Da Leoparddrengen spurgte mig, om jeg havde lyst til at skrive et gæsteindlæg om begrebet
Lykke, var min første tanke:
Mig?! Hvad har jeg at skulle have sagt om den sag? og tanken førte mig straks til dameblade og poppsykologiske magasiner, lifecoaching, livsstilsoptimering og detoxkure. Alt det, der bruges for at uniformere mennesket, så det passer ind i et bestemt billede. Det, der altid lige netop sørger for at grundangsten forbliver en uhørlig understrøm. Mig – skrive om lykke? Jeg digter sjældent om lykke og kærlighed. Jeg plejer at skrive om skam, had, angst, neuroser, forstyrrelser og verdens illusoriske natur. Ikke fordi jeg til hverdag går rundt og er alle de ting i den store stil, men grundlæggende fordi jeg synes, at tabuer er værd at skrive om i en verden, der ofte kører på et overfladerush af en billedstrøm. Og gerne holder et spejl op for andre, så det måske kan drage et lettelsens suk og tænke: Godt det ikke kun er mig, der føler sådan. Men lykke! Oxford definerer begrebet som:
At føle eller udtrykke nydelse. Heldig og bekvem. Er det alt? Fordrer lykke ikke andet? Noget mere sammenhængende, en eller anden form for overensstemmelse, en kongruens mellem det indre og det ydre. Et mod, der gør en i stand til at lytte til understrømmen af angst, der løber under alting, og stå ansigt til ansigt med dæmonerne og kalde dem ved deres rette navn?
Jeg tror, det er et større. Jeg tror kun jeg kan nærme mig det ved at forholde mig ydmygt til det. Jeg føler ikke noget ejerskab over lykken, jeg tror ikke, jeg kan kræve den. Jeg kan kun nærme mig den i taknemmelighed. Taknemmelighed behøver ingen store ting. Ikke en gengældt forelskelse, eller det at blive forælder, som nok er det de fleste forbinder med at være lykkelig. (Selvom damebladsversionen af begrebet nok har andre, mere verdslige versioner: Opfyldelse af ambitioner, karrieremål, at have alle de rigtige musthaves...) Nej, taknemmelighed kræver grundlæggende kun små ting for at sprede sig som ringe i vandet: Blade der falder fra et træ i solen. Koldt vand, når man er meget tørstig. En der fortæller en vittighed, som får dig til at le højt og glemme at du fik det forkerte ben ud af sengen. Øjenkontakt med et vildt dyr. At man fik taget den opvask. Fik parkeringspladsen ubesværet. Behøver lykken være en stor, sammenhængende følelse, der rækkes som fra en stor hånd ud af himlen? Eller er det okay at lade ens lykkefølelse bestå af en sammenknyttet kæde af små ting, selvom man ikke har denne eller hin karriere eller materielle statussymboler? Selvfølgelig, tænker du måske, men hvor sandt er det? Mærk efter. Hvor mange lag skal man ned, før tvivlen begynder at gnave?
Lykken forbindes med romantisk kærlighed. Popmusik har altid været fyldt med erklæringer om, at kun du kan gøre mig lykkelig, og hvis du går, kan jeg aldrig blive lykkelig igen. Jeg ved ikke, om jeg har følt den store lykke, som jeg tror må være den, der søges efter. Det har ledt mig til den konklusion, at et andet menneske ihvertfald ikke per definition kan gøre mig lykkelig. Jeg har engang haft det, man ville betegne som Den Store Kærlighed. Vi levede ikke lykkeligt til vore dages ende. Kærligheden var der, men den var ikke nok til at lade forholdet vare; vi var meget forelskede, men ingen af os var lykkelige. Jo, i glimt. I bittesmå øjeblikke. Det gik i stykker. Det havde store omkostninger. Alligevel fortryder jeg ingenting. Ordsproget
Det er bedre at elske og miste, end slet ikke at elske fik mening. Vi tager ikke andet med os ind i efterverdenen, end det menneske, vi har været, og de mennesker, der har udfyldt vores horisont fuldt ud.
Jeg kan ikke gøre nogen lykkelig. Jeg kan kun være der for mine medmennesker. Jeg kan hjælpe til at opfylde deres behov, hvis de beder mig om det. Jeg kan indgå i et parforhold, men kun som mig selv, med respekt for mine egne og min partners grænser. Uden den respekt har man bedst af at gå. Alt andet er at fralægge sig ansvar. Igen, uoverensstemmelse. Hvis du ændrer grundlæggende træk ved dig selv, for at blive accepteret, for i sidste ende at være lykkelig i forholdet, så er formålet vel allerede undermineret i forsøget?
Jeg kan undre mig over den måde, naturen får mig til at føle på. Jeg føler mig ukompliceret lykkelig i naturen. Den første grønne forsommerdag i naturen er som at være i paradisets have. Jeg kan føle mig uendeligt tryg og glad af at gå alene i regnen. Nyfalden sne, duften af mos i våd skovbund, frostklare stjerner. Nordlys. Rindende vand. En mørk hede med blomstrende lyng. Måske fordi naturen ikke beder om noget. Den kræver ikke, jeg ser ud på en bestemt måde, præsenterer mig selv og mit strålende curriculum vitae, har det-og-det tøj på. I naturen kan man møde sin rene tilstand af væren. Komme ind i nuet, det flygtige begreb, som alle taler om, men de færreste praktiserer. Og jeg kan undre mig over, hvorfor jeg behøver at leve dette komplekse, urbane liv. Men kunsten er også nødvendig for at jeg kan føle mig som et helt menneske. Det er vel også en fordring for at være lykkelig. Vi er tilbage i overensstemmelsen, i kongruensen. Og her bliver det måske lidt absurd. At fravælge det simple, som rummer en ubesværet lykkefølelse for at bevæge sig ud i noget komplekst, der ofte kræver såmange intellektuelle overbygninger, at man er i fare for at glemme sit hjerte, glemme at det ikke sidder oppe i hovedet! Men at fravælge ens dybeste drifter og drømme, selvom de trækker en ind i komplekse verdener, er vel også mangel på overensstemmelse? Det kræver kunsten. Den er ganske kompromisløs.
En sognepræst erklærede i en klumme i en gratisavis, at for ham bliver livet småt, hvis vi kun bruger små ord. Hvis vi kalder glasset med dybrød bourgogne for
en genstand, så glemmer vi dens delikate smag. Hvis man kalder sin elskede for sin
samlever gemmer man sig for dybden af kærligheden. Hvis man kalder lykken for
livskvalitet, bliver den leverpostejsfarvet, noget der kan måles og vejes. Men når man gemmer sig bag de små ord, behøver man heller ikke opleve følelsens hele spændvidde. Det er ufarligt. Der er ikke noget at miste. Man forbliver i kontrollen. Men hvis lykken er større end dig, større end livet selv, er den så ikke også udenfor din bevidste kontrol? For at blive bevidst om begreberne, må vi kunne beskrive dem i vores sind. Jeg tror, det kræver mod at være lykkelig. Mod til at vide, at lykken kan være skrøbelig. Og er der noget, jeg ved med sikkerhed, så er det, at det kræver mod at bruge store ord. Ikke bare at kaste dem om sig for at imponere, men at udtrykke dem gennem alle sin sjæls lag, ånde dem ind, gøre dem sande, lade dem manifestere. Det kræver overensstemmelse. Det kan man ikke lade som om.
Anbefalet læsning:
- Antoine de Saint-Exupéry: Den lille Prins
- Jens August Schade: Schades Højsang
- Højsangen i Det Gamle Testamente
- Astrid Lindgren: Brødrene Løvehjerte
- William Blake: Songs of Innocence and Experience
- Karen Blixen: Babettes Gæstebud
- Jens Baggesen: Roserne
- Johann Wolfgang Goethe: Den unge Werthers Lidelser
- H.C. Andersen: Historien om en moder
- Per Højholt: Skrift på vind og vand
- Jakob Knudsen: Morgensang (Se, nu stiger solen)
- Jeppe Aakjær: Stille, hjerte
- Johannes V. Jensen: Envoi
- Iljitsch Johannsen: Kronhjort
