønt.dk, for at finde ud af hvem der stod bag, så jeg kunne klage over reklamen. Men det gav bare fejl... det viser sig, at jeres site kun fungerer, hvis man skriver www.kørgrønt.dk, ikke kørgrønt.dk - og det er jo ikke særlig smart når det er kørgrønt.dk i skriver i reklamen.

Og så må jeg sige - men nu er vi ovre i smagssag, for nu er jeg frivilligt gået ind på sitet - at udformningen er ret enerhverende; det der med sider som "taler" til en - det er altså ikke særlig fedt efter min mening. Synd, for jeg sympatiserer da i bund og grund med budskabet.

Men det værste - det var altså den larmende bannerreklame. Som jeg prøver at bekæmpe hvor jeg finder dem. For de pisser mig af. Derfor denne mail, så I kan overveje jeres markedsføringsteknikker en anden gang. Og derfor den - beklageligvis - hårde tone. Og derfor poster jeg også mailen her på min blog, til skræk og advarsel for andre. Eventuelle svar må I også påregne muligvis bliver publiceret.

Bedste hilsner
/Leoparddrengen

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 17. september 2010

En advarsel om selvafsluttende script-tags!

Ingen kommentarer
Ja, det her bliver så lige et lidt indspist html-programmeringsindlæg. Som nok ikke har den store interesse for de fleste af mine faste læsere, men jeg syntes lige jeg ville poste det, hvis nogen siden løber ind i samme problem:

Little Miss Phoenix gjorde mig - for anden gang - opmærksom på, at min kontakt-knap altså ikke virkede. Hvilket undrede mig, for det gjorde den da hos mig (i Chrome). Men dennegang satte jeg mig for at få undersøgt sagen.

Og forklaringen er, at jeg har lavet et javascript med nogle funktioner til at lave en simpelt kodet email adresse om til mail-adresse som ser rigtig ud, og virker rigtig. Så jeg kan skrive adresser uden at harvesters får fat på dem, og bruger dem til spam, men så de ser ok ud for læserne/fungerer rigtigt i browseren. Og det er altsammen meget fint.

Men det kaldte jeg med:
<script src="minkodeurl.js" type="text/javascript" />
<script type="text/javascript">minfunktion();</script>

Altså - jeg læser først scriptet ind, og så udfører jeg en funktion i det.

Og det fungerede fint - i Chrome. Men det viser sig at Chrome er for flink. For af uransagelige årsager siger DTD'en åbenbart, at script-tagget ikke må gøres selvafsluttende, selvom der ikke skal ære noget i det. Det kan man vist så alligevel, hvis man sender i en anden content-type end text/html, men så opstår der andre problemer.

Så den helt simple løsning er, at lade være at selvafslutte script-tags - røvirriterende når man nu ellers er begyndt at vænne sig til xml-syntaksen. Så jeg rettede altså ovenstående kode til
<script src="minkodeurl.js" type="text/javascript"></script>
<script type="text/javascript">minfunktion();</script>

og så virkede det.

Sikkert en helt banal & almindeligt kendt fejl - men jeg var altså ikke stødt på den før. Så advarsel er hermed givet videre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 16. september 2010

Quiz 105: Hvilken hærenhed

Ingen kommentarer
Ligesom Vatikanets schweizergarde, kommer dette berømte danske kavaleri faktisk oprindeligt fra Italien, nærmere bestemt Veneto-regionen. Hvad er regimentets navn?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Unitelligente indvandrerkvinder

Ingen kommentarer
En pensioneret professor ved Aarhus Universitet (så bliver det ikke meget mere troværdigt), Helmuth Nyborg, har været ude med en påstand om, at indvandring vil gøre den gennemsnitlige beboer i Danmark dummere. Med andre ord, indvandrerne er snotdumme, og det vil gå ned ad bakke med os, hvad enten vi forbliver racerene og bare skal forsørge de dumme tilkommere, eller vi blander os med dem (uhyggelig tanke).

Men det er ikke første gang Helmuth Nyborg (Neuburg?) er ude og lufte sine teorier og forskningsresultater - for  nogle år siden havde han således fundet ud af, at kvinder er ca 5 punkter dummere end mænd på en eller anden skala (kan huske han gjorde meget ud af det ikke var IQ, tror han kaldte det Q-faktor, eller noget.)

Anyway - den logiske konsekvens af det, må vel være at den gennemsnitlige indvandrerkvinde, og kvindelige 2g'er, er de dummeste af alle. Og det bevidnes vel også af det faktum, at det er er netop kvindelige børn af invandrere som udgør det segment, hvor forholdsmæssigt flest søger ind på en længerevarende uddannelse. De er simpelthen så dumme, at de ikke kan klare sig på anden vis.

Helmuth Nyborg (Neuburg?) derimod - jo han er så klog at han helt kan undvære hovedet. Så det holdt han op med at bruge engang i femte klasse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er uvederhæftig

Ingen kommentarer
Den anden dag lavede jeg starten på en konkurrence, hvor man skulle navngive vor tjetjensk/belgiske ven. Jeg syntes selv dengang det var en ganske god idé, men interessen var ikke vildt overvældende - Erna Lola leverede to forslag, men bortset fra det var der kun mit eget.

Men ret hurtigt var det jo også som om konkurrencen blev overhalet af virkeligheden - damn you, BT! - og efter hans rigtige navn kom frem, synes jeg lissom ikke det var så sjovt mere.

Så jeg droppet det med at lave afstemning om de tre forslag. Kald mig bare uvederhæftig... :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 15. september 2010

Ballet: Svanesøen

6 kommentarer
Så skal det være kulturelt! Svanesøen i ny opsætning i Operaen fra 15. september til 6. november. Iscenesat af Peter Martins og Per Kirkeby.

Cast:
  • Gudrun Bojesen, Odette/Odile
  • Alban Lendorf, Prins Siegfried
  • Jurgita Dronina, Odette/Odile
  • Thomas Lund, Prins Siegfried
  • Amy Watson, Odette/Odile
  • Ulrik Birkkjær, Prins Siegfried
  • Susanne Grinder, Odette/Odile
  • Marcin Kupiñski, Prins Siegfried
  • Hilary Guswiler, Odette/Odile
  • Gregory Dean, Prins Siegfried


(sponsoreret klip)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvorfor hedder det Tea Party - hvad med White Trash? Eller...

2 kommentarer
Jeg er åbenbart meget på at finde alternative navne på personer og sager for tiden - men tidligere forsøg er jo næsten også ligegyldige nu.

Men altså - de talte i Nyhederne her til morgen, om endnu en galning fra den såkaldte Tea Party Bevægelse, som har vundet en nominering til kongresvalg for næsen af en moderat republikaner.

Og det er jo meget fint, for selvom Tea Partyisterne påstår de er en tværpolitisk bevægelse, er sandheden jo at deres potentielle stemmekvæg er republikanere. Og pågund af det amerikanske de facto toparti-system giver det kun mening for dem at stille op internt i det republikanske parti. Hvilket sandsynligvis vil ende med at skræmme midtervælgere fra at stemme på republikanerne til november.

Og alt andet lige er det jo nok meget godt.

Anyway - jeg tænkte jo så på i morges, at det er et noget irriterende navn, det der Tea Party Bevægelse. Det kommer jo af, at de gerne vil låne nogle fjer fra det oprindelige Boston Tea Party, hvor en gruppe kolonister i den daværende engelske Massachussets Koloni, i nattens mulm og mørke sneg sig ombord på skibe forankret i Bostons Havn - mange forklædt som Mohawk-indianere - og smed en last a te i vandet. I protest mod den engelske brand-skat på te.

Det førte så igen til økonomiske repressalier fra England,hvilket igen førte til protester i de britiske kolonier i den nye verden - og i sidste ende var det en medvirkende årsag til den amerikanske Uafhængighedserklæring 3 år senere i 1776.

Nå, men altså Tea Party Bevægelsen - det lyder af helvede til. Jon Stewart kalder dem konsekvent for Tea Baggers, hvilket også er et godt bud, men ikke på dansk. (Tea Bagging fandt jeg ud af, er slang for når en mand i en dyppende bevægelse indfører sine testikler i en mund, som så kan bearbejde dem på en forhåbentligt tilfredsstillende måde...)

Hvad kan man så finde på? Hvad med Te-Partiet eller bare T-Partiet? Nej, for intetsigende.

Så er der White Trash-partiet. Det synes jeg lyder rigtigt godt, og er meget dækkende. Det lider dog under stadigt er være meget udenlandsk.

Nej, det bedste navn jeg kan finde for Sarah Palins flok af idioter og nokkefår, er Amerikansk Folkeparti. Det er både dækkende, og så giver det de rigtige associationer til danske forhold, hvor man kan finde mange paraleller til hjemlige partie med en tilsvarende navngivning.

Men hvis nogen har et bedre forslag hører jeg det gerne... ellers vil jeg bare begynde at kalde dem det - Amerikansk Folkeparti. Jeg er bange for, at der kommer til at komme adskillige indlæg om dem med tiden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Underlødige browsere

8 kommentarer
Jeg kommer nok til at lyde lidt arrogant her, for det er faktisk ikke sålænge siden jeg selv var Internet Explorer bruger. Jeg gjorde det ikke af lyst dengang, men mest fordi når man tildels arbejder med web-applikationer er der en fordel i at se det brugerne ser. Og i en lang periode var det ensbetydende med IE.

Men heldigvis skiftede jeg til Chrome. Har så IE og Firefox som reserver, og til at checke at ting ser ok ud i dem. Og næsten 100% ser ting ok ud i Firefox, hvis de virker i Chrome. Internet Explorer derimod er en anden historie.

For eksempel de her overskrifter jeg har på bloggen, som er

lyse med lidt farve til at outline dem

. De fungerer fint i Chrome og Firefox ved at bruge nogle CSS3 standarder. Men fordi IE en gang tilbage i version 5.5 lavede nogle egne måder at gøre den slags på, har de ikke indført de standarder endnu, så man skal lave et underligt hack for at opnå en effect som minder om.

Ok - det troede jeg jo så jeg var lykkedes med, så jeg lagde det op på bloggen. Hvor det vel har kørt i en måneds tid, eller sådan.

Men så opdagede jeg tilfældigt, her tidligere på aftenen, at det som jeg havde checket virkede i IE 8, altså ikke virkede i IE7... her var de forskellige overskrifter uden outlines - og dermed meget svære at læse. Især datoerne.

Og så er det man bliver irriteret. Jeg havde mest lyst til at skrive, at folk der brugte IE 7 sikkert ville synes sitet så ud ad helvede til, men det var deres eget problem. Og at det da var mærkeligt at browseren fungerede overhovedet. Med fede blinkende typer, hvis man vovede at komme ind på bloggen med en IE7.

Nå - men søgte lidt på nettet, og fixet var rimeligt enkelt... man skal bare hacke lidt mere for at det også virker i IE 7. (For de teknisk mindede/nørderne: hvis man bruger FILTER: Glow skal man også sørge for at give elementet en positionering. Jeg fik det til at virke med position: relative; og zoom: 1;)

Så nu virker det forhåbentligt for alle. Ting ser dog bedre ud i Chrome og Firefox.

Anyway - bottomline er: hvis du bruger IE - og det kan jeg se at ca halvdelen af de besøgende gør - så overvej om du da ikke nok kan finde på at skifte? For den der gamle sandhed med at alt laves til IE - den holder altså ikke i samme grad som den gjorde engang.

Og hvis du bliver ved med at bruge IE, og ser noget som virker helt forkert her - vil du så ikke nok sende mig en mail eller en kommentar? For højst sandsynligt har jeg ikke set det. Og altså - jeg er ikke topdesigner, og laver sikkert adskillige øjebæer med vilje, fordi jeg tror det ser godt ud eller virker sejt - men sådan noget som helt ulæselige overskrifter, det er altså ikke noget jeg går efter.

På forhånd tak - også selvom du bruger en underlødig browser... ;)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 14. september 2010

Ny økonomisk teori

Ingen kommentarer
Yngste til mig: Hvad er falske penge?
Leoparddrengen: Det er når nogen selv laver penge, så de ligner de rigtige penge. Og så man prøver at bruge dem, og siger det er rigtige penge.
Y: Men de er jo også blevet lavet af guden...
L: Af guden?
Y: Ja, ham som bestemmer alting!
L: Det ved jeg ikke... øh.. jeg kender altså ikke til nogen gud som laver falske penge.
Y: Nej, ikke de falske penge.
L: Nå, du mener det er guden som laver de rigtige penge?
Y: Ja.
L: Nej, det er det altså ikke. Penge laves af staten. [Ved godt han ikke kan forstå det, men hvad...] Danmark laver for eksempel de penge vi bruger her i Danmark.
Y: *ryster bestemt på hovedet*
L: Det mener du ikke?
Y: *ryster endnu engang bestemt på hovedet, går*

Og et eller andet sted kan jeg da godt forstå ham - meget ville egentlig give mere mening, hvis penge kom direkte fra en eller anden gud. Men der er nok nogle økonomiske teorier, som skal skrives om, så.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Quiz 104: Hvilken behandlingsform

1 kommentar
Dette kaldes den terapi man bliver sat i, når man er blevet for afhængig af sociale netværk som Facebook og Twitter, og gradvist skal skrue ned for antallet af kontakter man har tilknyttet sin profil.

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Outing er den nye sort

8 kommentarer
eller Man gjorde en blogger fortræd

Først var det Djuna Barnes der outede Copenhipster.dk - medfølgende (måske) at han nu har indstillet blogningen, da en egnet afløser ikke kunne findes. (Men se Copenhipsters dementi af denne sammenhæng i kommentarerne herunder.)

Det har vist så medført en generel fordømmelse af Djuna Barnes. Hvilket jeg egentligt nok synes er lidt overdrevet - Copenhipster "levede livet farligt", som whistleblower og disser af et helt, meget selvhøjtideligt & indspist, segment. At han ville blive outed, hvis han ikke kunne skjule sin identitet kan ikke komme som en overraskelse - det var en risiko Den Røde Pimpernel levede med, ligesom Geraint Anderson gjorde det, som anonym klumme(be)skriver af finansorgiet i London.

Og jeg tror da heller ikke Copenhipster har været så overrasket. Jeg synes så ikke det er synderligt sympatisk, det Djuna Barnes har gjort - men altså forståeligt. Andet ville være som hvis Robespierre frivilligt lod Den Røde Pimpernel gå.

Men - nu er der så kommet en ny sag med outing af en anonym blogger. Og her er det en del mere uforståeligt, hvorfor det nu skulle ske. Modebloggeren Acie blev interviewet af en blogger/freelance skribent for Modebevægelsen - og i det vistnok ret fredsommelige (jeg har ikke læst det, men jeg gætter på det egentligt har været ret ligegyldigt) interview, bringes så Acies fulde, borgerlige navn.

Hvilket hun ikke var glad for, da hun ikke nødvendigvis ønsker den skal kunne findes ved søgning på hendes navn i forbindelse med eventuel fremtidig karriere. Så hun er fortørnet, og skriver til redaktør på Modebevægelsen, Kasper Bergholt, og beder ham fjerne hendes fulde navn fra artiklen.

Og så er det kæden, som jeg ser det, hopper totalt af for Kasper Bergholt. For det vil han sandelig ikke slette. Blandt andet fordi han altså har kunnet grave hendes navn op i en gammel artikel om et andet site. Og - og nu er vi vidst ovre i krea-folkets selvhøjtidelighed igen - som han selv siger:
Jeg er ikke tilhænger af censur i nogen form, og det er rigtigt, at jeg ikke uden videre ville gå med til at slette et redaktionelt indlæg på vores site på opfordring fra Acie. Den slags hører andre lande og regimer til. Eller også skal der være nogle rigtigt vægtige grunde, fx vidnebeskyttelseshensyn.
Altså - vi taler om en fucking modeblogger som har været så fucking venlig at give dit fucking netmagasin et interview, og når hun beder om at I fjerner hendes navn - tror du der er tale om censur, ytringsfrihed, vidnebeskyttelse & diktaturer. Tal om manglende sans for proportioner. Jeg kan forstå en smutter ved at bringe navnet i første omgang, men ikke at ville fjerne det er hul i hovedet.

Acie har så valgt, som Copenhipster, at stoppe sin blog.

Jeg føler ikke så meget med i modebloggernes gøren og laden, men nok til at jeg har kunnet mærke skvulpene fra den tsunami af raseri, som har rejst sig. Og jeg kan sgu godt forstå det.

For hvorfor interesserer det her mig? Jeg kender ingen af de involverede i nogle af sagerne?

Nej - men jeg har også en hemmelig blogger-identitet. Den betyder noget andet for mig end den har gjort for de to andre; eller den betyder måske det samme, men på en anden måde. Og jeg forstår dem - jeg ville ikke bryde mig spor om at blive outet. Ikke fordi det ville gøre en skid for indholdet på bloggen, for jer læsere; eller fordi dette ville betyde nogle katastrofer i forhold til min omgangskreds eller fremtidige virke, eller whatever. Selvom jeg sikkert gerne ville være det, er jeg jo ikke synderligt kontroversiel.

Men fordi det ville ødelægge hele min tilgang til bloggen. For Leoparddrengen er for mig blevet en vigtig del af hvem jeg er - både som danseren og superhelten Leoparddrengen, og som bloggeren Leoparddrengen.dk. Og en vigtig del af Leoparddrengen er altså - at han som enhver superhelt - har sin hemmelige identitet. Og hvis den forbindelse belyses, vil den på en eller anden måde gå i stykker.

Så jeg forstår godt at de to bloggere ikke vil mere. Jeg forstår så også godt Djuna Barnes et stykke af vejen. Kasper Bergholt forstår jeg under ingen omstændigheder.

[Opdatering]: Læs også Marias dækning af sagerneDette er ikke en Dagbog.

[Opdatering 2]: Læs også om hvordan Anders Samuelsen fik Copenhipster til at stille op for Ny Alliance.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 13. september 2010

Sjakalens Søn - eller hvad skal vi kalde ham, bombemanden?

1 kommentar
Nu er der gået en halv uge, hvor vi ikke har talt om så meget andet end ham bombefyren - og vi ved stadig ikke hvad vi skal kalde ham.

Nogle medier kalder ham Bombemanden fra Ørstedsparken, men det er jo helt forkert. Han kom ikke derfra, han løb dertil. Mit eget tidligere brugte Floss-bomberen har også visse problemer.

Så jeg foreslår at vi (jeg) laver en poll, hvor man kan stemme på hvad man synes han skal hedde. Kom med forslag & begrundelser til navne i kommentarer herunder, så vil jeg om et par dage lave en ny tråd, hvor man kan stemme på de forskellige forslag.

Den der har givet forslaget som får flest stemmer, vil vinde en surprise - i en lille CD-æske købt på Øster Allé Postkontor og sendt anonymt med PostDanmark - hvis man altså vil oplyse mig hvor jeg skal sende den hen, ellers må vi finde på en anden måde.

Selv foreslår jeg at han skal have navnet Sjakalens Søn, for hans mange ansigter minder mig om - udover Inspector Clouseau - Sjakalen. Både i virkelighedens Carlos/Ilich Ramirez Sanchez udgave, og i Frederick Forsyths' fra Day of the Jackal.

Og så lyder det vildt sejt!

Så - kom med gode forslag - og spred eventuelt ordet; hvis du ikke har et forslag selv, kender du sikkert nogen som har. Og det går jo ikke at han bliver ved at være navnløs.

[Opdatering]: Deadline for forslag er midnat, natten mellem den 15./16. Anonyme forslag medtages ikke - faktisk bør man kun deltage med email og link til blog (eller med en Blogger-konto), ellers bliver det svært at bekræfte vinderens identitet.

Uh, og som ekstra incitament for at deltage: I listen af nominerede navne vil der komme link til din blog!! Do-follow og det hele! ;)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ørstedsparken - en guide

3 kommentarer
Det sker at jeg glemmer at jeg har mange læsere i provinsen, og derfor kan det hele måske blive lidt indforstået. For eksempel mine nylige skriverier om Ørstedsparken. Og ikke kun mine - andre medier har jo fulgt trop, og skrevet en del om denne park på det seneste.

Så jeg tænkte - da nu jeg lige fik sakset et fint helikopterbillede fra TV2 News, fordi de har spærret det hele af igen - at jeg lige ville markere de vigtigste steder i og omkring parken - så alle kan følge med:
  1. Leoparddrengens Plæne
  2. Mod Floss & Fantask
  3. Mod Nørreport
  4. Israels Plads
  5. Bumsebænke
  6. Legeplads
  7. Bøssepissoir
  8. Bøssebuske

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I anledning af 8 awards

4 kommentarer
Nej, det er ikke mig der har fået endnu en award,med Lady Gaga fik 8 MTV Awards i går. Blandt andet iført dragten og støvlerne ude til højre - lige noget for veganerne: det er kød.

Mums - jeg tænker at især støvlerne må være gode at gå i. Og kødet må da blive dejligt mørt?

De 8 awards vil jeg godt være med til at fejre - med et nostalgisk gensyn med Pokerface. Som jeg godtnok har danset til mange gange på Amigo. Det er nu snart længe siden - ikke fordi den ikke bliver spillet der mere - for det er jeg ret sikker på den gødr - men fordi det er længe siden jeg har været der.

Det må der snart rådes bod på. Sangen handler i øvrigt ifølge hende selv om, hvordan hun sommetider skjuler at hun ligger og fantaserer om en kvinde, når hun er i seng med en mand.

Man kan i dag godt se det er en af hendes første videoer - den er ikke så gennemført som de seneste. Men stadig et gensyn og ikke mindst -hør værd.


[Opdatering]: Jeg kommer til at tænke på - sådan en kød-kjole, sådan en kunne Kraka vel næsten også have brugt, da hun skulle møde Regner Lodbrog hverken påklædt eller nøgen?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 12. september 2010

A master of disguise

Ingen kommentarer
Jeg skriver nok for meget om ham Floss-bomberen, men jeg kan altså ikke lade være at tænke på Peter Sellers som Inspector Clouseau, når jeg hører beskrivelsen af ham: med benprotese og brækket næse, som peger stærkt til højre.

Og tidligere sendte politiet ud, da de søgte mere information om ham, at han er 180 høj, og ca 40 år. Det har de nu - efter at have ham i deres varetægt i mere end 2 døgn - rettet til at han 25-35 år gammel - og 169 høj. Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes godtnok der er forskel på, om en mand er 180 eller 169.

Men - måske var politiet i tvivl om de skulle angive højden med eller uden ben? Eller også er han - som Inspector Clouseau - a master of disguise?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Floss-bomberen

3 kommentarer
Idag kom det frem, at ham bombemanden var på Floss sammen med to andre gæster fra hotel Jørgensen en aften inden sprængningen.

Og bortset fra at jeg synes han har overordentlig god smag i københavnske steder - Floss og Ørstedsparken - overrasker det mig ikke. Faktisk kunne jeg forestille mig at hele aktionen - hvad det så ellers har været - er blevet planlagt inde på Floss. Jeg har jo før slrevet om, at jeg troede stamgæsterne på Floss satser på en magtovertagelse i landet.

Og nu er tiden så kommet. Jeg tror jeg må derind og få en øl eller to, når jeg bliver børnefri. For at sørge for at være på den rigtige side, når revolutionen indtræffer. Og for at høre nyt fra hestens mund. Og for at få et par øl...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Må man det?

3 kommentarer
Endnu en hændelse i køen i fakta, fik mig igen til at overveje ting på George Costanza/Frank Hvam måden.

For jeg står jo i den her kø af en ikke uanselig længde, faktisk en rigtig typisk søndagskø.

Jeg har stået i den lidt tid, så er på ingen måde den bagerste; jeg er ved at nå det punkt hvor det sidste fag hører op. Foran mig står en mand med kurven fyldt med Dansk Pilsner. så kommer en ældre dame ind fra siden der hvor reolen slutter, og kigger til højre ned hvor vi alle står, og konstaterer - åh, der er mere kø? Og alt andet ville da også have være mærkeligt, da nu køen snor sig længere rundt bagud i butikken, hvor hun også må have kunnet se den.

Men manden foran mig er venlig - særdeles venlig - og siger: "Du må da godt gå ind foran mig!"

Et tilbud hun tager imod, og træder ind i køen. Hun får altså det der hed en forlomme, da jeg var barn - og sikkert stadig gør det.

Men det sætter jo så tanker igang hos mig. Det skal understreges, at jeg ikke har ondt i røven over, at hun fik pladsen, for hun var som skrevet lidt oppe i årene (men så var det nu heller ikke værre), og der gik ikke nogle skår af mig. Så jeg tænker mere af nysgerrighed på hvad reglerne er:

Må han sådan give pladsen væk, uden at konsultere os bagved? For vi ryger jo også en plads tilbage i køen. Og vi har jo måske et sultent barn vi skal hjem til, eller en kage i ovnen, eller hvad ved jeg? Og i og med at han sådan er venlig og  giver pladsen foran ham, høster han jo al credit'en. Han kan sole sig i at være rar & god, mens vi andre afgiver ligeså meget tid - men ikke får noget som helst for det?! Tværtimod kan man stå og føle sig smålig, fordi man overhovedet begynder at tænke på rimeligheden.

Så, hvad siger reglerne? Er det i orden at give forlommer? Og hvis det ikke er - bør man så tage skridtet fuldt ud og protestere: "Næ. hør hov, det har vi andre ikke givet tilladelse til! Det er i orden for mig, at hun får lov at komme foran - men vi bør høres først!"

Hvad siger kotymen? Jeg mangler retningslinier.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Quiz 103: Hvilken betegnelse

Ingen kommentarer
Hvad kalder man indholdet af de små, praktiske, laminerede noter indeholdende opskrifter på brød og boller, som bagere tager med i bageriet?

Svar findes her.

(Og det er muligt læseren føler en form for déjà vu, men der er på ingen måde tale om en gentagelse af Quiz 102!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.