Leoparddrengens
Public Key

mandag den 16. februar 2015

We all float down here

1 kommentar
I går kom jeg med et humøroptimistisk tweet, og jeg egentligst syntes Danmark havde klaret sig OK gennem de seneste dages begivnheder, ihvertfald syntes jeg det var begrænset hvad jeg havde set af hysteri.
Et respons gjorde dog opmærksom på, at for eksempel Søren Pind ikke havde det sådan; eller måske rettere, at han prøvede at skabe sit eget hysteri:
Men son jeg måtte sige, ham tror jeg ikke jeg kan overbevise om noget som helst. (Og tænkte for mig selv om dengang jeg mente han var med til at skabe antisemitisme, da han mente kritik af Israel var forkert, fordi det det var anti-semitisme. Et sørgeligt aktuelt indlæg.)

Og så i dag så jeg dette RT'et fra ham:
Først tænkte jeg, at det da egentligt var usmageligt, at Søren Pind ikke kunne forestille sig, at den døde, hvor meget usselryg han end var, ikke også skulle kunne have famile og venner, der havde brug for at sørge, lige meget hvor slem en handling han i øvrigt havde stået for.

Men så kom jeg til at tænke nærmere på, hvad Pind egentligt skrev. Billeder vi ikke vil se? For det første, hvem er vi? For det andet:
Men så gav jeg mig til at tænke på, hvis nu der var et billede jeg ikke ville se, hvad skulle det så være? Og straks faldt et billede af Søren Pind mig ind — og det er ikke en bestemt inkarnation af Søren Pind, der er mange, men de er alle slemme.

Grunden til jeg meget gerne vil slippe for at han i tide og utide dukker op, er at hver gang jeg ser ham er reaktionen den samme: først kommer jeg i godt humør og morer mig over håret, minerne og udseendet; men derefter går morskaben over i skræk og rædsel: over hykleriet, idiotien, tankegangen. Og det sker hver eneste gang.

Faktisk, kom jeg til at tænke på, har jeg det med Søren Pind, som drengene i Stephen Kings horror-mesterværk It (Det Onde) har det med monsterklovnen Pennywise.

Analogien er faktisk så god, tænkte jeg, at jeg burde skrive et blogindlæg om det. Hvis bare, hvis bare, det endda var sådan, at Søren Pind kunne gøres til et anagram af Pennywise, ville det være perfekt. Og så studsede jeg.

Søren Pind. Pennywise. Anagram.

And I give you:

Sywen Pine / Pennørids

Der er tydeligvis noget der er lost in translation, men det kommer sådan set ikke bag på mig. Slet ikke.

Det er close enough for me. Og nu ved jeg så også hvem det mystiske 'vi' i Sywen Pines tweet er … We all float down here!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 4. februar 2015

Kvalmende valutafortælling

Ingen kommentarer
I disse for vort land så interessante tider, hvad angår vores valuta & vores renter, er der en klar fortælling medierne elsker at viderebringe:

Onde, blodtørstige, skruppelløse valutaspekulanter har set mål i den danske krone, og går nu efter den i jagten på simpel profit, uden at tænke over følgerne for stakkels Danmark, hvis kronen skulle blive opjusteret og vi alle sammen bliver rigere, men får sværere ved at sælge vore varer, hvilket vil koste os dyrt i arbejdspladser.

Det er sådan set ikke fordi der er noget galt i logikken, men perspektivet og værditilskrivningerne er helt syge at høre på. Ikke fordi jeg skal forsvare valutaspekulanter — synes det er en trist beskæftigelse at have, og iøvrigt er de formentlig ganske ligeglade med hvilke mærkater der klistres på dem.

Men fortællingen bidrager bare til et ganske skævvredet billede, der atter fremstiller Danmark i et glansbilledagtigt lys som en forfulgt uskyldighed.

Man kan også prøve at give et mere nøgternt billede af situationen:

I gennem snart en årrække har DKK fremstået stærkere end EUR, ikke mindst på grund af den måde Sydeuropa blev ramt af finanskrisen. Så for at fastholde fastkurs-politikken har vi kørt med lavere renter end euro-landene — for at opretholde balancen.

Nu har €-centralbanken så valgt køre løs med seddelpressen, for at prøve at få gang i de europæiske hjul. Noget de skulle have gjort for længe siden. Dette svækker naturligvis euroens værdi yderligere. Men det er ikke noget der egentligt svækker den danske krone, men på grund af fastkurspolitikken følger vi med ned.

Dette får dem der interesserer sig for den slags til at komme til den egentligt ret åbenlyse konklusion, at DKK er undervurderet. Og når noget er undervurderet så køber man.

Kald det ondt og blodtørstigt, men det er helt gement sådan markedet fungerer. Det er ikke valutaspekulanterne der i dette tilfælde prøver at skabe en ubalance; ubalancen står Danmark selv for, i form af vores fastkurspolitik, og i form af at vi ikke trykker penge som i €-zonen. At kalde valutaspekulanterne for onde & blodtørstige, svarer til at skælde ud på vandet der løber gennem en sluse der er i stykker.

Hvad der gør situationen speciel er at Nationalbankens sædvanlige træk, at sætte renten ned, på grund af den i forvejen vanvittigt lave rente, vil bringe os langt ind i negativt renteland, et uudforsket territorium, hvor udlandet betaler os for at låne penge. Here be dragons.

Eller man kunne droppe fastkurspolitikken, som ville føre til det i starten omtalte scenarie, hvor vi godt nok bliver rigere, men får dårligere konkurrenceevne og mister arbejdspladser. Og hvor fortællingen i medierne igen kammer over, for hvordan kan de onde spekulanter dog gøre det mod os?!

Hvortil man glemmer, at det i øjeblikket altså er os, der opererer med en for lavt sat valuta: så det er os der i øjeblikket nasser konkurrenceevne & arbejdspladser af resten af verden. Noget Kina i årevis er blevet skældt ud for; men det er åbenbart fint når vi selv gør det? (Det har nok også lidt mindre impact på den globale økonomi, men at påstå det er synd for os er sgu lige grumt nok.)

Nej, jeg har det virkeligt svært ved den måde medier fortæller historien på. Og iøvrigt med sprogbrugen, som er gearet til at nogen vil gennemtvinge en devaluering af kronen, og dermed i langt de fleste tilfælde giver et omvendt billede af hvad der sker. For eksempel kan man vel dårligt kalde kronen under pres — om noget er under pres er det fastkurspolitikken.

Selvom jeg sådan set tror at de første obligationsopkøbere er ganske godt tilfredse med den kursgevinst de har fået. Mens de sidst tilkomne nok ender med at brænde nallerne. Men sådan er det jo altid i det game.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 21. december 2014

Lidt seriejuleunderholdninganbefalinger

Ingen kommentarer
Her i juledagene kan man jo godt trænge til at komme lidt væk i tid & rum, og det skulle de to serier jeg her anbefaler nok kunne hjælpe til. Begge er ganske nye — og jeg har selv hygget mig gevaldigt med dem den seneste uges tid.

Marco Polo — Netflix Exclusive
Jeg skal være ærlig; det er meget begrænset hvor meget jeg kender til Marco Polo, udover hvad jeg lærte i skolen og det er ikke ret meget; og så fandt jeg ud af i Venedig at de er helt vilde med ham.

Det endte jeg så også med at blive, eller ihvertfald med serien om ham (og en masse andet). Omend jeg syntes første afsnit startede lidt trægt, så sluttede det smukt og fik mig til at tænke på Frankie Goes to Hollywoods Welcome to the Pleasuredome. Og siden var jeg solgt.

Hvis man husker firser-storserien Shogun er der mange lighedspunkter (omend man ikke lærer så meget kinesisk/mongolsk som man lærte japansk i Shogun).

Historien er kortfattet at Marco er på handelsrejse med sin far og onkel, hvor de falder i unåde hos Kublai Khan; for at formilde khanen efterlades Marco i hans varetægt, og Kublai lærer hurtigt at sætte pris på Marcos måde at se tingene på udefra og ligefremt. Desuden har han problemer med sin søn og Marco har problemer med sin far, så de får er relativt nært forhold.

Men det er en meget fremmed, multikulturel verden Marco er havnet i, han må lære at agere i disse nye kulturer, og navigere blandt hoffets intriger og klare sig i de væbnede konflikter med resterne af Song-dynastiet, hvis knælerfascinerede kansler ikke vil bøje sig for den mægtige khan.

Heldigvis trænes Marco af en blind shaolin-munk, og får venner, veninder og fjender. Det er altsammen ret fedt, ligesom det heller ikke skader, at vi får indblik i harems opbygninger og konkubiners mange funktioner.

Det kunne muligvis lyde som et værre rod sammen, men det fungerer forrygende. Jeg så seriens 10 afsnit på 3-4 dage, og jeg glæder mig vildt til næste sæson. En af de absolut bedste serier  — hvis ikke den bedste — endnu, efter min mening.

Ascension - mini-serie på HBO Nordic
Ascension er kun i 3 afsnit på ialt godt 4 timer; oprindeligt var den vist sat til at være i 6 afsnit der skulle køre ugentligt, men den endte altså i 3, som blev fyret af i USA fra den 15.-17. december.

Her skal vi en anden vej end Marco Polo — en helt anden vej. Præmissen er, at der under Kennedy, i al hemmelighed, blev sendt et interstellart koloniskib afsted fra jorden, mod Proxima Kentauri; det er nu, 51 år efter, nået ca halvvejs, og er således omkring sit point-of-no-return, da der begynder at ske sære ting om bord. Der lægges ud med at en ung kvinde findes død på deres kunstige strand/pool.

Samtidigt følger man den hemmelige mission control på jorden — og man forstår efterhånden at missionen har flere lag.

Det er en fascinerende og tankevækkende historie, som jeg på ingen måde vil spoile, så vil derfor ikke fortælle mere om den. Men en stor del af fascinationen er tanken om de her 600 mennesker, som i mere end én generation har lavet i dette fartøj og skal have det til at fungere socialt. Her giver den lidt mindelser om Battlestar Galactica — en tanke der understreges af, at No 6 derfra, Tricia Helfer, har en bærende rolle i Ascension.

Pudsigt er det også med springet mellem skibet og jorden, der føles som et spring i tid, da de på skibet stadig med 60'er tøj og teknologi.

Manuskriptet er ikke uden ting man må undre sig over — de ændrer sig dog undervejs, eller ihvertfald måden man må undre sig. Men i det store hele fungerer det fremragende, og det sidste afsnit var ganske forrygende.

Så der er ihvertfald lidt tip givet videre. Er din smag i retning af min er begge sikre valg til julen. (Og skal jeg pege på en kryptisk rød tråd imellem serierne, må det blive noget med Hassan-i-Sabbah og noget han holdt af at sige i Alamut, men længere vil jeg ikke gå.) 

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 30. november 2014

Fraklip

Ingen kommentarer
Jeg optræder i Politiken i dag — i en artikel om TV-serien 1864 og online-had imod den. På den baggrund var det måske ikke så underligt at det meste jeg skrev blev klippet fra, for jeg var egentligt slet ikke så meget med på basispræmissen. At det skulle være hatewatching vi praktiserer på #mallebrok, for eksempel.

Nåmen, altså, det jeg bliver citeret for er: "For mig gik der lidt sport i at pushe #mallebrok," skriver Leoparddrengen til Politiken.

Det startede egentligt med at Ditte Giese kontaktede mig og ville høre om jeg var med på at besvare nogle spørgsmål, da jeg var den der havde startet #mallebrok, "som det der bliver brugt til sarkasme og kritik af serien".

Det var jeg med på, men måtte specificere at jeg mente basispræmissen var forkert:
Jeg vil gerne understrege, at jeg er meget uenig i at #mallebrok er det hashtag der bruges til kritik. Det er muligt det har været sådan de seneste afsnit (jeg har stort set ikke kigget på #1864DR på det seneste), men i hvert fald de første 3-4 afsnit var #1864DR der hvor de virkeligt DR- og Bornedal-hadske ting foregik, og hvor der blev jamret & politiseret over det ene og det andet. Hvor #mallebrok mest var good fun. Hvilket jeg da også konstaterede (og lagde op til) nogle gange:


Men det er meget muligt, at haderne er dem der stået af på #1864DR (det er jo væsentligt mindre brugt end i starten, i modsætning til #mallebrok), så billedet i dag er anderledes. Men det var i hvert fald ikke udgangspunktet, tværtimod.

Selve Q&A-delen blev så:
Som observatør og flittig bruger af Twitter – hvordan har du så opfattet modtagelsen af 1864 på de sociale medier?
Det jeg har set — forventeligt. Men for at være helt ærlig, er det begrænset hvor meget jeg egentligt selv læser af hvad der sker når der sendes nyt afsnit. Jeg koncentrerer mig om at livetweete, hvis jeg overhovedet reagerer på noget er det svar på/mentions af mine tweets. Jeg kommer vist op og laver et sted mellem 30-50 tweets i løbet af et afsnit, så er det altså begrænset hvad der kan lade sig gøre at følge med i derudover, når man også skal have bare et halvt øje på fjernsynet.

Men hvad angår modtagelse må man huske på at der var kridtet op allerede inden første afsnit blev sendt, for eksempel med DFs (og en historikers) udmelding om det helt fejlagtige i at der optrådte sigøjnere, da de først kom til siden. Det havde vi da på twitter moret os en del over, da de da vist havde glemt at spørge dem selv: på romaernes hjemmeside fremgår det at de har været her siden det 16. århundrede, ligesom der da også har været tatere endnu tidligere.

Så der var vel på et eller andet plan lagt op til at serien skulle blive kampplads for en forskruet værdikamp.


Vil du betegne det som en slags hadekampagne?
Igen er det begrænset hvor meget jeg egentligt har set. Måske var der lidt på #1864DR de første afsnit (hvor jeg skimmede dem efter afsnittene, og var lykkelig for at #mallebrok ikke var sådan), men grundlæggende mener jeg snarere der var tale om førnævnte kampplads. Forskruet, ja, og ikke specielt kønt, men synes ikke man kan sige det var en hadekampagne mod serien, den var blot en anledning.

Senere er de fleste ideologer vist heldigvis faldet fra, og det sjov vi siden har haft mener jeg ikke på nogen måde er had. Men, altså, det er jo en serie der bliver ved at give: fra de mange lussinger, til ko-bolleriet (der ramte lige ned i Dan Jørgensens dyresexturisme) til Søren Mallings geniale jedi-evner midt i et afsnit der ellers mest var Lord of the Rings-inspireret — der har virkeligt været meget at kommentere!

Hvorfor tror du, at det her fænomen med second screen og live-kommentatorer er blevet så stort?
Det er jo et eller andet sted en videreførsel af dengang familien sad samlet og så det samme program i sofaen, og man så kunne diskutere det næste dag, fordi alle havde set det da der kun var en kanal. Det findes ikke så meget mere, fordi alle har deres egen skærm, og man ikke ser det samme; tilgengæld kan man så finde den virtuelle sofa på twitter, og se et program sammen med tusinder af mennesker — det er en genfindelse af tv-samhørighed, nu i anden eller tredje potens.

Og nogle film/serier ville slet ikke fungere uden second screen. Tag en TV-film som #Sharknado — hvis man ikke havde en mulighed for at give udtryk for al genialiteten i den film (eller læse andres tolkning af det) ville man bare sidde og blive indebrændt & synes den er noget lort.

For flow-tv er det jo genialt, da det er hvad der kan holde liv i det i længden — for man kan ikke få den samhørighed med streaming (fordi folk ikke ser tingene samtidigt).

Og for en som mig, der vist altid har kunnet lide at komme med sarkastiske bemærkninger til selskabet, når vi så TV sammen, er det også ganske fedt …

Kan du huske, hvordan og hvorfor du i dit første tweet om serien brugte #mallebrok?
Nu brugte jeg jo hashtagget inden serien blev sendt, så på det tidspunkt var den stadig en abstraktion. Men altså, det var vist rimeligt spontant. Jeg havde ikke styr på hvad officielt hashtag var på det tidspunkt, og så kom #Mallebrok så til mig som rimeligt genialt. Alle (eller næsten alle, enkelte har ikke kendt sangen) forbinder jo straks det navn med 1864, så det er ret oplagt, synes jeg.

Siden gik der lidt sport i at pushe det; og det hører også med at jeg lidt har et beef med DR (og tildels TV2), hvis jurister har fået den skøre idé, at de ikke kan bruge folkelige, eksisterende hashtags, men at de skal hedde noget med DR, i hvert fald hvis de skal kunne bruge dem andre steder. Hvilket for mig at se er noget vrøvl — de får ikke mere eller mindre ejerskab eller brugsret af at det hedder noget med DR, der findes ikke ejerskab på hashtags.

I det omfang jeg havde planer om satire & sarkasme på det tidspunkt var det i form af at gøre grin med "historiske ukorrektheder" som set gennem DF-briller. (Man kan vel sige, at de prøver at tage ejerskab på historien, som DR jurister gerne vil på hashtags.)

Efter første afsnit kunne jeg jo så glæde mig over at konstatere, at der var mest sjov på #mallebrok og mest brok på #1864DR.

Hvorfor tror du, at #mallebrok endte med at blive lige så populært som det officielle #1864DR?
Tja, hashtagget signalerer måske mere glimt i øjet?

Jeg kan også være ubeskeden: den gennemsnitlige kvalitet af tweets på #mallebrok er højere — men det ved jeg strengt taget ikke, det er længe siden jeg har læst ret meget på #1864DR.

Og så er jeg måske ikke den eneste, der godt kan lide at hashtags ikke nødvendigvis er noget der dikteres af TV-stationer, med videre — det er en del af den anarkistiske side af twitter. Det ville glæde mig lidt hvis det er sådan at andre også synes det. (Det skal dog ikke forstås som at jeg ikke synes TV-stationerne skal promovere et hashtag. Det er helt fint. Sålænge det ikke er noget så åndssvagt som #sambabold, TV2!)
Det var så alle ordene. Når nu jeg havde skrevet dem, synes jeg det er lidt synd hvis de bare skal gå til spilde. Og nu vi er ved scrapbogen og mig & #mallebrok, så må jeg også lige anbefale omtalen af mig i Lorry (man skal ind omkring 22:58).

Og har man ikke læst den, er den sande, sande historie om Mallebrok jo næsten pligtlæsning i denne forbindelse!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 26. november 2014

Den sande, sande historie om Mallebrok

Ingen kommentarer
Her under visningen af DRs fremragende 1864 har der også været historikere ude, som skulle belære almuen om at at Mallebrok — kendt fra den såkaldte børnesang — slet ikke havde noget med 1864 eller Danmark at gøre, i stedet præsenterer de en eller anden syg teori om at han skulle være en tidlig Marlboro-man, som tog til Frankrig. Eller sådan noget.

Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:

Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.

Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.

Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.

Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhiörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.

Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.

Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.

Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.

Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.

Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.

En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.

Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)

Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.

På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok

Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:



På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.

Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.

Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).

Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.

Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.

Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.

Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.

Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!

Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 21. oktober 2014

Idiotisk kønsopdeling

2 kommentarer
Jeg var i dag, ret meget ved et tilfælde inde på Coolshop. Et sted hvor jeg engang handlede de fleste af mine spil, men det er nu stort set overtaget af Steam /Origin / GOG. Men jeg var altså ret glad for dem engang.

I dag da jeg var derinde, faldt mine øjne så på Sid Meier's Civilization: Beyond Earth, som udkommer om et par dage. Og den skal nok blive købt, en moderne udgave af Alpha Centauri — dog bliver det altså nok fra Steam den bliver købt.

Men nu jeg var derinde måtte jeg jo lige se hvad de skrev. Og så var det mine øjne faldt på dette:

Og hvad ind i Helvede er nu det? Er Civilization nu pludselig kun for mænd? Og hvem siger og bestemmer det?! Åbenbart er Coolshop begyndt på (jeg er ret sikker på de ikke altid har gjort det — det ville jeg have bemærket) at kønsmarkere deres spil. Således at de enten kan være til mænd, kvinder eller begge dele.

Udfra hvad jeg lige har kunne se, er det ret inkonsekvent gennemført, og det er egentligt altid noget. Men hvorfor overhovedet gøre det? Hvorfor så meget som have tanker om at et spil henvender sig til det ene køn, og et andet henvender sig til et andet. Hvorfor sætte spil & køn i bås, som at Sims må være for piger, og Civ er for drenge?!

Eller for den sags skyld My Little Pony eller Shoot Up All The Motherfuckas. (Sidsnævnte er vist min opfindelse.)

Jeg ved godt, at Coolshop garanteret vil sige at det er en service, og at den er tænkt til bedsteforældrene som skal købe et spil deres barnebarn, og ikke aner noget om spil. Men der er det sgu heller ikke OK, efter min mening. Det kan være relevant at søge på genre, alder og meget andet, men at give tilbuddet om at søge på køn er ikke en service, det er en disservice.

Ikke mindst taget i betragtning af den absurde, misogyne trend, der desværre er blandt nogle idiotiske gamers kulminerende med udviklingen i den såkaldte GamerGate på det seneste —  der er bestemt ikke brug for yderligere der siger hvad der er rigtigt eller forkert kønsmæssigt i forhold til spil.

Så, Coolshop, jeg vil virkeligt opfordre jer til at droppe den mærkning og søgemulighed. Den er skadelig for samfundet, jeres kunder, for spillemiljøet, for vores måde at tænke på — og jeg er faktisk ret sikker på den også vil være skadelig for jer, for heldigvis tror jeg rigtigt mange er så fornuftige, at de vil finde et andet sted at handle, hvis de bemærker det.

Så skal vi ikke sige det er sidste gang Civilization: Beyond Earth ikke er for kvinder, og Sims 4 ikke er for mænd?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 10. oktober 2014

Nedprioritering

Ingen kommentarer
Jeg synes måske det er et meget godt tidspunkt, at huske på hvad Tamilsagen drejede sig om: at justitsministeriet med Erik Ninn-Hansen i spidsen, fandt på at nedprioritere familiesammenføringer for tamilske flygtninge (som man syntes der vel rigeligt mange af) fra borgerkrigen i Sri Lanka. Nedprioritering var en eufemisme for ikke at lave familiesammenføringer.

Problemet var, at flygtningene havde et retskrav på disse sammenføringer, blandt andet på grund af vores internationale forpligtelser og internationale konventioner vi er tiltrådt. Dertil kom så en masse omkring vildledning af folketinget og cover-up, med meget mere.

Men det var essensen af sagen.

Nu er Erik Ninn-Hansen så død for nylig - men hans idéer lever videre. I dag er det istedet syriske flygtninge (som man synes der er vel rigeligt af) fra borgerkrigen i Syrien. Men idéen er den samme: lad os nedprioritere familiesammenføringerne.

Den store forskel er at det denne gang sker i det åbne - det havde aldrig kunnet gå i 1987. Men så synes jeg også Folketinget skal være klar over, at de nu er ved at gøre det samme som Ninn-Hansen gjorde dengang.

Sagen fik store konsekvenser for mange tamilske flygtninge. Det vil forslaget om at udsætte behandling af familiesammenføringer med garanti også få for syrere, hvis det gennemføres.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 9. oktober 2014

Jeg bliver misforstået!

Ingen kommentarer
Radioprogrammet Formiddag På 4'eren omtalte mig i går - og det er selvfølgeligt meget udmærket!

Men, men, men - de fik det til at lyde som om jeg er sådan en lummer type, som ikke tænker på andet end sex! Og det ved jeg så ikke helt hvad jeg skal sige til. Jeg er faktisk lidt paf!

Åbenbart er der nogen - med hvad jeg vil kalde en beskidt tankegang - som læser mine referater & livetweets af #DenStoreBagedyst ind i en lummer kontekst. Inklusive altså nu DR.

Som enhver vil kunne forvisse sig om herunder må en sådan læsning fortælle mere om læserens tankegang end om min! Jeg refererer blot det spændende program og de dydige dommere & deltagere.

Og der synes jeg altså også Formiddag på 4'eren er lidt grove, når de siger jeg kun dækker Blomsterberg. Jeg prøver sandelig at dække alle deltagerne. Der skal ikke være nogen smalle steder! Og jeg synes da egentligt også at den side kører som smurt, når det hele først kører derudaf i programmet, med hulrum der skal fyldes og sprøjtes.

Jeg får lyst til at kræve satisfaktion - men det vil vel bare blive misforstået?!



(Nå - den widget finder så ikke mange tweets. Se dem bedre her, i al deres uskyld.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.