Når nu min anmeldelse af Shells Twindog var så populær, så lad mig også fortælle om mit første møde med en fransk hotdog. Oprindeligt havde jeg tænkt at inkorporere det i anmeldelsen, men det ville blive for langt og tungt.

Men det første møde var faktisk i byernes by, Paris - i '83 tror jeg. Muligvis '85 - men jeg er ret sikker på det ikke var '84, for da var der Fodbold EM, og det ville jeg kunne huske hvis det var så tæt på. Anyway, det var ihvertfald før den franske hotdog holdt sit triumftog i Danmark i sen-80'erne.

Foto: Mathias Vejerslev

Jeg var dernede på en storbyferie med min mor, som gav sådan en til mig og min bror der i vores teens; han var kommet til London.

Og når man nu er i Paris, så kommer man jo ikke udenom en tur i Eiffeltårnet. Og deroppe - jeg er ikke sikker på om det var øverste platform, eller næstøverste, kan man jo godt tillade sig lidt luksus, mente min mor, og syntes jeg skulle have et eller andet fra den.... café er nok ikke ordet, ej heller caféteria. Snask er nok det rette. Noget lækkert fra den snask som nu var deroppe.

Og man kunne jo også forestille sig, at det var toppen af parisisk cuisine man ville finde deroppe, i mere end bare bogstavelig forstand.

Så det var med en vis forventning (og ihvertfald en glæde over at kunne komme til at sige det, for det lød ganske tåbeligt) at jeg var henne og bestille une 'otdog, sil vous plait, et une Coca-Cola.

Og det var med en vis skræk jeg så hvad resultatet var: at han tog en pølse og proppede ned i en flute. Og gav mig den, samt en Pepsi (det fik man ganske ofte, når man bestilte en Coca-Cola i Paris, dengang. Jeg ved ikke hvordan det er i dag).

Så jeg satte mig ved det bord min mor havde fundet. Og gav mig med en vis skepsis igang med at indtage min første franske hotdog. Og min skepsis blev ikke gjort til skamme. For fluten var helt vildt tør, dog var pølsen endnu tørrere. Og begge dele smagte dårligt, rigtigt dårligt. Jeg husker ikke om der overhovedet var nogen form for dressing, hvis der var, var det ihvertfald minimalt og dårligt smagende.

Og med kun Pepsi til at skylle det ned, er det simpelthen noget af det værste jeg har smagt. Så den blev meget hurtigt smidt ud i en skraldespand, der nogle hundrede meter over Paris.

Derfor skulle jeg heller ikke nyde noget, da de nogle år efter kom til Danmark - jeg fattede ikke at nogen ville indføre det koncept. Og jeg tror først det var efter et par år, sikkert efter en druktur med venner, at jeg har fået sådan en. Og opdagede at den fordanskede udgave af konceptet var en del mere spiselig end den man blev udsat for i Gustave Eiffels tårn.

Det endte faktisk med, at jeg en overgang var daglig forbruger af DSBs udgave, en Haps Dog, som jeg syntes bedst om. (Jeg mente de havde det bedste brød og den bedste dressing.) Jeg arbejdede et sted hvor jeg hver dag kom forbi Hovedbanen, og spiste sjældent frokost, så var ret sulten efter arbejde.

I dag er det nu ret sjældent jeg spiser dem - men jeg glemmer aldrig den første.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.