Leoparddrengens
Public Key

søndag den 27. marts 2016

Tanker om primærvalg og lidt om medier

Ingen kommentarer
Lad mig starte med at slå fast, at jeg holder med Bernie Sanders — selvom jeg synes han er vel gammel til jobbet som USAs præsident.

Udover jeg naturligvis synes at USA nok kunne have meget godt af en lidt skandinavisk inspireret tilgang til velfærd, så skyldes det at jeg holder med Sanders mindste lige så meget min modvilje mod Hillary Clinton. Som jeg på rigtig mange måder synes er ret forfærdelig.

Det er en modvilje der nok or alvor begyndte, da jeg en nattetime i januar 2003 sad og så George W. Bush' State of the Union-tale. Hvor grunden blev lagt til den krig mod Irak der kom et par måneder senere. Og hvor de mest entusiastiske klappere ved udsigten til krig mod Irak ikke var nogle neokonservative — men de Demokratiske senatorer Joseph Lieberman og Hillary Rodham Clinton.

Siden er den blevet udbygget. Som da hun i et interview i The Atlantic affærdigede kritik af Israel i  forbindelse med bombardementerne og myrderierne i Gaza med, at det var udtryk for europæisk anti-semitisme. (Hvilket hun så netop selv gjorde sig skyldig i.) Og hendes nylige carte blanche til Netanyahu — lige meget hvad han finder på, vil han og Israel have hendes opbakning.

Der er (den jødiske) Bernie Sanders noget mere balanceret.

Men jeg tror ikke at det at jeg håber på Sanders vil komme bag på så mange af mine læsere. Der kan jeg måske mere overrumple, når jeg siger at jeg blandt republikanerne håber på Trump.

Det er naturnligvis ikke fordi jeg er fan af Trump. Men hans eneste relle modkandidat, Ted Cruz, er simpelthen meget værre. Trump har ikke rigtigt nogen ideologi, men Cruz er fundamentalistisk teokrat.

Af de to onder ser jeg Trump som det mindste — også selvom hans wannabe brunskjorte følgere er skræmmende.

Så har meget været sagt om mediedækningen — først og fremmest hvor uforholdsmæssigt meget tid Trump har fået. Men ser man på demokraterne er fordelingen — især herhjemme — lige så skæv. Sanders ignoreres stort set; medierne har besluttet sig for at Hillary er den der vinder, og så må dækningen afpasses derefter.

Så Sanders overaskende mange sejre ignoreres, istedet fremhæves det når Hillary vinder, og "øger" afstanden til Sanders.

Et eksempel på en sådan øgning var primærvalgene 22 marts: Arizona, Idaho og Utah var i spil. Clinton vandt Arizona 57,6% mod Sanders 39,9%. Det blev af danske medier udlagt til at Clinton endnu engang øgede. De få medier der nævnte at Sanders vandt Idaho og Utah sagde at det ikke rigtigt betød noget, for Arizona gav flest delegerede.

Nuvel. Men Sanders vandt de to stater med 75%-80%. Og sammenlagt gav dagen 77 delegerede til Sanders, mens Clinton fik 63. Hvilket altså blev udlagt til at Clinton øgede sit forspring.

Nu tog Sanders så i nat 3 stater mere, den største Washington; med 70%-80% af stemmerne. Den har været lidt svær at udlægge som fremgang til Hillary, så for næsten første gang nævnes det at Sanders vandt.

Så bliver det igen og igen slået fast at Clinton har et forspring som er nærmest umuligt at indhente. Og man kan for eksempel se en aktuel stilling som hedder 1004 til Sanders mod 1712 til Clinton.

Og det er da sandt, at det ser svært ud. Men der er et par ting at bemærke: Clintons store sejre er alle kommet i Sydstaterne. Og der er ikke rigtigt flere tilbage.

En anden vigtig pointe, man stort set aldrig hører, er at dette store forspring skyldes de såkaldt Superdelegerede. Hvis man tager dem ud af ligningen hedder stillingen 925 til Sanders og 1243 til Clinton; altså meget tættere på dødt løb, hvis man ser på den stemmemæssige opbakning, indtil nu. (De Superdelegerede er ikke demokratisk valgt, men er udpeget af partiet, samt medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatorer fra staterne; deres stemmer afhænger således af studehandler og hvem partiet gerne ser: dem fra Sanders stort set ingen af).

Sandsynligheden taler naturligvis for at Clinton kører den hjem. Men der er bestemt ingen grund til at være skråsikker — og der er ihvertfald slet ingen grund til at tro, at det betyder hat hun nærer synderlig popularitet i befolkningen.

Og Sanders får tvunget Clinton til indrømmelser (hvis man da ellers kan stole på dem). Så hans kampagne har under alle omstændigheder en effekt.

Så har jeg set en del der siger, at de egentligt holder med Sanders, men alligevel håber på Clinton, fordi hun vil have bedst mulighed mod Trump.

Og det har da egentligt også været min instinktive tanke, ikke mindst fordi selve tanken om en valgkamp af Sanders vs Trump lyder så vanvittig — men jeg kom til at tænke nærmere over det, og jeg er ikke længere så sikker på at det er rigtigt. (Og det er lidt grunden til at jeg satte mig for at skrive dette indlæg.)

For det første skal det nok slås fast, at som tingene ser ud nu, er der ikke meget der tyder på at en Trump har nogensomhelst chancer mod en Demokratisk kandidat, hvem det så end måtte blive. Men meget kan ændre sig — og man kan ikke sige andet end at Trump har overrasket igen og igen. Så man skal jo nok passe på med at være for sikker på noget som helst hvad det angår.

Men min tanke er, at Sanders og Trump faktisk ikke er så langt fra hinanden i hvem de henvender sig til: primært hvide vælgere, som på den ene eller den anden måde er desillusionerede ved Washington; i den ene ende af spektret har vi så KKK, Tea Party og survivalists, og i den anden Occupy-bevægelsen og lignende.

De som har det fint med de etablerede vil nok føle sig ret hjemløse i mellem de to. Og kan nok gå hver vej, hvis de da ikke opgiver at stemme.

Hvor jeg så vil påstå at Sanders har fordelen er de etniske stemmer. Som lige nu i høj grad er hans problem i primærvalgene — dem har Clinton (af en eller anden grund) bedre fat i. Men hvis valget står mellem Trump og Sanders, så kan jeg ikke se andet end at langt de fleste (lige bortset fra eksilcubanere) vil gå til Sanders. Som trods alt ikke kalder dem dovne hunde og voldtægtsforbrydere, eller har KKK som nære støtter, eller bruger Mussolini-citater.

Hvorimod Clinton mod Trump er det etablerede Washington imod oprøret. Det er noget Trump kan spille på — det er faktisk lige vand på hans mølle. Jeg er ret sikker på at Trump langt hellere vil op mod Clinton end han vil op imod Sanders. Ikke mindst fordi Trumps metoder kan fungere mod Hillary.

Jeg har svært ved at se dem fungere imod #BirdieSanders.

Det er ikke fordi jeg vil påstå at Sanders har bedst chancer mod Trump. Jeg synes bare heller ikke man skal tage det som givet at hans chancer er dårligere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 19. marts 2016

Flaked — en serie anbefaling

Ingen kommentarer
Da jeg for et par dage siden begyndte at se den nye Netflix-original Flaked, var det mest for at slå tid ihjel. Navnet, 30-minutter per episode, Will Arnett — det gav altsammen indtryk af letbenet sitcom.

Men det indtryk er bullshit. Det opdager man godt nok ikke med det første. Den lever fint op til hvad man tror af letbenethed:

Will Arnett spiller Chip, en fyr der bor i Venice Beach, han laver taburetter og sælger dem i sin butik. Hvis han da nogensinde har solgt nogen, det fremgår ikke helt. Og hænger ellers mest ud. Ligesom alle andre gør, det er Venice, det er Dude-territorie.

For 10 år siden dræbte Chip en mand. Uagtsomt, ganske vist: han var fuld, han kørte bilen… siden har AA været en stor del af hans liv. Muligvis fordi han her kan lukke alt sit bullshit ud, sine platheder. Og score.

Og Chip er så tilpas røvirriterende, at jeg var meget tæt på at stoppe serien efter de første par episoder. Men det begyndte at gå op for mig, at serien ikke var en letbenet komedie. Den handler om Chips bullshit. Som der unægteligt er meget af. Men som bliver skrællet af, lag efter lag, i et efter min mening ret elegant skrevet manus.

Det er ganske vist en komedie, men letbenet er den ikke, og den er ret meget i mol. Men man opdager det ikke først. Derfor også denne lille anbefaling: giv den lige lidt mere tid, hvis du er ved at droppe den i første afsnit: for måske er det en lidt anden serie end du tror.

Om bullshit og Venice. I 8 afsnit af 30 minutter er den til at overkomme. Og bestemt tiden værd, i mine øjne.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 11. januar 2016

Farvel, kære Bowie

Ingen kommentarer
Tror ikke jeg kan komme igennem i dag uden at skrive nogle ord som farvel til Bowie. Det bliver næppe synderligt interessant eller originalt, for formodentligt har millioner det som mig, lige nu.

Jeg lærte oprindeligt Bowie at kende, da den pige jeg var ulykkeligt forelsket i i folkeskolen var fan af ham. Det var så også samtidigt med at Let's Dance kom ud, og da havde jeg noget svært ved at se fascinationen — altså, det var da OK pop, bevares, men så heller ikke så meget mere.

Det var først da hun fik foranstaltet at vores klasse kom ind og se Christiane F. at jeg forstod ham. Råheden, tunnelbanerne, hans sang, Eno's toner, elendigheden, Heroes — det hele går op i en højere enhed i den film.


Siden lærte jeg naturligvis Ziggy Stardust at kende, og jeg var solgt.

Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at ingen andre musikere med videre har betydet så meget for mig, som han. Jeg havde næppe heller gennem tiden leget så meget med det androgyne, hvis det ikke var for ham. Eller kravlet i en leoparddragt og haft mit eget alter ego.

Jeg så selv Bowie i Hamburg i 1987, på hans Glass Spider Tour. Selvom det næppe kan siges at være Bowie i hans allerypperste periode var det alligevel en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Faktisk stødte jeg på hel koncert fra samme tour i sommers på YouTube, og genså den. Og den gav mig endnu engang gåsehud flere steder.

Jeg skal nu have hørt Blackstar-albummet. Men jeg må lade gå nogle dage før jeg er klar til det, tror jeg. Men jeg gætter på at der er budskaber til os i det, at det handler om hans død. Og at han kun lige har holdt sig i live, så lanceringen kunne times med hans død. Selve Blackstar videoen, som jeg så første gang for nogle uger siden — og ærligt talt ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om — giver da allerede en helt anden mening nu.

Skal jeg være ærlig er det en del år siden at jeg ventede at der skulle komme mere fra hans hånd. Det var som om han havde gennemgået sin sidste transformation, til den tilbagetrukne pensionist.

Jeg havde glemt den sidste, den ultimative transformation.

Farvel, Bowie. Du har betydet så goddamn meget for mig.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 19. december 2015

The Force Awakens — Indtryk

Ingen kommentarer
Spoiler Alert: Kan & gider ikke finde ud af at skrive dette som en renset anmeldelse eller lignende, det er mine rimeligt ustrukturerede tanker efter filmen, så hvis du ikke har set den ville jeg holde mig væk.

Åh, hvor var det dog vidunderligt at vende tilbage til Star Wars universet her til aften. Vel, at mærke: det rigtige Star Wars-univers.

Og så fuck at handlingen langt hen ad vejen kunne være skrevet som en remake af A New Hope; og at jeg savnede info om hvordan pokker Galaksen var havnet så meget i samme kattepine igen, som den vi troede de var sluppet ud af for en generation siden (udover hvad forteksterne gav os); urealistisk tilfældige møder; uforståelige ting.

For det virker: magien er tilbage; goddamn, magien er tilbage! Det var som om i den første halvdel af filmen, at den misere der er Star Wars 1-3 blev vasket bort, og jeg tænkte at denne film virkeligt var A New Hope — for Star Wars.

Og væk var plastikfølelsen fra 1-3; syveren føltes virkelig. Virkelig virkelig. At der så køres løs i arketyper: det forventer vi jo for pokker, af Star Wars. Og genbrug dem endeligt. Det er det de er der for. Jeg tænkte indimellem undervejs, at scener mindede om et Bioware-spil; og det skal tages som en ros, både til The Force Awakens, Bioware og RPG-spilgenren.

At Han måtte dø; det er buhuuu, men fantastisk at vi fik muligheden for at se det. Og hvem skulle for små 40 år siden have troet at hans død skulle blive nærmest en parallel til Obi-Wans?

Castet elsker jeg; fra starten ramt lige på kornet med Max von Sydow, som jeg altid har haft svært ved at skelne fra Alec Guiness, og nu var han så pludseligt der, i en rolle der lignede uden jeg nogensinde helt fandt ud af who the fuck han var; men no matter. [Sidetrack: ser lige at han har en rolle i Game of Thrones S6E1, som hedder Three-Eyed Raven; uhadada]

Men mest af alt elsker jeg selvfølgeligt Rey. Kan man andet? Og er hun ikke det største naturtalent inden for Kraften, ever? Og ja, jeg taler større end Anakin!

Det var så lidt what the fuck!! at se Adam Driver fra Girls som Kylo Ren, men på den gode måde, han fungerede fint som Han & Leias forsømte barn på gale veje.

Selv BB8, som jeg til at starte med var særdeles skeptisk i forhold til, endte jeg faktisk med at komme til at holde af. I hvertfald til en vis grad.

Jeg er fuld af beundring for hvad J.J Abrams har gjort; nogle vil måske sige at det var et sikkert valg at lave den på denne måde, jeg synes nu det krævede mod. Den står for mig mindste som den tredjebedste film i serien, umiddelbart, kun overgået af Empire Strikes Back og A New Hope.

Men det kan selvfølgeligt ændre sig efter hvad efterfølgerne giver / gør. Lige nu kan jeg ikke vente på 8'eren. Bliver nok nødt til at se The Force Awakens igen, snart.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 13. december 2015

Hvem er Leoparddrengen?

Ingen kommentarer
Da jeg i sin tid, for lidt over 7 år siden, oprettede bloggen her, eksisterede Leoparddrengen allerede, som en dansende superhelt der frekventerede enkelte steder i nattelivet i København. Well, fortrinsvis ét til to steder. Men ihvertfald: han eksisterede in real life.

Bloggen var jeg ikke helt klar over hvad jeg ville med; men dels kunne jeg mærke en trang til at skrive noget, og dels kunne den tjene som FAQ for nogle af de mange spørgsmål sådan en (fortrinsvis tavs) dansende superhelt stilles i løbet af en nat.

Anonymiteten var, tror jeg ikke, på det tidspunkt særlig overvejet; den var ligesom del af pakken i det at være superhelt. Og iøvrigt var det da også ganske normalt med anonyme blogs — eller pseudonyme, som egentligt er et bedre ord for det.

Faktisk var pseudonymer en ganske naturlig del af internettet, indtil Facebook kom og ødelagde det, ved at indfange en ganske stor del af det.

Det var egentligt ikke noget jeg mærkede noget til, for jeg har — bortset fra en ganske kort periode, for lige at tjekke at det virkeligt var så elendigt som jeg havde på fornemmelsen — holdt mig fra det der Facebook.

Men jeg begyndte at støde på det, da jeg var kommet på Twitter, og efter nogle måneder — til stor overraskelse for mig selv — begyndte at få en vis udbredelse.

Da kom der også røster om, at man ikke skulle høre på mig fordi jeg var anonym; at jeg var en kujon fordi jeg var anonym, at man ikke kan stole på nogen der er anonym.

Det irriterede mig. Altså, det er da en holdning folk inderligt gerne må have, men så ignorer mig da, hvad er behovet for at følge mig og ved enhver given lejlighed pointere det & missionere det? Så jeg skrev dette indlæg om hvorfor man ikke skal kimse af anonymitet, og så begyndte jeg ellers fast at blokere folk der fremturede.

Og det er egentligt ikke det dette indlæg handler om, men et lille sidsespring ad den vej, for jeg synes stadig det er en vigtig diskussion og pointe:

Det om man kan lægge vægt på folks ord, handler ikke om man har navn på dem. Det handler om hvor meget etos man kan tilskrive dem; et retorisk begreb, der betyder noget i retning af akkumuleret troværdighed (for at gøre det meget kort).

En virkelig anonym — det vil sige en random kommentar til et eller andet, som ikke kan henføres til nogen eller noget tidligere — kan naturligvis ikke tilskrives noget etos, så kommentaren har udelukkende sig selv (i form af indeholdt logos og patos) at hvile på. Hvis kommentaren så er Kneb dig sel fede perkerludder burde det være ret indlysende at den på trods af sin patos ikke bør tages videre alvorligt.

Men sådan er det ikke at være pseudonym; her kan folk danne et samlende indtryk af én over en periode, og lægge til og trække fra. Og den pseudonyme må — hvis man vil bevare/udbygge sit etos, belægge sine ord derefter. Hvis jeg gik ud og skrev Kneb dig sel fede perkerludder kan jeg godt love at det ville gøre enorm skade på hvad etos jeg har.

Det der er virkeligt interessant — og chokerende, måske — er hvor lidt pris folk i dag sætter på deres etos; eller måske snarere, hvad de mener de får etos af. For Facebook og mediers check af at folk nu også er hvem de påstår de er, har jo i det store & hele vist sig komplet ligegyldigt. Virkeligt mange mennesker kører på retorik, der for få år siden aldrig nogensinde ville have haft en chance for at komme i en avis læserbrevsspalter, og hvis de gjorde ville både de og avis sandsynligvis blive dømt for både mordtrusler, opfordring til vold og racisme.

Nå, det var som sagt et sidespring, pointen er: alt pseudonymt er ikke nødvendigvis crap, og det at der er navn på forhindrer på ingen måde folk i crap. Bedøm folk på hvad de skriver, og ikke så meget andet. Og drop Facebook.

Anyways, det er altså ikke fordi jeg har ændret mening i forhold til det at være anonym på nettet. Men værdien af at være det, eller ihvertfald være lige Leoparddrengen, er for mig formindsket gevaldigt de seneste par år.

Dels fordi jeg ikke kan lade være med at skele til den der følgerskare jeg har fået. Om jeg vil det eller ej gør det at jeg kommer til at holde lidt igen, ikke skriver så frit som jeg kunne gøre; det er mest af alt ubevidst, men det der føromtalte etos hænger der altså. Det handler ikke om at ville tækkes folk, men sådan fungerer man (jeg) altså, også. (Jeg tænker for eksempel indimellem, der er jo børn der følger mig, for fucks sake.)

Dertil kommer at flere af mine nærmeste efterhånden kender til Leoparddrengen, enten fordi de har bustet mig, eller jeg selv har afsløret mig. Det har uden tvivl igen været med til at lægge en dæmper på, hvad jeg føler jeg har haft lyst til at skrive; i de første år var en stor del af bloggen for eksempel nærmest terapeutisk for mig, og det er ihvertfald forbi nu. Det er med ret stor sikkerhed også medvirkende til, hvor få indlæg der er kommet her de seneste år, i forhold til tidligere — altså, udover at jeg får afløb for det meste på Twitter.

Til gengæld står det anonyme i vejen for rigtigt meget: min deltagelse i arrangementer er om ikke umuliggjort, så i bedste fald besværlig ad Helvede til, lige sådan hvis der skal sendes penge til noget og meget andet, også professionelt. Det at bevare anonymitet er besværligere end mange forestiller sig, især når man som jeg nærmest er blevet kendt for at være ukendt.

Og nu står jeg overfor noget, hvor, hvis det er noget jeg vil gennemføre, jeg ved at min identitet hurtigt vil kunne afsløres. Og skal den afsløres vil jeg ihvertfald gøre det selv, ikke overlade det til en eller anden smartass, som synes han er klog.

Så jeg har sådan set for noget tid siden besluttet mig for, at det skulle være forbi med Leoparddrengen som anonym; som jeg har tænkt på det vil jeg gå fra en Peter Parker/Spiderman-model, til en Tony Stark/Iron Man-løsning.

Men det kan godt være svært at gøre; sådan en hemmelig identitet går ind og bliver en del af ens rigtige identitet. Så selvom jeg vil vedblive med at være Leoparddrengen er det noget af en overvindelse.

Jeg kommer helt til at tænke på Bilbos kvababbelser med at opgive Ringen; og selvom det måske ikke er helt på det plan, så tænkte jeg, da det nu er min fødselsdag i dag, at det nok er et godt tidspunkt. Så, ja, det her er min halvdelen af jer kender jeg ikke halvt så godt som jeg jeg gerne ville; og mindre end halvdelen holder jeg ikke halvt så meget af som I fortjener-tale.

Men jeg ved at nogle af jer vil foretrække kun at kende mig som Leoparddrengen. Og tro mig, for 99,99% af jer er der intet interessant i at kende mit navn; jeg er hverken rig, berømt eller indflydelsesrig, og det er meget lidt der er at finde om mig på nettet (og det der er, som min LinkedIn, er forældet).

Derfor giver jeg valget herunder: vil du vide hvem Leoparddrengen er, så klik den røde knap. Er du hellere fri, vil du hellere vide alt andet, så tryk på den blå.

Og lad venligst folk beholde valget, så lad være med at sprede navnet. (Ikke at jeg tror meget på det bliver respekteret, men så ved jeg ihvertfald hvem der er en douche.)

Here goes:



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 1. december 2015

Derfor bliver det et Nej fra mig på torsdag d. #3dec

1 kommentar
Der kunne såmænd være mange gode grunde til at stemme Nej på torsdag, til EU-tilvalgshalløjet. Men det er ikke fordi Ja-partierne under et har kørt en hysterisk kampagne, som har trukket på nazi/kommupropagandaudtryk i deres skøre ensidige budskaber, komplet med fucking bevingede Nazgul over Kronborg.
Det er heller ikke fordi andre kampagner har kørt på, at hvis man stemmer nej, så hjælper man de pædofile, kvindeslavehandlende, hustrumishandlende tervorister.
Og det er ikke fordi den model for afskaffelsen af retsforbeholdet der er valgt, er en usympatisk fedtspillermodel, hvor vi de facto kommer længere væk fra et samarbejde på de områder hvor jeg for alvor mener det kunne være relevant, for eksempel i spørgsmål om flygtninge og opholdsregler. En model som tilsyneladende er designet til at vi skal kunne afvise maksimalt med flygtninge — og undgå at samarbejde om at modtage dem.

Eller fordi man kan se mange af de samme problemer i fælles EU-ret som i Euro-"samarbejdet": man risikerer endnu engang at bygge huset fra toppen i stedet for bunden.

Det er heller ikke fordi jeg faktisk mener signalværdien er bedre ved et Nej end et Ja (i den form vi stemmer om). Jeg mener da sådan set nok, at det er et bedre signal over en kam at ville beholde suverænitet af pricipielle grunde, end det er at begynde at cherrypicke hvad man vil være med til, og for eksempel finde samarbejde om flygtninge noget man ikke vil røre ved.

Og det at jeg er ret sikker på vores hemmelige politi med flere nok skal finde ud af at bruge de nye muligheder til at lave ransagninger og tilbageholdelser ved at bede venner et sted i Europa om at bede om den på bogus anklage er heller ikke grunden. Ja, det lyder jo nok frygteligt paranoidt, men vi taler her om en tjeneste som i 10 år gennemførte ulovlig overvågning af os, uden at det får konsekvenser.

Og heller ikke fordi min troværdighed til de politikere der skal administrere et Ja er i bund, ja nærmest ikke eksisterende, faktisk negativ (as in: "hvis han siger dét, betyder det det modsatte"). Og at rammerne for hvad vi stemmer om, og løfter om hvad et fremtidigt Folketing vil gøre er nonsens.

Dette kunne altsammen være årsager til at jeg vælger at stemme Nej, men de er det ikke. Omend jeg forsøgte at gå tvivlende ind i de seneste måneder har min beslutning nok ligget fast noget tid. Men den er bestemt kun blevet bestyrket som hysteriet er forstærket.

Jeg var ellers faktisk begyndt at være ganske glad for EU. Fra at være Nej-siger i 1992, 1993 og 2000, blev jeg i nullerne mere og mere positiv.

Dette var i høj grad Anders Foghs skyld; EU gik fra at være et organ der holdt Danmark tilbage på en række områder, fordi miljøkrav for eksempel kunne udlægges som tekniske handelshindringer, til at sætte minimumsstandarder som forhindrede at AFR kørte os helt af sporet. Og 24-årsreglen gjorde malmøfinten til en absurd nødvendighed.

Ja, EU blev et billede på en vis form for tryghed og stabilitet i de sorte år. Forbeholdene var jeg aldrig fan af (bortset fra €-forbeholdet). Min skepsis i 90'erne handlede mest af alt om EUs demokratiske problemer; de var der stadig, men jeg kunne også se at EU gav noget igen.

Og på mit mest EU-positive, det har nok været cirka 2009, havde jeg uden tøven sagt Ja til at afskaffe alle forbehold, bortset fra €.

Men så kom Finanskrisen og billedet begyndte at krakelere. Ikke blot på grund af den afsindige austerity finanspolitik Tyskland har haft lov til at diktere, men i ligeså høj grad på den måde de især sydeuropæiske lande, som blev hårdest ramt, blev behandlet.

Og dertil kom Finanspagten, som absolut giver mening i €-området (og skulle have været på plads fra starten), omend den i sin udformning er håbløs (igen: austerity). Men for Danmark er den idioti, og har vel mest af alt været et billede på hvordan vores hjemlige politikere kan bruge afgivelse af selvbestemmelse som et værktøj. ("Nu har jeg lavet kasseeftersyn, og der er absolut ingen penge, så får vi en bemærkning fra EU. Så vi må skære ned på en hel masse. Hov, der var fejl i mit kasseftersyn, så dropper vi sgu noget afgift på fossilbiler.")

Så herfra gik mit billede af EU nedad: det forekom mere og mere som et projekt, der ikke længere handlede om at finde fælles løsninger, til et hvor det vigtigste var at skubbe aben rundt mellem hinanden. Og EU (ihvertfald €) var mere problemet end løsningen.

Endnu et skud for boven kom, da det begyndte at blive alvor med snak om Retsforbeholdet. At det kun skulle være udvalgte områder, og for eksempel ikke Flygtningespørgsmål. Hvilket for mig ikke giver nogen mening, når Schengen samtidig går fra at være en mellemstatsligaftale til at være overstatslig (læs: idag kan vi beslutte at træde ud, hvis vi engang i fremtiden måtte ønske det.)

Hvis man siger A må man også sige B mener jeg helt grundlæggende. Og tingene må da i det mindste give mening.

På dette tidspunkt var det dog nok stadig blevet et ja. Det var nok blevet som det ja Alternativet er nået frem til. Men den endelige pind til ligkisten kom på en sommernat, hvor jeg, sikkert under påvirkning af ouzo, nåede frem til: "Det er fanme godt vi ikke er med i det der! Og der skal ikke gives en finger mere, når det er sådan det foregår!!"
Det er naturligvis krisen omkring Grækenland, der udløste dette. Her smed Tyskland for mig masken, personificeret af Schäuble, men med Merkel og tysk Storhed i ryggen. Grækenland skulle ikke blot holdes i en (uretfærdig og dum) økonomisk spændetrøje, de skulle også ydmyges — og det skulle for enhver pris undgås at andre gjorde lignende forsøg med demokrati.

Well, det med demokratiet var det såmænd hele EU-establishmentet der var sure over, men lektien i forhold til Tyskland var klar: hvis Tyskland for alvor vil noget i EU, kan de også tvinge det igennem; og så kan det da godt være at de lader os andre bestemme en hel masse om hvordan kontakter skal se ud.

Så, lige dér, gik det op for mig at jeg ikke ville gå ind for at afgive et gram mere suverænitet til den biks der hedder EU, hvis der ikke er en exit-strategi på plads. Fint med alverdens internationale aftaler, men de skal kunne opsiges igen, og vilkårende for en eventuel bodeling skal være på plads på forhånd.

Og så er den sådan set ikke længere.

Det ville da så også hjælpe på mit humør i forhold til EU, hvis der var mere demokrati; men faktum er jo, at alt andet end parlamentet besættes med folk der vælges efter hvem der nu skal have et ben, og hvem der fik noget sidst; det virker mest af alt som en mellemting mellem et møde i oligarkernes klub og et FIFA-repræsentantskabsmøde, når de poster skal fordeles.

Jeg ville så meget foretrække et decideret Europa, en fælles stat, bygget på fuldt ud demokratiske principper og transparens, med en person, én stemme, og en fælles, simpel Forfatning på et par sider. Hvis EU virkeligt er det bedste vi kan nå frem til for internationalt samarbejde, så skal det ihvertfald også være muligt at sige fra.

Det er min holdning, mine følelser. Jeg skriver ikke det her for at propagandere & overbevise nogen, men det er jo en blog hvor jeg skal af med nogle af mine nøgletanker. Og selvom jeg egentligt nu kan mærke, at jeg føler ret meget for det Nej, og håber på at det er det det bliver, så kan jeg også ganske udmærket se tingene fra Ja-sigernes synspunkt — jeg har selv været der på et tidspunkt. På den måde kan jeg virkeligt også godt lide Alternativets afslappede tilgang til afstemningen — at vi nok finder ud af det — omend jeg altså er havnet på et andet sted end dem i dette.

For jeg må tilstå, at Schäuble har efterladt mig med billedet af EU som en vagina dentata; som nok kan se tiltrækkende ud umiddelbart, men er man først kommet ind kommer man kun blødende og lemlæstet ud. Og så hjælper det ikke at Løkke stiller sig op og siger at han ikke stikker den helt ind.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 27. juli 2015

Guide til VM i Bueskydning

Ingen kommentarer
Jeg synes det er begrænset med info om VM jeg har set til ikke-deltagende, så her lidt om dette store stævne på dansk jord.

Kort info
Der deltager godt 600 bueskytter fra 96 lande; de er inddelt i 4 grupper: mænds recurve, mænds compound, kvinders recurve, kvinders compound; den største af disse grupper er mændenes recurve, her stiller 233 op. Hvert land kan stille med max 3 deltager i hver disciplin. Hertil kommer konkurrencer for landshold.

Stævnet er ekstra vigtigt, da det udover at være det største VM i Bueskydning nogensinde også er hovedkvalifikationsturneringen til OL i Rio næste år.

Det finder sted i Sundby Idrætspark indtil fredag, hvorefter finalerne afholdes på Christiansborg. På Christiansborg kræves billetter, men i Sundby kan man bare komme og kigge. Og med 80(!) baner til konkurrence, samt en del til træning/opvarmning er der en del at kigge på. Der er vist i Sundby også et sted hvor man selv kan prøve bueskydning.

Jeg vil anbefale at medbringer kikkert, for det er pænt stor afstande der bruges; recurve-skytterne skyder på 70 meter og compound på 50.

Hvordan
På førstedagen (idag) skydes kvalifikationsrunde, hvor der opnås så mange point som muligt (simpelthen efter hvor i skiven hver pil rammer). Antallet af point afgør om man går videre til elimineringsrunder — ok ligeså vigtigt, hvem man skal møde der; den der har scoret flest point møder den som har scoret færrest, den med næstflest den der har score næstfærrest, etc.

Elimineringsrunderne er for recurve inddelt i sæt; vinderen af hvert sæt får 2 point, hvis det står lige 1 point til hver. Den første der når 6 point har vundet; ender kampen 5-5 skal man i shootoff: bedste pil vinder! For compound er det simpelthen 5 runder af 3 pile — den der med de 15 pile har fået flest point vinder. Uafgjort resulterer i shootoff.

Buerne
Der skydes med to buetyper: Recurve er den der skydes med til OL (og den Maja Jager er mester i); det er den mest traditionelle af de to, men der skydes både med sigter og stabilisatorer, så den kan alligevel forekomme ret high-tech.

Compound er mindre, med et snoresystem og specielle trisser; dette gør at man bruger mere energi på at trække strengen tilbage i starten af trækket, tilgengæld ikke så meget tilsidst; den er derfor lettere at holde og dermed sigte. Desuden er der meget bedre sigtemuligheder tilladt med compound, så de forventes at ramme meget præcist!

Hvornår
Jeg har støvet dette program op; men om det holder i det vejr der bliver leveret må tiden vise:

27/7, mandag:
9-11:30: Kvinders recurve kvalifikationsrunde
13-15:30: Mænds recurve kvalifikationsrunde
16:30-19: Mænd & Kvinders compound kvalifikationsrunde

28/7, tirsdag:
8:45-18: Blandet holdturneringer op til og med semifinale; finaler er på Christiansborg.

29/7, onsdag:
09:15-18:00: Eliminieringsrunder, 1/48 og 1/24 finaler, først kvinders recurve, mænds recurve, kvinders compound, mænds compound.

30/7, torsdag:
09:00 - 18:40 Som 29/7, men 1/16, 1/8, kvart- og semifinaler. Rækkefølger som før, så først kvinders recurve.

31/7, fredag:
09:00-13:00 Sekondær kvalifikation til OL.

Hvem
Mestrene fra sidst er:
Maja Jager, Kvinders Recurve, Danmark
Lee Seungyun, Mænds Recurve, Sydkorea
Kristina Heigenhauser, Kvinders Compound, Tyskland
Mike Schloesser, Mænds Compound, Nederlandene

Danmark stiller med fuldt hold i alle discipliner.

Kvinders Recurve: Maja Jager, Carina Rosenvinge, Natasja Bech
Mænds Recurve: Jonathan Hindborg Ipsen, Casper Lauridsen, Johan Weiss
Kvinders Compound: Erika Anear, Tanja Jensen, Sarah Holst Sonnichsen
Mænds Compound: Martin Damsbo, Stephan Hansen, Patrick Laursen

På nettet:
Eventen på World Archery
Resultater mv, opdateres løbende
Jeg tror også nok at World Archery sender live på en YouTube kanal henad vejen. Og ellers sender TV2 i weekenden.

På twitter opdaterer @worldarchery, de bruger hashtag #WAC2015, men jeg kan se mange skytter bruger #archerycopenhagen. På dansk regner jeg med at bruge #buevm, det er dejligt kort.

Jeg har sikkert glemt en masse, spørg endelig hvis info savnes, så vil jeg finde ud af det og tilføje det.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 29. juni 2015

Rigtige mænd, my ass!

Ingen kommentarer
Hej Movia —

Jeg vil godt gøre opmærksom på, at de reklamer I har på jeres busser er stødende:

Det er ikke noget jeg normalt ville komme rendende med, men I har ligesom åbnet døren, da I gav israelske klagere ret i at opfordring til boykot af ulovlige bosættelser kunne opfattes antisemitisk og dermed være stødende; en afgørelse som i sig selv er antisemitisk & stødende, og som er med til at understøtte pågående krigsforbrydelser (som bosættelserne er).

Og, ja, sådan en åben dør mo jo bruges. Og den her reklame er stødende på mit køn, sexistisk. Og det har ikke noget med at gøre, at jeg har problemer med en god røv eller strip; kendere af bloggen her vil vide at jeg har det fint med nøgenhed og sexarbejde af whatever form, sålænge sexarbejderen har det fint med det.

Men det der støder mig, det for alvor sexistiske, er hashtagget: #rigtigemændmødespåmirage. Der er sgu ingen der skal komme og definere for mig, at rigtige mænd er nogle der går på stripklub. Helt fint med mig hvis mænd går der, men det bliver de ikke hverken rigtigere eller forkertere af. Og at sige andet sige andet støder mig. På mit køn.

Som sagt, ikke noget jeg normalt ville komme rendende med. Men I åbnede selv døren. Røvhuller.

Bedste hilsner
Leoparddrengen

Ceterum censeo Facebook esse delendam.