Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 6. november 2010

Det nye pointsystem

Ingen kommentarer
Ved de årlige integrationsstramningsforhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti (hvor man traditionelt set lige bliver enige om næste års finanslov samtidig, når nu man alligevel er i gang), har man fundet frem til, at man i supplement til den hidtidige såkaldte 24-års regel, for hvornår man kan få en ægtefælle til landet, nu vil indføre et pointsystem, som kan afgøre om folk er gode nok til at komme til landet.

Jeg er via en læk i forsvarsministeriet kommet i besiddelse af den foreløbige skitse til, hvordan man vil afgøre den personlige minimumsalder for indvandring via ægtefælle i fremtiden.
Startalder: 24 år.
  1. Kan du tale og skrive dansk? (Ja: -2 mdr; Nej: +4 år)
  2. Har du en formue på over 1 million kr (Ja: -2 mdr; Nej: 4 år)
  3. Stammer du fra USA, Canada, Australien, New Zealand eller Israel? (Ja: -3 mdr)
  4. Er du kvinde og stammer fra Thailand? (Ja: -2 mdr)
  5. Stammer du fra Afrika, Mellemøsten eller Asien (besvares ikke ved ja til punkt 3 eller 4)? (Ja: +8 år)
  6. Er du kristen (og ikke katolik)? (Ja: -2 mdr, Nej: +5 år)
  7. Er du muslim? (Ja: +15 år)
  8. Er du kvinde og vil du lade dig fotografere nøgen? (Ja: -6 mdr)
  9. Har du eller agter du at tegne abonnement på Jyllands Posten? (Ja: -3 mdr, Nej: +5 år)
  10. Tegn en tegning af Muhammed? (Hvis tegnet: -6 mdr; Hvis ikke: +20 år)
  11. Lover du ikke at anskaffe dig en parabolantenne? (Ja: -2 mdr, Nej: +10 år)
  12. Er du terrorist? (Ja: +30 år, Nej: ingenting (dog hvis svaret på spørgsmål 7 var ja: +50 år - for så er du terrorist og lyver om det!) )
  13. Er du steriliseret? (Ja: -12 mdr, Nej: +15 år)
Det bemærkes, at skulle slutalderen ende på under 24 år, må man stadig vente på at blive 24 - da 24 års reglen stadigt gælder.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Leoparddrengen i Løvens Hule - igen

Ingen kommentarer
Jeg forsøgte mig med Amigo i dag, men deres lyd er stadig nede - nu var det kun muligt at høre en smule bas, og det var altså lettere umuligt at danse til. Og iøvrigt var der en meget snaldret bodegastemning - det var jo også J-Dag.

Og af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at gå på Ideal Bar i aften. Så i stedet forsøgte jeg mig med lebbe-paradiset Vela, igen. Og det endte sådan set op med at være et par ganske fornøjelige timer.

Godt nok blev det ikke til meget dans - der er kun mulighed i en mellemgang mellem borde, og det er altså lidt svært, når der iøvrigt er ret fuldt. Men jeg fik da snakket med en masse, som roste leoparddresset. Og det er sådan set altid rart, når jeg ikke er midt i en dans - hvilket jeg jo ellers som ofte er, når folk insisterer på at snakke med mig. Så det var egentligt meget god,t sådan bare at kunne tage imod - eller hvad man skal kalde det. (Og så var det faktisk også udmærket ikke at skulle bekymre sig om fyre, som prøver at score en - og skulle fortælle, at man altså ikke er til mænd.)

Jeg gik dog ret tidligt hjem (altså her for lidt siden, lidt over 4). For jeg endte op med at drikke nogle fadøl på Vela, og de var vist relativt kulsyreholdige. For efter at jeg langt om længe fik danset ordentligt - det var tyndet en smule ud, og så kom Bad Romance på - opstod der totalt overtryk i min mave.

Så for ikke at risikere at ødelægge det forhåbentligt gode indtryk, jeg egentligt følte jeg havde gjort, med et geyser-stunt, valgte jeg altså at trille hjemad.

Så sådan set fin, men kort, nat. Og jeg mangler altså efterhånden at få bevæget mig. Må tage danse-situationen under overvejelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det tabte årti

Ingen kommentarer
En af de (mange) ting, som kan pisse mig fuldstændig af ved den regering vi har haft i små ti år, er den måde den vindmølleindustrien i Danmark er blevet udsultet og slagtet.

Forløbet kan sådan cirka deles op i 2 perioder - i de første 4-5 år af regeringens levetid, sagde de Åhr, hvad - fuck jer! - i 2002 og 2003 blev der sat flere vindmøller op end nogensinde før!

Det var sådan set også sandt nok - det var nemlig de sidste projekter der var sat i gang under den tidligere regering, i den forbindelse anført af Svend Auken, som blev opsat der. Efter det gik udbygningen af vindkraft fuldstændig i stå.

Og så - cirka midt i årtiet - fandt Anders Fogh ud af at der var stemmer i at snakke grønt. Og siden da har piben fået en anden lyd. Nu hedder det hele tiden: Ja, det er måske gået lidt langsomt, men til næste år kommer der et nyt udspil - og så skal I bare se løjer. Som Lykke Friis også siger i den linkede artikel.

Men det bliver aldrig til så meget andet end nogle klatparker hist og pist. Og imens flytter vindmølleproducenterne, inklusive megastjernen på feltet, Vestas, stille og roligt til udlandet. Det er simpelthen så torskedumt. Både for miljøet og økonomien.

Jeg håber i den grad en ny regering kan ændre kurs på området - lad os endelig få noget Svend Auken-ånd tilbage! (Og lad mig også opfrodre til, at oppositionen snakker noget mere om det... det tror jeg da der vil være stemmer i, især hvis man taler om, at der er arbejdspladser i det.)

Og - for at det ikke skal være brok det hele - vil jeg også komme med et forslag. Der skal snart bygges en forbindelse til Femern. Og man diskuterer i øjeblikket om det skal være en bro eller en tunnel. For de er ca lige dyre, en 40 milliarder håndører er der tale om.

Og så var det jeg fik den her skøre idé. Som muligvis er uigennemførlig rent teknisk, men kunne være totalt sej: Byg en bro, men ikke en hvilken som helst bro. Byg den med kæmpevindmøller i pylonerne. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært - som JFK sagde, da han talte om månerejser. Og fordi det vil kunne være et vartegn, der slår fast - at vindmøllerne er tilbage i Danmark.

Det er sikkert ikke nogen god idé rent vindenergimæssigt - blandt andet fordi møllerne jo ikke vil kun vende sig mange grader i forhold til vinden, medmindre man bygger pylonerne/møllerne høje, at vingerne ikke kommer i forbindelse med de bærende kabler, selv når den drejer rundt. Og hvis der kommer en vindmølle i hver pylon skygger de sikkert for hinanden - så jeg forestiller mig to møller ville være bedst, i modsat side og ende. Og så vil der vil nok også være noget med krafter som trækker og gør ting ved broen, som gør det svært - men det kan ingeniører vel løse.

For det kunne da være sejt - og man har vel lov til at fabulere lidt?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 5. november 2010

Den umulige flyvefisk

Ingen kommentarer
En sød lille samtale, som jeg kom i tanke om i dag - da jeg så en turists mistroiske ansigstudtryk, da hun blev spurgt hvad hun mente om at der fandt afghansk fredsmøde sted på "hendes" paradis-ø - udfoldede sig mellem mig om min yngste søn i zoologisk have i mandags.

Vi stod og så søløverne blive fodret, og en dyrepasser fik en af dem til at hoppe op på en høj sten for at få sin fisk.

LPD: Nøj, det var godt nok højt den kunne springe op ad vandet, hva'?
Y: Ja... tror du du kunne springe så højt op?
LPD: Nej. Og ihvertfald ikke hvis jeg sprang op af vandet!
Y: Tror du en hval kunne springe så højt?
LPD: Ja, det tror jeg godt! Delfiner kan ihvertfald!
Y: Og hvad med fisk?
LPD: Jo, nogen kan vel. Flyvefisk, for eksempel...
Y: Flyvefisk? Haha, det findes ikke!
LPD: Jo, det gør det faktisk!
Y: Du laver sjov med mig far!
LPD: Nej, det gør jeg faktisk ikke. Der findes flyvefisk...
Y: Nej, du laver sjov med mig...
LPD: Nej, de findes. De hopper op af vandet, og så har de nærmest nogle små vinger, så de kan flyve eller svæve et stykke...
Y: Nej, du laver fis. Der findes ikke flyvefisk.
LPD: Jomen, det gør der altså...
Y: Nej, du laver sjov med mig...

Og sådan fortsatte det lidt endnu. Alt sammen med godt humør, for han morede sig storartet over mine langt ude historier. Men det får mig jo til at overveje, om det nu også er så smart at jeg bruger min straight man humor overfor ham. Det er nu også mest hans bror jeg gør det med - men han ser det jo alligevel, så han ved godt at det ikke er alt han skal tro på.

Men det giver lidt et problem, når det fantastiske faktisk er virkeligt. Jeg må huske at vise ham en film med flyvefisk næste gang han er her!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Taliban i Paradise Hotel?

Ingen kommentarer
Jeg kunne ikke lade være at smågrine lidt af Simi Jans indslag i TV2 Nyhederne i dag, om de fredsforhandlinger der i øjeblikket foregår mellem Taliban og andre afghanske oprørsgrupper, og medlemmer af det afghanske parlament - på Paradise Island på Maldiverne. Selvom baggrunden selvfølgelig er alvorlig nok.

For der så man så disse fine højreligiøse folk ankomme, og gå til deres hotel i mellem turister i bikiner og badebukser. Talibanerne så ikke ud til at have noget imod det, men kvinderne som var med (vist parlamentsmedlemmer) i tørklæder slog blikket ned ved synet.

Og jeg kunne ikke lade være med at fantasere over, at de ville blive sat til at deltage i Paradise Hotel eller lignende - for noget mere absurd kan man vel dårligt forestille sig. Og hvis det blev sendt til den afghanske befolkning tror jeg såmænd det ville være slut med den krig. Folk ville være for optaget af hvad der foregik i TV.

(Baggrunden for at det foregår på Maldiverne, er ifølge Simi Jan, at Maldiverne er muslimsk, og samtidig ikke kræver visum eller begynder at tage folk til fange. Man kan i øvrigt også følge rapporter fra mødet på Politiken.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 4. november 2010

Hørt til julefrokost...

3 kommentarer
...hos Danske Spil:

Hva' så, skat - ska' du med ud i kopirummet og spille på Den Lange?

(Undskyld! Men den er da egentligt så oplagt, at nogen må have brugt den der engang?)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Camilla Henemark nøgen

3 kommentarer
Endnu engang er min SEO-konsulent efter mig, med et indlæg jeg bare skal lave. Og endnu engang skal vi tilbage til 90'erne, som da han i går satte mig til at skrive om en nøgen Tina Kjær.

Men denne gang forstår jeg i det mindste hvorfor - Camilla Henemark, som er (var?) kendt fra den svenske pop-dekadente 90'er trio Army of Lovers, påstås nu i en bog at have haft en affære med den svenske kong Carl XVI Gustaf.

Og - tja - jeg forestiller mig at mange gerne vil vide, præcis hvad det er den svenske konge har haft gang i. Ihvertfald bemærker jeg , hvor hjemmevant hun færdes på slottet i denstående video. Og hvad er det lige for et billede man ser på væggen ca 2:20 inde? Er det en skjult besked?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Grundloven - det er bare noget vi leger

5 kommentarer
Sidste år på Ramasjang havde DR et motto til børnenes melodi grand prix - muligvis efter kritik af at det hele var blevet for voksent, nedringet og hysterisk: MGP - Det Er Bare Noget Vi Leger.

Og tilsyneladende er det også nogenlunde Pia Kjærsgaards holdning til Grundloven. Eller rettere, hendes idé om hvad Folketinget(?) generelt mener om Grundloven. Eller hvordan de bruger den. Man må selv gætte sig til hvem vi er, i nedenstående citat.

Hendes udtalelse falder efter at Lars Løkke har sagt, at han ikke synes det er en skide smart idé at prøve at forbyde paraboler eller arabiske TV-kanaler. Dels fordi han lissom ikke synes det flugter med de frihedsrettigheder han (og Venstre) i øvrigt går ind for, og dels fordi det er imod Grundloven.

Om det med at det skulle være i mod Grundloven siger hun så:

Det har jeg svært ved at se. Det med grundloven er ofte bare noget, vi siger. Problemet er mere rent praktisk og teknisk. (min fremhævning)

Udtalelsen forklarer jo godt nok lidt, hvordan det kan være at hun og DF gang på gang fremsætter forslag som soleklart ville betyde grundlovsstridige love, hvis de blev vedtaget. Men jeg håber - og tror faktisk også - at den holdning til Grundloven ikke udbredt, udenfor Pia Kjærsgaards inderkreds.

At der så er nogen der ikke fatter hvad der står i den, er noget andet. Men jeg tror de fleste har en vis respekt for den.

Alligevel kan jeg ikke slippe for et billede af en gruppe drikkende og rygende politikere om et bord i Snapstinget. Og den ene siger: ...og så sagde jeg: Det er imod Grundloven! Hvorefter resten af bordet slår sig på lårene i krampegrin.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 3. november 2010

Quiz 113: Hvilken betegnelse

Ingen kommentarer
Dette negative fodboldfænomen er blevet mere og mere udbredt de sidste år: udenfor banen overfalder en spiller en anden, og overfaldet ender med at offerets hovede gentagne gange knaldes ind i reklamerne langs sidelinien. (Da det sker udenfor banen kan dommeren ikke gøre meget.) Hvad kaldes fænomenet?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mit møde med Paven

Ingen kommentarer
turen til Rom skulle vi jo også ned og se Peterskirken - selvom det bestemt ikke var den kristne del af Rom som interesserede mig eller den ældste synderligt, er det da et bygningsværk man sådan nok føler man bør se. Det er jo også med i nogle udgaver af Civilization.

Tidspunktet blev en søndag formiddag, det passede fint ind i andre planer, og var så i øvrigt min mors fødselsdag. Ville også passe hende fint med lidt hellighed på sin 70-årsdag, kunne jeg mærke.

Det er svært at se her, men
paven befinder sig ca foran hovedporten
Så vi begav os på vej lidt i 11, og kunne efterhånden godt høre, efterhånden som vi nærmede os, lyde som af en  fjern 1. maj demonstration. Med en pibende pave-stemme som hovedtaler. Og det gik op for os, at det altså var en fungerende kirke og en fungerende kirke og en rigtig messe vi kom til. Jeg troede ellers det var noget med, hvis man var heldig, at man så paven vinke fra et vindue.

Men, nej: vi kommer til Peterspladsen, som er ganske fuld, og kommer igennem security (det eneste sted dernede bortset fra i lufthavnen hjem, vi så noget af den slags). Og så ser vi ellers det meste af ritualet.

Og det er jo ikke fordi jeg har noget specielt positivt forhold til religioner, og slet ikke til den nuværende pave, Benedikt XVI.

Men, fuck, jeg blev grebet af det. Hele det cirkus med kirken som baggrund, på latin - hvor de forskellige rangordner skulle stå forskelligt, og nogen specielt udvalgte hellige personer kom op for at modtage personlig velsignelse, og så ellers nadver med vin & brød og det hele som en hær af messedrenge - ja det var vist voksne, ved ikke om det er noget nyt at man vælger voksne af PR hensyn? - blev sendt ud for at fordele blandt pladsens tilhørere.

Så stod jeg ellers der og blev grebet af en eller anden samhørighed gennem i sær tid, fordi man kunne se hvordan det her var noget der var gået for sig på samme plads på samme måde gennem hundreder af år. En underlig følelse for en agnostiker og religionsskeptiker - men meget fint at opleve.

Og da det endte med at paven velsignede os alle - var det på en eller anden måde perfekt, for jeg kunne også mærke at det betød noget for min mor, at det skete netop på hendes 70 årsdag.

Den ældste var jo så - forståeligt nok - efterhånden blevet noget utålmodig - og da vi fandt ud af at der ville gå nogen timer efter ritualet sluttede helt - og vi anede ikke hvor længe det ville være - før man kunne få adgang til selve kirken, droppede vi det. Og gik under stadig messen og fik en kop kaffe.

Og, ja, det var sådan set det. Men meget fornem oplevelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Comedy Aid 2010

3 kommentarer
Hvis man har lyst til Stand Up hvor man samtidig støtter børn og unge med kræft økonomisk, så er der en god mulighed i juledagene:


(Jeg må så sige at jeg ikke synes sådan nogle mini standup klip gør sig særligt godt - mig irriterer de faktisk som regel. Det må da være muligt at lave sådan en annonce på en lidt fiksere måde?)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 2. november 2010

Godt gået, Nahid Yazdanyar!

3 kommentarer
Nahid Yazdanyar stod til at modtage en integrationspris i dag, til en festlighed i Cirkusbygningen. Med deltagelse af blandt andre integrationsminister Birthe Rønn-Hornbech og Kronprinsesse Mary.

Men Nahid Yazdanyar ønskede ikke at deltage, og sendte i stedet det åbne brev, herunder - hvori hun udstiller regeringens hykleri. Jeg synes det er suverænt godt gået!
Til: Integrationsministeren, Birthe Rønn Hornbech

Jeg har fået at vide, at jeg er blandt de nominerede til Integrationsministeriets Integrationspris. Jeg og de andre nominerede får endda lov til at sidde ved dit bord og blive fotograferet sammen med dig, når begivenheden finder sted i Cirkusbygningen d. 2. november. Og så kan vi lade, som om vi alle sammen er glade og tilfredse med integrationen og integrationspolitik i Danmark!

Jeg er glad for og stolt af, at nogle af dem, som kender os og følger vores arbejde på tæt hold, har indstillet mig og min kollega til prisen. Jeg sætter stor pris på, at de på den måde har vist os deres tillid og anerkendelse og har understreget, at det som vi stræber efter i vores arbejde, er det rigtige. Det varmer virkelig mit hjerte.

Jeg er desuden glad for, at jeg og min kollega, som også har en anden etnisk baggrund end dansk, for en gangs skyld har ”den rigtige” baggrund til at få en pris i stedet for at blive skældt ud på af politikerne og ministre, netop pga. vores baggrund!

Men jeg kan desværre ikke være med til dette dobbeltspil, hvor I fra den ene side uddeler priser for de gode indsatser for integrationen og fra den anden side forhindrer os, som arbejder med integrationen i at kunne udføre et ordentligt stykke arbejde. Hvordan kan vi tale om integration, når mange af de folk, som skal ”integreres” hver eneste dag mødes med mistillid og mistænkeliggørelse og bliver stemplet som en gruppe uduelige mennesker, som kun er ude på at snyde samfundet, og derfor skal straffes, sanktioneres og smides ud af landet! Jeg taler på vegne af bl.a. den unge højgravide kvinde fra Akacieparken, som for 1½ år siden blev smidt ud af Danmark med sine to små børn, med den begrundelse, at hun ikke havde nok tilknytning til landet! Hun var godt i gang med at lære sproget. Hendes datter havde lige fået en plads i en vuggestue. Hendes mand var stolt af sin familie og arbejdede hårdt for at forsørge dem. Han var en af vores ressoursestærke beboere, som deltog frivilligt i beboerarbejdet i Akacieparken. Men i dag bor den unge kvinde og hendes 3 små børn i en landsby i Pakistan, hendes mand er fuldstændig ødelagt. Han skal rejse frem og tilbage for at sørge for sin families sikkerhed dernede.

Jeg taler på vegne af alle de mennesker, som føler sig udenfor samfundet, selv om de betragter sig selv som danske borgere. Jeg møder dem hver dag og kan se hvordan det ødelægger deres integritet og udvikling, når de oplever, at de uanset hvem de er, bliver betragtet som en ensartet gruppe som skal stå til regnskab og skal finde sig i gruppeafstraffelse via stramninger og særlove og regler. De skal alle sammen betale prisen, når nogen begår kriminalitet og tilfældigvis har samme etniske baggrund eller når politikernes integrationspolitik går galt!

Mange af disse mennesker vil jo gerne tjene deres egne penge, bo et godt sted i stedet for i ghettoer. De drømmer også om at købe deres egen bolig. Langt de fleste af dem ville gerne sende deres børn til de skoler og institutioner, hvor de bedre kunne lære dansk og hvor de fik mulighed for at tage en uddannelse i stedet for at havne i kriminalitet eller tilslutte sig de ekstreme religiøse grupper, eller i det bedste fald nøjes med de lavtlønnede ufaglærte jobs. De er jo også forældre, som vil det bedste for deres børn og unge. De har ikke brug for at blive nedgjort, udhængt og chikaneret af systemet, for at nå de mål. De har behov for et reelt valg. De familier der har problemer med at håndtere deres forældreansvar, skal hjælpes med at få bedre kendskab til deres børns muligheder. De skal hjælpes med at få flere redskaber til at kunne støtte deres børn, og det gælder selv sagt alle forældre med disse problemer.

Det er det som jeg og mange andre stræber efter i vores arbejde. Men vi, både os medarbejdere og de mennesker, som integrationen drejer sig om, bliver hele tiden stoppet i denne proces. I stedet for at give dem et reelt valg, bliver mange af dem truet af de nye stramninger. I stedet for at koncentrere sig om integration af sig selv og sine børn, bekymrer langt de fleste af vores borgere sig om de basale ting som opholdstilladelse, økonomi og bolig, som ikke er i orden.

Jeg finder ikke prisuddelingen i overensstemmelse med jeres politik. Jeg opfatter prisuddelingen som en retfærdiggørelse af jeres udlændingepolitik, som rammer de mennesker, jeg arbejder med og integrationen drejer sig om.

Derfor har jeg ikke lyst til at deltage i prisoverrækkelsen og dermed være med til at understøtte jeres ekskluderende politik.

Med venlig hilsen

Nahid Riazi Yazdanyar

En af nominerede til integrationsprisen 2010

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Forbyd onani!

2 kommentarer
Nej, det er ikke fordi jeg går ind for det. Langt fra! Rolig nu, ingen panik...

Men jeg har flere gange de sidste dage hørt danske tv-reportere sige, at Christine O'Donnell - en af de mest prominente kandidater for Tea-Party Bevægelsen/Amerikansk Folkeparti ved dagens (nattens) midtvejsvalg - vil have masturbation forbudt.

Det satte jeg mig for at undersøge - for det lyder trods alt lige lovligt vanvittigt, i sær hvad angår at kontrollere at forbuddet nu også overholdes.

Det viser sig da også, at det trods alt ikke lige er det hun har sagt. Men hun har tilbage i 90'erne udtalt sig til MTV om seksuel afholdenhed - som hun naturligvis gik ind for, kristen galning som hun er og var - og det er i den forbindelse, at hun altså også taler om at man skal holde sig fra onani.

Logikken er åbenbart, at bare følelsen lust er en synd i følge hendes fortolkning af biblen, og at man ikke kan onanere uden at føle lust.

Men se hende selv sige det herunder, senator-kandidaten - man kunne næsten tro det var noget fra Beverly Hills 90210, som de ser ud. Hvis det ikke var så torskedumt det hun siger, det var aldrig kommet med i Beverly!


Hun har dog på det seneste sagt, at hun ikke længere mener helt hvad hun sagde dengang. Så det er altså en usandhed der fremføres i danske medier, når de siger hun vil have masturbation forbudt - omend en ganske underholdende en af slagsen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Digte om Lykke

2 kommentarer
Jeg har fået en del søgninger på overskriften, efter jeg skrev om digtenu.dk. Så jeg tænkte, når nu så mange søger Lykken og digte, hvorfor så ikke give dem noget fornuftigt? Så jeg spurgte min gode veninde og blogger-kollega, Louise Kristensen, om hun havde lyst til at skrive et gæsteindlæg om. Og det har hun været så sød at gøre - hvilket da kan give mig et øjebliks lykkefølelse! Tak, Louise.

Da Leoparddrengen spurgte mig, om jeg havde lyst til at skrive et gæsteindlæg om begrebet Lykke, var min første tanke: Mig?! Hvad har jeg at skulle have sagt om den sag? og tanken førte mig straks til dameblade og poppsykologiske magasiner, lifecoaching, livsstilsoptimering og detoxkure. Alt det, der bruges for at uniformere mennesket, så det passer ind i et bestemt billede. Det, der altid lige netop sørger for at grundangsten forbliver en uhørlig understrøm. Mig – skrive om lykke? Jeg digter sjældent om lykke og kærlighed. Jeg plejer at skrive om skam, had, angst, neuroser, forstyrrelser og verdens illusoriske natur. Ikke fordi jeg til hverdag går rundt og er alle de ting i den store stil, men grundlæggende fordi jeg synes, at tabuer er værd at skrive om i en verden, der ofte kører på et overfladerush af en billedstrøm. Og gerne holder et spejl op for andre, så det måske kan drage et lettelsens suk og tænke: Godt det ikke kun er mig, der føler sådan. Men lykke! Oxford definerer begrebet som: At føle eller udtrykke nydelse. Heldig og bekvem. Er det alt? Fordrer lykke ikke andet? Noget mere sammenhængende, en eller anden form for overensstemmelse, en kongruens mellem det indre og det ydre. Et mod, der gør en i stand til at lytte til understrømmen af angst, der løber under alting, og stå ansigt til ansigt med dæmonerne og kalde dem ved deres rette navn?

Jeg tror, det er et større. Jeg tror kun jeg kan nærme mig det ved at forholde mig ydmygt til det. Jeg føler ikke noget ejerskab over lykken, jeg tror ikke, jeg kan kræve den. Jeg kan kun nærme mig den i taknemmelighed. Taknemmelighed behøver ingen store ting. Ikke en gengældt forelskelse, eller det at blive forælder, som nok er det de fleste forbinder med at være lykkelig. (Selvom damebladsversionen af begrebet nok har andre, mere verdslige versioner: Opfyldelse af ambitioner, karrieremål, at have alle de rigtige musthaves...) Nej, taknemmelighed kræver grundlæggende kun små ting for at sprede sig som ringe i vandet: Blade der falder fra et træ i solen. Koldt vand, når man er meget tørstig. En der fortæller en vittighed, som får dig til at le højt og glemme at du fik det forkerte ben ud af sengen. Øjenkontakt med et vildt dyr. At man fik taget den opvask. Fik parkeringspladsen ubesværet. Behøver lykken være en stor, sammenhængende følelse, der rækkes som fra en stor hånd ud af himlen? Eller er det okay at lade ens lykkefølelse bestå af en sammenknyttet kæde af små ting, selvom man ikke har denne eller hin karriere eller materielle statussymboler? Selvfølgelig, tænker du måske, men hvor sandt er det? Mærk efter. Hvor mange lag skal man ned, før tvivlen begynder at gnave?

Lykken forbindes med romantisk kærlighed. Popmusik har altid været fyldt med erklæringer om, at kun du kan gøre mig lykkelig, og hvis du går, kan jeg aldrig blive lykkelig igen. Jeg ved ikke, om jeg har følt den store lykke, som jeg tror må være den, der søges efter. Det har ledt mig til den konklusion, at et andet menneske ihvertfald ikke per definition kan gøre mig lykkelig. Jeg har engang haft det, man ville betegne som Den Store Kærlighed. Vi levede ikke lykkeligt til vore dages ende. Kærligheden var der, men den var ikke nok til at lade forholdet vare; vi var meget forelskede, men ingen af os var lykkelige. Jo, i glimt. I bittesmå øjeblikke. Det gik i stykker. Det havde store omkostninger. Alligevel fortryder jeg ingenting. Ordsproget Det er bedre at elske og miste, end slet ikke at elske fik mening. Vi tager ikke andet med os ind i efterverdenen, end det menneske, vi har været, og de mennesker, der har udfyldt vores horisont fuldt ud.

Jeg kan ikke gøre nogen lykkelig. Jeg kan kun være der for mine medmennesker. Jeg kan hjælpe til at opfylde deres behov, hvis de beder mig om det. Jeg kan indgå i et parforhold, men kun som mig selv, med respekt for mine egne og min partners grænser. Uden den respekt har man bedst af at gå. Alt andet er at fralægge sig ansvar. Igen, uoverensstemmelse. Hvis du ændrer grundlæggende træk ved dig selv, for at blive accepteret, for i sidste ende at være lykkelig i forholdet, så er formålet vel allerede undermineret i forsøget?

Jeg kan undre mig over den måde, naturen får mig til at føle på. Jeg føler mig ukompliceret lykkelig i naturen. Den første grønne forsommerdag i naturen er som at være i paradisets have. Jeg kan føle mig uendeligt tryg og glad af at gå alene i regnen. Nyfalden sne, duften af mos i våd skovbund, frostklare stjerner. Nordlys. Rindende vand. En mørk hede med blomstrende lyng. Måske fordi naturen ikke beder om noget. Den kræver ikke, jeg ser ud på en bestemt måde, præsenterer mig selv og mit strålende curriculum vitae, har det-og-det tøj på. I naturen kan man møde sin rene tilstand af væren. Komme ind i nuet, det flygtige begreb, som alle taler om, men de færreste praktiserer. Og jeg kan undre mig over, hvorfor jeg behøver at leve dette komplekse, urbane liv. Men kunsten er også nødvendig for at jeg kan føle mig som et helt menneske. Det er vel også en fordring for at være lykkelig. Vi er tilbage i overensstemmelsen, i kongruensen. Og her bliver det måske lidt absurd. At fravælge det simple, som rummer en ubesværet lykkefølelse for at bevæge sig ud i noget komplekst, der ofte kræver såmange intellektuelle overbygninger, at man er i fare for at glemme sit hjerte, glemme at det ikke sidder oppe i hovedet! Men at fravælge ens dybeste drifter og drømme, selvom de trækker en ind i komplekse verdener, er vel også mangel på overensstemmelse? Det kræver kunsten. Den er ganske kompromisløs.

En sognepræst erklærede i en klumme i en gratisavis, at for ham bliver livet småt, hvis vi kun bruger små ord. Hvis vi kalder glasset med dybrød bourgogne for en genstand, så glemmer vi dens delikate smag. Hvis man kalder sin elskede for sin samlever gemmer man sig for dybden af kærligheden. Hvis man kalder lykken for livskvalitet, bliver den leverpostejsfarvet, noget der kan måles og vejes. Men når man gemmer sig bag de små ord, behøver man heller ikke opleve følelsens hele spændvidde. Det er ufarligt. Der er ikke noget at miste. Man forbliver i kontrollen. Men hvis lykken er større end dig, større end livet selv, er den så ikke også udenfor din bevidste kontrol? For at blive bevidst om begreberne, må vi kunne beskrive dem i vores sind. Jeg tror, det kræver mod at være lykkelig. Mod til at vide, at lykken kan være skrøbelig. Og er der noget, jeg ved med sikkerhed, så er det, at det kræver mod at bruge store ord. Ikke bare at kaste dem om sig for at imponere, men at udtrykke dem gennem alle sin sjæls lag, ånde dem ind, gøre dem sande, lade dem manifestere. Det kræver overensstemmelse. Det kan man ikke lade som om.

Anbefalet læsning:
  • Antoine de Saint-Exupéry: Den lille Prins
  • Jens August Schade: Schades Højsang
  • Højsangen i Det Gamle Testamente
  • Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte
  • William Blake: Songs of Innocence and Experience
  • Karen Blixen: Babettes Gæstebud
  • Jens Baggesen: Roserne
  • Johann Wolfgang Goethe: Den unge Werthers Lidelser
  • H.C. Andersen: Historien om en moder
  • Per Højholt: Skrift på vind og vand
  • Jakob Knudsen: Morgensang (Se, nu stiger solen)
  • Jeppe Aakjær: Stille, hjerte
  • Johannes V. Jensen: Envoi
  • Iljitsch Johannsen: Kronhjort

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. november 2010

En dejlig dag

Ingen kommentarer
Lige så kikset i går endte op med at blive, lige så vellykket var i dag.

Den yngstes favoritter
Ganske vist viste det sig at den ældste ikke kunne komme med, fordi der var en eller anden klassekomsammen hos hans favorit-kammerat efter skole, men så tog jeg og den yngste jo i Zoologisk Have alene.

Og dat var aldeles storartet: for det første var det fint vi vare alene, så kom der ikke de modstridende ønsker om hvor vi nu skulle eller ikke skulle gå hen - og så var det ganske herligt at det var en mandag i november. For der var helt, helt fredeligt alle steder - ikke spøgelsesagtigt men fredeligt.

Jeg kom faktisk helt til at tænke på, da jeg selv var meget dyreinteresseret omkring da jeg var 12 år, og havde årskort, og gik i Zoo i tide og utide - netop på de fredelige tidspunkter.

Min favorit
Og den yngste syntes også det var fint - både dyrene, som han kan se noget mere idé i, end da vi var der sidst, og i at være alene med mig. (Og så talte han en del om kaninerne, som han udnævner som et af sine yndlingsdyr - så det har jo givet mig nogle overvejelser.)


Halloween hos tigrene,
som legede med græskar
Jo - det var fint. Og nu tror jeg heller ikke jeg behøver gå rundt med dårlig samvittighed længere. Dejligt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det der burkatællingskontor....?

2 kommentarer
...findes det stadig? For så bør jeg ringe til dem.

Jeg så nemlig en kvinde i niqab i dag, men kom til at glemme det på grund af senere trængsler. Det var ellers noget af det mere positive ved dagen!

For jeg sad med ungerne og ventede på at reklamer skulle blive færdige, og filmen gå i gang i Palads største sal, som var næsten tom (til Olsen Banden På De Bonede Gulve), da denne niqab-klædte kvinde, med 5 børn af begge køn i følge går gennem salen 2 rækker foran os, fordi de skal over i modsatte side - de ender et par rækker bag os.

Og på en eller anden måde får det mig til at tro at Danmark da, trods alt hvad Pia K. kan finde på, har håb endnu. Når en niqab-bærende kvinde (sikkert konvertit, det er de vist alle sammen, men alligevel) er så åben overfor dansk kultur, at hun ser Olsen Banden På De Bonede Gulve 3D, lavet af nogle af de samme som lavede Terkel i Knibe og Rejsen til Saturn, sammen med sine børn.

Det er sgudda smukt, et eller andet sted?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 31. oktober 2010

Crap-dag

6 kommentarer
Ach, en af de mindre sjove dage! Dels på grund af den yngste har været noget svingende syg, med tilsvarende svingende humør de sidste dage, og dels på grund af noget opsparet frustration, tror jeg.

Den startede ellers fint: egentligt havde jeg haft nogle planer om at gå i Zoologisk Have i dag, da vejret så ok ud, og det var en af de ting den yngste var blevet stillet i udsigt, fordi han ikke var med i Rom. Men så i går, da vi skulle til middag hos min mor, og vi skal til Vesterport, ser han den store plakat med reklame for Olsen Banden På De Bonede Gulve. Og den ville han altså meget gerne se.

Ok, fint siger jeg så, så lad os gøre det i morgen (idag). Selvom jeg ikke regnede med det var noget for ham, var det ikke noget jeg ville nægte ham, og den ældste ville jo meget gerne se den.

Så det var så med forventning om hyggelig eftermiddag vi gik i Palads i dag, og så den (endda til halv pris - det var åbenbart Biografens Dag eller noget, i dag, så alle billetter var halv pris - sgu dyrt nok alligevel :) ). Filmen var så ikke særligt god - men det havde jeg egentlig heller ikke forventet. Men den ældste syntes den var herlig, så det var godtnok, den yngste var mere tvivlende, og det forstår jeg fint. Der har været rigtigt meget han ikke har haft forudsætninger for at fatte en bjælde af.

Jeg spørger så ungerne om vi skal gå på Burger King, hvilket de - ikke overraskende - meget gerne vil. Men på vejen derhen laver vi det om til McDonalds, da den yngste bedst kan lide det, på grund af deres bedre legefaciliteter. Og jeg og den ældste har længe fået vores vilje med BK (hvor vi vil hen på grund af den bedre mad.)

Så vi havner i kælderen ved legelandet i McD på Vesterbrogade, og ungerne hygger sig fint. Spiser ikke rigtigt noget, men det er så heller ikke det vigtige for dem. Jeg spiser en Big Mac (og jeg giver deres reklamer helt ret - den første bid er det bedste, siden går det bare nedad bakke...), og får tiltagende hovedpine af støjniveauet, lyssætningen og indeklimaet.

Og så er det på hjemvejen at det går galt: den yngste flipper helt ud, og klager over at vi ikke var i Zoologisk Have. Hvilket jeg får dårlig samvittighed over, fordi det jo var del af den deal omkring rejsen til Rom, som jeg også har dårlig samvittighed over, selvom det altså var en ret fornuftig ting at han ikke var med.

Og det mest absurde er, at jeg jo langt heller ville have været i Zoo - men det var jo ligesom på hans ønske. Men det er ikke lige til at få forklaret ham, ihvertfald ikke på en måde som virker.

Og højst usædvanligt - men jeg kaster altså skylden på hans skiftende feber - er han sur, vred og ked af det i forhold til mig resten af dagen, det var kun lige omkring sengetid han faldt lidt til ro. Og han kan altså være effektivt sur, vred & ked af det, hvis han vil. Men sjældent længe ad gangen.

Så nu ender det nok med, at jeg holder ham hjemme i morgen - syg eller ej - og så går i Zoo om eftermiddagen, når den ældste kommer fra skole. Ikke lige sådan jeg havde regnet med at bruge mandagen - hvor jeg regnede med første børnefri dag - men så må det være sådan.

Heldigvis holder det vist nogenlunde tørt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Quiz 112: Hvilken luftart

3 kommentarer
Egentligt dækker betegnelsen over en række luftarter - de er alle kendetegnet ved at kunne findes i de kongeliges prutter.

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.