I hele denne i bunden tåbelige konflikt mellem lærere og KL (og, dare I say it, Regeringen) har en af de ting som har gået mig mest på været, hvor problematisk hele konstruktionen omkring KL er.

For nu at gøre mit udgangspunkt klart, er jeg forælder til to børn i den skolegående alder, og dermed i princippet relativt hårdt ramt. Dog er jeg arbejdsmæssigt i en lidt sær situation - hvor jeg ikke skal være nogen steder - så det er ikke så meget mine unger, som mig det går ud over - de har det helt fint med ikke at skulle være i skole, ser det mere som ekstra ferie. Og det ville jeg nok også i deres sted.

Jeg prøver så også at give dem lidt anden undervisning end de ville få i skolen, programmering og lignende. Så udover det jeg arbejder på, er der egentligt ingen der lider nød.

Men jeg forstår naturligvis udmærket alle de, som ikke er i en så ... fleksibel ... situation som jeg er i. Eller hvis børn ikke ligefrem nyder at være smidt ud af skolen. Med mere.

Og i den egentlige konflikt er jeg klart på lærernes side. Ikke at jeg ikke synes Anders Bondo kan virke som noget af en klovn, men den bulldozeragtige måde KL har kørt frem på, har gjort at enhver forståelse der er forduftet langt, langt væk. Og så har de altså ikke nogen synderligt overbevisende argumenter, andet end edn at det er my way or the high way.

Måske ikke så underligt, idet der er tale om en bunden opgave. Fra en regering, som i sin mpotens har fundet ud af, at det er den eneste måde den kan få noget som helst igennem på - med hammeren. Og så skide være med at det er en møtrik eller en skrue den har med at gøre.

Så altså - jeg er ikke desperat, men så gerne at lockouten blev stoppet; min sympati er hos lærerne, uden at jeg er forelsket i Bondo.

Og der er det så, jeg har undret mig og spekuleret.

For I en konflikt på det private arbejdsmarked går strejker og lockouts udover begge parter. Arbejderne får ingen løn, arbejdsgiverne tjener ingen penge.

En konflikt i mellem arbejdere og staten er lidt anderledes: her får arbejderne ingen løn, staten sparer penge - men politikerne står til ansvar overfor vælgerne, for det lort de får lavet.

En konflikt imellem arbejdere og kommuner burde være på samme måde som med staten, bare i miniformat. Hvis det altså var hver enkelt kommune der lavede lockout/var strejkeramt.

Men med konstruktionen KL er det ikke sådan. Her er der tale om at lønmodtagerne mister penge, mens KL - tjah, kommunerne sparer penge, og der er intet politisk ansvar. Vi kan ikke i den enkelte kommune sige at det er den eller den borgmesters skyld, for de kan gemme sig bag KL, og sige at det er dem der har besluttet det hele, og at alle kommuner bakker op om KL for sådan er det.

Og så skide være med at enkelte byrødder hist og pist råber op om, at de synes KL går for langt eller håndterer sagen elendigt.

For kan vi som vælgere stille nogen som helst kommunalpolitikere til regnskab for hvad KL laver? Og har vi et alternativ vi kan stemme på? Nej, tilsyneladende ikke. For deres musketer-ed gør, at du kan stemme KL eller du kan stemme blankt.

Man siger sammenhold gør stærk. Og det gør det også i tilfældet KL. Spørgsmålet er, om det ikke er en styrke, der er opnået på et kujonagtigt grundlag. Jeg synes ihvertfald hele konstruktionen omkring KL er meget tvivlsom, set fra et demokratisk synspunkt. Ikke kun i denne sag.

Men, anyway - hvis der skal lægges et pres, er det nok meget godt at vide, hvem det er som (officielt) træffer beslutningerne i KL. Det havde jeg faktisk ikke sat mig ind i før i aftes. Men altså de, som officielt er direkte ansvarlige får det mega-fuckup som har stået på de seneste uger er:

• Formand Erik Nielsen (A), Rødovre Kommune
• Næstformand Erik Fabrin (V), Rudersdal Kommune
• Borgmester Anker Boye (A), Odense Kommune
• Borgmester Jacob Bundsgaard (A), Aarhus Kommune
• Borgmester Lis Tribler (A), Slagelse Kommune
• Overborgmester Frank Jensen (A), Københavns kommune
• Rådmand Thomas Kastrup-Larsen (A), Aalborg Kommune
• Kommunalbestyrelsesmedlem Jane Findahl (F), Fredericia Kommune
• Borgmester Mette Touborg (F), Lejre Kommune
• Borgmester Kirstine Bille (F), Syddjurs Kommune
• Borgmester Michael Ziegler (C), Høje-Taastrup Kommune
• Borgmester Søren Pape Poulsen (C), Viborg Kommune
• Kommunalbestyrelsesmedlem Poul Nødgaard (O), Ringsted Kommune
• Borgmester Martin Damm (V), Kalundborg Kommune
• Borgmester Lars Krarup (V), Herning Kommune
• Borgmester Johnny Søtrup (V), Esbjerg Kommune
• Borgmester Anny Winther (V), Rebild Kommune

Så, hvis man bor i en af disse kommuner, synes jeg især man bør gøre sin "repræsentant" opmærksom på, hvor utilfreds man er med deres ageren. Så har man - sådan har KL gjort det - et særligt ansvar. Alle vi andre bør slevfølgelig også skrive til vores borgmester og til kommunalrådet, og meddele dem at vi mener de er nogle klaphatte. For så vidt vi altså mener det.

Ikke at jeg tror det fører til noget, reelt. Men hvis vi ikke prøver, har vi da helt overgivet os til dette kommunale Anonymous. Og det synes jeg faktisk ikke er særligt fedt. Guy Fawkes masken bør - i det omfang den skal sidde på nogen - sidde på private, ikke på hverken kommunalpolitikere eller landspolitikere.

Og så er vi iøvrigt næsten tilbage til ved offentlighedsloven. Men det er en anden kamp.

Jeg håber blot med dette indlæg at skabe lidt tanker om hvad KL egentlig er for en størrelse. Og hvordan man kan påvirke den demokratisk.

Og, åhja, det glemte jeg næsten.

Indtil videre ligger det hele jo officielt hos KL. Men når der kommer et regeringsindgreb, engang - så husk på, at der hidtil i poltisk praksis har været to muligheder for regeringsindgreb:

Enten at ophøje mæglingsforslag til lov.

Eller at vedtage at gældende regler fortsætter.

Nu er der jo - på grund af KLs arrogance (ja, min tolkning) - ikke så meget som et mæglingsforslag. Så det vil sige, at regeringen har én mulighed: at sige at gældende overenskomst fortsætter.

Hvilket er alt andet end de ønsker. Så derfor bliver loven næppe sådan.

Og så er det det går helt galt.

Men i det mindste er der da så nogen vi kan holde til regnskab!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En skarp erindring fra min skoletid bliver der ofte pustet liv i. For jeg bliver ofte mindet om den i en eller anden form.

Som det ikke er nogen hemmelighed, var min første skole - hvor jeg var det meste af min skoletid - ikke nogen udpræget god oplevelse.

Der var dog lyspunkter. For eksempel da vores dansklærer - som egentligt var barselsvikar - engang i ca 5. klasse, sidst i 70'erne eller måske 1980, fandt på, at vi skulle skrive en historie skulle blive en video-optagelse.

Lige noget for mig jeg - jeg skrev alligevel altid fiktion. Som regel science-fiction. Her valgte jeg dog at gå krimi-vejen (jeg tænker, at jeg nok har været fornuftig nok til at indse, at special effects kontoen nok ikke ville være stor til optagelserne.) Så jeg skrev en film-noir agtig sag - jeg tror vi var ude i noget Malteserfalken-agtigt noget. Og jeg tror det har været ret godt, for jeg var selv ret glad for den. (Og jeg skrev faktisk ikke dårligt.)

Jeg husker ikke hvordan processen var, men det ender ihvertfald op med at der kun er to manuskripter tilbage - måske var det frivilligt at komme med et bud, og vi var de eneste, eller måske har der været en udvælgelse. Jeg kan ikke huske det. Ihvertfald husker jeg, at min "konkurrent" er en af de få fagligt nogenlunde kompetente drenge i klassen (han gik også ud kort efter). Lad os kalde ham Kasper. Han havde skrevet en Night of the Living Dead-agtig ting. Fin nok, men efter min mening alt for forudsigelig og monoton.

Alle i klassen får til opgave at læse manuskripterne, og så skal der vælges hvilket filmen skal laves fra. Og da timen så kommer, hvor det skal afgøres hvilket det skal være, stiller en af pigerne sig straks op:

Jeg synes det skal være Kaspers historie, for Leoparddrengens er mandschauvinistisk!

Bang! Som søn af en af halvfjerdsernes rimeligt kendte feminister ramte den mig hårdt, og fuldstændigt ud af det blå.

En af pigens klikeveninder gav sit besyv med: Ja, den er vildt chauvinistisk!

En tredje: Ja, Leoparddrengens historie har ingen roller til piger!

Det var sådan set rigtigt. Jeg må indrømme, at da jeg skrev historien lavede jeg ikke nogen specielle roller til piger, karaktererne var rimeligt løst formuleret. Og når jeg skrev der optrådte nogle politibetjente, tænkte jeg at det jo kunne være begge køn, ligesom journalisterne vel ikke var kønsbestemte - eller for den sags skyld detektiven. (Her må jeg dog nok indrømme at jeg nok havde forestillet mig en mandlig hovedrolle skuespiller - nok mig selv.)

Jeg prøvede at fremføre argumenterne, at jeg da først syntes noget blev mandschauvinistisk, hvis nogen mente at piger ikke kunne optræde som politifolk eller journalister, eller whatever. Og min lærer (som mellem linierne tydeligt mente at min historie skulle vinde) gav mig ret. Men det hjalp ikke:

Nej, det er vildt mandschauvinistiskt, at der ikke er nogen roller til piger! Se på Kaspers historie - der er da pigeroller!

Og det var rigtigt - i hans zombie fortælling optrådte 3 piger. Deres bidrag til historien var, at de skreg og skreg når de så zombier, og at de blev reddet af drengene.

Jeg prøvede sikkert at fortælle noget om stereotyper og lignende... men jeg vidste jo godt her at slaget var tabt. Naturligvis blev det zombie-manuskriptet som næsten enstemmigt gik af med sejren. Filmen/videoen blev naturligvis aldrig til noget, som alle andre projekter på den skole gik det i vasken.

Men jeg lærte en vigtig lektie, som jeg har svært ved at sætte ord på i dag, men man skulle gerne kunne fornemme den, hvis man har læst indlægget her. Og så tror jeg iøvrigt også, at det var ved den lejlighed jeg for alvor opgav min klasse, og lod den synke ned i den sump af dumhed den hørte til i.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er ikke fordi jeg er vanvittigt interesseret i ballet. Langtfra. Jeg har vist sådan set kun set én forestilling i mit liv.

Og det er ikke fordi jeg er har synderlige ambitioner på nogens vegne...

Men nu har jeg lige tilmeldt den yngste til optagelsesprøve på det Kongelige Teaters balletskole.

Det er sådan set ikke en ny tanke - han har kropsbygningen og koordinationen til at blive gymnast eller danser. Hvis han vil - men jeg tror det passer godt til ham. (Og selvom jeg ikke har det store forhold til ballet, har jeg jo et ret stort forhold til dans. Og kan godt forestille mig antrengelserne, men også glæden, ved balletten.)

Så derfor har jeg også tidligere tænkt på det med balletskolen. Men indtil nu har det været sådan, at man først kunne søge optagelse til første klasse - altså et år efter de begynder i 0te. Og det havde jeg godt nok tænkt mig at gøre, for jeg tror altså det passer godt til ham - men det virkede samtidigt ret dumt, at han først skulle begynde et sted, og så året efter - muligvis, hvis han kom gennem nåleøjet - skifte. For hurtigt derefter at kunne ryge ud, og skulle starte nyt sted igen.

Men i dag så jeg så nyheden, at balletskolen fra i år optager eleverne fra 0te klasse - og det synes jeg altså alt i alt virker en del smartere, så de kan starte der.

Så... nu har jeg sendt en ansøgning ind. Det skal blive spændende hvad der kommer ud af den.

(Apropos ballet - jeg har vist helt glemt at fremhæve, at jeg mere eller mindre forudsagde Natalie Portmans Oscar?!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg læste en artikel på Information, som slutter med At der bliver færre skoleledere er ikke ensbetydende med, at der bliver mindre ledelse. Men det vil være en anderledes form for ledelse, siger hun til Jyllands-Posten.

Og det kan man jo så mene om hvad man vil - men udtalelsen fik mig til at tænke på et gammelt semi-hit, med omkvædet - som jeg huskede det - It's life, sure, but not as we know it, not as we know it, not as we know it.

Tilbage fra Radio Luxembourg-dagene. Og det er egentligt et jeg har ledt efter siden, i al dens nørdethed - så nu googlede jeg den igen. Og fandt så ud af, at det (naturligvis) ikke var life, sure - men life, Jim. Klart.

Nå, men her er nummeret i al sin pragt - 80'erne var godt nok hippe. Og det kan skolelederne jo så tænke lidt over!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det var et velbesøgt pressemøde idag, da Undervisningsminister Tina Nedergaard og Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen skulle fremlægge deres kombinerede planer for fremtiden.

Charlotte Sahl-Madsen udtalte, at hun egentlig ikke længere havde så mange planer - for universiteterne var jo nu selvkørende, og deres succes kunne måles på, at man fik lige så mange point for at bestå en eksemen på et dansk universitet, som på et Top-20 Universitet.

Tina Nedergaard havde ryddet kalenderen, så hun til næste år kunne bruge al tid på at skændes med lærerformand Anders Bondo - dog uden at ville møde ham på noget tidspunkt.

Men i deres umiddelbare planer havde de bestilt tid hos frisøren: "Ja, vi har besluttet at afskaffe fjumrehåret," fortalte de.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Soldater skal naturligvis have lov til at øve sig - det er vistnok en stor del af det med at være i millitæret (jeg ved ikke meget om det, har aldrig prøvet).

Og de skal jo nok også ind i mellem prøve kræfter med andre terræner end deres øvelsesterræner. Og måske prøve nogle rigtige bygninger. Det kan jeg godt forstå.

Men at begynde at holde øvelse på en skole, som åbenbart skal indtages. I skoletiden. Og begynde at skyde på hinanden (med løst krudt). Og sigte på skolebørnene med våben.

Uden. At. Have. Advaret. Skolen.

Det lyder ærligt talt længere ude, end jeg ellers kunne forestille mig Forsvaret være - og jeg kan ellers forestille mig meget.

Ikke desto mindre er det tilsyneladende hvad Almegårds Kaserne på Bornholm syntes var en god idé at gøre - hvorfor de indtog Klemensker Skole, som ovenfor beskrevet.

Jeg kan en lille, bitte smule godt forstå, hvis forældrene bliver sure. Det tror jeg også jeg ville blive, hvis jeg havde et barn i en 0te klasse der.

Nå, men nu bliver der klaget over det - så kan de vel lære det. Og forlægge øvelsen til en børnehaves legeplads næste gang, velsagtens...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Steen AA har som profilbillede på Facebook på det seneste haft en tegning af Professor Balthazar - hvilket har gjort mig helt nostalgisk.

For jeg kan huske, at jeg elskede den meget fantasifulde jugoslaviske tegnefilm om den opfindende professor, dér midt i 70'erne da den kom frem. Som tænkte - og tænkte - og tænkte - og så fik han en idé. Som udmøntede sig i et par dråber af en eliksir, med farverige effekter.

De viste den så vidt jeg husker i TV. Måske var det i programmet "Kl 4" - som blev sendt kl 16, men senere ændrede sendetidspunkt til kl 17, hvorefter det ændrede navn til "Kl 5"? Eller måske et andet program.

Da vi var blevet ældre, mener jeg også at kunne huske at vi stadig så den, i skolen. Det skyldtes, at når skolen engang i mellem syntes vi skulle have det hygeligt i klassen, fik vi lov til at se smalfilm i biologilokalet - og af tegnefilm rådede skolen over et par stykker, det var Professor Balthazar, og så Muldvarpen.

Vi var på det tidspunkt - 5. klasse og op - egentligt for gamle til at være i målgruppen, men vi var stadig meget fornøjede, da det var sjældent det skete - det der med video var kun lige akkurat begyndt at blive talt om, at der var nogen meget rige mennesker som havde.

Så - jo, han vækker nogle minder, Professoren. Jeg kunne desværre ikke finde en film på dansk på YouTube - det er lidt ærgerligt, for hvis jeg husker rigtigt er fortælleren i den danske version Poul Dissing.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

TV2 Nyhederne havde et kort indslag, i anledning af at skolerne begynder i morgen, om en ny type skilte de skulle afprøve i en vistnok jysk by (husker ikke hvilken).

Skiltene blev malet (eller hvad teknikken nu er) på vejen, men en 3D-effekt - tror det var noget sjov med perspektivet - gjorde, at det så ud som om skiltet stod op når man kom kørende. Skiltet var så en advarselstrekant med nogle børn gående. Idéen er så, at det skal få bilisterne til at sænke farten - et firma fra Vejle har taget patent på idéen.

Gammeldags 2D skilt.

Og jeg kan da godt forestille mig at bilister vil trykke på bremsen når sådan et skilt med børn rejser sig foran dem. De første 10-20 gange, ihvertfald. Men som med alt andet er det jo noget man vænner sig til - så mit gæt vil være at virkningen hurtigt fortager sig.

Og hvad der så virkelig kan gøre mig bekymret er, at bilister vænner sig så meget til, at noget tilsyneladende dukker op foran dem - så de ikke reagerer hurtigt nok, når det en dag ikke længere er en illusion, men der faktisk står noget.

Nu er jeg ikke bilist, så jeg har svært ved at bedømme det. Men efter hvad jeg kender til menneskers reflekser vil det være naturligt, hvis årvågenheden mindskes i længden. Det er ihvertfald noget jeg håber man holder meget øje med (i statistik for trafikdrab), og laver nogle forsøg med løbende.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg var til førstehjælpskursus i mandags, som jeg meldte mig til for nogen måneder siden. Som varede 3 timer. Selvom kurset som sådan var fint nok, var jeg lidt skuffet, for det var et meget beskåret et af slagsen, og fokuserede stort set udelukkende på ulykker - hvordan man håndterer benbrud, undgår shock* med videre.

Altsammen fint nok, men jeg havde også håbet det var noget med hjertemassage og kunstigt åndedræt og den slags. Men det var tiden åbenbart for begrænset til.

Men længere kurser skal man betale for - faktisk var det vist ret exceptionelt at det her var gratis (og sponsoreret af NyKredit, tak for det.) Og ærlig talt - nej, jeg har ikke tænkt mig at betale for et førstehjælpskursus. Det er ikke noget jeg ser som en levevej, for mit vedkommende. Det er så lidt noget jeg ser som en borgerpligt at kunne - men så må det også være en samfundsting at tilbyde.

Og så ser jeg i dag, at man nu har tænkt sig at fjerne statsstøtte til de længere førstehjælpskurser. Så man ikke bare skal af med 125 kr (som jeg altså allerede synes er for meget), men snarere 1.000,-. Og det er jo en pokkers god idé... eller hvad?

Ærlig talt - hvor mange har lyst til at punge ud med kr 1.000 - for måske endda at kunne hjælpe andre? Enkelte meget idealistiske (og rige) personer måske - men jeg tror ikke det er mange.

Sådan set synes jeg det burde være obligatorisk med en uge i skolen, i 8. eller 9. klasse (og de kan sikkert også have meget sjov ud af, at diskutere hvem der skal give hvem mund-til-mund...) - det ville jeg synes var en fornuftig investering. Og - lidt ros til regeringen - det har åbenbart også været planen siden 2005, men det halter med indførelsen. Nok fordi der som med alt muligt andet, der er blevet sagt skal indføres, mangler pengene til det.

Men jeg mener altså det er den rette vej frem. Så siger de, der holder kurserne, at de skal fornyes og genopfriskes hvert andet eller tredie år - det mener jeg så er noget ævl, det det handler om er at give folk en eller anden form for ballast til at gøre noget, og ikke blot se til. For det er almindeligt anerkendt, at det vigtigste er at man gør noget, ikke så meget hvad man gør.

*Shock lærte jeg så faktisk er et ord på dansk. Og dækker over det fysiske fænomen, shock - som er mangel på blod til hjernen. Og ikke bør forveksles med chok, som er af psykisk art. Det var en distinktion jeg ikke kendte til før!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det var jeg til i dag. Og det går jo rigtigt godt fagligt. Og fint socialt. Men ordenen... den kunne være meget bedre.

Jeg må vist se i øjnene, at drengen er en kopi af sin far!

Hvad der glædede mig var, at hans matematiklærer foreslog, at han kunne fungere noget mere som hjælpelærer, med at bruge overskuddet til at hjælpe nogle af de andre i klassen, når de har problemer.

Det synes jeg lyder som rigtig god idé, istedet for bare at lægge flere opgaver på ham - for det vil uden tvivl være meget bedre for hans selvværd, end hvis han bare sidder og løser opgaver for sig selv.

Som jeg gjorde - i min skoletid (eller i hvertfald på min skole), var der sgu ikke noget med at hjælpe hinanden. Eller hvis det var, var det skjult, og handlede om at lade en anden kigge efter - og det var der ikke nogen der blev hverken klogere eller gladere af. (Og nok en af grundende til at det dengang ikke var populært at være god fagligt.)

Så alt i alt meget positivt - selvom jeg altså fandt ud af, at det ikke ganske passede, at de stort set ikke har haft lektier for det seneste halve år...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ja, spørgsmålet var faktisk endnu mere specifikt, helt præcist var det: hvor går gik charles darwin skole da han var 6-14.

Og som altid vil jeg jo gerne hjælpe. Heldigvis giver et hurtigt opslag på Wikipedia en stor del af svaret, og det er så det jeg viderebringer.

Da han er 8 går han i skole, med sin/moderens prædikant fra den unitariske kirke som lærer. Da han er 9 år, efter moderens død, bliver han sendt på den nærliggende anglikanske skole, Shrewsbury School (hvor hans broder Erasmus også gik), som kostskoleelev. Som 16 årig, i 1825, kommer han i lære som læge hos sin far, inden han senere samme år kommer på medicin studiet ved Edinburgh Universitet.

Jeg håber det besvarer spørgsmålet?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det var jo ellers med stor glæde det blev proklameret, at næsten alle skole-elever her i foråret skulle nyde godt af de nationale tæsk.

Uheldigvis er der problemer med materialerne - jeg går udfra det er noget med nogle spanskrør, som ikke er solide nok - hvilket betyder, at igen i dag går 15.000 elever glip af deres lovede tæsk.

En trist situation er der stor enighed om - men lærerne fortsætter med at være på tværs, og synes selv de skal have lov til at bestemme hvordan de skal tæske børnene; helt grundliggende er de imod princippet om at give de elever som er gode til at klare tæskene endnu hårdere tæsk, hvilket ellers er et af grundprincipperne i tæsk-metoden. Men vist også det der gør at materiellet går i stykker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så fik Søren Krarup alligevel trumfet igennem, at revselssesretten genindføres i folkeskolen. Dog kun fra 2. til 8. klassetrin.

De nationale tæsk er trådt i kraft i dag, og inden første maj skal alle elever have fået tæsk i mindst 6 fag. Typisk er lærerne bagstræberiske, og mener ikke at tæskene kan bruges som pædagogisk redskab. Men så er det jo godt at det kan blive dem pålagt fra højere sted, at tæske børnene ordentligt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

M's historie om snefald i går, kombineret med nyligt indslag i TV Avisen om snekæder til sko, fik mig til at tænke på en histore fra skoletiden.

Og min ældste fandt den ganske underholdende da jeg fortalte ham den fornylig, så hvorfor ikke også her:

Det har været i 9ende klasse, om vinteren. Vi havde fysiktime, hvor vi skulle prøve at puste glas. Og problemet er jo så, hvad prøver man at puste?

Well, jeg besluttede mig for at prøve at puste en hash-pibe til min bror, som (også) dengang indtog en del af stoffet. Og der kom da også noget ud af det, som med lidt god vilje kunne forestille at være en pibe - men altså langtfra så checket som den jeg har fundet som illustration.

Da der så er frikvarter kommer jeg ud på den forhøjede gårdsplds. Pas på, råber nogle af mine klassekammerater, der er skide glat!

Men for sent, jeg var allerede trådt ud på det forræderisk godt skjulte glatte område, som jeg ihvertfald slet ikke havde set, da jeg gik og beundrede glas-piben.

Og jeg satte en vild dans ind, for at prøve at finde fodfæste eller balance: en ulige kamp, som dog bølgede frem og tilbage - til tider troede jeg var lige ved at være der, men så måtte min ben gå som trommestikker igen - til det endte med at jeg endte hårdt med ryggen i den isbelagte flisegård.

Mine klassekammerater grinede & jublede over showet, som havde varet væsentligt længere end sådan noget normalt ville.

Selv var jeg lykkelig: Piben, råbte jeg triumferende, mens jeg holdt den sejrrigt i luften fra mit vandrette leje, jeg reddede piben!


Dette gav selvfølgelig ikke mindre moro. Jeg fik kravlet ud fra det glatte område, og op og anbringe piben i sikkerhed i min skoletaske.

Og det var så sådan set enden på glatføre historien. Bortset fra - du er måske nysgerrig efter hvordan sådan en glaspibe fungerede? Det er jeg sådan set også - og skal jeg være helt ærlig tror jeg slet ikke det ville gå, glasset ville bare smelte eller sprænges.

Men jeg ved det ikke - for den lå ikke så sikkert i min skoletaske. Da jeg kom hjem var den knækket under vægten af bøger. Hvilket vel egentligt ikke var så mærkeligt. Men lidt dumt...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg vil ønske al mulig visdom til den dommer, der kommer til at skulle tage sig af sagen om den 15-årige skoleknivstikker.

For den virker da som utrolig svær at finde en afgørelse på, der kan forekomme rimelig.

Pigen er efter eget udsagn blevet mobbet af offeret for overfaldet gennem længere tid. Og har adskillige gange - mindst 10 fortæller hun - klaget sin nød til forskellige lærere i klassen. Uden at det har ført til noget.

Hvis hendes forklaring er sand - og det virker det ikke umiddelbart som om der er grund til at tvivle på - kan jeg udmærket sætte mig ind i hendes desperation. Jeg har selv prøvet mobning i skolen; min natur er så at reagere på en helt anden måde - en mere selvdestruktiv måde, som ikke nødvendigvis er psykisk sundere.

Så min umiddelbare tanke ville være at overveje straffrihed til hende. Ligesom det er sket i enkelte mordsager, hvor morderen gennem længere tid er har frygtet offeret og levet i et terroriseret liv. Det sker meget sjældent at dommerne kommer frem til det, men det sker.

Men det vil jo også være forbandet farligt - for vil det så ende i en situation, hvor eventuelle små-drillerier kan ende i knivstikkeri på skolerne, fordi eleverne forstår det som et carte blanche til at forsvare sig med kniv? Det skal jo også med i overvejelserne.

Og så tvivler jeg i øvrigt på at straffrihed kan opnås, da pigen jo har haft mange andre muligheder. Hun har ganske vist ikke selv kunne se dem - hvilket jeg fuldtud kan sætte mig ind i - men de var der.

Så hun bliver jo nok dømt, og nok ikke med en bagatel, da det var planlagt. Stakkels pige.

Det er virkelig en sag, hvor jeg synes det havde været rigtig, rigtig fint hvis den kriminelle lavalder var et år højere. Hvilket jo så sætter den foreslåede sænkning til 14 år i fornyet perspektiv.

(Og så håber jeg i øvrigt, at den skole gør meget ud af at finde tilbunds i hvad der er gået galt - og kigger meget på sig selv i den forbindelse.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Indtil for et halvt år siden stod min ældste som regel op før Fanden fik sko på. Og hvis han engang imellem sov længe, dvs til klokken 7, hvor han skal vækkes for at komme i skole uden stress, skældte han mig ud for ikke at vække ham før.

Jeg sagde så, at han tydeligvis trængte til at sove, så jeg ikke vile vække ham før; og var lidt forundret over hvordan et barn af mig kunne være så meget A-menneske.

I løbet af det sidste halve år er det så blevet mere og mere normalt at han har sovet til han blev vækket. Ikke så underligt, som det er blevet mørkere og mørkere, men jeg vil nu sige at tidligere år stod han også tidligt op, også om vinteren. Og han har stadig skældt mig ud for ikke at vække ham tidligere.

Lige indtil for nylig - det passer vel meget godt med hans 10 års fødselsdag, at skiftet er sket. Nu når jeg vækker ham med, "God morgen, klokken er 5 minutter i 7" - mødes jeg ikke længere med et "Hvorfor har du ikke vækket mig før?!!", men mødes i stedet af et "åarGrumf!" og en demonsytrativ venden sig om på modsat side.

Han står dog stadig op uden kamp - men jeg kan godt se, at det nok ikke varer længe før jeg kommer til gentagne vækninger og det der er værre.

På den ene side er det jo lidt trist, at man ikke mærker den samme glæde og interesse og utålmidighed efter at finde ud af hvad den nye dag vil bringe. På den anden side er det nu meget rart at kunne genkende sig selv lidt mere... - så føler jeg at jeg bedre kan forstå ham på det punkt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lidt apropos det med at bolle, havde jeg en anden diskussion med en af mine lærere. Den betød dog lidt mere for mig, da jeg havde en del mere respekt for den lærers faglige kompetence, og jeg derfor blev ked af det på hans vegne.

Han var såmænd ikke engang min lærer mere, det må have været i ottende klasse, og det har været kort før jeg skiftede skole. Men jeg havde haft ham i matematik siden første, og han var den eneste der havde gjort noget eksyra for at jeg ikke skulle kede mig gudsjammerligt.

Blandt andet havde han - nok i 6. klasse - skaffet en bog om Π (pi), som jeg læste med stor vellyst. Og scorede en kasse øl på, da jeg kom i en diskussion med en af min vens mors veninders mand (yup) om værdien af Π - om det var 22/7, som han mente, eller om det ikke kunne beskrives som brøk, som jeg påstod. Og at man kun kunne tilnærme sig værdien, aldrig få den præcist i et decimalsystem.

Jeg vandt naturligvis væddemålet og en kasse øl (min føste gevinst af den slags - men det blev kun en kasse på 12 Faxe Fad, nærigrøv). Og det var det jeg glad fortalte min tidligere matematiklærer om, at hans undervisning havde skaffet mig en kasse øl.

"Så har du snydt ham," sagde han. "For Π er 22/7." Jeg prøvede at overbevise ham om at han tog fejl (for helvede, det går galt allerede i 3. decimal!), men det var umuligt. Og det har pint mig lige siden, og gør det endnu. Men det er også en episode, som har været med til at lære mig, at man skal passe på hvad man tror på i sin oplæring, selv fra folk man ellers respekterer. Det er ikke altid de har svaret, selvom de måske tror det. Og det har også lært mig noget ydmyghed i at jeg selv kan tage fejl (selvom det nok ikke lyder sådan).


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg så så andet afsnit af DRs storbørns julekalender Pagten her for lidt siden. Og som jeg fik fornemmelse af i går, og bekræftet i dag, lader den til at være et mesterværk. Intet mindre.

Historien er god, og fungerer på alle de planer der nu er valgt. Fra nissernes magiske/fantasy/historiske verden, til menneskenes, børnenes, mobningsfyldte hverdag på skolen. Med forældre som ikke kender deres egne børn. Om fordomme i forholdet til den adopterede indiske (nisseagtige) pige - som selv hendes forældre deler. Og det plan som endnu kun antydes, men som vel bliver det vigtigste med tiden, krydsfeltet mellem den magiske og den menneskelige verden.

Jeg nævnte Absalons Hemmelighed, som min familie så med stor glæde for nogle år siden. Og det er ikke så mærkeligt at jeg blev mindet om den: udover at kvaliteten virker som om den er på samme niveau (dog tror jeg AH bliver overgået), og de historiske aspekter (før var det Absalon, nu - indtil videre - Grundtvig) er det også samme forfatter der står bag: Maya Ilsøe.

Hun må være et af de største dramatiske talenter vi har, og jeg er spændt på hvad der vil komme fra hendes hånd senere.

Men indtil videre er der 22 afsnit tilbage, som jeg vil glæde mig til. Og jeg kan kun opfordrr alle til at kigge med - børn eller ikke børn - for det er sgu kvalitet. Og den hårde mobbe-historie alene - hvor der ikke bliver holdt igen - fortjener et stort publikum.

DR 1 og DR HD 19:30, Ramasjang kl 20:00. Og nye seere kan på dr.dk se de første afsnit.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Okay, det er måske for meget sagt - man ved ikke hvad der sker, og der er i øvrigt sket meget siden. Men et sted føler jeg det stadig sådan - for min ulykkelige kærlighed fra mine teenage-år.

Som tidligere fortalt opdagede jeg og forelskede jeg mig i hende i en tur til Bakken med hele klassen i slutningen af 8. klasse.

Og jeg var siden da forgabt i hende, men havde ikke modet til at sige det til hende. Og hun havde jo også en ældre kæreste fra en anden kæreste. Men de næste måneder kom mange klassefester - blandt andet arrangerede hun et pyjamasparty. Det var på alle mulige måder en stor tid, og en bestemt LP med Rod Stewart som jeg besad var meget populær, blandt andet fordi den var lidt udover de andre hits.

Men udover gruppedansen - som bestod i at stå i en rundkreds og smække skiftevis det ene og det andet ben ind mod midten - blev det sgu ikke til så meget. På trods af alle de gode fester.

Det var før begrebet stalker blev indført, ellers ville jeg nok have været det. Jeg begyndte at gå ture om natten, og hænge ud overfor hendes opgang. Ikke for at overvåge hende, men for at være tæt på, at beskytte, at velsigne. Hvis mine velsignelser har haft nogen kraft er der to huse der kommer til at stå for evigt.

For hun flyttede på et tidspunkt (faktisk tror jeg nok jeg fandt ud af jeg hængte ud foran det forkerte hus en måned efter hun var flyttet).

Hun lærte mig at elske Bowie og heavy (AC/DC og Iron Maiden - Judas Priest kom jeg selv på senere).

Jeg har vist været ret obvious omkring det, for jeg kan huske jeg engang blev hånet på den lokale grill, af en fra min parallelklasse. Ganske uheldigt, for jeg havde min gamle ven med, som gik på en ganske anden skole, og han vidste ikke noget. Og hvad fanden siger man, når man ikke har vedkendt sig en kærlighed offentligt, men bliver hånet for den? Jeg har stadig ikke noget svar på den idag (udover naturligvis at vedkende sig kærligheden).

Og så holdt skolen jo op, og jeg skulle i gymnasiet. Og det var da meget sjovt, og der var nogen søde piger. Men hun var der jo ikke (hun gik på efterskole). Og jeg fik hvad jeg idag anser som depression, kunne ihvertfald ikke holde ud at gå der, og droppede ud efter et halvt år.

Hvilket jo gav ekstra tid til at (stalke?) hænge ud overfor hendes opgang, hører musik på walkmanen - og hvad ved jeg, romantisere?

Vi så hinanden indimellem. Hun må have været klar over jeg meget gerne ville være hendes ven, men om hun bevidst lukkede øjnene for mere ved jeg ikke. Jeg lagde hendes horoskop, kan jeg huske, og diverse andre ting.

Til min 18 års fødselsdag (godt 3 år efter bakketuren) arrangerede jeg en gammel elev fest for vores klasse, og jeg fik hende til at komme tidligere under et påskud.

Jeg havde skrevet en længere historie i 3. person - om Han og Hun, om hvordan Han så Hende på Bakken dengang, etc - meget det jeg ridser op nu. Som jeg gav hende, og bad hende læse da hun kom, mens jeg gik og ordnede stuff til festen. Meget mærkeligt at stå der, og føle de sidste mange års hemmelighed blive lagt åben, og håbe, men samtidig vide... at det var no-go, hvilket det også var.

Men foreslket i hende var jeg stadig. Indtil jeg besluttede at nu måtte det være; der var på det tidspunkt gået ca 5 år siden bakketuren, og Bowie's 5 years, that's all we've got skrattede mig i ørerne.

Havde været i London, og havde toldfri gin og vodka med hjem, og inviterde hende til at indtage det. Det endte så med at det mest var mig der indtog, og jeg husker ganske ydmygende sekvenser med mig skiftevis grædende og kastende op.

Men det blev så også min endelige løsrivelse fra forelskelsen - eller måske snarere det ensidige forhold, for forelskelsen ligger stadig og og ulmer, selv efter alle disse år - og kort efter havde jeg mit første fuldbyrdede samleje (altså med en anden); kort forinden var det blevet til lidt ting - men netop ikke fuldbyrdet; jeg tror jeg har manglet den closure.

Men altså total closure bliver det aldrig: den romantiske teenagedreng dengang gav en del løfter langt ud i evigheden, og selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig hængt helt så meget op på dem, som han nok gerne ville have haft (især ikke da de aldrig er afgivet overfor andre end mig selv), hænger en del af dem stadig ved.

Og hun er stadig dejlig pige/kvinde. Jeg har heldigvis kontakt til hende per mail. Hun har to døtre, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvad der vil ske, hvis mine drenge nogensinde møder dem.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det gik for nylig op for mig, hvorfor jeg føler en eller anden form for déjà vu, når jeg ser indlæg i Luder-debatten som taler for forbud.






Ceterum censeo Facebook esse delendam.