Leoparddrengens
Public Key

søndag den 14. september 2014

Jeg har lige læst Der Judenstaat …

Ingen kommentarer
Efter at have skrevet mit magnum opus om Israel-Palæstina, og i forbindelse dermed være blevet klogere på dele af zionismen jeg kun kendte overfladisk til før, forekom det mig at jeg måske burde læse noget af det mest fundamentale: Theodor Herzls Der Judenstaat (1896), som omtales som en sort of manifest for zionismen.

Og da jeg så fandt den gratis på Amazon til Kindle i en engelsk oversættelse hentede jeg den i nat.

Jeg havde egentligt lidt frygtet at jeg gik ind noget Mein Kampf-agtigt, men det var det heldigvis på ingen måde - hverken i attitude eller omfang. Den er ganske overskuelig og let læst; en pamflet omtaler Herzl den selv.

Herzl grundtanke er, at der ikke er nogen vej udenom anti-semitismen: hvergang jøder rejser til et sted, hvor der ikke er forfølgelse og anti-semitisme vil det straks opstå, når de bliver mange nok. Og prøver de succesfuldt at integrere eller assimiliere sig, vil det blot gøre det værre, da deres succes blot vil skabe mere anti-semitisme.

(Han anerkender dog at grupper af jøder er lykkedes med at blive assimileret, for eksempel de franske jøder; men det er ikke dem han taler om, må man forstå. Det skal i øvrigt for forståelsens skyld slås fast at jøder i denne verden er en race: det med religion spiller ingen synderlig rolle.)

Eneste løsning er derfor, hvis jøderne kan få et Land et eller andet sted - det behøver ikke være særligt stort - som de kan have som suveræn stat; og dermed ende Diasporaen; de ikke intergrerbare jøder kan flytte hertil med deres traditioner, og dermed lette presset i de lande de forlader til glæde for både assimilerede jøder og anti-semitter.

Han forestiller sig at dette land kunne være enten et sted i Argentina, eller måske i det gamle hjemland Palæstina.

Palæstina er jeg ret sikker på han kun nævner for at sælge idéen: han argumenterer godtnok kort for, at eventuelle beboere der allerede måtte findes i en sådan Jødestat ville få god gavn af de nye tilflyttere, som med deres arbejdsindsats ville forbedre infrastruktur og økonomi - men i stort set hele bogen fortælles der om denne Jødestat som om det er tomt land man ankommer til.

Det demonstrerer han for eksempel, da han fortæller at man vil kunne bruge moderne midler til nationsbygning: istedet for møjsommeligt at jage de vilde og farlige dyr et ad gangen, vil man nu kunne drive dem sammen og ordne dem på én gang med en bombe.

Vigtigst var det under alle omstændigheder at suveræniteten over landet skulle være forhandlet på plads inden tilflytning - det var faktisk alfa og omega:
An infiltration is bound to end badly. It continues till the inevitable moment when the native population feels itself threatened, and forces the Government to stop a further influx of Jews. Immigration is consequently futile unless we have the sovereign right to continue such immigration.
Men faktisk er det ikke ret meget af bogen der handler om bevæggrunden til at forlade Europa: det meste af den handler om det praktiske: at der skal stiftes et Jødeselskab (som kan stå for det politiske) og et Jødekompagni (der står for det praktiske/forretningsmæssige), om hvordan jødiske forretninger og aktiver i den gamle verden kan afsættes og bruges derovre,  hvormed han mener det endnu ukendte land.

Om hvordan først de fattigste, ufaglærte under ledelse af folk med middelmådig intellekter (som jøderne producerer så mange af) skal tage afsted, og med arbejde i 3 år bevise deres værd, og samtidigt få bygget de første bebyggelser. Efterhånden som det hele tager form vil det så blive mere og mere attraktivt at bo der, hvorefter først middelklassen og siden de rige jøder også vil drage dertil.

Han vil helst ikke have ordet utopi stemplet på sit drømmeland, men det forekommer nu mig at være en personlig utopi han beskriver - som ligger som en kombination af Ayn Rand og Karl Marx og en fagforeningsboss' våde drøm - altsammen styret af en aristokratisk republik, for det forekommer ham at være den bedste styreform. (Det slår mig faktisk at Tvind og Amdi Petersen godt kunne minde en del om.)

Der skal være fri selvbestemmelse for alle, men der bliver nu flyttet meget rundt med folk, uden de egentligt har så meget at skulle have sagt, forekommer det.
Should any opposition manifest itself, the Society will suppress it. The Society cannot permit the exercise of functions to be interpreted by short-sighted or ill-disposed individuals.
Og Jødestaten kan drage fordel af at være nyt land: for eksempel satser han meget på nyttejob i stedet for almisser - som i den gamle verden er problematiske, fordi de ikke må producere noget fornuftigt, da de så konkurrerer med almindelige virksomheder; men derovre kan man have gang i nyttejob fra starten, og så er der ikke nogen der bliver udkonkurreret.

En kongstanke for Herzl er at Jødestaten skal have en 7-timers arbejdsdag. Det går igen mange steder, selv i hans forslag til et flag for Jødestaten:
I would suggest a white flag, with seven golden stars. The white fiel symbolizes our pure new life; the stars are the seven golden hours of our working-day. For we shall march into the Promised Land carrying the badge of honor.
Statens sprog må blive lidt blandet, alt efter hvor folk kommer fra. Her henviser han til Schweiz som demonstration af at det kan fungere i praksis. Et fælles sprog holder næppe:
We cannot converse with one another i Hebrew. Who amongst us has a sufficient acquaintance with Hebrew to ask for a railway ticket in that language?
Det hele er skrevet meget begejstret, og jeg fik fornemmelsen at hele det der med at jøderne skulle have egen stat, mest af alt fungerede som grundlag for at han kunne beskrive sin statsdannelse - som mest af alt på mig lyder som en plan for kolonisering af Mars.

Og det er egentligt alt sammen meget sympatisk - jeg kom i helt godt humør undervejs, for hans begejstring er ret smittende; og jeg tror han ville have gjort sig storartet som blogger i dag, hele bogen består af tanker som sagtens kunne have været blogindlæg skrevet i en pludselig raptus.

(Uhyggeligt var det til gengæld at læse forordet, skrevet 50 år efter, der omtaler Herzl nærmest som var han en profet og bogen et helligt skrift.)

Konklusionen på bogen indeholder et par guldkorn, som må nævnes her:
It might further be said that we ought not to create new distinctions between people: we ought not to raise fresh barriers, we should rather make the old disappear. But men who think in this way are amiable visionaries; and the idea of a native land will still flourish when the dust of their bones will have vanished tracelessly in the winds. Universal brotherhood is not even a beautiful dream. Antagonism is essential to man's greatest efforts.
(Fremhævelse min.)
But the jews, once settled in their own State, would probably have no more enemies.
(Fremhævelse unødvendig ...)
Again, people will say that I am furnishing the Anti-Semites with weapons. Why so? Because I admit the truth? Because I don not maintain that there are none but excellent men against us?

Will not people say that I am showing our enemies the way to injure us? This I absolutely dispute. My proposal could only be carried out with the free consent of a majority of Jews. Action may be taken against individuals or even against groups of the most powerful Jews, but Governments will never take action against all Jews. The equal rights of the Jew before the law cannot be withdrawn where they have once been conceded; for the first attempt at withdrawal would immediately drive all Jews, rich and poor alike, into the ranks of revolutionary parties. The beginning of any official acts of injustice against the Jews invariably brings about an economic crises. Therefore no weapons can be effetually used against us, because these injure the hands that wield them.
(Tragisk forkert - især med tanke på tyske zionisters senere ageren i Tyskland.)
Now, all this may may appear to be an interminably long affair. Even in the most favorable circumstances, many years might elapse before the commencement of the foundation of the State. In the meantime, Jews in a thousand different places would suffer insults, mortifications, abuse, blows, depredation, and death. No, if we only begin to carry out the plans, Anti-Semitism would stop at once and for ever. For it is the conclusion of peace.
(Fremhævelse min.)

Man kan ikke sige at alt gik som Herzl forestillede sig. En del kan man faktisk ikke bebrejde ham - senere zionister droppede ligesom det der med at have ting på plads inden man flyttede ind, hvilket alle lider under nu.

Hvis man interesserer sig lidt for spørgsmålet kan det såmænd godt anbefales at læse den; den er relativt kort og ikke tung; og hvis man læser den lidt tongue-in-cheek er den ret underholdende. Jeg føler ihvertfald ikke at tiden var spildt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 4. september 2014

Om Kana'an - Judæa - Palæstina - Israel

Ingen kommentarer

Jeg har ofte tænkt at jeg skulle få givet min ældste søn et indblik i hvad Israel-Palæstina konflikten handler om. Men hvor skulle man starte? Næsten ligemeget hvor man går ind er der en forhistorie, som ihvertfald nogle af parterne regner for umådeligt vigtig - og derfor er noget man er nødt til at være klar over.

Så det er nødt til at blive en større omgang. Og så kunne jeg sgu ligeså godt lægge den på nettet, tænkte jeg, når jeg nu alligevel skriver den ned.

Vær klar over: dette er ikke et forsøg på at lave et historisk arbejde (det har jeg ingen forudsætninger for). Det er min subjektive fortolkning af det billede jeg har fået gennem mit liv - suppleret med nogle wikipedia-opslag undervejs i skriveprocessen (og her ved gennemskrivning kan jeg sige at de wikipedia-opslag greb lidt om sig - det blev også til en læringsproces for mig.)

Jeg forestiller mig at sådan et samlet overblik kan være nyttigt - jeg nærer dog ingen illusioner om at der vil være enighed om at dette er den rigtige udlægning - for den rigtige udlægning kan man lige så godt glemme i dette spørgsmål.

I virkeligheden kunne man godt ønske at alle involverede bare kunne glemme alt om fortiden og de uretfærdigheder og overgreb der er begået. For det ville gøre det så meget lettere at komme videre. Men sådan fungerer verden og den menneskelige psykologi som bekendt ikke. Og derfor er det vigtigt at forstå, for ellers kan vi ikke tage stilling til det medierne fortæller os; og måske især det de ikke fortæller os.

Men især er det vigtigt at forstå, fordi vi alle har lod & del i hvad der er sket - og hvad der vil ske.

Begyndelsen

Du ved nok cirka hvordan jeg har det med religion - det er ikke ligefrem min kop te. Men der er ingen vej uden om at at bruge diverse religiøse skrifter som kilder, når det kommer til hvordan det hele startede. For det første fordi det er nogle af de eneste kilder der er; og for det andet, og nok så vigtigt, det er det de involverede tror på. Og, ihvertfald til dels, baserer deres krav og tanker på.

[Jeg har allerede fået "klager" over dette afsnit. Ikke liige det jeg havde regnet med. Men nogen har åbenbart læst dette kapitel, som om jeg mener det er historisk sandhed. Det gør jeg ikke. Dette er grundlæggende stuff hentet fra Det Gamle Testamente, hvor "sandt" det er skal jeg ikke afgøre. Det vigtige er at det betyder noget for nogen.]

Så, lad os sige det hele starter med Abraham. Han står som stamfader (både bogstaveligt og figurativt) for de monoteistiske religioner der har deres udspring i området, de såkaldte abrahamitiske religioner. Mest kendt i dag er jødedommen (og dermed også Kristendom og Islam), men der findes, og især har fandtes, mange andre.

Det er ham Gud beordrer at han skal ofre sin søn Isak til sig; og det er først da han rent faktisk skal til at gøre det, at Gud sender en engel som stopper ham - "Jeg skulle bare se om du rent faktisk ville gøre det, haha." (Hvis vi skal bringe spil ind i det, kaldes dette for The Binding of Isaac ...) Og det er så også Abraham der først bliver lovet Kana'an for sine efterkommere; Kana'an som er den gamle betegnelse for landområdet mellem Middelhavet og Jordan-floden.

Abrahams barnebarn, Jakob - det er ham med Jakobsstigen - fik 12 sønner: Ruben, Simeon, Levi, Juda, Dan, Naftali, Gad, Aser, Issakar, Zebulon, Josef og Benjamin. Da Jakob siden ændrede navn til Israel(!) betegnes disse sønner og deres efterkommere som Israels 12 stammer. Klaner ville sikkert også være et udmærket ord.

Et par af dem uddøde og blev erstattet med andre, men grundlæggende var de alle lovet eget land, bortset fra Levi: levitterne var udset til at være præster og lignende, og levede derfor blandt de øvrige stammer.

Så langt så godt. Så kommer vi til Moses. Her er israeliterne åbenbart allesammen slaver hos Farao i Egypten (og jeg har vist blundet nogle afsnit her, for hvordan det egentligt kom i stand har jeg ikke styr på). Men ihvertfald får Moses dem under stor ståhej befriet, hvorefter de vælter rundt i ørkenen i 40 år - og endnu engang kommer til det forjættede land. (Det engelske The Promised Land er iøvrigt mere sigende en det forjættede land, da ingen i dag kender ordet forjættet udenfor biblen.) Der er også noget med en busk og nogle stentavler undervejs.

Næste store skridt er David, der ifølge overleveringen besejrer filister-kæmpen Goliath i tvekamp med sin slynge (omend andre historier siger at det var en fyr Elhanan der gjorde det).

Ihvertfald bliver David senere Konge i det forenede Kongerige af Israel og Judæa (hvor der før har været en del interne stridigheder blandt stammerne), og starter hvad der kan ses som israeliternes guldalder. På mange måder kan David ses i samme lys som Muhammed senere: han indførte den perfekte orden, og det er hans rige der drømmes tilbage til. (Han anses dog ikke som profet i jødiske øjne - men sjovt nok gør han i Islam.)

Således er drømmen om en Messias, der siden skal blive meget dominerende, håbet om at der skal komme en og klare skærene ligesom David gjorde. Derfor siger profetien også, at at Messias skal være af Davids slægt. David tilhører selv Juda's stamme - og det er Juda der lægge navn til betegnelsen jøde.

Davids søn og tronfølger Salomon er også kendt positivt, og det er under ham Det Første Tempel / Kong Salamons Tempel opføres i Jerusalem, hvilket går hen og bliver det absolutte fikspunkt for Jødedommen. Det er her de vigtigste artefakter opbevares, det er her der er en direkte linie til Gud.

Men efter Salomon går der igen splid i den, Kongeriget deles i to: Kongeriget Israel i nord (9 stammer), og Kongeriget Judæa i syd (2 stammer - Juda og Benjamin). Levi er som sædvanlig blandet sammen og ind i det hele.

Og efter et par hundrede år kommer Assyrerne så væltende, og i et par omgange overtager de det nordlige kongerige, og deporterer befolkningen i eksil i Assyrien. Herefter er der 3 stammer tilbage: Juda, Benjamin og Levi i Kongeriget Judæa. Og det er vel cirka herfra det giver mening at tale om jøder og ikke israeliter.

Judæa med Salomons tempel varer indtil 597 fvt, hvor det går galt med at holde sig til den rette i en strid mellem Egypten og Babylon, man hopper lidt frem og tilbage i forhold til hvem man allierer sig med, og det ender med at Babylons Nebukadnesar II indtager hele lortet, og smadrer Jerusalem, inklusive templet.

Ved denne ødelæggelse forsvinder også en del af de jødiske artefakter, vigtigst, og ihvertfald mest kendt, nok Pagtens Ark - der hvor stentavlerne Moses modtog af Gud, hvorpå de 10 Bud stod, var opbevaret.

Og historien gentager sig: en stor del af jøderne tages til fange og havner i eksil i Babylon. Dette ses som starten på den såkaldte diaspora - spredningen af jøder væk fra hjemlandet. Først da Babylon falder til Persien cirka 50 år senere begyndte nogle af jøderne at vende hjem til Judæa, efter at et dekret fra perserkongen Kyros den Store gjorde det muligt.

Det kan vi lige tage et stykke musik om - den tidligste længsel hjem til Zion:


Her begynder de hjemkomne straks at opføre et nyt tempel til erstatning for det ødelagte. Og cirka ligeså hurtigt kommer de op at toppes med samaritanerne, som er en slags fætre til Jødedommen - og som også mener de tilhører Israels stammer, og dyrker Gud i en renere form end jøderne, da samaritanerne ikke har ændret skikke i eksil i Babylon, som jøderne har.

(Dette fjendskab til samaritanerne er vigtigt at kende til, hvis man skal forstå lignelsen om Den Barmhjertige Samaritaner, for idag har vi billedet af samaritanerne som godgørende (netop på grund af lignelsen), men sådan så Jesus' samtidige dem ikke. Men det er et sidespring.)

I det hele taget er de næste århundrede præget af intern og ekstern strid - jøderne har tilsyneladende en hang til at lægge sig ud med hvemsomhelst, inklusive hinanden.

Romerne

Således gik det også til, at romerne - i form af Pompejus, som du kender fra tv-serien Rome - blev inviteret til at komme og holde orden - imod at sætte den ene part i en tronfølgestrid på tronen i Jerusalem.

Og det var også romerne Herodes den Store gik til, da han i år 37 fvt ville på tronen, hvilket senatet syntes var helt fint.

Det er imidlertid ikke helt uproblematisk i forhold til befolkningen, da Herodes ikke er rigtig jøde (hans familie er fra Edom, som blev tvangskonverteret af jøderne ca 100 år før) og han fører en dekadent livsstil, som ikke bekommer sig. Til gengæld er han tilsyneladende et rigtigt dumt svin.

Men han får udbygget Templet, og det er her vigtigt at forstå dettes rolle: i modsætning til nu, hvor der er synagoger alle mulige steder - og i modsætning til alle mulige andre religioner - har jødedommen på dette tidspunkt ét og kun ét sted at komme i kontakt med Gud: templet i Jerusalem.

Dette er inddelt i forskellige lag af hellighed: den yderste gård, hvor også ikke-jøder må komme (for at købe souvenirs og ofringer), det næste hvor jødiske kvinder har adgang til, derefter et område for mænd, så et for levitter - og allerinderst det absolut helligste hvor kun ypperstepræsten måtte være.

Hvis man ville noget med Gud - og det ville man - var det templet man tog til, købte offerdyr og fik dem ofret. Dette kan således ikke undervurderes, hverken som religiøst eller økonomisk samlingspunkt.

Anyways, med Herodes blev kongeriget en vassal af romerne, hvilket tilgengæld gav en form for ro.

Da Herodes dør splittes riget i 3 dele, hans 3 sønner får hver en del. Herodes Antipas får ansvaret for Galilæa (og det er ham vi kender som Herodes i at gå fra Herodes til Pilatus det nye testamente).

Det romerske overherredømme vækker imidlertid stigende utilfredshed, ikke mindst da det går imod alt hvad der står i de hellige skrifter (det er lidt svært at opretholde illusionen om the promised land og det udvalgte folk i den situation), hvilket giver grobund for stigende religiøs fanatisme i Judæa - grupperinger med det formål at drive romerne ud, kaldet Zeloter. Ligesom det for alvor er her, der drømmes om den spåede Messias, der kan genskabe storheden fra Davids rige.

Det er også i denne periode Jesus kommer til. I forhold til jødisk historie er han en parentes, men han ender med at få ret stor betydning ikke bare for verden, men også for området. Jeg kan anbefale bogen Zealot af Reza Aslan for en spændende gennemgang af denne periode, med fokus på hvad der vides om Jesus.

Ellers er Life of Brian på trods af (eller måske på grund af) sit vanvid heller ikke noget dumt billede på tiden ...



Men skulle man sammenligne zeloterne med nogen i dag, ville Taliban ikke være helt forkert, efter min mening.

Ihvertfald, i år 66 bryder et oprør mod romerne ud i lys lue, da skatteoptøjer fører til at romerne skænder & plyndrer templet (blandt andet mooner en romersk soldat den jødiske forsamling), og henretter 6.000 jøder. Den romerske garnison i Jerusalem løbes over ende, og vassalkongen og romerske embedsmænd må flygte.

Da der kommer forstærkninger fra Syrien knuses de - opstanden er klart blevet undervurderet - og 6.000 romere massakreres. Dette er uhørt.

De sejrrige jøder i Jerusalem fejrer det med straks at ryge i totterne på hinanden, og kæmpe om hvem der har mest ret. Da romerne har en del at se til, går der et par år før de vender tilbage - hvilket ender med en lang belejring af Jerusalem. Denne ender - naturligvis - med romersk sejr. Jerusalems mure smadres, Templet smadres. Resten af Judæa smadres. Over 1 million er døde under belejringen, mange andre er på flugt. En del tages som slaver.

Det kan man tale om var en hård skæbne. Den er dog ikke så hård som den der tidligere er overgået byer som Karthago og Korint - og der lever stadig jøder i området.

Ihvertfald nok til at der bryder nyt oprør ud ca 50 år senere,  og igen i år 132. Dette sidste er det mest gennemførte - jøderne mener her faktisk at have en messias, Simon bar Kokhba.

Igen er krigslykken til at starte med på jødernes side, men det vender (igen: naturligvis). Og denne gang gider romerne - personificeret af Kejser Hadrian - ikke mere. Man kan godt lidt sætte sig i Hadrians sted: romerne har efter deres opfattelse strakt sig utroligt langt i at føje et folk, der for det første havde en sær tro på en underlig Gud, og blev ved med at ævle om at de var det udvalgte folk, og det der latterlige ubetydelige land var deres alene. Og alligevel gjorde de oprør igen & igen, og dræbte alt for mange gode romerske soldater. Virkeligt ikke besværet værd!

Jøderne i Judæa udryddes, fordrives eller tages som slaver. Jødisk tro og jødisk kalender forbydes - og området får nu navnet Palæstina og Jerusalem navnet Aelia Capitolina - hvor jøder havde forbud mod at komme.

Navnet Palæstina fortjener et ord med på vejen: Det er noget området er blevet kaldt igennem lang tid, vist især af grækerne og egypterne - meget muligt allerede fra før israeliterne kom til. For jøderne må det dog være særligt slemt, da navnet er i familie med Filistre - som er (en af) jødernes arvefjender i området - husk for eksempel Goliath fra David-historien.

En del af Templets ydermur eksisterer faktisk stadig i dag, på dansk er den kendt som Grædemuren - et af de helligste steder for jøder. Arkæologiske undersøgelser tyder dog på at den faktisk er færdigbygget eller restaureret langt senere, under ottomanerne.

Diaspora

Der bliver folk tilbage i Judæa - kristne jøder deltog ikke i det seneste oprør for eksempel, de havde jo haft deres Messias - og samaritanere og mange andre fra området kommer jo nok til den nye romerske hovedstad - hvor der opføres et Jupiter-tempel på stedet for Det Andet Tempel.

(Bemærk: kristne jøder lyder som en selvmodsigelse, men der er her tale om videreførslen af Jesus oprindelige menighed - så der er snarere tale om en jødisk sekt, end den kirke Paulus grundlagde i Rom, eller andre af de tidlige kristne menigheder.)

Men for jøderne er der ikke meget tilbage, selvom forholdene mildnes noget for dem efter Hadrians død nogle år senere. De spredes derfor for alle verdenshjørner. Størst koncentration er der længe i Assyrien/Irak (hvor Babylon havde været) og mellemøsten generelt, men deres religion er for evigt ændret, fra at være centreret omkring Templet, til nu at være decentral, omkring rabbinere og synagoger.

I 438 får Kejserinde Aelia Eudocia ophævet forbuddet mod at jøder beder ved resterne af templet, hvilket igen får jøder til at flytte til området. Men i 614 laver de en alliance med perserne, og kaster Byzans ud, og har i kort tid en selvstyrende jødisk vassalstat af Persien - lige indtil perserne trækker deres troppe hjem, Byzans kommer igen - og det ender endnu engang med en massakre på jøderne.

Europa kommer de for alvor først til omkring år 1000. Her taler man først og fremmest om 2 hovedgrupper, de sefardiske og de ashkenaziske jøder; de sefardiske har taget turen over nordafrika til den Iberiske halvø (Spanien og Portugal), mens de ashkenaziske kom op gennem Europa, og endte i øst og nord.

Imens, i Palæstina

Tiden står ikke stille i resten af verden. Kristendommen udbredes - på trods af modstand i starten - fra en base i Rom, og år 380 bliver romerriget officielt kristent. Og romerriget splittes i et øst- og et vestromersk rige. Palæstina bliver således en provins i det græsk-ortodokse, byzantinske rige, og Jupiter-templet på tempelbjerget bliver erstattet af en ortodoks kirke.

Og så, i starten af det 7 århundrede sker der noget i Mekka - som på dette tidspunkt er befolket af kristne, jøder og folk som dyrker en naturreligion med tilbedelse af statuer og lignende. En fyr ved navn Muhammed grundlægger en ny og moderne religion, Islam - som tager elementer fra både Jødedom og Kristendom og smelter dem sammen med egne åbenbaringer i Islam.

(Naturreligionen skal der gøres op med - derfor indeholder Islam et strengt forbund mod dyrkelse af gudebilleder; hvilket vi i Danmark fik at mærke da vi i 2005 lavede fornærmende tegninger af Muhammed (som måske slet ikke var af Muhammed)).

Islam bliver umådeligt populært, og efter Muhammeds død breder det første kalifat sig som en steppebrand - og når også forbi Palæstina.

Som altså nu bliver muslimsk, sammen med hele Mellemøsten, Nordafrika og senere den Iberiske halvø i Europa - og arabisk bliver fælles sprog. Den ortodokse kirke på tempelbjerget erstattes af Qubbat al-Sakhra, Klippemoskéen, ligesom al-Aqsa-moskéen opføres på tempelbjerget til minde om da Muhammed blev ført dertil ved en natlig åbenbaring - denne regnes som den tredievigtigste helligdom i Islam.

Denne islamiske fred varer indtil det første korstog, hvor Pave Urban II besvarer et nødråb fra den byzantinske kejser om at hjælpe med at holde de invaderende tyrkiske stammer væk; men det løber lidt af med projektet, som istedet ender med at handle om at befri de stakkels kristne i Det Hellige Land fra deres islamiske undertrykkere.

Korsridderne får held med at indtage Jerusalem, og dræber indbyggerne - både jøder, muslimer og kristne (man kan jo ligeså godt tage det hele nu man er igang). Og grundlægger Kongeriget Jerusalem.

Over de næste par hundrede år er Jerusalem kastebold mellem Kristendom og Islam, mellem korstog og jihad. Men den 29. maj 1453 sker noget der ændrer Europa for altid: Konstantinopel, og dermed resterne af det Østromerske Rige, falder til Ottomanerne.

Det efterfølgende muslimske ottomanske rige, varer i godt 450 - og inde under det ligger Palæstina, Jerusalem, Det Hellige Land, Det Forjættede Land.

Anti-semitismen

Meget kort fortalt betyder anti-semitisme jødehad. Eller sådan bruges det ihvertfald. Absurd nok - ihvertfald absurd i vore dage - betyder det jo egentligt modstand mod alle semitiske folk. Og da semiter er en meget bred gruppe (oprindeligt er det et sprogområde), som inkluderer arabere, jøder & maltesere blandt mange andre, er brugen som jødehad altså utrolig snæver. Især kan det forekomme absurd ordvalg, når det er arabere der anklages for at være antisemiter. (Ordet semit kommer iøvrigt fra navnet Shem - en søn af Noah, og forfader til Abraham.)

Men sådan er brugen altså - man må huske på, at da man fandt på udtrykket var den eneste af disse befolkningsgrupper, som fandtes i noget væsentligt antal i Europa (udover Malta), jøderne.

Faktisk er det ikke så overraskende, at jøder har været ugleset i Europa. De sidste 1.000 år har der stort set kun hersket én religion udenfor Det Ottomanske Rige, nemlig Kristendom. En splittet religion, ganske vist - hvis fortolkning har ført til mange hundrede års krig. Men stadig stort set kun én religion.

Og ikke mange etniske grupper kommende fra udenfor Europa - bortset altså fra jøderne, samt sigøjnere (sintier og romaer).

Når det så samtidigt hed sig, at det var jøderne som dræbte Jesus (vås - og flot samtidigt at "glemme" at Jesus selv var jøde), og mange sikkert tror ordet jøde kommer fra Judas, samt at Paulus (selv jøde, men romersk statsborger) da han førte Kristendommen til Rom havde meget travlt med at lægge afstand til jødedommen - så er det ikke overraskende at jøderne blev mødt med fordomme.

På den Iberiske halvø var det helt galt - her fik jøderne valget imellem at konvertere til katolicismen eller blive udvist; mange valgte at rejse, hvilket bragte flere nordpå i Europa. Andre konverterede - den spanske inkvisition opstod delvis med det formål, at holde øje med at disse konverterede ikke i al hemmelighed stadig praktiserede jødiske ritaler. Blev man taget i det blev man brændt på bålet.

Samtidig holdt jøderne sig i høj grad for sig selv, hvilket har været medvirkende til at fastholde deres mystik (men der har nu heller ikke været meget incitament for jøderne i at blande sig kulturelt.)

En fordom omkring jøder - at de er pengegriske - har dog en forklaring: i følge biblen (og såmænd også både torah'en og koranen) er det forbudt at tage renter af gæld. Og det blev der set med stor alvor på - så hvis man gjorde det - tog renter - risikerede man at blive ekskommunikeret og bandlyst af paven. Hvilket ikke var noget at spøge med.

Problemet er, at uden renter er der ikke nogen der gider låne penge ud (eller ihvertfald kun til familie eller meget nære venner) - hvorfor løbe en risiko for ikke at få sine penge igen, hvis man ikke får noget ud af det?

Men jøderne kunne godt låne penge ud, og tage renter for det; de kunne ikke blive eks-kommunikeret, for de var slet ikke del af kirken.

Derfor blev en del jøder pengeudlånere, for naturligvis var der et stort behov for det. Da det også var risikabelt - nogle folk tog det ikke så tungt, hvis de ikke betalte en jøde tilbage - var de også nødt til at tage en pænt høj rente.

Så selvom deres pengeudlån bestemt tjente et formål, blev de altså forbundet med griskhed, og set ekstra ned på. De fleste glemmer at være glade for banken, når pengene skal betales tilbage. Et sådan billede på en jødisk pengeudlåner ser man i fuldt flor i jøden Shylock i Shakespeare-stykket Købmanden i Venedig.



Især i Østeuropa, med Rusland i spidsen, er det mildest talt kompliceret at være jøde - skiftende zarer ser meget forskelligt på hvordan jøder skal behandles, og såkaldte pogrommer fører til lokale etniske udrensninger, ligesom det er almindeligt at jøder kun må bo i visse områder af større byer - ghettoer.

Der begyndte imidlertid også at blive lavet om på jødernes afsondrethed omkring det 18.-19. århundrede, hvor en bevægelse blandt jøderne talte for mere egentlig integration med det omkringliggende samfund.

Blandt andet fordi jøderne generelt har haft tradition for at studere meget (det var bare før denne integration mest religiøse skrifter), ledte dette til at mange jøder når indflydelsesrige poster, eller bliver kendte kunstnere og videnskabsmænd. Til gengæld bliver troen mindre altoverskyggende.

Denne succes har imidlertid også en bagside: anti-semitismen går fra at være et genrelt had mod de her sære mennesker, som dog holdst sig for sig selv, til at handle om hvad det er for noget med de her jøder, som nu tilsyneladende står bag ALT.

Det kommer der endeligt en forklaring på i 1903, med udgivelsen af Zions Vises Protokoller. De udkom først i Rusland, men blev hurtigt oversat og spredt over hele verden: de indeholdt optegnelser fra et møde af jødiske ledere, hvoraf det fremgik hvordan det hele var en stor jødisk verdenskonspiration, som i sidste ende ville give jøderne det absolutte verdensherredømme!

Protokollerne er et totalt falsum og pure opspind - men de spiller på præcis den udbredte frygt for disse jøder, som nu ikke længere "kendte deres plads". Og protokollernes succes og udbredelse viser hvor almindelig denne frygt var.

Dreyfus-affæren var en anden historie fra omkring år 1900, som satte anti-semitisme på spidsen: den franske officer Alfred Dreyfus blev anklaget for spionage og forræderi. Han var uskyldig, men beviserne for hans uskyld blev tilbageholdt, og det hele endte op i en kæmpe skandale, som splittede Frankrig i hvem man holdt med. Medvirkende katalysator til at sagen udviklede sig sådan var uden tvivl at Dreyfus var jøde. Man kan stadig i dag i Frankrig gå op i hvilke aviser der dengang var for/imod Dreyfus - og affæren nævnes stadig i forbindelse med Tour de France.

(Hvis du har lyst til at læse mere Zions Vises Protokoller og Dreyfus kan jeg anbefale Umberto Ecos Kirkegården i Prag.)

Zionismen

Det er måske først på sin plads at forklare hvad der er med det her ord Zion: Zion-bjerget er et bjerg (eller bakke) udenfor Jerusalems gamle by; men Zion bruges til at henvise til både Templet, Jerusalem og tanken om et nyt jødisk land.

Det var sådan et nyt jødisk land, nogle jøder sidst i det 19. århundrede fik en idé om: her kunne de dyrke deres traditioner uden at skulle assimilere sig i vesten og vigtigst af alt, de kunne slippe for anti-semitismen.

Grundlæggeren af zionismen, Theodor Herzl, var en østrig-ungarsk jøde. Han regnede sig selv som ateist, og var i sine unge dage egentlig fortaler for integration og assimilation. Men historier om anti-semitisme, blandt andet Dreyfus-affæren, fik ham til den overbevisning at jøder aldrig ville kunne integreres - så snart jøder i større tal befandt sig i en anden nation, ville jøde-spørgsmålet opstå.

Det eneste svar på dette var, at man måtte indse at jøderne var et folk - en nation uden land. Først når jøderne havde deres egen stat, ville de kunne leve for sig selv - istedet for at skabe problemer ved at leve som fremmede i andre nationer. (Hvis man rigtigt skal forstå tankegangen er man nødt til at forstå at de flugter med europæisk tænkning på det tidspunkt - der meget handlede om nationalstater og nationalisme. Jeg har efterfølgende læst og omtalt Herzls Der Judenstaat her.)

De overvejede flere muligheder for hvor dette jødiske land skulle være, men det oplagte sted for det var naturligvis i Palæstina, for det var jo The Promised Land og der jøderne (ifølge dem) i flere tusind år havde ventet på at kunne vende tilbage til - hvilket da også er spået i de Hellige Skrifter. (Ja, faktisk er det en betingelse for Dommedag.)

(Selve idéen om at flytte til Palæstina var ikke ny, det havde jøder i mindre tal gjort lige siden de blev smidt ud af Spanien - men med zionismen blev det en formuleret bevægelse.)

Dette kunne man jo synes var en ganske fornuftig tanke - hvis Palæstina altså var tomt, og bare lå og ventede på at nogle skulle komme og genbebo. Men Palæstina var ikke tomt, og havde aldrig været det.

Det var nu ikke noget der bekymrede zionisterne: Vi var der først, var deres argument.

Denne idé gav genlyd blandt nogle, forholdsvis verdslige, jøder. De ortodokse jøder derimod forkastede tanken, fandt den i modstrid med basal jødedom (det er der nogle teologiske argumenter for, som jeg ikke vil påstå at være kvalificeret til helt at forstå.)

Mange andre jøder opfattede det slet og ret som en skør idé; men de fleste af de som søgte integration og assimilation fandt tanken decideret farlig: for zionisterne sagde jo, at det de forsøgte aldrig ville kunne lade sig gøre, at de aldrig ville kunne blive del af det almindelige samfund - et argument alt for mange antisemitter kunne tage til sig og dele fuldt ud.

Og det er da også efter min mening både en skør og farlig tanke. Udover det fuldstændigt vanvittige i at argumentere udfra hvad der står i nogle hellige skrifter (som man ikke rigtigt selv tror på) - så holder argumenterne ikke engang vand inden for denne tåbelige ramme: Jøderne - Juda's stamme - var ikke det eneste folk, for hvem området Palæstina var the promised land - højst sandsynligt er en væsentlig del af indbyggerne i Palæstina på dette tidspunkt, i et eller andet omfang, efterkommere af nogle af disse andre folk og stammer.

Men i bund & grund er argumentet om retten til et land man har forladt for 1500-2500 år siden - åbenlyst - absurd. Det eneste jeg kan forstå man kan tillægge nogen som helst vægt, er ønsket om at slippe for anti-semitismen; men det er på en meget farlig måde dette argument fremstilles, da man samtidig påstår at alle jøder er uintegrerbare.

Til at starte med er den zionistiske bevægelse mere filosofisk end for alvor praktisk. Men nogle jøder rejser til Palæstina, og køber land der - og der oprettes en fond til formålet, som især amerikanske jøder bidrager til. Men til at starte med er det ikke i større stil. Herzl selv dør i 1904 - på dette tidspunkt har han planer om et Israel i Uganda.

Vigtigt er det at forstå og huske at anti-semitisme ikke er det samme som anti-zionisme; anti-semitisme er racisme, had til en religion og/eller paranoia (for den jødiske verdenskonspiration), anti-zionisme er i bund & grund ikke at købe den med at jøderne skulle have førsteret til et landområde, som de (frivilligt eller ufrivilligt) forlod for 1.500+ år siden.


Første Verdenskrig

Alting har en ende - således også Det Osmanniske Imperium, som i Første Verdenskrig er allieret med Tyskland og altså på det tabende hold.

Medvirkende til det osmanniske nederlag var, at araberne i imperiet gjorde oprør: briterne havde nemlig lovet, at de så ville kunne se frem til en selvstændig, arabisk stat efterfølgende.
Men briterne holdt ikke ord: de delte området med Frankrig efter en hemmelig aftale de havde indgået. Og hvad værre var: I 1917 sendte den britiske udenrigsminister Balfour et brev til en repræsentant for de britiske zionister, om at Hans Majestæts regering ville se med velvilje på etableringen af "et nationalt hjem" for det jødiske folk; ganske vist står der også at det klart forstås, at intet må gøres, som går udover rettigheder for ikke-jøder i området eller for jøders status i resten af verden.

Men brevet betyder i første omgang, at Palæstina bliver eget område under britisk kontrol, med mandat fra Folkeforbundet; et mandat som følger op på Balfour-erklæringen, og taler om et jødisk nationalt hjem inden for mandatet. Dette tolker nogle zionister i dag som om de fik hele området (ja, faktisk mener nogen også at de fik resten af det ottomansk/arabiske område), men det er noget ævl. Og de glemmer iøvrigt at nævne, at mandatet også stadig fastholder, at ingen andres rettigheder må krænkes.

(Det er nu heller ikke fordi den øvrige grænsedragning i resten af det ottomansk/arabiske område, som blandt andet førte til Irak og Syrien, er skide smart,hvilket historien har vist talrige eksempler på siden.)

Med den nye status accelerer det jødiske opkøb af jord og tilflytningen.

Nazismen

Første verdenskrig fører også efterfølgende til enorme politiske omvæltninger i Europa. Det ved jeg er en af de dele du har lært om i historie, så det vil jeg ikke gå i detaljer med.

Men det vil måske være et meget godt tidspunkt at tage den med om jøder er en race eller ej. For det er sgu lidt kompliceret.

Egentligt er jødedom jo en religion - og burde således ikke have noget med race at gøre. Men det kompliceres af, at jøderne selv taler om et udvalgt folk; og at de mener jødedom går i arv via moderen: er du født af en jødisk mor er du jøde; uanset om du praktiserer jødedom eller ej. Og dette fortsætter i princippet i lige linie på kvindesiden.

Således er du og din bror jøder - ifølge jøderne - hvad enten I vil det eller ej; jeg derimod er det kun af navn; for hvis man "blot" har en jødisk far, eller ingen jødiske forældre, skal man konvertere for at kunne blive regnet som jøde (hvilket kan være et større projekt, hvis der er tale om ortodokse jøder - det kan sammenlignes med at skulle op i fuldt pensum til eksamen). Og jeg forestiller mig iøvrigt det er begrænset hvor mange konverteringer til jødedom der er foregået i Europa, ihvertfald inden 1800-tallet.

Så det er svært at afvise, at jøder har noget med afstamning at gøre. At nazisternes fokus på race, og deres tillægning af egenskaber i forhold til det, og værst af alt deres idé om racerenhed, er helt igennem syg er så en anden sag. Den kommer vi (desværre) til at vende tilbage til. Racetænkningen gjorde også, at nazisterne gik efter mennesker af jødisk afstamning, selvom de ikke praktiserede jødedom. Din oldefar var derfor nødt til at flygte til Sverige under besættelsen, da han var halvt jøde.

Interessant nok flugtede nazisternes tanker meget godt med zionisternes: Nazisterne ville have et Tyskland (og med tiden Europa) uden jøder. Det kunne de få, hvis blot jøderne rejste til Palæstina. Og zionisternes tanker om at jøderne var en nation uden land, som ikke kunne leve blandt andre nationer, kunne de ikke være mere enige i. (Nogle citater fra Herzl's Der Judenstaat kan ærlig talt i dag minde en del om læse nazistisk anti-semitisk teori.)

Så selvom det idag kan lyde overraskende, var der i det hele taget et fint samarbejde mellem de tyske zionister og nazisterne hele vejen i 30'erne - man indgik blandt andet en såkaldt haavara-aftale  (overføringsaftale) der skulle hjælpe jøder afsted, og give økonomisk støtte når de kom frem via en eksklusiv handelsaftale. Der var sågar samarbejde om efterretninger mellem Haganah  i Palæstina (hører du mere om senere - zionisternes para-militære styrker) og Tyskland.

Samarbejdet varede indtil udbruddet af krigen (hvor det blev praktisk svært at fortsætte). Undervejs mødte det dog også nogen skepsis fra nogle nazister: tyskerne var godt klar over at der slet ikke var plads til alle jøderne i Palæstina (og der så også ville blive bøvl med araberne). Og hvis jøderne endte med at udråbe en jødisk stat, men der stadig var jøder i andre lande - ville det så ikke tværtimod føre til at være en styrkelse af Den Jødiske Verdenskonspiration?

Men samarbejdet med zionisterne var også kun en lille del af indsatsen for at slippe af med jøderne. Nazisterne arbejdede blandt andet med en plan om istedet at tvangsdeportere alle jøder til Madagaskar. Den viste sig imidlertid uladsiggørlig, og det endte som bekendt med det mest systematiserede og industrialiserede folkemord i verdenshistorien.

11 millioner mennesker dræbte nazisterne i Holocaust - sigøjnere, homoseksuelle, kommunister, slaver og jøder. 6 millioner af Europas anslået 9 millioner jøder dræbtes i Endlösung der Jugendfrage; man anslår at 6.000 mennesker blev dræbt om dagen i Auschwitz-Birkenau på det højeste; den største flaskehals var krematoriernes kapacitet.

Israel

Fascister og nazisters - og for at være ærlig, ikke kun deres - uhyrligheder i 1920ernes, '30ernes og 40'ernes Europa medførte naturligvis store emigrations- og flygtningestrømme af jøder.

En del rejste til USA, men det kan ikke undre at zionismen fik vind i sejlene i disse år. Ikke fordi man nødvendigvis troede på det med at Palæstina var deres, men fordi tanken om et helle var, ja, forjættende. Så tilstrømningen og opkøbet af land accelererede yderligere.

Det gik i det store hele rimeligt fredeligt - i modsætning til hvordan det ofte fremstilles har der ikke gennem historien været et særligt modsætningsforhold mellem arabere og jøder - men da der i den første halvdel af 1930'erne kommer ¼ million jøder til Palæstina bliver det for meget. Araberne i Palæstina gør oprør mod det engelske styre, for selvstændighed & for at kunne stoppe indvandringen - i første omgang med fredelige midler, som strejker, men sidenhen et regulært oprør mod briterne.

Det går galt - oprøret bliver nedkæmpet af briterne, bistået af jødernes paramilitære forsvarsenhed Haganah, med tusindvis af dræbte arabere til følge (jødernes og briternes tab løb op i et par hundrede hver).

Men i 1939 udstikker briterne en plan for hvordan de ser Palæstina udvikle sig: de sætter en grænse for jødisk immigration over de næste år på 75.000 om året, begrænsninger på jødiske landopkøb - og en plan om en selvstændig stat Palæstina, som skal styres af befolkningsgrupperne i fællesskab, efter hvor mange de er. Briterne understreger, at det aldrig har været - og ikke vil blive - meningen at jøderne skal have deres egen stat.

25. november 1940 ligger skibet SS Patria i Haifa, klar til afsejling, medbringende 1.800 jødiske flygtninge fra Tyskland - de er blevet afvist i Palæstina på grund af de nye kvoteregler, og skal istedet sejles til Mauritius. Men en bombe sprænges, og skibet synker - 252 jøder drukner. Det er Haganah som har anbragt bomben - for at sabotere skibet så det ikke kan sejle - men det kommer først frem mange år efter. Selv siger Haganah, at det er jøder ombord, der i desperation selv har sprængt skibet i luften - en udlægning som stiller briterne i dårligt lys og giver sympati til zionisterne.

Udover Haganah - som (officelt) stod for beskyttelse af den jødiske befolkning (omend de var proaktive under oprøret), er der også et par udbrydergruppe fra denne organisation: Irgun (hvis filosofi var at man hellere skulle slå først på araberne, som de åbent omtalte som fjenden, så de kunne holde sig i skindet) som blev til en ren terrororganisation; og Lehi (Stern-gruppen), som ville bekæmpe briterne, som de så som den største forhindring for en jødisk stat; Lehi prøvede at indgå en alliance med Tyskland og Italien mod briterne, siden gik de over og ville være venner med Stalin - deres mål var en jødisk stat som byggede på "nationalistiske og totalitære principper".

Op gennem fyrrerne var der således kampe - skirmishes - mellem arabere og jøder, men jøderne angreb i høj grad også briterne, gerne med terror, for eksempel Irguns bombning af briternes administrative hovedkvarter i Kong David-hotellet,  massakrer på landsbyer og snigmord (det mest i Danmark kendte offer var den svenske greve Folke Bernadotte, som havde reddet en del jøder fra kz-lejre i de berømte hvide busser).

Ikke overraskende fik tanken om en jødisk stat vind i sejlene fra alle sider efter 2. verdenskrig; med tanke på hvad de har været ude for, har det været svært at sige noget imod det. Det ændrer dog ikke på at der ingen retfærdighed er i at araberne i Palæstina skulle undgælde for det. Mere relevant havde det været om en tysk delstat var blevet gjort til jødisk hjemland.

Jøderne i Palæstina har af samme grund også haft stort set frit spil - deres overgreb og terror er ikke i nævneværdig grad blevet reporteret i international presse.

Den 18. februar 1947 kaster briterne håndklædet i ringen - de meddeler at de vil trække sig ud af Palæstina, og da de ikke kan finde frem til en fredelig løsning mellem arabere og jøder, lægger de det over på det nystiftede FN.

FN vedtager 29. november en resolution, som deler Palæstina op i en arabisk og et jødisk stat, med et internationalt styret Jerusalem - og en økonomisk union mellem de to. En plan som skal træde i kraft 2 måneder efter briterne trækker sig ud. Jøderne meddeler at de kan acceptere planen; araberne kan ikke.

Dette fører til en blodig borgerkrig mellem jøder og arabere; grumme metoder bruges - overfald på busser og brug af snigskytter udført af araberne; terrorbombninger af markedspladser og busstoppesteder udført af Irgun og Lehi. Jøderne er dog bedst bevæbnede, da Haganah i noget tid har fået smuglet våben ind fra Tjekkoslovakiet hvor de også har modtaget militærtræning, mens araberne først og fremmest har løbet an på beskyttelse fra briterne.

(At Tjekkoslovakiet således var jødernes nærmeste allierede kan overraske - en del af forklaringen ligger måske i at Stalin så frem til en zionistisk stat - muligvis Lehis fortjeneste.)

Briterne meddeler at de vil trække sig ud seneste 14 maj 1948, og FNs  udvalg for Palæstina meddeler at de ikke har kunne finde frem til en våbenhvile mellem parterne - dette får USAs præsident Truman til at foreslå en overgangsperiode, hvor området skal være under international styring - planen om deling kan umuligt gennemføres, mener han. Men det kommer der ikke noget ud af.

Den 14. maj, på dagen hvor briternes mandat ophører, udråber David Ben-Gurion staten Israel (interessant nok er navnet Ben-Gurion han selv har taget - efter en af generalerne under Simon bar Kokhba, den mislykkede messias, som fik jøderne endegyldigt smidt ud af romerne). Dagen efter, den 15. maj 1948, erklærede de omkringliggende arabiske stater Egypten, Syrien og Jordan (samt Irak) krig mod den selvudråbte stat.

Det kunne umiddelbart ligne en krig som Israel var dømt til at tabe, men det er vigtigt at understrege at palæstinenserne selv (det som jeg herefter vil kalde de arabere, som boede i det der var Palæstina) ikke selv havde nogle reelle styrker.

Og Israel arbejdede på højtryk for at forstærke Haganah; i første omgang med terrorgrupperne Lehi og Irgun. Herefter kalder vi dem undet et IDF (for Israeli Defence Forces), som de kaldes internationalt.

Til at starte med lykkes det de arabiske styrker at rykke frem nogle steder, men i det store og hele kan IDF holde dem tilbage. Kampene afbrydes i to omgange af våbenhviler, som FN står for. Våbenhviler som skal blive strategisk katastrofale for araberne.

For i disse våbenhvileperioder får Israel yderligere store våbenleverancer (det var ganske vist brud på våbenhvilebetingelserne, men who cares, right). stadig først og fremmest fra Tjekkoslovakiet.

Og udover våben kom der tilstrømning af folk til IDF, som blev lyntrænet. Det var også under den anden våbenhvile, at Folke Bernadotte, udsendt som fredsmægler af FN, blev snigmyrdet af folk fra Lehi.

De arabiske styrker brugte i mellemtiden ikke våbenhvilerne til noget synderligt. Med disse afgørende forstærkninger kan Israel ikke bare holde stand, men ender med at vinde overlegent efter 10 måneders krig. (Krigen slutter på papiret aldrig, men ender i en længerevarende våbenhvile som holder - ja, til den ikke holder længere.)

Nakba

Resultatet af krigen er katastrofalt for palæstinenserne - som ikke rigtigt selv deltog, da de hverken havde våben eller trænede styrker.

Geografisk står Israel nu ikke blot med det landområde de skulle have efter FN-planen; de har også taget 60% af det område der skulle være blevet til en palæstinensisk stat. Hele Galilæa (den nordlige del), størstedelen af Gaza-området mod syd, og gode bider af Vestbredden (som er betegnelsen for området omkring og nordfor Jerusalem, på venstre bred af Jordan floden og Det Døde Hav).

Værst fra et geografisk synspunkt er måske, at der ikke er nogen forbindelse mellem området ved Vestbredden og området ved Gaza. Det gør det at skulle få en sammenhængende enhed ud af dette til at være ... mildest talt kompliceret.

Istedet for en palæstinensisk stat ender Vestbredden med at være under jordansk kontrol/besættelse. Og den egyptiske hær tager kontrol med Gaza-området. (Områderne annekteres et par år efter af Jordan og Egypten, men dette anerkendes ikke internationalt.)

Men allerværst er dog de befolkningsmæssige konsekvenser. Dem som palæstinenserne kalder Nakba, katastrofen: mere end 700.000 palæstinensere flygtede og blev fordrevet fra de områder der endte med at være Israel. Det var omkring 80% af den daværende befolkning i området, halvdelen af af den totale palæstinensiske befolkning.

Omstændighederne omkring fordrivelsen er omstridte - fra flugt på grund af krig, til direkte fordrivelse, voldtægter og massakrer - etnisk udrensning. Og hvis Israelere overhovedet udtaler sig om emnet i dag siger mange at det slet ikke har fundet sted, at de skam købte jorden, eller at palæstinenserne rejste helt af sig selv, helt frivilligt - eller at de blev tvunget til det af andre arabere.

Faktum er ihvertfald, at Israel blev renset (israelernes eget ord) effektivt for arabere. De 20% tilbageblevne kunne optages i Israel, officielt med lige rettigheder i forhold til jøder. Mere om det senere.

De flygtede palæstinensere havnede i Vestbredden og i Gaza, i Jordan, Syrien og Libanon - samt resten spredt i de øvrige arabiske lande samt vesten.

En hel FN-afdeling blev etableret for at tage sig af disse flygtninge, samt snart deres efterkommere: UNRWA (United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East), som belv installeret i lejre. Dengang var 800.000 UNRWAs ansvar. I dag er tallet ufattelige 4 millioner.

Det var aldrig tænkt - ihvertfald ikke fra FNs side - at disse flygtninge skulle forblive flygtninge. Dagen inden Bernadotte blev dræbt, sagde han således:
No settlement can be just and complete if recognition is not accorded to the right of the Arab refugee to return to the home from which he has been dislodged. It would be an offence against the principles of elemental justice if these innocent victims of the conflict were denied the right to return to their homes while Jewish immigrants flow into Palestine, and indeed, offer the threat of permanent replacement of the Arab refugees who have been rooted in the land for centuries.
Og en FN-resolution fastslår:
the refugees wishing to return to their homes and live at peace with their neighbours should be permitted to do so at the earliest practicable date, and that compensation should be paid for the property of those choosing not to return and for loss of or damage to property which, under principles of international law or in equity, should be made good by the Governments or authorities responsible.
Og da Israel i 1949 står for at skulle optages i FN er det da også et krav at de anerkender dette. Hvilket de gør "i princippet".

Imidlertid har Israel tværtimod vedtaget love, som umuliggør en tilbagevenden for flygtningene, og som konfiskerer alt land de ejede.

Flygtningenes (og deres efterkommeres) tilbagevenden har vedblevet at være en af de største knaster for en fredsløsning. Problemet for Israel er åbenlyst: skulle så mange mennesker returnere - og have deres land tilbage eller modtage erstatning, og få lige rettigheder, herunder stemmeret - så vil det være slut med et jødisk overherredømme i Israel.

Med andre ord: Israel kan ikke fungerer som en jødisk stat og kalde sig demokratisk, og samtidigt efterleve de forpligtigelser de selv indgik, da de blev optaget i FN. Man burde så nok overveje om man overhovedet har kunne og kan kalde landet demokratisk.

Optagelsen i FN

4. marts 1949 vedtager FNs Sikkerhedsråd en resolution, hvor de fastslår at de anser Israel for at være en fredselskende stat, og anbefaler at Generalforsamlingen at de optager Israel som medlem. Ét af de daværende 10 medlemmer, Egypten, stemte imod. Storbritannien undlod at stemme - resten stemmer for.

Og 11. maj vedtages så FN Resolution 273, hvori det besluttes at Israel optages som medlemsland af FN, idet de anser Israel som fredselskende, og Israel har, uhm, sort of, accepteret FNs betingelser. Spørgsmålet om de arabiske flygtninge er ganske vist ikke afklaret, men løses bedst inden for FN end udenfor, på samme måde som man mente om spørgsmålet om Yemens slaveri, mener Israel. Og den æder FN altså.

Interessant er det at notere sig, at USA - selvom de ganske vist var hurtige til at anerkende Israels provisoriske regering - faktisk i de første år af Israels levetid var ret kølige i forhold til Israel. Det er først under Kennedy og især Lyndon B. Johnson at dette ændrer sig for alvor. Til gengæld var der - som tidligere nævnt - varme forhold mellem Sovjet under Stalin og Israel. Det ændrede sig først omkring Suez-krisen - men da var Stalin også død. (Stalin er iøvrigt fint eksempel på at man må skelne mellem jøder og zionister - for Stalin er ikke ligefrem kendt som jødeelsker.)

For mig står FNs anerkendelse af Israel som en af de største skampletter på FN og Verdenssamfundet - og det stort set lige efter FN var blevet oprettet. At man på denne måde godkendte Israel som stat, uden at have sørget for at der var en løsning for de fordrevne. Og uden at der var sørget for rammer for hvad der skulle ske med de palæstinensiske områder.

Til briternes ros - de var de eneste af sikkerhedsrådets permanente medlemmer, som ikke stemte for - var det netop det de forsøgte at få på plads. Tilgengæld må man også sige briterne i årene inden havde lavet rigeligt rod i det hele, ved på den ene side at love selvstændighed til araberne, og på den anden love fri indrejse til jøderne. Og ved at trække sig ud, uden at der var andre der kunne gå ind og holde parterne fra hinanden.

Det er slemt nok. Og kan i mine øjne kun forklares med, at 2. Verdenskrig, med dens rædsler for jøderne, lige var afsluttet - og man derfor valgte at lukke øjnene for hvad denne gøren bod i forhold til jøderne betød for palæstinenserne.

Men endnu værre er det at man ikke i årene efter har sat Israel stolen for døren, når de igen og igen overtræder resolutioner og folkeret.

(Hvis man spørger mig, om FN helt skulle have nægtet at anerkende Israel, under nogen omstændigheder, er mit svar nok Nej. FN skulle nok - hvis der kunne skabes de rette betingelser - anerkende Israel, for Israel var på dette tidspunkt en realitet - hvor absurd man end måtte mene den zionistiske grundtanke er.

Jeg mener til gengæld at forslaget til delingen af Palæstina i '47 aldrig skulle være fremkommet - og ihvertfald ikke i den form. Også selvom det, hvis implementeret, havde givet palæstinenserne langt bedre forhold end hvad de endte op med at få.

Men igen - det var lige efter 2. Verdenskrig. Og palæstinenserne skulle åbenbart undgælde for europæernes gerninger.)

Dette internationale clusterfuck er også grunden til, at jeg mener vi alle har et ansvar for løsningen af denne konflikt - for vi har selv været med til at skabe den. Og det er derfor man ikke bare kan lukke øjnene for den, selvom det ville være så meget nemmere.

Udover at konflikten, så længe den eksisterer, vil vedblive at skabe ufred i verden.

Krigene

I de næste mange år bliver Israel infiltereret, som de kalder det, af palæstinensere som skjult krydser Den Grønne Linie, dvs våbenhvilelinien. Nogle er palæstinensere som prøver at vende hjem for at finde ejendele eller familie. Andre er fedayeen - palæstinenserne ser dem som frihedskæmpere, Israel ser dem som terrorister. De laver ihvertfald nålestiksoperationer ind i Israel - og nogle er også rettet mod civile. Ben-Gurion, Israels første premierminister, formulerer Israels forsvar:
We do not have power to ensure that the water pipe lines won't be exploded or that the trees won't be uprooted. We do not have the power to prevent the murders of orchard workers or families while they are asleep, but we have the power to set a high price for our blood, a price which would be too high for the Arab communities, the Arab armies and the Arab governments to bear.
Altså - vi kan ikke stoppe deres angreb, men vi kan istedet slå så mange af deres ihjel, at de vil holde op. Denne øje-for-øje-gange-ti taktik har Israel praktiseret stort set lige siden og den har aldrig virket. Tværtimod.

Men ihvertfald - over de næste mange år, gentager det sig - nålestiksoperation efterfulgt af israelske hævnoperationer.

Et slemt eksempel på en sådan udveksling er Qibaya massakren i 1953: En israelsk kvinde og hendes 2 børn bliver dræbt, da en granat bliver kastet ind i deres hus, som lå 10 km inde fra Den Grønne Linie. Israel påstod at udåden var begået af fedayeen fra Vestbredden - det var der dog ingen konkrete beviser for - og som hævn gennemfører de et raid på landsbyen Qibaya på Vestbredden.

250-300 soldater er involveret, deres leder har fået besked på at angrebet skal tjene som eksempel for alle, og han giver mændene ordre til at levere 'maximale drab og skade på ejendom'. Mindst 69 landsbyboere blev dræbt, 2 tredjedele af dem kvinder og børn. 45 huse, en skole og en moské blev ødelagt.

Lederen af operationen var major Ariel Sharon. Ham kommer du til at høre mere til.

Imellem 1949 og 1956 døde 200 israelere ved disse fedayeen angreb, hvortil kommer 200 IDF soldater som døde i grænsetræfninger eller i raids. Estimaterne for dræbte arabere er 2.700 til 5.000.

Suez, 1956
Det bliver en for lang historie at gå ind i hele Suez-krisen. Meget kort fortalt går den ud på, at Egyptens præsident Nasser i 1956 nationaliserede Suez-kanalen; dette gik ikke for franskmændene og især briterne - det er og var kanalen (som forbinder Middelhavet med Det Røde Hav, og dermed sparer turen rundt om Afrika for transportskibe; ikke mindst vigtigt i forbindelse med levering af olie fra Arabien).

De laver derfor en hemmelig plan med Israel: Israel skal invadere Sinai-halvøen, hvorefter Storbritannien og Frankrig vil gå ind og lægge sig imellem, for "at beskytte kanalen" - og dermed få kontrol over den.

Millitært går planen fint; diplomatisk er den et større fuck-up for Frankrig og Storbrittanien. Blandt andet er en af hovedpointerne ved en hemmelig plan, at den er hemmelig - og denne blev hurtigt lækket. Så resultatet bliver at FN og USA sender de involverede hjem. Israel bliver dog lidt længere i indtagede områder, de har noget de skal have ordnet først.

Et af disse formål var at rydde ud i Gaza-striben, som de mente var Fedayeen træningscenter, og potentielt taktisk fordelagtigt punkt for Egypten. Dette førte blandt andet til massakrer i Khan Yunis (hvor 275 civile blev dræbt) og i Rafah (111 dræbt). For begge gælder, at begivenhedsforløbet er omstridt - Israel nægter at de har fundet sted, eller siger at de er døde i kampe i områderne. Det er dog svært at forklare efterfølgende fundne massegrave, hvor ligene bar tegn på at være skudt i baghovedet på klos hold.

Israel trækker sig først ud af Gaza 16. marts 1957, efter at være blevet truet med økonomiske sanktioner af USAs præsident Eisenhower(!).

Suez-krisen markerer også et skift i globale alliancer - hvor de arabiske lande omkring Israel før mest af alt var vestligt orienterede, ser de nu Sovjet som deres allierede. Hvorimod Israel herefter først og fremmest er vestligt orienteret.

For et alternativt kig på Suez-krisen, anbefaler jeg den britiske TV-serie Lipstick on Your Collar af Dennis Potter, som foregår på et kontor for den millitære efterretningstjeneste i London. (Med en meget ung Ewan McGregor.)




Seksdageskrigen, 1967
I det sene forår 1967 var situationen i området igen højspændt. Efter sabotageaktioner fra PLO (som jeg vender tilbage til - viderudviklingen af fedayeenerne), havde Israel igen gjort gengæld på Vestbredden, og var fløjet over Syrien, hvor det kom til luftkamp. Det udviklede sig til skirmishes, og Egypten, Jordan og Syrien indgik forsvarspagter.

Egypten smed FNs fredsbevarende bufferstyrker i Sinai ud, og begyndte en troppeopbygning. Og erklærde Tiranstrædet (udsejlingen fra Det Røde Hav) lukket for israelske skibe - hvilket Israel tidligere havde sagt de ville opfatte som en krigserklæring.

Den 5. juni indleder Israel et all-out overraskelsesangreb på Egypten, hvor det israelske luftvåben gennemfører et væld af velplanlagte missioner, der på rekordtid gør det egyptiske luftvåben stort set ukampdygtigt.

Samtidigt rykkede styrker ind i Gaza, og i Sinai når de under general-major Ariel Sharons ledelse uhindret langt ind i landet, hvorfra de med artilleri kan beskyde de egyptiske stillinger, mens israelske kampvogne laver knibtangsmanøvre på dem.

Man må tage hatten af for udførelsen - i løbet af ganske kort tid er Egyptens luftvåben sat ud af spillet, og hæren er i vild tilbagetrækning, for ikke at sige flugt. Hvor Israel endda får lagt et baghold, og påfører hæren enorme tab.

Det vilde er, at Israel til at starte med påstår det var Egypten som angreb først. Den trækker de dog senere i land, men påstår så at det var et pre-emptive strike, som skulle forhindre det angreb fra Egypten som helt sikkert ville komme.

Men det var ikke slut på krigen - for Jordan og Syrien var der jo også. De havde egentligt ikke meget lyst til at gå i krig med Israel, men Egyptens præsident Nasser bildte dem i starten af krigen ind, at Egypten havde skudt de fleste israelske fly ned, og at hans fly nu var ved at angribe Israel.

Det fik både Jordan og Syrien til at angribe - hvilket de aldrig skulle have gjort. Israel var ikke det mindste presset på den sydlige front, og var overlegne på alle punkter.

Så efter 6 dage er Egypten, Jordan og Syrien nedkæmpet i en total ydmygelse - og historien om at det var en Israelsk forsvarskrig købes af omverdenen. Hvem ved, måske passer det endda - måske ville Egypten have angrebet ...

Men krigen får mere end psykologiske konsekvenser: Israel besætter Golanhøjderne i Syrien, Sinai-halvøen i Egypten. Samt den del af Palæstina Israel ikke fik i første omgang: Gazastriben og Vestbredden.

300.000 palæstinensere flygter under kampene, de fleste til Jordan. Israel meddeler i starten af juli, at alle der er flygtet i 1967 kan vende tilbage, hvis de ønsker det - hvis det sker inden 13. september. Men kun 14.000 af de 120.000 der ansøger om det, får rent faktisk lov til at vende tilbage.

Yom Kippur-krigen, 1973
I 1971 tilbød Egyptens nye præsident, Anwar Sadat, fred med Israel, hvis Israel ville trække sig tilbage til '67-grænserne, indgå en retfærdig aftale om flygtningene, samt iøvrigt leve op til Resolution 242 (FNs krav til især Israel efter seksdageskrigen) - så ville Egypten være med på en fredsaftale med Israel. Alene dette, at et af Israels arabiske nabolande overhovedet nævnte fred som en mulighed, var et stort skridt - hidtil havde de nægtet enhver anerkendelse af Israel, og havde kun villet tale om landets ødelæggelse.

Men Israel nægtede. Dette førte til en del sabelraslen fra Sadats side over de næste år, så meget at det ikke rigtigt blev taget alvorligt længere.

Men 6. oktober 1973 angreb Egypten og Syrien, sammen med en (mest af alt symbolsk) koalition af arabiske lande + Cuba og Nordkorea, Israel i et overraskelsesangreb.

Denne gang var der ikke tvivl om at de angreb først ... Og 6. oktober faldt det år på den jødiske helligdag Yom Kippur (Day of Atonement/forsoningsdagen), deraf navnet.

I denne omgang så det i starten godt ud for de arabiske styrker, der fik trængt Israel tilbage; men da Israel først var blevet fuldt mobiliseret gik fremrykningen først i stå, og siden blev araberne atter rykket tilbage - så de ved den endelige våbenhvile 25. oktober var trængt længere tilbage end deres udgangspunkt. En panserdivision ledet af en vis Ariel Sharon var spydspids i at vende slaget og krydse Suez.

Krigen havde nogle psykologiske konsekvenser: for det første gjorde det, at Israel var blevet taget på sengen, at de ikke længere følte sig usårlige - og de var herefter mere indstillet på at indgå i fredsforhandlinger.

De arabiske lande fik til gengæld lidt boostet deres selvtillid (af den tidlige succes), og indså samtidigt at det nok bare ikke var muligt at slå Israel millitært.

Så det blev den sidste af de store krige. Krige som for hver gang gjorde udsigten til en palæstinensisk stat mindre, uden palæstinenserne i nævneværdig grad var involveret. Så når Israel - som de ofte gør - lægger skylden på for palæstinensernes trængsler på deres arabiske brødre, er der nogen sandhed i det; det fritager imidlertid ikke Israel fra det overordnede ansvar - og mangel på vilje til at efterleve FN-resolutioner.

Krigen førte også til den første oliekrise: da USA kort inde i krigen fyldte Israels våbenlagre op, indførte de arabiske olielande en embargo mod USA, Canada og flere europæiske lande. Før havde olie (og dermed benzin) været en nærmest gratis ressource, men nu eksploderede prisen.

Det førte til inflation og arbejdsløshed, hvilket igen fik store politiske konsekvenser. Det medførte også at vi i Danmark en periode indførte bilfrie søndage og høje energiafgifter. Og i bund og grund var det startskuddet til at nogle få tosser begyndte at tænke i sol- og vindenergi.  (USA var på det tidspunkt stort set selvforsynende, så mærkede ikke konsekvenser på forsyningen - og havde derfor ikke samme incitament til energiafgifter. En forskel der stadig kan ses i dag, hvor forbrugerprisen på benzin i Europa er mange gange højere end den er i USA.)

I 1978 indgår Sadat med Israels daværende premierminister Menachem Begin, under ledelse af USAs præsident Jimmy Carter Camp David-aftalen, som i 1979 fører til en regulær fredsaftale mellem Egypten og Israel.

Camp David-aftalen indeholdt en rammeaftale for Vestbredden og Gaza: at der indenfor 5 år skulle etableres selvstyre for disse områder, de nærmere omstændigheder skulle aftales med Jordan, Egypten og Israel (og eventuelt repræsentanter for palæstinenserne, hvis Egypten/Jordan hev dem med).

FNs Generalforsamling forkastede denne rammeaftale, da den var lavet uden hverken FNs eller PLOs medvirken, og fordi den ikke fastslog palæstinensernes ret til tilbagevenden, og deres ret til selvbestemmelse og suverænitet.

Et par ord om Menachem Begin: Han er den første israelske premierminister jeg personligt kan huske - han havde et , syntes jeg, meget uhyggeligt hovede, som jeg siden er kommet til at tænke på, når jeg har set tegninger af Red Skull. Han var den første premierminister for Likud, en alliance af højrefløjspartier i Israel. Han var også i fyrrerne leder af terrororganistationen Irgun - dem der indædt bekæmpede briterne. Det var for eksempel ham der beordrede bombningen af Hotel Kong David.

Og Sadat? Well, fredsaftalen gjorde at Egypten siden har fået støtte fra USA og været vestligt orienteret (ihvertfald indtil de seneste par år). De andre arabiske lande så imidlertid aftalen som et forræderi og et stød i ryggen. Og den 6. oktober 1981 blev han myrdet ved et attentat af islamister - som blandt andet var utilfredse med fredsaftalen. Attentatet fandt sted ved en sejrsparade - for den vellykkede krydsning af Suez-kanalen som indledte Yom Kippur-krigen 8 år før.

PLO

Palestine Liberation Organization blev stiftet i 1964, og var tænkt som et talerør for det palæstinensiske folk. Oprindeligt var det de øvrige arabiske lande der stod bag, hvorfor dets charter også explicit sagde, at PLO ikke havde noget med Vestbredden eller Gaza at gøre - som jo var henholdsvis jordansk og egyptisk på det tidspunkt.

Efter Seksdageskrigen overtager Yasser Arafat imidlertid lederskabet, med en mere selvstændig og aktivistisk politik - det forekommer her tydeligt, at hvis palæstinenserne skal gøre sig håb om noget må de stå på egne ben, og ikke regne med deres arabiske frænder.

Til at starte med havde PLO hovedkvarter i Jordan, og fra Jordan beskød de med artilleri mål inde i Israel, og gennemførte guerillaangreb. Først med jordansk støtte, men efterhånden blev Jordan træt af at skulle leve med Israels gengældelsesangreb - og efter at PLO grupper havde prøvet at tage magten i Jordan, blev de sært nok smidt ud.

PLO havde herefter base i Libanon, men var i virkeligheden et netværk af organisationer med hovedkvarterer i Beirut, Libanon og Damaskus, Syrien. Grupperne udførte operationer fra Sydlibanon ind i det nordlige Israel - og angreb på jøder og israelske interesser i hele verden.

Mest berygtet blev de nok for forskellige flykapringer. Men det mest kendte internationale angreb var på israelske sportsfolk til OL i München i 1972. Her kidnappede og dræbte gruppen Sorte September 11 sportsfolk og en tysk politimand (de krævede løsladelse af en mængde palæstinensiske fanger, samt de to vesttyske topterrorister Ulrike Meinhof og Andreas Baader). Der er dog en vis uenighed om hvordan Sorte September var en del af PLO og på hvis initiativ de handlede.

Ganske vist var disse terrorangreb med til at bringe den palæstinensiske sag i medierne, men de var en PR-mæssig katastrofe. I 1974 forbød Arafat nogle former for voldelige aktioner uden for Gaza, Vestbredden og Israel. Ikke at det kom til at holde helt, men det var ihvertfald ikke længere officiel politik.

I det hele taget ønsker Arafat i stigende grad at gå diplomatiets vej, hvilket giver indre splittelse i PLO - og Israel bliver også nærmest fornærmede over tanken.

I 1975 begynder en blodig borgerkrig i Libanon - i første omgang mellem kristne grupper og millitante palæstinensere. Og her forlader vi dem lidt for at kigge på hvad der skete i de besatte områder, Gaza og Vestbredden.

Besættelse og bosættelse

Kort efter Seksdageskrigen, hvor Vestbredden, Østjerusalem, Gaza, Golanhøjderne og Sinai-halvøen blev besat, begyndte Israel at flytte ind, i form af udposter og bosættelser (settlements). De lavede ligefrem en plan for hvordan det skulle foregå, Allon planen.

Det lille problem ved dette - udover det noget uhøflige i at flytte ind uden at spørge beboerne om lov - er at det er helt igennem ulovligt efter international ret. Udover at være imod diverse resolutioner FN er kommet med, er det en flytning af civilbefolkning ind i besat område, hvilket er et brud på den 4. Genevekonvention - og dermed en krigsforbrydelse.

Israels svar på dette er, at der slet ikke er tale om besat område - for et område kan ikke være besat, hvis det ikke før tilhørte en suveræn stat. (Et argument der iøvrigt ikke holder i forhold til Golanhøjderne og Sinai.)

Argumentet holder imidlertid ingen vegne, har det internationale samfund fastslået: et område er besat uanset hvilken status det havde før, og konventioner og ret for besatte områder tæller derfor. Det har Den Internationale Domstol, FNs Generalforsamling og FNs Sikkerhedsråd alle fastslået.

Alligevel fortsætter Israel med ikke at ville kalde dem occupied territories, men disputed territories. (Israel kalder iøvrigt heller ikke Vestbredden for Vestbredden, men Judæa-Samaria.) Og, med enkelte pauser, har de fortsat med at oprette og udvide bosættelser i snart 50 år.

Og de som opretter og flytter ind i - kaldet bosættere, settlers - er for en stor dels vedkommende ikke bare tilfældige israelere; de er zionistiske fanatikere, der flytter ind, fordi det er Guds vilje at hele The Promised Land skal være jødisk, hvilket vil bane vejen for Messias.

Bevægelsen kaldtes Gush Emunim, og fik for alvor vind i sejlene, da en vis Ariel Sharon kommer ind i Menachem Begins regering som landbrugsminister. Han var ganske vist ikke synderligt religiøs, men han kunne se hvordan et netværk af bosættelser kunne udrydde enhver mulighed for en palæstinensisk stat. Som han sagde, for at få ekstra gang i bosættelserne:
Everybody has to move, run and grab as many (Judean) hilltops as they can to enlarge the (Jewish) settlements because everything we take now will stay ours. ... Everything we don't grab will go to them.
Bakketoppe fordi de er gode at forsvare, og fordi de kunne tage kontrol med vandet. Og fordi de derfra rent bogstaveligt kan skide på palæstinenserne i form af urenset spildevand.

Det rigtigt fine, set med israelske øjne, er at sådan en bosættelse jo skal have sikkerhed - af en eller anden grund er de ikke særligt populære blandt palæstinenserne - derfor kan rigtigt meget land inddrages: for hvor israels højesteret ikke har givet lov til at ekspropriere palæstinensere af hensyn til at grundlægge bosættelser, må man godt når det drejer sig om sikkerhed.

(At Israels højesteret overhovedet har givet lov til at tage noget land, hænger sammen med et "finurligt" krumspring Ariel Sharon fandt på: ifølge en ottomansk lov fra 1858 kunne uopdyrket jord, som lå væk fra beboelser - såkaldt dødt land - overtages af staten. Den åd højesteret, på trods af det absurde i at Israel pludselig skulle være staten, når man bruger en lov som tilhørte et hedengangent imperium på fremmed område.)

Sammen med flygtningespørgsmålet, og spørgsmålet om Jerusalems deling, har bosættelserne været det største problem i forhold til at få en fred og palæstinensisk statsdannelse på plads. Selv i de sjældne perioder, hvor Israel har været reelt indstillet på det.

Det er lidt for tidligt kronologisk, men vi kan nu fuldende grafikken af landområdernes udvikling, for at vise hvad bosættelserne har betydet:
I de grønne områder på Vestbredden bor i dag ca 2.100.000 palæstinensere. I de hvide - ikke-anerkendt annekterede, sikkerhedszoner og bosættelser - bor 300.000 bosættere. Bemærk iøvrigt hvordan det nu ikke giver meget mening at tale om Vestbredden - for Israel har taget kontrol med alt jord langs Jordanfloden.

Det skal siges, at Israel efter fredsaftalen med Egypten gradvis trak sig ud af Sinai-halvøen; Men Golan-højderne og selvfølgeligt Vestbredden og Gaza er stadig besat.

Libanon - Sabra og Shatila

Da vi forlod PLO i Libanon, var der netop udbredt borgerkrig - spændingerne mellem i første omgang de kristne grupper og palæstinenserne var blevet for store.

Libanon havde ellers hidindtil været set som noget af et ferieparadis, og Beirut kaldtes Mellemøstens Paris. Ikke længere - de mange etniske og religøse grupper, trykket fra palæstinensiske flygtninge & PLOs tilstedeværelse og senere Syrien og Israels direkte og indirekte indblanding gjorde dette til en langvarig og uoverskuelig borgerkrig, som blev en fast del af min opvækst. Når det var december, og gaderne genlød af kanonslag op til nytårsaften, var det Beirut jeg kom til at tænke på.

Som borgerkrige har det med at blive, var den modbydelig - og især de kristne og palæstinenserne var efter hinanden, i massakrer og gengældelser.

I 1982 var Beirut de facto blevet delt i et kristent øst og et muslimsk vest.

3. juni sker i London et attentat på Israels ambassadør (som dog overlever). Attentatet udføres af Abu Nidal, som er en "konkurrent" til PLO, og PLO fordømmer det. Alligevel mener Israel at PLO skal straffes for det, og bryder det våbenhvile der ellers var gældende på det tidspunkt - og invaderer Libanon for at kunne komme i kamp med PLO.

Det ender op i en israelsk belejring af Beirut, som står på nogle måneder, indtil USA for forhandlet en løsning, som kan skåne civilbefolkningen på plads: efter planen skal der arrangeres transport, så PLOs styrker kan sejles væk fra Beirut; til gengæld indsættes en multinational, vestlig styrke, som skal sikre den muslimske civilbefolkning og de palæstinensiske flygtninge i Vestbeirut.

Mens evakueringen står på, vælges Bachir Gemayel som præsident for Libanon af deres nationalforsamling. Det er lige efter Israels planer, da han er leder af den kristne millits, Israels allierede i Libanon.

Evakueringen af PLO forløber fint, og den 1. september er alle ude. Og efter at have ryddet lidt op - blandt andet fjernet miner der var lagt for at beskytte Vestbeirut - trækker den internationale styrke sig ud 11. september.

Altså - den internationale styrke, der var sat ind for at sikre civilbefolkningen - trækker sig ud. Efter et par uger. New York Times rapporterede:
Yasir Arafat, leader of the Palestine Liberation Organization, demanded today that the United States, France and Italy send their troops back to Beirut to protect its inhabitants against Israel...The dignity of three armies and the honor of their countries is involved, Mr. Arafat said at his news conference. I ask Italy, France and the United States: What of your promise to protect the inhabitants of Beirut?
Men Israel havde lovet, at de ikke ville gøre noget ved Vestbeirut. Så der var jo nok ikke noget at bekymre sig om ...?

Den 14. september myrdes den nyvalgte libanesiske præsident i et bombeattentat sammen med 26 kristne falangister - som Israel og falangisterne straks beskylder PLO for at stå bag.

(Falangisterne var den førende gren hos de kristne. Hvis du tænker at det lyder sådan hen af noget fascistisk, har du helt ret: ordet kommer af phalanx, og er det samme Spaniens fascister brugte. Du kan sagtens oversætte falangister med fascister når du læser dette.)

Efter dette attentat beslutter Israel, imod deres løfte til amerikanerne, at invadere Vestbeirut - officielt for at forhindre kaos.

Og da IDF var blevet pålagt af den israelske regering, så vidt muligt at bruge deres lokale allierede - efter israelske tab i invasionens indledende fase - har de de kristne falangister med. Faktisk har Israels forsvarsminister mødtes med falangistiske enheder, fortalt dem at palæstinenserne stod bag bombeattentatet, og inviteret dem til at deltage i en operation mod to flygtningelejre, Sabra og Shatila.

Ved lejrene sender IDF falangisterne ind kl 18 for at rydde op. Med instrukser om ikke at gøre noget ved civilbefolkningen. For det kunne man jo regne med de ville lade være med - som en falangist to uger før var citeret for om palæstinensere i IDFs avis: "Spørgsmålet vi stiller os selv er, hvad skal vi starte med: voldtage dem eller slå dem ihjel?"

Så IDF stillede sig op udenfor, og sørgede for at ingen kom ud, mens cirka 300 falangister blev sendt ind i lejrene.

Her voldtog, mishandlede, skamferede, likviderede og dræbte de indbyggerne - palæstinensiske flygtninge: mænd, kvinder & børn - over de næste 38 timer.

IDF fik allerede efter et par timer klare indikationer på hvad der foregik, men greb ikke ind - i stedet sendte de gennem natten flares ind over områderne, så de der inde kunne se hvad de lavede. Heller ikke rapporter til IDFs hovedkvarter i Tel Aviv gjorde at nogen så nogen grund til at gøre noget. Ikke før om morgenen den 18. september, ihvertfald, da slagteriet havde stået på halvandet døgn.

Tabstallene har været svære at gøre op. BBC kom med et meget konservativt estimat på 800, andre journalister kommer frem til ca 1.500. Røde halvmåne siger 3.000 dræbte, mens en gennemgang af røde halvmånes tal over lig, samt andre estimater når frem til 3.500.

En beskrivelse fra den amerikanske journalist Janet Lee Stevens til hendes mand af hvad der mødte hende:
I saw dead women in their houses with their skirts up to their waists and their legs spread apart; dozens of young men shot after being lined up against an alley wall; children with their throats slit, a pregnant woman with her stomach chopped open, her eyes still wide open, her blackened face silently screaming in horror; countless babies and toddlers who had been stabbed or ripped apart and who had been thrown into garbage piles.
Det viste sig i øvrigt efterfølgende, at det slet ikke var PLO, som stod bag bombeattentatet på Bachir Gemayel - det var en kristen libaneser, som desuden var medlem af det Syrisk National Socialistiske Parti, som mente Gemayel havde solgt Libanon til Israel.

Massakrerne, og Israels rolle, blev stærkt fordømt i FN. Selv af USA, som dog ikke ville gå med til den ellers udbredte formulering, at der var tale om folkemord.

I modstrid med en international, uafhængig kommision, nåede en israelsk rapport frem til at hverken Israel eller nogen israelere vare direkte ansvarlige for hvad der var sket; men at de dog var indirekte ansvarlige. Og at forsvarsministeren var personligt ansvarlig.

Forsvarsministeren nægtede dog at gå af, ligesom premierminister Menachem Begin holdt hånden over ham; men efter en protestmarch i Israel, hvor en mand blev dræbt og 10 såret, da en højrefløjspolitiker smed en granat ind i menneskemængden, endte det med at forsvarsministeren måtte gå af.

Han var dog stadig med i regeringen - han blev gjort til Minister uden portefølje (altså uden ansvarsområde). Det kan jeg huske jeg var meget fascineret af dengang - den titel. Jeg har været på din alder på det tidspunkt.

Og ministeren uden portefølje, den tidligere forsvarsminister? Ja, du har sikkert gættet det. Han hed såmænd Ariel Sharon.

Efter at have forladt Libanon slog PLO sig ned i Tunis i Tunesien. Her levede de i en årrække en noget hensygnende tilværelse - uden en grænse til Israel kunne de ikke lave nogle direkte aktioner. USA og Israel kunne også godt lide at undergrave Arafats autoritet, ved at fremstille det som om han & PLO var stukket af fra Libanon med halen mellem benene (lidt af en frækhed, når man tænker på hvad der siden skete, og hvem der havde ansvaret for det.) Ikke desto mindre vedblev han med at have en høj stjerne hos befolkningerne i Gaza og på Vestbredden.

Og borgerkrigen i Libanon - den varede til 1990. Efter PLO trak sig ud ændrede den dog karakter, og blev mere en alle mod alle kamp, blandt alle de religiøse og etniske grupper, som skiftede alliancer på kryds og tværs undervejs.

Israel trak sig efter en aftale året efter med Libanons nye præsident, broren til den myrdede Bachal Gemayel, Amine Gemayel, tilbage til Sydlibanon, hvor de opretholdt en sikkerhedszone indtil år 2000. Aftalen var reelt en fredsaftale med Israel.

Yitshak Shamir

Efter Menachem Begin overtager Yitzhak Shamir premierministerposten i Israel. Jeg synes hans historie bør nævnes - han har nemlig en fascinerende baggrund for at blive premierminister.

Shamir startede sin løbebane som zionist i Palæstina med medlemsskab af Irgun. Men da han ikke syntes Irguns angreb og terror på britiske styrker var nok, gik han med i Lehi, da denne splittede sig ud af Irgun, og blev en af lederne.

Det var således ham der planlagde mordet på den britiske minister for Mellemøsten, Lord Moyne i 1944.

I '46 arresterer briterne ham, på trods af en forklædning genkendes han af en britisk politiofficer, og bliver interneret i Eritrea. (Politiofficeren bliver efterfølgende dræbt af andre Lehi-medlemmer, som hævn ...!)

Fra lejren i Eritrea stikker Shamir sammen med 4 Irgun-medlemmer af gennem en tunnel. Han bliver efterfølgende opsnappet af franskmændene i Somaliland - som giver ham asyl i Frankrig.

I 1948 skaffer Lehi ham et falsk pas, som han rejser til Israel på - lige tidsnok til at planlægge og stå bag mordet på Folke Bernadotte.

Shamir gik siden ind i Israels nye efterretningstjeneste Mossad, hvor han blandt andet via sin deltagelse i Operation Damocles kunne bruge sine evner inden for terror og snigmord, ved brevbomber til og bortførelser af tyske videnskabsfolk som arbejdede for Egypten på et missilprojekt.

Han var iøvrigt Udenrigsminister under Sabra & Shatila, og det eneste andet medlem af regeringen Sharon drøftede situationen med inden massakrerne.

Det var et sidespring - men et spændende CV.

Atomvåben

Som sådan kan det næppe overraske at Israel fra starten havde et stærkt ønske om at anskaffe sig atomvåben. Når alle ens nabolande ønsker ens udslettelse, må det være rart med noget som kan afskrække.

Det var da også længe en offentlig hemmelighed, at de havde udviklet det - Israel bruger ikke atomkraft, men har "forsknings"-centret Dimona i Negev-ørkenen - og i 1986 stod teknikeren Mordechai Vanunu frem i britisk presse og fortalte i detaljer om våbenprogrammet. Han blev kort efter lokket til Italien, hvor Mossad bedøvede ham og bortførte ham til Israel. Her blev han bag lukkede døre dømt til 18 års fængsel. Israel har aldrig officielt indrømmet at have atomvåben, men det anslås at de har 150-200 sprænghoveder, som kan fordeles på interkontinentale- & mellemdistanceraketter, fly og ubåde.

Reaktionen fra omverdenen har stort set været et skuldertræk. Dette kan måske undre, når man ser på sanktionerne i forhold til andre lande, som man mener prøver at få atomvåben.

Men en af forklaringerne er sådan set logisk nok: ligesom Pakistan og Indien har Israel aldrig underskrevet ikke-spredningsaftalen for atomvåben; de har således ikke overtrådt nogen regler i denne henseende. (Sydsudan er eneste andet FN-land som aldrig har underskrevet traktaten; det skyldes nu nok mest at Sydsudan er et ganske nyt land, næppe at de pønser på at blive en atommagt. Nordkorea har underskrevet den engang, men siden trukket sig ud.)

Frankrig og især Storbritannien har imidlertid overtrådt regler, da de gennem 50'erne og 60'erne leverede ulovlige stoffer ad omveje til Israel. Frankrig fik ganske vist et løfte om at deres uran kun ville blive brugt til fredelige formål. Og israelske løfter kan man jo som bekendt regne med.

Intifada

Det er under Yitshak Shamir at Initifadaen bryder ud - idag omtales den som Den Første Intifada, men det gjorde den af gode grunde ikke dengang.

Intifada betyder opstand, og det var en nærmest spontan bevægelse i de besatte palæstinensiske områder: på Vestbredden, i Gaza og Østjerusalem i frustration over de mange års undertrykkelse.

Intifadaen bestod af en blanding af civil ulydighed, strejker, boykot, graffiti & barrikader, nægtelse af skatter. Samt for især de unges vedkommende (og størstedelen er unge i de besatte områder) stenkast og til en vis grad molotov cocktails.

Opstanden stod på i årevis - og Israel havde ikke noget svar, andet end rå, fysisk, brutal vold.

Det fik en enorm betydning: for første gang kom palæstinensernes sag i TV i Vesten, uden at det var forbundet med PLO, og dermed lynhurtigt blev stemplet som terror. Her kunne alle se Israels brutalitet - og uretfærdigheden var indlysende.

De stenkastende unge mod IDF stjal det billede, som Israel ellers elsker, vendte det om og smed det tilbage i synet på dem: David mod Goliath. Og nu var det palæstinenserne, filistrene, som var David. Og jøderne som var Goliath.

Det førte til international forbrugerboykot af Israel og en stemning blandt verdens ledere om, at nu måtte der altså også findes en løsning på det der.

Initifadaen var ikke ren Gandhi - der var vold involveret, men på et meget lavt, nærmest symbolsk plan. Men selvom det ikke var helt fredeligt, er det det tætteste den konflikt har været på Gandhi - og det virkede.

Fred?

Madrid
Intifadaen og internationalt pres fører i 1991 til en international konference i Madrid om spørgsmål for hele området. PLO deltager ikke officielt (så ville Israel ikke være med), men har repræsentanter med i den jordanske delegation.

Man må se det at konferencen kom i stand i et historisk lys: jerntæppet i Europa er brudt ned i årene før, Sovjet står umiddelbart overfor sin opløsning. Og USA har uhørt gode relationer med de fleste arabiske lande (ihvertfald deres ledere), efter kort forinden at have ledet koalitionen mod Iraks invasion af Kuwait. (Det er en anden interessant historie, men fører for vidt at komme ind på her ...)

Der kommer ikke meget konkret ud af mødet, men der bliver talt på kryds og tværs, hvilket i sig selv er noget ganske nyt.

Israel fik dog en helt konkret ting ud af at deltage i mødet: som betingelse for at stille op, havde de krævet, at FN droppede en resolution vedtaget af FNs Generalforsamling i 1975, som erklærede zionisme for en form for racisme og racediskrimination.

Oslo
I 1993 breaker en nyhed, som kommer bag på alle: repræsentanter for Israel og PLO har i al hemmelighed i Oslo forhandlet sig frem til en aftale, som vil indebære et midlertidigt (5 årigt er der lagt op til) selvstyre for palæstinenserne i dele af de besatte områder, mens en faktisk fred forhandles på plads.

PLO vil få lov at komme til de besatte områder - til gengæld vil de anerkende staten Israel og afskrive sig vold som middel fremover.

Aftalen indgås formelt under ledelse af Clinton i Washington mellem Arafat og Israels premierminister fra Arbejderpartiet, Yitshak Rabin. Den underskrives af forhandlingslederne, Arbejderpartiets Shimon Peres, og Arafats nr 2, Mahmoud Abbas.

Der er virkeligt mange ting der skal på plads, inden en egentlig fred kan komme på tale - men dette var et gigantisk skridt på vejen.

Igen må begivenhederne ses i historisk perspektiv: Jerntæppet er brudt ned efter Gorbachov indførte åbenhed i Sovjet, Sovjet findes ikke mere. Og i årene inden har Frederik de Klerk og Nelson Mandela arbejdet for afskaffelsen af apartheid i Sydafrika, hvilket de i 1993 for Nobelprisen for i fællesskab.

Så aftalen gav en enorm følelse af optimisme - en følelse af at det nok skulle gå alt sammen, på trods af de enorme forhindringer der lå forude, og på trods af dens mange begrænsninger. Det er for eksempel vigtigt at være klar over, at "selvstyret" kun dækker cirka 40% af Vestbredden - resten er enten Israelsk kontrolleret, eller med formelt delt ansvar.

Jeg husker at jeg i denne periode tænkte, at hvis det fortsatte sådan, kunne det være jeg engang ville besøge Israel. Det er ikke blevet til noget ... Jeg kunne stadig godt tænke mig det engang; men meget skal ændres for at det kan komme på tale for alvor.

I 1994 er det Shimon Peres, Yitzhak Rabin og Yasser Arafats tur til i fællesskab at få Nobels Fredspris. Samme år indgår Jordan en fredsaftale med Israel - af Israels naboer er det herefter kun Syrien der ikke er en fredsaftale med.

Mordet på Rabin

Den 4. november 1995 holdt Yitshak Rabin tale ved en stor demonstration for fred i Tel Aviv. Da han efterfølgende gik til sin bil blev han skudt 2 gange - og blev 40 minutter senere erklæret død på hospitalet.

Gerningsmanden, Yigal Amir, blev med det samme pågrebet. Han var en ortodoks jøde fra højrefløjen, som var rasende over at Rabin havde indgået Oslo-aftalen.

Shimon Peres trådte til i stedet for Rabin. Desværre blev han af højrefløjen i Israel set for meget som en slapper i forhold til palæstinenserne, hvorfor han ikke på samme måde kunne samle (det meste) af landet i vejen til fred.

Peres udskriver valg, for at få et mandat til fredsprocessen - men efter en kort periode med sorg og vrede over Rabins død, skifter stemningen i Israel. Mange vender sig mod fredsprocessen - især efter en stribe selvmordsbomber fra Hamas.

Den 26. maj 1996 vælges Benyamin Netanyahu for første gang som premierminister i Israel. Det var i sandhed et vellykket politisk attentat.

Hamas

I 70'erne og 80'erne opstod forskellige grupper med et fundamentalistisk syn på Islam. Det gjaldt mange steder i Mellemøsten, nogle inspireret af den islamiske revolution i Iran, andre med støtte fra Saudi-Arabien.

Også i de besatte områder dukkede denne typer grupper op. Samtidigt havde Israel prøvet at fremme politiske initiativer i de palæstinensiske områder, blandt grupper de tænkte ville være Israel venligt stemt; men uden held: folk så PLO og Arafat som de naturlige ledere, og ville ikke røre israelske marionetter med en ildtang.

Frusteret over denne støtte til PLO, hilste Israel de fundamentalistiske grupper velkommen - hvis de kunne blive stærkere, ville de kunne udgøre en trussel for opbakningen til PLO. Meget på samme måde som USA omkring denne tid støtter mujahedinerne, med Osama bin Laden i spidsen, i Afghanistan i kampen mod Sovjet, hvilket siden fører til al-Qaeda. Min fjendes fjende er min ven, som man siger ...

En af disse fundamentalister var den lamme og næsten blinde sheik, Ahmed Yassin, fra 1979 leder af Det Muslimske Broderskab i Gaza. Han kører samtidigt en velgørenhedsorganisation anerkendt og støttet af Israel.

I 1984 arresteres han, da han sættes i forbindelse med et våbenlager, men han fortæller at våbnene ikke skulle bruges mod Israel, men mod sekulære palæstinensere. I 1985 løslades han, som del af en fangeudvekslingsaftale med PFLP.

I 1987 stifter Yassin - inspireret af Intifadaen, Hamas. Hamas er et akronym af (på arabisk) Islamisk Oprørsbevægelse, og lagde ud med at anklage Israel for at prøve at undergrave den palæstinensiske ungdom.

Først i 1989, da Hamas gennemfører sit første angreb på Israel, ved at bortføre og dræbe 2 IDF-soldater, ser Israel dem for alvor som en trussel, istedet for et instrument. Yassin arresteres straks og idømmes livstid; andre 400 Hamas medlemmer udvises til Libanon.

Hamas har 3 hovedgrene: en politisk (der prøver at få Hamas' mål gennemført), en humanitær (som sikrer støtte i befolkningen) samt en millitant (al-Qassam Brigaderne, opkaldt efter arabisk prædikant, som kæmpede mod kolonimagterne og zionisterne i 1920'erne og 30'erne).

Det er især den militante gren, vi herhjemme forbinder med Hamas, men det er et forsimplet syn, som gør det svært at forstå (den senere) støtte i befolkningen.

Hamas går i følge sit charter ind for udryddelsen af Israel og var, naturligvis, stærk modstander af Oslo-aftalen, som de gør alt for at forhindre. Til dette formål "opfinder" de selvmordsbomberen, som det mest effektive middel til at sprede skræk, rædsel og had - det kan for eksempel være en ung araber, som med sprængstof under tøjet går ind i en bus i Israel, og sprænger sig selv og så mange som muligt i bussen i luften.

Efter en fanatisk jøde & araber-hader, en amerikansk israeler, i 1994 gennemfører en massakre med automatvåben i en moské i Hebron - hvor 29 dræbes og 125 såres - får Hamas desværre vind i sejlene til sine selvmordsbomber.

Det Palæstinensiske Selvstyre og Arafat kritiseres for ikke at gøre nok for at stoppe selvmordsbomberne; men hvor meget de reelt kunne gøre er tvivlsomt, med stærkt begrænsede ressourcer, organisation og jurisdiktion.

Som tidligere nævnt får Hamas afgørende indflydelse på det israelske valg i 1996.

I 1997 frigives Yassin til Jordan i en udveksling for to Mossad-agenter; med et skrantende helbred tænker Israel nok at de kan få mere ud af den goodwill der ligger i at sætte ham fri end i at holde ham indespærret. En betingelse for hans løsladelse er, at han ikke må opfordre til flere selvmordsbombninger. En betingelse han prompte overtræder.

From Russia without love

En anden begivenhed får - er min påstand, ihvertfald - stor indflydelse på Israels senere udvikling: at Sovjet først åbner sig, og siden falder fra hinanden.

Indtil da har Vesten skældt & smældt over Warszavapagten, med Sovjet i spidsen, som hindrede sine indbyggere at rejse frit ud af landet.

Men da der åbnes for udrejse, smækkes grænserne lynhurtigt i i Vesten - sådan var det jo heller ikke ment.

Ét land kan imidlertid prale af vestlig luksus - og giver samtidigt mulighed for indrejse. Hvis man altså er jøde: nemlig Israel.

Og Israel så gerne en større tilkomst af jøder - da landet ser sig i en evig kamp med sin egen demografi: i dag udgør 20% af befolkningen (som Israel selv opgør den) af arabere; uden den cirka 1 million jøder der kom til gennem 90'erne ville det tal være 24% - og stigende. På trods af at de ortodokse jøder gør en stor indsats, vokser den arabiske del af befolkningen mere end den israelske. Og lige på den anden side af den grønne linie befinder yderligere 4 millioner palæstinensere sig ...

Ihvertfald: der kom gennem halvfemserne næsten en million jøder fra det hedengangne sovjet. De fleste af dem uden på noget tidspunkt at have været synderligt religiøse, men med en følelse af hele deres liv at have været forfulgte for at være jøder. Og i modsætning til tidligere indvandrende jøder fra Europa og USA kom de stort set fuldstændigt blottet for demokratisk kultur.

De kom og fik at vide at landet var deres - for det står i biblen. Inklusive de besatte områder. Kun én ting stod i vejen for dem: palæstinenserne.

Læg hertil, at mange israelere har en nærmest kasteagtig inddeling af hvordan de ser på andre israelere, og sovjetjøderne, der blev set som mildest talt kommende ind med 4-toget, fik den laveste plads - naturligvis undtaget araberne.

Så har man grobunden for en ret interessant politisk/demografisk udvikling. Noget jeg er sikker på nogen ret tidligt så potentialet for at udnytte.

Formanden for komitéen for immigrationen af jøder fra Sovjet var iøvrigt Ariel Sharon. Ihvertfald de første år. Samtidig var han også minister for Housing & Construction. Så det var også ham der skulle skaffe boliger til dem. Nævner det bare.

Sammenbrud

Under Netanyahu sker der ikke meget godt for forhandlingerne om fred. Tværtimod genoptages bosættelserne, mens de under Peres var blevet sat i bero. Men i 1999 bliver Ehud Barak premierminister, og det sætter igen gang i forhandlingerne.

Men optimismen og momentum synes væk, og selvom Barak på mange måder er en hardliner, får han ikke samme opbakning i befolkningen som Rabin, og for den sags skyld Peres, nød godt af.

Men i år 2000 skal det være: her mødes Barak og Arafat til topmøde i Camp David, under ledelse af Bill Clinton; Clinton kan således næsten se sin embedsperiode indrammet af to vigtige topmøder om Israel/Palæstina.

Da forhandlingerne og detaljerne var hemmelige, er det begrænset hvad man kan sige med sikkerhed om dem - andet end at de gik galt. Hele topmødet var lagt op efter en alt-eller-intet strategi, så man kunne ikke udnytte små fremskridt til delløsninger.

Men efter sigende var parterne på en række punkter tæt på hinanden. Det der skilte dem var de 3 evige kæmpeknaster:

  • Hvad der skulle ske med bosættelser
  • Flygtninges tilbagevenden til Israel / erstatning
  • Østjerusalem
Vestlige ledere - inklusive Clinton - var hurtige til at lægge skylden for sammenbruddet hos Arafat. Andre analytikere lægger skylden hos Israel og Clinton. Det er ikke rigtigt til at sige udefra - alle har en fordel i at få modparten til at se ud som den der forhindrede fred. Og egentligt er det lidt ligegyldigt.

Det der tæller er at de ikke kom nogen vegne; optmismen var efterfølgende helt væk - det eneste positive var at de trods alt stadig talte sammen.

Selv fik jeg det hele lidt tæt på: din mor havde inviteret en jødisk ven og hans familie; han var en af de mange emigranter til Israel fra ex-Sovjet, og hun havde boet hos dem da hun noget tid før besøgte Israel. Deres besøg faldt sammen med de sidste dage af forhandlingerne.

Da de ankom, prøvede jeg at lave small talk (det har været gennem din mor, for de talte udelukkende russisk). Jeg sagde at det så svært ud med forhandlingerne.

"Well, forhåbentlig bliver det ikke til noget," sagde han.

"Hvorfor, vil I da ikke have fred?!" spurgte jeg.

"Nej, de skal ikke give vores land væk!!" var hans svar.

Jeg husker ikke hvad jeg sagde til det, præcis - men det har nok været noget med, at jeg, for alles skyld, ihvertfald håbede de nåede en aftale. Men det blev ikke til mere small talk derefter.

Da jeg nogle dage efter så i TV Avisen, at forhandlingerne var brudt endeligt sammen, syntes jeg dog at jeg måtte fortælle dem det - så jeg gik ind til dem med hængende hoved, dybt ulykkelig over hvordan fremtiden så ud.

Da din mor havde oversat, sprang han op, og begyndte at danse, med armene i vejret, knipsende med fingrene, mens han højlydt jublede.

Jeg var chokeret - og jeg husker hans kones udtryk i ansigtet, hun kunne trods alt godt se at den var helt gal. Jeg tror aldrig jeg før eller siden har været så tæt på korporligt at smide en gæst ud af mit hjem som den dag. Og muligvis er jeg farvet i mit syn på jøderne fra Sovjets betydning efter det, for det chokerede mig virkeligt.

Egentligt ikke så meget det at han tænkte sådan; men mere det at han var så ensporet i sin tankegang, at han ikke kunne se at det var total uhørt opførsel.

Du har været ca ½ år på det tidspunkt. Det er blevet til mange ture i barnevognen dér, for jeg ville ihvertfald ikke mere være hjemme når de var der ...

Den Anden Intifada

Den 28. september 2000, et par måneder efter de sammenbrudte forhandlinger, går Ariel Sharon, som nu er leder af Likud, sammen med resten af Likud-toppen, under politibeskyttelse ind på området for al Aqsa-moskéen, for symbolsk at hævde jødernes ret til at komme der (som jo også er området hvor Det Andet Tempel i sin tid lå).

Det vækker vrede hos palæstinenserne, Ariel Sharon var sært nok ikke populær hos dem, og der udbryder uroligheder; som over kort tid udvikler sig til at være ganske omfattende, og ender med at blive kaldt Den Anden Intifada.

Denne fungerer desværre ikke som den første; Hamas er i fuldt flor, og Yassin opfordrer på livet løs til selvmordsbomber.

Ehud Baraks regering falder fra hinanden - og ingen anden end Ariel Sharon vælges som ny premierminister.

Og 11. september 2001 bliver verden sindssyg. Skulle palæstinenserne have noget håb om at få verdensopinionen på deres side, ryger det, da international presse viser billeder af palæstinensere som angiveligt jubler over angrebet på USA. En del kunne dog tyde på at billederne er opstyltede - fabrikeret af en fotograf, og de på billedet jubler for at få kage - men skaden er sket, ihvertfald i USA.

I årene 2001-2004 sprænges 127 selvmordsbomber, flest de første år. Yassin dræbes med bodyguards og 9 omkringstående af et hellfire missil i 2004.

Det er også i 2001 Hamas introducerer Qassam-raketten: en lille, simpel raket, stort set uden nøjagtighed og - ihvertfald i de tidligste versioner - meget begrænset rækkevidde. De får ikke den store betydning under intifadaen, men det skal de få senere - sammen med andre rakettyper, fra andre grupper.

Så fredsprocessen er en død sild. Istedet begynder Israel opførelsen af en mur - Israel insisterer på at det kaldes et sikkerhedshegn, eller et antiterror hegn - rundt om hele Vestbredden.

Men muren/hegnet følger ikke Den Grønne Linie, den bugter sig rundt på palæstinensisk område for også at tage bosættelser med - og linieføringen gør det visse steder utroligt svært at komme rundt i de palæstinensiske områder, afstande der i fugleflugt er på få hundrede meter kan blive til flere kilometer med passeringer af checkpoints undervejs.

Det er muligt muren/hegnet har haft en effekt - antallet af selvmordsbomber er ihvertfald faldet (og helt ophørt de senere år). Men det har - sammen med det faktum at palæstinensere ikke længere må komme ind i Israel, og dermed heller ikke kan arbejde der - ihvertfald betydet, at der ikke længere er nogen personlig kontakt mellem almindelige israelere og almindelige palæstinensere (bortset fra i nogle blandede områder i Østjerusalem).

Det har en enorm betydning for muligheden for empati for modparten, på begge sider. Israelerne ser kun palæstinenserne på TV; palæstinenserne ser kun israelerne i form af IDF - verden mest moralske hær, som de selv kalder sig ...

Her er en sang om en mur et andet sted i verden. Sangen er Bowies, men det er Brian Eno, synthesizer-troldmanden, som står for musikken. Brian Eno skrev iøvrigt for nyligt dette åbne brev om Israel og de besatte områder, stilet til USA.

Arafats død

Under Sharon og 2. Intifada er Arafat i perioder helt isoleret - helt bogstaveligt, da IDF belejrer hans hovedkvarter i Ramallah og cutter strømmen.

I 2003 presses han af USA til at træde tilbage som premierminister for Selvstyret, til fordel for Mahmoud Abbas; der dog selv hurtigt træder af. I 2004 erklærer Bush at han ikke vil forhandle med Arafat og Sharon begynder at tale om at udvise Arafat.

Men det bliver ikke aktuelt. 25 oktober 2004 kaster Arafat op under et møde, han har feber; hans tilstand forværres over de følgende dage og han bliver (med Israels tilladelse) fløjet til behandling i på et millitærhospital i Frankrig.

Den 3. november går han i koma - og 11. november dør han. Dødsårsagen angives som en massiv hjerneblødning, men med i sygdomsbilledet er dissemineret intravaskulær koagulation - hans blod var begyndt at koagulere (klumpe) i årerne.

Efter Arafat overtager Mahmoud Abbas - det er flere vestlige ledere glade for, især Bush og Sharon, da han er væsentligt mere pragmatisk (læs: medgørlig) end Arafat. Til gengæld er han også uden meget folkelig opbakning.

Små otte år senere, i sommeren 2012, kommer det frem, at schweiziske forskere har opdaget polonium-210 på Arafats personlige ejendele, blandt andet hans tandbørste.

Polonium-210 er en ekstrem giftig isotop af et radioaktivt grundstof som Marie Curie opdagede; hun opkaldte det efter sit hjemland, Polen. Og det menes at være det som førte til hendes død af leukæmi (omend jeg forestiller mig det kan have været mange ting ...)

Det er giftigt, fordi det udsender kraftig alfastråling. Det er således ikke farligt uden for kroppen (da alfastråling ikke kan trænge gennem huden), men hvis det indtages eller indåndes vil det i store nok doser ødelægge kroppens organer indefra. Store nok doser til at slå et menneske ihjel er i størrelsesordenen 0,1 mikrogram, ihvertfald i teorien ...

At strålingen fra polonium-210 er ufarlig uden for kroppen, betyder dog ikke at det er ufarligt at håndtere - det er farligt i så små mængder, at man let kan komme til at indånde det, eller noget af stoffet kan optages gennem huden, hvis man ikke ved hvordan man skal behandle det.

Polonium-210 findes ikke rigtigt i naturen udover i meget små mængder i uran-malm. Der produceres omkring 100 g om året i russiske reaktorer, det er stort set det hele - ihvertfald af hvad man kender til.

Giften blev først for alvor offentligt kendt, da Putin-kritikeren Litvinenko i 2006 blev forgiftet med det - formodentligt af FSB (=KGB) agenter.

På basis af opdagelsen, at der var polonium-210 på Arafats ejendele, blev der senere på året taget prøver fra Arafats jordiske rester, samt det mausolæum han ligger begravet i i Ramallah - prøver som blev undersøgt uafhængigt af et fransk, et schweizisk og et russisk team.

Schweizerne mente at kunne påvise polonium-210 i hans krop i forhøjede mængder, og at det, samt sygdomsbilledet, var konsistent med polonium-forgiftning. På en skala fra 1-6, sagde de, var sandsynligheden for at det var forgiftning omkring en 5'er.

Blev Arafat dræbt? I så fald ville det kræve nogen - en organisation måske? - som havde motiv (eller fik opgave af nogen med et motiv), ikke har problemer med at snigmyrde folk, kunne anskaffe det radioaktive materiale - og ikke mindst finde ud af at håndtere det.

Dit gæt er lige så godt som mit.

Det forkerte valg

Men, forbløffende nok var Ariel Sharon begyndt at tale varmt for en to-statsløsning. Hvilket gav anledning til en del naturlig skepsis, men han annoncerede at Israel ville trække sig helt ud af Gaza - og man havde en forventning om at der efterfølgende ville ske lignende tilbagetrækning fra Vestbredden, med undtagelse af de store bosættelser, som Israel også havde villet beholde i deres oplæg til fredsplan.

Ihvertfald blev bosættelserne i Gaza rømmet - et stort skridt, der gav megen uro i Israel, og ikke mindst i hans eget Likud-parti - og det ender med at han træder ud af Likud, og stifter et nyt parti, Kadima.

Men om Sharon rent faktisk var blevet en fredens mand på sine gamle dage, eller om hans plan var mere skummel, må stå lidt hen i det uvisse. Jeg hælder dog mest til at give ham benefit of the doubt, og forestiller mig at han - med det angeliske navn - havde fået en åbenbaring og var begyndt at sone. Rabiate rabbinere havde derimod nedkastet en forbandelse over ham på grund af rømningen af bosættelserne, og vil sikkert tage æren for udviklingen:

Den 4. januar 2006, dagen før han skulle have gennemgået en hjerteoperation, rammes Sharon af en hjerneblødning. Lægerne får holdt ham i live, men han ligger i koma de næste 8 år, formodentlig som grøntsag. Han døde 11. januar i år.

I hans sted overtager Kadimas nr 2 Ehud Olmert (hvis tid som premirminister bliver præget af korruptionsanklager).

Men senere i januar 2006 skete en anden ting, der skulle få stor betydning: der blev holdt valgt til Selvstyrets lovgivende forsamling. Egentligt havde Israel og palæstinensiske embedsmænd i en underhåndsaftale aftalt at få valget udsat, da der mod slutningen var en fare for at Ændring & Reform-partiet (som var knyttet til Hamas) ville vinde. Men det ville Bush ikke høre tale om, og valget blev afholdt.

Og Ændring & Reform (Hamas) vandt overbevisende, fik 74 pladser ud af 132 i den lovgivende forsamling, mod Fatahs (Mahmoud Abbas' parti) 45 pladser. Procentuelt var forskellen ganske vist kun et par procentpoint, men fordi der bruges en blanding af et stemmeantal og et valgmandssystem blev forskellen så stor.

Tilslutningen til dette Hamas-orienterede parti, skal nok mindst ligeså meget ses som utilfredshed med Fatah; der var meget korruption i Selvstyret, og de fremstod samtidigt som vatpikke i forhold til Israel. Hamas, derimod, leverede med deres Velgørenheds-gren, mens Selvstyrets penge tilsyneladende endte i politikernes egne lommer. Den 29. marts dannes en ny regering, med Ismail Haniyeh fra Ændring & Reform-partiet i spidsen.

Det var en streg i regningen for Israel og de vestlige lande! Så måtte der gives en lektion i hvad demokrati går ud på: når folket ikke kan vælge de politikere Vesten vil have, må der indføres sanktioner.

Så: der blev stoppet for økonomisk hjælp til Selvstyret, der blev lukket for transport af varer mellem områderne - og Israel tilbageholdt de skatter som de ellers opkrævede på Selvstyrets vegne.

Dette gjorde man istedet for at prøve at forhandle med Hamas, og se hvad det kunne føre til. Kravene var, at den nye regering skulle anerkende Israel og undsige sig vold.

Indtil nu

De følgende år er for Vestbredden forholdsvis fredelige; så fredelige de nu kan blive; der er ofte masseanholdelser fra Israels side, uroligheder og mindre træfninger. Men der er ingen deciderede kampe.

Der er til gengæld heller ingen udvikling i retning af fred - indimellem føres nogle forhandlinger, men de fører aldrig til noget. Og imens undergraves Mahmoud Abbas' autoritet mere og mere; han ses i stigende grad af palæstinenserne som en medløber eller quisling, som blindt følger Israels instrukser; eller måske snarere (med et i sammenhængen farligt udtryk) en kapo - de foragtede fanger i KZ-lejrene, som mod privilegier hjalp nazisterne med at holde styr på de øvrige.

Til Abbas forsvar er det svært at gøre andet - i følge Oslo-aftalen er han mere eller mindre bundet på hænder og fødder. Det er her vigtigt at tænke på, at Oslo-aftalen blev indgået som en midlertidig løsning, som skulle lede til en fremtidig egentlig fred - man forudsatte dengang at den skulle holde omkring 5 år. Der er i dag gået 21.

Samme relativt fredsommelige ikke-udvikling gør sig til gengæld ikke gældende for Gaza og Hamas.

Operation Summer Rains
Op til valget og havde Hamas en våbenhvile med Israel; den holder de efterfølgende fast i, men siger de ikke vil forhindre andre grupper i at angribe Israel. Hvilket andre grupper (og nogle gange vist Hamas selv) da også gør med intensiveret beskydning af raketter; Israel svarer igen med artilleribeskydning.

Efter en beskydning af Gaza strand 9. juni 2006, hvor Israel skød efter Qaasam affyringsramper, dræbes 8 medlemmer af en palæstinensisk familie. Dagen efter opsiger Hamas sin våbenhvile, og tager nu ansvar for angreb med Qassam-raketter. Over de næste uger dræbes omkring 20 palæstinensere i missilangreb fra Israel.

Den 24. juni går IDF (for første gang efter rømningen) ind i Gaza, og tager to teenagere til fange, og banker deres far - ifølge Israel var de medlemmer af Hamas, og havde planer om angreb på Israel.

Dagen efter, 25. juni, trænger al-Qassam folk via en tunnel ind i Israel, hvor de tager IDF-soldaten Gilad Shalit til fange, og tager ham tilbage ind i Gaza. De kræver løsladelse af alle kvindelige palæstinensiske fanger, samt alle mandlige under 18, for hans frigivelse.

Det medfører så en invasion og bombardementer af Gaza, som står på over de næste måneder - uden at man kommer nærmere en løsning på frigivelse. Til gengæld dræbes mindst 402 palæstinensere, heraf er 124 konfirmerede Hamas-krigere (Israel siger 280.) 5 israelske soldater mister livet.

Det hele ender med en våbenhvile mellem Israel og Hamas.

Slaget om Gaza
Til gengæld ender stridigheder mellem præsident for Selvstyret Mahmoud Abbas og Hamas i en form for borgerkrig, hvor Hamas smider Fatah ud af Gaza, og Abbas tilgengæld afsætter regeringen, og indsætter sin egen (en regering som aldrig er blevet godkendt af den lovgivende forsamling).

Herefter har Gaza og Vestbredden reelt været to forskellige enheder, ihvertfald indtil for nylig. Der blev internationalt åbnet op for støtte til Vestbredden igen; til gengæld har Gazastriben været under en total blokade af Israel. Gazas beboere kan ikke komme ind eller ud, og der kan ikke leveres varer eller  forsyninger andet end hvad Israel nådigst leverer, og fiskerbåde der ikke holder sig helt ved kysten bliver beskudt.

Denne blokade gør også at Gaza stadig er at regne som besat, selvom der ikke er IDF-tropper på jorden. Og er grunden til at Gaza betegnes som et friluftsfængsel; der bor 1.8 millioner mennesker i Gaza på et område på størrelse med limfjordsøen Mors; det svarer til cirka 5.000 indbyggere pr kvadratkilometer - og reelt er tætheden højere i dag, da Israel har lavet en bufferzone omkring grænserne hvor ingen må komme; befolkningstætheden er altså næsten som i Københavns Kommune (som er på 6.600 pr km²).

(Her er iøvrigt et morsomt interview i Deadline, hvor den israelske Energi- og Vandminister, Silvan Shalom, benægter at Gaza er besat.)

Operation Cast Lead
I sommeren 2008 indgås en våbenhvile mellem Hamas og Israel; efter lidt startvanskeligheder ser den faktisk ud til at fungere - antallet af voldelige episoder og træfninger falder til det laveste siden år 2000; udover nogle uforklarlige skyderier fra IDF ind i Gaza og en enkelt raket ind i Israel sker der ikke noget. Selv Condoleeza Rice (USAs udenrigsminister) anerkender sidst i oktober Hamas indsats for at bevare freden.

Men 4. november er det slut: Israel går ind i Gaza med enheder og bulldozere, for at ødelægge en tunnel siger de; men også "for st sende en besked til Hamas". Det medfører straks heftige kampe, og 35 raketter sendes ind i Israel, som svar på Israels brud på våbenhvilen.

I de følgende uger sendes stadig raketter ind i Israel; ved våbenhvileforhandlinger erklærer Hamas at de vil stoppe angreb, hvis Israel vil åbne grænsen og love at holde sig fra nye angreb; Israel på deres side siger de gerne vil forlænge våbenhvilen, men det er ikke noget man kan indgå når der "hver dag falder raktter med civile som mål".

Dette står på frem og tilbage, til Israel 27. december udfører et overraskelsesangreb med en bølge af luftangreb fra F-16'ere og Apache helikoptere. Mindst 225 palæstinensere blev dræbt det første døgn alene. Angrebene står på over de følgende uger, efter hvilke mindst 400 var dræbt.

Den 3. januar går Israel massivt ind i Gaza, hvorefter følger 14 dages krigshandlinger; blandt andet beskydes UNRWAs hovedkvarter, hvorved mad til 750.000 palæstinensiske flygtninge ødelægges; Israel påstår at der blev skudt på dem inde fra bygningen, men en senere undersøgelse viser at dette var forkert.

FN skole bombes med fosfor. Røgslør?
Der kom forlydender om at Israel brugte hvidt fosfor, hvilket de benægtede, på trods af mange fosfor-brændte ofre på hospitalerne. Indtil de ikke benægtede det mere - men nu sagde de at de brugte det til at lægge røgslør, og at den var god-fin efter krigens regler. Det er der delte meninger om ...

Man har desuden efterfølgende fundet spor af forarmet uran i Gaza (dette bruges i ammunition, fordi det er pokkers tungt). Desværre er det også giftigt og kan give kræft, og der har da også været en stigning i antallet af tilfælde af blodkræft.

På palæstinensisk side døde cirka 1.400 ifølge FN. På israelsk side døde 13 - heraf 4 fra friendly fire, og 3 civile.

Det er svært at se hvad krigen egentligt skulle gøre godt for - udover at give Gaza og Hamas en udefineret lærestreg. Men måske var det ment som en afskedssalut til George W Bush, der blev erstattet af Obama som præsident for USA få dage senere, den 20. januar.


Shalits frigivelse
Efter forhandlinger frigives Gilad Shalit 18. oktober 2011 - til gengæld for ikke færre end i alt 1.027 palæstinensiske fanger.


Operation Pillar of Defense
I forhold til de tidligere krige blev denne relativt kort.

Efter flere træfninger frem og tilbage i månederne forud, der startede med israelsk beskydning af fiskere, angreb Israel 14. november 2012 igen ind i Gaza, efter Hamas ellers havde sagt at de var klar til en våbenhvile.

På trods af at parterne nægtede at mødes med hinanden, blev der forholdsvis hurtigt forhandlet en våbenhvile på plads - allerede efter en uges angreb ind i Gaza. På dette tidspunkt var 174 palæstinensere døde, af disse var 107 civile (FN tal) - 6 af disse regnes for at være ramt af palæstinensisk raket. 6 civile israelere blev dræbt af raketnedslag.

1 shot 2 kills og des mindre, des sværere - t-shirts fra
sniper-deling; en lang tradition for soldaterne i
Verdens Mest Moralske Hær
Som del af våbenhvileaftalen skulle Israel holde sig fra at skyde på civile i grænseområderne; men det overholdt de ikke, de skyder fortsat efter folk der bevæger sig ind i israelernes buffer-zoner omkring grænsen - bønder og fiskere.

Ligeledes skulle blokaden efter våbenhvileaftalen delvis løftes - grænseovergange skulle åbnes, og import og eksport af varer skulle muliggøres. Det blev der ikke noget af - eller i hvert fald kun temporært.


Operation Protective Edge
Dette er den aktuelle krig - og den direkte årsag til jeg skriver denne histore; i skrivende stund (28. august) ser det heldigvis ud til den er overstået for denne gang. Her en opsummering:

På trods af at Israel ikke rigtigt levede op til sin side af våbenhvilen, var der faktisk ro på fra Hamas' side i forhold til Israel - fra december 2012 til juli 2014 fyrede de ingen raketter af. Hvilket Netanyahu selv - i skærende kontrast til senere udtalelser, da det blev opportunt - også fortalte, da han sagde at raket-skydningen var på sit laveste i et ti-år.

I marts blev der dog sendt en byge af raketter fra gruppen Islamisk Jihad, da IDF tog på en udflugt ind i Gaza og dræbe tre af deres medlemmer ved Khan Yunis.

I april begynder Fatah på Vestbredden og Hamas i Gaza at tale om en forsoning - og 2. juni indgår de en aftale og skaber en samlingsregering. Da denne regering har anerkendelse af Israels ret til at eksistere som regeringsgrundlag, kan det samtidigt ses som en de facto anerkendelse af Israel fra Hamas' side.

Netanyahu var dog ikke glad. Det skulle man ellers tro, da de største forhindringer for fredsforhandlinger hermed syntes ryddet af vejen, men han sagde at det ville styrke terrorismen og gøre fredsforhandlinger umulige; hvorefter et israelsk luftangreb sårede 3 i Gaza - en 50 årig mand og hans 2 døtre. 2 dage efter fremlagde den israelske Byggeriminister en plan for 1.500 nye bosætter-enheder på Vestbredden, "et passende zionistisk svar på den palæstinensiske terror-regering".

Den 14. juni kidnappes 3 teenagere, israelske bosættere, på Vestbredden. Dette beskylder Israel straks Hamas for, men Hamas siger de intet kender til nogen kidnapning - og det er da heller ikke noget Hamas plejer at gøre sig i, kidnapning af civile.

Hvad Israel ikke fortæller er, at man i bilen hvor drengene er forsvundet fra, finder blodspor; og man har et opkald til politiet fra en af drengene, hvor samtalen slutter med skud. Meget tyder altså på at de er døde - men det er ikke noget man ønsker at fortælle om, tværtimod giver man pressen mundkurv på, så de ikke fortæller dette til offentligheden - og begynder en storstilet "jagt" for at finde de "kidnappede" teenagere.

Over de næste uger arresterer man mere end 500 mænd på Vestbredden. Og her skal det siges at arrestationer er et dårligt ord, for der er ikke noget om, at man skal stilles for en dommer indenfor 24 timer som i Danmark; man havde en gang en regel om at man skulle indenfor 96 timer, men den syntes sikkerhedsstyrkerne var for besværlig, så den blev afskaffet. Istedet kan man af de israelske myndigheder fjernes uden forklaring, og være væk i måneder, år; uden begrundelse.

En del af disse der således røg i israelsk varetægt, var tidligere fanger fra Gilad Shalit-udvekslingen - hvilket var imod aftalen der dengang blev indgået. Desuden tages det meste af Hamas' lederskab på Vestbredden. 10 palæstinensere dræbes i disse "eftersøgningsoperationer".

Den 29. juni angriber Israel med et airstrike ind i Gaza, og dræber en Hamas-mand. Dagen efter begynder Hamas at skyde raketter ind i Israel.

Det er også dagen efter, den 30. juni man finder de tre døde drenge.

Den 2. juli kidnappes den 16. årige palæstinensiske dreng Mohammed Abu Khdeir på gaden i Østjerusalem af jødiske bosættere. Nogle timer senere finder man hans forkullede lig i et kvarter i Vestjerusalem - retsmedicinske undersøgelser viser han er blevet overhældt med benzin og brændt levende. (Historier i medier siger at han også var blevet tvunget til at drikke benzin, men det siger obduktionene ikke noget om.)

Mohammeds fætter, Tariq Khdeir, blev iøvrigt ved begravelsen taget, gennembanket og tilbageholdt af IDF - verdens mest moralske hær. Ganske dagligdags, men denne hændelse har vi hørt om, fordi Tariq Khdeir er amerikaner, som tilfældigvis var på besøg.

Den 6. juli dræber et israelsk luftangreb 7 og sårer 25. Hamas erklærer herefter alle israelere legitime mål, og begynder for alvor at skyde raketter ind over Israel - og så kører det ellers derudaf.

Den næste 1½ uge gik med heftige israelske luftangreb, modsvaret af morterer og raketter fra Hamas. Et forslag om våbenhvile afvises af Hamas, da de ikke var taget med på råd i formuleringen - de foreslår tilgengæld én på 10 år mod at blokaden hæves, og de fanger som var frigivet i forbindelse med Shalit, men nu igen i israelsk varetægt, atter frigives; det afviser Israel.

FN får foranstaltet en humanitær våbenhvile på nogle timer - på dette tidspunkt er 200 palæstinensere dræbt i luftangreb. Herefter går Israel ind på landjorden.

Da IDF som noget af det første går ind i Gaza City møder de uventet hård modstand - Hamas er anbragt i gode stillinger og det er svært at bestemme præcis hvor de gemmer sig. Efter at have lidt - for Israel - store tab, får officererne i kampvognene besked om "at tage handskerne af".

Herefter går Israel amok i beskydning fra tanks & artilleri - denne artikel med citater fra amerikanske officerer, der præsenteres for omfanget af skyderiet, er sigende. De er ganske enkelt lamslåede over omfanget - som på ingen måde kan siges at prøve at skåne civilbefolkningen.

Et andet fremtrædende punkt i en strøm af ødelæggelser og drab, er da en katastrofalt dårligt formuleret våbenhvile falder fra hinanden næsten inden den er begyndt - og Israel tror en af deres soldater er taget til fange, hvilket får dem til at aktivere Hannibal Protokollen, en kode for at sætte alt ind på ikke at tillade fjenden at slippe væk med fangen i live. Der blev sønderbombet omkring Rafah den dag; senere fandt IDF ud af at soldaten aldrig var taget til fange, men var død (formentlig sprængt i luften, da han blev identificeret ved DNA-spor.)

Flere gange blev UNRWA-skoler bombet, selv om de var gjort til "sikre" steder for civilbefolkningen, og Israel klart var informeret om dette og hvor de lå; bygninger som var dele af Gazas største hospital, Shifa blev bombet; Gazas eneste kraftværk, som i forvejen slet ikke kan levere nok strøm til Gaza blev bombet; boliger i massevis, selv lejlighedskomplekser, blev jævnet med jorden.



Nu er der så en våbenhvile efter 51 dages kampe, der ser ud til at kunne holde lidt tid - den er uden tidsbegrænsning. Israel har (endnu engang) som del af aftalen indvilget i at åbne grænserne lidt, så blandt andet byggematerialer kan komme ind, og zonen hvor det er tilladt at fiske uden israelere skyder på en er udvidet. Det skal blive spændende om det kommer til at passe i længden.

(Her er så et tweet fra cirka en uge efter jeg skrev dette kapitel, der sætter det lidt i perspektiv:)
Igen er det svært at se hvad Israel har fået ud af deres aggression - de fik aldrig stoppet raketangrebene (som de selv havde startet), så det eneste de reelt kan prale af er ødelæggelser og drab. Cirka 2150 palæstinensere er dræbt, hvor 70%-75% er civile. 64 IDF soldater døde, samt 4 civile i Israel, heriblandt en 4 årig dreng som blev ramt af en raket i en af krigens sidste dage. Næsten 300.000 palæstinensere er internt fordrevet.

Det hører med at Saleh a-Arour, en Hamas-officer i eksil, i Tyrket den 20. august, på al-Qassam-brigadernes vegne, tog ansvaret for drabet på de tre israelske teenagere. Hamas øverste ledelse fastholder, at de ikke var informeret om det eller havde givet ordre til det.

Dermed er historien her fremme ved i dag. Herefter lidt bredere, generelle betragtninger om Israel nu, og hvad fremtiden kan tænkes at bringe for de to folk.

Apartheid?

Ind i mellem bliver Israel omtalt som en apartheid-stat - hvilket straks får forsvarere af Israel op af stolen; for det kan man virkeligt ikke tillade sig at bruge, det ord om dette pragtfulde demokrati med danske værdier i Mellemøsten.

Således gik det også Venstres Jakob Engel-Schmidt, da han under overskriften Stop den israelske apartheid skrev om hvad han havde set, da han var på tur til Israel og de besatte områder. Det fik han på puklen for hos parti-fællerne; han havde åbenbart ikke set hvad han havde set, måtte man forstå. Han stod heldigvis fast på sin udlægning.

Men er Israel så en apartheid-stat? Selv bryder jeg mig ikke rigtigt om udtrykket. Men det er nu ikke fordi, jeg ikke synes Israel gør hvad de kan for at leve op til det - det handler mere om at jeg synes apartheid-ordet er helt specifikt for Sydafrika. (I 1980'erne, da boykotten mod Sydafrika begyndte at tage form, var Israel iøvrigt den sidste & eneste allierede Sydafrika havde, inden apartheid stoppede.)

Så jeg vægrer mig noget ved at kalde Israel det. Men jeg forstår udmærket at nogle gør. Jeg synes bare ordet er så specifikt Sydafrika.

At Israel er en stat som bygger på diskrimination er så en anden side af sagen. Det kan demonstreres meget enkelt: hvis en israelsk arabisk muslims tante, som er jordaner, bliver syg, og høn gerne vil have sin tante til Israel er der ikke skyggen af chance for at det kan ske.

Er der derimod tale om en israelsk jøde, hvis franske tante bliver syg, er der fri indrejse - hvis bare tanten er jøde. Ja, de behøver jo sådan set ikke være i familie og tanten behøver ikke være syg, det skriver jeg bare for eksemplets skyld. Jøden kan rejse ind - muslimen kan ikke.

Det ville svare til, at vi i Danmark tillod kristne at få særbehandling i forhold til andre religioner, for eksempel muslimer. Og det er der godt nok ingen tvivl om nogen gerne ville - det har faktisk været oppe i løbet af sommeren - men de partier der ønsker det har dog fundet ud af at så klart kan man ikke sige det - for det vil jo være diskrimination. Og det er imod alle mulige menneskerettigheder. Men med Israel er det ok.

"Men det er noget andet - det er jo Israel," er der sikkert nogle som så vil indvende. Ja, præcist! Israel er særligt - fordi hele grundessensen af Israel, zionismen, baserer sig på jødernes specielle ret til landet. Og naturligvis er det diskrimination - det kan aldrig være andet. Og naturligvis vil det forplante sig til stort set alle grene af det israelske samfund. Men det er da rigtigt, at ser man bort fra diskriminationen - ja, så er der ingen diskrimination.

Faktisk har Israels højesteret slået fast, at der ikke er noget der hedder en 'israeler'. Man er jøde, druser, muslimsk araber, kristen araber eller mange andre ting - men israeler kan man ikke være. For der skal være forskel - ellers ryger hele idéen med Israel!

Det er da så rigtigt at der ikke er så mange steder, hvor forskelsbehandling - udover i retten til at blive israeler hvis man er jøde - direkte står nedskrevet. Det meste kan uskrevne regler og udbredt racisme sørge for (racismen vender jeg tilbage til).

Men et meget væsentligt sted er der nedskrevet forskelsbehandling. IDF!

Israel er - meget naturligt - et af de mest gennem-millitariserede lande i verden. Så meget at der specifikt spørges efter kampsoldaters sæd på fertilitetsklinikkerne.
Alle har (i princippet) værnepligt -  mænd har 3 år, kvinder 2 år. Rigtigt meget netværk skabes i disse år og giver forbindelser videre - mange steder kan du simpelthen ikke få job, hvis du ikke har haft bestemte poster i din værnepligt, og måske videre karriere i IDF.

Jeg kan anbefale denne artikel om hvordan der blandt andet diskrimineres mod kvinder, som ikke har adgang til kamptropperne. Den er ret interessant - og der diskrimineres på mange måder i Israel.

Og nu skrev jeg før, at alle havde værnepligt? Det gælder så ikke for én gruppe: muslimske arabere.

De gerne melde sig. Men ikke mange gør det - blandt andet fordi de både vil være ugleset i IDF og blandt andre muslimske arabere hvis de gør det. (Her er dog et interview med en af de få der har gjort det.)

Man kan jo et eller andet sted godt forstå IDF og den lov der siger det: for det er da meget lettere, hvis man ikke skal bekymre sig om, at nogle af soldaterne ikke bryder sig om at slå deres egne ihjel.

På samme måde som man også godt kan forstå, hvis muslimske arabere ikke synes det ville være en fed tanke at tvinges til det. (Jeg selv havde det helt fint med at trække frinummer i forhold til det danske militær, og var blevet militærnægter hvis jeg havde skullet ind.)

Men idéen i værnepligt i et demokratisk samfund er - udover at sørge for der er de soldater der skal bruges - at alle skal have en aktie i landets forsvar; og det ikke er for bestemte befolkningsgrupper. Eller at bestemte befolkningsgrupper er ekskluderet.

Hvis værnepligten gjaldt alle, kunne det endda være, at IDF kunne begynde at tænke og handle lidt anderledes i forhold til palæstinenserne.

Men som det er, stemples arabiske muslimer som enten andenrangsborgere eller som en 5. kolonne. Og naturligvis er det da diskrimination. Som så igen forværres af, at IDF hænger sammen med stort set alt i det israelske samfund, på den ene eller den anden måde - og det er en sammenhæng de er helt afskåret fra.

Det var lidt om diskriminationen i selve Israel - men hvis man kommer ud i de besatte områder er det helt grelt. Og hvis nogen vil påstå at der praktiseres lige rettigheder i mellem bosættere og palæstinensere der - så er de simpelt hen for uvidende til at have med at gøre.

Her kan man også fint trække paralleller til Sydafrika og deres såkaldte Bantustans eller homelands - områder hvor sorte kunne isoleres uden rettigheder i selvstyrende, men ikke suveræne inddæmmede ministater.



Er det en religionskrig?

Et andet tilbagevendende spørgsmål er, om det er en krig om religion? Altså, det kan det jo godt se ud som, med jøder på den ene side, og muslimer på den anden. Og muslimer er jo nogle farlige nogen, især når det kommer til religion?

Svaret må blive både-og. Men det handler ikke direkte om religion.

Igen: muslimer og jøder har sådan set haft det fint med hinanden gennem historien, overordnet set. Og de har ihvertfald haft det bedre sammen end med kristne, som i stort tal har myrdet begge grupper, når de kunne slippe af sted med det; og som helt har droppet Levitikus (3. mosebog), undtagen når der er bøsser eller anderledes tænkende man skal finde en regel for gør noget galt.

At jøder og arabere i dag ses som havende et fjendskab skyldes udelukkende zionismen og Israel.

Og konflikten handler direkte om land: om retten til det og om retten til fred. Hamas, hvor fundamentalistiske de end er, har egentligt ikke noget religiøst beef med Israel; men de har et problem med, at palæstinensernes land er blevet stjålet. Deres relgiøse fundamentalisme vender de mest af alt indad.

Men - samtidigt handler konflikten i høj grad om religion. For det er det som bruges som begrundelse for det hele, som er hele fundamentet for zionismen: at Gud har givet jøderne det stykke land. Palæstinenserne har så derimod ikke noget religiøst krav på landet - deres krav er funderet i ret og rimelighed (det tæller så åbenbart ikke så meget).

Så er der også dele af konflikten, som er blevet optrappet på grund af religiøse fanatikere: selvmordsbombere og massakrer som den i Abraham-moskéen faciliteres bedst af galninge, og religiøst vanvid kan tilsyneladende hjælpe i den retning.

Ligeledes er der blandt en del bosættere et religiøst motiv: de mener hele The Promised Land skal bebos af dem, for at Dommedag kan indtræffe. Og de får i den udlægning støtte fra kristne galninge i USA. Måske får de ret - måske er det vejen til Dommedag. Men religiøst drevet er det ihvertfald.

Og ét stridspunkt handler ihvertfald om religion: Østjerusalem - hjem for stedet hvor Templet lå, for Klippe- og al-Aqsa-moskéerne. Det tror jeg aldrig der kommer en afklaring på - jeg tror FN (lige på dette område) havde fat i noget rigtigt, da de foreslog at Jerusalem skulle være internationalt styret. Der er for mange følelser involveret i det sted.

Muligvis ville Kong Davids søn, Salomon, kunne finde en løsning. Den ville nok så indbefatte noget med at foreslå at nuke tempelbjerget, og så ud fra de involveredes reaktion på forslaget finde en retfærdig løsning. Men Salomon er ikke mere.

Fascisme i Israel

Logo for Mapai - Ben-Gurions parti
ved Israels stiftelse.
Israel har gennem sin historie flyttet sig langt politisk. Fra først at være domineret af meget venstreorienterede tilflyttere i tiden inden statens dannelse og i den første tid efter - så meget at Stalin så muligheden for at Israel kunne blive en sovjetisk lydstat - blev det siden hvad der kan betegnes som socialdemokratisk, ledet af Arbejderpartiet.

I 70'erne kan jeg ligefrem huske at det var populært blandt nogle unge på venstrefløjen at tage i kibbutz i Israel. Jeg tror de følte de hermed levede kollektiv-tilværelsen ud i livet uden alt hippie-halløjet, mens de havde en affære med israelsk skønhed; længere ude på venstrefløjen rystede man på hovedet af dem, over at de kunne lukke øjnene for Israels overgreb på palæstinenserne. Men det fortæller noget om, at det ikke altid kun har været højrefløjen herhjemme som har støttet Israel.

Først i 1977 med Menachem Begin bliver Likud regeringsledende, efter det i 1973 blev stiftet som en sammenslutning af forskellige højrefløjspartier. Det er i Likud man finder mange terrorister fra Irgun og Lehi (Lehi som erklærede de ville stifte en stat på nationalistiske og totalitære principper) - de såkaldte revisionistiske zionister.

Siden 1977 har det i det store hele været Likud som har haft premierministerposten, dog med en længere periode til Arbejderpartiet i 90'erne (og en kort periode med Kadima, da Sharon splittede Likud - de har dog fundet tilbage i folden igen).

Men under de store partier ligger i det israelske parlament Knesset en grød af mindre; der er kun 120 pladser, men i øjeblikket er der 13 partier - hvoraf 5 indgår i regeringen. Denne grød har bestået af alt fra særdeles venstreorienterede partier, til religiøst fanatiske og ultrahøjreorienterede og alt derimellem; men de senere år er der blevet mindre og mindre af de venstreorienterede, og mere og mere af de rabiate og religiøse.

Så det er stadig Likud der styrer - men Likuds støttepartier og regeringspartnere bliver mere og mere gakgak. I regeringen finder man for eksempel Det Jødiske Hjem (12 pladser) og partiet for Sovjet-immigranter, Israel Vort Hjem (11 pladser). Så hvis man synes den nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, er slem, kan man være helt rolig: der står masser på spring som er meget værre.

Israel befinder sig altså på en glidebane mod tilsyneladende mere og mere rabiate politikere. Desværre gør det sig også gældende i befolkningen - det kan faktisk virke som om politikerne er fredelige i forhold til dem.

Mest af alt kan det ses i den tiltagende racisme - som ikke kun kommer til udtryk i forhold til arabere, men i lige så høj grad i forhold til sorte fra Afrika. Det kommer for eksempel til udtryk i denne artikel og denne dokumentar:

Men hadet til arabere er det mest allestedsnærværende og det bliver tilsyneladende værre og værre i de yngre generationer. Som man for eksempel kan læse om i denne artikel om et studie af en helt almindelig israelsk skoleklasse - som er ganske forfærdende, men det er måske ikke så overraskende, når børnene direkte gennem lærebøgerne prentes med racisme.

Mest kommer racismen vendt mod arabere til udtryk, når der er krig mod Israel. David Sheen samlede en mængde af disse fra twitter i starten af den seneste konflikt i en storify.

Men åbenlys racisme i samfundet er kun en del af historien - som her stærkt fortalt af en fredsstræbende, israelsk araber. Man finder også mennesker som gør det til en mere teoretisk lærdom - som ikke kan andet end at give tanker til nazisternes racelære. Som rabbineren Dov Lior som taler imod at bruge sæd fra ikke-jøder, da produktet vil have de negative genetiske egenskaber, som karakteriserer ikke-jøder. Eller gruppen Lehava som prøver forhindre at jøder (især jødiske kvinder) knytter romantiske bånd med ikke-jøder; hvilket en by i Israel også har nedskrevne regler om at prøve at "forebygge" med rådgivning, hvis det er arabere der er tale om.

Fredsbevægelsen i Israel, som engang var en folkebevægelsen, er der ikke meget tilbage af. Den der er nægtedes i flere tilfælde retten til at demonstrere, eller fredelige demonstrationer blev opløst af politiet. Og når de alligevel afholdes, mødes de af moddemonstrationer der bruger slogans som er fundet i nazi-tyskland - som for eksempel Ét folk, Én stat, Én leder.
Et motto, som måske blev inspireret af den højtstående Likud-politiker og medlem af Knesset, Moshe Feiglin, som på Facebook offentliggjorde sit brev til Netanyahu om sin endelige løsning for Gaza: at få koncentreret alle palæstinensere som frivilligt vil i teltlejre nær ved Sinai-ørkenen, og så sønderbombe og dræbe alt levende udenfor lejrene; derefter skal palæstinenserne sværge troskab til Israel (og få et flot blåt identitetskort) eller deporteres et eller andet sted hen, og Gaza gøres til et turistparadis. Der er kun én stat for ét folk, som han skriver.

Her forklarer han sin, efter eget udsagn, humane plan på CNN:


Anti-semitisme, som israelske krigstilhængere jo ellers godt kan lide at beskylde andre for, trives også fint iblandt dem. Det kan for eksempel ses på reaktionerne, da en gruppe holocaust overlevere og deres efterkommere skrev et åbent brev til Israel, hvor deres fremgangsmåde i Gaza fordømmes. På israelsk Facebook medførte dette udbredt tilsvining og ønsker om at de var døde i gaskamrene. It's a shame Hitler didn't finish the job, som en skriver. Eller hvad med shitty Ashkenazis you are the Nazis?

(Samme behandling blev iøvrigt en jøde - som ellers er for Israel - til del ved en demonstration for Israel i New York. Han prøvede at komme med et moderat syn, hvilket resulterede i at en ville ønske hans far var død i koncentrationslejren. Men det er et sidespring, da det jo ikke er Israel.)

En israelsk professor udtalte, at det eneste der ville afholde palæstinensiske terrorister, som dem der kidnappede og dræbte de tre teenagere (op til Protective Edge), ville være hvis de vidste at deres mor eller søster så ville blive hævnet. Ham skete der ikke noget med, hvorimod hans kollega på samme universitet fik en reprimande for i en email at udtrykke sympati for ofrene på begge sider af kanflikten.

Albert Einstein advarede i 1948 imod Menachem Begin og hans fascistiske parti. Jeg vil godt advare imod fascisme i hele Israel i dag - som bliver mere og mere udbredt.

Hasbara

For mange år siden hørte jeg, hvad der blev omtalt som en jødisk vittighed; når jeg nu googler den tilskrives den Sigmund Freud, men det ene udelukker jo ikke det andet. Den går ihvertfald:
For det første har jeg aldrig lånt den kedel af dig; for det andet var der ikke noget galt med den da jeg leverede den tilbage; og for det tredie var den allerede i stykker da jeg fik den fra dig!
For at imødegå kritik fra omverdenen har Israel udviklet sin egen, effektive form for propaganda, kaldet hasbara (hebraisk for forklaring) - de har haft mange år til at findudvikle den. Indimellem kan dette hasbara tage form, så det minder mig om vittigheden med kedlen. Eller, som det er opsummeret her:
Et af de mest brugte temaer i hasbara er hvor nødig Israel ønsker at skade modparten, men de er tvunget til det af dem - som gerne ofrer deres børn i hadet til Israel. Det kendteste eksempel på dette, er nok dette modbydelige og hykleriske citat fra Golda Meir, Israels premierminister under Yom Kippur-krigen:
We can forgive the Arabs for killing our children. We cannot forgive them for forcing us to kill their children. We will only have peace with the Arabs when they love their children more than they hate us.
Andre former for hasbara er at undgå bestemte vendinger og istedet bruge bestemte termer som kan stille Israel i et pænere lys, eksempler her:
Det mest trofaste argument i deres arsenal er dog, med offerstemme: Har Israel da ikke ret til at forsvare sig selv?! (Når dét kommer er du faretruende tæt på at blive fordømt som antisemit - så nu skal du passe på, kan du nok forstå.)

Hvis jeg skal forsøge mig med at svar på dette sidste spørgsmål må det være noget i stil med:

Jo: Israel har lov til at forsvare sig selv - ligesom alle andre folk og stater. Men dette indbefatter også palæstinenserne. De har også ret til at forsvare sig selv. Da de er besatte har de endda en udvidet ret: alle befolkninger i besatte områder har ret til at gøre modstand mod deres besættere.

Dette gælder naturligvis ikke angreb på civile (som angreb med raketter uden nogen form for styring per definition er), så det er ok for Israel at forsøge at stoppe disse angreb med proportionelle midler.

Men det er her kæden hopper helt af fra Israel - for det grundlæggende paradigme i Israels svar er stadig hvad Ben-Gurion sagde for mange år siden: [...]we have the power to set a high price for our blood, a price which would be too high for the Arab communities, the Arab armies and the Arab governments to bear. Ofte "beskytter" Israel sig endda med "forebyggende angreb" - disse kan være på sin plads i enkelte situationer, men det forekommer mig åbenlyst, at det oftest ikke er det.

Ethvert kig på tabstallene for Israels aktioner og på antallet af civile ofre viser, at der ikke blot er tale om selvforsvar med proportionelle midler. Og, nej, tabstallene er ikke sådan, bare fordi arabere ikke elsker deres børn.

Dertil kommer at Israel ved blandt andet sine fortsatte bosættelser er i konstant strid med international ret; måske Israel skulle stille sig selv spørgsmålet: hvordan kan det være at vi altid havner havner i situationer hvor vi er nødt til at forsvare os?

Ben-Gurion havde et vist klarsyn. Han er citeret for at have sagt dette privat, ikke så længe inden sin død:
Why should the Arabs make peace? If I were an Arab leader I would never make terms with Israel. That is natural: we have taken their country. Sure, God promised it to us, but what does that matter to them? Our God is not theirs. We come from Israel, it's true, but two thousand years ago, and what is that to them? There has been anti-Semitism, the Nazis, Hitler, Auschwitz, but was that their fault? They only see one thing: we have come here and stolen their country. Why should they accept that? They may perhaps forget in one or two generations' time, but for the moment there is no chance. So it's simple: we have to stay strong and maintain a powerful army. Our whole policy is there.
Men han glemmer én ting i sin analyse: sålænge Israel fortsætter sin politik med at dræbe mindst 10 arabere for hver israeler - og så længe araberne undertrykkes - kan dette had ikke glemmes.

Vejen til at beskytte Israel går gennem respekt for araberne og deres land, og gennem overholdelse af international ret. Den går ikke gennem drab og tyveri.

Men Israel har dog ret i mindst en af deres mange påstande - der bliver brugt menneskelige skjolde i de besatte områder, som dokumenteret her:

(Læs også denne artikel)

Omverdenen

Resten af verdens forhold til staten Israel har siden dens selvudråbelse i 1948 været skiftende.

De arabiske lande startede som bekendt med at erklære krig og nægtede at anerkende Israel. Men i dag har Israel fred med alle nabolande, bortset fra Syrien - som er optaget af sin egen langvarige borgerkrig. Egypten virker ligefrem som værende Israels allierede i dag, efter Sisi tog magten fra Det Muslimske Broderskab.

Den eneste reelle militære trussel der er tilbage i regionen er Iran - som der da også bliver raslet meget med sabel over for - Israel hader de forhandlinger Vesten i øjeblikket har med Iran for at normalisere forholdet.

Europas forhold til Israel er venskabeligt. Meget venskabeligt. Jo, der kan da godt falde en bemærkning nu og her, når Israel med granater fra kanonbåde dræber 4 drenge der leger på en strand, men det er stort set det.

EU har indgået en for Israel meget fordelagtig handelsaftale. Og den er så fint indrettet, at den kræver at Israel overholder menneskerettigheder, med videre. Det vidste man jo godt da man lavede den, at det harmonerede ikke rigtigt med de besatte områder, så bosættelser er ikke med i denne aftale.

Med andre ord: EU har det fint med at Israel bryder menneskerettighederne, bare det ikke sker i Israel, men på Vestbredden eller i Gaza. (At varer fra bosættelser så iøvrigt bare føres til Israel og pakkes om, så de kan sælges som rigtigt israelske er en anden historie, som bare understreger det absurde hykleri.)

Den mest åbenlyse forklaring jeg kan finde på EUs følgagtighed i forhold til Israel, er en fortsat dårlig samvittighed over ugerninger gennem tiden - som det altså så stadig er palæstinenserne som skal betale prisen for. Man burde virkelig have givet jøderne en tysk delstat i 1945.

Men en sandere og mørkere forklaring skal måske i dag findes blandt hvad der er blevet Europas nye jøder: muslimerne der idag af alt for mange ses som fremmedelement, på samme måde som jøderne blev set før - dengang der ikke var arabere, tyrkere, pakistanere med videre i nævneværdigt omfang i Europa.

Israel spiller i stigende grad selv på det - flere og flere israelske politikere påstår som sidste skud på hasbara-træet, at Israel er et sidste bolværk mod at den fundamentalistiske islamisme som en stormvind vælter ind over Europa. Et absurd argument, som man burde være en Anders Breivik for at sætte pris på - men lur mig om ikke mange køber det.

Prisen for at være ven med Israel tages dog af USA. Sådan har det ikke altid været - ganske vist anerkendte USA hurtigt Israel, men de amerikanske præsidenter var i lang tid skeptiske over for landet. Indtil Kennedy ophævede den, var der en embargo mod våbenhandel med Israel; og økonomisk støtte til Israel var meget begrænset, og handlede om humanitære projekter. Dette støttebeløb steg gradvist, og man begyndte at yde militær hjælp; siden 80'erne har man givet ca 3 milliarder dollars som nu udelukkende er til militær. Over 100 milliarder i militærhjælp er det løbet op i indtil videre.

Men det allervigtigste USA kan gøre for Israel foregår i FN. For her ser de fleste lande gerne, at Israel kunne blive kritiseret, måske endda sanktioneret, ordentligt. Ligesom man gerne så mere blive gjort for at Palæstina kan blive anerkendt som en reel stat. Men USA kan med et veto i sikkerhedsrådet forhindre alle konkrete skridt, som går imod Israel - og gør det.

Det mest fantastiske er næsten den hånlige attitude Israel efterhånden har fået i forhold til USA; Netanyahu har ydmyget udenrigsminister Kerry flere gange, og taler bestemt ikke pænt om Obama.

Så, hvordan kan det være at Israel kan slippe afsted med det - og tilsyneladende har USA i sin hule hånd?

En af forklaringerne hedder AIPAC - American Israel Public Affairs Committee. Denne - også kaldet Israel-lobbyen - er en af de mest magtfulde lobbyorganisationer i USA. Hvis man kommer på den gale side af den, som politiker, er dine chancer for at blive valgt eller genvalgt stort set ikke-eksisterende; en storm vil rejse sig i pressen, dine modstandere vil få politiske donationer, og der vil blive kørt sværtende kampagner. Du vil muligvis også blive udsat for det mest frygtelige - blive stemplet som antisemit.

Så er det lettere og behageligere at følge strømmen, og stemme for penge til Israel og i mod enhver form for kritik - som alligevel aldrig kommer. Læs for eksempel denne beretning fra en dengang ung senatsmedarbejder, om da et antal senatorer skrev et brev, som kunne tolkes som kritik af Yitshak Shamir. Og et aktuelt og meget dybdegående kik på AIPAC er at finde i The New Yorker (langt).

Udover AIPAC er det iøvrigt sådan at 13 senatorer og 27 medlemmer af Repræsentanternes Hus er både amerikanere og israelere - de har dobbelt statsborgerskab.

I Californien har man direkte vedtaget en lov, der sidestiller kritik af Israel, i form af fx påstande om etnisk udrensning, på statens universiteter med Hate Speech. Så hvis for eksempel Moshe Feiglins Gaza Endlösung-plan blev gennemført, og et studie på Berkeley nåede frem til, at her er der uden tvivl tale om etnisk udrensning - så ville det ikke kunne blive publiceret, da det er ulovligt og racistisk i følge Californisk lov.

Det korte af det lange er: USA står fuldt bag Israel, stort set ligegyldigt hvad Israel gør. Som tydeliggjort i dette interview med kommende præsidentkandidat Hillary Clinton, hvor hun 100% bakker op om Israel, og nærmest fungerer som talerør for landet. Og i en sætning med 3-4 hasbaraargumenter iøvrigt forklarer international kritik af Israel med anti-semitisme.

For, ja, resten af verden er i stigende grad kritisk - især fra Sydamerika lyder der meget kritik, og nogle ambassadører bliver endda kaldt hjem. Da Brasilien fordømte Israels bombninger af Gaza for at være ude af proportioner, kaldte Israel landet for "en diplomatisk dværg" - og gjorde nar af deres nylige 7-1 nederlag ved fodbold-VM.

Så Israel har god brug for deres ven i sikkerhedsrådet, USA. En anden ven, de nyder godt af, er vestlige medier. I USA har AIPAC også her meget at skulle have sagt; i Europa tror jeg mere det er redaktionernes skræk for at blive kaldt anti-semitiske der spiller ind, og at der, som et indlæg på Journalisten taler om, er opstået et begrebshegemoni. Jeg skal ikke spille klog på hvorfor, men drejningen i medierne er ihvertfald stort set altid, at Israel er den forsvarende part.
Anti-semitismen er et vigtigt kort for Israel og støtter; jeg har tidligere skrevet om, hvorfor det ikke holder i forhold til kritik af Israel, og hvordan det efter min mening er decideret farligt - så det vil jeg afholde mig fra at gøre igen.

Til gengæld glæder jeg mig over at flere og flere jøder - deriblandt flere tidligere støtter af Israel - står frem og siger fra - ikke i mit navn, siger de. For Israel prøver jo at påtage sig rollen som repræsentant for jødedom - og tager dermed jøder over hele verden til indtægt for deres forbrydelser; rabbiner Michael Lerner fortæller her, hvordan jødedommen i hans øjne i øjeblikket er ved at blive dræbt af Israel.

Selv ellers såkaldt liberale zionister er begyndt at have fået nok af Israel i højere og højere grad - Israels stærkeste støtter i USA er næppe længere jøder, men højrefløjs kristne zionister - der enten ser Israel som de eneste der gør noget ved muslimerne, eller som vejen til Dommedag; gerne begge dele.

Det er for mig vigtigt at disse jødiske røster, der taler Israel i mod, og taler for fred - både i Israel og i verden - får så meget støtte som muligt. For danske medier ignorerer dem stort set - ligesom jeg ikke har set nogen artikler om udviklingen i Israel, om racismen i befolkningen. Der ligger ellers gode historier.


Jeg kan anbefale at følge Jewish Voice For Peace på Twitter, de samler godt op. Breaking the Silence er også en beundringsværdi organisation af tidligere IDF-officerer for fred; de er desværre kun for alvor at finde på Facebook, deres egen hjemmeside er konstant under DDoS-angreb. Se for eksempel dette interview med Yehuda Shaul i DR2 Deadline. En fornuftens stemme. Dertil kommer If Not Now, en anden jødisk fredsbevægelse der er sprunget frem på det seneste, samt Jews Against Genocide / Jøder Mod Folkemord.

Hvad nu

Hvis man skal prøve at kigge fremad, kan jeg se fire mulige scenarier:

  1. Status quo
  2. Etnisk udrensning
  3. En 2-statsløsning
  4. En 1-statsløsning

Hvor status quo er en vedvaren af forholdende som de er nu - det vil også sige, med fortsatte bosættelser, og formindskelse af det areal palæstinenserne kan være på. Så i virkeligheden er det ikke status quo, men snarere langsom kvælning.
Historien i tweetet herover kom dagen efter jeg oprindeligt havde skrevet dette. Et fint eksempel på hvordan Israel fortsætter deres ulovlige fremfærd - og at status quo i længden det samme som:

Enisk udrensning. Hvor en eller anden udgave af Moshe Feiglins plan for Gaza bliver til virkelighed, og palæstinenserne ender i lejre med henblik på deportation, eller dræbes. Jeg er alvorligt bange for, at det er et muligt scenarie.

2-statsløsningen er den Vesten satser på; men jeg har alvorligt svært ved at se det ske, bosættelserne er kommet for langt og er blevet for etablerede til at jeg tror på noget der kan ligne 67-grænserne. Og det er det nødt til at være, hvis den skal have nogen mulighed for levedygtighed. Netanyahu har såmænd selv sagt meget klart, at der aldrig kommer en suveræn palæstinensisk stat.

1-statsløsningen (altså den med 2 folk; israelerne har også en hvor de taler om ét folk - det er den jeg kalder etnisk udrensning) er i mine øjne den bedste. Men muligvis også den mest utopiske. Hvor det hele slås sammen til ét land (det kunne så kaldes Pisrael - eller det er måske ikke så smart), hvor befolkningerne så måtte finde ud af det med hinanden. Man kan også kalde det den Sydafrikanske model. Det er desværre svært at se de ledere for sig, der skal til for at en sådan model skal kunne lade sig gøre.

Hvis der skal opnås noget der kan minde om en fredelig løsning er én ting sikkert: der skal forhandles. Meget. Desværre viser Israel gang på gang, at de ikke går i realitetsforhandlinger med mindre de er under pres. Og det internationale samfunds pres er meget, meget moderat; det eneste der for palæstinenserne har virket er at sende raketter på må og få over grænsen: det kan godt være det er barbarisk terror, men det er det eneste der får Israel til at forhandle. Derfor styrkes Hamas, mens Mahmoud Abbas intet kan fremvise.

Værst er næsten, at Europa siger, at skal der forhandles fred og mægles, er det nødt til at være USA der gør det. Men det er komplet absurd - man finder ikke en mægler blandt den ene parts nærmeste allierede - hvis virksomheder endda tjener styrtende med penge på våbensalg til den ene part i konflikten. Det er desværre blot et absurd teater, som ikke hjælper nogen parter - udover at Europa kan føle sig dejligt skyldfri.

Da nu vores ledere og politikere ikke kan finde af at presse Israel, men tværtimod belønner landet med handelsaftaler, er vores - befolkningens - eneste måde at presse Israel på ved hjælp af boykot. Eller BDS som kampagnen kaldes (for Boycott, Divestment and Sanctions).

Undgå at købe israelske varer; pres virksomheder til at holde sig fra Israel; og læg pres på politikere så de kan presse internationalt. Israel og støtter kalder naturligvis dette anti-semitisme - de mener at man herved stiller krav til Israel, som man ikke gør til nogen andre, og det er naturligvis fordi man hader jøder. Men det er noget vås: sandheden er, at Israel ganske rigtigt ikke behandles som alle andre - de får konstant positiv særbehandling af Vesten. Et hvilket som helst andet land, der gjorde som Israel, ville være sanktioneret i hoved og røv - men istedet støtter vi landet økonomisk og militært.

Og det kan godt være Israel ikke bomber eller beskyder Gaza i større stil lige nu - hvorfor det er helt, helt glemt i medier - men de basale brud på Folkeretten foregår konstant - så presset må også forblive konstant. BDS handler ikke kun om undgå krig - det handler om at skabe mulighed for fred, retfærdighed og forsoning.

Det var en ikke-så-kort indføring i hvad det handler om, alt det med Palæstina og Israel. Jeg håber du har lært noget; det har jeg ihvertfald. Da jeg startede med at skrive på det her for 14 dage siden, hvade jeg ikke forudset hvor berørt jeg undervejs ville blive af de grusomheder jeg måtte dykke ned i. Men, når det nu ikke er muligt at alle glemmer det hele, er det nødvendigt at huske og forstå.

Det håber jeg dette kan hjælpe til. Det må så være op til dig at afgøre, om du synes noget tyder på Israel deler vores værdier, som nogen giver som begrundelse for vores evige støtte. Om IDF virkeligt virker til at være verdens mest moralske hær, som de selv insisterer på. At afgøre, om du opfatter Israel som din ven, som vores Udenrigsminister gør på egne og Danmarks vegne. At afgøre om du, som Søren Espersen, synes Israel var barmhjertige i den nylige konflikt i Gaza, fordi de ikke jævnede hele Gaza med jorden på 20 minutter, som de kunne have gjort.

Mit mål er at dette indlæg kan gøre dig i stand til at tage stilling til de spørgsmål, og tænke over hvad man eventuelt selv kan gøre. For som jeg også tidligere har skrevet, er det en konflikt vi alle et eller andet sted har ansvaret for.

Jeg håber dog ikke at indlægget inspirerer til had; hverken til jøder eller muslimer, palæstinensere eller israelere. For had fører ikke til noget.

And tha's what I have to say about thaat ... Jeg vil lade Walter Sobchak få det sidste ord:




Efterskrift: Og det var det. Et lidt mere omfattende projekt end jeg først havde forestillet mig - men jeg det var hvad jeg syntes skulle med. Jeg kan desværre ikke længere tilbyde anonyme kommentarer - grundet overflod af spam - men ellers er de velkomne, gerne med forslag til yderligere læsning / sening. Som altid er det dog enevældigt mig der beslutter om jeg vil slette en kommentar eller ej.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.