Ved førnævnte fødselsdag faldt snakken også på de chilenske minearbejdere. Og jeg fik gjort noget af min nærmeste familie særdeles triste, da de talte om at nu var boret kommet ned.

Det var så åbenbart ikke det bord, som nåede frem?!

Og jeg ikke kunne lade være med at sige, at jeg godt havde læst på nettet, at bordet snart kom ned til minearbejderne - men hvad var det for et bord? Et Arne Jacobsen-bord, eller hvorfor al den snak om det bord?!

Som sagt, almindelig fortvivlelse. Men min ældste søn blev decideret vred: Det kan ikke passe du har læst det, for så ville du vide det ikke var et bord, men et bor! For det virker kun hvis det er noget man siger, ikke noget man læser!!

Mit forsvar om, at det skam ikke var alle journalister der kunne stave, virkede ikke: "De staver ikke forkert om noget der er så vigtigt!", blev jeg irettesat.

(Min far imponerede mig så iøvrigt i hvor mange nyheder han kan undgå at høre - især da han trods alt følger med i politik, med videre - ved ikke at ane, hvad det var for nogle minearbejdere der blev snakket om...)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har været til børnefødselsdag for min nevø i dag, med ungerne. Af samme grund var jeg ikke i byen i går, ville ikke være alt for bombet i dag. Det viste sig så egentligt mere at være en voksenfødselsdag, eller en alt muligt blandet sammen-ting, som nok skal fortsætte til ud på de små timer.

Det var bare ikke lige gået op for mig på forhånd, at det var det der var lagt op til. Og jeg måtte hjem med ungerne. Og er så endelig kommet hjem til mig selv, og føler mig godtnok gevaldigt træt lige nu. Men jeg har besluttet mig for at skulle i byen i dag, så jeg bør være at finde derude fra ved 2-½3 tiden, ihvertfald.

Men lige nu må jeg godt nok på jagt efter noget energi!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når man køber hash i sin lokale klub eller på Christiania, bliver man ofte stillet dette spørgsmål.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg genlæste egentligt Ira Levin's Fagre Nye Elektronverden (This Perfect Day) med henblik på anmeldelse her på bloggen for nogle måneder siden, men kom aldrig rigtigt frem til at få skrevet den anmeldelse. Måske fordi den bog et sted betyder meget for mig - så det har krævet lidt overvindelse at gå i gang med.

Men nu nævnte jeg for ikke længe siden Huxley's Brave New World, og det - sammen med egne (og andres) anti-facebook skriverier - fik mig åbenbart til at tænke her til aften, at nu skulle det være.

Jeg tager anmeldelsen lidt i omvendt rækkefølge - for eksempel ved at fortælle at jeg altså kun har læst den på dansk. Sammen med Ringenes Herre er det en af de bøger jeg læste på dansk første gang, og selv har haft, og aldrig siden har læst på engelsk. LotR har jeg dog stående på engelsk, og jeg ved selvfølgeligt hvad alting hedder.... men sådan er det altså.

Og med Fagre Nye Elektronverden har det lidt betydning - for den er noget bedaget i sproget (bogen er fra 1970, og oversat samme år), og jeg tror det er værst på dansk. Fordi mange af ordene siden er blevet anglificeret. For eksempel hedder en elektronhjerne ligesom ikke en elektronhjerne i dag, og dermed er hele titlen - som i forvejen er et efter min mening forfejlet spil på Fagre Nye Verden (Brave New World) - noget kikset.

Bortset fra den er bedaget, er oversættelsen sådan set ok. Men læs den da helst på engelsk (den er alligevel også umulig at finde på dansk).

Anyway - bogen er efter min mening en af 3 store dystopier, som kendetegner de sidste 100 år:

1984 af George Orwell er den ene. Den har jeg aldrig været særlig vild med, men måske på et lidt unfair grundlag - for da jeg læste den fik jeg den præsenteret som Science Fiction, hvilket den ikke er. Og det var jeg røvirriteret over hele bogen igennem. Men dens betydning og vigtighed kan man ikke komme udenom. Her i defineres newspeak og det politiske overvågningssamfund.

Og så er der Brave New World (Fagre Nye Verden) af Aldous Huxley. Om en verden, hvor mennesket er fremavlet til forskellige klasser - fra de fine og ædle Alfaer, til de hæslige, masseproducerede Epsiloner i bunden, som fyldes med narko så de gennemfører deres slavelignende liv uden at brokke sig. Bestemt god at huske idag, men det er nok vigtigt at huske på at den altså er fra 1931.

Og, altså - min favorit, den alt for ukendte This Perfect Day. Skrevet af Ira Levin - og højst mærkværdigt ikke filmatiseret, det burde ellers være til højrebenet. Især i betragtning af at næsten alt andet han har skrevet er filmatiseret (A Kiss Before Dying, Rosemary's Baby, The Boys from Brazil, Sliver.... for at nævne nogle).

Verden som Chip - han hedder egentlig Li, men hans lidt excentriske Bedstefar insisterer på at kalde ham Chip - vokser op i, er dejlig; ja, den er noget nær perfekt. Der er verdensfred, og har været det i mange år, menneskene lever trygt og godt. Og alle kender deres plads, for Uni-El sørger for at alle tildelses lige præcis den funktion som passer til ham eller hende.

Uni-El er en gigantisk computer, som er bygget inde i bjergene i det centrale Eur - et sted som hed Scweiz i gamle dage - Chips farfar var med til at bygge Uni-El, hvilket Chip er meget stolt af; før Uni-El var tingene ikke helt så gode, da havde hvert kontinent sin store computer, men nu kan ressourcerne udnyttes endnu mere effektivt.

Uni-El kan sørge for alting - og sørger for at man ikke kommer til at gøre noget dumt. Så man skal jævnligt når man går nogle steder trykke sin armlænke mod en monitor, så Uni-El ved hvor man går, og kan passe på en. Og eventuelt sige nej, hvis man ikke må gå den vej, så man ikke kommer til skade.

Uni-El sørger også for at alle mennesker er raske - det gøres ved at alle får en månedlig behandling, som sørger for at man er i godt humør og ikke bliver aggressiv. Agressiv, det var sådan noget mennesker var i gamle dage, før Uni-El - hvor de slog hinanden ihjel, og var voldelige og lavede krig. Men det er heldigvis slut nu.

Og skulle et medlem af Familien alligevel blive sygt, så er der behandlere som kan tage sig af dem. Og resten af Familien støtter naturligvis op. Som det også hedder i den store fællesskabssang, En Stor Familie...

Som man nok kan gætte sig til, bliver Chip efterhånden som han vokser op ikke ved med at være lige tilfreds med denne verden - som vel kunne være udtænkt af Kim Jong-Il eller Mark Zuckerberg. Og bogen handler således om hans gryende oprør, forsøget på at finde ligesindede, at undslippe - og at kæmpe mod Uni-El.

Men Unis tråde rækker langt, og man er aldrig sikker på hvornår man er fri af dem.

Efter min mening er det både en fremragende bog på et helt elementært spændingsmæssigt niveau, historisk (den siger også en del om 1970 hvor den er skrevet). Og så er den forbandet relevant - endnu mere dag for dag, som Mark Zuckerberg og hans Familie-lignende Facebook sætter sig på mere og mere af dit privatliv.

Som du ikke kan komme ud af igen - for du vil jo gerne være med i klubben, ikke Mulle? Og før vi ved af det er det for sent. Hvis det ikke er Facebook er det noget andet vi har lagt vores liv i hænderne på.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kom i tanker om dette lille tip, fordi jeg nu skrev et indlæg med relation til astrologi.

Da jeg begyndte at have AdSense reklamer på bloggen her, for et halvt års tid siden, var jeg nemlig i starten ret frustreret - de handlede stort set alle om astrologi!

Og jeg går udfra, det har været fordi Leo (løvens tegn) optrådte en del i kommentarfelter - fordi I læsere jo godt kan lide at kalde mig det.

Men det var mildest talt meget irriterende - for jeg har ingen formodning om at ret mange af mine læsere eller googlere interesserer sig specielt for astrologi.

Jeg spurgte mig for på AdSense hjælpeforum, men udover at hjælp til at markere bestemte områder af teksten som specielt relevante eller ikke-relevante for AdSense - hvilket også er godt at vide at man kan - var der ingen hjælp at hente.

Indtil jeg selv fandt løsningen. Man kan nemlig udelukke bestemte websites fra at reklamere hos en. Det er bare ikke beskrevet sådan - fordi meningen er at man skal kunne udelukke konkurrende websites. (Hvis man for eksempel er Toyota-forhandler, kan det jo godt være man ikke synes det er særligt fedt, at en anden Toyota-forhandler reklamerer på ens website.)

Men man kan altså også bruge det til at holde uønskede sites væk. Så jeg så hvilken web-adresse reklamerne reklamerede for (husk ikke at klikke på dem, det må man som bekendt ikke på eget site!), og gik ind under AdSense opsætning -> Annoncefilter for konkurrenter - og tilføjede de forskellige astrologi-sites i listen, efterhånden som de dukkede op.

Og nu er jeg dejligt fri for dem - jeg har ihvertfald ikke selv set nogen længe.

Og da det faktisk var noget det var svært at finde hjælp til - er tippet hermed givet videre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det skal handle om NemID - dette vanvittige projekt, som kunne være så godt, men er et brugermæssigt mareridt. Men det er ikke brugeroplevelsen jeg vil gå ind på her - den gemmer jeg for alvor til jeg snart (desværre) kommer på.

Ministeren præsenterer systemet - og hvad jeg vil betegne som en trussel.

For det er også et sikkerhedsmæssigt hul i jorden, bliver mere og mere klart. Med sikkerhedshuller, som har eksisteret helt tilbage fra længe før opstarten, det værste eksempel er nok tilstæderelsen af hvad der må betegnes som et officielt phishing-site, nemid.dk. Som, hvis man loggede ind der, åbnede store sikkerhedshuller.

Det var så ikke meneingen man skulle logge ind der - men på nemid.nu? (Og hvem har så lige fundet på det - hvis noget lyder som et phishing site er det gudda nemid.nu?! jeg ville til enhver tid vælge at bruge nemid.dk.)

Og der har vist sig flere af den slags brister - alle nogen som de relevante styrelser var orienteret om. Alligevel har den ansvarlige minister, videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen, forsikret at sikkerheden var i top, og at der ikke var nogensomhelst problemer.

Indtil i dag, hvor hun erkender at, ja, der har været problemer. Og at hun har sagt andet, skyldes at hun ikke har været ordentligt orienteret af sine embedsmænd.

Hun skal da have ros for at indrømme dette, og ikke forsøge at dække over det. Og hun siger at der nu er sat procedurer i værk, som skal sørge for at hun i det mindste får besked ved nye fejl. Også godt. Men jeg kan godt være lidt bekymret for hende: for når hun så skråsikkert har udtalt sig om sikkerheden tidligere - har hun så overhovedet forhørt sig hos sit embedsværk? Hvis hun har - så må der da være nogen der står til mere end en revselse? Og hvis hun ikke har - skal vi så ikke i kor undrer os over, hvor den skråsikkerhed kom fra?

At have med et så omfattende projekt at gøre - hvor sikkerheden vel ikke kan prioriteres højt nok? - og så bare tro at alt er iorden, uden rent faktisk at sikre sig at det er det - skriger det ikke til himlen?

Hun blev så også spurgt, af Yildis Akdogan (S), hvordan det offentlige sikrede sig, at de mange offentlige hjemmesider, der hver især ligger inde med følsomme oplysninger om hver enkelt borger, sikrer sig mod misbrug og uautoriseret adgang.

Et udmærket spørgsmål. Som ministeren ikke lige kunne svare på - det ville hun få undersøgt nærmere, og komme med en teknisk redegørelse.

Igen skal hun da have ros for ikke at forsøge at svare ud i den blå luft - eller at lyve, som andre ministre har for vane. Men jeg synes ærligt talt ikke at det er betryggende, at et sådant spørgsmål kan komme som en overraskelse, og som noget der ikke lige er styr på.

For - burde det ikke være lige præcis det, det handler om? Og hvordan kan man overhovedet udtale sig om "at der ikke er nogen sikkerhedsmæssige problemer" - hvis man ikke har fuldt styr på den del?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var babysitter for mine børn hos min eks i går. Der bemærkede jeg et udklip som lå på hendes skrivebord (altså - det skal ikke forstås som at jeg snagede, det lå frit fremme, og vi brugte skrivebordet med computer) som var klippet ud af en reklame for et shoppingscenter. (Jeg anonymiserer lige centret, for jeg har ikke lyst til at give dem nogen reklameværdi af det her.)

Det handlede om at de søgte børnemodeller mellem 4-14 år. Og det er ikke en tanke jeg har noget imod - faktisk har jeg selv overvejet den yngste i den rolle, da han er meget fotogen, og sikkert ville synes det var sjovt. Så jeg læste hvad der stod - og blev faktisk jævnt sur.

Den korte historie var, at der inviteredes til prøvefotografering i dag, i centret. Der vil være en stylist til at hjælpe børnene, og alle får et billede til minde om dagen.

Men så kommer det:

Stem på vinderne på Facebook

Du kan være med til at bestemme hvilke søde og dejlige børn, der skal i finalen. Gå på [facebookadresse] og klik på "like" - så kan du fra den 13. okt. afgive din stemme.

Om konkurrencen

Børnene inddeles i fire aldersgrupper: 4-5, 6-8, 9-11 og 12-14 år. Der afvikles to runder af konkurrencen på Facebook. Første runde starter den 13. okt. De børn der opnår flest stemmer fortsætter til 2. runde, som skydes igang den 12. nov. Der kan kun afgives én stemme i hver aldersgruppe.

Til sidst udvælger en dommerkomité tre børn fra hver aldersgruppe. Komiteen består af [...]

Navnene på de udvalgte børnemodeller offentliggøres på Facebook og på [webadresse] den 1. dec. Vi kontakter alle familier til de udvalgte børn direkte. Børnemodellernes forældre modtager et gavekort til [centret] på 500 kroner hver gang barnet medvirker i en fotooptagelse.

Jeg finder det så klamt.

For det første, alene det at man skal klikke på like for det skide center, for at få lov at stemme. Og på den måde spænde børnenes familier - bedstemødre, onkler og tanter etc på en reklamekampagne - med børnene spændt forrest.

For det andet den her aftemning om børnene - fra 4 år! - i al offentlighed, på internettet. Så de rigtigt kan finde ud af om de er populære eller ej i en tidlig alder!

Som jo alligevel bare munder ud i, at en dommerkomite udvælger de børn, de bare kunne have udvalgt til at strte med - uden al det svineri først (men ganske rigtigt også uden reklame for centret.)

Så kan folk jo fint komme og sige, at det da ikke er Facebooks skyld, det er centret og deres marketing. Men gu er det fucking ej. Det er jo lige præcis markedsføringsmetoder som det her, Facebook lægger op til og lever af - og som er en af grundene til jeg ikke kan holde Facebook ud. Facebook opstod oprindeligt som et site, hvor man kunne rate unge studiner, om de var Hot eller Not, og den tankegang er stadig hvad sitet i bund og grund lever af.

Men altså nu med børn i stedet for studiner spændt for vognen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Som jeg røbede, da jeg fortalte om min observation af Jupiter for et par uger siden, interesserede jeg mig en del for astrologi i mine sene barndomsår og tidlige ungdom.

Ikke fordi jeg troede på det - men det var sjovt at lægge dem udfra et matematisk synspunkt: at finde ud af hvor og hvornår folk var født, og derefter udfra en del beregninger og efemerider bestemme hvor himmellegemerne i solsystemet var på fødselstidspunktet - og så finde ud af hvordan de stod i forhold til hinanden, og i forhold til firmamentet.

Derefter kunne man så begynde at tolke horoskoperne, men der stod jeg for det meste af. Nu var det sjove forbi, og resten troede jeg alligevel ikke på.

Men jeg læste alligevel om det - om tolkningerne og betydningerne - så jeg lærte en del om hvad de forskellige stjernetegn og planeter stod for et cetera - og jeg mener også jeg lærte en del af psykologien i det.

Og det slog mig pludseligt, da jeg læste interviewet med Lone Frank, som jeg omtalte den anden dag (hende med Mit smukke genom): det er jo de samme spørgsmål hun/vi søger i arvemassen, som man i årtusinder har prøvet at finde i stjernene. Svar på hvilken personlighed man er, hvilket helbred man kan forvente sig, hvad man skal passe på - og ikke mindst, hvilken partner der vil passe til én.

Tag ikke fejl, jeg prøver ikke at anfægte den videnskabelige lødighed i de genetiske undersøgelser, og de svar de kan bringe. Jeg finder det blot interessant fra et psykologisk/socialt aspekt.

Og med mit kendskab til menneskeheden, vil der snart - når disse tests bliver mere udbredt, som de vil blive - være nogen som finder på at dele de forskellige gen-typer ind i nogle arketyper, som er lettere at operere med og forklare. For eksempel 12 styk, 12 er sådan et dejligt antal. Vi kan kalde typerne alpha, beta etc, men mere sandsynligt er nok man vil finde noget fra den zoologiske verden, nogle dyrebetegnelser - det lyder lidt sejere at være en bjørn end en epsilon*? Og man kan hurtigt læse pamfletter om hvilken personlighed man har som den gen-type man nu er - pamfletter som er skrevet så faktisk alle personligheder kan føle sig hjemme i hver enkelt, det er ikke så svært - og hvilke gen-typer man passer godt sammen med.

Og inden længe vil Se & Hør og Alt for Damerne finde ud af, at det da er den nye dille, det der gen-noget. Og på horoskopsiderne vil man kunne finde opslag om, hvad der nu vil ske for ens gen-type den næste uge. Ligesom man naturligvis kan få en app til iPhone eller Facebook, som man hele tiden kan konsultere om vejledning, som man kyndigt får baseret på ens gentype.

En fuldstændig forkvaklet form for genetisk tolkning - ligesom uge- eller dagshoroskoper er det i forhold til "rigtig" astrologi - stadig ikke at jeg tror en brik på astrologien, men det man finder i aviser og ugeblade er under alle omstændigheder en hån. En forkvaklet tolkning som naturligvis intet har med videnskab eller nogen sandheder at gøre - men jeg kan sagtens forestille mig det ske.

For et eller andet sted søger vi mennesker vist overtroen lige så meget som vi altid har gjort. Vi vil bare gerne have den i en ny indpakning.

* Især hvis man har læst Huxley's Fagre Nye Verden (Brave New World).
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Sundhedsstyrelsen er ude med en ny kampagne - som jeg har lidt svært ved at blive klog på.

Men så vidt jeg kan forstå, handler den om at gå tidligt i seng - eller ihvertfald at man skal gå hjem fra byen inden klokken bliver 5, for ellers falder man bare i søvn og tisser i bukserne eller på gulvet. Eller også vil de have man skal blive ved - det hele er lidt dobbelttydigt, men man kan vist selv lægge den mening man synes ind i filmen. Det er sådan noget smart markedsføringsteknik, det der flertydighed, tror jeg nok.

De har endda lavet kampagnen i to udgaver, en til hvert køn. Men budskabet er lige forståeligt i hver udgave.


Jeg har lidt problemer med kampagnen:

For det første, hvis man allerede skal gå hjem inden klokken 5, så bliver det ekstra svært at leve op til nogle af de andre krav fra Sundhedsstyrelsen. Ikke mindst det der hedder, at man skal indtage mindst 21 genstande om dagen (kvinder kan dog nøjes med 14). Og medmindre man starter vildt tidligt, kan det altså godt være svært at have nået inden klokken 5.

Og for det andet - og det skulle være ret oplagt - hvis man slutter før 5, når man aldrig til sex - og det er da et problem?!


(klippene er sponsoreret.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg opdagede i dag, at jeg pludseligt fik ret mange besøgende til mit indlæg om Julia Timosjenko nøgen. Og tænkte, at så var der nok et eller andet i gære i Ukraine.

Og det var der da også - for der ser statsmagten med Viktor Janukovitj, den gamle skurk, i spidsen helst, at kvinderne går klædt på en pæn og anstændig måde. Man skulle jo nødig blive fristet til noget, mens man sidder med kammeraterne og får lidt vodka omkring skrivebordet.

Så der indføres forbud mod nedringede bluser, høje hæle, korte kjoler og sågar mønstre på kjolerne. Bukser er velsagtens helt out.

(Nogle vil sikkert mene, at det er noget underligt noget at kun kvinder skal rammes af et sådant dresscode. Der vil jeg så retfærdigvis tilføje, at mænd derovre i mange år har kørt under en fuldstændig ubrydelig dresscode, som hedder jakkesæt og slips, i ganske bestemte mønstre og farver. Og hvis du ikke overholdt den har du ikke en chance. Den har bare aldrig været skrevet ned.)

Jeg kan jo ikke lade være at tænke på tilhængerne af et burkaforbud. Som også vil gøre sig til herrer over hvad der er rigtigt og forkert at gå med. Om de klapper i deres små hænder, og siger at det er vejen frem, den ukarinske vej? Jeg tvivler. Jeg tror, hvis de overhovedet udtaler sig, at de vil mene Janukovitj er ligesom de talibanske mænd, og vil undertrykke kvinderne.

Men det er nu ikke ganske rigtigt, på den måde at Janukovitj og burkaforbudstilhængere (sygt ord!) begge siger hvad man ikke må have på. Mens taliban og venner siger hvad man skal have på.

Så - hvis jeg skal tage de positive linser på, kunne det måske være, at det går op for nogen, at både forbud og påbud om tøj er en ret skør idé.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvad sker der lige for det lyse hovede på Rådhuset, som har fået den fantastiske idé, at de to centrale fodgængerfelter til Rådhuspladsen... dem er der sgu nok ikke brug for, så dem sløjfer vi lige?!

Jeg gætter på, at det nok er Københavns næstmest trafikerede overgang (jeg går ud fra at der er mere trafik ved Nørreport Station) - og så dropper man dem bare.

Det hjælper jo selvfølgeligt så ikke, når et af de resterende alternativer går over til Industriens Hus, som er under ombygning, så der ikke er noget fortov. I det hele taget er der vejarbejde ved stort set alle adgange til Rådhuspladsen, kun via Strøget er der uhindret adgang. Det virker mildest talt ret sort.

Men, okay, det meste er vist så temporært og kan forklares. Men de to manglende fodgængerovergange er såvidt jeg kan se en permanent "løsning". Og det er mildest talt hul i hovedet!

(Tilgengæld synes jeg Zulu har fundet på en ganske god reklame for kommende TungMetal program - en container med web-adressen på programmet placeret på Axeltorv. Når man kommer tættere på hører man garagerock inde fra containeren, og ser at der står "Skrid - vi øver" på den. Det morede jeg mig udmærket over.)

[Opdatering]: Nå, de sløfede fodgængerfelter hænger vist sammen med byggeri i forbindelse med kommende metrostation. Det er så i orden - men jeg synes nu nok stadig det kunne gøres smartere for fodgængere. Man kunne for eksempel have lavet et stort fodgængerfelt hvor Vesterbrogade møder H.C. Andersens Boulevard, og så skifte lys i 3 tempi: biler på Boulevarden, biler på Vesterbrogade, og til sidst for gående - efter japansk forbillede.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Et indlæg hos Tårnet, med efterfølgende kommentarer, fik rippet op i en gammel historie, som jeg før har tænkt måtte bringes - og nu er tiden åbenbart kommet.

Det blive lige så meget en historie om min første solo-udlandstur (til London) som min anden gang. Og jeg advarer på forhånd, at tale om en gang er noget af en overdrivelse, for der skete endnu mindre end min første - men for mig er det en gang. (Vi skal helt frem til den fjerde, for at der er tale om fuldstændig gennemført utvetydig sex...)

Anyway, vi skriver Anno Domini 1988, forår, jeg er 19 år gammel. Jeg er tilkaldevikar i en børnehave, og ellers laver jeg ikke en brik, i det jeg nogle år før droppede ud af gymnasiet.

Da min far er computerkonsulent, og ved at jeg er ganske ferm til det der programmering (nok bedre end ham, hvis han skal være ærlig), synes han det er lidt trist at det skal gå til spilde. Og synes nok heller ikke tanken om at skulle forsørge mig resten af livet er særlig sjov.

Så han får den idé at sende mig på et computerkursus hos ICL i London - med det i bagagen er han ret sikker på han kan skaffe mig ind på et projekt han arbejder på hos ICL, Danmark.

Kursusstedet er på et manor ude i Old Windsor, altså et godt stykke uden for de centrale dele af London. Og for at spare penge jeg skal have muligheden for at nyde London når jeg har fri, går han uden om de sædvanlige faciliteter ICL tilbyder i forbindelse med kurset, og køber en charterbillet hos Tjæreborg. Med hotelværelse inde i Bayswater.

Som jeg skal dele med to andre, viser det sig. En wannabe DJ fra Herning, som er fin nok. Og en idiot fra Horsens, som lige er kommet ud fra en psykiatrisk afdeling, og er ovre for at se fodbold. (Tror nok det var Tottenham, ville nu hellere have haft han var Arsenal-fan.) Og du er da fra Køwenhawn, får jeg at vide. Og det er jo sandt nok.

For at gøre lang historie kort, viser det sig hurtigt at være noget af et problem at gennemføre, at tage fra centrale London ud på kursus. For offentlig transport er ikke synderligt praktisk i London, og det der var udset som min rute tager 4 timer - hver vej - og den tidligste bus går kl 6:20, og slutter kl 17 - og kurset varer dagligt fra 9-17 (nominelt, det går som regel over tiden; og jeg kan iøvrigt godt sige at det var vanvittigt intensivt, i forhold til hvad jeg har oplevet i Danmark af tilsvarende, som jo er ren badeferie).

Så de første dage kommer jeg for sent; indtil jeg finder på en måde, hvor jeg tager the tube til Heathrow, og går gennem underlige tunneler langs motorveje, som det slet ikke er beregnet at man skal gå ad, til hotellet derude som ICL bruger, og tager med bussen som de andre kursusdeltagere bruger. Hjemturen kan jeg ikke altid bruge bussen (noget med tider), så der napper jeg en rask gåtur fra Old Windsor til Heathrow gennem Staines og Slough og hvad de forskellige forstæder derude hedder, på en del timer.

Så når jeg kommer hjem er det ikke meget af London jeg får set - jeg går på Burger King, op på hotelværelset (som for det meste heldigvis er tomt på det tidspunkt), og indtager en pæn portion toldfri whisky, og sover til jeg skal op og ud til Heathrow.

Tilgengæld er det et virkeligt godt kursus - som før nævnt meget intensivt. Og jeg lærer lidt om Skotland. For i min "klasse" er en kvinde - totalt nice og stylet fra Edinburgh. Og i kantinen møder jeg og for sympati for en på et andet hold, fra Glasgow. Småpunket og med meget heftig makeup - fra Glasgow. Do I smell or sumthing, spurgte hun på syngende skotsk, da folk endnu engang forlod pladsen omkring hende, når hun satte sig.

Anyway, kurset overstås fredag, jeg kommer hjem, ifører mig makeup og vælter i byen. Finder en eller anden klub som hedder The Mutt Club, eller noget i den stil, hvor jeg danser til de lukker - tidligt, for det gør de i London. Og jeg føler mig utroligt fremmed - derhjemme er jeg vant til at piger kommer hen til mig, men kønsrollerne er tydeligt meget mere fastlåse i et gammeldags mønster i London, opdager jeg.

I løbet af lørdagen køber jeg ind - miniaturer, som senere skal komme til at spille en rolle i et andet forløb (og måske også denne historie). Og om aftenen vender jeg tilbage til The Mutt Club (jeg er tryghedsnarkoman i forhold til det at gå i byen - hvis jeg først har fundet et sted jeg ikke får bank, er der gode muligheder for at jeg bliver der).

Natten starter som en fortsættelse af foregående nat - jeg danser, og får øjenkontakt, men ikke mere. Men efter nok gin & tonics finder jeg ud af, at jeg sgu nok selv er nødt til at gøre noget for det. Så går hen til en blond/affarvet pige, og spørger hende op.

Og så danser vi ellers sammen resten af natten, eller rettere til de lukker - for det gør de stadig tidligt i London - og vi går ud. Hun har en veninde husker jeg, som hun kort efter siger farvel til.

Og så er vi der - i centrale London. Jeg skal med et fly hjem ved 10-tiden om morgenen. Og på mit hotelværelse ligger der to jyder og sover. Og hun bor hos sin mor i Brixton - fucking langt væk.

Så vi ender med at gå rundt i et meget stille centralt London ved 3-4 tiden om natten, og snakke. Jeg kan ikke huske så meget vi snakker om, men dog én ting. Hun er forbløffet over jeg gik hen til hende, for hun mener at hendes hud er så dårlig, at ingen vil have noget med hende at gøre.

Well, en forklaring på det er muligvis at jeg på det tidspunkt er stort set blind på afstand - jeg havde kort forinden smadret mine briller i byen, og er i proces med at få kontaktlinser, for første gang. Men dem ville optikeren ikke lade mig få, da hun hørte jeg skulle rejse udenlands, og så ikke kunne få hjælp hvis der var problemer.

Men jeg er nærsynet, og tæt på synes jeg nu heller ikke den hud er slem. Den er så dækket af et kraftigt lag hvid makeup, men det var normalt dengang.

Nå, men vi begiver os altså rundt på må og få, og kommer til en park - St James Park, som vi begiver os ind i. Og finder en plæne ved en sø (med nogle vrede ænder og svaner), hvor vi lægger os og kæler, og hun bliver topløs.

Men så heller ikke mere - for vi er enige i (og jeg er sikkert også skræmt over det hele), at det er for koldt. (Det er starten af marts og faktisk hundekoldt.)

Så vi snakker videre, blandt andet om hvor forbandet det er jeg skal hjem om de her få timer, jeg får hendes adresse, lover at skrive, at vi skal ses igen. Og følger hende til en bus, som kører afsted, mod Brixton.

Jeg går hjem til hotellet, gennem et gryende London. Jeg har altid været meget umiddelbar i mine følelser - og jeg er forelsket. Og måske er hun også i mig? En vidunderlig nat!

Da jeg kommer tilbage til hotellet er de to jyder ved at stå op og gøre klar til hjemtur. De kan selvfølgelig ikke lade være med at komme med kommentarer til min sene hjemkomst. Og jeg fortæller som sandheden er, at ja, jeg var sammen med en pige, men der skete ikke så meget. Med stjerner i øjnene.

Jeg pakker hurtigt og ubetænksomt. Måske får det også en indflydelse på hvad der senere sker?

Lidt senere, da vi er på vej ned med bagage, trækker Horsens-fyren mig til side. Han har åbenbart noget han er ved at brænde inde med, som han må fortælle. "Jeg var også forbi en luder i onsdags," fortæller han. "Så du er ikke den eneste som har fået noget." Jeg har siden haft et problem med byen Horsens og folk derfra.

Jeg checker mange gange på vejen hjem, at jeg har hendes adresse. Det har jeg. Da vi kommer til security check ryger jeg i den grad i, og skal have alt op af lommerne (følg linket, please, de hænger sammen).

Og måske er det i den forbindelse jeg mister sedlen med hendes adresse. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg opdager i flyet, at jeg ikke kan finde den. Tænker at den måske er et andet sted... men jeg genfinder den aldrig.

Lynda McCarthy, hed hun. Boede i Brixton. Er vel ca 40 år i dag. I dag ville jeg muligvis have kunnet finde hende via nettet, men det var ikke muligt dengang. Så - Dear Lynda, if you ever google yourself, or what is proabbly your maiden name - that's why I never contacted you.

Det var et tab af en seddel jeg var ret trist over. Vi har sikkert alle prøvet lignende - men det gør det ikke bedre. Virkelig sådan en: "gad vide hvad der var sket, hvis..." ting.

For at afslutte historien, kan jeg fortælle at jeg fik en hyre som programmør, 5 måneder senere. Hvilket (naturligvis) gik storartet. Men 2 måneder efter blev ICL, Danmark fusionerede med Regnecentralen, og projektet blev lukket, og som ekstern konsulent var jeg igen på gaden. Men det fungerede stadig som murbrækker til at jeg senere fik regulært job.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Øjøjøjøj... jeg troede ikke det kunne blive værre for de konservative, og så blev jeg lige gjort opmærksom på Rune Kristensen, kandidat for de konservative til Folketinget i Guldborgsund. Han muntrede det konservative landsråd op med sjov stand-up komik (det er sådan noget de unge dyrker i dag). Jublen ville ingen ende tage.

Jeg advarer bare - det kan være svært at få tæerne ud af den krampe de går i efter ca 1½ minut.


P.S: Tak til Rune himself, som sendte mig link til en udgave hvor lyden var bedre synkroniseret!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mens Lars Løkke i dag stod og sagde at der nu virkelig ikke var mere at komme efter i sagen om overbetaling af sygehuse, fortalte rigsrevisor Henrik Otbo til TV2 Nyhederne, at rigsrevisionen da de behandlede sagen i sin tid blev foreholdt centrale dokumenter i sagen; dokumenter som de specifikt udbad sig, men først siden fik. Og som villet have stillet sagen i et andet lys (et endnu slemmere lys, var indtrykket).

Og hvis det er sandt - hvis rigsrevisionen bevidst er blevet foreholdt vigtige dokumenter - så taler vi ikke bare næser, og lignende. Så taler vi om en fucking ny tamilsag. Som faktisk er værre end den var for regeringen Schlüter, hvor ansvaret trods alt stoppede ved justitsministeren. Dennegang er statsministeren nogenlunde så fedtet ind i sagen som man kan blive.

Og det må så også siges at være på tide. For det bliver mere og mere klart, at regeringen efter 9 år med flertal ved hjælp af Dansk Folkeparti, er blevet så totalt arrogante og magtfordrejende, at de sædvanlige mekanismer - eksemplificeret ved at skulle tale sandt i Folketinget og give oplysninger til Rigsrevisionen - som sikrer magtens tredeling er helt ude af balance - og det er imod regeringen, den udøvende magt, at balancen er tippet, så de idag spinner (bogstaveligt og overført) ud af kontrol.

Og hvis det ikke stoppes meget snart, risikerer det at blive decideret farligt for vores demokrati.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Uden at spørge om lov, har de konservative på deres netop overståede landsmøde misbrugt Afrika-sangen. Det sker kort efter at Dansk Folkeparti røg i mindre problemer for at have gjort det samme med ABBAs Mama Mia - så man skulle egentligt tro at de konservative var advaret om at det var noget man skulle passe på med.

Men, nej. Og nu er Dansk Røde Kors og Nanna ganske fortørnede, og synes de Konservative skal til lommerne i forhold til Afrika. Det kan jeg da kun støtte - og måske kan der blive betaling per YouTube visning, så jeg sørger straks for at den kan blive vist lidt mere.

Så se det - også selvom det lyder forfærdeligt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har før været inde på, at jeg vist ikke sådan har en type, jeg er specielt efter. Bortset måske fra skaldede kvinder og jødiske prinsesser.

Men noget kunne tyde på, at der er en type mere: superforskeren, helst indenfor noget neurovidenskab...?!

Hvor det lige kommer fra, ved jeg ikke; men jeg blev første gang opmærksom på typen, var da jeg for ca ½ år siden så et interview med en kvindelig professor (og meget mere) som talte meget nøgternt om hjernedoping op til eksamen i TV-Avisen. Uden at blive lokket til at moralisere eller lignende.

Hun interesserede mig. Så jeg googlede hende, og fandt ud af at hun åbenbart er et stort navn indenfor sin gren af forskerverdenen, og selvom hun er midt i 30'erne har hun tonsvis af titler og patenter bag sig. Og så lød hun skræmmende ambitiøs og målrettet - noget jeg aldrig ville kunne leve op til. Og havde givet afkald på at få børn, for det var der slet ikke tid til.

Og jeg følte mig ganske tiltrukket af det jeg læste.

Og nu dukker der så en mere op: i de forløbne uger har jeg set hende et par gange, i andledning af hendes bog Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev. Som jeg kunne forstå, havde hun ladet sig genteste, for at finde ud af hvor meget og hvor lidt videnskaben udfra nutidig viden om den mennekselige arvemasse kan fortælle om én.

Og det har så skabt en del debat, fordi nogen åbenbart ikke mener det er en viden vi er klar til at modtage og forholde os til. At det kun er noget læger skal rode med.

Nå, men havde set det ud af det ene øje, men ikke hæftet mig synderligt ved det - udover at jeg bemærkede hende forfatteren havde nævnt at hun blandt andet kunne se i generne, hvor hendes depressioner kom fra. (Hun kaldte det vist noget andet, men det var hvad jeg hørte.) Og det kunne jeg da godt forstå, at det var interesant at kunne se.

Anyway, i går var der så et længere interview med hende i Politiken, Lone Frank hedder hun. Og hun har åbenbart skrevet flere bøger, og er toppen af poppen indenfor populærvidenskab - den nye Tor Nørretranders. Og hende havde jeg ikke hørt om før.

Men da jeg sad og læste interviewet, sad jeg næsten og blev helt forelsket. Så måske er det i virkeligheden et narcisistisk aspekt jeg har fundet, for hendes beretninger om det at være anderledes altid og meget andet, kunne jeg i den grad genkende.

Lidt pudsigt var det, at hun ville prøve alle mulige andre tests, men ikke en intelligenstest - fordi hun var bange for at den ville vise hun var gennemsnitlig. Det tror jeg nu ikke der ville være nogen "fare" for at den ville vise, udfra det jeg læste, men jeg kom til at spekulere på, om jeg mon ikke ville havde det på samme måde, hvis jeg ikke havde taget alle mulige tests for sjov, da jeg var barn, og så naturligvis igen en tvungen da jeg var til session. Og siden har jeg så ind imellem taget en del på nettet, så jeg ved ca hvor jeg ligger.

Og nu får jeg da helt lyst til at læse den her bog - så hvem ved, måske ender jeg også med at tage en gen-test. (Jeg gør mig nu nogle tanker om det der gen-halløj, men dem gemmer jeg til et andet indlæg.)

Anyway - nu fremgik det desværre af interviewet, at hun har kæreste på - bortset fra det også barnløs, som den førstnævnte - hvilket jo helt egoistisk kan ærgre. Især da hun nærmest er nabo til mig på Frederiksberg, og måske en dag kunne finde vej til Amigo, og måske ville synes det var overordentligt interessant med sådan et excentrisk dansende leopard/menneske.

Men jeg må vist bare spekulere over, om jeg kan bruge den oplysning til noget: at jeg tilsyneladende bliver meget interesseret i intelligente kvinder, som forsker i noget med neuro- eller skriver om det. Og jeg må vel også spekulere over, om det at jeg spekulerer over det har en betydning: er jeg på udkig?!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så vidt jeg har forstået var anmelderne ikke for flinke ved første afsnit af Adam Prices Borgen - men jeg kunne nu altså mget godt lide det.


Mit største problem ved det første afsnit, var at Peter Myginds partiformand var urealistisk som karakter - alt for gennemført usympatisk. Men da han nu er blevet detroniseret skulle den vel være godfin - og resten af karaktererne har jeg det fint med.

Nej, jeg synes det er solid søndagsunderholdning, og glæder mig til næste afsnit. Og jeg synes iøvrigt også det er meget fint, at DR forsøger sig med et tilknyttet tabloid-site, selvom det nok kunne være mere gennemført.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.