Leoparddrengens
Public Key

fredag den 1. februar 2013

Mørkemænd

Ingen kommentarer
Selv om jeg regner mig som demokrat og tilhænger af ytringsfrihed, kan det ske at der kommer et strå som knækker kamelens ryg - og jeg har bare lyst til at råbe til folk at de skal tage hjem hvor de kommer fra og holde kæft.

Det sker især når der er tale om mørkemænd; mænd som med forældede - og i et moderne, vestligt demokrati forkvaklede - meninger om hvad der er sandheden og den rette vej, prøver at undertrykke andre.

Mænd som mener, at sæder & skikke skal være uforanderlige i tid og evighed, som ved at der kun er en sand måde at leve på. Og hvis andre lever på en anden måde er det forkert og underlødigt.

Som ofte er det folk man egentligt nok ret beset burde have medlidenhed med - måske endda vise forståelse for. De lever uden kontakt med en moderne verden, de ikke forstår, og ikke vil kendes ved. Uden kontakt med andre end ligesindede råber og skriger de op, og prøver at finde minoriteter de kan nedgøre, så de da kan føle de er noget selv.

Fra steder som for eksempel Vollsmose fremfører de deres anti-idéer, deres præken om at alt skal være som i deres forfædres tid. For anderledes kan man da ikke leve.

Og det kan alt sammen være meget godt - eller skidt - det er naturligvis deres ret, at have det sådan.

Men når de forsøger at pådutte vores børn deres forskruede og forstokkede holdninger, så får jeg nok. Når de mener, at vores allesammens skoler kun må undervise i den verden de stadig drømmer om - så flyder bægeret over.

Så ærligt talt. Alex Ahrendtsen, du har al ret i verden til at sige hvad du vil - og jeg vil forsvare den ret, etc. Men kunne du ikke bare tage hjem til dit parcelhus, hvor du kan have Verden som du ønsker den, og lade os andre leve i nutiden - uden at du skal fortælle vores børn, hvad der er normalt og rigtigt?

For det har du jo ingen idé om - du fortidige mørkemand.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.