Leoparddrengens
Public Key

fredag den 30. september 2011

Når éns ord tages ud af sammenhængen.

3 kommentarer
Jeg er ved at blive en kendis. Ihvertfald citeres jeg i dag på DR for denne vittighed (mener de det er):
Vidner oplyser at Sass under besøget på det tadjikiske Bandidos-bordel råbte '12 minutter mere - bare 12 minutter mere!
Men sådan noget ville jeg aldrig drømme om ud af det blå at skyde Henrik Sass Larsen i skoene. Det er taget ud af en sammenhæng - men det er jo den skæbne man må lære at leve med når man bliver kendt. Heldigvis kan jeg dokumentere det fulde forløb af samtalen, som det var:

Leoparddrengen
Hvis Sass virkelig blot (?) har talt i telefon og mødtes en enkelt gang med rocker er der IMO tale om alvorligt demokratisk problem.

NH17
@Leoparddrengen mon ikke der er en del mere idet, og mon ikke journalister graver løs lige nu?

vingband
@Leoparddrengen jeps. Jeg tvivler på, at selv den argeste konservative ville forfølge den sag. Der stikker noget under.

Leoparddrengen
@vingband @NH17 Det tror (og ikke mindst håber) jeg også. Det virker ret langt ude.

vingband
@Leoparddrengen måske en lille korruptionssag? Med ham Kampesjukken fra Køge? Det er mit gæt. @NH17

Leoparddrengen
@vingband Tja, man kan gætte på meget.... @NH17

vingband
@Leoparddrengen at fabrikere ubegrundede rygter er min yndlingshobby! @NH17

Leoparddrengen
@vingband Hvis jeg skulle finde på noget her ville det involvere et bordel! @NH17

NH17
@Leoparddrengen @vingband At gætte er den sjove del.

vingband
@Leoparddrengen det er for trivielt ... med mindre det er narkoludere fra Tadjikistan. @NH17

Leoparddrengen
@vingband Synes ikke de behøver være narko, bare de er handlede. Evt tadjikiske ladyboys. @NH17

vingband
@Leoparddrengen NU taler vi slibrige historier! OG de er garanteret sande! :D @NH17

Leoparddrengen
@vingband "Vidner oplyser at Sass under besøget på det tadjikiske Bandidos-bordel råbte '12 minutter mere - bare 12 minutter mere!' " @NH17

NH17
@Leoparddrengen hahaha. Se det sjovt.

vingband
@Leoparddrengen "... hvorefter en tydeligt befippet Sandberg stikker hovedet ud af en bås og råber 'Minutter? De sagde ÅR til mig!'" @NH17

Leoparddrengen
@vingband LOL! @NH17

Mener således også at den bedste joke - med en udmærket kulmination - leveres af @vingband.

Bortset fra det stinker hele den sag. Jeg kan se 3 scenarier for hvad der kan ligge til grund:

1) Historien er som den er blevet beskrevet. Sass Larsen har haft en enkelt samtale face-to.face og muligvis noget telefon/mail korrespondence med en Bandidios fyr, som gerne ville snakke om sine problemer med at få samkvemsret med sit barn. Sass Larsen hjælper ham ikke og lover ikke noget, lytter blot til ham. PET vil ikke cleare Sass Larsen.

2) Der gemmer sig noget meget værre i Sass Larsens baggrund. Eventuelt noget i stil med hvad vi nåede frem til i twitter-strømmen.

3) Som scenarie 1, men PET anser det for ubetydeligt. Nævner det dog lige for Helle T. Helle T vil af en eller anden grund af med Sass Larsen, og tvinger ham til at trække sig.

De forekommer mig alle lige sandsynlige - eller usandsynlige om man vil. Jeg håber virkeligt ikke det er scenarie 1, for i så fald ser det meget, meget skidt ud for vores demokrati. Og både Helle T og Sass Larsen ville skulle sætte en fod ned i den situation.

I stedet har Sass Larsen hele dagen gået og forklaret hvor forkert han dog handlede ved at tale med den Bandidos-rocker. Og det er næsten det værste. For har han virkelig blot talt med ham, har han intet gjort galt. Og vi må da for alt i verden ikke få et demokrati, hvor der er grupperinger i vores samfund, som politikere bare ikke tale med. Det vil være totalt ødelæggende!

For så kan man vel også blive dømt ude, hvis man engang har diskuteret med en mand fra Hizb-ut-Tahrir? Eller treehuggers i en Klitplantage eller på Enghave Plads?

Jeg håber ihvertfald virkelig, at hele sagen bliver ordentligt belyst meget hurtigt, for det er ikke kønt nu.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 27. september 2011

Derfor finder du ingen Like-knap her...

2 kommentarer
(....og hvorfor du også burde fjerne dem fra din blog).

At Facebook overvåger hvad du gør på nettet burde ikke komme som nogen overraskelse - deres koncept er at sælge målrettede annoncer, og i øvrigt sælge så meget viden om dine vaner som muligt.

Hvad du måske ikke har tænkt over er, at de også overvåger din gøren på nettet, når du ikke er på Facebook. Ja, selvom du er logget ud, sporer de dig stadig, også når du laver alt muligt andet end at være på Facebook.

En af måderne de gør dette, er ved at spore cookies, som sendes sammen med de allestedsværende Like-knapper.

Det show gider jeg ikke være en del af - så nu har jeg fjernet alle knapper fra bloggen her. Inklusive deleknapper til andet end Facebook - jeg ville gerne tro at Mark Zuckerberg er den eneste som er et svin, men det ville nok være naivt. Reelt set er der stort set alligevel ingen der nogensinde bruger de knapper, og folk kan som regel godt finde ud af smække et link op selv, hvis de gerne vil dele noget.

Så der er ikke noget tab for mig - og hvorfor skal jeg fungere som spioncentral for Facebook. Nu vil jeg så bare bede dig om at overveje at gøre det samme.

Læs eventuetlt også denne storartede og relaterede artikel.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 25. september 2011

Underskriftindsamling for at Ripa kan blive i Danmark

Ingen kommentarer
Jeg har startet en online underskriftindsamling for at Ripas sag - og andres som hendes - skal kunne afgøres på en mere human måde end tilfældet tilsyneladende er i dagens Danmark.

Så - kære Læser - vil du ikke nok gakke derhen, og give din underskrift? Og meget gerne sprede links til Indsamlingen på Twitter, Google+ etc. - hell, selv på Farcebook, hvis du skulle bruge det.

Her er teksten man skriver under på:

På grund af en lov vedtaget i 2004, som partierne VKO og S stod bag, er en del børn kommet i klemme, hvis de ikke er kommet sammen med deres forældre til Danmark - de kategoriseres som "ikke integrerbare", og udvises derefter af landet.

Mest grotesk rammer dette nu 8-årige Ripa, som står til udvisning til Bangladesh. Hvor hun ganske vist har en mor, men denne kan/vil ikke tage sig af hende, da hun er blevet gift igen - og den lokale kultur gør at hun ikke kan tage børn fra tidligere ægteskab med i sin nye familie. Det kan man mene om hvad man vil, men det er under alle omstændigheder ikke Ripas fejl, at kulturen er sådan.

I Danmark lever hun med sin far, og dennes nye kone, og deres fælles barn. Og alt fungerer tilsyneladende fint - hun går i skole og fritidshjem uden problemer, på trods af at hun altså åbenbart er uintegrerbar.

Men systemet har talt - Ripa skal udvises, og der er ikke flere appelmuligheder. Udover hvis vi danskere gør opmærksom på at det er helt forkert - og politikerne tvinges til at få øjnene op for det åbenlyst forkerte.

Og begynder at overholde den børnekonvention vi har forpligtet os til, hvor blandt andet Artikel 3, Stk 1 siger:
"I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række."

Ved at skrive under her, viser du at du tager afstand fra et System som kan finde på at udvise en 8-årig pige på den måde, og opfordrer på det kraftigste lovgivere og udøvere til at finde andre løsninger og til at de overholder internationale konventioner.

Henvisninger:

Omtale i DR1 AftenShowet:
http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet/Artikler/2011/09/19091345.htm

Blogindlæg: Er det vores land?
http://blog.leoparddrengen.dk/2011/09/er-det-vores-land.html

Blogindlæg: Man kunne jo forestille sig:
http://labeet.dk/children/man-kunne-jo-forestille-sig-5/

Blogindlæg: Hvad skal Ripa udvises til?
http://x-hund.dk/2011/09/hvad-skal-ripa-udvises-til/

Blogindlæg: Børn af udlændinge er ikke velkomne i Danmark...
http://udsigt.wordpress.com/2011/09/21/born-af-udlaendinge-er-ikke-velkomne-i-danmark/

Følg også diskussion om sagen på Twitter, under hashtagget #RipaiDK ( http://twitter.com/#!/search?q=%23ripaidk )

Ceterum censeo Facebook esse delendam.