Leoparddrengens
Public Key

onsdag den 26. november 2014

Den sande, sande historie om Mallebrok

Ingen kommentarer
Her under visningen af DRs fremragende 1864 har der også været historikere ude, som skulle belære almuen om at at Mallebrok — kendt fra den såkaldte børnesang — slet ikke havde noget med 1864 eller Danmark at gøre, i stedet præsenterer de en eller anden syg teori om at han skulle være en tidlig Marlboro-man, som tog til Frankrig. Eller sådan noget.

Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:

Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.

Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.

Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.

Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhjörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.

Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.

Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.

Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.

Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.

Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.

En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.

Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)

Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.

På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok

Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:



På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.

Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.

Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).

Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.

Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.

Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.

Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.

Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!

Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 21. oktober 2014

Idiotisk kønsopdeling

2 kommentarer
Jeg var i dag, ret meget ved et tilfælde inde på Coolshop. Et sted hvor jeg engang handlede de fleste af mine spil, men det er nu stort set overtaget af Steam /Origin / GOG. Men jeg var altså ret glad for dem engang.

I dag da jeg var derinde, faldt mine øjne så på Sid Meier's Civilization: Beyond Earth, som udkommer om et par dage. Og den skal nok blive købt, en moderne udgave af Alpha Centauri — dog bliver det altså nok fra Steam den bliver købt.

Men nu jeg var derinde måtte jeg jo lige se hvad de skrev. Og så var det mine øjne faldt på dette:

Og hvad ind i Helvede er nu det? Er Civilization nu pludselig kun for mænd? Og hvem siger og bestemmer det?! Åbenbart er Coolshop begyndt på (jeg er ret sikker på de ikke altid har gjort det — det ville jeg have bemærket) at kønsmarkere deres spil. Således at de enten kan være til mænd, kvinder eller begge dele.

Udfra hvad jeg lige har kunne se, er det ret inkonsekvent gennemført, og det er egentligt altid noget. Men hvorfor overhovedet gøre det? Hvorfor så meget som have tanker om at et spil henvender sig til det ene køn, og et andet henvender sig til et andet. Hvorfor sætte spil & køn i bås, som at Sims må være for piger, og Civ er for drenge?!

Eller for den sags skyld My Little Pony eller Shoot Up All The Motherfuckas. (Sidsnævnte er vist min opfindelse.)

Jeg ved godt, at Coolshop garanteret vil sige at det er en service, og at den er tænkt til bedsteforældrene som skal købe et spil deres barnebarn, og ikke aner noget om spil. Men der er det sgu heller ikke OK, efter min mening. Det kan være relevant at søge på genre, alder og meget andet, men at give tilbuddet om at søge på køn er ikke en service, det er en disservice.

Ikke mindst taget i betragtning af den absurde, misogyne trend, der desværre er blandt nogle idiotiske gamers kulminerende med udviklingen i den såkaldte GamerGate på det seneste —  der er bestemt ikke brug for yderligere der siger hvad der er rigtigt eller forkert kønsmæssigt i forhold til spil.

Så, Coolshop, jeg vil virkeligt opfordre jer til at droppe den mærkning og søgemulighed. Den er skadelig for samfundet, jeres kunder, for spillemiljøet, for vores måde at tænke på — og jeg er faktisk ret sikker på den også vil være skadelig for jer, for heldigvis tror jeg rigtigt mange er så fornuftige, at de vil finde et andet sted at handle, hvis de bemærker det.

Så skal vi ikke sige det er sidste gang Civilization: Beyond Earth ikke er for kvinder, og Sims 4 ikke er for mænd?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 10. oktober 2014

Nedprioritering

Ingen kommentarer
Jeg synes måske det er et meget godt tidspunkt, at huske på hvad Tamilsagen drejede sig om: at justitsministeriet med Erik Ninn-Hansen i spidsen, fandt på at nedprioritere familiesammenføringer for tamilske flygtninge (som man syntes der vel rigeligt mange af) fra borgerkrigen i Sri Lanka. Nedprioritering var en eufemisme for ikke at lave familiesammenføringer.

Problemet var, at flygtningene havde et retskrav på disse sammenføringer, blandt andet på grund af vores internationale forpligtelser og internationale konventioner vi er tiltrådt. Dertil kom så en masse omkring vildledning af folketinget og cover-up, med meget mere.

Men det var essensen af sagen.

Nu er Erik Ninn-Hansen så død for nylig - men hans idéer lever videre. I dag er det istedet syriske flygtninge (som man synes der er vel rigeligt af) fra borgerkrigen i Syrien. Men idéen er den samme: lad os nedprioritere familiesammenføringerne.

Den store forskel er at det denne gang sker i det åbne - det havde aldrig kunnet gå i 1987. Men så synes jeg også Folketinget skal være klar over, at de nu er ved at gøre det samme som Ninn-Hansen gjorde dengang.

Sagen fik store konsekvenser for mange tamilske flygtninge. Det vil forslaget om at udsætte behandling af familiesammenføringer med garanti også få for syrere, hvis det gennemføres.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 9. oktober 2014

Jeg bliver misforstået!

Ingen kommentarer
Radioprogrammet Formiddag På 4'eren omtalte mig i går - og det er selvfølgeligt meget udmærket!

Men, men, men - de fik det til at lyde som om jeg er sådan en lummer type, som ikke tænker på andet end sex! Og det ved jeg så ikke helt hvad jeg skal sige til. Jeg er faktisk lidt paf!

Åbenbart er der nogen - med hvad jeg vil kalde en beskidt tankegang - som læser mine referater & livetweets af #DenStoreBagedyst ind i en lummer kontekst. Inklusive altså nu DR.

Som enhver vil kunne forvisse sig om herunder må en sådan læsning fortælle mere om læserens tankegang end om min! Jeg refererer blot det spændende program og de dydige dommere & deltagere.

Og der synes jeg altså også Formiddag på 4'eren er lidt grove, når de siger jeg kun dækker Blomsterberg. Jeg prøver sandelig at dække alle deltagerne. Der skal ikke være nogen smalle steder! Og jeg synes da egentligt også at den side kører som smurt, når det hele først kører derudaf i programmet, med hulrum der skal fyldes og sprøjtes.

Jeg får lyst til at kræve satisfaktion - men det vil vel bare blive misforstået?!



(Nå - den widget finder så ikke mange tweets. Se dem bedre her, i al deres uskyld.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Olsen-banden på De Syv Have

Ingen kommentarer
I den sidste halvdel af firserne gerådede min far sig ud i nogle investeringer han siden fortrød bitterligt.

Jeg tror han gjorde det af to årsager: grådighed (der blev lokket med en hurtig skattegevinst) og spænding. Ihvertfald det sidste fik han opfyldt til overflod.

Vi andre havde svært ved for alvor at have ondt af ham da det gik galt; at en mand der altid har ligget yderst på venstrefløjen begynder på den slags, bærer et eller andet sted hybris i sig selv.

Men det var en interessant historie - og en jeg kom til at høre en del om i en del år - han slap vist dog ud omkring midt-90'erne.

Så blev jeg i går pinget - om den her sag beskrevet i bogen Det Store Containerkup ikke var noget for mig at skrive om. Og først syntes jeg det så interessant & og underholdende ud - men da jeg så opdagede at sagen jo var den selv samme som min far havde været involveret i blev jeg meget interesseret.

Så den var ikke længe efter installeret på min Kindle. Og nu altså fortæret.

Bogen er skrevet af journalisten Lars Abild. Som i offentligheden - eller ihvertfald i min bevidsthed - nok er mest kendt for at DSBs Økonomidirektør var så træt af hans undersøgende journalistik, at han gav DSBs spin-bureau Waterfront til opgave at holde ham beskæftiget med andre ting.

Åbenbart en besværlig herre - jeg ser ham som typen der ikke går af vejen for at grave sig ned i de sager, som andre opfatter som for meget konspirationsteori; hvor det så viser sig at sagerne faktisk er præcis så vanvittige som de lyder. Men altså sande. Lidt ligesom Dorte Toft omkring IT Factory - en sag jeg heller ikke kunne lade være med at tænke på under læsningen af Det Store Containerkup.

Sagen om containerne rummer mange af de samme elementer - og så lidt til. Jeg kendte nogle af dem i forvejen - men der var også meget jeg ikke havde hørt om. Der er grådighed, mange penge, svindel, mangelfuld revision, fiktive aktiver, leasing af ting som ikke eksisterer, involvering af C20-selskaber og et mystisk, hemmeligt arkiv. Og dertil kommer personlig involvering af en af topmændende i dansk erhvervsliv, rockerforbindelser (sågar Triaderne nævnes), og en anset juraprofessor breaking bad.

I modsætning til IT Factory - der mest ramte nogle få store selskaber - er der så også virkeligt mange, der har tabt mange penge. Samt at der har været et større dræn i statskassen gennem skattefradrag som aldrig burde være givet.

Historien tager sin begyndelse midt i firserne, hvor selskabet DTS får den smarte idé, gennem annoncekampagner, at lokke private investorer til at købe (skibs-)containere som så skulle leases til nogle udenlandske selskaber, forretningen administreret af DTS. Hvis man ikke lige stod og havde for eksempel kr 100.000 til 6 containere, skulle DTS nok formidle at man kunne låne pengene.

Det virkeligt tillokkende var, at konstruktionen gjorde, at investorer kunne få et hurtigt skattefradrag i de første år. Egentligt penge man ville komme af med igen senere, hvis investeringen  holdt som prospektet lovede (og man fik overskud), så jeg kunne ikke lige se den egentlige idé. Men det syntes min far altså at kunne ...

Jeg husker dog min bror stillede det fornuftige spørgsmål, om min far nu overhovedet var sikker på de der containere eksisterede. Det troede han nu nok de gjorde - for det så meget fint ud det hele.

Over 2-3 år blev der - på papiret - købt og solgt containere for ½ milliard 80'er-kroner, med deltagelse af tusindvis af danskere. Mest for penge udlånt af suspekte finansieringsselskaber, og belønnet af statskassen.

Der var bare det, at de der containere vist ikke rigtigt var der alligevel. Eller måske var de og numrene var bare skrevet forkert? Ihvertfald kom der ikke rigtigt nogen lejeindtægter ind.

Og så hang folk pludseligt på nogle dyre lån uden indtægter til at afdrage dem - og måske, måske ikke - uden de aktiver som lånet egentligt var optaget i.

Det er afdækningen af denne skandale - som er et regulært svindelnummer - bogen handler om. Men det er også en del mere; for sagen er at det aldrig blev rigtigt afdækket. Rigtigt mange har - fra skiftende perspektiver - haft interesse i at ting ikke skulle komme for dagens lys. Nogen med klare motiver, andre hvor man kun kan gisne om det.

To nøglespillere i dette cover-up er den nu afdøde dr.jur Preben Stuer Lauridsen og Mærsk/Topdanmark bossen Michael Pram Rasmussen. Sidstnævnte er blevet involveret fordi Topdanmark købte et af de finansieringsbureauer DTS samarbejdede med, og dermed er kreditor for rigtigt mange investorer.

Eller, det vil sige, de mener de er kreditor. Men hvem de egentligt har lånt og udbetalt penge til - og for hvad - har Topdanmark ikke rigtigt papirer på.

Det er i høj grad de mange cover-ups bogen følger, og så vidt muligt prøver at afdække, mens man følger nogle af investorerne (som var mere ihærdige, uheldige eller sad mere i saksen end min far, og derfor ikke kunne komme ud).

Samt de metoder der bruges fra de store spillere - som især er Topdanmark - i forhold til dem; fra overdrevent udtrukne retssager, til et absurd optrin hvor Topdanmark med fogedens hjælp prøver at gøre udlæg i en personlig konkurs pensionists cykel og falske rolex.

Virkeligt meget fremstår vanvittigt langt ude; men jeg husker selv en stor del, og resten er gennemdokumenteret.

Det billede jeg fik undervejs var, at det var som en Olsen-bande film; bare uden Olsen-banden. Men der er (op til flere) skumle bagmænd i Bjørn Watt-Boolsen-format, den charmerende & kyniske svindler, samt spradebassen med rockerrelationerne. For Helvede, Egon - det kan man sgudda ikke?! De dumme svin!

Men allermest ballingsk er måske nok myndighedernes ageren.

Politet, i form af Ole Ernst og Axel Strøbye, er rigt repræsenteret, både som værende uden kompetence til at oprulle hvad der er foregået, men endnu mere karakteristisk uden den mindste lyst. Kære ven, kære ven ... Det er også kun svindel for ½ milliard + renters rente.

Og skattevæsnet. De har en svær rolle; for ikke bare har de fucket op (hvilket giver staten et tab på trecifrede millioner), deres ageren har faktisk også været medvirkende til at svindlen ikke af domstolene anerkendes som svindel. For hvis der var et fradrag må det jo også være fordi der var nogle containere.

Anders Fogh Rasmussen skrev som statsminister i 2002, at han kunne tilslutte sig det synspunkt at sagen var fuldt belyst. Det burde være de fleste bekendt, at hvis AFR siger sådan noget - så er den det ikke. Og det er ihvertfald ikke tilfældet for denne sag - den er aldrig blevet fuldt belyst, i noget perspektiv.

(Bogen nævner det ikke, men jeg kan ikke lade være med at gøre det: at den siddende Skatteminister da containerne skal undersøges er selvsamme Anders Fogh Rasmussen. Han må jo så træde tilbage et par år senere, på grund af en anden skandale. Og overlade posten til Peter Brixtofte. Men det er et sidespring.)

Der er ikke nogen klar konklusion på bogen; der er stadig mange uafklarede spørgsmål. At meget stadig holdes skjult, er der imidlertid ikke meget tvivl om, ikke mindst fra Topdanmarks side.

Jeg anbefaler klart man læser bogen - eller ihvertfald sætter sig ind i historien. Det er en af de største erhvervsskandaler i nyere tid, og indeholder mange spektakulære elementer; men i modsætning til de andre - Nordisk Fjer, IT Factory for eksempel - er der ikke her fundet nogen closure. Og store spillere ønsker tilsyneladende (stadig) ikke det sker. Selv nu, næsten 30 år efter det begyndte.

For transparensens skyld: jeg ejede indtil i formiddags et (ubetydeligt) antal aktier i Topdanmark, som jeg i dag har solgt. På nær en enkelt (så kan man få invitation til deres Generalforsamling og ædederes mad, og høre om de har noget at sige til sagen der.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 2. oktober 2014

Om "aferesetapning"

Ingen kommentarer
Der er en god og dårlig nyhed indenfor bloddonering i Danmark. Den gode nyhed er, at der ikke er mangel på røde blodlegemer, ja faktisk er der så mere end der er brug for.

Den dårlige er så, at der faktisk er mangel på de andre dele af blodet man tager ved en normal tapning: plasma og blodplader - og her er behovet endda stigende.

Det er der imidlertid råd for, med de såkaldte aferesetapninger - som er tapninger hvor man specifikt går efter en af disse bestanddele som der er mangel på. Dem vil blodbankerne meget gerne have donorer til at melde sig til - derfor dette lille oplysende indlæg om dem. Jeg har nemlig for nylig været til min første tapning af plasma, og tænker at jeg dermed kan videreformidle oplevelsen.

Den største forskel man møder når man kommer til sådan en tapning, er at den sædvanlige briks og sat i en mere opret, siddepositur, i stedet for den sædvanlige liggende. Jeg blev endda overladt en betjening i min ikke-tappede hånd, så jeg selv kunne justere.

Og en anden forskel er så, at man bliver koblet op til en maskine, istedet for at blodet blot løber ned i en pose som sædvanligt. Og den dims man får om overarmen er erstattet af en automatiseret opppustelig manchet.

Selve tapningen føles meget normalt. Ihvertfald til at starte med. Blodet flyder fra armen, ind i maskineriet - som egentlig er en centrifuge, der adskiller blodet i dets bestanddele. Og i en pose på maskinen kan man se det opsamlede plasma - som mest af alt ligner en heftig gang morgenurin.

Men efter den har tappet lidt tid - svarende til en normal tapning, ca, vendes processen, og de dele af blodet som ikke er blevet taget fra, sendes tilbage i venen igen. Her altså de røde blodlegemer og blodpladerne. Under denne proces løsner manchetten sig, og man skal ikke længere pumpe med bolden.

Når det alt sammen er kommet tilbage, starter processen forfra - manchetten puster sig op, og blodet tages ud og centrifugeres, etc.

I alt tre gange sker det, til der er tappet 600 ml plasma, og så er man færdig. For mit vedkommende tog selve tapningen cirka 35 minutter, hvor den normalt er klaret på godt 5 minutter. Så man skal afse noget mere tid end normalt - men ellers mærker man ikke synderlig forskel.

Til gengæld svarer de 600 ml plasma til det dobbelte af hvad man får ud af en almindelig tapning.

Og det rigtigt smarte er, at fordi de røde blodlegemer pumpes tilbage igen, kan man tappes igen allerede efter en måned, istedet for de sædvanlige 3 måneder. Så hvis man vil gå all-in kan man altså få foretaget to aferesetapninger og én almindelig tapning på sådan en 3 måneders periode.

Hvis du er interesseret i at deltage i dette, skal man være klar over det kun er nogle blodbanker der gør det. I Region Hovedstaden er det mig bekendt på Hvidovre, Gentofte og Hillerød hospital.

Desuden skal man som donor, udover de sædvanlige betingelser, have "gode årer" - det vil sige de skal ligge tilgængeligt og ikke være for små. Og så skal man have et vist blodvolumen, så er man en petit kvinde går det nok ikke.

Man kan læse mere om aferesetapninger her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 30. september 2014

Ro på!

Ingen kommentarer
Jeg havde været lidt fraværende nogle dage - og da jeg så i går vendte min opmærksomhed fuldt tilbage på twitter, var det fyldt med tweets om et eller andet Ello.

Åbenbart måtte det have været igang nogle dage, for jeg kunne ikke rigtigt se nogen forklaring på hvad det handlede om, udover at det tit handlede om noget med invitationer.

Så, for at finde en forklaring, kiggede jeg på wikipedia-opslaget om Ello: Der er åbenbart tale om socialt medie, læste jeg, som ganske vist ikke er helt nyt, men som pludseligt er blevet populært på grund af endnu en af Facebooks ulidelige politiker har ramt folk; her er det startet med at være drags der på Ello kunne få lov at bruge derees alter ego'er, hvilket Facebook ikke giver dem lov til. Og så er det gået viralt derfra. Don't mess with the San Fransisco LGBTX.

I det hele taget er Ello meget i modsætning til Facebook: ingen reklamer, ingen salg af info om dig, og ingen bornerthed. Det eneste de ikke vil have er hate speech. Og hvis du ikke vil have de tracker dig (anonymt og for egen statistik) er der opt-out på det.

Det lød jo altsammen herligt; og da jeg meget gerne ser nogen gøre noget ved Facebooks altoverskyggende dominans, ville jeg meget gerne se nærmere på det & støtte det med en bruger mere. Selvom jeg ikke rigtigt havde nogen idé om hvad jeg skulle bruge det til.

Så jeg fik tiltusket mig en invitation fra @palnatokeEllo kræver invitation, som man dog også kan bede om på sitet, så ved man bare ikke hvor lang tid der går inden man får. (Ellers for man som ny bruger 5 invitationer man kan dele ud af.)

Og havde kort efter en profil der - dog allerede med lidt tekniske problemer i starten, der krævede jeg lukkede browservindue og startede forfra.

Og så befandt jeg mig ellers i et meget hvidt ingenmandsland, med en enkel velkomsthilsen, og et meget puritansk design. Der kan man let være endnu mere lost end et æg på twitter (og det er da også her meget nødvendigt hurtigt at få lagt et-eller-andet profilbillede på, ellers er man blot en anonym spøgelses-cirkel).

Et WTF nede i venstre hjørne leder til lidt oplysninger om Ello, både om deres ikke-reklame, ikke-udnyttelse tanker, og rent tekniske oplysninger - samt kommende features.

For Ello er rigtigt meget i beta; og ærligt talt kan man ikke ret meget endnu. Og det er egentligt lidt humlen med det her indlæg, og grunden til overskriften: Ro på!

For det er slet ikke klar til at blive hypet; efter min mening har det klart potentiale; men i øjeblikket er det ikke meget andet end twitter, uden begrænsningen på 140 & med mulighed for lidt mere tekst-dekoration; men til gengæld også uden muligheden for at gå på tværs i indlæg. Og uden mulighed for hvad der svarer til retweets og rigtigt mange andre ting.

Og skal man finde nye at følge må man gå ind på andres follower-lister; deres discover-funktion lader en del tilbage at ønske.

Så, jeg tror, at langt de fleste der hopper på nu, meget hurtigt vil blive skræmt væk; hvilket muligvis kan ende med at give bagslag, i form af dårligt ry. Hvilket jeg synes ville være forfærdeligt synd, jeg ville virkeligt ønske noget ordentligt kunne komme istedet for Facebooks dårligt programmerede, ildelugtende mødding af et netværk.

Men det er for tidligt for Ello endnu - så medmindre du er typen der absolut må være blandt de første, eller er teknisk interesseret og gerne vil se beta'en tage form, så vil jeg opfordre til at slå koldt vand i blodet.

Jeg tror dog jeg har fundet ud af hvad jeg vil bruge Ello til, for nu: til de tilfælde hvor 140 karakterer bare ikke er nok, men vor et blog-indlæg er for meget (eller for tungt) - der tror jeg det vil fungere fint, og med link både frem og tilbage kan diskussion fortsættes på twitter og Ello.

Men skal man for alvor bruge det, tror jeg der skal gå mindst 3-6 måneder så det hele er lidt mindre betaagtigt, og nogle af de vigtigste funktionaliteter er på plads.

I mellemtiden syntes jeg da så man skal overveje at planlægge sin exit fra Facebook - det kan være svært nok at komme ud. På Ello er det en anden sag; her ligger en knap hvor man kan lukke sin profil. Og hvis man gør det kan den ikke genskabes på nogen måde, advarer de. Det er betryggende!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 14. september 2014

Jeg har lige læst Der Judenstaat …

Ingen kommentarer
Efter at have skrevet mit magnum opus om Israel-Palæstina, og i forbindelse dermed være blevet klogere på dele af zionismen jeg kun kendte overfladisk til før, forekom det mig at jeg måske burde læse noget af det mest fundamentale: Theodor Herzls Der Judenstaat (1896), som omtales som en sort of manifest for zionismen.

Og da jeg så fandt den gratis på Amazon til Kindle i en engelsk oversættelse hentede jeg den i nat.

Jeg havde egentligt lidt frygtet at jeg gik ind noget Mein Kampf-agtigt, men det var det heldigvis på ingen måde - hverken i attitude eller omfang. Den er ganske overskuelig og let læst; en pamflet omtaler Herzl den selv.

Herzl grundtanke er, at der ikke er nogen vej udenom anti-semitismen: hvergang jøder rejser til et sted, hvor der ikke er forfølgelse og anti-semitisme vil det straks opstå, når de bliver mange nok. Og prøver de succesfuldt at integrere eller assimiliere sig, vil det blot gøre det værre, da deres succes blot vil skabe mere anti-semitisme.

(Han anerkender dog at grupper af jøder er lykkedes med at blive assimileret, for eksempel de franske jøder; men det er ikke dem han taler om, må man forstå. Det skal i øvrigt for forståelsens skyld slås fast at jøder i denne verden er en race: det med religion spiller ingen synderlig rolle.)

Eneste løsning er derfor, hvis jøderne kan få et Land et eller andet sted - det behøver ikke være særligt stort - som de kan have som suveræn stat; og dermed ende Diasporaen; de ikke intergrerbare jøder kan flytte hertil med deres traditioner, og dermed lette presset i de lande de forlader til glæde for både assimilerede jøder og anti-semitter.

Han forestiller sig at dette land kunne være enten et sted i Argentina, eller måske i det gamle hjemland Palæstina.

Palæstina er jeg ret sikker på han kun nævner for at sælge idéen: han argumenterer godtnok kort for, at eventuelle beboere der allerede måtte findes i en sådan Jødestat ville få god gavn af de nye tilflyttere, som med deres arbejdsindsats ville forbedre infrastruktur og økonomi - men i stort set hele bogen fortælles der om denne Jødestat som om det er tomt land man ankommer til.

Det demonstrerer han for eksempel, da han fortæller at man vil kunne bruge moderne midler til nationsbygning: istedet for møjsommeligt at jage de vilde og farlige dyr et ad gangen, vil man nu kunne drive dem sammen og ordne dem på én gang med en bombe.

Vigtigst var det under alle omstændigheder at suveræniteten over landet skulle være forhandlet på plads inden tilflytning - det var faktisk alfa og omega:
An infiltration is bound to end badly. It continues till the inevitable moment when the native population feels itself threatened, and forces the Government to stop a further influx of Jews. Immigration is consequently futile unless we have the sovereign right to continue such immigration.
Men faktisk er det ikke ret meget af bogen der handler om bevæggrunden til at forlade Europa: det meste af den handler om det praktiske: at der skal stiftes et Jødeselskab (som kan stå for det politiske) og et Jødekompagni (der står for det praktiske/forretningsmæssige), om hvordan jødiske forretninger og aktiver i den gamle verden kan afsættes og bruges derovre,  hvormed han mener det endnu ukendte land.

Om hvordan først de fattigste, ufaglærte under ledelse af folk med middelmådig intellekter (som jøderne producerer så mange af) skal tage afsted, og med arbejde i 3 år bevise deres værd, og samtidigt få bygget de første bebyggelser. Efterhånden som det hele tager form vil det så blive mere og mere attraktivt at bo der, hvorefter først middelklassen og siden de rige jøder også vil drage dertil.

Han vil helst ikke have ordet utopi stemplet på sit drømmeland, men det forekommer nu mig at være en personlig utopi han beskriver - som ligger som en kombination af Ayn Rand og Karl Marx og en fagforeningsboss' våde drøm - altsammen styret af en aristokratisk republik, for det forekommer ham at være den bedste styreform. (Det slår mig faktisk at Tvind og Amdi Petersen godt kunne minde en del om.)

Der skal være fri selvbestemmelse for alle, men der bliver nu flyttet meget rundt med folk, uden de egentligt har så meget at skulle have sagt, forekommer det.
Should any opposition manifest itself, the Society will suppress it. The Society cannot permit the exercise of functions to be interpreted by short-sighted or ill-disposed individuals.
Og Jødestaten kan drage fordel af at være nyt land: for eksempel satser han meget på nyttejob i stedet for almisser - som i den gamle verden er problematiske, fordi de ikke må producere noget fornuftigt, da de så konkurrerer med almindelige virksomheder; men derovre kan man have gang i nyttejob fra starten, og så er der ikke nogen der bliver udkonkurreret.

En kongstanke for Herzl er at Jødestaten skal have en 7-timers arbejdsdag. Det går igen mange steder, selv i hans forslag til et flag for Jødestaten:
I would suggest a white flag, with seven golden stars. The white fiel symbolizes our pure new life; the stars are the seven golden hours of our working-day. For we shall march into the Promised Land carrying the badge of honor.
Statens sprog må blive lidt blandet, alt efter hvor folk kommer fra. Her henviser han til Schweiz som demonstration af at det kan fungere i praksis. Et fælles sprog holder næppe:
We cannot converse with one another i Hebrew. Who amongst us has a sufficient acquaintance with Hebrew to ask for a railway ticket in that language?
Det hele er skrevet meget begejstret, og jeg fik fornemmelsen at hele det der med at jøderne skulle have egen stat, mest af alt fungerede som grundlag for at han kunne beskrive sin statsdannelse - som mest af alt på mig lyder som en plan for kolonisering af Mars.

Og det er egentligt alt sammen meget sympatisk - jeg kom i helt godt humør undervejs, for hans begejstring er ret smittende; og jeg tror han ville have gjort sig storartet som blogger i dag, hele bogen består af tanker som sagtens kunne have været blogindlæg skrevet i en pludselig raptus.

(Uhyggeligt var det til gengæld at læse forordet, skrevet 50 år efter, der omtaler Herzl nærmest som var han en profet og bogen et helligt skrift.)

Konklusionen på bogen indeholder et par guldkorn, som må nævnes her:
It might further be said that we ought not to create new distinctions between people: we ought not to raise fresh barriers, we should rather make the old disappear. But men who think in this way are amiable visionaries; and the idea of a native land will still flourish when the dust of their bones will have vanished tracelessly in the winds. Universal brotherhood is not even a beautiful dream. Antagonism is essential to man's greatest efforts.
(Fremhævelse min.)
But the jews, once settled in their own State, would probably have no more enemies.
(Fremhævelse unødvendig ...)
Again, people will say that I am furnishing the Anti-Semites with weapons. Why so? Because I admit the truth? Because I don not maintain that there are none but excellent men against us?

Will not people say that I am showing our enemies the way to injure us? This I absolutely dispute. My proposal could only be carried out with the free consent of a majority of Jews. Action may be taken against individuals or even against groups of the most powerful Jews, but Governments will never take action against all Jews. The equal rights of the Jew before the law cannot be withdrawn where they have once been conceded; for the first attempt at withdrawal would immediately drive all Jews, rich and poor alike, into the ranks of revolutionary parties. The beginning of any official acts of injustice against the Jews invariably brings about an economic crises. Therefore no weapons can be effetually used against us, because these injure the hands that wield them.
(Tragisk forkert - især med tanke på tyske zionisters senere ageren i Tyskland.)
Now, all this may may appear to be an interminably long affair. Even in the most favorable circumstances, many years might elapse before the commencement of the foundation of the State. In the meantime, Jews in a thousand different places would suffer insults, mortifications, abuse, blows, depredation, and death. No, if we only begin to carry out the plans, Anti-Semitism would stop at once and for ever. For it is the conclusion of peace.
(Fremhævelse min.)

Man kan ikke sige at alt gik som Herzl forestillede sig. En del kan man faktisk ikke bebrejde ham - senere zionister droppede ligesom det der med at have ting på plads inden man flyttede ind, hvilket alle lider under nu.

Hvis man interesserer sig lidt for spørgsmålet kan det såmænd godt anbefales at læse den; den er relativt kort og ikke tung; og hvis man læser den lidt tongue-in-cheek er den ret underholdende. Jeg føler ihvertfald ikke at tiden var spildt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.