En af grundende til, at jeg blev så påvirket
i sidste uge, er muligvis at dele af situationen har ramt et ekko fra min egen barndom, som har medvirket til at gøre mig ekstra modtagelig. Tag ikke fejl, jeg mener stadig min beskrivelse er korrekt, men det hele kan være gået mere direkte ind end det ellers ville være.
Da jeg i folkeskolen for første gang i idræt skulle have timer i svømning, foregik det ved at vi blev kørt i bus til Østerbro Svømmehal; den er jo blevet renoveret for nogle år siden, og skulle efter sigende være blevet ganske flot, men det var den bestemt ikke dengang.
Vi blev delt op i to hold: de som kunne svømme uden hjælpemidler, og de som ikke kunne. De som kunne fik vores sædvanlie idrætslærer og kom over i voksenbassinet, og de som ikke kunne fik en lærer eller bademester tilknyttet svømmehallen, og blev i det mindre børnebassin.
Jeg hørte til de som ikke kunne. Og den indbyggede svømmelærer lignede og lød som Ole Thestrup på en dårlig dag. Jeg kan ikke huske præcist hvordan det foregik, om det var noget med at vi skulle efter tur, eller hvordan, men husker ihvertfald at på et tidspunkt skulle jeg prøve at flyde (uden hjælpemidler) under hans udelte bevågenhed.
Det skal her lige siges at jeg var meget tynd og spinkel; og vandet i Østerbro Svømmehal var et par grader koldere end i Kildeskovshallen hvor jeg var vant til at gå med min mor. Så når jeg prøvede at gøre som han råbte op om at jeg skulle, hvilket vel basalt set var at ligge og slappe af, var det en fysisk umulighed; min arme og ben sitrede og spændte sig, og var vel allerede på vej til at gå i krampe, jeg var bange for manden, og kæmpede selvfølgelig så for ikke at drukne, når jeg begyndte at synke ned.
Det har sikkert ikke taget mere end et par minutter før han opgav mig; for mig føltes det som en evighed, af råben af skrigen og angst og druknefornemmelse og kulde og fornedrelse. Jeg husker ikke så meget af hvad han råbte til mig, men jeg kan huske at han på et tidspunkt råbte at jeg var
umulig - mest fordi jeg kan huske min mor senere blev meget forarget over netop dette ord.
Og det var også noget af en omvæltning for mig - jeg var vant til at være bedste elev i stort set alle klasser, være vellidt af lærerne: og så denne pludselige ydmygelse der hørte skolen i 50'erne til.
Jeg tror jeg skulle med en gang mere, men blev syg i skolen så jeg undgik det, inden jeg talte med min mor om det, som siden talte med min idrætslærer og jeg blev flyttet til det "øvede" hold, hvor jeg fjumrede ligeså stille i den ene ende, mens jeg prøvede at lukke lyden af svømmesadisten der råbte af de øvrige ude.
Men selvom det forsåvidt endte ok, og jeg da også lærte at svømme* - mistede jeg aldrig rigtig frygten for de her ture til svømmehallen; hvergang vi stod og ventede på bussen, og i køreturen dertil, følte jeg jeg skulle dø, og havde lyst til at kaste op. Det gik over når jeg kom ned i vandet, og vidste jeg ikke skulle omgås
ham, men indtil da....
Og jeg tror en flis af den frygt ubevidst er blevet vakt i mig, da jeg kørte med børnene op i "skoven" den anden dag.
* Jeg hader stadig at have hovedet under vand; og flyde kunne jeg aldrig, men må have faket det engang, for jeg menet det indgår i en af de første prøver, og såvidt jeg husker endte jeg med at tage både begynder- og bronzemærket.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
