Leoparddrengens
Public Key
Leoparddrengens Hjerte
Leoparddrengens bankende hjerte
banker for dig!

lørdag den 28. juni 2014

Sådan træner du din drage 2 - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Den yngste var qua sit Anders And-abonnement blevet inviteret til gallapremiere på Sådan Træner Du Din Drage 2, og den var vi så til i Imperial her til formiddag. (Den får officiel premiere for pøblen på torsdag den 3. juli.)

Vi havde behørigt varmet op, og i ugens løb set 1'eren - som ingen af os havde set før. Det var ganske fornuftigt, for meget i filmen ville have givet en del mindre mening uden forhåndskendskab til Berserkøen, og dens forhold til drager. (Den yngste kendte dog universet fra tv-serien Dragerytterne fra Berserkø, som er lavet efter 1'erens succes. Men jeg var blank.)

Der er siden første film gået 5 år - både i virkeligheden og i filmen. Derfor var det da også lidt pudsigt, at publikum her var Anders And-abonnenter og deres forældre. For min fornemmelse var klart at rigtigt mange af børnene aldersmæssigt lå under målgruppen.

Hikke er nu en ung mand, og har fået en del mere selvtillid end han havde i første film. Faktisk er han blevet decideret cool. Men han har stadig problemer med de der samtaler med sin far, som ikke rigtigt lytter til ham. Og høvding har han ikke synderligt lyst til at blive - han vil hellere udforske verden, sammen med sin Natskygge-drage, Tandløs.

Og det er på en af disse ture, han opdager at Berserkøen ikke er de eneste, som har et forhold til drager - han hører om en grum fyr, som fanger og undertvinger sig drager. Og får den idé at han kan få vist denne, at man kan leve fredeligt med drager - ligesom han i sin tid fik vist befolkningen på Berserkøen.

Det er desværre ikke helt så enkelt som så. Jeg vil ikke røbe mere om handlingen, men der skal ihvertfald gøres nogle opdagelser - om både Hikke selv, og om Drager, inden der kan være mulighed for at det hele ikke vil ende helt galt.

Historien er i perioder ganske mørk fantasy - der kan findes klare paralleller til Star Wars 4 og især 5, samt lidt Ringenes Herre. Det, blandet med mere traditionelt fjollet animation, samt opbremsninger hvor filmen vil være dybere, kan godt gøre indtrykket noget skizofrent. Og en af grundene til at jeg ikke mener den er egnet til alt for ung målgruppe. (Jeg ville sige fra 8 og op, og i virkeligheden tror jeg voksne får mest ud af filmen.)

Men jeg syntes det er ret fed film - og ærgrede mig over at den ældste ikke havde lyst til at komme med, for den ville have passet bedre til ham.

Animationen er fuldfed, men det behøver man jo næsten ikke sige nu om dage. Og 3D fungerer godt sammen med drageflyvningen.

God animation, fin klassisk fantasy historie med mørke sider, rejse, drager - what's not to like?

Well, ikke ret meget. Men helt op & ringe kommer jeg ikke. Der er lige nogle steder undervejs, hvor historien går vel rigeligt i stå. Og så blev jeg også en anelse irriteret på et par af de danske stemmer til de voksne, mandlige vikinger - der simpelthen er lige vel utydelige. (Ellers er de danske stemmer fine.)

1'eren havde det samme problem. I det hele taget vil jeg sige det sådan - hvis man kunne li' etteren, og måske er blevet et par år ældre - så er 2'eren bestemt værd at fortsætte med, der er endnu mere at hente her.

Hvis man ikke ved om man kunne li' 1'eren, fordi man ikke har set den, så vil jeg foreslå man får set den hurtigst muligt, hvis man er til fantasy. Og så finder ud af om man ikke også skal se 2'eren.

På en skala op til 6 får den en stor 4'er fra mig. Og jeg skal klart se næste når den kommer om et par år - jeg har en god fornemmelse af hvad den vil handle om.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 24. juni 2014

Kodesprog: Marie Krarup - I er blinde!

Ingen kommentarer
Der er en del kvidren på twitter i dag, om denne artikel i Information, hvor af det fremgår at de danske MF'ere sgu ikke rigtigt vidste hvad de gjorde, da de gav Forsvarets Efterretningstjeneste lov til at lade være hvem de har lyst til med på en lytter.

Herunder har mange hæftet sig ved denne lidt kryptiske bemærkning fra Marie Krarup, som skal forklare hvorfor hun ikke rigtigt interesserede sig for sagen: Ligesom der godt kan komme en dame i en rød kjole til en fest, uden at jeg rigtigt lægger mærke til det, mens min mand måske synes, at det er enormt interessant, siger hun.

Det bliver udlagt fra bare at være underligt til at være udtryk for hendes lamhed.

Men intet kunne være mere forkert! Marie Krarup kommer her med en dybsindig og klog observation - naturligvis indpakket i kode, for det er jo efterretningstjenester vi taler om.

Her skåret ud i pap for de mindrebemidlede:

Humlen ligger naturligvis i en dame med en rød kjole. Her taler hun bestemt ikke om at hendes mand er en lidderbuk, men hun henviser til filmen Kvinden i Rødt / The Woman in Red med Gene Wilder. Fra året 1984(!).

Det er en film som, sandsynligvis med god grund (jeg har aldrig set den), er stort set glemt i dag. Men den huskes for én ting: sangen I Just Called To Say I Love You.

Af Stevie Wonder.

Så med andre ord, det Marie Krarup så elegant for formuleret er: Vi lever i en orwellsk dystopi i stil med 1984, når vi ringer til hinanden overvåges det, og vi er alle sammen blinde negre i efterretningstjenesternes øjne.

Kortere og klarere kan det vist ikke siges. Tip: Hold øje med når Marie Krarup begynder at citere filmen Wargames, så er der fare på færde!!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 22. juni 2014

Mere amerikansk heksejagt

Ingen kommentarer
Meget tilfældigt røg jeg her i eftermiddag ind på en dokumentar på DR2, ved navn Mordmysteriet i Memphis. Den var lige begyndt - titlen lød bestemt ikke interessant, men noget fangede mig. Hvilket jeg ikke fortryder - udover at jeg nu er rasende - rasende på amerikansk dumhed.

(Den oprindelige titel er Paradise Lost 3 - Purgatory, og jeg kan godt se den er svær at bruge - men Mordmysteriet i Memphis er ikke god; dels handler den ikke meget om et mordmysterie, og dels foregår den ikke i Memphis (Tennessee), men i West Memphis (Arkansas).)

Den handler om drabet på tre 8-årige drenge i Arkansas i 1993. Som bliver fundet nøgne og især for den ene drengs vedkommende tilsyneladende mishandlet - og med kønsdelene (øjensynligt) skåret af.

At de mord skaber vrede er der naturligvis ikke noget unaturligt i. Men politiet kan ikke rigtigt finde ud af noget. Så får de den idé at der må være noget satanisk over drabene - og en veritabel heksejagt følger. Virkeligt! Hvor man så får en mistanke til en ung fyr der går i sort tøj og er underlig. (Og så hedder han Damien - det er ærligt talt også lidt uheldigt!)

Herfra går det slag i slag - i en virkelig stærk dokumentar fra HBO. (De har åbenbart lavet to om sagen før, deraf 3 tallet i navnet). Jeg kan kun opfordre til at man ser den, for den viser meget om hvor forrykt det amerikanske retssystem kan være - og hvordan de ikke er kommet meget videre end 1693 (én siger ligefrem at han håber de tiltalte vil blive brændt, ligesom i Salem). De har her ikke engang racisme at "undskylde" sig med. Bare redneck stupiditet, og stædighed fra dommer og anklager. Den kan streames fra DR her (indtil videre, formoder jeg).

Som sagt opfordrer jeg til man ser den - men bander lidt mere her. Det vil dog være med spoilers, så vil man se filmen uden forhåndsviden, så læs ikke videre nu.

Noget af det der har bragt mit pis ekstra i kog, er nok følelsen af hvordan den hovedmistænkte - som bliver dødsdømt - udmærket kunne være mig; eller tusindvis af andre som har hørt heavy eller spillet D&D (rollespil nævnes ikke i filmen, men jeg kom til at tænke på firsernes påstande mod os, som kørte på de samme temaer.)

Og det helt og aldeles vanvittige i, at det er den samme dommer, som tager stilling til appeller, igen & igen. Og da han endelig kommer væk fra embedet sker der noget. Ikke at han går på pension eller bliver gået i unåde, naturligvis - nej, han vælges til Arkansas senat ...

Og selv da der er mulighed for at der faktisk kan komme en ny retssag, ender det med at løsningen - der kan lukke de uskyldigt dømte ud - er de skal tilstå drabene. Den tager vi lige igen: kun hvis de erklærer sig skyldige, kan de blive lukket ud!? Så de tre står foran dommeren, og siger de er uskyldige som de altid har sagt, men af hensyn til systemet erklærer de sig skyldige.

Ahr, men det er så fucking lamt #headdesk!

Og jeg kom til at tænke på - at jeg var i USA en måned i februar/marts '94. Hvor jeg var ovre for at møde og rejse rundt med min gode ven, som havde studeret derovre et års tid. Og havde fået kæreste på.

Og pludselig talte om, at der var situationer hvor dødsstraf var det eneste rigtige - for der var sager derovre, der var så slemme, at vi bare ikke kunne udtale os om dem fra Danmark. (Herhjemme var og er han meget venstreorienteret - og han har siden ikke kunnet genkende hvad jeg siger han sagde. Men det mener jeg nu er rigtigt - ingen tvivl om at hans kæreste havde heftig indflydelse på ham i lige den periode.)

Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om dette måske ikke netop har været en af de sager - det vil passe fint med tiden og området. Hvilket bare for mig sætter det yderligere i perspektiv.

Anyway, igen: hvis man tror på retfærdighed i amerikanske retssale, så se den. Og ellers se den for bare at blive godt gammeldags gal i skralden.

Jeg har forhåbentligt fået afreageret lidt nu.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 12. juni 2014

Fodboldprofessor: VM i Qatar vil føre til krig i 2019

Ingen kommentarer
Ligesom ved det foregående VM vil jeg her på bloggen få hjælp til at dække VM af fodboldprofessor Theodor Tøhe fra Dansk Idræts-Fysiologisk Institut, som vil bidrage med ekspertviden.

Men her inden VM går igang er der dog ét vigtigt spørgsmål som ligger ham på sinde:

Theodor Tøhe: VM i 2022 - det må bare ikke ske. Det vil være ødelæggende for Verden!

Leoparddrengen: Altså på grund af korruptionen og varmen og de religiøse galninge?

TT: Nej, fuck da det. Korruption har der altid været, og VM klarede de grumme skygger i Argentina i 1978, så mon ikke det også klarer lidt varme. Og hvad religiøse galninge angår har VM været afholdt i USA i 1994, så det går såmænd nok ... Nej, jeg tænker på den regionale konflikt der uundgåeligt vil opstå. Og udvikle sig til en krig - måske endda 3. Verdenskrig!!

LPD: Krig? Hvorfor??

TT: På grund af de mange skibe som vil komme til at være udfor Qatars kyst, naturligvis!

LPD: Skibe? Hvorfor skulle de føre til krig?

TT: Fordi skibe dernede altid har ført til krig. Bare tænk på krigen mellem Irak og Iran. Den varede i 8 år og startede på grund af for mange skibe i området - og sluttede først da der blev indført en no-sail-zone, på trods af danske Mærsks protester.

(Jeg føler mig ikke helt tryk ved Theodor Tøhes syn på historien, men undrer mig på dette tidspunkt mere over en anden ting:)

LPD: Men hvorfor skulle der komme så mange skibe i området? Holdene flyver vel ind?!

TT: Holdene?! Hvem taler om holdene?! Det er jo ikke skibe der skal dertil, men skibe der skal derfra! I årene før!!

LPD: Derfra? Hvorfor det?

TT: Ved du da ingenting om fodbold, knægt? Qatar er jo Værftsland!

LPD: Værftsland?!

TT: Ja, Værftsland! Det var ordning FIFA i samarbejde med FN indførte op til VM i 1950 (iøvrigt også i Brasilien) for at give et boost til det land der skulle afholde VMs økonomi. Væftslandet får til opgave at bygge alle skibe for Det Internationale Samfund i en fire-årig periode.

LPD: Det lyder egentligt meget smart - så kan der blive råd til VM?

TT: Det er hul i hovedet og ødelægger landenes økonomi, og er med til at gøre at stadions ikke kan nå at blive opført til VM, fordi der skal bygges værfter, som alligevel skal rives ned efter VM, når et andet land bliver Værftsland. Men sådan er der så meget med FIFA, det er hul i hovedet det hele.

LPD: Det er mærkeligt jeg aldrig har hørt om den ordning med Værftslandet?

TT: Det har du garanteret også - du hører bare ikke ordentligt efter!

LPD: Så du mener, at fordi Qatar skal bygge så mange skibe for Det Internationale Samfund- som skal sejles væk - så vil det føre til krig?

TT: Det gør det altid, der. Det er derfor man bruger kameler, når der er noget der skal transporteres i området. Mine beregninger siger at det kritiske punkt vil indtræde omkring august/september 2019. Præcis 80 år efter Tyskland invaderede Polen og startede Anden Verdenskrig!!

LPD: Jeg har alligevel lidt svært ved at se at en sportsbegivenhed sådan skulle kunne udløse en krig?!

TT: Dér i området? Det kan de sagtens. Bare tænk på Golfkrigene!!

LPD: Men det er jo frygteligt?!

TT: Det er jo det jeg siger!!!

Tør vi virkeligt løbe risikoen og lade Qatar være Værftsland?! Der er lidt at tænke over mens VM skydes igang.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 11. juni 2014

Dan Simmons: The Abominable - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Det er ingen hemmelighed at Dan Simmons er en af de forfattere jeg holder rigtigt meget af - især hans science fiction, med Hyperion-bøgerne som de absolutte stjerner, men også hans gentolkning af Illiaden (bøgerne Illium + Olympos) står mig nært.

Denne sag, The Abominable, er ikke science fiction. Men man er langt henad vejen lidt i tvivl om hvilken type bog det så er: er det en rejsefortælling, en thriller, eller er det en monsterbog - titlen lægger op til at vi skal møde en afskyelig snemand - og da handlingen for en stor dels vedkommende udspiller sig på ganske få kvadratmeter af Himalaya - nærmere bestemt Mt Everest - er det vel også temmeligt nærliggende.

Tintin i Tibet er et af de værker jeg ofte kom til at tænke på undervejs - men ellers er det en meget klassisk komponeret bog, som i sin grundighed i forberedelsen af læseren til ekspeditionen nærmest kan give mindelser om Jules Verne eller Kaptajn Marryat. (Okay, må indrømme det er meget længe siden jeg har læst sidstnævnte, så jeg er ikke sikker på sammenligning holder - men det var ihvertfald en tanke jeg fik undervejs.)

Plottet er da også på overfladen klassisk: den unge bjergbestiger Jake Perry får i 1925 chancen for at komme med en ekspedition med sin mentor til Mt Everest. Officielt for at lede efter (formoder de) liget af en ung brite af god familie (men vist lidt af en laps), som forsvandt på bjerget året før - næsten samtidig med Mallory og Irvine. Uofficielt er deres mål at nå toppen - når de nu har finansieringen af ekspeditionen på plads.

At der er ugler i mosen får man en fornemmelse af undervejs, hvor forberedelserne således også går over en bayersk vinkælder med nogle ubehagelige tyskere i brune skjorter.

Bjergbestigning er ikke noget jeg har haft nogen synderlig interesse for - så det er noget af en bedrift at bogen (over 672 fysiske sider, skriver Amazon - jeg læste den på Kindle) kan gøre ikke blot bjergbestigningen men også teknikken og logistikken sindsygt medrivende.

For medrevet blev jeg - på bjerget og spillet udenom, som afsløres undervejs, og gør fabelagtig brug af den historiske ramme, på en måde jeg som historieforfalsker kun kan sætte pris på. Og som læsere af Simmons vil vide: når hans personer kommer under huden på én, så sidder de fast - således også med flere i denne. Jo, der dryppede tårer adskillige gange undervejs.

Jeg kan kun anbefale den, den er i mine øjne fremragende - men den må være lidt acquired taste, for på Amazon har den kun et gennemsnit omkring de 3.5 - for mig er det en klar 5'er. Jeg tror muligvis det er den meget lange og meget grundige indledning der skræmmer nogen væk.

For mig var det ihvertfald fortrinlig litteratur til en uges badeferie. Og, iøvrigt - hvis nogen har købt et Kodak Vest Pocket kamera på et loppemarked, cirka 1992, må de meget gerne lade mig det vide!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 28. maj 2014

Formiddagsherskeren - en omtale / anmeldelse

Ingen kommentarer
Lidt ud af det blå dumpede der en mail ind ad min elektroniske brevsprække. Om en roman om en anonym blogger, som fik stjernestatus. Og forfatteren, Jacob Rosendal, tænkte så at det kunne være det kunne interessere mig. Det mindede jo sådan lidt ligesom om ...

Jeg ved ikke lige med det med stjernestatus, men det lød da interessant, tænkte jeg. Så den fik jeg tilsendt som eBog - en dejlig anonym måde at udveksle bøger, jo. (Men den udkommer altså også på papir!)

Så jeg begyndte på min Kindle at læse bogen, spændt på hvor meget denne Formiddagshersker ville minde om mig - og på beskrivelsen af hvordan det at have en anonym blog er.

Det var desværre nok en forkert indgangsvinkel. For ret hurtigt stod det klart, at hovedpersonen er ca så langt fra mig som man kan komme. Og bloggen - som der bringes uddrag fra - var i mine øjne særdeles uinteressant. Og at den skulle blive et hit lynhurtigt var, sammen med rigtigt mange andre detaljer, at trække suspension of disbelief alt for langt for mit vedkommende.

Hvis nu jeg havde læste bogen fra start som en leg med meta-elementer, som kan få en til at tænke på Svend Aage Madsen og Umberto Eco var det muligvis gået bedre. Men det syn fik jeg først ret sent - og det når altså heller ikke op på de herrers højder.

Mange af de ting jeg var generet over kan faktisk muligvis forklares - jeg skal ikke spoile hvordan. Men jeg forstår ikke hvorfor bogen skal omtales som en blogroman, da bloggen i mine øjne er en ubetydelig del af historien - som er mere interessant i spændingsfeltet mellem hovedpersonen og jeg-fortælleren (omend dette spændingsfelt længe generede mig i sin udefinerethed).

Bogen er ikke synderlig lang - og jeg vil mene at den enten er for lang eller for kort. Det jeg får ud af den, kunne godt være skrevet kortere uden det havde gjort noget; man kunne også have gjort den længere og leget mere med meta-lagene.

Som det er har jeg lidt svært ved at føle jeg tager så meget med fra bogen, selvom den bestemt indeholder underholdende momenter.

Formiddagsherskeren udkommer på forlaget Turbine i dag.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 24. maj 2014

Det umulige valg

2 kommentarer
Jeg synes godt nok det der EU-valg i morgen er svært.

På den ene side kunne jeg rigtigt godt tænke mig at stemme på Karen Melchior / @karmel80, som jeg kender fra twitter som generelt værende ganske fornuftig. Og måske er jeg ikke altid enig med hende, men hun er ihvertfald åben for diskussioner.

Desværre stiller hun op for Radikale. Som jeg ganske vist endte op med at stemme på til sidste folketingsvalg - og endda langt henad vejen i dag er enig med omkring Danmarks forhold til EU - men på de store linier inde i EU er ret uenig i. Når det kommer til økonomi og austerity og den slags. Og så er de diskvalificerende medlem af Den Liberale Gruppe sammen med Venstre.

Hvis jeg så skulle kigge på mit hjemlige alternativ ville det være Enhedslisten. Men de stiller jo ikke op - og deres alternativ er så Folkebevægelsen. Og der må jeg nok sige, at hvor jeg engang for snart mange år siden var modstander af EU, der synes jeg i dag det løb er kørt. Så i hele grundpræmissen går det ikke.

Så er der SF. Som er medlem af De Grønne i Europaparlamentet. Det ville jeg havde det fint med at stemme på. Men det er umådeligt svært at abstrahere fra hvordan de har gebærdet sig herhjemme de sidste 5 år - og når man vågner op til en overskrift i dag som SF-formand foretrækker Dansk Folkeparti fremfor Enhedslisten - så gør de det altså ikke lettere for sig selv.

Det er jo så ikke at valg til Folketinget med til Europaparlamentet - så man skal måske passe på med at se på den hjemlige andedam? Her er problemet så, at SFs spidskandidat Margrete Auken giver mig røde knopper - jeg kan på ingen måde holde hende ud. Og der er næppe tvivl om at hvis SF overhovedet får valgt nogen ind, så bliver det hende.

Så det er svært. Jeg prøvede at tage DRs Kandidattesten, men blev resultatet af mine svar "Henter indhold ..." - og jeg ved ikke hvem høn stiller op for.

Jeg ender nok op med at stemme på Anne-Mette Wehmüller fra SF. Som har den fordel, at hun tidligere har optrådt her på bloggen. Og altså ikke er Margrete Auken. Så bliver det spændende hvem min stemme til sidst ender med at gøre gavn - den kan såmænd havne hos de radikale, og dermed i Den Liberale Gruppe alligevel - på grund af valgforbund.

Så det er sgu et lidt umuligt valg.

Patentdomstolen
Her er jeg så lidt mere afklaret, om end ikke meget.

På overfladen lyder det jo indlysende rigtigt, at det må være en fordel det her med at der kun skal søges et sted mv.

Men der er den med software og CII (som jeg ved lidt om, og potentielt har indflydelse på mig selv) - det klinger desværre hult når det siges at software patenter er og vil vedblive at være udelukket, når praksis nogle steder i dag allerede i dag siger noget andet.

Og det er muligt at der rent principielt ikke ændres på det med den fælles domstol - men at man opbygger et elfenbenstårn til at styre det er ihvertfald ikke vejen frem.

Den rigtige vej måtte være at gøre noget ved EPOs praksis, inden man lukker systemet om sig selv. Ihvertfald hvis man ville have min stemme for.

Hertil kommer at jeg faktisk - når jeg tænker over det - ikke er synderligt begejstret for patenter som de har udviklet sig de senere år. Hvor runde hjørner på en telefon og meget andet absurd har kunnet patenteres. Og patentkrigene mellem Apple og Samsung taler deres tydelige sprog.

Her er patenter til gavn for advokater og muligvis big business, men på ingen måde for hverken forbrugere eller innovation. Og des mere centralt man kan gøre patentprocessen, des mere attraktivt vil det være at køre hære af sagførere i stilling for at obstruere konkurrenter.

Så for mit vedkommende bliver det det bagstræberiske "er du i tvivl - stem nej", der vinder. Visse politikeres argument om at man kan se hvad alle eksperterne og et stort flertal af politikerne i Folketinget mener. Det samme argument blev brugt op til €-afstemningen. Dengang stemte jeg også Nej - og det har jeg ikke fortrudt. (Men afskaf gerne de andre forbehold.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 22. maj 2014

X-Men: Days of Future Past - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Jeg havde meget store forventninger, da jeg i går var til forpremiere på denne femte X-Men film (eller syvende, hvis vi tællere wolfies side-film med). I modsætning til Spiderman - som i de moderne Marvel-film også har 5 film under vesten - har der heldigvis ikke været noget reboot undervejs. Istedet er man så hoppet tilbage i tiden for at se på de unge dage.

I den aktuelle x-travaganza får vi så hele kagen - alternativ fremtid, fortid og glimt fra en nutid vi vel strengt taget ikke kan være sikre på eksisterer. Med et cast der kan sparke benene væk under de fleste, selv Avengers-filmene kan dårligt følge med.

Fra en fremtid, der ikke hverken historiemæssigt eller visuelt er helt uinspireret af Terminator, kæmper de sidste mutanter for overlevelse. Som en desperat udvej sender de den eneste hvis krop og sind kan holde til belastningen (guess who ...) tilbage i tiden til sit eget tidligere jeg, i det herrens år 1973, for at forhindre at historien skal udvikle sig som den har gjort.

Der går kun en smule Austin Powers i den, mens man puster ud - og inden løjerne genoptages. I første omgang gælder det om at få forklaret datidens helte (og skurke), at man altså godt kan komme fra fremtiden - og den ser grum ud.

Og så går det ellers over stok og sten og stadion og Det Hvide Hus i en legesyg, fantastisk film, der også byder på Peter Dinklage (Tyrion Lannister i Game of Thrones) i egen lave person i protagonistens rolle. Og Nixon, ikke at forglemme.

Jojo, man kan godt komme med indvendinger om tidsparadokser (og at det da er en tidlig alternativ fremtid vi starter i, når hverken professor X eller Magneto er døde af alderdom). Og undre sig over de tidslinier der efter filmen muligvis ikke længere eksisterer, muligvis aldrig har gjort det og muligvis aldrig vil komme til det. (Lidt som når man ser Fringe.) Sådan vil det uvægerligt være.

Men forhåbentligt er det ikke noget man fordyber sig for meget i mens musikken spiller - hvilket den gør med fuldt drøn på alle subwoofer-kanaler.

Efter X-Men 2 - som for mig stadig er den mest vellykkede Marvel-film - vil jeg for nuværende sige at dette er min favorit blandt de øvrige X-Men. (Som det vil være en god idé at få set inden denne film, da meget vil give en del mindre mening uden den viden. (Det vil sige, 3'eren er det måske mindre forvirrende ikke at have set ....) ).

Er man til ramasjang og X-Men - i deres mange skikkelser - er dette en must-see. Mine forventinger blev indfriet!

(Men jeg savnede nu lidt Stan Lee ...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.