(uddrag fra kapitlet Krystalliseringen, fra bogen Dommerens Første Periode, udgivet af Nationalmediet 2027)
[…]
Hvilket bringer os frem til juni 2017. Præsident Trumps reformer var begyndt at virke, arbejdet med de nye miner i Appalacherne var undervejs, og efter importstoppet for udenlandske biler kom der atter gang i fabrikkerne omkring Detroit. Ikke mindst efter det kom frem at Teslas-fabrikkernes batterier var en latent eksplosionsfare, og der blev nedlagt forbud mod salg af elbiler, indtil man kunne finde ud af hvad der foregik.
Så optimismen prægede den ellers så hårdt prøvede amerikanske befolkning — man følte at Obama-årenes åg nu ikke længere hvilede om skuldrene, og der var lys forude. Og man glemte at være vagtsom!
For da var det det skete — angrebet på Trump Tower i New York, den 14. juni 2017, da en bombe eksploderede i Atriumet i dette symbol på Amerikas storhed. På selve Dommerens fødselsdag. En hån.
17 amerikanere blev dræbt, 67 såret (og paradoksalt nok blev også 5 muslimer dræbt). Det varede dog ikke længe før chefen for Homeland Security kunne fortælle, at angriberne var blevet identificeret som en celle af den hidtil hemmelige terrorgruppe I Kalifat for Martyriet, og dræbt — nogle af dem var syriske "flygtninge" med falske pas, kom det frem, men mere skræmmende var de fleste amerikanske muslimer, som ikke havde udvist tegn på radikalisering.
Og hvad værre, var, der var tydelige tegn på, at de var del af et vidt forgrenet netværk.
Der blev straks indført undtagelsestilstand, og myndighederne beroligede med, at de allerede var igang med at optrevle dette netværk.
Men det var et wake-up call for den amerikanske befolkning. Man havde — baseret på liberal propaganda — troet at truslen fra muslimerne var isoleret til en forholdsvis lille radikaliseret gruppe, men nu stod det klart at den var allestedsnærværende. Dette førte til kaotiske scener, da amerikanere i selvforsvar begyndte at jage muslimer overalt i landet — politiet stod magtesløse overfor at skulle splitte parterne ad.
Da var det, at Præsident Trump. Dommeren,holdt sin tale den 20. juni 2017. Hvori han redegjorde for, at den amerikanske befolkning nu var blevet krystalliseret som en krystal; at det nu ikke længere handlede om blot America First, men om America Only; og at han nu ville indføre det, som fremsynede amerikanere — ham selv indbefattet — længe havde talt om, sikkerhedslejre for muslimer.
Ikke kun for amerikanernes skyld, men mindst lige så meget for muslimernes.
Dette gjorde befolkningen tryg igen, da lejre i rekordfart blev opført i Indianerreservater (hvis juridiske status gjorde at man kunne agere mere smidigt) over hele landet, blev indrettet til de muslimer der ikke var mistanke til; og lejren på Guantanomo, samt en ny og større på Guam, blev indrettet til Opklaringslejre, hvor de der var mistanke til, herunder de muslimer som ikke frivilligt tog med i Sikkerhedslejre, kunne afhøres nærmere.
Endvidere åbnede undtagelsestilstanden op for, at man kunne sætte ind overfor de som propaganderede i mode Amerikas Sikkerhed, og ligeledes anbringe disse propagandister i Sikkerhedslejre. Det viste sig hurtigt nødvendigt, da flere liberale propagandister prøvede at fremføre konspirationsteorier uden hold i virkeligheden, om at man ikke havde nogle beviser for hvem der egentligt stod bag angrebet på Trump Tower; nogle påstod endda at Præsidenten skulle have brugt det til forsikringssvindel, blot fordi han som en naturlig manøvre et par uger før havde hævet policen på området.
Men heldigvis var det nu også muligt hurtigt at få sat en stopper for disse utryghedsskabende elementer. Der var selvsagt ingen internet i Sikkerhedslejrene.
[…]
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Viser opslag med etiketten fiktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fiktion. Vis alle opslag
torsdag den 17. november 2016
lørdag den 27. juni 2015
Muhamedanerland
Der har vist nok på det sidste været noget hulabula om at Djurs Sommerland ikke opførte sig pænt, så uden egentlig at have sat mig ind i tingene (modern journalism, baby!) tænkte jeg, at det måtte jeg undersøge nærmere.
Så jeg tog til Djurs (hvor er det fucking bare langt væk! og uden wifi!) og fik et interview med direktør Henrik B. Nielsen:
LPD: Goddag, Henrik B. Nielsen, direktør for Djurs Sommerland, jeg forstår I er kommet ud i en regulær shitstorm på det seneste?
HBN: Shitstorm? Narj, det er noget negativt, ikke? Vi synes vi rider på en bølge af succes!
LPD: Så I har ikke haft nogen problemer med, at der er kommet fokus på at I udstiller folk fra et helt kontinent som primitive mennesker?
HBN: Nejda, på ingen måde. Altså, vi viser jo ikke andet end hvad vi altid har gjort, og hvad vores gæster forventer, og det er jo bare hyggeligt, det er ikke for at støde nogen?!
LPD: Men hvis nogen nu bliver stødt over den karikerede fremstilling …?
HBN: Jamen, det gør mig da virkelig ærgerlig og trist at de ikke synes det er hyggeligt. Men jeg føler mig fortrøstningsfuld over at vore gæster gør. Så kan det jo ikke være helt forkert!
LPD: Så I mærker slet ingen negativitet?
HBN: Nej, slet ikke. Faktisk har vi fået så meget opbakning at vi har fået inspiration til et helt nyt land …!
LPD: Ja?
HBN: Ja, vi tænker det skal hedde Muhamedanerland. Og der bliver hovedforlystelsen Bedetæppet. Hvor man har et minut til at ramme så mange som muligt som ligger med bagen i vejret på flyvende bedetæpper med nogle læderkugler. Det skal være bagen, ikke turbanen!
LPD: Og det frygter du ikke vil blive taget ilde op?
HBN: Nejda, slet ikke, det er jo ikke ondt ment, det er bare hyggeligt. Og så bliver det iøvrigt også vores børnepasningsområde for de 3-8 årige, hvor Far & Mor kan aflevere de små, mens de får en kop kaf' eller en fadøl. Tegn Profeten kalder vi stedet,
LPD: Og det tror du ikke nogen vil opfatte som om I er ude efter at trampe på deres følelser?
HBN: Nejda, slet ikke, for det vi jo ikke. Det er meget pædagogisk og vildt hyggeligt. Og vi har både lavet tegninger man kan tegne efter og nogle som man bare skal farvelægge!
LPD: Så du er ikke bange for I kommer til at gå for langt?
HBN: Jo, altså, vi måtte jo faktisk pålægge os selv noget selvcensur …
LPD: Fortæl!
HBN: Jo, vi havde jo planlagt et Romaland. Det var ellers vildt morsomt, med Undgå Lommetyven …
LPD: Ja?!
HBN: Men så var der også Flaskesamleren. Hvor man skulle samle så mange dåser og flasker man kunne på et minut, mens der blev kastet gammel salat & tomater og den slags på én (stop spild af mad!). Og hvis man fik samlet nok kunne man få en Romadukke, med tøj fyldt med tyvekoster, med hjem!
LPD: Men det var så lidt over grænsen?
HBN: Ja, fordi nu havde Tivoli jo så den her sag med pantsamleren og Build-a-Bear, og så ville det virke som om vi gjorde nar af dem. Og det går jo ikke. Det er jo meningen vi allesammen skal kunne hygge os!
LPD: Jeg er ret glad for I er så ansvarsbevidste!
HBN: Jamen, for pokker, det skulle da bare mangle! Det vigtigste er sgudda at vores kunder hygger sig!
Og det må man sige de gør, der i hottentotkannibalgrydekarussellen. Og det skal der i hvert fald aldrig nogensinde laves om på. Og negre kommer der jo alligevel ikke ret mange af.
Så jeg tog til Djurs (hvor er det fucking bare langt væk! og uden wifi!) og fik et interview med direktør Henrik B. Nielsen:
LPD: Goddag, Henrik B. Nielsen, direktør for Djurs Sommerland, jeg forstår I er kommet ud i en regulær shitstorm på det seneste?
HBN: Shitstorm? Narj, det er noget negativt, ikke? Vi synes vi rider på en bølge af succes!
LPD: Så I har ikke haft nogen problemer med, at der er kommet fokus på at I udstiller folk fra et helt kontinent som primitive mennesker?
HBN: Nejda, på ingen måde. Altså, vi viser jo ikke andet end hvad vi altid har gjort, og hvad vores gæster forventer, og det er jo bare hyggeligt, det er ikke for at støde nogen?!
LPD: Men hvis nogen nu bliver stødt over den karikerede fremstilling …?
HBN: Jamen, det gør mig da virkelig ærgerlig og trist at de ikke synes det er hyggeligt. Men jeg føler mig fortrøstningsfuld over at vore gæster gør. Så kan det jo ikke være helt forkert!
LPD: Så I mærker slet ingen negativitet?
HBN: Nej, slet ikke. Faktisk har vi fået så meget opbakning at vi har fået inspiration til et helt nyt land …!
LPD: Ja?
HBN: Ja, vi tænker det skal hedde Muhamedanerland. Og der bliver hovedforlystelsen Bedetæppet. Hvor man har et minut til at ramme så mange som muligt som ligger med bagen i vejret på flyvende bedetæpper med nogle læderkugler. Det skal være bagen, ikke turbanen!
LPD: Og det frygter du ikke vil blive taget ilde op?
HBN: Nejda, slet ikke, det er jo ikke ondt ment, det er bare hyggeligt. Og så bliver det iøvrigt også vores børnepasningsområde for de 3-8 årige, hvor Far & Mor kan aflevere de små, mens de får en kop kaf' eller en fadøl. Tegn Profeten kalder vi stedet,
LPD: Og det tror du ikke nogen vil opfatte som om I er ude efter at trampe på deres følelser?
HBN: Nejda, slet ikke, for det vi jo ikke. Det er meget pædagogisk og vildt hyggeligt. Og vi har både lavet tegninger man kan tegne efter og nogle som man bare skal farvelægge!
LPD: Så du er ikke bange for I kommer til at gå for langt?
HBN: Jo, altså, vi måtte jo faktisk pålægge os selv noget selvcensur …
LPD: Fortæl!
HBN: Jo, vi havde jo planlagt et Romaland. Det var ellers vildt morsomt, med Undgå Lommetyven …
LPD: Ja?!
HBN: Men så var der også Flaskesamleren. Hvor man skulle samle så mange dåser og flasker man kunne på et minut, mens der blev kastet gammel salat & tomater og den slags på én (stop spild af mad!). Og hvis man fik samlet nok kunne man få en Romadukke, med tøj fyldt med tyvekoster, med hjem!
LPD: Men det var så lidt over grænsen?
HBN: Ja, fordi nu havde Tivoli jo så den her sag med pantsamleren og Build-a-Bear, og så ville det virke som om vi gjorde nar af dem. Og det går jo ikke. Det er jo meningen vi allesammen skal kunne hygge os!
LPD: Jeg er ret glad for I er så ansvarsbevidste!
HBN: Jamen, for pokker, det skulle da bare mangle! Det vigtigste er sgudda at vores kunder hygger sig!
Og det må man sige de gør, der i hottentotkannibalgrydekarussellen. Og det skal der i hvert fald aldrig nogensinde laves om på. Og negre kommer der jo alligevel ikke ret mange af.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Djurs Sommerland,
fiktion,
racisme,
satire
onsdag den 10. juni 2015
Operation Crazyland
Hvor: Situationsværelse B i Statsministeriet
Hvem: Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape Poulsen, Karsten Lauritzen, Brian Arthur Mikkelsen, Martin Henriksen
Hvornår: Nu. Lige nu.
HTS: Velkommen allesammen, som I nok …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … I nok ved har vi en fælles opgave i at begrænse asyltilstrømningen, og da det — på trods af en gevaldig indsats fra alle parter — ikke lader til at Befolkningen helt har fanget alvoren er det på tide vi træder i karakter! Sammen!
LLR: Hovedsagen er at jeg bliver Statsminister, så tager vi den dér fra!
MH: Det hele er vel meget enkelt, vi skal bare lukke grænserne for østeuropæere, muslimer, sigøjnere, socialister og pak. Hvor svært kan det være?
HTS: Rolig nu, og du skal nok få lov, Lars. Til at sige noget altså. Men vi er vel enige om: problemet er at Danmark er blevet et alt for tiltrækkende land?!
LLR: Og det er din skyld, Helle!
HTS: Ahr, nu synes jeg nok …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … nok lige du strammer den! Jeg har da for eksempel fået Danmark ned fra at være Det Lykkeligste Folk, til kun at være nummer 3!
LLR: Men da vi kom til i 2001 lå vi meget længere nede på listen. Eller ingen havde ihvertfald hørt om den!
HTS: Men vi kom op og lå nummer 1 …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … nummer 1 under dig, Lars!
LLR: Det er ligemeget, det er stadig alt for højt. Bare se på Noma! Der er alt, alt for meget at komme efter!
HTS: Noma er faktisk også røget ned på en tredjeplads under mig!
LLR: Nu er det jo ikke tal det handler om, men …
HTS: Jeg prøvede jo også at afskrække dem med at sige at de skal arbejde. Men det viser sig sgu at de gerne vil arbejde!
SPP: Ikke som vores dovne hunde herhjemme. Sådan nogle folk kunne vi godt bruge!
LLR: Nu er du dum, Søren. Det er skide unfair at de vil arbejde!
BAM: Jeg tænker, Noma, det må vi kunne gøre noget ved. Kan vi ikke sprede et rygte om at maden er vildt ulækker. At man har fundet et eller andet i den. Myrer for eksempel?!
HTS: Det er en skidegod idé, Brian, det er ligesådan noget jeg tænkte på vi skulle finde frem til. Gøre Danmark så uattraktivt som muligt for asylsøgerne! Her skal ikke være noget at komme efter!
BAM: Operation Crazyland!
MH: Crazyland?! Det lyder meget engelsk?!
BAM: Kan I ikke huske den Olsen Banden? Hvor Danmark skal gøres til turistparadis? Operation Daisyland kalder de det. Vi skal lave det modsatte!!
HTS og LLR: Skidegodt Brian!
MH: Hvis vi nu kan få lukket Tivoli?
BAM: Vi skal bruge 100 milliarder liter vand, en badeand, 2 symaskiner …
KL: Haha, Crazy Daisy, det er ret sjov, din plan er ligesom Crazy Daisy!
MH: Og den lille Havfrue?
LLR: Af med hovedet!
HTS: Jeg får sendt jægerkorpset ind imorgen!
SPP:
ST©P
NAZI
HAV
FRUE
KL: Og Christiania?
MH: Pia har faktisk talt om at flytte ind derude. Hun siger at så kan hun altid komme af med Justitsministeren.
LLR: Så skal folk nok holde sig væk!
BAM: (Jeg skal bare lige nå nogle indkøb først.)
HTS: Jeg tror vi er ved at være …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … være dækket ind.
LLR: Desværre er det jo mest turister vi rammer?
MH: Same shit, turister er bare terrorister med penge!
KL: Enig, turist eller terrorist, tomato, potato!
BAM: Men nu får jeg faktisk en idé! En rigtig god idé!! Er der nogle af jer der har set Wake the Dog?
Alle: ??
BAM: Det er en film, hvor USAs præsident lader som om USA er i krig med Albanien, for at blive genvalgt. Og får medierne og hele landet til at tro på det!
MH: Hed den ikke Whack the Duck?
BAM: Nej, Wake the Dog. Jeg kan ikke helt finde ud af det, nok noget med at vække svinehunden. Men det er da det vi gør!
KL: Hvad hjælper det nu at der kommer krig i Albanien? Så kommer der jo bare flere flygtninge?!
MH: Muslimer, endda!
BAM: Nej, for pokker, vi laver jo krig i Danmark! Borgerkrig. Så skal de sgu nok holde sig væk!
HTS & LLR: Skidegodt, Brian!
SPP:
ST©P
NAZI
FLYGT
NINGE
BAM: Altså, vi gør det jo ikke i virkeligheden. Vi lader bare som om!
MH: Men hvordan gør vi det overbevisende?
BAM: I filmen sætter de det hele op som en hollywoodproduktion, så hvis vi har nogen der…?
LLR: Lars von Trier?
HTS: Han tør sgudda …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … sgudda ikke. Men jeg ved det! Bornedal er ledig!!
LLR: Alting falder i hak!
BAM: Det er jo helt genialt!!
SPP:
ST©P
NAZI
BORNE
DAL
MH: Men hvad med vores journalister, vil de ikke ødelægge det?
HTS: Ej, de får ikke noget at vide. Vi har jo Offentlighedsloven!
LLR: Vi poster bare nogle videoer på Facebook, så har de noget at gå op i!
BAM: Men, det allermest geniale … Det her bliver du glad for Lars!
LLR: Ja?
BAM: I Wake the Dog var der en video om nogle sko! Jeg tænker det er lige noget for dig. Men du synger om hvor dyre sko er i Danmark. Det skal nok få flygtningene til at tænke sig om en ekstra gang, også!
LLR: "2.000 kr. Tja, hvad kan man få for de penge?" I luv it!!
Og således fortsætter planlægningen i det skjulte, men nu gider vi ærligt talt ikke dem mere. Men når borgerkrigen kommer, så ved vi hvorfor. Og tager det helt stille og roligt. For vi ved jo godt at selvom man er født i en svanerede, så gælder det om at fylde den med lort.
Hvem: Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape Poulsen, Karsten Lauritzen, Brian Arthur Mikkelsen, Martin Henriksen
Hvornår: Nu. Lige nu.
HTS: Velkommen allesammen, som I nok …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … I nok ved har vi en fælles opgave i at begrænse asyltilstrømningen, og da det — på trods af en gevaldig indsats fra alle parter — ikke lader til at Befolkningen helt har fanget alvoren er det på tide vi træder i karakter! Sammen!
LLR: Hovedsagen er at jeg bliver Statsminister, så tager vi den dér fra!
MH: Det hele er vel meget enkelt, vi skal bare lukke grænserne for østeuropæere, muslimer, sigøjnere, socialister og pak. Hvor svært kan det være?
HTS: Rolig nu, og du skal nok få lov, Lars. Til at sige noget altså. Men vi er vel enige om: problemet er at Danmark er blevet et alt for tiltrækkende land?!
LLR: Og det er din skyld, Helle!
HTS: Ahr, nu synes jeg nok …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … nok lige du strammer den! Jeg har da for eksempel fået Danmark ned fra at være Det Lykkeligste Folk, til kun at være nummer 3!
LLR: Men da vi kom til i 2001 lå vi meget længere nede på listen. Eller ingen havde ihvertfald hørt om den!
HTS: Men vi kom op og lå nummer 1 …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … nummer 1 under dig, Lars!
LLR: Det er ligemeget, det er stadig alt for højt. Bare se på Noma! Der er alt, alt for meget at komme efter!
HTS: Noma er faktisk også røget ned på en tredjeplads under mig!
LLR: Nu er det jo ikke tal det handler om, men …
HTS: Jeg prøvede jo også at afskrække dem med at sige at de skal arbejde. Men det viser sig sgu at de gerne vil arbejde!
SPP: Ikke som vores dovne hunde herhjemme. Sådan nogle folk kunne vi godt bruge!
LLR: Nu er du dum, Søren. Det er skide unfair at de vil arbejde!
BAM: Jeg tænker, Noma, det må vi kunne gøre noget ved. Kan vi ikke sprede et rygte om at maden er vildt ulækker. At man har fundet et eller andet i den. Myrer for eksempel?!
HTS: Det er en skidegod idé, Brian, det er ligesådan noget jeg tænkte på vi skulle finde frem til. Gøre Danmark så uattraktivt som muligt for asylsøgerne! Her skal ikke være noget at komme efter!
BAM: Operation Crazyland!
MH: Crazyland?! Det lyder meget engelsk?!
BAM: Kan I ikke huske den Olsen Banden? Hvor Danmark skal gøres til turistparadis? Operation Daisyland kalder de det. Vi skal lave det modsatte!!
HTS og LLR: Skidegodt Brian!
MH: Hvis vi nu kan få lukket Tivoli?
BAM: Vi skal bruge 100 milliarder liter vand, en badeand, 2 symaskiner …
KL: Haha, Crazy Daisy, det er ret sjov, din plan er ligesom Crazy Daisy!
MH: Og den lille Havfrue?
LLR: Af med hovedet!
HTS: Jeg får sendt jægerkorpset ind imorgen!
SPP:
ST©P
NAZI
HAV
FRUE
KL: Og Christiania?
MH: Pia har faktisk talt om at flytte ind derude. Hun siger at så kan hun altid komme af med Justitsministeren.
LLR: Så skal folk nok holde sig væk!
BAM: (Jeg skal bare lige nå nogle indkøb først.)
HTS: Jeg tror vi er ved at være …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … være dækket ind.
LLR: Desværre er det jo mest turister vi rammer?
MH: Same shit, turister er bare terrorister med penge!
KL: Enig, turist eller terrorist, tomato, potato!
BAM: Men nu får jeg faktisk en idé! En rigtig god idé!! Er der nogle af jer der har set Wake the Dog?
Alle: ??
BAM: Det er en film, hvor USAs præsident lader som om USA er i krig med Albanien, for at blive genvalgt. Og får medierne og hele landet til at tro på det!
MH: Hed den ikke Whack the Duck?
BAM: Nej, Wake the Dog. Jeg kan ikke helt finde ud af det, nok noget med at vække svinehunden. Men det er da det vi gør!
KL: Hvad hjælper det nu at der kommer krig i Albanien? Så kommer der jo bare flere flygtninge?!
MH: Muslimer, endda!
BAM: Nej, for pokker, vi laver jo krig i Danmark! Borgerkrig. Så skal de sgu nok holde sig væk!
HTS & LLR: Skidegodt, Brian!
SPP:
ST©P
NAZI
FLYGT
NINGE
BAM: Altså, vi gør det jo ikke i virkeligheden. Vi lader bare som om!
MH: Men hvordan gør vi det overbevisende?
BAM: I filmen sætter de det hele op som en hollywoodproduktion, så hvis vi har nogen der…?
LLR: Lars von Trier?
HTS: Han tør sgudda …
LLR: Nu afbryder du igen!
HTS: … sgudda ikke. Men jeg ved det! Bornedal er ledig!!
LLR: Alting falder i hak!
BAM: Det er jo helt genialt!!
SPP:
ST©P
NAZI
BORNE
DAL
MH: Men hvad med vores journalister, vil de ikke ødelægge det?
HTS: Ej, de får ikke noget at vide. Vi har jo Offentlighedsloven!
LLR: Vi poster bare nogle videoer på Facebook, så har de noget at gå op i!
BAM: Men, det allermest geniale … Det her bliver du glad for Lars!
LLR: Ja?
BAM: I Wake the Dog var der en video om nogle sko! Jeg tænker det er lige noget for dig. Men du synger om hvor dyre sko er i Danmark. Det skal nok få flygtningene til at tænke sig om en ekstra gang, også!
LLR: "2.000 kr. Tja, hvad kan man få for de penge?" I luv it!!
Og således fortsætter planlægningen i det skjulte, men nu gider vi ærligt talt ikke dem mere. Men når borgerkrigen kommer, så ved vi hvorfor. Og tager det helt stille og roligt. For vi ved jo godt at selvom man er født i en svanerede, så gælder det om at fylde den med lort.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
brian mikkelsen,
fiktion,
Helle Thorning-Schmidt,
Lars Løkke Rasmussen,
satire,
valg
onsdag den 26. november 2014
Den sande, sande historie om Mallebrok
Her under visningen af DRs fremragende 1864 har der også været historikere ude, som skulle belære almuen om at at Mallebrok — kendt fra den såkaldte børnesang — slet ikke havde noget med 1864 eller Danmark at gøre, i stedet præsenterer de en eller anden syg teori om at han skulle være en tidlig Marlboro-man, som tog til Frankrig. Eller sådan noget.
Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:
Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.
Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.
Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.
Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhiörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.
Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.
Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.
Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.
Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.
Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.
En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.
Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)
Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.
På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok …
Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:
På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.
Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.
Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).
Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.
Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.
Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.
Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.
Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!
Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:
Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.
Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.
Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.
Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhiörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.
Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.
Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.
Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.
Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.
En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.
Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)
Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.
På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok …
Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:
På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.
Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.
Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).
Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.
Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.
Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.
Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.
Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!
Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
1864,
Alexander von Humboldt,
bøsse,
Danmark,
Dannevirke,
deadwood,
fan fiction,
fiktion,
København,
løgnehistorie,
Preussen,
satire,
Weimar
torsdag den 12. juni 2014
Fodboldprofessor: VM i Qatar vil føre til krig i 2019
Ligesom ved det foregående VM vil jeg her på bloggen få hjælp til at dække VM af fodboldprofessor Theodor Tøhe fra Dansk Idræts-Fysiologisk Institut, som vil bidrage med ekspertviden.
Men her inden VM går igang er der dog ét vigtigt spørgsmål som ligger ham på sinde:
Theodor Tøhe: VM i 2022 - det må bare ikke ske. Det vil være ødelæggende for Verden!
Leoparddrengen: Altså på grund af korruptionen og varmen og de religiøse galninge?
TT: Nej, fuck da det. Korruption har der altid været, og VM klarede de grumme skygger i Argentina i 1978, så mon ikke det også klarer lidt varme. Og hvad religiøse galninge angår har VM været afholdt i USA i 1994, så det går såmænd nok ... Nej, jeg tænker på den regionale konflikt der uundgåeligt vil opstå. Og udvikle sig til en krig - måske endda 3. Verdenskrig!!
LPD: Krig? Hvorfor??
TT: På grund af de mange skibe som vil komme til at være udfor Qatars kyst, naturligvis!
LPD: Skibe? Hvorfor skulle de føre til krig?
TT: Fordi skibe dernede altid har ført til krig. Bare tænk på krigen mellem Irak og Iran. Den varede i 8 år og startede på grund af for mange skibe i området - og sluttede først da der blev indført en no-sail-zone, på trods af danske Mærsks protester.
(Jeg føler mig ikke helt tryk ved Theodor Tøhes syn på historien, men undrer mig på dette tidspunkt mere over en anden ting:)
LPD: Men hvorfor skulle der komme så mange skibe i området? Holdene flyver vel ind?!
TT: Holdene?! Hvem taler om holdene?! Det er jo ikke skibe der skal dertil, men skibe der skal derfra! I årene før!!
LPD: Derfra? Hvorfor det?
TT: Ved du da ingenting om fodbold, knægt? Qatar er jo Værftsland!
LPD: Værftsland?!
TT: Ja, Værftsland! Det var ordning FIFA i samarbejde med FN indførte op til VM i 1950 (iøvrigt også i Brasilien) for at give et boost til det land der skulle afholde VMs økonomi. Væftslandet får til opgave at bygge alle skibe for Det Internationale Samfund i en fire-årig periode.
LPD: Det lyder egentligt meget smart - så kan der blive råd til VM?
TT: Det er hul i hovedet og ødelægger landenes økonomi, og er med til at gøre at stadions ikke kan nå at blive opført til VM, fordi der skal bygges værfter, som alligevel skal rives ned efter VM, når et andet land bliver Værftsland. Men sådan er der så meget med FIFA, det er hul i hovedet det hele.
LPD: Det er mærkeligt jeg aldrig har hørt om den ordning med Værftslandet?
TT: Det har du garanteret også - du hører bare ikke ordentligt efter!
LPD: Så du mener, at fordi Qatar skal bygge så mange skibe for Det Internationale Samfund- som skal sejles væk - så vil det føre til krig?
TT: Det gør det altid, der. Det er derfor man bruger kameler, når der er noget der skal transporteres i området. Mine beregninger siger at det kritiske punkt vil indtræde omkring august/september 2019. Præcis 80 år efter Tyskland invaderede Polen og startede Anden Verdenskrig!!
LPD: Jeg har alligevel lidt svært ved at se at en sportsbegivenhed sådan skulle kunne udløse en krig?!
TT: Dér i området? Det kan de sagtens. Bare tænk på Golfkrigene!!
LPD: Men det er jo frygteligt?!
TT: Det er jo det jeg siger!!!
Tør vi virkeligt løbe risikoen og lade Qatar være Værftsland?! Der er lidt at tænke over mens VM skydes igang.
Men her inden VM går igang er der dog ét vigtigt spørgsmål som ligger ham på sinde:
Theodor Tøhe: VM i 2022 - det må bare ikke ske. Det vil være ødelæggende for Verden!
Leoparddrengen: Altså på grund af korruptionen og varmen og de religiøse galninge?
TT: Nej, fuck da det. Korruption har der altid været, og VM klarede de grumme skygger i Argentina i 1978, så mon ikke det også klarer lidt varme. Og hvad religiøse galninge angår har VM været afholdt i USA i 1994, så det går såmænd nok ... Nej, jeg tænker på den regionale konflikt der uundgåeligt vil opstå. Og udvikle sig til en krig - måske endda 3. Verdenskrig!!
LPD: Krig? Hvorfor??
TT: På grund af de mange skibe som vil komme til at være udfor Qatars kyst, naturligvis!
LPD: Skibe? Hvorfor skulle de føre til krig?
TT: Fordi skibe dernede altid har ført til krig. Bare tænk på krigen mellem Irak og Iran. Den varede i 8 år og startede på grund af for mange skibe i området - og sluttede først da der blev indført en no-sail-zone, på trods af danske Mærsks protester.
(Jeg føler mig ikke helt tryk ved Theodor Tøhes syn på historien, men undrer mig på dette tidspunkt mere over en anden ting:)
LPD: Men hvorfor skulle der komme så mange skibe i området? Holdene flyver vel ind?!
TT: Holdene?! Hvem taler om holdene?! Det er jo ikke skibe der skal dertil, men skibe der skal derfra! I årene før!!
LPD: Derfra? Hvorfor det?
TT: Ved du da ingenting om fodbold, knægt? Qatar er jo Værftsland!
LPD: Værftsland?!
TT: Ja, Værftsland! Det var ordning FIFA i samarbejde med FN indførte op til VM i 1950 (iøvrigt også i Brasilien) for at give et boost til det land der skulle afholde VMs økonomi. Væftslandet får til opgave at bygge alle skibe for Det Internationale Samfund i en fire-årig periode.
LPD: Det lyder egentligt meget smart - så kan der blive råd til VM?
TT: Det er hul i hovedet og ødelægger landenes økonomi, og er med til at gøre at stadions ikke kan nå at blive opført til VM, fordi der skal bygges værfter, som alligevel skal rives ned efter VM, når et andet land bliver Værftsland. Men sådan er der så meget med FIFA, det er hul i hovedet det hele.
LPD: Det er mærkeligt jeg aldrig har hørt om den ordning med Værftslandet?
TT: Det har du garanteret også - du hører bare ikke ordentligt efter!
LPD: Så du mener, at fordi Qatar skal bygge så mange skibe for Det Internationale Samfund- som skal sejles væk - så vil det føre til krig?
TT: Det gør det altid, der. Det er derfor man bruger kameler, når der er noget der skal transporteres i området. Mine beregninger siger at det kritiske punkt vil indtræde omkring august/september 2019. Præcis 80 år efter Tyskland invaderede Polen og startede Anden Verdenskrig!!
LPD: Jeg har alligevel lidt svært ved at se at en sportsbegivenhed sådan skulle kunne udløse en krig?!
TT: Dér i området? Det kan de sagtens. Bare tænk på Golfkrigene!!
LPD: Men det er jo frygteligt?!
TT: Det er jo det jeg siger!!!
Tør vi virkeligt løbe risikoen og lade Qatar være Værftsland?! Der er lidt at tænke over mens VM skydes igang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
fiktion,
fodbold,
krig,
løgnehistorie,
satire,
Theodor Tøhe,
VM
tirsdag den 10. december 2013
BREAKING: Her er trussesbilledet
Via en læk i PET er jeg i dag kommet i besiddelse af det fulde trussesbillede, som Jakob Scharf sendte til Morten Bødskov. Og det er godt nok også stærke sager, jeg kan godt forstå at Morten Bødskov var nødt til at lyve, så Retsudvalget ikke blev præsenteret for billedet og tog på Christiania bagefter og kastede med sten, fyrværkeri og flasker.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
 |
| Det lækkede trussesbillede |
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
billeder,
fiktion,
Jakob Scharf,
løgn,
Morten Bødskov,
satire,
skandale
onsdag den 25. september 2013
Om Englands talibanere
Det undrer mig gang på gang meget, at Englands grumme historie med talibanere aldrig nævnes, selvom det med udviklingen i Afghanistan i 1990'erne og frem burde stå klart hvor meget det er en gentagelse af hvad der skete i England for 600 år siden. Hvilket burde stå klart, når man husker at taliban betyder studerende - og at alt handler om skoling.
Først må man forstå, at der dengang ikke fandtes mange skoler, så hvis man skulle undervises måtte forældre eller værger selv ansætte en hjemmelærer - som først og fremmest underviste børnene i katekismus, så de ikke endte i Helvede.
Som så mange revolutioner startede det tilfældigt, og med hvad der i dag kan synes som en lille ting.
En gruppe hjemmelærere gik sammen og skrev i 1455 til Pave Nikolas V om noget der lå dem meget på sinde; og noget de havde en formodning om han ville give dem ret i: nemlig at der ikke længere skulle undervises i Højsangen - den var simpelthen for fræk og ukristelig, mente de. Som eksempel fremdrog de indledningen på Højsangen 2 (Song of Solomon 2), som lyder:
Var anmodningen nu blevet behandlet af den meget misogyne Pave Nikolas havde de såmænd nok fået ret, og Højsangen ville være blevet strøget fra bibelen. Men mens brevet var undervejs døde Nikolas og Callixtus III indtog Pavestolen. Og han var ikke sådan at bide skeer med: versene i biblen var blevet fastlagt ved Synodet i Hippo i AD 393, og resultatet var velsignet - og forsøgte man at lave om på det, var det kætteri. De havde bare at undervise i hvad der stod, om de så fandt det syndfuldt eller ej, var svaret fra paven.
Det var ikke noget der bekom lærerne i England vel, da de modtog svaret. De var i mellemtiden vokset til en landsdækkende organisation, The Tudors - tutorerne, hjemmelærerne. (Idag ville det naturligvis staves The Tutors på engelsk, men der sker jo noget med sprog på 600 år - og man bruger stadig den gamle stavemåde, nok af hensyn til traditionen.)
Så de gjorde oprør - i første omgang mod den katolske kirke i England, men da Kongen, Richard af York, støttede kirken - det var trods alt med Pavens velsignelse han var konge - blev det med tiden også et oprør mod kongemagten og (dele af) adelen.
Men Tutorerne fik store dele af befolkningen med sig - nok ikke fordi de gik synderligt op i doktrinen, men de så en mulighed for et bedre liv. Denne borgerkrig kendes som Rosenkrigen, opkaldt efter argumenterne i Tutorernes oprindelige pavelige anmodning - og endte med Kong Richards død i 1460, og biskoppernes tvungne undsigelse af Paven i Rom.
Hvis folket havde troet de ville få det bedre, tog de imidlertid fejl - de næste 100 år under Tutorernes hierokrati bød blot på et rædselsregime af yderligere undertrykkelse. Offentlige halshugninger for de mindste forseelser hørte til dagens orden. Især kvinderne blev undertrykt - det var jo trods alt deres forbudne frugt som Tutorerne i første omgang havde set sig sure på, så kvinder blev bandlyst i det offentlige rum, og betragtet som en ren handelsvare til bryllupper og "24 timers giftermål".
Og havde man troet at Tutorerne herredømme ville skabe fred, tog man også fejl - for nu hvor der først var ændret i Biblen fik forskellige grupperinger naturligvis lyst til at ændre andre ting som faldt dem for brystet. Og andre grupper brød sig ikke om disse ændringer - hvorfor det naturligvis førte til kampe mellem de forskellige fraktioner, om hvilken lære der nu var den rigtige.
Stort set det eneste varige det lykkedes dem at bygge var Tower of London, som de brugte til opbevaring af de få dødsdømte, som ikke blev henrettet umiddelbart. Tutorerne var meget bedre til ødelæggelse, og som talibanerne gjorde de meget for at ødelægge symboler på tidligere tiders tro - det værste var nok, at de flåede taget af Stonehenge.
Dette varede indtil Elizabeth - efternavn ukendt. Hun var en "24-timers brud", som på klog vis ved sine mange giftermål blandt ledende Tutorer fik samlet en magtbase, som pludselig i 1758 samlede sig - og gjorde hende til Dronning Elizabeth I af England.
Det kan synes besynderligt at store dele af Tutorerne skulle samle sig bag en kvinde, men det giver i historisk perspektiv ganske god mening - det var simpelthen den eneste måde at opnå fred og en samlet doktrin, som Elisabeth - ironisk kaldet The Virgin Queen - stod for: Church of England. At meget af Tutorernes oprindelige idéer var udeladt eller ændret gjorde ikke så meget - de fleste havde alligevel glemt hvad de egentligt kæmpede om - det vigtigste var at der ikke var tale om en tilbagevenden til Pavevældet.
Elizabeth kaldte sig også en Tudor, omend hendes rolle mest var en afvikling og normalisering. Hvorfor hun også endte med at omtale sig som Den Sidste Tudor. Og en af hendes sidste love var et forbud mod undervisning i hjemmet, så et lignende regime aldrig mere skulle kunne opstå - dette er årsagen til den udbredte Engelske tradition for kostskoler, som stadig ses i dag.
Under afviklingen af Tutorernes æra skete der en kulturel opblomstring. Det ses måske tydeligst i dag i Shakespeares løsslupne værker, som ikke lægger fingrene imellem. Her for eksempel hans slet skjulte hilsen til Tutorerne i Romeo & Julie (2. akt, første scene):
I dag hører man imidlertid meget lidt om Tutorerne - jeg tror englænderne basalt set er skamfulde. Pink Floyd forsøgte sig med en musical, The Tower (All in all you're just another brick in The Tow'r og Hey, Tutor, Leave Them Girls Alone ), men dette viste sig for kontroversielt, så istedet blev det til en musical om onde lærere i Vestberlin, The Wall. Don't mention the war, indeed.
Så i dag kendes Tutorerne mest når der dukker møbler op fra den tid - Tudor-stilen. Dette er som regel hårde bænke og pulte, hvor børn har kunnet sidde og lære den katekismus der nu var gængs på det tidspunkt, hos deres hjemmelærer.
Om man direkte kan lære noget i forhold til Taliban i Pakistan og Afghanistan ved jeg ikke, men det virker ihvertfald helt forkert at undertrykke historien - vi burde kunne lære af den. Og hvem ved - måske Taliban kan få en Elizabeth på et tidspunkt?
Find andre af mine historiske essays i bogen Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Først må man forstå, at der dengang ikke fandtes mange skoler, så hvis man skulle undervises måtte forældre eller værger selv ansætte en hjemmelærer - som først og fremmest underviste børnene i katekismus, så de ikke endte i Helvede.
Som så mange revolutioner startede det tilfældigt, og med hvad der i dag kan synes som en lille ting.
En gruppe hjemmelærere gik sammen og skrev i 1455 til Pave Nikolas V om noget der lå dem meget på sinde; og noget de havde en formodning om han ville give dem ret i: nemlig at der ikke længere skulle undervises i Højsangen - den var simpelthen for fræk og ukristelig, mente de. Som eksempel fremdrog de indledningen på Højsangen 2 (Song of Solomon 2), som lyder:
I am the rose of Sharon, and the lily of the valleys.Det var simpelthen for stærk kost, mente de - i det rosen naturligvis er en reference til de kvindelige kønsorganer - og sangen således vel nærmest kan sammenlignes med de moderne Vagina-monologer.
Var anmodningen nu blevet behandlet af den meget misogyne Pave Nikolas havde de såmænd nok fået ret, og Højsangen ville være blevet strøget fra bibelen. Men mens brevet var undervejs døde Nikolas og Callixtus III indtog Pavestolen. Og han var ikke sådan at bide skeer med: versene i biblen var blevet fastlagt ved Synodet i Hippo i AD 393, og resultatet var velsignet - og forsøgte man at lave om på det, var det kætteri. De havde bare at undervise i hvad der stod, om de så fandt det syndfuldt eller ej, var svaret fra paven.
Det var ikke noget der bekom lærerne i England vel, da de modtog svaret. De var i mellemtiden vokset til en landsdækkende organisation, The Tudors - tutorerne, hjemmelærerne. (Idag ville det naturligvis staves The Tutors på engelsk, men der sker jo noget med sprog på 600 år - og man bruger stadig den gamle stavemåde, nok af hensyn til traditionen.)
Så de gjorde oprør - i første omgang mod den katolske kirke i England, men da Kongen, Richard af York, støttede kirken - det var trods alt med Pavens velsignelse han var konge - blev det med tiden også et oprør mod kongemagten og (dele af) adelen.
Men Tutorerne fik store dele af befolkningen med sig - nok ikke fordi de gik synderligt op i doktrinen, men de så en mulighed for et bedre liv. Denne borgerkrig kendes som Rosenkrigen, opkaldt efter argumenterne i Tutorernes oprindelige pavelige anmodning - og endte med Kong Richards død i 1460, og biskoppernes tvungne undsigelse af Paven i Rom.
Hvis folket havde troet de ville få det bedre, tog de imidlertid fejl - de næste 100 år under Tutorernes hierokrati bød blot på et rædselsregime af yderligere undertrykkelse. Offentlige halshugninger for de mindste forseelser hørte til dagens orden. Især kvinderne blev undertrykt - det var jo trods alt deres forbudne frugt som Tutorerne i første omgang havde set sig sure på, så kvinder blev bandlyst i det offentlige rum, og betragtet som en ren handelsvare til bryllupper og "24 timers giftermål".
Og havde man troet at Tutorerne herredømme ville skabe fred, tog man også fejl - for nu hvor der først var ændret i Biblen fik forskellige grupperinger naturligvis lyst til at ændre andre ting som faldt dem for brystet. Og andre grupper brød sig ikke om disse ændringer - hvorfor det naturligvis førte til kampe mellem de forskellige fraktioner, om hvilken lære der nu var den rigtige.
Stort set det eneste varige det lykkedes dem at bygge var Tower of London, som de brugte til opbevaring af de få dødsdømte, som ikke blev henrettet umiddelbart. Tutorerne var meget bedre til ødelæggelse, og som talibanerne gjorde de meget for at ødelægge symboler på tidligere tiders tro - det værste var nok, at de flåede taget af Stonehenge.
Dette varede indtil Elizabeth - efternavn ukendt. Hun var en "24-timers brud", som på klog vis ved sine mange giftermål blandt ledende Tutorer fik samlet en magtbase, som pludselig i 1758 samlede sig - og gjorde hende til Dronning Elizabeth I af England.
Det kan synes besynderligt at store dele af Tutorerne skulle samle sig bag en kvinde, men det giver i historisk perspektiv ganske god mening - det var simpelthen den eneste måde at opnå fred og en samlet doktrin, som Elisabeth - ironisk kaldet The Virgin Queen - stod for: Church of England. At meget af Tutorernes oprindelige idéer var udeladt eller ændret gjorde ikke så meget - de fleste havde alligevel glemt hvad de egentligt kæmpede om - det vigtigste var at der ikke var tale om en tilbagevenden til Pavevældet.
Elizabeth kaldte sig også en Tudor, omend hendes rolle mest var en afvikling og normalisering. Hvorfor hun også endte med at omtale sig som Den Sidste Tudor. Og en af hendes sidste love var et forbud mod undervisning i hjemmet, så et lignende regime aldrig mere skulle kunne opstå - dette er årsagen til den udbredte Engelske tradition for kostskoler, som stadig ses i dag.
Under afviklingen af Tutorernes æra skete der en kulturel opblomstring. Det ses måske tydeligst i dag i Shakespeares løsslupne værker, som ikke lægger fingrene imellem. Her for eksempel hans slet skjulte hilsen til Tutorerne i Romeo & Julie (2. akt, første scene):
Juliet:
'Tis but thy name that is my enemy;
Thou art thyself, though not a Montague.
What's Montague? it is nor hand, nor foot,
Nor arm, nor face, nor any other part
Belonging to a man. O, be some other name!
What's in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet;
So Romeo would, were he not Romeo call'd,
Retain that dear perfection which he owes
Without that title. Romeo, doff thy name,
And for that name which is no part of thee
Take all myself.
I dag hører man imidlertid meget lidt om Tutorerne - jeg tror englænderne basalt set er skamfulde. Pink Floyd forsøgte sig med en musical, The Tower (All in all you're just another brick in The Tow'r og Hey, Tutor, Leave Them Girls Alone ), men dette viste sig for kontroversielt, så istedet blev det til en musical om onde lærere i Vestberlin, The Wall. Don't mention the war, indeed.
Så i dag kendes Tutorerne mest når der dukker møbler op fra den tid - Tudor-stilen. Dette er som regel hårde bænke og pulte, hvor børn har kunnet sidde og lære den katekismus der nu var gængs på det tidspunkt, hos deres hjemmelærer.
Om man direkte kan lære noget i forhold til Taliban i Pakistan og Afghanistan ved jeg ikke, men det virker ihvertfald helt forkert at undertrykke historien - vi burde kunne lære af den. Og hvem ved - måske Taliban kan få en Elizabeth på et tidspunkt?
Find andre af mine historiske essays i bogen Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
lørdag den 7. september 2013
Confidential - Casting Slot: (The New) Princess Leia, Star´Wars VII
Movie: Disney Star Wars VII
Director: J.J. Abrams
Set: Moon of Endor
Characters: Princess Leia, C3PO ("Goldenrod"), various Ewoks in background
Primer:
The time is appx two months after the celebration of the victory of the Battle of Endor and the Death of the Emperor.
The Emperors Hand (Mara Jade) has kidnapped Han Solo and Luke Skywalker.
Princess Leia has after a long search in the wilderness without food discovered their location.
She now has to pass that information on to C3PO ("Goldenrod" - the God of the Ewoks), so he can tell R2D2, and start a release of the prisoners.
However, they're are under surveillance - so Princess Leia has to pass her message using subterfuge. Which is further complicated by her tongue being stunned by accident (see Jar Jar Binks in the SW I: The Phantom Menace how that works).
Knowing C3PO is fluent in over 6 million forms of communication, Leia decides to tell the location of Han and Luke using the dance of the Giant Honey Bee of Alderaan - disguised as an Ewok. Also - she is carrying Luke Light Sabre, which she has to use as a prop in the dance, so that it is not discovered as being what it really is.
And.... Action!
Applicant: Former actor in Disney Productions. She'll ace this one!
Tape: Princess Leia Ewok Dance Routine
Director: J.J. Abrams
Set: Moon of Endor
Characters: Princess Leia, C3PO ("Goldenrod"), various Ewoks in background
Primer:
The time is appx two months after the celebration of the victory of the Battle of Endor and the Death of the Emperor.
The Emperors Hand (Mara Jade) has kidnapped Han Solo and Luke Skywalker.
Princess Leia has after a long search in the wilderness without food discovered their location.
She now has to pass that information on to C3PO ("Goldenrod" - the God of the Ewoks), so he can tell R2D2, and start a release of the prisoners.
However, they're are under surveillance - so Princess Leia has to pass her message using subterfuge. Which is further complicated by her tongue being stunned by accident (see Jar Jar Binks in the SW I: The Phantom Menace how that works).
Knowing C3PO is fluent in over 6 million forms of communication, Leia decides to tell the location of Han and Luke using the dance of the Giant Honey Bee of Alderaan - disguised as an Ewok. Also - she is carrying Luke Light Sabre, which she has to use as a prop in the dance, so that it is not discovered as being what it really is.
And.... Action!
Applicant: Former actor in Disney Productions. She'll ace this one!
Tape: Princess Leia Ewok Dance Routine
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
fiktion,
løgnehistorie,
Miley Cyrus,
satire,
star wars,
Walt Disney
mandag den 15. juli 2013
"Det kan altid blive mere absurd!"
På baggrund af de mange historier om Rejsekortet og problemerne med det, besluttede jeg mig for at få sandheden fra hestens egen mund, den administrerende direktør for selskabet, Bjørn Wahlsten. Det er nemlig min erfaring at man sjældent får den fulde sandhed, når medierne skriver om IT-projekter. Meget bliver, om man så må sige, lost in translation.
Heldigvis var Bjørn Wahlsten meget venlig, og stillede beredvilligt op til interview med det samme:
Leoparddrengen: Hej Bjørn, mange tak fordi jeg sådan måtte komme, med kort varsel.
Bjørn Wahlsten: Selv tak for interessen. Jeg forstår jo at du vil prøve at give det fulde billede af teknikken bag Rejsekortet, det kan vi kun sætte pris på!
LPD: Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste! Lad mig starte med det sidste - i dagens Politiken siger du at "optankning via nettet stort set er den dårligste metode at sætte penge ind på ens Rejsekort"? I en verden hvor internettet spiller en større og større rolle for folk, og hvor stort set alt ellers foregår via en browser, kan det måske godt undre?
BW: Ja, det kan jeg godt forstå. Men nu må du huske, at Rejsekortet som system blev tænkt sidst i 90'erne. Og dengang var alle eksperter enige om at det der internet blot var en døgnflue, at det mere eller mindre ville gå i sig selv igen.
LPD: Jo, men alligevel ...? Det har jo efterhånden vist sig ikke at være helt sandt. Så kunne man ikke hen ad vejen have tænkt internettet ind?
BW: Det har man skam også gjort. For eksempel blev systemet pålagt fra politisk hold at være klar på internettet - så det rettede vi skam ind efter!
LPD: Det virker så ikke som om det gik helt godt?
BW: Nej, det er nu ikke sandt. Men det var trafikminister Flemming Hansen der pålagde os det, og det var vist nok fordi SKAT lige var kommet på Second Life; og det skulle vi så også være. Så Rejsekortet fungerer helt fænomenalt i Second Life, der kan man tanke op og alt muligt!
LPD: Men det almindelige internet - det har I ikke rigtigt tænkt på?
BW: Nej, det er vel mest sådan lidt en lappeløsning ...
LPD: Okay - det forklarer så det. Men hvorfor kan sådan en bestilling så kun holde sig én uge?
BW: Det skyldes at hvis den ligger længere bliver usandsynlighedskoefficienten for lav - og så riskerer hele systemet at gå ned!
LPD: Usandsynlighedskoefficienten? Hvad vil det sige?
BW: Det er der ikke rigtigt nogen der ved. Men det fungerer altså - usandsynligt nok. Det er jo fordi Rejsekortet er baseret på en anti-kvante-computer ...
LPD: En anti-kvante-computer? Det bliver du vist nødt til at forklare, hvad det går ud på?!
BW: Jo, altså den baserer sig på kvanters spejlede bevægelser ... Kender du bogen Hitchhiker's Guide to the Galaxy?
LPD: Jo, det er den med 42, ikke?
BW: Præcis. I den optræder et rumskib der drives af et improbality drive. En anti-kvante-computer bygger på lidt samme princip - ihvertfald, des mere usandsynligt det er noget skulle ske, des bedre kører den.
LPD: Det lyder som en meget banebrydende teknologi ...
BW: Ja, det er totalt cutting edge. Man har aldrig brugt det uden for laboratoriet før.
LPD: Så hvorfor i alverden valgte man at bruge teknologien til Rejsekortet?
BW: Det er sådan set enkelt nok ... da en konsulent så kravspec'en til det oprindelige Rejsekort brød han hulkende i sammen i latterkramper, og sagde at det nok var det mest usandsynlige projekt at gennemføre i offentligt regi, nogensinde. Og så lå det jo næsten lige til højrebenet.
LPD: Men stadig, helt uprøvet teknologi ... Det lyder som et meget farligt valg. At det skulle fungere er vel ...
BW: Usandsynligt, ikke sandt? Netop!
LPD: Ah, jeg begynder at forstå. Tror jeg. Men hvis det hele er så usandsynligt, så burde det vel køre som smurt?
BW: Det er desværre ikke så enkelt. Til at starte med havde vi nogle af de dygtigste programmører til at arbejde på det. Men det er kompliceret, for man kan kun arbejde med usandsynligheder ikke umuligheder. For eksempel går det ikke at dividere med 0, men man kan så prøve at nærme sig ved for eksempel at have tilfældigt tal mellem 0,000000001 og -0,000000001.
LPD: Øh, ja.
BW: Men det hjælper bare ikke, for der er stadigt et uendeligt antal muligheder for ikke lige at ramme 0. "Det kan altid blive mere absurd," som en berømt dansk filof vist ynder at sige det.
LPD: Men hvad har division med 0 overhovedet med noget at gøre?
BW: Det er meget usandsynligt det har det. Derfor er det overordentligt vigtigt!
LPD: Ja, jo. Men du var ved at tale om programmører?
BW: Ja, altså i starten forsøgte vi med de bedste programmører og designere - men de gik alt for målrettet til værks, og så brød de sammen. Så nu er vi gået over til at hyre dem med de dårligste karakterer, eller dem der dumper. Helst nogle der ikke aner hvad det hele går ud på, for så er det mest usandsynligt at de skulle få noget til at virke.
LPD: Og med den øgede usandsynlighed ...
BW ... så går det hele meget bedre, ja. Et stort problem har så også været den SchrödingerDB™ vi har været tvunget til at bruge - det er den eneste type database der fungerer med en anti-kvante-computer.
LPD: Og hvad er så problemet med den?
BW: Jo, altså normalt så gør man det at man normaliserer data, når man laver databasedesign. Men med en SchrödingerDB™ er man nødt til at afnormalisere data.
LPD: Og hvad går det ud på?
BW: Jeg aner det ikke, jeg har endnu ikke fået en forklaring jeg har forstået. Eller som den der fortalte mig det har forstået. Men det fungerer - indtil usandsynlighedskoefficienten bliver for lav.
LPD: Åh, og det var det vi startede med ...?
BW: Ja, altså hvis penge bliver sat ind på et Rejsekort, så er der efter en uge så stor sandsynlighed for at pengene rent faktisk snart skal bruges, at det hele bryder sammen. Tror jeg nok. Så derfor er vi nødt til at slette beløbet igen. Men det er så ikke det eneste problem med databasen.
LPD: Nej ...?
BW: Nej, altså, vi kan ikke kigge på de data der ligger i basen, det gør meget svært at fejlfinde systemet ...
LPD: Fordi ...
BW: Ja, altså, det er ligesom med Schrödinger's Kat ... så hvis vi kigger ...
LPD: Så dør katten?
BW: Ja. Eller også gør den ikke. Men vi kan ihvertfald ikke bruge basen mere.
LPD: Okay, jeg tror jeg begynder at se sammenhængene. Hvordan har du det med den massive kritik af hele systemet, fra både politikere, rejsende og medier?
BW: Det har jeg det ærligt talt svært med. Men jeg må jo tænke på, at de ikke er klar over hvordan systemet er bygget op, og derfor ikke ved hvor meget de ødelægger.
LPD: Ødelægger, ligefrem?
BW: Ja, med krav om rationelle måder at gøre tingene på - de ved jo ikke at rationelle måder netop er gift for et system, der bygger på usandsynligheder. Det har forsinket os utroligt meget.
LPD: Er der slet ikke nogen der har kunnet se tingene fra jeres side?
BW: Jo, jeg må sige, dengang Jesper Langballe var medlem af Folketingets Videnskabsudvalg - han var god at lave ping-pong med, han forstod helt instinktivt det med usandsynlighedstankegangen. Vi tilbød ham faktisk et job som koder, da han stoppede i Folketinget, men det gik ikke.
LPD: Han ville ikke?
BW: Det var ikke det, det var rygeloven der kom i vejen.
LPD: Ah, ja. Jeg tror jeg er ved at have det hele på plads nu, og har vist forstået nok til også at kunne give mine læsere en idé om de udfordringer i står over for!
BW: Det glæder mig - altså, hvis bare de kan holde lidt igen på deres rationelle ønsker, så ville det virkeligt hjælpe meget!
LPD: Du skal have tak for tiden og gæstfriheden. Og hvis jeg må sige det: det lyder virkeligt usandsynligt dumt altsammen!
BW: Mange tak, det er jeg virkeligt glad for!!
Heldigvis var Bjørn Wahlsten meget venlig, og stillede beredvilligt op til interview med det samme:
Leoparddrengen: Hej Bjørn, mange tak fordi jeg sådan måtte komme, med kort varsel.
Bjørn Wahlsten: Selv tak for interessen. Jeg forstår jo at du vil prøve at give det fulde billede af teknikken bag Rejsekortet, det kan vi kun sætte pris på!
LPD: Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste! Lad mig starte med det sidste - i dagens Politiken siger du at "optankning via nettet stort set er den dårligste metode at sætte penge ind på ens Rejsekort"? I en verden hvor internettet spiller en større og større rolle for folk, og hvor stort set alt ellers foregår via en browser, kan det måske godt undre?
BW: Ja, det kan jeg godt forstå. Men nu må du huske, at Rejsekortet som system blev tænkt sidst i 90'erne. Og dengang var alle eksperter enige om at det der internet blot var en døgnflue, at det mere eller mindre ville gå i sig selv igen.
LPD: Jo, men alligevel ...? Det har jo efterhånden vist sig ikke at være helt sandt. Så kunne man ikke hen ad vejen have tænkt internettet ind?
BW: Det har man skam også gjort. For eksempel blev systemet pålagt fra politisk hold at være klar på internettet - så det rettede vi skam ind efter!
LPD: Det virker så ikke som om det gik helt godt?
BW: Nej, det er nu ikke sandt. Men det var trafikminister Flemming Hansen der pålagde os det, og det var vist nok fordi SKAT lige var kommet på Second Life; og det skulle vi så også være. Så Rejsekortet fungerer helt fænomenalt i Second Life, der kan man tanke op og alt muligt!
LPD: Men det almindelige internet - det har I ikke rigtigt tænkt på?
BW: Nej, det er vel mest sådan lidt en lappeløsning ...
LPD: Okay - det forklarer så det. Men hvorfor kan sådan en bestilling så kun holde sig én uge?
BW: Det skyldes at hvis den ligger længere bliver usandsynlighedskoefficienten for lav - og så riskerer hele systemet at gå ned!
LPD: Usandsynlighedskoefficienten? Hvad vil det sige?
BW: Det er der ikke rigtigt nogen der ved. Men det fungerer altså - usandsynligt nok. Det er jo fordi Rejsekortet er baseret på en anti-kvante-computer ...
LPD: En anti-kvante-computer? Det bliver du vist nødt til at forklare, hvad det går ud på?!
BW: Jo, altså den baserer sig på kvanters spejlede bevægelser ... Kender du bogen Hitchhiker's Guide to the Galaxy?
LPD: Jo, det er den med 42, ikke?
BW: Præcis. I den optræder et rumskib der drives af et improbality drive. En anti-kvante-computer bygger på lidt samme princip - ihvertfald, des mere usandsynligt det er noget skulle ske, des bedre kører den.
LPD: Det lyder som en meget banebrydende teknologi ...
BW: Ja, det er totalt cutting edge. Man har aldrig brugt det uden for laboratoriet før.
LPD: Så hvorfor i alverden valgte man at bruge teknologien til Rejsekortet?
BW: Det er sådan set enkelt nok ... da en konsulent så kravspec'en til det oprindelige Rejsekort brød han hulkende i sammen i latterkramper, og sagde at det nok var det mest usandsynlige projekt at gennemføre i offentligt regi, nogensinde. Og så lå det jo næsten lige til højrebenet.
LPD: Men stadig, helt uprøvet teknologi ... Det lyder som et meget farligt valg. At det skulle fungere er vel ...
BW: Usandsynligt, ikke sandt? Netop!
LPD: Ah, jeg begynder at forstå. Tror jeg. Men hvis det hele er så usandsynligt, så burde det vel køre som smurt?
BW: Det er desværre ikke så enkelt. Til at starte med havde vi nogle af de dygtigste programmører til at arbejde på det. Men det er kompliceret, for man kan kun arbejde med usandsynligheder ikke umuligheder. For eksempel går det ikke at dividere med 0, men man kan så prøve at nærme sig ved for eksempel at have tilfældigt tal mellem 0,000000001 og -0,000000001.
LPD: Øh, ja.
BW: Men det hjælper bare ikke, for der er stadigt et uendeligt antal muligheder for ikke lige at ramme 0. "Det kan altid blive mere absurd," som en berømt dansk filof vist ynder at sige det.
LPD: Men hvad har division med 0 overhovedet med noget at gøre?
BW: Det er meget usandsynligt det har det. Derfor er det overordentligt vigtigt!
LPD: Ja, jo. Men du var ved at tale om programmører?
BW: Ja, altså i starten forsøgte vi med de bedste programmører og designere - men de gik alt for målrettet til værks, og så brød de sammen. Så nu er vi gået over til at hyre dem med de dårligste karakterer, eller dem der dumper. Helst nogle der ikke aner hvad det hele går ud på, for så er det mest usandsynligt at de skulle få noget til at virke.
LPD: Og med den øgede usandsynlighed ...
BW ... så går det hele meget bedre, ja. Et stort problem har så også været den SchrödingerDB™ vi har været tvunget til at bruge - det er den eneste type database der fungerer med en anti-kvante-computer.
LPD: Og hvad er så problemet med den?
BW: Jo, altså normalt så gør man det at man normaliserer data, når man laver databasedesign. Men med en SchrödingerDB™ er man nødt til at afnormalisere data.
LPD: Og hvad går det ud på?
BW: Jeg aner det ikke, jeg har endnu ikke fået en forklaring jeg har forstået. Eller som den der fortalte mig det har forstået. Men det fungerer - indtil usandsynlighedskoefficienten bliver for lav.
LPD: Åh, og det var det vi startede med ...?
BW: Ja, altså hvis penge bliver sat ind på et Rejsekort, så er der efter en uge så stor sandsynlighed for at pengene rent faktisk snart skal bruges, at det hele bryder sammen. Tror jeg nok. Så derfor er vi nødt til at slette beløbet igen. Men det er så ikke det eneste problem med databasen.
LPD: Nej ...?
BW: Nej, altså, vi kan ikke kigge på de data der ligger i basen, det gør meget svært at fejlfinde systemet ...
LPD: Fordi ...
BW: Ja, altså, det er ligesom med Schrödinger's Kat ... så hvis vi kigger ...
LPD: Så dør katten?
BW: Ja. Eller også gør den ikke. Men vi kan ihvertfald ikke bruge basen mere.
LPD: Okay, jeg tror jeg begynder at se sammenhængene. Hvordan har du det med den massive kritik af hele systemet, fra både politikere, rejsende og medier?
BW: Det har jeg det ærligt talt svært med. Men jeg må jo tænke på, at de ikke er klar over hvordan systemet er bygget op, og derfor ikke ved hvor meget de ødelægger.
LPD: Ødelægger, ligefrem?
BW: Ja, med krav om rationelle måder at gøre tingene på - de ved jo ikke at rationelle måder netop er gift for et system, der bygger på usandsynligheder. Det har forsinket os utroligt meget.
LPD: Er der slet ikke nogen der har kunnet se tingene fra jeres side?
BW: Jo, jeg må sige, dengang Jesper Langballe var medlem af Folketingets Videnskabsudvalg - han var god at lave ping-pong med, han forstod helt instinktivt det med usandsynlighedstankegangen. Vi tilbød ham faktisk et job som koder, da han stoppede i Folketinget, men det gik ikke.
LPD: Han ville ikke?
BW: Det var ikke det, det var rygeloven der kom i vejen.
LPD: Ah, ja. Jeg tror jeg er ved at have det hele på plads nu, og har vist forstået nok til også at kunne give mine læsere en idé om de udfordringer i står over for!
BW: Det glæder mig - altså, hvis bare de kan holde lidt igen på deres rationelle ønsker, så ville det virkeligt hjælpe meget!
LPD: Du skal have tak for tiden og gæstfriheden. Og hvis jeg må sige det: det lyder virkeligt usandsynligt dumt altsammen!
BW: Mange tak, det er jeg virkeligt glad for!!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
database,
fiktion,
progranmmering,
rejsekortet,
satire,
Schrödingers kat
tirsdag den 2. juli 2013
Derfor hedder det Renæssancemenneske
Da Jesper Klein døde, husker jeg at Jeanne Boel mindedes ham ved at fortælle hvordan han slet ikke var til nymodens opfindelser som computere og mobiltelefon - "han var et rigtigt renæssancemenneske," mente hun.
Med al respekt for både Jesper Klein og Jeanne Boel var det dog nok ikke lige dét han var. Men Jeanne Boel har altså levet i den vildfarelse at renæssancemenneske betød gammeldags - som en der var lige så gammel som renæssancen.
Intet kunne dog være mere forkert - og faktisk har ordet slet intet med renæssancen at gøre, selvom det kunne lyde sådan*.
Den rigtige forklaring skal findes i den noget ukendte Dumas-roman Bonaparte's Hånd, som handler om den lavadelige René de Montparnasse, som fraskriver sig sin herkomst op til revolutionen og går ind i den på folkets side, under navnet René Chance.
Han bliver siden fortrolig med Bonaparte, og spion for ham og Frankrig - først og fremmest i England - og berømt i hjemlandet, først under navnet Spion nr 7 og siden Bonapartes Hånd.
Kendetegnende for ham er, at han er god til stort set hvad som helst. Fægtning og skydning mestrer han til fulde (her morer Dumas sig iøvrigt med at antyde et slægtskab til sin tidligere helt, d'Artagnan), ligesom han er noget af kemiker og ingeniør (Jules Verne indrømmer senere at hovedpersonen i dennes måne-duologi, Michel Ardan, er inspireret af Rene Chance).
Og ikke mindst er René Chance kunstner, især gør han sig indenfor billedhugningen - således foregår en del af bogen ved Piazza del Popolo i Rom, hvor han hænger ud med kunstnertyperne der - herunder den unge dansker - Thorvaldsen.
Men først og fremmest er han altså spion - og kvindebedårer. Og alle disse ting kunne måske blive for meget, hvis han ikke fremstilledes ganske humoristisk, med catch phrases som Mit navn er Chance - René Chance og En absint - kølig og med 3 stykker is, som gør bogen en fornøjelse at læse.
Bogens store clou - som også bliver Dumas' skæbne som forfatter - er, da René Chance efter at have befriet Napoleon fra denne fangenskab på Elba, kort før slaget ved Waterloo afslører sig som dobbelt-agent! Han har videregivet Napoleons planer til hertugen af Wellington.
Grunden til dette skal ses i et hævnmotiv som først kommer frem nu: René Chance er i virkeligheden Frimurer, og har ønsket at hævne Phillipe IV's overgreb på ordenen i 1307. Derfor er han også til at starte med for revolutionen og siden på Bonapartes side - men da Napoleon udråber sig til Kejser ser han, at Napoleon er mindst lige så slem som Bourbonerne. Og forstår at man må komme af med Napoleon - men på én måde hvor folket kan indse hvilken ulykke han er for landet.
Det er risky business Dumas her er ude i - og det er vel også derfor han har gemt på denne udvikling i historien til mod slutningen. Bogen udgives som føljeton, og var ganske givet aldrig kommet på gaden, hvis man havde kendt til René Chance's motiver fra start, eftersom Napoleon III var enehersker på dette tidspunkt, og sendte Frankrig i den ene nyttesløse krig efter den anden - og historien derfor også må ses som (meget slet) skjult kritik af ham.
For yderligere at sætte trumf på symbolikken udkom det skæbnesvangre afsnit af føljetonen fredag den 13. oktober 1865 - på årsdagen for arrestationen af Tempelridderne i 1307!
Dumas måtte gå i landflygtighed i flere år, til kort før sin død - og den tidligere så populære forfatter udsattes for grumme racistisk betonede smædeskrifter - og resten af romanen udkom aldrig i Frankrig.
Men det gjorde den i andre lande. Der var nu ikke så meget tilbage af historien viste det sig: René Chance blev såret ved sin flugt fra Napoleon, og døde ikke længe efter. I en smuk epilog fortælles det, hvordan den unge dansker - som er blevet stor frimurer** i Rom, sørger for at René Chances kiste fragtes til et marmorbrud på en klippeø i Østersøen hvor han kan hvile med sine brødre og det som er ham helligt. (Dette ses som endnu et tegn på, at Tempelriddernes Skat virkelig befinder sig på Bornholm, højst sandsynligt under Ørsterlars.)
Men historien om René Chance levede videre efter dennes død - især Englænderne tog ham til sig, han var jo trods alt medvirkende til Wellington endelige sejr i Belgien. (Og Ian Fleming kan vist iøvrigt ikke sige sig helt fri for en vis inspiration fra Dumas ...?!)
Men altså - Englænderne blev så glade for personen René Chance, at de begyndte at kalde folk som udmærkede sig indenfor flere felter for A real René Chance Man. Og fordi deres udtale af hans franske navn blev noget underligt noget, blev dette hos nogen hørt som A real Renaissance Man.
Og det er altså så det der på danske er blevet til et renæssancemenneske - og altså betyder en person som er dygtig til vidt forskellige ting.
Men bogen Napoleons Hånd og historien om René Chance er der ikke mange der kender. Og det er synd, for den er efter min mening en af Dumas' allerbedste - men den blev altså for politisk speget for sin tid, og er siden - udover udtrykket - gået en del i glemmebogen. Men den kan downloades gratis her.
Og nu vi er ved bøgerne - så kan du finde mere af samme folkeoplysende skuffe i min bog, Til almeen Dannelse.
* Og nogle tror da også, at ordet virkeligt kommer fra renæssancen, ved at henvise til alsidige genier som Leonardo da Vinci m.fl, som der tilsyneladende var en overflod af dengang. Og de får da meningen rigtig - at det er en som tilsyneladende mestrer alt - men de glemmer altså helt Dumas og René Chance.
** Det er typisk Dumas sådan at inddrage historiske personer i sine skrøner, og give dem opdigtede baggrunde og motiver - den slags romantiseren holdt han meget af.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Med al respekt for både Jesper Klein og Jeanne Boel var det dog nok ikke lige dét han var. Men Jeanne Boel har altså levet i den vildfarelse at renæssancemenneske betød gammeldags - som en der var lige så gammel som renæssancen.
Intet kunne dog være mere forkert - og faktisk har ordet slet intet med renæssancen at gøre, selvom det kunne lyde sådan*.
Den rigtige forklaring skal findes i den noget ukendte Dumas-roman Bonaparte's Hånd, som handler om den lavadelige René de Montparnasse, som fraskriver sig sin herkomst op til revolutionen og går ind i den på folkets side, under navnet René Chance.
Han bliver siden fortrolig med Bonaparte, og spion for ham og Frankrig - først og fremmest i England - og berømt i hjemlandet, først under navnet Spion nr 7 og siden Bonapartes Hånd.
Kendetegnende for ham er, at han er god til stort set hvad som helst. Fægtning og skydning mestrer han til fulde (her morer Dumas sig iøvrigt med at antyde et slægtskab til sin tidligere helt, d'Artagnan), ligesom han er noget af kemiker og ingeniør (Jules Verne indrømmer senere at hovedpersonen i dennes måne-duologi, Michel Ardan, er inspireret af Rene Chance).
Og ikke mindst er René Chance kunstner, især gør han sig indenfor billedhugningen - således foregår en del af bogen ved Piazza del Popolo i Rom, hvor han hænger ud med kunstnertyperne der - herunder den unge dansker - Thorvaldsen.
Men først og fremmest er han altså spion - og kvindebedårer. Og alle disse ting kunne måske blive for meget, hvis han ikke fremstilledes ganske humoristisk, med catch phrases som Mit navn er Chance - René Chance og En absint - kølig og med 3 stykker is, som gør bogen en fornøjelse at læse.
Bogens store clou - som også bliver Dumas' skæbne som forfatter - er, da René Chance efter at have befriet Napoleon fra denne fangenskab på Elba, kort før slaget ved Waterloo afslører sig som dobbelt-agent! Han har videregivet Napoleons planer til hertugen af Wellington.
Grunden til dette skal ses i et hævnmotiv som først kommer frem nu: René Chance er i virkeligheden Frimurer, og har ønsket at hævne Phillipe IV's overgreb på ordenen i 1307. Derfor er han også til at starte med for revolutionen og siden på Bonapartes side - men da Napoleon udråber sig til Kejser ser han, at Napoleon er mindst lige så slem som Bourbonerne. Og forstår at man må komme af med Napoleon - men på én måde hvor folket kan indse hvilken ulykke han er for landet.
Det er risky business Dumas her er ude i - og det er vel også derfor han har gemt på denne udvikling i historien til mod slutningen. Bogen udgives som føljeton, og var ganske givet aldrig kommet på gaden, hvis man havde kendt til René Chance's motiver fra start, eftersom Napoleon III var enehersker på dette tidspunkt, og sendte Frankrig i den ene nyttesløse krig efter den anden - og historien derfor også må ses som (meget slet) skjult kritik af ham.
For yderligere at sætte trumf på symbolikken udkom det skæbnesvangre afsnit af føljetonen fredag den 13. oktober 1865 - på årsdagen for arrestationen af Tempelridderne i 1307!
Dumas måtte gå i landflygtighed i flere år, til kort før sin død - og den tidligere så populære forfatter udsattes for grumme racistisk betonede smædeskrifter - og resten af romanen udkom aldrig i Frankrig.
Men det gjorde den i andre lande. Der var nu ikke så meget tilbage af historien viste det sig: René Chance blev såret ved sin flugt fra Napoleon, og døde ikke længe efter. I en smuk epilog fortælles det, hvordan den unge dansker - som er blevet stor frimurer** i Rom, sørger for at René Chances kiste fragtes til et marmorbrud på en klippeø i Østersøen hvor han kan hvile med sine brødre og det som er ham helligt. (Dette ses som endnu et tegn på, at Tempelriddernes Skat virkelig befinder sig på Bornholm, højst sandsynligt under Ørsterlars.)
Men historien om René Chance levede videre efter dennes død - især Englænderne tog ham til sig, han var jo trods alt medvirkende til Wellington endelige sejr i Belgien. (Og Ian Fleming kan vist iøvrigt ikke sige sig helt fri for en vis inspiration fra Dumas ...?!)
Men altså - Englænderne blev så glade for personen René Chance, at de begyndte at kalde folk som udmærkede sig indenfor flere felter for A real René Chance Man. Og fordi deres udtale af hans franske navn blev noget underligt noget, blev dette hos nogen hørt som A real Renaissance Man.
Og det er altså så det der på danske er blevet til et renæssancemenneske - og altså betyder en person som er dygtig til vidt forskellige ting.
Men bogen Napoleons Hånd og historien om René Chance er der ikke mange der kender. Og det er synd, for den er efter min mening en af Dumas' allerbedste - men den blev altså for politisk speget for sin tid, og er siden - udover udtrykket - gået en del i glemmebogen. Men den kan downloades gratis her.
Og nu vi er ved bøgerne - så kan du finde mere af samme folkeoplysende skuffe i min bog, Til almeen Dannelse.
* Og nogle tror da også, at ordet virkeligt kommer fra renæssancen, ved at henvise til alsidige genier som Leonardo da Vinci m.fl, som der tilsyneladende var en overflod af dengang. Og de får da meningen rigtig - at det er en som tilsyneladende mestrer alt - men de glemmer altså helt Dumas og René Chance.
** Det er typisk Dumas sådan at inddrage historiske personer i sine skrøner, og give dem opdigtede baggrunde og motiver - den slags romantiseren holdt han meget af.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Alexander Dumas,
fiktion,
forfatter,
Frimurerne,
James Bond,
Jules Verne,
løgnehistorie,
Napoleon Bonaparte,
tempelridderne
torsdag den 13. juni 2013
Sådan bruger du #Hashtags på #Facebook
Med introduktionen af hashtags på Facebook igår, er der sikkert mange der idag stiller sig spørgsmålet: ja, det er jo meget godt det der, men hvad kan man bruge dem til?
Egentlig er hashtags en brugerdrevet opfindelse på twitter, som de siden tog til sig, og i dag er et af mest genkendelige kendetegn ved twitter. Man kan læse mere om brug af hashtags på twitter her, hvis man vil.
Men twitter er twitter og Facebook er Facebook. Der er mange forskelle, og det vil naturligvis også afspejle sig i brugen af hashtags. Den største forskel er selvfølgeligt at man på twitter er begrænset til 140 karakterer i en statusopdatering (også kaldet et tweet). Derfor kan man brede sig mere ud.
Men først lidt om hvad hashtags er. Den første del af ordet hentyder til tegnet, der bruges, '#', som nogle steder kaldes et hash - det har dog intet med rusmidlet at gøre. Det kaldes og pound eller number sign, men i forhold til hashtags er det altså hash der bruges. Den anden del, tag, kan vel nærmest oversættes med etiket. Så der er tale om etiketter markeret med #.
Og ved at bruge dem kan man så ordne statuser og indlæg, således at man kan søge på tværs af brugere, fansider m.m.m, og se hvem der ellers har skrevet noget om dette emneord.
Det er den ultrakorte forklaring - men hvordan bruger man dem så i praksis? For på twitter er det blevet en hel videnskab for sig, hvor specialister - Hashtag Optimizers (#HOes) - i dyre domme rådgiver stjernerne om hvordan de bedst når ud til så mange som muligt. Justin Bieber har for eksempel 7 fastansatte #HOes, men han er selvfølgeligt også lidt ekstrem hvad angår twitter - Lady Gaga klarer sig med én, og de fleste nøjes med at anvende #HObureau'er.
Det kan vi almindeligt dødelige naturligvis ikke hamle op med - men vi kan bruge nogle af deres tricks, tilpasset Facebook - så vi kan få så mange til at læse vores opdateringer som muligt, og ikke mindst få mange likes.
Udnyt Emneord: Det ligger jo lidt i sagens natur, men mange bliver alligevel forvirrede her. Men brug altid hashtags på de ord du mener er vigtige i en status. Kombiner gerne med Empowered Hashtags, Reverse Hashtags og MAJUSKELSKRIFT.
Forholdsord: Her kan man virkeligt ramme på tværs - alle bruger forholdsord, så de kommer let til at trende (=når mange bruger et hashtag, og det derfor ses som populært), og kan man ramme et trend ses ens opdatering af ufatteligt mange. Studier viser at de som konsekvent bruger hashtags på forholdsord opnår op til 60% flere likes, end de som ikke gør.
Personlige pronominer (du, han, hun, etc): De fungerer meget som forholdsord, men dog med mindre effekt. Brug dem hvis du er ihærdig, men ellers gør det ikke så meget at droppe dem.
Empowered Hashtags: Hvis du bruger et ##dobbelt ##hashtag tæller det dobbelt, og der er derfor meget større chance for at det topper listen, og måske endda kommer foran nogle reklamer. Man må dog kun bruge 5 Empowered Hashtags per opdatering, og 250 på en måned. (Men der kommer snart mulighed for tilkøb af Empowered Hashtags).
Reverse Hashtags: Det er for de seje - hvis du skriver '#' efter et ord går det efter at komme i bunden af listen af hashtags, hvor der faktisk er endnu bedre muligheder for at skille sig ud end i toppen, hvor alle kæmper om at være. Det er dog smartest at være repræsenteret #begge steder så brug gerne begge# versioner, som jeg gjorde her.
æ-ø-å: Æ, Ø og Å og andre specielle tegn kan skabe problemer i nogle tilfælde, så det sikreste er at bruge hashtags med dem i flere versioner. Her er et eksempel #på #paa det.
Datoer og tidsangivelser: De er vigtige at hashtagge, så man enkelt kan få et overblik hvad der er sket hvornår!
MAJUSKELSKRIFT: Det har ganske vist ikke betydning for Facebook, som er ligeglad med om hashtags er skrevet med stort eller småt - men når man bladrer gennem en liste af tags vil det vise du mener det #ALVORLIGT hvis dit tag er med store bogstaver - og vil derfor få flere læsere og flere likes.
Fejlstavninger: Der opstår jo desværre mangle slåfejl og stavefejl på internettet, også på hashtag-søgninger. Derfor kan det godt betale sig at lave versioner af hashtags med slåfejl, for det ville jo være ærgerligt hvis folk ikke så dit indlæg, bare fordi de har stavet et hashtag forkert. Dem kan man for klarheds skyld lægge i slutningen af sin status, så det også er tydeligt at det ikke er fordi man selv er i tvivl om hvordan et ord staves.
Andre emneord: Bare fordi ens status måske ikke handler om et emne, kan man jo godt bruge et emneord alligevel - folk bliver som regel glade for hvis de læser noget de ikke lige havde regnet med at se. På twitter er #belieber, #IFollowBack, #offentlighedslov og #1D4ever for eksempel meget populære til at møde nye venner.
Sætninger: På twitter slår man af pladshensyn flere ord sammen til ét hashtag (som i #IFollowBack herover). Men det gør det meget uklart, og er en af grundene til at mange ikke kan finde ud af twitter. Det er man heldigvis ikke begrænset af på Facebook hvor man kan skrive #I #Follow #Back uden problemer - eller hvis man absolut vil holde det som et søgeord, #"I Follow Back" - bare sæt # foran " - men husk for guds skyld også et afsluttende ", ellers risikerer du Facebook går ned!
Hellere for mange end for få: Er du i tvivl, så brug hashtag! Det gælder jo om at nå ud til så mange som muligt, så er der større chance for at få likes, det giver sig selv.
Det var vist ca det, de væsentligste tommelfingerregler. For at give et eksempel i praksis er her de to første sætninger i indlægget i #HO'ed version:
Og husk at Like dette indlæg, så dine venner også kan lære at bruge hashtags på Facebook! (Nej, du finder godt nok ikke en like-knap her - faktisk er jeg slet ikke på Facebook. Men du finder nok på en løsning.)
Egentlig er hashtags en brugerdrevet opfindelse på twitter, som de siden tog til sig, og i dag er et af mest genkendelige kendetegn ved twitter. Man kan læse mere om brug af hashtags på twitter her, hvis man vil.
Men twitter er twitter og Facebook er Facebook. Der er mange forskelle, og det vil naturligvis også afspejle sig i brugen af hashtags. Den største forskel er selvfølgeligt at man på twitter er begrænset til 140 karakterer i en statusopdatering (også kaldet et tweet). Derfor kan man brede sig mere ud.
Men først lidt om hvad hashtags er. Den første del af ordet hentyder til tegnet, der bruges, '#', som nogle steder kaldes et hash - det har dog intet med rusmidlet at gøre. Det kaldes og pound eller number sign, men i forhold til hashtags er det altså hash der bruges. Den anden del, tag, kan vel nærmest oversættes med etiket. Så der er tale om etiketter markeret med #.
Og ved at bruge dem kan man så ordne statuser og indlæg, således at man kan søge på tværs af brugere, fansider m.m.m, og se hvem der ellers har skrevet noget om dette emneord.
Det er den ultrakorte forklaring - men hvordan bruger man dem så i praksis? For på twitter er det blevet en hel videnskab for sig, hvor specialister - Hashtag Optimizers (#HOes) - i dyre domme rådgiver stjernerne om hvordan de bedst når ud til så mange som muligt. Justin Bieber har for eksempel 7 fastansatte #HOes, men han er selvfølgeligt også lidt ekstrem hvad angår twitter - Lady Gaga klarer sig med én, og de fleste nøjes med at anvende #HObureau'er.
Det kan vi almindeligt dødelige naturligvis ikke hamle op med - men vi kan bruge nogle af deres tricks, tilpasset Facebook - så vi kan få så mange til at læse vores opdateringer som muligt, og ikke mindst få mange likes.
Udnyt Emneord: Det ligger jo lidt i sagens natur, men mange bliver alligevel forvirrede her. Men brug altid hashtags på de ord du mener er vigtige i en status. Kombiner gerne med Empowered Hashtags, Reverse Hashtags og MAJUSKELSKRIFT.
Forholdsord: Her kan man virkeligt ramme på tværs - alle bruger forholdsord, så de kommer let til at trende (=når mange bruger et hashtag, og det derfor ses som populært), og kan man ramme et trend ses ens opdatering af ufatteligt mange. Studier viser at de som konsekvent bruger hashtags på forholdsord opnår op til 60% flere likes, end de som ikke gør.
Personlige pronominer (du, han, hun, etc): De fungerer meget som forholdsord, men dog med mindre effekt. Brug dem hvis du er ihærdig, men ellers gør det ikke så meget at droppe dem.
Empowered Hashtags: Hvis du bruger et ##dobbelt ##hashtag tæller det dobbelt, og der er derfor meget større chance for at det topper listen, og måske endda kommer foran nogle reklamer. Man må dog kun bruge 5 Empowered Hashtags per opdatering, og 250 på en måned. (Men der kommer snart mulighed for tilkøb af Empowered Hashtags).
Reverse Hashtags: Det er for de seje - hvis du skriver '#' efter et ord går det efter at komme i bunden af listen af hashtags, hvor der faktisk er endnu bedre muligheder for at skille sig ud end i toppen, hvor alle kæmper om at være. Det er dog smartest at være repræsenteret #begge steder så brug gerne begge# versioner, som jeg gjorde her.
æ-ø-å: Æ, Ø og Å og andre specielle tegn kan skabe problemer i nogle tilfælde, så det sikreste er at bruge hashtags med dem i flere versioner. Her er et eksempel #på #paa det.
Datoer og tidsangivelser: De er vigtige at hashtagge, så man enkelt kan få et overblik hvad der er sket hvornår!
MAJUSKELSKRIFT: Det har ganske vist ikke betydning for Facebook, som er ligeglad med om hashtags er skrevet med stort eller småt - men når man bladrer gennem en liste af tags vil det vise du mener det #ALVORLIGT hvis dit tag er med store bogstaver - og vil derfor få flere læsere og flere likes.
Fejlstavninger: Der opstår jo desværre mangle slåfejl og stavefejl på internettet, også på hashtag-søgninger. Derfor kan det godt betale sig at lave versioner af hashtags med slåfejl, for det ville jo være ærgerligt hvis folk ikke så dit indlæg, bare fordi de har stavet et hashtag forkert. Dem kan man for klarheds skyld lægge i slutningen af sin status, så det også er tydeligt at det ikke er fordi man selv er i tvivl om hvordan et ord staves.
Andre emneord: Bare fordi ens status måske ikke handler om et emne, kan man jo godt bruge et emneord alligevel - folk bliver som regel glade for hvis de læser noget de ikke lige havde regnet med at se. På twitter er #belieber, #IFollowBack, #offentlighedslov og #1D4ever for eksempel meget populære til at møde nye venner.
Sætninger: På twitter slår man af pladshensyn flere ord sammen til ét hashtag (som i #IFollowBack herover). Men det gør det meget uklart, og er en af grundene til at mange ikke kan finde ud af twitter. Det er man heldigvis ikke begrænset af på Facebook hvor man kan skrive #I #Follow #Back uden problemer - eller hvis man absolut vil holde det som et søgeord, #"I Follow Back" - bare sæt # foran " - men husk for guds skyld også et afsluttende ", ellers risikerer du Facebook går ned!
Hellere for mange end for få: Er du i tvivl, så brug hashtag! Det gælder jo om at nå ud til så mange som muligt, så er der større chance for at få likes, det giver sig selv.
Det var vist ca det, de væsentligste tommelfingerregler. For at give et eksempel i praksis er her de to første sætninger i indlægget i #HO'ed version:
#Med #introduktionen #af ##HASHTAGS #på #paa ##FACEBOOK #igår #igaar, er #der sikkert #mange der# #idag stiller #sig #SPØRGSMÅLET #spoergsmaalet #spørgsmaalet #spoergsmålet: ja, #det er jo meget godt det# #der, men hvad kan #man bruge #dem #til?Det er så optimeret efter bedste evne. Men husk, godt content er det vigtige, hashtags sørger blot for at det gode content bliver bredt ud til så mange som muligt, på en enkel og brugervenlig måde.
#Egentlig er hashtags# en #BRUGERDREVET #opfindelse #på #paa ##TWITTER, #som #de #siden tog til# #sig, og #i #dag er et #af #de mest #genkendelige #kendetegn ved twitter#. #Man kan læse mere #om #BRUG #af #hashtags #på #paa #twitter #her, hvis man# vil.
#offentlighedslov #1D4ever #twiter #tvittr #Farcebook #fecesbook #hastags #hashtag #hasjtag #introduksjon #"I love you Mark Zuckerberg"
Og husk at Like dette indlæg, så dine venner også kan lære at bruge hashtags på Facebook! (Nej, du finder godt nok ikke en like-knap her - faktisk er jeg slet ikke på Facebook. Men du finder nok på en løsning.)
(Opdatering, 14:20:) Nu gør jeg noget jeg ellers aldrig gør med mine indlæg af denne type: går ud af rolle, og afslører at alt ovenstående er crap. Utter crap - ihvertfald fra indlægget når til #HOes.
Det gør jeg fordi lidt for mange har syntes, at det dog var en fin lille guide - det her som jeg syntes var så skrigende absurd og langt ude - både i sin tekniske udførsel, sin jagt på Likes som det eneste vederkvægende - og ikke mindst resultatet, det foreslåede tekstsykke herover.
Skulle det være en god idé? Men jeg kan kun konstatere, at jeg åbenbart støder på Poe's Law - med det twist, at når man gør det er folk som regel oprørte over den påståede usandhed, men her synes man det er helt fint & positivt?
Anyway, @TwomasC læste det meget rigtigt i sit svar til dejlige @hanneklintoe - som bestemt ikke syntes det var en fin lille guide, hun var derimod forarget over Like-jagten:
@hanneklintoe jeg læser det som at @leoparddrengen har drukket af natpotten og tager pis på alt der er facebook
— Thomas (@TwomasC) June 13, 2013
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
tirsdag den 14. maj 2013
Derfor hedder det "et ydernummer" - for pokker
Jeg har på det seneste flere gange, både på Google og Twitter, set spørgsmålet: "Hvad er et ydernummer" eller "Hvorfor hedder det et ydernummer". Det skyldes jo nok dramatikken om den måske kommende "konflikt" mellem regionerne og de praktiserende læger.
Hvad et ydernummer - eller Ydernr som de selv skriver det - er, er sådan set ret simpelt: det er det nummer en praktiserende læge har, som tjener som identifikation i for hold til resten af sundhedssystemet, og som er det ydelser opgøres i forhold til og betales til. Hvis en lægepraksis var en person, ville det være et personnummer, kan man sige.
Man kunne så tro at navnet kom af at lægen yder noget - men det ville være en alt for naturlig forklaring til at jeg gad skrive om det her på bloggen.
Nej, den virkelige forklaring finder vi omkring indgangen til det 19. århundrede, hvor de første koppe-vacciner blev afprøvet og indført.
De blev som bekendt dyrket på køer i form af kokopper, fordi Edward Jenner havde opdaget at malkepiger lod til at være immune for kopper. Hvilket viste sig at være sandt - de havde været i kontakt med køernes version af virus, som i forhold til rigtig kopper var relativt uskadelig - men gjorde den smittede immun, også for den rigtige type.
De som leverede vaccine blev derfor udstyret med et Udder Number - et yvernummer - som identificerede den ko der leverede vaccinen, og som så blev givet i skulderen så det dannede tallet.
Skulle en som var vaccineret så alligevel rammes af kopper, kunne det enkelt ses på det vaccineret/tatoverede tal, hvilken vaccinatør der havde leveret den uvirksomme vaccine, så man kunne søge erstatning hos ham, og så koen kunne blive taget ud af brug.
I Danmark, hvor vaccinen blev indført efter Napoleonskrigene, blev den direkte forbindelse mellem vaccinatør og kappet, og man lod lægerne stå for selve vaccinationen, men idéen med det indprentede identifikationstal beholdt man - Udder Number blev så fordansket til at blive kaldt et Ydernummer (oprindeligt udtalt med hårdt 'd').
Senere gik man så over til at bruge en anden form af variola (kopper)-virus, vaccinia, som fungerede meget bedre, og var mere uskadelig - derfor droppede man med tiden brugen af ydernummeret ved vaccinationen.
Men de privat praktiserende læger beholdt det altså, så de i al fremtid kunne kendes på deres Yvernummer - det er der dog næppe mange af dem som i dag ved, at det er det det er.
Men det ville nok være klogt, hvis det offentlige Danmark tænker lidt over sammenhængen, for som vaccinatøren Douglas Quaid sagde, da han af magistraten af Nottingham blev frataget sit Udder Number i 1809, efter gentagne forfejlede vaccinationer: "You steal me of me number, me cow and me livelyhood, but I am not a number, I am a free man! - I put a Pox on you, and your town!" Og det gik hverken værre eller bedre end at en koppe-epidemi netop ramte Nottingham det følgende år, og dræbte mange - og de overlevende var mærket for livet, en del af dem blinde.
Kilder, noteapparat, dokumentation og henvisninger.
Hvis du søger yderligere historisk folkeoplysning, kan jeg anbefale min bog: Til almeen Dannelse!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Hvad et ydernummer - eller Ydernr som de selv skriver det - er, er sådan set ret simpelt: det er det nummer en praktiserende læge har, som tjener som identifikation i for hold til resten af sundhedssystemet, og som er det ydelser opgøres i forhold til og betales til. Hvis en lægepraksis var en person, ville det være et personnummer, kan man sige.
Man kunne så tro at navnet kom af at lægen yder noget - men det ville være en alt for naturlig forklaring til at jeg gad skrive om det her på bloggen.
Nej, den virkelige forklaring finder vi omkring indgangen til det 19. århundrede, hvor de første koppe-vacciner blev afprøvet og indført.
De blev som bekendt dyrket på køer i form af kokopper, fordi Edward Jenner havde opdaget at malkepiger lod til at være immune for kopper. Hvilket viste sig at være sandt - de havde været i kontakt med køernes version af virus, som i forhold til rigtig kopper var relativt uskadelig - men gjorde den smittede immun, også for den rigtige type.
De som leverede vaccine blev derfor udstyret med et Udder Number - et yvernummer - som identificerede den ko der leverede vaccinen, og som så blev givet i skulderen så det dannede tallet.
Skulle en som var vaccineret så alligevel rammes af kopper, kunne det enkelt ses på det vaccineret/tatoverede tal, hvilken vaccinatør der havde leveret den uvirksomme vaccine, så man kunne søge erstatning hos ham, og så koen kunne blive taget ud af brug.
I Danmark, hvor vaccinen blev indført efter Napoleonskrigene, blev den direkte forbindelse mellem vaccinatør og kappet, og man lod lægerne stå for selve vaccinationen, men idéen med det indprentede identifikationstal beholdt man - Udder Number blev så fordansket til at blive kaldt et Ydernummer (oprindeligt udtalt med hårdt 'd').
Senere gik man så over til at bruge en anden form af variola (kopper)-virus, vaccinia, som fungerede meget bedre, og var mere uskadelig - derfor droppede man med tiden brugen af ydernummeret ved vaccinationen.
Men de privat praktiserende læger beholdt det altså, så de i al fremtid kunne kendes på deres Yvernummer - det er der dog næppe mange af dem som i dag ved, at det er det det er.
Men det ville nok være klogt, hvis det offentlige Danmark tænker lidt over sammenhængen, for som vaccinatøren Douglas Quaid sagde, da han af magistraten af Nottingham blev frataget sit Udder Number i 1809, efter gentagne forfejlede vaccinationer: "You steal me of me number, me cow and me livelyhood, but I am not a number, I am a free man! - I put a Pox on you, and your town!" Og det gik hverken værre eller bedre end at en koppe-epidemi netop ramte Nottingham det følgende år, og dræbte mange - og de overlevende var mærket for livet, en del af dem blinde.
Kilder, noteapparat, dokumentation og henvisninger.
Hvis du søger yderligere historisk folkeoplysning, kan jeg anbefale min bog: Til almeen Dannelse!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
fiktion,
Google Spørgsmål,
læge,
løgnehistorie,
sundhedsstyrelsen
tirsdag den 30. april 2013
Åbenheden er reddet!!
Leoparddrengen: Tak fordi du havde tid til at tale med mig!
Morten Bødskov: Jeg har altid tid til dig, Leoparddreng!
LPD: Nej, nu bliver jeg helt rørt ...!
MB: Det er fordi jeg ved du loyalt gengiver hvad jeg siger, ikke som visse andre jeg kunne nævne, som altid prøver at fordreje mine ord.
LPD: "Sandheden frem for alt!" som jeg plejer at sige.
MB: Nemlig. Det er jo det det handler om. Og åbenhed. Så - hvad kan jeg hjælpe dig med?
LPD: Jo - nu har du jo stillet i udsigt, at Ombudsmanden om 3 år skal evaluere de her paragraffer i den ny offentlighedslov, som alle skælder ud på, for at se om de har skabt mere lukkethed?
MB: Ja. Altså, nu siger du at paragrafferne er meget udskældte, det er så ikke min oplevelse. Vi har for eksempel et bredt flertal i Folketinget, som står 100% bag den lov. De elsker den faktisk!
LPD: En samlet presse udtaler at det er en katastrofe for demokratiet?
MB: Det er jo et partsindlæg - de er jo ikke neutrale! Dem kan man ikke regne med.
LPD: Der er pt 68.000 som har skrevet under mod loven ...?
MB: Ja, det er det jeg siger, så er der jo ca 5,5 million som ikke har skrevet under. Folket elsker den lov!
LPD: Nuvel, men du har så alligevel syntes Ombudsmanden skal kigge på den?
MB: Ja, det er jo netop for at vise åbenhed - så der ikke er noget at være utryg for!
LPD: Javelja. Og hvordan skal Ombudsmanden så tage stilling?
MB: Jo, han vil jo så skulle sige, om han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, som ville være kommet frem under den gamle lov.
LPD: Et konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem? Bliver det ikke svært?!
MB: Det tror jeg ikke - altså, det kan man jo ikke vide, hvor svært det er at vide noget man ikke ved - men jeg ved at Ombudsmanden er dygtig!
LPD: Men hvis det ikke er kommet frem, hvordan skal han så .... hvad med et konkret, tænkt eksempel?
MB: Nej, det er ikke godt nok - det skal være et helt konkret eksempel! Så meget har jeg da lært.
LPD: Godt så. Og hvis han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, så laver I loven om?
MB: Nej, nej, da. Så sender han en udtalelse til Justitsministeren. Hvem det så end er til den tid. Der har jo været valg.
LPD: Og så laver Justitsministeren loven om?
MB: Nej, du fredsens, så beder han sine dygtige embedsmænd i Justitsministeriet om at lave en redegørelse, hvori de gør rede for hvordan Ombudsmandens udtalelse skal bedømmes, og om det bør føre til ændring af paragrafferne - det er §24 og §27.
LPD: Så, altså, hvis Ombudsmanden kan komme med et konkret eksempel på noget som ikke er kommet frem, og som han således ikke ved noget om, og dine embedsmænd - som er fortalere for det "fortrolige rum" - så synes at det er en god idé at lave loven om - så bliver den lavet om?
MB: Nejnej, så kommer embedsmændendes redegørelse til debat i Folketinget. Så må man jo se hvad den debat munder ud i. Det kommer jo helt an på hvad politikerne synes, efter at have læst Justitsministerens dygtige embedsmænds redegørelse til den tid. Men som bekendt går alle folketingspolitikere i Danmark ind for meget åbenhed, så det vel jeg da regne med at de også gør til den tid. Ligesom de gør nu!
LPD: Men den debat kan man jo sådan set tage hele tiden? Folketinget beslutter vel selv hvad der skal debatteres?
MB: Jo, altså ...
LPD: Så hvad er hele den her proces værd?
MB: Jo, altså - på den her måde er det jo Ministeren der har bedt om udtalelsen og redegørelsen om udtalelsen ...
LPD: Ja, og ...
MB: Jo, så er det jo Ministerbetjening ....?!
LPD: Du mener ...?
MB: Ja, så er hele processen sådan set del af det fortrolige rum. Og på den måde kan det sikres, at der ikke kommer forvirrende fejlinformation ud undervejs i processen. Således at Folketinget kan debattere lige præcis det som er væsentligt, for at sikre at åbenheden er i top også fremadrettet!
LPD: Det er faktisk ret smart, det kan jeg godt se ...
MB: Præcis. Så du kan være helt rolig, Leoparddreng, åbenheden er sikret mange år frem i tiden, også med denne løsning. Eller især med denne løsning, for nu føler borgerne sig helt sikre på at alt går rigtigt til!
LPD: Imponerende!
MB: Men ved du hvad det allerbedste er?
LPD: ??
MB: Hvis det her alligevel - på trods af alt - til den tid udvikler sig til en lortesag. Så er det ikke mig der sidder med bæen til den tid!
Morten Bødskov: Jeg har altid tid til dig, Leoparddreng!
LPD: Nej, nu bliver jeg helt rørt ...!
MB: Det er fordi jeg ved du loyalt gengiver hvad jeg siger, ikke som visse andre jeg kunne nævne, som altid prøver at fordreje mine ord.
LPD: "Sandheden frem for alt!" som jeg plejer at sige.
MB: Nemlig. Det er jo det det handler om. Og åbenhed. Så - hvad kan jeg hjælpe dig med?
LPD: Jo - nu har du jo stillet i udsigt, at Ombudsmanden om 3 år skal evaluere de her paragraffer i den ny offentlighedslov, som alle skælder ud på, for at se om de har skabt mere lukkethed?
MB: Ja. Altså, nu siger du at paragrafferne er meget udskældte, det er så ikke min oplevelse. Vi har for eksempel et bredt flertal i Folketinget, som står 100% bag den lov. De elsker den faktisk!
LPD: En samlet presse udtaler at det er en katastrofe for demokratiet?
MB: Det er jo et partsindlæg - de er jo ikke neutrale! Dem kan man ikke regne med.
LPD: Der er pt 68.000 som har skrevet under mod loven ...?
MB: Ja, det er det jeg siger, så er der jo ca 5,5 million som ikke har skrevet under. Folket elsker den lov!
LPD: Nuvel, men du har så alligevel syntes Ombudsmanden skal kigge på den?
MB: Ja, det er jo netop for at vise åbenhed - så der ikke er noget at være utryg for!
LPD: Javelja. Og hvordan skal Ombudsmanden så tage stilling?
MB: Jo, han vil jo så skulle sige, om han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, som ville være kommet frem under den gamle lov.
LPD: Et konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem? Bliver det ikke svært?!
MB: Det tror jeg ikke - altså, det kan man jo ikke vide, hvor svært det er at vide noget man ikke ved - men jeg ved at Ombudsmanden er dygtig!
LPD: Men hvis det ikke er kommet frem, hvordan skal han så .... hvad med et konkret, tænkt eksempel?
MB: Nej, det er ikke godt nok - det skal være et helt konkret eksempel! Så meget har jeg da lært.
LPD: Godt så. Og hvis han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, så laver I loven om?
MB: Nej, nej, da. Så sender han en udtalelse til Justitsministeren. Hvem det så end er til den tid. Der har jo været valg.
LPD: Og så laver Justitsministeren loven om?
MB: Nej, du fredsens, så beder han sine dygtige embedsmænd i Justitsministeriet om at lave en redegørelse, hvori de gør rede for hvordan Ombudsmandens udtalelse skal bedømmes, og om det bør føre til ændring af paragrafferne - det er §24 og §27.
LPD: Så, altså, hvis Ombudsmanden kan komme med et konkret eksempel på noget som ikke er kommet frem, og som han således ikke ved noget om, og dine embedsmænd - som er fortalere for det "fortrolige rum" - så synes at det er en god idé at lave loven om - så bliver den lavet om?
MB: Nejnej, så kommer embedsmændendes redegørelse til debat i Folketinget. Så må man jo se hvad den debat munder ud i. Det kommer jo helt an på hvad politikerne synes, efter at have læst Justitsministerens dygtige embedsmænds redegørelse til den tid. Men som bekendt går alle folketingspolitikere i Danmark ind for meget åbenhed, så det vel jeg da regne med at de også gør til den tid. Ligesom de gør nu!
LPD: Men den debat kan man jo sådan set tage hele tiden? Folketinget beslutter vel selv hvad der skal debatteres?
MB: Jo, altså ...
LPD: Så hvad er hele den her proces værd?
MB: Jo, altså - på den her måde er det jo Ministeren der har bedt om udtalelsen og redegørelsen om udtalelsen ...
LPD: Ja, og ...
MB: Jo, så er det jo Ministerbetjening ....?!
LPD: Du mener ...?
MB: Ja, så er hele processen sådan set del af det fortrolige rum. Og på den måde kan det sikres, at der ikke kommer forvirrende fejlinformation ud undervejs i processen. Således at Folketinget kan debattere lige præcis det som er væsentligt, for at sikre at åbenheden er i top også fremadrettet!
LPD: Det er faktisk ret smart, det kan jeg godt se ...
MB: Præcis. Så du kan være helt rolig, Leoparddreng, åbenheden er sikret mange år frem i tiden, også med denne løsning. Eller især med denne løsning, for nu føler borgerne sig helt sikre på at alt går rigtigt til!
LPD: Imponerende!
MB: Men ved du hvad det allerbedste er?
LPD: ??
MB: Hvis det her alligevel - på trods af alt - til den tid udvikler sig til en lortesag. Så er det ikke mig der sidder med bæen til den tid!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
fiktion,
Folketinget,
Morten Bødskov,
offentlighedslov,
satire
onsdag den 17. april 2013
Søren Espersen taler ud
Søren Espersen har haft travlt på det seneste, han har flere gange offentligt måtte ud og trække i land på vegne af medlemmer af Folketingsgruppen. Det måtte jeg spørge ham om vi kunne få en lile snak om - hvilket han beredvilligt indvilligede i.
Hej, Leoparddreng, velkommen til! Må jeg byde på noget - en G&T for eksempel? Vi må jo holde malariaen nede, haha!
Øh, jotakda, tak som byder. Men vi skulle jo egentlig tale om problemerne i jeres folketingsgruppe?
Arh, hvad, problemer vil jeg nu ikke kalde det. Men det er klart at vi jo er et lidt specielt parti, og det er ikke alle som har forstået, hvordan vi agerer.
Som igår med Mette Hjermind Dencher?
Ja, altså Mettes problem er, at hun jo rent faktisk mente hvad hun sagde. Hun tilhører den heldigvis lille gruppe i partiet, som jeg kalder realisterne.
Realisterne, ikke royalisterne?
Realisterne, ja. Dem som faktisk tror på det de siger.
Det er vel også en politikers opgave?
For det meste ja, men som sagt, DF er jo ikke et helt normalt parti. Det ved du jo godt, Leoparddreng?
Øh, hvordan?
Altså, DF er jo et satire-parti, ikke. En slags The Onion i politik. Det Haugaard skulle have været, hvis han havde haft modet til det.
Så, det du siger, er ...
Vi laver satire, for pokker. Jeg sagde det jo åbent og ærligt så sent som i sidste uge, men af en eller anden grund bliver nogle folk ved med at tage os alvorligt?!
Du må vist lige tage den fra starten, for jeg er ikke sikker på jeg er helt med?
Altså - egentligt begyndte det jo med Fremskridtspartiet, ikke? Men det var efterhånden gået hen og blevet ren slapstick, og så var det at nogle af os - Pia, Tulle og migselv blandt andre, blev enige om at der sgu manglede noget kvalificeret satire, ikke. Og så var det vi brød ud.
Så alt hvad I har lavet siden, det er satire?
Jada! Og vi er jo vildt populære!!
Altså, jeg tror det er en del det ikke er gået op for ...?
Det tror jeg nok, det er for de fleste. Men du har ret, ikke alle. For eksempel de føromtalte realister i partiet. Vi prøver ellers at gøre dem det ekstra klart, men de tror sgu på hvad som helst. Men jeg medgiver gerne, det kan være et svært felt at ramme. Som satiriker vil man jo gerne gøre en historie troværdig i starten, så man kan trække publikummet langt, langt ud, indtil de endelig tænker: nej, det her er sgu for langt ude!
Og det gik så galt, for eksempel med Marie Krarups blogindlæg?
Ja, både-og. Altså, jeg synes sgu faktisk ikke det var Maries skyld, problemet er jo at humor er forskellig i forskellige lande, og på New Zealand er de så ikke så vant til lidt stiff upper lip. Plus, at de jo ikke rigtigt kender Dansk Folkeparti. Men på sin vis var det måske meget godt.
Hvordan det?
Jo, men altså, det er som om folk herhjmme ikke rigtigt tager notits af vores humor mere - folk bliver hårdhudede, der skal mere og mere til. Se nu på den blog - den havde ligget online en måned, men var der nogle herhjemme der grinte eller delte den, før den havde været turen omkring NZ? Nej, I kræver sgu mere og mere af os herhjemme, og vi prøver - men jeg beklager hvis vi ikke altid kan levere varen.
Jeg er stadig ikke helt med - du mener at alle herhjemme ved, at I er satire?
Altså, ikke alle - men vel 95%? Resten er sgu, undskyld mig, lidt vel naive. Jeg synes vi har gjort det tydeligt nok, ikke. Hvad med Alex' valgvideo? Grænsebomme? Pointsystemer? Simulanter der kommer for at få førtidspension? Bent Jensen? Indvandrere som stjæler kager og saftevand på hospitalerne? Parabolforbud i ghettoer? Uniformer på taxachauffører? Tærsk af ekstremistiske homoseksuelle? Onkelvoldtægter? Burkaforbud? Jeg kunne blive ved ...
Jeg begynder at se hvad du mener. Hvad er så jeres bedste historie indtil nu, synes du?
Altså, hele historien omkring Louise Frevert, hendes webmaster og siderne ingen turde trykke? Jeg synes det var vidunderligt gennemført. Desværre blev Louise lidt for fyldt af sig selv efterfølgende, hun blev simpelthen for stor for partiet. Men at hun så siden er gået i glemslen viser jo også hvor vigtig en platform DF er for satire-politikere. Vi hjælper hinanden frem.
Og jeres største talent?
Altså, det skulle jeg måske ikke sige noget om. Men jeg vil sige, Martin Henriksen har det der skal til for at blive et virkeligt stort navn, også internationalt. Han formår at bruge sin fysik og sit kropssprog kombineret med et stoneface - og så skriver han nogle forrygende tekster.
Du skal have mange tak, Søren. Jeg føler mig en del klogere nu!
Selv tak, Leoparddreng. Det er jo det vi er her for!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Dansk Folkeparti,
fiktion,
Marie Krarup,
Mette Hjermind Dencher,
satire,
Søren Espersen
tirsdag den 16. april 2013
Hvem var egentlig Holger Danske?
I disse dage, hvor bølgerne går højt over det mulige salg til udlandet af en statue af national-ikonet Holger Danske, er der sikkert mange der undrer sig over hvem han egentligt var - og hvorfor vi sætter ham så højt. Og det er ikke så underligt, for så kendt manden er af navn, er det de færreste der kender den egentlige historie bag.
Man kender ikke så meget til Holger Danskes opvækst, men sikkert er det at han kom til Danmark efter at svenske vikinger havde været til rejse til (eller ihvertfald nær) Miklagård, som de kaldte Konstantinopel. Med sig hjem havde de eunukken Umar al-Khadin, en slave de havde købt undervejs - og som nu af ukendte kanaler var havnet på Kongsgården i Hedeby, ved Kong Gnupas hof.
Umar var ret kvindagtig i sin væremåde, fortælles det, og talte i falset, og han fik derfor kaldenavnet Olga Svanse - og det har næppe været muntert for ham på den måde at være alene i fremmedkultur, med fremmede skikke og en religion hvor man tilbad mange guder, og ikke kun Allah, som han var vant til fra sit hjemland.
Men en af kongens sønner, Prins Dithmar, fik øje på Olga, og syntes han var smuk, og begyndte at tale med ham. Og snart var det hverken værre eller bedre end at Dithmar var ganske forelsket i Olga - og omvendt.
Kong Gnupa var ikke særligt glad for dette, der var ikke meget ære i at hans søn således omgikkes en træl, men han var en viis mand, så istedet for at jage Olga væk, eller slå ham ihjel, lod han ham frikøbe. Og kort efter blev Dithmar og Olga gift.
Da de jo ikke kunne få børn, men holdt så umådeligt meget af dem, grundlagde de en skole/pasningsordning, hvor vikinger som skulle på togt kunne få deres børn passet. Dette blev også grundlaget for de berømte skjoldmøer, som drog med mændende på togt - dette havde ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke Dithmar og Olga passede dem.
Og sommetider vendte de ikke tilbage når - når børn således blev forældreløse, fordi forældrene døde på Englands strande, kunne de dog være forvisset om en sikker opvækst, for Dithmar og Olga adopterede hver og én. Noget de blev meget populære for, da det gav ro i sindet for de udrejsende krigere.
Senere grundlagde Olga en anden skole lidt længere sydpå, hvor unge mænd kunne oplæres i færdigheder, så de kunne vælge et andet liv end ved sværdets - Dansevirke hed skolen, og var kulturelt centrum mellem Danmark og de tyske stater i mange år, også efter Olgas død.
Glad som han var for Danmark, generede noget dog Olga: maden. Han måtte ikke spise svinekød, og dette var stort set den eneste kilde til kød som var at finde. Han hengav sig derfor til sidst til svinekødet, men instruerede sine tjenere: han måtte kun serveres den del på svinet, som var længst fra svinet.
Dette tolkede de derhen, at det måtte være testiklerne. Så fra da af levede Olga udelukkende på en diæt af ornetestikler. Dette endte med at have en effekt på ham - det kønshormon han ikke selv kunne producere fik han nu gennem kosten. Hans stemme blev dybere, og hans skæg begyndte at gro - hvilket glædede ham umådeligt, da han nu følte sig som mere rigtig muslim.
Danerne tog ham også for alvor til sig, mente at han i den grad var faldet ind og blevet en af deres egne, hvorfor han fik et nyt navn - i stedet for Olga Svanse kaldte de ham nu Holger Danske.
Dithmar har jo nok fundet det noget underligt, at hans smukke Olga sådan skiftede udseende - men de blev sammen, ligesom de blev ved at adoptere.
Hvor og hvornår Holger Danske blev begravet vides ikke. Men der blev lavet en del afbildninger af ham. Det mest kendte viser en meget træt Holger, som har passet børn hele dagen, og har konfiskeret et sværd og et skjold fra en af de mest uvorne knægte. Han har en hjelm på hovedet, men forestiller man sig det var en turban er det tydeligt at her er tale om en langskægget herre fra mellemøsten, som måske nok har fået rigeligt med kønshormon. Og det siges, at skulle Danmark nogle sinde glemme sine idealer, så vil han rejse sig på ny - træt som han ellers er.
Holger Danske er således symbol på vores mest grundliggende værdier i Danmark - frisind og åbenhed: han kom til Danmark som muslim, og blev til en del af den kongelige familie. Han skiftede på det nærmeste køn, og sammen med sin mand adopterede han et væld af drenge & piger, og hjalp dermed kvinderne med at få rettigheder til sammen med mændene at gå på togter.
Alt i alt er der gode grunde til at vi stadig i dag sætter pris på Holger Danske og alt hvad han stod for. Og jeg kan godt forstå Dansk Folkeparti kæmper sådan for at vi kan mindes ham!
Følte du dig godt oplyst af denne lille artikel? Så kan du finde andre oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Man kender ikke så meget til Holger Danskes opvækst, men sikkert er det at han kom til Danmark efter at svenske vikinger havde været til rejse til (eller ihvertfald nær) Miklagård, som de kaldte Konstantinopel. Med sig hjem havde de eunukken Umar al-Khadin, en slave de havde købt undervejs - og som nu af ukendte kanaler var havnet på Kongsgården i Hedeby, ved Kong Gnupas hof.
Umar var ret kvindagtig i sin væremåde, fortælles det, og talte i falset, og han fik derfor kaldenavnet Olga Svanse - og det har næppe været muntert for ham på den måde at være alene i fremmedkultur, med fremmede skikke og en religion hvor man tilbad mange guder, og ikke kun Allah, som han var vant til fra sit hjemland.
Men en af kongens sønner, Prins Dithmar, fik øje på Olga, og syntes han var smuk, og begyndte at tale med ham. Og snart var det hverken værre eller bedre end at Dithmar var ganske forelsket i Olga - og omvendt.
Kong Gnupa var ikke særligt glad for dette, der var ikke meget ære i at hans søn således omgikkes en træl, men han var en viis mand, så istedet for at jage Olga væk, eller slå ham ihjel, lod han ham frikøbe. Og kort efter blev Dithmar og Olga gift.
Da de jo ikke kunne få børn, men holdt så umådeligt meget af dem, grundlagde de en skole/pasningsordning, hvor vikinger som skulle på togt kunne få deres børn passet. Dette blev også grundlaget for de berømte skjoldmøer, som drog med mændende på togt - dette havde ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke Dithmar og Olga passede dem.
Og sommetider vendte de ikke tilbage når - når børn således blev forældreløse, fordi forældrene døde på Englands strande, kunne de dog være forvisset om en sikker opvækst, for Dithmar og Olga adopterede hver og én. Noget de blev meget populære for, da det gav ro i sindet for de udrejsende krigere.
Senere grundlagde Olga en anden skole lidt længere sydpå, hvor unge mænd kunne oplæres i færdigheder, så de kunne vælge et andet liv end ved sværdets - Dansevirke hed skolen, og var kulturelt centrum mellem Danmark og de tyske stater i mange år, også efter Olgas død.
Glad som han var for Danmark, generede noget dog Olga: maden. Han måtte ikke spise svinekød, og dette var stort set den eneste kilde til kød som var at finde. Han hengav sig derfor til sidst til svinekødet, men instruerede sine tjenere: han måtte kun serveres den del på svinet, som var længst fra svinet.
Dette tolkede de derhen, at det måtte være testiklerne. Så fra da af levede Olga udelukkende på en diæt af ornetestikler. Dette endte med at have en effekt på ham - det kønshormon han ikke selv kunne producere fik han nu gennem kosten. Hans stemme blev dybere, og hans skæg begyndte at gro - hvilket glædede ham umådeligt, da han nu følte sig som mere rigtig muslim.
Danerne tog ham også for alvor til sig, mente at han i den grad var faldet ind og blevet en af deres egne, hvorfor han fik et nyt navn - i stedet for Olga Svanse kaldte de ham nu Holger Danske.
Dithmar har jo nok fundet det noget underligt, at hans smukke Olga sådan skiftede udseende - men de blev sammen, ligesom de blev ved at adoptere.
Hvor og hvornår Holger Danske blev begravet vides ikke. Men der blev lavet en del afbildninger af ham. Det mest kendte viser en meget træt Holger, som har passet børn hele dagen, og har konfiskeret et sværd og et skjold fra en af de mest uvorne knægte. Han har en hjelm på hovedet, men forestiller man sig det var en turban er det tydeligt at her er tale om en langskægget herre fra mellemøsten, som måske nok har fået rigeligt med kønshormon. Og det siges, at skulle Danmark nogle sinde glemme sine idealer, så vil han rejse sig på ny - træt som han ellers er.
Holger Danske er således symbol på vores mest grundliggende værdier i Danmark - frisind og åbenhed: han kom til Danmark som muslim, og blev til en del af den kongelige familie. Han skiftede på det nærmeste køn, og sammen med sin mand adopterede han et væld af drenge & piger, og hjalp dermed kvinderne med at få rettigheder til sammen med mændene at gå på togter.
Alt i alt er der gode grunde til at vi stadig i dag sætter pris på Holger Danske og alt hvad han stod for. Og jeg kan godt forstå Dansk Folkeparti kæmper sådan for at vi kan mindes ham!
Følte du dig godt oplyst af denne lille artikel? Så kan du finde andre oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Dansk Folkeparti,
fiktion,
Holger Danske,
løgnehistorie,
satire
torsdag den 11. oktober 2012
Menneskets veje er uransagelige
Gabriel: "Høje Herre - lad mig fortælle en trist og glædelig historie!"
Gud: "Lad høre, Gabriel. Det trænger Vi til!"
Gabriel: "En families datter er kørt galt med et automobil - men midt i sorgen finder familien overskud til at dele hendes organer, så andre kan leve, hvis de skulle rammes af sygdom."
Gud: "Det var dog en aldeles uselvisk gerning. Hør - Gabriel, skulle vi ikke sende et lille mirakel deres vej? Lad pigen leve! siger jeg."
Et år efter.
Gabriel: "Æh, Høje Herre - vi har fået et lille problem ..."
Gud: "Hvad er det, Gabriel. Sig blot frem."
Gabriel: "Jo - De husker miraklet med pigen, der kom sig ...?"
Gud: "Ja ... - og ?"
Gabriel: "Jo, nu har de andre mennesker i landet hørt om det. Og nu vil de ikke være organdonorer!"
Gud: "Jeg lærer aldrig at forstå menneskene - deres veje er uransagelige!"
Se også: Det handler ikke om organdonation
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
fiktion,
organdonation
søndag den 16. september 2012
Dele af The Hobbit optages i Gribskov!
Jeg skal love for det var noget af en overraskende nyhed der ramte mig tidligt i eftermiddags - at der lige i øjeblikket foregår supllerende optagelser til filmen The Hobbit lige her på Sjælland, i Gribskov. Man kan vel et eller andet sted synes det er meget passende, når de fleste optagelser ellers foregår på New Zealand, at vi også får lidt på (Old) Zealand.
Men overraskende var det.
Min kilde - en trofast læk - havde også sagt at optagelserne snart var slut, så jeg kom hurtigt af sted. Først i et S-tog til Hillerød, og siden med lokalbanen, hvor jeg stod af i Kagerup, nær hjertet af Gribskov.
Jeg havde blot fået at vide at jeg skulle gå mod øst, og at jeg ikke måtte forlade stien. Og endelig ikke drikke af vandet. Instrukser jeg fulgte, men det var svært, det føltes som evigheder jeg gik, og skoven blev mørkere og mørkere, og det hele mere og mere uhyggeligt.
Det var dunkelt - men så gik solen ned, og det blev helt mørkt. Men det hjalp faktisk, for jeg så nogle lys længere fremme, og tænkte at det måtte være der optagelserne foregik.Så jeg løb frem - og kom til en lysning, som jeg væltede ind i, og med et blev alt mørkt, og jeg fik et gok i hovedet ...
... og da jeg vågnede op igen var lysningen tom. Det kunne jeg først ikke se, der var buldermørkt, men jeg brugte lyset fra min mobil.
Der var dog tegn på at der havde været en eller anden form for fest, og spor i jorden efter de skinner de kører kameraerne på. Men der var ingen mennesker tilbage.
"Fordømt!" tænkte jeg - jeg var åbenbart kommet for sent. Og skulle til at gå igen - da jeg hørte en spag stemme:
"Hjælp!" sagde den. "Jamen, så hjælp mig dog!"
"Halloo," kaldte jeg, og gik i retning af lyden - hvilket er svært i en mørk skov.
"Hjælp! Hjælp!" lød det igen. "Jeg er her!"
Hvor nu her var, var nu ikke sådan til at finde ud af, men tilsidst fandt jeg det - en slags hvidlig puppe i udkanten af lysningen.
Jeg stak til puppen med en gren. "Er der nogen?" spurgte jeg.
"Ja, av, hjælp!" sagde puppen.
"Rolig nu, jeg hælper!" kaldte jeg, og prøvede at flå puppen op, men det var lettere sagt end gjort. Det var et eller andet klistret plastik, som skulle ligne silke.
"Hov, hov, pas nu på!" sagde puppen.
Jeg syntes jeg kendte stemmen. Var det mon en kendt skuespiller?
"Undskyld, kender jeg mon dig?" spurgte jeg.
"Det synes jeg er et meget upræcist spørgsmål!" lød det fra puppen.
"Lars? Lars Løkke? Er det dig??"
"... æh ... ja, det er det vist"
"Men hvad i alverden laver du der indhyllet i filmedderkoppespind i Hobitten?"
"... æh ... jeg blev castet ..."
"Castet? Og hvordan gik det lige til?"
"Ja, det var en sekretær i Venstres Pressetjeneste. Hun så en notits på nettet - at de søgte en stand-in for en dværg, som skulle være indhyllet i spind. Og så tænkte hun at det kunne være starten på min internationale karriere, ligesom Anders' ... - jeg tror hun troede det skulle være spin."
"Okay, så du skulle være Bombur - eller en af de andre dværge? Men hvorfor efterlod filmholdet dig her ...?"
"Det ved jeg ikke - jeg husker det ikke. Jeg drak lidt, jeg tror det var vand fra Esrum Sø, og siden husker jeg ikke noget. Men jeg har drømt så dejligt!"
Jeg var efterhånden ved at have kæmpet mig igennem det meste af det falske spind - hvilket ellers kan være svært nok - men fandt ud af der var et lag mere; en slags net af tynde reb, som nærmest havde Lars Løkke snøret ind som en rullesteg.
"Nå, men det bliver nok ikke til så meget med den store internationale karriere, så ..." konstaterede jeg.
"Tværtimod, Peter sagde at jeg ville selvskreven i hovedrollen i hans næste film ..."
"Wow, talte du med Peter Jackson selv?" måtte jeg afbryde.
"Jaja, det var også mig der fik dem til at lave optagelserne her. De talte om Dunkelskov, jeg mente Gribskov måtte være godt nok."
"Og han tilbød dig hovedrollen i sin næste film?"
"Ja, en filmatisering var det vist. Af en eller anden Viktor Hugo. Sært navn."
"Skal du spille Jean Valjean i Les Miserables??" udbrød jeg med undren.
"Nejnej, det var en en eller anden kendt film, en Disney film. Noget med en klokkemageren fra Notting Dam?"
"Ah, jo, det giver mening. Ved du hvad, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at løsne de her reb!?"
"Nåh, dem? Nej, det er bare min hængekøje, dem skal du sandelig ikke gøre noget ved. Bare lad mig ligge her lidt!"
Og det gjorde jeg så. Jeg forlod ham liggende der i lysningen, på vej mod stjernerne. På vejen hjem kom jeg ud for mange eventyr, men det fører for vidt at fortælle om her. Jeg var blot glad for at være hjemme igen, da jeg nåede til mit dørtrin.
Men overraskende var det.
Min kilde - en trofast læk - havde også sagt at optagelserne snart var slut, så jeg kom hurtigt af sted. Først i et S-tog til Hillerød, og siden med lokalbanen, hvor jeg stod af i Kagerup, nær hjertet af Gribskov.
Jeg havde blot fået at vide at jeg skulle gå mod øst, og at jeg ikke måtte forlade stien. Og endelig ikke drikke af vandet. Instrukser jeg fulgte, men det var svært, det føltes som evigheder jeg gik, og skoven blev mørkere og mørkere, og det hele mere og mere uhyggeligt.
Det var dunkelt - men så gik solen ned, og det blev helt mørkt. Men det hjalp faktisk, for jeg så nogle lys længere fremme, og tænkte at det måtte være der optagelserne foregik.Så jeg løb frem - og kom til en lysning, som jeg væltede ind i, og med et blev alt mørkt, og jeg fik et gok i hovedet ...
... og da jeg vågnede op igen var lysningen tom. Det kunne jeg først ikke se, der var buldermørkt, men jeg brugte lyset fra min mobil.
Der var dog tegn på at der havde været en eller anden form for fest, og spor i jorden efter de skinner de kører kameraerne på. Men der var ingen mennesker tilbage.
"Fordømt!" tænkte jeg - jeg var åbenbart kommet for sent. Og skulle til at gå igen - da jeg hørte en spag stemme:
"Hjælp!" sagde den. "Jamen, så hjælp mig dog!"
"Halloo," kaldte jeg, og gik i retning af lyden - hvilket er svært i en mørk skov.
"Hjælp! Hjælp!" lød det igen. "Jeg er her!"
Hvor nu her var, var nu ikke sådan til at finde ud af, men tilsidst fandt jeg det - en slags hvidlig puppe i udkanten af lysningen.
Jeg stak til puppen med en gren. "Er der nogen?" spurgte jeg.
"Ja, av, hjælp!" sagde puppen.
"Rolig nu, jeg hælper!" kaldte jeg, og prøvede at flå puppen op, men det var lettere sagt end gjort. Det var et eller andet klistret plastik, som skulle ligne silke.
"Hov, hov, pas nu på!" sagde puppen.
Jeg syntes jeg kendte stemmen. Var det mon en kendt skuespiller?
"Undskyld, kender jeg mon dig?" spurgte jeg.
"Det synes jeg er et meget upræcist spørgsmål!" lød det fra puppen.
"Lars? Lars Løkke? Er det dig??"
"... æh ... ja, det er det vist"
"Men hvad i alverden laver du der indhyllet i filmedderkoppespind i Hobitten?"
"... æh ... jeg blev castet ..."
"Castet? Og hvordan gik det lige til?"
"Ja, det var en sekretær i Venstres Pressetjeneste. Hun så en notits på nettet - at de søgte en stand-in for en dværg, som skulle være indhyllet i spind. Og så tænkte hun at det kunne være starten på min internationale karriere, ligesom Anders' ... - jeg tror hun troede det skulle være spin."
"Okay, så du skulle være Bombur - eller en af de andre dværge? Men hvorfor efterlod filmholdet dig her ...?"
"Det ved jeg ikke - jeg husker det ikke. Jeg drak lidt, jeg tror det var vand fra Esrum Sø, og siden husker jeg ikke noget. Men jeg har drømt så dejligt!"
Jeg var efterhånden ved at have kæmpet mig igennem det meste af det falske spind - hvilket ellers kan være svært nok - men fandt ud af der var et lag mere; en slags net af tynde reb, som nærmest havde Lars Løkke snøret ind som en rullesteg.
"Nå, men det bliver nok ikke til så meget med den store internationale karriere, så ..." konstaterede jeg.
"Tværtimod, Peter sagde at jeg ville selvskreven i hovedrollen i hans næste film ..."
"Wow, talte du med Peter Jackson selv?" måtte jeg afbryde.
"Jaja, det var også mig der fik dem til at lave optagelserne her. De talte om Dunkelskov, jeg mente Gribskov måtte være godt nok."
"Og han tilbød dig hovedrollen i sin næste film?"
"Ja, en filmatisering var det vist. Af en eller anden Viktor Hugo. Sært navn."
"Skal du spille Jean Valjean i Les Miserables??" udbrød jeg med undren.
"Nejnej, det var en en eller anden kendt film, en Disney film. Noget med en klokkemageren fra Notting Dam?"
"Ah, jo, det giver mening. Ved du hvad, jeg tror ikke jeg kan finde ud af at løsne de her reb!?"
"Nåh, dem? Nej, det er bare min hængekøje, dem skal du sandelig ikke gøre noget ved. Bare lad mig ligge her lidt!"
Og det gjorde jeg så. Jeg forlod ham liggende der i lysningen, på vej mod stjernerne. På vejen hjem kom jeg ud for mange eventyr, men det fører for vidt at fortælle om her. Jeg var blot glad for at være hjemme igen, da jeg nåede til mit dørtrin.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Esrum Sø,
fiktion,
Lars Løkke Rasmussen,
Peter Jackson,
satire,
spin,
Venstre
tirsdag den 11. september 2012
Mitt Romney on A Game of Thrones
Todays entry on The Leopard Boy-blog is rather special, as I have a unique opportunity for an interview with Presidential candidate, Mitt Romney. Therefore, this whole entry will be in English.
TLB: First, Mr Romney, thank you for joining me for this interview, it's quite an honor!
MR: Why, Leopard Boy, I'm flattered to be here - and I'm happy to get a chance to reach your Swedish audience!
TLB: Ah ... Danish, actually ...
MR: No, thank you, I'm good, just this coffee.
TLB: Well, yes. Good. Anyway, this interview is part of my series Your Favorite Book, and you told me you were going to talk about A Game of Thrones?!
MR: Well, actually the real name is A Song of Ice and Fire, A Game of Thrones is only the first book.
TLB: Yes. Yes, it is. But, forgive me, Mr Romney, I was rather surprised when I heard that was the book you wanted to talk about ... ?!
MR: Yes, I get that a lot, I guess the books have a kind of bad reputation. But, of course, I got mine from The Tabernacle Bookstore, so there is no reason to think there should be anything offensive about the book.
TLB: The Tabernacle Bookstore?
MR: Yes, in Utah. Of course, the Book of Mormon is good and beautiful, but you have to keep an open mind, read new ideas. And the Tabernacle Bookstore makes sure that is possible, if something is problematic it is put into a correct context.
TLB: Nice - so you read all kinds of fiction, not just the Book of Mormon?
MR: All kinds!
TLB: Still, I would think there are some troublesome parts for a man as devaout as yourself. For example, the relationship between Cersei and Jaimie Lannister ...?
MR: Well, I can see how you would find that problematic. But you must realize that King Robert is a tragic figure - always coming home drunk. It's no wonder she turns to her brother.
TLB: But she has always been with her brother ...?
MR: Yes, but that is a good mormon tradition, to do these things together as a family. And Cersei wants children - of course, she's a woman - and her husband has this problem, so of course she turns to prayer with her brother.
TLB: Prayer?
MR: Yes, the only way to reach God, and have a child in that situation.
TLB: So, that is what Cersei and Jaime do, they pray together? In this tabernacle book?
MR: Yes, of course. In God they trust. They are most devout!
TLB: And in Game of Thrones, in the old tower, they are also praying?
MR: To get closer to their Lord, yes.
TLB: And Bran stumbles upon them ... praying?
MR: Yes, this Bran-character. I don't really like him. He reminds me of a fellow in college - but I showed him his place! Anyway - yes, they are praying, and Bran is about to sneak through the window, when Jaime mid-prayer exclaims "What I do for love!" and Bran is startled and falls to the ground.
TLB: Tragic, don't you think?
MR: Well, what is really tragic is that the Starks - with their heathen gods - do not want to allow Jaime and Cersei to pray for Bran, so they have to do it at a distance, but still Bran is healed, even though he is a sinner - that really show you the power of God!
TLB: So - that relationship is ok, because they are praying?
MR: Yes, but there really are a lot of praying in that book, I like that a lot. Also, I think it's really great on it's view on fostercare in that regard!
TLB: Could you elaborate?
MR: Yes, many times children, especially the girls and sometimes young women, are asked to pray, but do not want to. But then they are made to pray. That is really the only way to deal with that, sometimes you have to put your foot down - eventually the children will see what is good for them.
TLB: But Arya manages to avoid this forced prayer ...?
MR: Yes, and what a tragic figure she is. A heathen, and half the time she dresses as a boy - now I'm only in book two, but I'm sure she will end up a mess, when she grows up. I often pray for her, alone - in my head, when I think about her before I fall asleep.
TLB: Still - I begin to see how you can condone the book, but I'm a bit surprised you'd want to talk about it particularly before the election?
MR: But, don't you see ... I think there are so many ideas Amercia could learn from this book. Like the Wall. I mean, of course we already have a tiny wall down south, towards Mexico, but Amercia needs a real wall in the North - where barbaric tribes roam!
TLB: You mean Canada?
MR: Yes, if that is what they call themselves these days. We must stop it. Put an end to it!!
TLB: Okay ... so do you see any parallels to the current election. Who would President Obama be, for example?
MR: I see him as Daenerys Targaryen. We are not really sure where she is born, somewhat immature, prays with horsemen, and she is mostly out of the country. That's Obama to me!
TLB: All right, and yourself?
MR: That's pretty clear I think - I'm Joffrey Baratheon! Born rich, born to rule. Harsh when necessary, but wisdom leads his way - he reminds me of myself in college! Maybe I should dye my hair blond, what do you think?
TLB ...
MR: Anyway, yes - Joffrey is me - I am Joffrey. I only hope the Amercian people can see it!
TLB: I'm sure they can! But a little suggestion, to help showing them?
MR: Yes?
TLB: You might start calling yourself Mitt Joffrey!?
MJ: That is brilliant, Leopard Boy, absolutely brilliant!
TLB: I'm happy you like it ... but I also think that concludes our interview ...
MJ: Thank, you very much, Leopard Boy. I will keep you in my prayers!
TLB: Actually, I'd rather not ...
MJ: Oh, yes, Leopard Boy. I insist. A Lannister always pays his debts!
TLB: I thought you were a Baratheon?
MJ: Don't twist my words. That makes me angry if you twist my words!
TLB: No, no, I won't! Anyway, have a nice trip home.
MJ: I'd really rather stay, to be honest. It seems Ann picked up a home-decorating book, about wall papers, from the Tabernacle Bookstore. 50 Shades of Grey, I believe it was called, I really don't want to get into that mess!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Barack Obama,
bøger,
fiktion,
Game of Thrones,
Mitt Romney,
satire,
USA
torsdag den 2. august 2012
Atter til middag ved de riges bord
Jeg modtog for et par dage siden en mail. Den lød:
Men det her var jo en klokkeklar invitation, tænkte jeg - hvad kan gå galt? Og skal jeg være helt ærlig lød det også lidt frækt med Inger Støjberg og Trekantsområdet - ville jeg mon kunne finde ud af om det i virkeligheden skulle vise sig at være at være ægte rødt?
Så jeg endte med at sende en bekræftende mail tilbage, fik at vide jeg skulle møde op onsdag kl 15 ved ved Venstres landskontor i Holte, hvor der ville være busafgang til Kravlegården.
Og hvad ventede der mig ikke - selveste Venstres valgbus fra FV '11 - fyldt med en masse glade fortrinsvis unge mennesker, fortrinsvis mænd. Den var ret flot indrettet, med bar med fadølsanlæg nede for enden. Mange ungersvende var allerede godt i gang, desværre viste det sig åbenbart at man skulle have et "Løkke-kort" for at kunne få noget, så jeg måtte klare mig med min medbragte vandflaske på vejen til Jylland.
Men stemningen var munter, der var blå balloner og sange der kørte på "Lå-LÅ-lålå-LÅ", og sjove variationer.
Så det føltes faktisk ikke som særlig lang tid , før vi var både over broen og over Fyn og ankom til Kravlegården.
Her skulle vi først forbi et par forhutlede typer der sad uden for i gul vest, som åbenbart havde fået lov at indtage deres medbragte mad udenfor, for de sad og spiste rugbrødsmadder.
"Nå, har I husket leverpostejen, som Möger siger?" råbte en af de unge, og det morede de andre sig meget over.
Indenfor i Kravlegården blev vi budt velkommen af noget meget nydeligt og venligt personale, som førte os til vores til vores pladser, jeg skulle være ved langbordet i hovedstuen, kaldet Kravlestuen.
Her stod der allerede en velskænket fadøl på hver plads ved bordet, jeg fandt min plads, og tog en ordentlig slurk - det syntes jeg ærligt talt jeg havde fortjent, nu jeg havde siddet og vansmægtet uden Løkke-kort i bussen.
Inger Støjberg stillede sig op, ringede på et glas, og sagde: "Så - nu hvor Københavnerne også er kommet, synes jeg vi skal tage fat på den del der virkelig betyder noget..."
"Stegt flæsk!" lød det fra en jeg genkendte som Peter Christensen - jeg gav et indvendigt gisp, for ham havde jeg tidligere haft problemer med - og alle lo.
"Nejnej, Peter, men du skal nok få," lo Inger Støjberg også. "Men det her handler om kamp for frihed, om retten til at organisere sig som man vil. Det er meget vigtigt!"
Hun kiggede på nogle papirer hun havde i hånden: "Først og fremmest føler jeg det er vigtigt at sige, at den danske model naturligvis er fantastisk. Det sagde Anders Fogh selv ude i Europa da vi blev skamrost for den for få år siden, så det holder vi naturligvis fast ved. Og den vil vi ikke røre ved! Men vi vil modernisere den!"
"Øj, hvor skal den moderniseres, hva' Inger," råbte en stemme jeg genkendte som Anders Samuelsens. "Vi skal modernisere den så meget, at den Danske Model kun er noget man kan stemme Like til på Facebook!" Her ville jublen ingen ende tage.
Inger smilte dog kun afmålt. "Nuvel, Anders, det har vi talt om, det er måske ikke så smart at sige - det lyder ikke pænt!"
"Pænt, schmænt!" gav Samuelsen til genmæle, han havde vist allerede fået lidt inden for vesten.
"Nå - men inden vi går igang med den dejlige stegte flæsk," fortsatte Støjberg, "skal jeg sige at middagen er betalt af Venstre og LA's party-støtte i fællesskab. Vi kan ikke på den konto give drikkepenge, men det håber vi I vil bidrage med, det går nemlig direkte ind og støtter Kravlegården! Og så skal jeg sige at der ved hver kuvert ligger et lille brev fra Saxo Bank, en start-konto på kr 100, som man kun skal investere 3 gange igennem før man må hæve pengene. Og så til bords!"
Almindelig jubel! Vi satte os, og de flinke - og kønne - tjenere kom ind med fad på fad fyldt med stegt flæsk - dejlig fedtglinsende flæsk - og kande på kande med god tyktflydende hvid-grøn sovs. Et dejligt syn! Og der blev hurtigt langet til fad.
Dog bemærkede jeg at Simon Emil fik en børnetallerken med røde pølser og pomfritter, med hjemmelavet ketchup og remulade: "Jeg kan nu altså så godt li' rød pølse!" forklarede han de omkringsiddende.
Samtalen omkring mig handlede om hvor forfærdeligt det var, at Kravlegården var blevet blokeret af en fagforening, som gjorde at ingen kunne komme ud eller ind, og der ikke kunne blive tømt skrald og de ikke kunne få afleveret annoncer til avisen.
"Hva' for en blokade?" spurgte jeg, for jeg syntes ikke jeg havde bemærket at stedet sådan var omringet.
"Så du ikke fjolserne, der stod udenfor?" blev jeg spurgt.
"Åh, men jeg troede bare de spiste noget mad... hjemmebragt leverpostej? De blokerede da ikke noget!"
"De er altså nogle bøller! Nogle mafia-bøller!!" sagde en anden sidemand. "Og jeg har hørt de har kommet klistermærker på biler - det er næsten det værste!"
"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" spurgte jeg.
Her blev der ringet på et glas, Inger Støjberg rejste sig, og sagde: "Jeg synes lige vi skal give en skål til Rico, som desværre ikke kunne være her idag. Men tak Rico!"
Alle hævede deres glas, nogle klappede, andre så undrende ud. Men jeg tænkte ikke nærmere over det, jeg måtte høre videre om blokaden, det lød spændende:
"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" gentog jeg.
"Nej, egentligt altså ikke dem... men der er ikke nogen der vil hente det!", sagde første sidemand.
"Mafiametoder!" sagde den anden.
"Og de forhindrer at ejeren kan levere sin annonce?" spurgte jeg.
"Nej, ikke de der... " sagde første sidemand. "Men der er ingen der vil trykke den."
"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.
"Men hvad skyldes alt det?" spurgte jeg.
"Det er fordi en fagforening er sur over ejeren ikke har villet lave aftale med dem, men med en anden fagforening! Og de vil have det skal være med dem!" sagde første sidemand.
"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.
Nu kom jeg i tanker om noget. "Hov, den sag har jeg hørt om. Men var det ikke noget med at restauranten allerede havde en aftale med den ene fagforening, den ser nu er sur? Men den aftale ville restauranten ikke længere have - og så sagde den aftalen op, og sagde til de som var medlem af den gamle fagforening, at nu var de låst ude fra at arbejde, fordi den gamle aftale ikke gjaldt mere. Så hvis de ville arbejde der måtte de skifte fagforening?"
"Det ved jeg ikke så meget om," sagde min ene sidemand.
"Mafiametoder," sagde den anden.
"Og så sagde den gamle fagforening til restauranten: "Vi vil ikke have I tvinger vores medlemmer til at indgå dårligere aftaler, for det kan være til skade for alle vores medlemmer i det lange løb. Derfor vil kæmpe for at få jer til at indgå en acceptabel aftale - om det er med os, eller den forening I helst vil med, det må I sådan set selv om - men det skal ikke være en aftale som undergraver forholdene for alle!"
"Det lyder rodet," sagde min ene sidemand.
"Det lyder af mafiametoder," sagde min anden sidemand.
"Okay - men nu handler denne aften jo om frihed... så: de som nu var ansat her under den gamle aftale - hvilken frihed havde de så?"
"De var jo fri til at skifte forening!" sagde min ene sidemand.
"I'll give you an offer you can't refuse!" sagde jeg med min bedste Marlon Brando stemme (som ikke er særligt god).
"Mafiame..." sagde min anden sidemand - men nu sænkede der sig en tavshed om bordet. En mere dunkel tavshed, end blot en engel der gik gennem stuen.
Anders Samuelsen rejste sig op, lettere rød i hovedet: "Sig mig, er det dig Leoparddreng? Hvad i hede hule Helveg laver du her?"
"Jeg blev inviteret...." sagde jeg.
"Det må vist være en fejltagelse!" sagde Anders. "Du forstår jo aldrig noget som helst - dig har jeg altså opgivet. Du er bare til latter!"
"Øh, nå.... du kan jo prøve mig?"
"Okay - er du klar over hvorfor vi er her?"
"Ja, det tror jeg," sagde jeg. "I bruger et forvansket billede i pressen til at få det til at fremstå som om det her er en frihedskamp, hvilket er ganske fordrejet. Konflikten her er en helt naturlig følge af overenskomstsystemet, og som alle jurister har sagt hele vejen igennem er konflikten helt efter bogen.
Hvor frihedskampen kan komme ind, er at I selvfølgelig har ret i, at enhver form for kollektiv overenskomst kan ses som et brud på den enkeltes frihed. Det I så i den forbindelse glemmer at sige, når man taler om den absolutte frihed, det er at den enkelte lønmodtager - især den ufaglærte - uden kollektive overenskomster vil møde et gevaldigt løntab, især i en periode med arbejdsløshed.
Hvis hver enkels løn skulle aftales individuelt, ville ufaglærte lønninger i løbet af ingen tid blive halveret, ja sikkert mere, for der vil altid være en der vil tage jobbet billigere.
Det er selvfølgelig også det I i Venstre og Liberal Alliance gerne vil have - og det er også helt fair som sådan - jeg ville bare ønske I ville sige det åbent, i stedet for at ævle om fine ord som frihed, med videre.
Det handler om at I gerne vil have lønninger ned, det giver øget konkurrenceevne, og ikke mindst, det giver øget profit til aktionærer, et cetera.
I har sikkert også ret i at det vil styrke vores BNP, hvis man går op i det - det man bare skal være klar over, det er at det er dem med de i forvejen største indtægter der vil score den gevinst - hvor lavtlønnede bliver fattigere. Og hvad kan flertallet så bruge stigning til?
Jeres trickledown effekt kan I stikke skråt op - den virker ikke, og har aldrig gjort det. Det eneste punkt hvor I kan have et argument, er at lavere lønninger vil give færre arbejdsløse, og dermed kan der være en solidaritetsafvejning der - man skal bare også være klar over, at lavere lønninger naturligvis også vil give lavere dagpengesatser og kontanthjælp - for det skal jo kunne betale sig at arbejde!
Så det er det I gerne vil have: mange flere penge til i forvejen højtlønnede, virksomheder og aktionærer, markant færre penge til lavtlønnede og overførselsindkomster. Men, ja, mere arbejde - dog altså til en meget lavere løn.
Det er fint - det må I gerne mene. I kan endda have ret et stykke henad vejen, at nogle lønninger muligvis er for høje i dag - jeg tænker nu egentligt mest på bankdirektørers, med videre - men først og fremmest: hvis det er det I vil så SIG DET DOG, i stedet for jeres forløjede frihedsævl."
Den ubehagelige tavshed fra før var nu blevet en rungende stilhed.
Så spurgte Anders Samulesen: "Hvem har dog inviteret Leoparddrengen?" Intet svar. "HVEM HAR INVITERET LEOPARDDRENGEN??"
"Det har Inger Støjberg," sagde jeg.
"Det passer ihvertfald ikke! Det ville jeg aldrig have gjort!" sagde Inger.
"Jeg har invitationen her," sagde jeg og fremviste et udprint.
"Det må være en forfalskning! Jeg må være blevet hacket!!" sagde Inger Støjberg. "Jeg er virkelig ikke sådan en som sidder i min kælder med ledninger ud af væggen!"
"Leoparddreng, jeg må bede dig gå - du er ikke velkommen længere..." sagde Anders Samuelsen.
Med dukket nakke gik jeg ud af Kravlestuen. Udenfor blev jeg mødt af en tjener, som sagde hun havde forstået at jeg havde snydt mig ind, og jeg derfor var nødt til at afregne separat.
Det blev lige 3xStegt Flæsk, som var det der i alt var lagt ind per person, á kr 139 + 2 fadøl. Jeg havde kun nået at spise 2 skiver flæsk, så det syntes jeg var lidt overdrevet, og at jeg da troede der var ad libitum. Men det var kun om tirsdagen der var ad libitum, og aftalen med Venstre og LA var en eksklusiv-aftale, så den kunne jeg ikke være med i.
Jeg endte op med at betale uden yderligere brok, nu ville jeg bare hjem. Da jeg kom ud hørte jeg at der indefra Kravlestuen blev sunget Anders Samuelsens slagsang, Bingo Banko sangen.
Kort efter opdagede jeg, at jeg også havde fået skrevet Simon Emils røde pølser på regningen, og betalt dem, og at jeg ikke havde flere kontanter, at mit dankort var spærret og - well, at jeg ikke har et rejsekort vidste jeg godt. Så vejen hjem blev en besværlig og ydmygende affære, dog havde jeg nok til en cheeseburger på McDonalds da jeg nåede Hovedbanen. Da var jeg nemlig blevet sulten igen. Jeg var nu stadig sulten da jeg kom hjem, men så kogte jeg mig en gang spaghetti, og kom noget ketchup på.
Mødet blev sponsoreret af TV2 og 100% Dansk Svinekød
Kære Leoparddreng -Jeg må sige jeg først var noget skeptisk. Jeg var før gået i vandet med hvad jeg troede var gode tilbud, først med Claus Hjort og siden med Lars Løkkes madklub.
Jeg og Venstre vil hermed gerne invitere dig til stegt flæsk med persillesovs og fadøl ad libitum på et af Jyllands fineste spisesteder, nemlig Kravlegården i det fashionable Trekantsområde.
Vi håber du dermed vil være med til at dække vores kamp og fest for frihed!
Bedste hilsner
I. Støjberg
Forhenv. beskæftigelsesminister
Men det her var jo en klokkeklar invitation, tænkte jeg - hvad kan gå galt? Og skal jeg være helt ærlig lød det også lidt frækt med Inger Støjberg og Trekantsområdet - ville jeg mon kunne finde ud af om det i virkeligheden skulle vise sig at være at være ægte rødt?
Så jeg endte med at sende en bekræftende mail tilbage, fik at vide jeg skulle møde op onsdag kl 15 ved ved Venstres landskontor i Holte, hvor der ville være busafgang til Kravlegården.
Og hvad ventede der mig ikke - selveste Venstres valgbus fra FV '11 - fyldt med en masse glade fortrinsvis unge mennesker, fortrinsvis mænd. Den var ret flot indrettet, med bar med fadølsanlæg nede for enden. Mange ungersvende var allerede godt i gang, desværre viste det sig åbenbart at man skulle have et "Løkke-kort" for at kunne få noget, så jeg måtte klare mig med min medbragte vandflaske på vejen til Jylland.
Men stemningen var munter, der var blå balloner og sange der kørte på "Lå-LÅ-lålå-LÅ", og sjove variationer.
Så det føltes faktisk ikke som særlig lang tid , før vi var både over broen og over Fyn og ankom til Kravlegården.
Her skulle vi først forbi et par forhutlede typer der sad uden for i gul vest, som åbenbart havde fået lov at indtage deres medbragte mad udenfor, for de sad og spiste rugbrødsmadder.
"Nå, har I husket leverpostejen, som Möger siger?" råbte en af de unge, og det morede de andre sig meget over.
Indenfor i Kravlegården blev vi budt velkommen af noget meget nydeligt og venligt personale, som førte os til vores til vores pladser, jeg skulle være ved langbordet i hovedstuen, kaldet Kravlestuen.
Her stod der allerede en velskænket fadøl på hver plads ved bordet, jeg fandt min plads, og tog en ordentlig slurk - det syntes jeg ærligt talt jeg havde fortjent, nu jeg havde siddet og vansmægtet uden Løkke-kort i bussen.
Inger Støjberg stillede sig op, ringede på et glas, og sagde: "Så - nu hvor Københavnerne også er kommet, synes jeg vi skal tage fat på den del der virkelig betyder noget..."
"Stegt flæsk!" lød det fra en jeg genkendte som Peter Christensen - jeg gav et indvendigt gisp, for ham havde jeg tidligere haft problemer med - og alle lo.
"Nejnej, Peter, men du skal nok få," lo Inger Støjberg også. "Men det her handler om kamp for frihed, om retten til at organisere sig som man vil. Det er meget vigtigt!"
Hun kiggede på nogle papirer hun havde i hånden: "Først og fremmest føler jeg det er vigtigt at sige, at den danske model naturligvis er fantastisk. Det sagde Anders Fogh selv ude i Europa da vi blev skamrost for den for få år siden, så det holder vi naturligvis fast ved. Og den vil vi ikke røre ved! Men vi vil modernisere den!"
"Øj, hvor skal den moderniseres, hva' Inger," råbte en stemme jeg genkendte som Anders Samuelsens. "Vi skal modernisere den så meget, at den Danske Model kun er noget man kan stemme Like til på Facebook!" Her ville jublen ingen ende tage.
Inger smilte dog kun afmålt. "Nuvel, Anders, det har vi talt om, det er måske ikke så smart at sige - det lyder ikke pænt!"
"Pænt, schmænt!" gav Samuelsen til genmæle, han havde vist allerede fået lidt inden for vesten.
"Nå - men inden vi går igang med den dejlige stegte flæsk," fortsatte Støjberg, "skal jeg sige at middagen er betalt af Venstre og LA's party-støtte i fællesskab. Vi kan ikke på den konto give drikkepenge, men det håber vi I vil bidrage med, det går nemlig direkte ind og støtter Kravlegården! Og så skal jeg sige at der ved hver kuvert ligger et lille brev fra Saxo Bank, en start-konto på kr 100, som man kun skal investere 3 gange igennem før man må hæve pengene. Og så til bords!"
Almindelig jubel! Vi satte os, og de flinke - og kønne - tjenere kom ind med fad på fad fyldt med stegt flæsk - dejlig fedtglinsende flæsk - og kande på kande med god tyktflydende hvid-grøn sovs. Et dejligt syn! Og der blev hurtigt langet til fad.
Dog bemærkede jeg at Simon Emil fik en børnetallerken med røde pølser og pomfritter, med hjemmelavet ketchup og remulade: "Jeg kan nu altså så godt li' rød pølse!" forklarede han de omkringsiddende.
Samtalen omkring mig handlede om hvor forfærdeligt det var, at Kravlegården var blevet blokeret af en fagforening, som gjorde at ingen kunne komme ud eller ind, og der ikke kunne blive tømt skrald og de ikke kunne få afleveret annoncer til avisen.
"Hva' for en blokade?" spurgte jeg, for jeg syntes ikke jeg havde bemærket at stedet sådan var omringet.
"Så du ikke fjolserne, der stod udenfor?" blev jeg spurgt.
"Åh, men jeg troede bare de spiste noget mad... hjemmebragt leverpostej? De blokerede da ikke noget!"
"De er altså nogle bøller! Nogle mafia-bøller!!" sagde en anden sidemand. "Og jeg har hørt de har kommet klistermærker på biler - det er næsten det værste!"
"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" spurgte jeg.
Her blev der ringet på et glas, Inger Støjberg rejste sig, og sagde: "Jeg synes lige vi skal give en skål til Rico, som desværre ikke kunne være her idag. Men tak Rico!"
Alle hævede deres glas, nogle klappede, andre så undrende ud. Men jeg tænkte ikke nærmere over det, jeg måtte høre videre om blokaden, det lød spændende:
"Og de forhindrer altså der bliver hentet skrald?" gentog jeg.
"Nej, egentligt altså ikke dem... men der er ikke nogen der vil hente det!", sagde første sidemand.
"Mafiametoder!" sagde den anden.
"Og de forhindrer at ejeren kan levere sin annonce?" spurgte jeg.
"Nej, ikke de der... " sagde første sidemand. "Men der er ingen der vil trykke den."
"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.
"Men hvad skyldes alt det?" spurgte jeg.
"Det er fordi en fagforening er sur over ejeren ikke har villet lave aftale med dem, men med en anden fagforening! Og de vil have det skal være med dem!" sagde første sidemand.
"Mafiametoder!" sagde anden sidemand.
Nu kom jeg i tanker om noget. "Hov, den sag har jeg hørt om. Men var det ikke noget med at restauranten allerede havde en aftale med den ene fagforening, den ser nu er sur? Men den aftale ville restauranten ikke længere have - og så sagde den aftalen op, og sagde til de som var medlem af den gamle fagforening, at nu var de låst ude fra at arbejde, fordi den gamle aftale ikke gjaldt mere. Så hvis de ville arbejde der måtte de skifte fagforening?"
"Det ved jeg ikke så meget om," sagde min ene sidemand.
"Mafiametoder," sagde den anden.
"Og så sagde den gamle fagforening til restauranten: "Vi vil ikke have I tvinger vores medlemmer til at indgå dårligere aftaler, for det kan være til skade for alle vores medlemmer i det lange løb. Derfor vil kæmpe for at få jer til at indgå en acceptabel aftale - om det er med os, eller den forening I helst vil med, det må I sådan set selv om - men det skal ikke være en aftale som undergraver forholdene for alle!"
"Det lyder rodet," sagde min ene sidemand.
"Det lyder af mafiametoder," sagde min anden sidemand.
"Okay - men nu handler denne aften jo om frihed... så: de som nu var ansat her under den gamle aftale - hvilken frihed havde de så?"
"De var jo fri til at skifte forening!" sagde min ene sidemand.
"I'll give you an offer you can't refuse!" sagde jeg med min bedste Marlon Brando stemme (som ikke er særligt god).
"Mafiame..." sagde min anden sidemand - men nu sænkede der sig en tavshed om bordet. En mere dunkel tavshed, end blot en engel der gik gennem stuen.
Anders Samuelsen rejste sig op, lettere rød i hovedet: "Sig mig, er det dig Leoparddreng? Hvad i hede hule Helveg laver du her?"
"Jeg blev inviteret...." sagde jeg.
"Det må vist være en fejltagelse!" sagde Anders. "Du forstår jo aldrig noget som helst - dig har jeg altså opgivet. Du er bare til latter!"
"Øh, nå.... du kan jo prøve mig?"
"Okay - er du klar over hvorfor vi er her?"
"Ja, det tror jeg," sagde jeg. "I bruger et forvansket billede i pressen til at få det til at fremstå som om det her er en frihedskamp, hvilket er ganske fordrejet. Konflikten her er en helt naturlig følge af overenskomstsystemet, og som alle jurister har sagt hele vejen igennem er konflikten helt efter bogen.
Hvor frihedskampen kan komme ind, er at I selvfølgelig har ret i, at enhver form for kollektiv overenskomst kan ses som et brud på den enkeltes frihed. Det I så i den forbindelse glemmer at sige, når man taler om den absolutte frihed, det er at den enkelte lønmodtager - især den ufaglærte - uden kollektive overenskomster vil møde et gevaldigt løntab, især i en periode med arbejdsløshed.
Hvis hver enkels løn skulle aftales individuelt, ville ufaglærte lønninger i løbet af ingen tid blive halveret, ja sikkert mere, for der vil altid være en der vil tage jobbet billigere.
Det er selvfølgelig også det I i Venstre og Liberal Alliance gerne vil have - og det er også helt fair som sådan - jeg ville bare ønske I ville sige det åbent, i stedet for at ævle om fine ord som frihed, med videre.
Det handler om at I gerne vil have lønninger ned, det giver øget konkurrenceevne, og ikke mindst, det giver øget profit til aktionærer, et cetera.
I har sikkert også ret i at det vil styrke vores BNP, hvis man går op i det - det man bare skal være klar over, det er at det er dem med de i forvejen største indtægter der vil score den gevinst - hvor lavtlønnede bliver fattigere. Og hvad kan flertallet så bruge stigning til?
Jeres trickledown effekt kan I stikke skråt op - den virker ikke, og har aldrig gjort det. Det eneste punkt hvor I kan have et argument, er at lavere lønninger vil give færre arbejdsløse, og dermed kan der være en solidaritetsafvejning der - man skal bare også være klar over, at lavere lønninger naturligvis også vil give lavere dagpengesatser og kontanthjælp - for det skal jo kunne betale sig at arbejde!
Så det er det I gerne vil have: mange flere penge til i forvejen højtlønnede, virksomheder og aktionærer, markant færre penge til lavtlønnede og overførselsindkomster. Men, ja, mere arbejde - dog altså til en meget lavere løn.
Det er fint - det må I gerne mene. I kan endda have ret et stykke henad vejen, at nogle lønninger muligvis er for høje i dag - jeg tænker nu egentligt mest på bankdirektørers, med videre - men først og fremmest: hvis det er det I vil så SIG DET DOG, i stedet for jeres forløjede frihedsævl."
Den ubehagelige tavshed fra før var nu blevet en rungende stilhed.
Så spurgte Anders Samulesen: "Hvem har dog inviteret Leoparddrengen?" Intet svar. "HVEM HAR INVITERET LEOPARDDRENGEN??"
"Det har Inger Støjberg," sagde jeg.
"Det passer ihvertfald ikke! Det ville jeg aldrig have gjort!" sagde Inger.
"Jeg har invitationen her," sagde jeg og fremviste et udprint.
"Det må være en forfalskning! Jeg må være blevet hacket!!" sagde Inger Støjberg. "Jeg er virkelig ikke sådan en som sidder i min kælder med ledninger ud af væggen!"
"Leoparddreng, jeg må bede dig gå - du er ikke velkommen længere..." sagde Anders Samuelsen.
Med dukket nakke gik jeg ud af Kravlestuen. Udenfor blev jeg mødt af en tjener, som sagde hun havde forstået at jeg havde snydt mig ind, og jeg derfor var nødt til at afregne separat.
Det blev lige 3xStegt Flæsk, som var det der i alt var lagt ind per person, á kr 139 + 2 fadøl. Jeg havde kun nået at spise 2 skiver flæsk, så det syntes jeg var lidt overdrevet, og at jeg da troede der var ad libitum. Men det var kun om tirsdagen der var ad libitum, og aftalen med Venstre og LA var en eksklusiv-aftale, så den kunne jeg ikke være med i.
Jeg endte op med at betale uden yderligere brok, nu ville jeg bare hjem. Da jeg kom ud hørte jeg at der indefra Kravlestuen blev sunget Anders Samuelsens slagsang, Bingo Banko sangen.
Kort efter opdagede jeg, at jeg også havde fået skrevet Simon Emils røde pølser på regningen, og betalt dem, og at jeg ikke havde flere kontanter, at mit dankort var spærret og - well, at jeg ikke har et rejsekort vidste jeg godt. Så vejen hjem blev en besværlig og ydmygende affære, dog havde jeg nok til en cheeseburger på McDonalds da jeg nåede Hovedbanen. Da var jeg nemlig blevet sulten igen. Jeg var nu stadig sulten da jeg kom hjem, men så kogte jeg mig en gang spaghetti, og kom noget ketchup på.
Mødet blev sponsoreret af TV2 og 100% Dansk Svinekød
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Anders Samuelsen,
fagforening,
fiktion,
Inger Støjberg,
mad,
Ny/Liberal Alliance,
satire,
Saxo Bank,
Simon Emil Ammitzbøll,
Venstre,
økonomi
Abonner på:
Opslag (Atom)
