Leoparddrengens
Public Key

onsdag den 28. september 2016

I graven…

Ingen kommentarer
Shimon Peres døde i nat. Ham kan man sige meget om, Rigtigt meget. Jeg vil dog i dagens anledning afholde mig fra det meste, og blot huske den idé jeg havde om ham gennem 80'erne og ihvertfald første halvdel af 90'erne, hvor han for mig fremstod som det bedste bud på fred Israel havde.

Og det var han nok også — men en fredens mand kan man kun kalde ham, hvis man vælger at lukke øjnene for en masse andet. Og det kan vi jo så godt lege at vi gør i dagens anledning.

Men med Peres' død er alle de tre ledere, der sammen modtog Nobels Fredspris i 1994 for deres arbejde for at skabe fred i Mellemøsten ovenpå Osloaftalen, døde.

Og så tænker jeg, at det måske er tid til et fordomsfrit kig på den Osloaftale de var sammen om, som I en periode gav næring til håb om en holdbar, fredelig løsning.

Kan vi ikke, please, erklære den lige så død?

For den — og tankerne om en tostatsløsning — har ikke tjent til andet end forværrede forhold for palæstinenesere, og mere og mere frygt og had mellem befolkningsgrupperne i Israel/Palæstina. Og mest af alt har den tjent som en sovepude for det internationale samfund, især EU, som har undslået sig enhver form for handling med at de ikke ville lægge sig i vejen for fredsprocessen.

Hvilken fredsproces? Der er intet sket i 15 år. Og i Oslo — der i starten af 90'erne — lå en deadline der hed, at man skulle komme videre fra den foreløbige aftale den var indenfor 5 år; for man var udmærket klar over at den var komplet uholdbar i længden.

Men tiden er gået, med "status quo" — et status quo hvor Israel & bosættere langsomt, men sikkert, tvinger palæstinenserne til at bo i stadig mindre og mere isolerede enklaver.

Alle og enhver ved, at det der måske i 1995 kunne forestilles at blive "en levedygtig palæstinensisk stat" i dag er en utopi. Selv hvis der nogensinde skulle blive en palæstinensisk stat, vil den aldrig kunne blive levedygtig på andet end Israels nåde & barmhjertighed.

Og selv det er der på ingen måde udsigt til — for er der noget der passer Israel er det status quo. De har altid levet fint med dualiteter, og elsker at de med de palæstinensiske områder kan bruge både love fra det Osmanniske Rige, Jordan i 60'erne eller israelsk millitærret — alt efter forgodtbefindende.

Så, please, mens vi nærmer os 50 året for besættelsen, erklær Oslo død, erklær fredsprocessen død. Fortæl Israel, at de enten må rømme de palæstinensiske områder fuldstændigt (herunder naturligvis Østjerusalem) og betale erstatning for de ødelæggelser de har forvoldt, eller annektere de besatte områder — med fuldt statsborgerskab og lige rettigheder til alle nuværende og fordrevne beboere.

Det vil der garanteret være en masse mennesker — på begge sider — som ikke er interesseret i. Men det er den eneste vej ud af den konstante etniske rensning der er pågået siden Israels udråbelse — som vi alle sammen er medansvarlige for.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 7. september 2016

Tennis' oprindelse

Ingen kommentarer
Nu hvor Caroline Wozniacki atter klarer sig godt på tennisbanen i US Open, er der nok atter en eller anden som får interesse for spillet. Og så måske undrer sig lidt over, hvor de underlige udtryk og regler for pointgivning dog stammer fra.

Og ofte er det svært at få svar på det, og får man endeligt noget bliver det ikke til så meget andet end "fordi de er skøre, de englændere!".

Men der er faktisk mening i galskaben; for at forstå den må man imidlertid dykke ned i historien, og se hvad sporten kommer af.

Tennis hed slet ikke tennis til at starte med, og var ikke et boldspil. Det var snarere en slags fangeleg, opfundet af den normanniske første Jarl af Tennys, i grevskabet af samme navn, på grænsen til Wales.

Man mener det er opstået  i slutningen af det 11. århundrede: som del af at vise sig som herrefolket overfor angel-sakserne havde normannerne taget en del skikke med sig fra kontinentet, herunder droit de seigneur - måske bedre kendt som first night,  at når en kvinde blev gift, skulle hendes bryllupsnat foregå med den lokale lord, ikke med gommen.

Dette gad Lord Tennys ikke — om han ikke var til kvinder, eller bare ikke kunne overkomme det melder historien ikke noget om — så istedet udviklede han legen A Gayme of Fyrst Servyce, som hans riddere kunne deltage i; og vinderen fik så retten til bryllupsnatten.

Deltagerne blev inddelt i par, der skulle dyste mod hinanden, og gik simpelthen ud på at den ene (catcher'en) skulle prøve at fange den anden.

Lykkedes det fik den fangne lagt lodder for 15 pund i en sæk han bar på ryggen; lykkedes det ikke fik catcher'en lagt 15 pund i sin sæk.

Så var stillingen Love-Fifteen til den ene: Love som symbol på hvad der var i vente, og Fifteen angav vægten den anden bar i lodder. Derefter skiftede de, så den anden blev catcher.

Vandt man igen en runde kunne man vælge selv at få fjernet lodder for 15 pund (hvis man havde nogen), eller tilføje den anden 15 pund (mere).

Man kunne kun vinde hvis man vandt en runde ved stillingen Love-Fortyfive; altså hvis man ikke selv havde nogle lodder, og den anden bar på 45 pund. Når man vandt gik man så videre og mødte en anden vinder, indtil kun én stod tilbage — og denne kunne så se frem til bryllupsnatten.

Femogfyrre pund viste sig imidlertid i praksis hurtigt at være for meget, kom man hertil havde man de facto tabt, det var for tungt at rende rundt med. Så man satte denne vægt ned til 40 pund, så der i det mindste var en teoretisk mulighed for atm man kunne komme tilbage.

Nogle gange kunne en match dog vare meget længe, hvorfor en dommer kunne erklære at de to kombatanter skulle bindes sammen med et 15 fod langt reb. De blev så bundet sammen med nogle meget udførlige og specifikke knob, som godt kunne tage noget tid at lave. Imens blev der så serveret forfriskninger både til tilskuere og deltagere, hvilket blev kaldt et tie break, en bindingspause.

En noget mere grusom variant af legen blev indført af Jarlens uægte barnebarn, en bastard ved navn Ramsay. Her var det ikke privilegier man kæmpede om, men overlevelse! Tilfangetagne walisere blev sat til at kæmpe mod hinanden, efter nogenlunde samme regler. Men nøgne. Og vægten der blev tilføjet var ikke 15/30/40 pund, men 15/30/40 unser — en vægt, som blev fastgjort til fangens kønsdele; efter eget valg kunne disse fastgøres til penis (kaldet ace), eller testiklerne (kaldet deuce). Tabte man en runde blev man henrettet. Det er også fra denne udgave udtrykket New balls! oprindeligt stammer.

Heldigvis var det ikke en variant der overlevede; og det gjorde Ramsay iøvrigt heller ikke længe.

Men der skete også forandringer med den oprindelige sport; som normannerne faldt til i England blev de også mere satte. Så i stedet for at løbe efter hinanden blev spillet til en form for stikbold, hvor man kastede bolde efter hinanden på skift: ramte man talte det som at man havde fanget, undgik den anden (eller greb han) blev kasteren (som dog stadig blev kaldt catcher) dømt til at få lodder.

Spillet blev nu også spillet for sjov, altså uden at det nødvendigvis handlede om en bryllupsnat med en ungmø, og denne skik blev da iøvrigt også snart afskaffet, men da levede spillet videre selvstændigt.

Og bredte sig efterhånden til andre dele af England, her blev det blot kaldt A Game of Tennys, og service gik istedet ind og blev det man kaldte når man måtte kaste bolden.

Snart fandt man på at slå med en form for bat, istedet for at kaste bolden, og det var nu battet man kaldte en catcher — og istedet for at gribe bolden, kunne modstanderen så slå den tilbage efter den der havde service med sin catcher. Og ret snart gik man væk fra at skulle ramme hinanden, men blot holde bolden indenfor en bane. Og man droppede lodderne, og spillede istedet om point. Og så gav det mere mening at man spille om at point, istedet for om at prøve at undgå at få dem. Men love, 15, 30 og 40 holdt man fast i — hvorfor skulle man da også lave om på det?

Efter man også fandt på at indføre et net lignede det faktisk ret meget det tennis vi kender i dag.

Endnu en variant af tennis blev afprøvet i starten af det 19. århundrede, det var en pudsig blanding af
tennis og fodbold (som gik under navnet Tennis-Soccer Wembleydon Rules). Den gik hurtigt i sig selv igen, men gav alligevel navn til både det engelske nationalstadion, Wembley, og Wimbledon. (Man mener iøvrigt at tvillingetårnene på det oprindelige Wembley var en henvisning til det oprindelige dobbelt-falliske symbol for Lord Tennys' leg: to penisser der kæmper om retten til bryllupsnatten. Idag bruges naturligvis istedet et par krydsede ketchere, men betydningen er klar nok.)

De nutidige regler for tennis er i deres første udgave nedskrevet af Lord Tennyson (selv en fjern slægtning af den oprindelige første jarl af Tennys). Og man mener da også at hans berømte linjer:
'Tis better to have loved and lost
Than never to have loved at all
er en reference til det oprindelige A Gayme of Fyrst Servyce.

Jeg håber meget at denne lille gennemgang har været lærerig for dig, kære læser, og at de fornøjelige tenniskampe giver meget mere mening fremover! Hvis du følte dig oplyst af dette indlæg er der flere lignende oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.

Og her findes iøvrigt: kildemateriale og noteapparat.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 29. august 2016

Facebook: Staten — det er mig!

Ingen kommentarer
I aften er det højt proklameret at Statsministeren går på Facebook, hvor han live vil fortælle om sine planer for Danmarks fremtid. Hvilket er et brud på hidtidig medieanvendelse.

Ekstra Bladets Poul Madsen er da med det samme også ude og kritisere det, i det de mener at det er noget Løkke gør for at undgå kritiske spørgsmål fra medierne.
Og det har han uden tvivl en pointe i.

Men det er for mig at se ikke det største demokratiske problem. For mig er det største demokratiske problem: hvorfor bruge Facebook som platform?

Facebook er ikke et åben sted. Det er et sted du kun kan bruge, hvis du i samme ombæring går med til at du sælger ud af dit privatliv, og dine forbindelser til andre.

Og det er muligt at det kan forekomme at alle danskere er på Facebook — men vi er nu stadig en del der holder os fra det. Enten af principielle grunde (som for eksempel det med privatlivet), eller fordi vi ikke kan holde den mobbekultur ud der er på Facebook, eller fordi vi ikke kan holde det elendige interface ud, eller fordi reklamerne, konkurrencerne og like-søgningen er så ucharmerende, eller fordi vi bare ikke føler vi har et behov for det.

Og rigtigt mange er udelukkende på Facebook fordi de er tvunget til det — fordi andre er på Facebook. Hvis Statsministeren begynder at bruge Facebook som eksklusivt medie, kan dette pres blive endnu større.
Jeg er muligvis bare en gammel, forstokket Facebook-hader, men jeg finder faktisk det er et demokratisk problem. Især når Facebook ikke er en neutral spiller, men i flere tilfælde aktivt redigerer i hvad folk skal have at se i deres strøm. Og meget ofte fungerer regime-støttende.

Havde Statsministeren valgt at køre sin tale af på Statsministeriets hjemmeside, og samtidigt kørt den ud på diverse andre platforme (herunder YouTube og Facebook) havde jeg ikke haft noget problem med det. Og jeg har heller ikke noget problem med at bruge nye medier på nye måder, det er klart at der må eksperimenteres for at finde nye former.

Men ren Facebook - det går ikke!

(Noget andet er så, at jeg ikke villet gide se hans visioner ligemeget hvilken platform han valgte. De er lidt ligegyldige, for mig. Og på den måde passer det jo meget godt med 97% af andet der foregår på Facebook.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 25. juni 2016

Om glæderne ved et #Brexit

Ingen kommentarer
Efter en dag som stod mere eller mindre i kataklysmens tegn, da det gik op for EU at briterne (dvs englænderne) havde gjort det utænkelige, og forladt det fine projekt, synes jeg måske det er på sin plads også at kigge på de positive sider.

Ikke for det, jeg kan da også se en masse lort der kan komme ud af det. Men først og fremmest synes jeg man skal se det som en chance for EU — sandsynligvis en sidste, før hele projektet falder fra hinanden.

Hvilket man jo så vil kunne glædes eller græmmes over, alt efter temperament.

For briterne (englænderne) er der næppe noget at glæde sig over. De vil formodentlig over de næste år se skotterne og irerne forlade dem, og så kan de ellers sidde på pubben og drikke doven & lunken øl, og drømme sig tilbage til Queen Victoria.

Vi andre kan se frem til et EU uden det måske mest bagstræberiske medlem (når man ser bort fra Danmark). Hvor en masse nødvendigt nu måske har en chance for at blive gennemført.

Og så er der måske et lille-bitte håb for, at nogen kan få øjnene op for at EU er en synkende skude, som vil tage mere og mere vand i og falde mere og mere fra hinanden, hvis man ikke gør noget ved det væsentligste og essentielle problem.

Og det handler ikke om hverken immigration, flygtningekriser, Grækenland, fejlslagen idiotisk pengepolitik, for meget integration eller for lidt integration. Selvom det alt sammen er problemer i ekstrem grad, er det alt sammen blot symptomer på det væsentlige.

Der er ikke demokrati i EU. For der er ikke accountability. Og uden det kan befolkningernes forståelige frustration og vrede ikke vendes nogen andre steder hen end mod selve systemet. Og sige fra på forskellige mindre heldige måder.

Problemet ligger i hele EUs opbygning, men man kan alligevel sige det med ét ord: Ministerrådet. EUs mest magtfulde organ er samtidigt det borgerne har mindst mulighed for at stille til regnskab for noget som helst.

Fordi det er noget rod, og fordi de skiftende medlemmer slet ikke er hyret af os, folket, til at lave det dér. Og vi har ikke en kinamands chance for at stille dem til regnskab for noget som helst der foregår der, 1) fordi vi ikke ved hvad der foregår, og 2) fordi vi når vi stemmer til vore parlamenter stemmer om noget helt andet.

Konstruktionen gav muligvis mening dengang EU bestod af 6 lande, og mest af alt handlede om et fælles marked for kul og stål. Men som føderation — som vi lige så godt kan se i øjnene EU er og må være — er det en håbløs konstruktion.

Skrot ministerrådet, simpelthen. Dets job skal overtages af Europa Parlamentet.

Hvis man gerne vil have at nationalstaterne stadig skal have mere magt i forhold til deres befolkningstal, så kan man da godt indføre et andetkammer, hvor vi vælger en eller 2 personer fra hvert land til at repræsentere os. Men det skal være ved direkte valg. Og så skal der naturligvis være fuld åbenhed i begge kamre.

Så kan vores hjemlige ministre koncentrere sig om hvad der foregår hjemligt, og lade det der foregå i EU varetage af nogle andre — som vi, befolkningerne, har valgt til det.

Naturligvis vil ting stadig gå ad Helvede til, og der vil blive taget forkerte beslutninger. Men så har vi, vælgerne, i det mindste selv skylden, og kan måske endda træffe bedre beslutninger næste gang. Det kan vi ikke nu — og så tror pokker vi bliver fascister eller melder os ud af det hele.

Se, det blev måske et lidt andet indlæg en overskriften lovede. Det blev måske også et lidt andet end jeg havde tænkt da jeg startede — jeg havde nok tænkt at liste lidt flere glæder ved at Englænderne havde besluttet sig for at nyde deres egen sø.

Men hvorfor spilde tiden? Den er knap. Lad os komme til det essentielle. EU er ikke et demokrati, og det er det nødt til at være. Skriften står nu på væggen, bøjet i lysende neon — det er den enestående chance #Brexit giver os, at opdage at konstruktionen EU ikke dur.

Og det nytter ikke med lappeløsninger, eller 10.000-sider lange traktater. Vi skal have et ægte demokrati, nu. Og, ja, det betyder mindre magt til de enkelte lande. Men det tror jeg godt vi kan leve med. For det betyder mere magt til os, befolkningerne. Og ansvar.

Det andet går i hvert fald ikke.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 27. marts 2016

Tanker om primærvalg og lidt om medier

Ingen kommentarer
Lad mig starte med at slå fast, at jeg holder med Bernie Sanders — selvom jeg synes han er vel gammel til jobbet som USAs præsident.

Udover jeg naturligvis synes at USA nok kunne have meget godt af en lidt skandinavisk inspireret tilgang til velfærd, så skyldes det at jeg holder med Sanders mindste lige så meget min modvilje mod Hillary Clinton. Som jeg på rigtig mange måder synes er ret forfærdelig.

Det er en modvilje der nok or alvor begyndte, da jeg en nattetime i januar 2003 sad og så George W. Bush' State of the Union-tale. Hvor grunden blev lagt til den krig mod Irak der kom et par måneder senere. Og hvor de mest entusiastiske klappere ved udsigten til krig mod Irak ikke var nogle neokonservative — men de Demokratiske senatorer Joseph Lieberman og Hillary Rodham Clinton.

Siden er den blevet udbygget. Som da hun i et interview i The Atlantic affærdigede kritik af Israel i  forbindelse med bombardementerne og myrderierne i Gaza med, at det var udtryk for europæisk anti-semitisme. (Hvilket hun så netop selv gjorde sig skyldig i.) Og hendes nylige carte blanche til Netanyahu — lige meget hvad han finder på, vil han og Israel have hendes opbakning.

Der er (den jødiske) Bernie Sanders noget mere balanceret.

Men jeg tror ikke at det at jeg håber på Sanders vil komme bag på så mange af mine læsere. Der kan jeg måske mere overrumple, når jeg siger at jeg blandt republikanerne håber på Trump.

Det er naturnligvis ikke fordi jeg er fan af Trump. Men hans eneste relle modkandidat, Ted Cruz, er simpelthen meget værre. Trump har ikke rigtigt nogen ideologi, men Cruz er fundamentalistisk teokrat.

Af de to onder ser jeg Trump som det mindste — også selvom hans wannabe brunskjorte følgere er skræmmende.

Så har meget været sagt om mediedækningen — først og fremmest hvor uforholdsmæssigt meget tid Trump har fået. Men ser man på demokraterne er fordelingen — især herhjemme — lige så skæv. Sanders ignoreres stort set; medierne har besluttet sig for at Hillary er den der vinder, og så må dækningen afpasses derefter.

Så Sanders overaskende mange sejre ignoreres, istedet fremhæves det når Hillary vinder, og "øger" afstanden til Sanders.

Et eksempel på en sådan øgning var primærvalgene 22 marts: Arizona, Idaho og Utah var i spil. Clinton vandt Arizona 57,6% mod Sanders 39,9%. Det blev af danske medier udlagt til at Clinton endnu engang øgede. De få medier der nævnte at Sanders vandt Idaho og Utah sagde at det ikke rigtigt betød noget, for Arizona gav flest delegerede.

Nuvel. Men Sanders vandt de to stater med 75%-80%. Og sammenlagt gav dagen 77 delegerede til Sanders, mens Clinton fik 63. Hvilket altså blev udlagt til at Clinton øgede sit forspring.

Nu tog Sanders så i nat 3 stater mere, den største Washington; med 70%-80% af stemmerne. Den har været lidt svær at udlægge som fremgang til Hillary, så for næsten første gang nævnes det at Sanders vandt.

Så bliver det igen og igen slået fast at Clinton har et forspring som er nærmest umuligt at indhente. Og man kan for eksempel se en aktuel stilling som hedder 1004 til Sanders mod 1712 til Clinton.

Og det er da sandt, at det ser svært ud. Men der er et par ting at bemærke: Clintons store sejre er alle kommet i Sydstaterne. Og der er ikke rigtigt flere tilbage.

En anden vigtig pointe, man stort set aldrig hører, er at dette store forspring skyldes de såkaldt Superdelegerede. Hvis man tager dem ud af ligningen hedder stillingen 925 til Sanders og 1243 til Clinton; altså meget tættere på dødt løb, hvis man ser på den stemmemæssige opbakning, indtil nu. (De Superdelegerede er ikke demokratisk valgt, men er udpeget af partiet, samt medlemmer af Repræsentanternes Hus og Senatorer fra staterne; deres stemmer afhænger således af studehandler og hvem partiet gerne ser: dem fra Sanders stort set ingen af).

Sandsynligheden taler naturligvis for at Clinton kører den hjem. Men der er bestemt ingen grund til at være skråsikker — og der er ihvertfald slet ingen grund til at tro, at det betyder hat hun nærer synderlig popularitet i befolkningen.

Og Sanders får tvunget Clinton til indrømmelser (hvis man da ellers kan stole på dem). Så hans kampagne har under alle omstændigheder en effekt.

Så har jeg set en del der siger, at de egentligt holder med Sanders, men alligevel håber på Clinton, fordi hun vil have bedst mulighed mod Trump.

Og det har da egentligt også været min instinktive tanke, ikke mindst fordi selve tanken om en valgkamp af Sanders vs Trump lyder så vanvittig — men jeg kom til at tænke nærmere over det, og jeg er ikke længere så sikker på at det er rigtigt. (Og det er lidt grunden til at jeg satte mig for at skrive dette indlæg.)

For det første skal det nok slås fast, at som tingene ser ud nu, er der ikke meget der tyder på at en Trump har nogensomhelst chancer mod en Demokratisk kandidat, hvem det så end måtte blive. Men meget kan ændre sig — og man kan ikke sige andet end at Trump har overrasket igen og igen. Så man skal jo nok passe på med at være for sikker på noget som helst hvad det angår.

Men min tanke er, at Sanders og Trump faktisk ikke er så langt fra hinanden i hvem de henvender sig til: primært hvide vælgere, som på den ene eller den anden måde er desillusionerede ved Washington; i den ene ende af spektret har vi så KKK, Tea Party og survivalists, og i den anden Occupy-bevægelsen og lignende.

De som har det fint med de etablerede vil nok føle sig ret hjemløse i mellem de to. Og kan nok gå hver vej, hvis de da ikke opgiver at stemme.

Hvor jeg så vil påstå at Sanders har fordelen er de etniske stemmer. Som lige nu i høj grad er hans problem i primærvalgene — dem har Clinton (af en eller anden grund) bedre fat i. Men hvis valget står mellem Trump og Sanders, så kan jeg ikke se andet end at langt de fleste (lige bortset fra eksilcubanere) vil gå til Sanders. Som trods alt ikke kalder dem dovne hunde og voldtægtsforbrydere, eller har KKK som nære støtter, eller bruger Mussolini-citater.

Hvorimod Clinton mod Trump er det etablerede Washington imod oprøret. Det er noget Trump kan spille på — det er faktisk lige vand på hans mølle. Jeg er ret sikker på at Trump langt hellere vil op mod Clinton end han vil op imod Sanders. Ikke mindst fordi Trumps metoder kan fungere mod Hillary.

Jeg har svært ved at se dem fungere imod #BirdieSanders.

Det er ikke fordi jeg vil påstå at Sanders har bedst chancer mod Trump. Jeg synes bare heller ikke man skal tage det som givet at hans chancer er dårligere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 19. marts 2016

Flaked — en serie anbefaling

Ingen kommentarer
Da jeg for et par dage siden begyndte at se den nye Netflix-original Flaked, var det mest for at slå tid ihjel. Navnet, 30-minutter per episode, Will Arnett — det gav altsammen indtryk af letbenet sitcom.

Men det indtryk er bullshit. Det opdager man godt nok ikke med det første. Den lever fint op til hvad man tror af letbenethed:

Will Arnett spiller Chip, en fyr der bor i Venice Beach, han laver taburetter og sælger dem i sin butik. Hvis han da nogensinde har solgt nogen, det fremgår ikke helt. Og hænger ellers mest ud. Ligesom alle andre gør, det er Venice, det er Dude-territorie.

For 10 år siden dræbte Chip en mand. Uagtsomt, ganske vist: han var fuld, han kørte bilen… siden har AA været en stor del af hans liv. Muligvis fordi han her kan lukke alt sit bullshit ud, sine platheder. Og score.

Og Chip er så tilpas røvirriterende, at jeg var meget tæt på at stoppe serien efter de første par episoder. Men det begyndte at gå op for mig, at serien ikke var en letbenet komedie. Den handler om Chips bullshit. Som der unægteligt er meget af. Men som bliver skrællet af, lag efter lag, i et efter min mening ret elegant skrevet manus.

Det er ganske vist en komedie, men letbenet er den ikke, og den er ret meget i mol. Men man opdager det ikke først. Derfor også denne lille anbefaling: giv den lige lidt mere tid, hvis du er ved at droppe den i første afsnit: for måske er det en lidt anden serie end du tror.

Om bullshit og Venice. I 8 afsnit af 30 minutter er den til at overkomme. Og bestemt tiden værd, i mine øjne.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 11. januar 2016

Farvel, kære Bowie

Ingen kommentarer
Tror ikke jeg kan komme igennem i dag uden at skrive nogle ord som farvel til Bowie. Det bliver næppe synderligt interessant eller originalt, for formodentligt har millioner det som mig, lige nu.

Jeg lærte oprindeligt Bowie at kende, da den pige jeg var ulykkeligt forelsket i i folkeskolen var fan af ham. Det var så også samtidigt med at Let's Dance kom ud, og da havde jeg noget svært ved at se fascinationen — altså, det var da OK pop, bevares, men så heller ikke så meget mere.

Det var først da hun fik foranstaltet at vores klasse kom ind og se Christiane F. at jeg forstod ham. Råheden, tunnelbanerne, hans sang, Eno's toner, elendigheden, Heroes — det hele går op i en højere enhed i den film.


Siden lærte jeg naturligvis Ziggy Stardust at kende, og jeg var solgt.

Og det er ikke nogen overdrivelse at sige, at ingen andre musikere med videre har betydet så meget for mig, som han. Jeg havde næppe heller gennem tiden leget så meget med det androgyne, hvis det ikke var for ham. Eller kravlet i en leoparddragt og haft mit eget alter ego.

Jeg så selv Bowie i Hamburg i 1987, på hans Glass Spider Tour. Selvom det næppe kan siges at være Bowie i hans allerypperste periode var det alligevel en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Faktisk stødte jeg på hel koncert fra samme tour i sommers på YouTube, og genså den. Og den gav mig endnu engang gåsehud flere steder.

Jeg skal nu have hørt Blackstar-albummet. Men jeg må lade gå nogle dage før jeg er klar til det, tror jeg. Men jeg gætter på at der er budskaber til os i det, at det handler om hans død. Og at han kun lige har holdt sig i live, så lanceringen kunne times med hans død. Selve Blackstar videoen, som jeg så første gang for nogle uger siden — og ærligt talt ikke rigtigt vidste hvad jeg skulle synes om — giver da allerede en helt anden mening nu.

Skal jeg være ærlig er det en del år siden at jeg ventede at der skulle komme mere fra hans hånd. Det var som om han havde gennemgået sin sidste transformation, til den tilbagetrukne pensionist.

Jeg havde glemt den sidste, den ultimative transformation.

Farvel, Bowie. Du har betydet så goddamn meget for mig.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 19. december 2015

The Force Awakens — Indtryk

Ingen kommentarer
Spoiler Alert: Kan & gider ikke finde ud af at skrive dette som en renset anmeldelse eller lignende, det er mine rimeligt ustrukturerede tanker efter filmen, så hvis du ikke har set den ville jeg holde mig væk.

Åh, hvor var det dog vidunderligt at vende tilbage til Star Wars universet her til aften. Vel, at mærke: det rigtige Star Wars-univers.

Og så fuck at handlingen langt hen ad vejen kunne være skrevet som en remake af A New Hope; og at jeg savnede info om hvordan pokker Galaksen var havnet så meget i samme kattepine igen, som den vi troede de var sluppet ud af for en generation siden (udover hvad forteksterne gav os); urealistisk tilfældige møder; uforståelige ting.

For det virker: magien er tilbage; goddamn, magien er tilbage! Det var som om i den første halvdel af filmen, at den misere der er Star Wars 1-3 blev vasket bort, og jeg tænkte at denne film virkeligt var A New Hope — for Star Wars.

Og væk var plastikfølelsen fra 1-3; syveren føltes virkelig. Virkelig virkelig. At der så køres løs i arketyper: det forventer vi jo for pokker, af Star Wars. Og genbrug dem endeligt. Det er det de er der for. Jeg tænkte indimellem undervejs, at scener mindede om et Bioware-spil; og det skal tages som en ros, både til The Force Awakens, Bioware og RPG-spilgenren.

At Han måtte dø; det er buhuuu, men fantastisk at vi fik muligheden for at se det. Og hvem skulle for små 40 år siden have troet at hans død skulle blive nærmest en parallel til Obi-Wans?

Castet elsker jeg; fra starten ramt lige på kornet med Max von Sydow, som jeg altid har haft svært ved at skelne fra Alec Guiness, og nu var han så pludseligt der, i en rolle der lignede uden jeg nogensinde helt fandt ud af who the fuck han var; men no matter. [Sidetrack: ser lige at han har en rolle i Game of Thrones S6E1, som hedder Three-Eyed Raven; uhadada]

Men mest af alt elsker jeg selvfølgeligt Rey. Kan man andet? Og er hun ikke det største naturtalent inden for Kraften, ever? Og ja, jeg taler større end Anakin!

Det var så lidt what the fuck!! at se Adam Driver fra Girls som Kylo Ren, men på den gode måde, han fungerede fint som Han & Leias forsømte barn på gale veje.

Selv BB8, som jeg til at starte med var særdeles skeptisk i forhold til, endte jeg faktisk med at komme til at holde af. I hvertfald til en vis grad.

Jeg er fuld af beundring for hvad J.J Abrams har gjort; nogle vil måske sige at det var et sikkert valg at lave den på denne måde, jeg synes nu det krævede mod. Den står for mig mindste som den tredjebedste film i serien, umiddelbart, kun overgået af Empire Strikes Back og A New Hope.

Men det kan selvfølgeligt ændre sig efter hvad efterfølgerne giver / gør. Lige nu kan jeg ikke vente på 8'eren. Bliver nok nødt til at se The Force Awakens igen, snart.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.