Leoparddrengens
Public Key

fredag den 4. november 2011

Tuva Novotny nøgen

Ingen kommentarer
Ja, det er nok at stramme skruen en anelse. Men er blevet bedt om at lave reklame for filmen ID:A, som har premiere 24. november, og har søde & smukke Tuva Novotny i hovedrollen.

Det skal efter omtalen være en thriller - et område hvor dansk film ikke ligefrem har stået stærkt. På den anden side er det også et område hvor overraskende film er dukket op, så jeg vil da imødese den med spænding.


betalt klip

Det her er foromtalen jeg har kunnet finde:

I den danske thriller 'ID:A' vågner Aliena op ved en flod i Frankrig med et stort ar på maven og en taske med 2 millioner Euro, men uden erindring om hvad der er sket, eller hvem hun er.

Aliena søger tilflugt i den nærmeste by og opdager, at hun bliver jagtet af mystiske mænd. Med hjælp fra den lokale franske hotelejer slipper hun væk fra sine forfølgere.

Ved et tilfælde går det op for Aliena, at hendes accent er dansk, og hun beslutter sig for at tage til Danmark i håb om at genfinde sin identitet.

Da hun ankommer til Danmark, møder hun den internationale operasanger Just Ore. Han bliver udgangspunktet for hendes søgen, og langsomt begynder puslespillet at falde på plads for hende.

Aliena opdager, at hun stadig er forfulgt og erfarer hurtigt, at hendes fortid er mere kompliceret end som så.

'ID:A' har Tuva Novotny fra 'Sandheden om mænd' og 'Kandidaten' i hovedrollen.

(Jeg kan ikke lade være at synes det er lidt sjovt at Tuva Novotny finder ud af hendes accent er dansk - det er nok, for filmen, heldigt at hun ikke opdager hun ikke har danske stød, så....)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fra evalueringsmødet hos Liberal Alliance

Ingen kommentarer
Jeg er - via en læk i Forsvarskommandoen - kommet i besiddelse af en skjult optagelse fra Liberal Alliances gruppeværelse på Christiansborg. På optagelsen høres to stemmer, partileder Anders Samuelsen og gruppeformand Simon Emil Ammitzbøll.

Og uden nærmere dikkedarer, lad os høre hvad der gemmer sig:

[lyd af dør der går op]

SEA: Hej Anders!

AS: Hej med dig, Simon!

SEA: Nøj, dit hår ser godt ud idag, og dine øjne stråler. Har du været til frisøren?

AS: Tak, ja, det har jeg faktisk. Jeg synes forøvrigt også farven på dit sløjfeslips er rigtig god til dig, idag.

SEA: Ihtak!

AS: Også idag, skulle jeg vel egentlig sige. Nå, men det jeg havde tænkt mig med mødet i dag, er at vi skal se på hvem af medlemmerne af gruppen, som klarer det godt, og hvem som måske klarer det knapt så godt.

SEA: Det er en rigtig god idé, Anders. Lad mig starte med at sige, at jeg synes du har gjort det forrygende!

AS: Tak, og i lige måde, du har også gjort det rigtigt godt, Simon. Især åbningsdebatten sad lige i skabet!

SEA: Den synes jeg også gik godt!

AS: Det eneste jeg tænkte på, Simon, er om du udnytter din adgang til bøsse-segmentet godt nok?

SEA: Jeg er ikke bøsse, Anders, jeg er homoseksuel!

AS: Men jeg troede...

SEA: Det er et spørgsmål om klasse, Anders.

AS: Ah, ja. Okay, så lad os tale om de nytilkomne.

SEA: Jeg synes ihvertfald Joachim gør det godt. Han forstår at  sætte en dagsorden!

AS: Jeg er enig! Det var en genistreg du fandt på, Simon, at vi skulle spørge ham!

SEA: Tak, Anders. Det stod klart for mig, da jeg så ham få kropsbehandlinger af Ole Henriksen, at han var den fødte politiker.

AS: Og Ole Birk?

SEA: Tja. Jo, han gør det godt når han ikke er syg.

AS: Enig. Lad os håbe det ikke varer for længe, så vi bliver nødt til at fyre ham. Det går jo ikke at have en dødvægt på slæb.

SEA: Nej... og nu vi taler om dødvægt...

AS: Thyra...

SEA: Jeg ved godt hun er din opfindelse, Anders, men du må da indrømme at det ikke er meget vi får ud af hende...?

AS: Ja, jeg må indrømme jeg er skuffet.

SEA: Og hun skræmmer mig altså, Anders. Det gør hun. Plus...

AS: Ja...?

SEA: Ja, det er altså forbandet svært at tale om Big Mother-tyranniet når hun er i nærheden!

AS: Ja, det går ikke. Vi må gøre noget. Lad falde hvad ikke kan stå!

SEA: Det sagde han også i går!

AS: Æh...

SEA: Men hvem skal vi sætte i stedet? Hvis bare vi stadig havde Anne Sophia Hermansen!

AS: Tja, men det har vi altså ikke!

SEA: Hun var jo tænkt som afløser efter Copenhipster droppede ud?

AS: Åhja, Copenhipster, det var de glade dage!

SEA: Men hvad skete der med Anna Sophia? Jeg forstod det aldrig...?

AS: ...

SEA: Alt var fint, men så ville hun pludseligt ikke mere? Jeg tror det var cirka lige efter vi havde julefrokost i Saxo Bank det skete?

AS: Nåmen, altså det er ikke vigtigt. Hovedsagen er at vi altså ikke har hende, og vi ikke gider Thyra mere. Hvem har fat i det kvindelige segment?

SEA: Nu du siger det. Jeg fik faktisk en mail fra Anne Sophia for en månedstid siden. Noget med en kvindelig blogger vi skulle kigge på...?

AS: Ja?

SEA: Ja, det var lige efter valget, så jeg fik aldrig gjort det, vi skulle jo konstituere os og alt muligt. Men Anna Sophia syntes virkelig hun var god.

AS: Okay, det var måske en mulighed.

SEA: Hun hed et eller andet underligt - Bitterskeden Bethlehem tror jeg det var.

AS: Okay...?!

SEA: Ja, Anna Sophia skrev noget med, at hun virkelig kunne sætte speltkællingerne på plads! Og at hun havde en masse børn, men ikke var spor frelst, de fik skam pommes friter og kager og andet godt!

AS: Det lyder fint... men har hun en Liberal indstilling?

SEA: Det fremgik ikke... men jeg fik lidt indtryk af at hun var damefrisør eller sådan, det er jo også vores målgruppe?

AS: Åhja, hvis vi kan komme ind i Se & Hør segmentet. For at balancere Ole Birk... Det giver muligheder.

SEA: Og dagspressen er helt vild med hende. På det seneste har hun fyldt enormt, vist noget med at feministerne er helt oppe i det røde felt over hende.

AS: Det røde felt... Nå er det den tid på måneden igen?

SEA: Haha.

AS: Okay, Simon, det lyder sgu som en mulighed. Skal vi ikke sige du prøver at skrive til denne Bethlehem, og hører hvad hun vil sige til en plads i Folketinget?

SEA: Jo, den klarer jeg. Hvis bare jeg ikke skal snakke med Thyra!

AS: Nej, den tager jeg på mine skuldre. Jeg fortæller hende hun må tilbage til plejehjemmet...

SEA: Hyp lille Lotte!

AS: Ja, det er nok bedst det er mig der snakker med hende. Tak for nu, Simon, det var konstruktivt.

SEA: Det synes jeg også, Anders!

AS: Og lad mig høre hvad hende... Bitterskeden?... siger!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 2. november 2011

Myten om myten om den lykkelige luder

2 kommentarer
Hvis man har fulgt med i prostitutionsdebatten herhjemme, er man også på et eller andet tidspunkt stødt på Myten om den Lykkelige Luder. Den tror modstandere af prostitution nemlig ikke på, og de elsker at fortælle det: Jeg tror ikke på Myten om den Lykkelige Luder, forklarer de, og så er man iøvrigt stemplet som idiot hvis man tror på, at folk selv skal have lov til at vælge hvad de vil med deres krop.

Myten er gået så meget ind i sproget, at selv en del folk som taler for at for at prostititution måske ikke kan reguleres,må tage stilling til den. Med åbninger som: "Jeg tror ikke på den lykkelige luder, men...."

Men hvad er myten om den lykkelige luder? Findes den?

Jeg ved ihvertfald ikke hvad myten består i - og det er det der gør at det er en retorisk guldgrube for prostitutionsmodstandere.

Men lad os lige se på myten: Den Lykkelige Luder - hvad kan det betyde?

Der kan vel være tale om en myte, som fortæller at alle ludere er lykkelige! Dette vil åbenlyst være forkert.

En anden mulighed er, at nogle ludere er lykkelige. Det er så tilgengæld ret svært at argumentere imod, for det er forbandet svært at argumentere for hvordan alle ludere har det. Dækker den Lykkelige Luder - som man ikke tror på - over at der findes et antal ludere (som man ikke tror på) som er lykkelige hele deres liv?

Eller siger man, når man ikke tror på Den Lykkelige Luder, at man ikke tror på at en eneste ludernoget som helst tidspunkt har haft en lykkefølelse? Det vil vel være en påstand cirka lige så absurd som at alle ludere er lykkelige hele tiden?!

Pointen er, hvis man skal se det i en sammenhæng uden for prostitution: Der er vel ingen jobs hvor man som udgangspunkt går ud fra at mennesker er lykkelige hele deres liv?

Så hvad er den lykkelige luder, som man ikke tror på, egentlig? Er det en hjernedød kvinde, som ligger og bliver skampulet med et saligt smil i al evighed? Eller er der tale om en selvstændig person, som selv har valgt et arbejde. Som man muligvis ikke alle dage har lyst til at stå op til - ligesom det gælder for alle mulige andre jobs?

Hvad med myten om den lykkelige renovationsarbejder? Eller myten om den lykkelige bogholder? Myten om den lykkelige kasseassistent?

Den meget enkle sandhed er, at Myten om Den Lykkelige Luder, er et retorisk trick. Noget udefinerbart, tydeligvis uholdbart (er alle ludere lykkelige? latterlig påstand!) man skal forholde sig til, hvis man er for sexarbejderes ret til at bestemme over eget arbejde.

Indenfor retorikken er der et ord for den metode: et straw man argument, som handler om at man i en debat opsætter en karrikeret udgave af et argument for modstanderen, som ikke kan forsvares, og gennemhuller det.

Desuden er udsagnet jeg tror ikke på myten om Den Lykkelige Luder en pleonasme. I ordet myte ligger at det er en usandhed - hvorfor det ikke giver mening at sige man ikke tror på den. Og det er vigtigt fordi man umuligt kan vende argumentet om. Hvis jeg vil sige at jeg skam tror på myten om den lykkelige luder, fremstår jeg naturligvis som idiot.

I øvrigt ligger der i ordet myte, at det kan være noget nogen tror på, fordi det bliver gentaget igen og igen. Hvilket er interessant, da de eneste som gentager det igen og igen, er de som vil fortælle at de ikke tror på den. Hvad den end er.

Min opfordring er: næste gang nogen nævner Den Lykkelige Luder i en debat, få dem til at definere hvad de taler om det er, de ikke tror på. Det andet er for nemt, og gør ingen klogere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 1. november 2011

Paraneoplastic limbic encephalitis i retrospekt(?)

6 kommentarer
Da jeg i vinters opdagede at min mor var blevet underlig i hovedet, troede jeg først at det var pludselig opstået senilitet. En mening lægeverdenen i første omgang delte, da den (med besvær) blev koblet på.

Koblet langsommeligt på, skal vel siges. For demens er ikke ligefrem et opprioriteret område, så bare det at få første tid i et udredningsforløb havde en tidshorisont på 5-6 uger (som så heldigvis blev forkortet lidt). Og efter den første serie prøver var der ingen forklaringer.

Der blev så planlagt nye prøver, men det hele tog en noget dramatisk drejning, da jeg fandt min mor i koma. Ret dramatisk. Og for mig står det som en skillelinje i forløbet - fordi jeg før var ret alene med det hele, og hun derefter var først på hospital, og siden i genoptræning på et center. Og jeg derfor ikke stod med hele ansvaret.

Anyway, på hospitalet var forklaringen på komaet, at hendes natrium-tal var helt i bund. Men hvad grunden var til det kunne ikke siges.

Forklaringen på det hele kom så ca en måned senere, efter en PET/CT skanning (det der PET/CT er sådan lidt fucking science-fiction agtigt, er rigtigt godt til at vise alt muligt der ikke er som det skal være i kroppen). Den skanning viste at der var noget på den ene lunge, og som vores læge på Hukommelsesklinikken fortalte, kunne symptomerne godt passe på noget kræft.

Så nu kom hun ind i et kræft-udredningsforløb på Bispebjerg. Hvor det godt nok gik noget hurtigere end demens-udredningen (som lægen sagde: Man kan sige meget om regeringen, men der er én ting den faktisk er lykkedes med - at få lavet nogle meget effektive kræftpakker). Lige i min mors tilfælde var det med pakkeløsningen måske ikke så smart, for i virkeligheden havde vi næsten diagnosen og prøverne.

Jeg fik således også en mail fra neurologi-lægen senere, som fortalte, at der nu også var fundet tegn på antistoffer mod kræft i en blodprøve. Og han kunne sætte et ord på det min mor havde lidt af, limbisk encephalitis. Altså hjernebetændelse i det limbiske system. Jeg googlede så selvfølgelig lidt mere, og kunne se, at den præcises betegnelse var paraneoplastisk limbisk encephalitis.

Meget mærkeligt pludseligt at få et ord på sygdommen - eller rettere, symptomerne - og se dem beskrevet præcist som jeg havde oplevet dem. Og som der også stod, var det symptomer der ofte blev misforstået som Alzheimer, eller lignende.

Det er jo heller ikke fordi det føles naturligt at tænke på lungekræft som årsagen til at man bliver underlig i hovedet. Men en type af lungekræft, små-cellet lungekræft, løsriver sig fra hvor den vokser i lungen, og bliver spredt rundt i kroppen, og kan give alle mulige underlige symptomer.

Paraneoplastisk limbisk encephalitis er et af dem - som jeg har kunnet se, sker det i ca 1% af tilfældende ved småcellet lungekræft, som i forvejen kun udgør ca 15 % af kræfttilfældende. Så det er ikke ofte, og læger skal være tilgivet for ikke at tænke på det som det første!

Nå, men efter ca 3 uger var diagnosen også klar fra Bispebjerg, der var tale om småcellet lungekræft, og sagen røg tilbage til Rigshospitalet for behandling.

Jeg fandt dog på Bispebjerg ud af, at småcellet lungekræft også kunne give lavt natrium-indhold. Hvilket jeg så igen forskede lidt nærmere i - og fandt ud af at en anden af disse mærkværdigheder småcellet lungekræft kan medføre er SIADH - Syndrome of inappropriate antidiuretic hormone hypersecretion (ved ikke hvad det hedder på dansk). Som gør at at der skylles for meget natrium ud - og altså kan forklare koma-historien fra maj. Jeg har aldrig hørt læger give den forklaring, men det er rart for mig at have opklaret det.

Anyway, småcellet lungekræft kan ikke opereres. Det er den kedelige ting ved den. For den er meget aggressiv, og som nævnt løsrives den meget hurtigt fra hvor den havde sit udspring.

Det er den dårlige nyhed. Den gode er så, at kemoterapi fungerer rigtigt godt i mod den. Og min mors kræft var så tidligt opdaget, at lægerne var meget positive i forhold til behandlingsmuligheder - de ville give hende behandling med det mål at helbrede hende (i modsætning til at blot livsforlængende).

Så man kan sige meget slemt om de vanvidsmåneder - men uden dem ville kræften aldrig være blevet opdaget så tidligt (for min mor har på intet tidspunkt haft symptomer der kunne passe på noget i lungerne).

Behandlingen ville så bestå af 4 serier kemoterapi, hver serie givet over 3 dage, med 3 ugers mellemrum. Og undervejs desuden strålebehandling - logistisk hårdt 2 besøg om dagen på alle hverdage igennem 3 uger.

Behandling som nu er overstået - i starten var jeg overrasket over hvor fredeligt det hele gik, men de to sidste serier kemo har været hårde, fordi knoglemarven var blevet påvirket, hvilket gjorde at der skulle forskellige blodtransfusioner og drop til. Og så gjorde strålebehandlingen, at hun i lang tid ikke kunne spise ordentligt (fordi spiserøret blev "forbrændt").

Men behandling er altså overstået, hun var så til skanning sidste mandag, og i dag var vi inde og høre resultatet af det hele. Og det ser "exceptionelt godt ud", fik vi at vide. Så det er jo fint, nu står den bare på kontroller. (Hvis man ser på statistikker for lungekræft er det tæt på at føles mirakuløst.)

Mentalt har hun det også tusind gange bedre. Men helt tryg føler jeg mig ikke endnu - hun har stadig indimellem episoder hvor hun har svært ved at skelne drøm fra virkelighed, og hun opfinder forklaringer på ting hun ikke forstår. Og så frisk som før bliver hun nok aldrig. Men i forhold til det mareridt hun var i i foråret er det en fantastisk udvikling. Også for mig - jeg var i perioder efter hun kom på hospitalet ved komaen i tvivl om det nu var for det bedste at jeg fandt hende dengang.

Lægerne har hun også snydt - jeg kan huske at en læge skrev som del af hendes udskrivelsespapirer til genoptræningscentret (altså inden kræftdiagnosen), at hun havde en drøm om at komme til at cykle igen, men at det ikke ville ske. Men det begyndte hun altså på for et par måneder siden, da hun skulle til strålebehandlingerne.

Anyway - det er vigtigt for mig at få formidlet, at hvis man pludselig opdager sådan nogle mærkværdige symptomer hos familien. Så er der altså noget mærkeligt noget der hedder paraneoplastisk limbisk encephalitis som kan være en forklaring. Og er der tale om en ryger, kan det nok være en idé lige at få kigget på lungerne.

Jeg håber så at være nogen lunde færdig med det. Men det er selvfølgeligt med bank under bordet.

[Opdatering, ½ time efter indlæg]: Jeg får kommentarer med fuck kræft på Twitter. Ja, fuck i høj grad kræft. Men en vigtig pointe i hele denne historie, er at jeg faktisk er glad for at det var kræft. Langt hellere det, end en mærkværdig, aggresiv Alzheimers'/demens, som tog tilstedeværelsen og værdigheden fra min mor. Og som ikke kunne behandles.

Nej, alt i alt er jeg sgu lykkelig for at det var kræft. Lungekræft. Jeg ved godt det lyder mærkeligt, men sådan er det.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.