Et år er gået siden sidst. Alt går efter planen, da Rusland åbenbart har opgivet ævret. Jeg (Tyskland) er rykket ind i Warszawa, og tager Moskva i dette forår.
Jeg har aftalt med England at jeg giver Moskva fra mig i foråret 1904 - men jeg er ikke helt sikker på jeg lever op til den aftale. Den er der udelukkende for at sikre freden imellem os, og hans mening er så jeg skal gå på Østrig-Ungarn, mens han går mod Ottomanerne mod syd.
Frankrig har jeg ikke kunnet få en entydig garanti fra for det kommende år, så jeg har været nødt til at opruste på min vestfront, men det regner jeg så også med vil sikre freden dér. Bare lidt trist at vi skal bruge resourcer på det. (Allerhelst så jeg at han gik på England, men det er der vist desværre ikke meget håb for.)
Jeg tror (og håber) at 1903 bliver endnu et fredeligt år for mit vedkommende, med stille ekspansion - men 1904 kommer der til at ske noget, på den ene eller den anden måde. Tiden vil vise hvad.
Ligeledes kan man mene at 40.000 kr for en enkelt dag er ganske meget, og at hende Trine Gregorius eddermame tager sig godt betalt. Eller man kan lade være.
Men man kan altså ikke lade være med at føle at pengene er lidt spildt, når det eneste Karen Ellemann efter at have brugt 40.000 kr på medietræning, kan svinge sig op til at svare medierne er: Ingen kommentarer - i øvrigt via en pressemedarbejder...
Der er lagt op til ren Abbott & Costello når Labour skal vælge ny leder - for tilsyndeladende stiller David Milliband, hans bror Ed Milliband, samt Ed Balls op.
Og det giver jo en del muligheder for underlige forviklinger:
I like the older Milliband, he's got balls.
That Ed?
No, the other one.
David's got balls?
No that would be Ed.
Ed's got balls?
No, his the younger.
...eller noget. Der mangler nok lige et interessant navn mere for at gøre det perfekt. Indtil da kan man jo hygge sig med klassikeren Who's on First, som ikke er helt nem at forstå helt uden teksten ved siden af, så her er link til teksten til Who's on First.
Jeg skal gerne indrømme at jeg ikke har meget forstand på hvad der rører sig inden for radiofonien i Danmark nu om dage - jeg har stort set ikke hørt radio siden i 80'erne.
En ny radiokanal vil tilsyneladende få masser af penge - men vil så tilgengæld også skulle det hele. Have intelligente rundbordssamtaler, spille klassisk, rock, pop og opera, og så lige lidt jazz til at skræmme de sidste lyttere (Queen fans?) væk.
Eksperter mener åbenbart, at det er den sikre vej til at smide en masse gode kroner i skraldespanden på.
Men det tager Venstres medieordfører ikke så tungt. Da jeg møder hende ser hun relativt frisk ud; lidt rødrandede øjne dækkes fint af en tung eyeliner, og jeg lægger næsten ikke mærke til det fine pulverstøv mellem læbe og venstre næsebor.
"Jeg ved hvad du vil spørge om!", indleder hun. "Og naturligvis har vi lyttet til eksperterne!"
Hun taler stacatto, i afbidte sætninger - og indtrykket forstærkes da hun sætter sig i en gyngestol, med en plaid over sig, og efter en kraftig indsugning af luft rytmisk begynder at gynge frem og tilbage.
"Vi har lyttet til dem. Talt til dem. De har talt til os! Men nu er det vores tur. Som vi altid har gjort i denne regering! Nu har eksperterne talt, og vi de døve, de underkuede, de uvidende kan komme til. Man skal ikke lytte til eksperterne."
Hendes gyngen bliver mere aggressiv, mere inciterende.
"De bragte os aldrig andet end skam, andet end ulykke. Vi som ikke ved noget har gjort vores land stort igen. Har udryddet bedreviden og viden."
Hurtigere og hurtigere går det - frem og tilbage.
"Det var vores allesammens Fader som grundlagde det, vores Store Leder, Anders Fogh Rasmussen! Han fjernede eksperterne, og gjorde uvidenheden og dumheden den nye målestok, som alt og intet kan sammenlignes med."
Hendes øjne vender op i loftet, det hvide står frem, selvom det er meget blodskudt. Hendes hånd bevæger sig rytmisk i hendes center under plaiden.
"Men vores Store Leder gik bort. Heldigvis efterlod Anders Fogh Rasmussen os sin søn, Den Lille Leder, Lars Løkke Rasmussen. Født ved en skovsø af Dansens Dronning, Fru Rasmussen, i solnedgangens skær mellem bjergene, ramt af den dobbelte regnbue i Gribskov, mens skovduerne kvidrede henrykt."
Et lille gisp undslipper hendes læber, men hun holder kadencen i opremsningen.
"Han, Den Lille Leder, er nu uvidenhedens bannerfører. I hans navn er uvidenheden mere fremherskende end nogensinde, og vi tåber og ignoranter kan holde eksperterne stangen. Bedrevidenheden er død. Den nye radio udbreder budskabet, den bliver en lykkens, en dumhedens radio, den bliver Radio Rasmussen!"
Hun fortsætter, men jeg forstår ikke de næste sætninger; de ædes af skrig, støn og gutturale lyde.
Efter lidt tid nedsættes kadencen, hun får sit åndedrag på plads. Hun kigger mig dybt i øjnene: "Jeg ved du har aftalt møder med nogle af disse eksperter. Desværre er de ikke til træffe. Imorgen eller senere. Forstår du, Leoparddreng? Eller er du dum?"
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, nikker stumt, og trækker mig baglæns og bukkende ud af gemakket.
Jeg og min bedste ven fra barndommen var født for sent til opleve rumfartens totale orgasme, rumlandingen i 1969. Det vil sige, vi oplevede den vel, me jeg var ca ½ år gammel, og han få dage, da det skete. Så det var så som så med hvad vi huskede...
Men det var jo ikke fordi vi ikke var interesserede. Fucking hell. Og der kørte Månebase Alpha, og der var tegneserier.
Så da NASAs Space Shuttle program var ved at være klar, var vi i den grad i stilling. Min mor havde en amerikansk kæreste/elsker/whatever som sendte os udklip fra New York Times om den, jeg havde samlet en model i (tror jeg nok) 1:72, den var ihvertfald stor.
Godtnok var der et antiklimaks ved det hele - som hele rumfærgeprogrammet aldrig rigtigt kom over, for mig. For fint nok, den skulle ud i rummet - og så være der nogle dage, måske et par uger, og så bare hjem? Hvad fanden var formålet?
No new frontiers, ingen grønne marsmænd, ikke engang lidt månestøv? Og det kalder de fremskridt.
Fint nok med satelitter, etc, men sexet var det ikke.
Og da så dagen kom i april 1981... var der først vrøvl med det ene, og så det andet. Og nedtællingen blev udsat igen, igen. Til øjeblikket kom. Astronauterne var buret inde, alt blev trukket væk, og motorerne begyndte at starte. Og hvilke motorer!
De udviklede så meget røg, at Eyjafjallajökull godt for evigt kan skamme sig, og da den begyndte at løfte sig skete det med raketfart... ikke som de hidtidige Saturn V raketter, som faktisk startede vanvittigt langsomt, den her tingest fór ud i rummet, hvor man så kunne se den, efter få sekunder, mange kilometer oppe, først smide hjælperaketter, og siden blive en lille lysende plet, som tilsidst smed den store brændstoftank.
Fantastisk.
Columbia havde smidt nogle kakler på undersiden undervejs, opdagede man ved senere observationer. Noget man var meget nervøs omkring, hvad det ville gøre ved den senere nedstigning - men som viste sig ikke at være et problem. Dengang. Netop Columbia skulle 22 år siden gå i stykker og brænde op under indflyvning, på grund af tabt beskyttelsesmateriale. Men denne første gang var indflyvningen perfekt, da den her mellemting mellem en brumbasse, en Concorde, en jumbojet og et svævefly landede i en varmedis.
Til at starte med var det en begivenhed hvergang færgen gik op og kom ned. Men efterhånden blev det mere rutine, der kom flere fartøjer til den oprindelige Columbia - først Challenger, så Discovery og tilsidst Atlantis - og det blev ganske vist stadig nævnt at de var blevet sendt op eller landet, men det var tilsidst i nyhederne.
Indtil jeg en vinterdag i 1986 så TV Avisen kl 19:30. Og den startede med billeder af rumfærgen som blev sendt op; uden speak, uden intromusik uden noget. Og jeg vidste noget måtte være helt, helt galt. Og dette var hvad jeg så:
Okay, nok kun de sidste 30 sekunder, eller så.
Det skal bemærkes at YouTube videoformat ikke yder værdighed til den ufatteligt blå himmel, som var baggrund for begivenhederne den dag. Og det skal bemærkes at jeg sidder og grænder snot i øjeblikket; lidt mærkværdigt, for dengang husker jeg det som om jeg var rystet, men ikke så berørt af det. Måske syntes jeg endda - på trods af min kærlighed til rumfart - at det var meget fedt det overgik Ronald Reagans NASA.
Og måske er det lidt derfor jeg græder ekstra snot nu?
Challenger døde; astronauterne døde; ligesom den første kvindelige gæst, en skolelærerinde, Christa McAuliffe, som skulle fortælle om sine oplevelser om bord gjorde. Min førnævnte ven var på det tidspunkt udvekslingsstudent i USA, og skrev hjem at joken derovre var, at she didn't see the no-smoking sign.
Men hvad; livet fortsætter - rumfærger bliver gennemgået og forbedret, og flyvningerne blev genoptaget - alt andet havde også været for stort prestigetab i forhold til Sovjet på det tidspunkt.
Og det gik jo godt - indtil i 2003, hvor min elskede Columbia skulle lande; Columbia som jeg havde set og fulgt gennem flere døgn, da den først blev sendt op, og som jeg havde 3 plakater af på væggene i min teenagehybel. Den forsvandt pludselig fra radarskærmene under indflyvning - dennegang hørte jeg om det næsten life på nettet, på et RPG mesageboard, hvor en Moderator sad og så det på NASAs TV:
Dennegang føltes det lidt hårdere - måske fordi det genoplivede det gamle Challenger tab, måske fordi det var Columbia, måske fordi jeg fik direkte indblik i følelserne hos en jeg kendte, og var mere direkte til stede. Men jeg var stadig lidt følelsesmæssigt afskærmet fordi det nu var en Præsident Bush der kørte lortet. I dag græder jeg nu ikke så meget snot over Columbia, så jeg er nok kommet ud med det meste dengang.
Og nu er det så ved at være forbi; og hvor er det vemodigt. Men hvor har Rumfærgerne dog også været en blindgyde; for de samme missioner har kunnet udføres meget, meget billigere af traditionelle raketter, det er forlængst bevist. Og sikkerheden - ja, det skulle være Rumfærgens og NASAs varemærke, men den har det alligevel været så som så med.
Så det var en rigtig beslutning, da man valgte at stoppe programmet, efter min mening. Også selvom det giver mig en nat hvor jeg græder snot. Jeg håber bare, med tiden, at noget mere fornuftigt kommer i stedet. (Og så håber jeg iøvrigt også man har en backup plan, hvis russerne pludselig begynder på at presse prisen for meget på deres Soyus opsendelser.)
Vi er ved at nå til enden af vejen, da
Bedstemor: Før I går rigtigt skal i altså have et kram!
Den yngste: Okay, så. Men ikke noget med kys!
Bedstemor: Nejnej, bare kram.
Den ældste: ... (der bliver krammet)
Mig: Nå, men i slap da for flødeskum.
Bedstemor: ?
Den ældste: ?
Den yngste: Hvaffor noget flødeskum?
Mig: Ja, I fik ikke noget flødeskum på hovedet?
Den ældste: Hvad snakkker du om?
Mig: Jo, altså, i gamle dage når man krammede, så fik man flødeskum på hovedet...
Alle: ?!
Mig: Men folk syntes det var ret pinligt. Derfor lavede man specielle huse til det...
Alle:?!
Mig: Jo, man kaldte dem kramme-huse med flødeskum!
Bedstemoren: ....
Den ældste: hahaha... den var god far...
Den yngste: Æhh... det var ikke sjov. Du skal ikke gøre nar!
Et udmærket spørgsmål, som jeg satte mig for at undersøge. Udtrykket bliver jo aktuelt her op til VM, med Shakiras officielle VM-sang: Waka Waka - This Time for Africa. Og jeg har da også selv spekuleret lidt på det (og tænkt at der jo nok skal blive lavet versioner med wanky wanky, this time for Africa).
Som sædvanlig er Wikipedia en god hjælp, her bliver vi fortalt at sangen tildels bygger på det camerounske hit fra 1986, Zamina / Zangalewa af Golden Sounds (som også skulle have været hit i Columbia, hvorfor Shakira muligvis kender den derfra.)
Og under opslaget for Zangalewa har de været så venlige at skrive en del af teksten:
Za mina mina oh oh
Waka waka eh eh
Za mina mina zangalewa
Anawam ah ah
Yango eh eh
Yango eh eh
Za mina mina zangalewa
Ana wam ah ah
Og forklarer, at en del ord tilsyneladende bare er nonsens, men at andet er i en camerounsk dialekt kaldet Fang. Og waka waka skulle betyde "gør det" (lige noget for Nike). Og, mener de, komme fra pidgin og være en forvanskning af walk while working.
Zangalewa (den kan jeg da godt forstå var et hit!):
Det er vist hovedbudskabet i denne virale kampagne fra det nystartede rejseselskab, Primo Tours. Og det er sikkert meget smart når de satser på jyder og fynboer. (Iøvrigt ville det slet ikke være gået op for mig, at de dumhedsbegående personer var specielt sjællandske, hvis de ikke understregede det rigtigt meget i tekstmaterialet.)
Der var 5 film, jeg har valgt at lægge disse 3 på, da det er dem med mest hud, og jeg derfor forestiller mig dem der er størst interesse for. For morskaben er begrænset, selvom de prøver.
Et godt råd, hvis du vil rejse med dem - check lige at de er med i rejsegarantifonden...
Jeg kan huske, at Belle Blues havde et indlæg om at lave blogs til bøger, og om det var noget man fandt interessant (fordi flere blogs jo gennem tiden er udkommet). Og som jeg husker det, var de fleste af den holdning, at det sjældent fungerer.
Personligt synes jeg det lyder helt dødfødt - en blog er et ganske andet media end en bog - bare det at der er mulighed for links i en blog gør en kæmpeforskel - så medmindre man skriver bloggen som afsnit i en bog, har jeg svært ved at se det. Og så er det jo spørgsmålet om der overhovedet er tale om en blog.
Jeg tror også, at de blogudgivelser man ser, vil være et forbigående fænomen, som mest kan sælge fordi de kan rettes imod ikke-bloglæsere, som tror de kan blive hippe på den måde. Det finder de jo nok hurtigt ud af ikke fungerer.
Men skulle man alligevel have lyst til at lave sin blog om til bog - og det er da ihvertfald en hurtig måde at blive trykt forfatter - så jeg på BloggerBuzz at der findes en service, der hedder Blog2Print (den er vist specialsyet til Blogger/Blogspot blogs).
Så hvis man skulle gå med den slags lyster, er tippet hermed givet videre.
Der var utroligt mange ældre mennesker til festen. Jeg snakkede med en ældre dame, og bemærkede så at hun røg på sådan en helt hvid cigaret - altså hvor filteret også er hvidt, og kom i tanker om at jeg jo har rygeforbud, og har haft det siden min ældste blev født - så det fortalte jeg hende, og bad hende om at holde op. Men hun havde en eller anden god undskyldning, så jeg endte med at lade hende fortsætte.
I den anden stue var klientellet et andet - min eks sad og talte med en gammel ven fra sit hjemland. Jeg undrede mig over hvad de nu lavede der.
De sad og talte om diverse ting omkring hjemlandet og at være tilflytter. Så endte samtalen med, at han fortalte hende, at de nu havde besluttet at sende deres dreng tilbage til hjemlandet, så han kunne vokse op der - det var det enste holdbare (da kunne jeg godt huske, at han vistnok i mange år havde haft kamp med de danske myndigheder, som på alle måder obstruerede drengens væren i Danmark).
Så sagde min eks til mig: "Jeg har jo også som jeg har sagt planer om at tage hjem med drengene."
"Ja, jo, på besøg," svarede jeg.
"Nej, permanent," sagde hun.
Jeg blev ganske rasende, og truede hende med, at det ville hun ikke få lov til - besindede mig, og hvislede "Det må vi snakke om senere!"
Gil tilbage til den georontologiske afdeling af festen, hvor en ny ældre dame begyndte at snakke til mig om noget ligegyldigt. Hun røg også, og jeg var allerede sur: "Gider du ikke godt slukke den cigaret, jeg har faktisk ikke ladet nogen ryge her i 10 år!" sagde jeg.
Hun blev helt forskrækket: "Jojo, naturligvis!"
Min mor brød ind: "Nej, du behøver ikke slukke den. Du skal ikke høre på ham - selvfølgelig må du ryge."
Jeg: "Nej, jeg gider ikke ha' det her."
Min mor: "Slap nu lidt af, nu skal du ikke være så striks, det er mine gæster." Til hende den rygende: "Bare ryg videre, han er bare lidt fjollet." Og hun sendte mig et vredt og bestemt øjekast.
Nu var det ved at blive mig for meget - med det ene og det andet; og det var efterhånden gået op for mig, at jeg ikke selv havde inviteret nogensomhelst til den fest, og der faktisk ikke var nogen jeg gad have der.
Så jeg gik ud i entreen og fandt el-skabet, som var flyttet til den modsatte væg af hvor det plejer at være.
"Nej, det skal du ikke!" sagde min mor.
Men jeg gjorde det. Først slukkede jeg for strømmen i den ene del af lejligheden, og så den anden. I det pludselige mørke, og den pludselige tavshed, råbte jeg, at festen var slut, og at folk krafteddeme godt kunne gå hjem nu, for de var ikke velkomne mere.
Og så vågnede jeg. Stadig skidesur. Og overvejede at ringe til min mor, eller ihvertfald sende hende en vred mail, over hendes opførsel.
Men nu afreagerer jeg her i stedet så. Synes sgu det var for groft!
Nordkorea er ifølge DR ude og annoncere, at de har opnået et stort gennembrud indenfor fusion. Det er jo meget svært ikke at være meget skeptisk, når man tager landets forhold til sandhed og propaganda i betragtning....
Men det får mig til at tænke på en morgen i foråret 1989. Jeg var hjemme hos min far, som havde radioen kørende, mens han lavede morgenmad til os.
I radioavisen lød det så pludseligt, som 3. eller 4. historie, at nogle amerikanske forskere tilsyneladende havde gennemført "kold fusion", nærmest på køkkenbordet. Gaaah?!?!
Det der blev præsenteret var en enkel, ufarlig, uddtømmelig energikilde, som ville kunne dække hele verdens energibehov. Uden forurening eller global opvarmning.
Og så bliver det fortalt henimod slutningen af radioavisen! (Grunden til lav-prioritering var ikke skepsis, for nyheden blev præsenteret som værende helt igennem god nok).
Jeg og farmand fik rundet mange hjørner af, hvad det ville betyde, hvis det var sandt den morgen. Hvis. For vi var trods alt skeptiske.
Der var en del skepsis indenfor videnskaben, men samtidig stor optimisme, for det var nogle ganske velrenommerede herrer, Martin Fleischmann og David Pons, der stod for nyheden. Desværre viste det sig over de næste måneder, at der var tale om en and: eksperimenterne kunne ikke genskabes af andre, og hvis der overhovedet var en reaktion var den ihvertfald af kemisk art, ikke kernemæssig. Og der kom ikke mere energi ud end der blev tilført.
Så de gode herrers navne var ødelagt indenfor videnskaben, og hele miseren står vist idag i videnskabelige kredse som en af de større fejltagelser man kan forestille sig. Vi andre er så efterladt med drømmene - for det kunne da være fantastisk med en verden, hvor energi bare var tilstede, uden problemer, uden begrænsninger.
Og Nordkorea drømmer højt. De har vist også brug for al den opmuntring de kan få. (For at finde et billede til indlægget har jeg været lidt rundt - og kan se at en del stadig optimister stadig forsker i det. Så drømmen lever.)
Blandt andet omkring hvad der egentlig skulle stå i sådan en datingprofil. Og det er dette så et forsøg på - at beskrive mig selv som vare. Og jeg vil så også bruge den til at linke til, fra diverse sites, så jeg ikke behøver skrive det hele igen.
Jeg er født i de sidste dage af 1968, hvilket - når jeg skriver dette - gør mig til 41 år gammel. Jeg er mand - men det med køn er nu ikke noget jeg fokuserer synderligt på.
Det skal dog ikke forstås som at jeg er bøsse - selvom der er mange der har troet det gennem mit liv - jeg er kun til kvinder.
Har to børn; to drenge. én på 10 og én på 4½. Har været "skilt" fra deres mor i 3 år. (Gåseøjne fordi vi aldrig var lovformeligt gift.) Og jeg føler jeg har hvad jeg skal have på den front. Ikke at jeg aldrig nogensinde kunne overtales til én mere - men er du skruk er det nok ikke mig du skal satse på!
Jeg er grundliggende smuk, i den androgyne del af spektret. Har altid været det, er det stadig - selvom alderen bestemt sætter sine spor. Ligesom psoriasis og depressioner har gjort. Du kan gå ind under label billeder, hvis du vil se hvad jeg har turdet smide op. Eller gå over på xxx delen, hvis du vil se mere... (og skrev CityGirl ikke noget om tvivlsomme billeder taget af sig selv i et spejl... nå; whatever.)
Jeg er en sky person, har mange sociale hangups - meget af det skyldes nok min skoletid. Men hvis jeg lærer folk at kende, føler mig tryg, kan jeg være ret underholdende at være sammen med, ihvertfald hvis man kan lide ordspil og platte vittigheder.
Politisk hører jeg til venstrefløjen, uden at hænge mig fast på noget. Jeg stemmer som regel Enhedslisten, men ville bestemt ikke ønske at de havde absolut flertal - men jeg føler de har en vigtig opgave som vagthund.
Hvad jeg for alt i verden forsøger, er at have et åbent sind - og fordomme er det jeg prøver at bekæmpe.
Når jeg ikke har været mere aktiv på datingfronten er det fordi jeg - helt ærligt - ikke ved hvad jeg vil. I virkeligheden har jeg det fint som single. Og er egentlig ikke ude efter et forhold. Men samtidig kunne det et eller andet sted være meget fedt. Så det jeg er på udkig efter, er nok noget med niveauet lige over en bolleveninde.
Seksuelt er jeg givende, og tænder på din nydelse; ikke særlig meget min egen. Det kan måske lyde meget fedt, men hvis du er af samme type, kan det hurtigt blive til en fuser, hvor ingen af os tænder - so beware. Jeg er ferm med fingre, hænder og tunge - og igen må jeg henvise til xxx delen, hvis du ønsker yderligere information...
Karriere/arbejdsmæssigt - der taler vi nok om en katastrofe. I øjeblikket prøver jeg at finde ud af hvad jeg vil og kan. Og lever af penge jeg har sparet op, men snart ikke længere har. Min højeste nedskrevne uddannelse er en eksamen fra 9. klasse i folkeskolen. Gik så ½ år i gymnasiet, hvorefter jeg droppede ud. Positivt vil du dog sikkert synes det er, at jeg som regel tjener rigtigt godt, når jeg får løn for det jeg gør.
Men det er ikke fordi jeg mangler grundviden, som jeg også håber fremgår af bloggen her. Ligesom jeg godt vil sige direkte, at jeg er hamrende intelligent. Men kompliceret.
Alt er relativt, selvfølgelig. Også intelligens. Stephen Hawking er muligvis mere intelligent end jeg er. Tilgengæld er jeg mere mobil - jeg er faktisk ganske god danser. Og jeg elsker dans - når jeg danser er jeg for alvor i pagt med mig selv. Hvilket også er grunden til at jeg er Superhelt hver anden weekend.
Og hvem skal du så være? Tja, min drømmepige må vel være et eller andet med en helt igennem glatbarberet, skaldet gerne indisk kvinde. På omkring 1½ meter, og 40 kg. Med små, men spændstige bryster. Dydig, men fræk. Eller noget....
Hvad får du ud af det? Tja. Grin og orgasmer, håber jeg. Det er hvad jeg satser på som mine kerneydelser. Samt viden. Jeg kan godt lide viden, og kan godt lide at dele den.
Jeg ved godt det er tyndt, men hvis du vil vide mere, er der lidt blogindlæg at læse. Og de beskriver allesammen - direkte eller indirekte - en facet af mig. God eller dårlig. Eller ligegyldig.
Jeg går udfra i alle sidder i åndeløs spænding omkring hvordan mit Diplomacy spil går. Og det går ganske storartet, skal jeg hilse og sige!
Den russiske zar lader til at være ganske inkompetent, måske endda gal - hvorfor jeg også så mit snit til at nuppe Sverige i 1901.
Jeg håber så at mit fineforhold til Frankrig og England kan fortsætte - for min mission er nu at redde de stakkels russere, fra det åg det må være at leve under en hersker, som ikke er opgaven voksen.
Så mine hære rykker nu mod Warzava - ellers vil de grumme Ottomaner jo rane det hele. (Italien og Østrig/Ungarn er vist røget i totterne på hinanden.)
Jeg mener ikke det er forkert, når EU landende nu går ind i en hjælpefond. Det handler simpelthen om overlevelse, og er hjælp til selvhjælp. Og så kan vi danskere og briter og andre uden for euroen være med til at betale for overforbruget i Grækenland med videre. Ikke nice, men sådan må det åben bart være.
Men jeg synes samtidigt det ville være klædeligt med en evaluering af den dér fucking €. For hvor godt synes I ærlig talt det går, tilhængere?
Problemet er jo, at det altid har været en dødssejler, og det er blevet sagt igen og igen. Man kan sgu ikke lave en fælles økonomi uden en fælles økonomisk politik! Det burde ikke være så svært at forstå. Og så kan man komme med fine ord som konvergenskriterier etc, men sålænge de kan skrives på et lokumspapir kan man også tørre røv i dem.
Hvis der skal være en fælles mønt, skal der også være en fælles styring. Så enkelt er det. Kom ud af busken, og sig det. Og så kan vi tage stilling til om det er noget vi ønsker.
Indtil da kan vi allesammen få lov til at betale til korrupte græske rigmænd.
SAS får lidt reklame, og det har de jo hårdt brug for. Jeg får et par øre, hvis du ser klippet. Du får I'm a survivor spillet på cello, tror jeg det er.
Krystalnatten (9. november 1938) kaldes den dag, hvor den nazistiske anti-semitisme for første gang fik frie tøjler; 91 jøder blev dræbt og 26.000 fængslet da Hitlerjugend, brunskjorter (SA) og medløbere gik amok på opfordring fra Goebbels, og nedbrændte synagoger og jødisk ejede butikker. (Tallene er ifølge Wikipedia, men videoen herunder er ikke enig. Som jeg ser det er tallene ikke vigtige, det vigtige i forhold til historien er at nazisterne kastede masken. De dræbte er nok uenige i at tallene ikke er vigtige.)
Og navnet har den simpelthen fået, på grund af alle glasskårene der lå i gaderne efterfølgende.
Hvor er det godt at Bent Jensen har modet til at anke sagen, hvor han er blevet dømt for injurier mod journalist Jørgen Dragsdahl, som han har kaldt spion of Sovjetunionen. Og Bent Jensen har jo garanteret ret, når han siger det - han er trods alt den ypperste ekspert på området, med sit helt eget Center under sig - som selveste regeringen, på DFs forandledning, har bevilget mange millioner til.
Så når en dommer påstår, at Bent Jensen har fremsat æreskrænkende udtalelser, uden at kunne føre sandhedsbevis for udtalelserne, så må det jo være fordi hun enten selv er med i den kommunistiske loge - de er jo overalt - eller bare i den politiske korrektheds navn ikke vil lade Bent Jensen få ret.
Dette sidste er sådan et andet stort sandhedsvidne, Søren Krarup, ser sagen. Han har - garanteret med rette - kaldt dommeren forudindtaget, og straks er resten af dommerstanden over ham og taler om æreskrænkende udtalelser. Hvilket jo bare viser, at det er hele standen det er galt med!
Men Søren Krarup ved jo heldigvis hvordan det hele hænger sammen - det har Bent Jensen nemlig selv fortalt ham - så han ryster ikke på hånden. Det har han nu heller ikke for vane, den gæve Krarup!
Det triste er selvfølgelig, at det næppe hjælper at anke sagen, når nu det er hele dommerstanden som er en horde overvintrede KGB-agenter. Men så må man jo bare køre sagen helt til tops, og om nødvendigt ned til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.... nå nej, stryg lige det sidste, for det med menneskerettigheder er jo ikke noget vi går ind for.
Men altså - sandheden skal nok komme for en dag, for vi ved vi har ret. Så skal vi nok få ordnet de dommere, så de kan ligge med Lenin, Trotski og Stalin!
Jeg fik en pludselig lyst til at lave et indlæg om den gode Adèle, måske lidt inspireret i tiden på grund af mit kørende Diplomacy spil... og hvad opdager jeg, Luc Besson (naturligvis) har lavet en film om frøkenen, som vistnok snart får premiere.
Adèle, som hun ser ud i virkeligheden
Jeg er langt fra nogen stor fan af Luc Besson, så det kan gøre mig lidt skeptisk. Og så vidt jeg kan se på IMDb, skal man ikke være sikker på den får premiere i Damark - muligvis bliver der tale om en straight-to-DVD udgivelse. Jeg har da vist heller ikke set den markedsført.
Det er synd - for det er en ret genial tegneserie, og udfra traileren bliver forlægget brugt rimeligt fornuftigt.
Tiden er ca 1920 i Paris. Verden er bogstaveligt.... helt ude i halmen. Ikke nok med der har været den store krig, en ung kvindelig journalist møder... dæmoner, pterodaktyler og neanderthaler. Og mumier.
Det er en meget syret handling, men samtidigt oplysende og skidegodt fortalt. Og altid med et rap til småborgerligheden i os alle. Også når vi vælter fulde hjem fra en våd bytur. Det er faktisk nok det farligste man kan gøre. At vælte fuld hjem fra en bytur.
Hvis H.P. Lovecraft havde kunnet udtrykke sig muntert, og havde bare lidt evner som tegner, tror jeg han ville have lavet denne tegneserie. Bortset fra den ville have foregået i Boston.
