Naser Khaders seneste forslag møder bred opbakning: forbud mod kvindelige submissives, såkaldte subs - altså kvinder som bliver domineret i et forhold:
Naser Khader siger: submissive betyder jo underkastende, ligesom Islam betyder underkastelse, og muslim betyder en der underkaster sig. Så man kan vel roligt kalde disse "subs" for islamister! Og de indrømmer jo, at deres mand hersker over dem, og det er jo så kvindeundertrykkende. Og de går i noget tøj, som enhver kan se er ydmygende og kvindeundertrykkende, og der er ingen der skal fortælle mig at nogen frivilligt kunne finde på at gå i sådan noget tøj!
Hvad nu hvis det ikke er en mandlig hersker, men en herskerinde, der siger de skal gå klædt sådan?
Det kan jeg slet ikke forestille mig! Men det vil jo alligevel under alle omstændigheder være kvindeundertrykkende.
Hvad så med mandlige subs, skal de også forbydes?
Nej, nu handler det her jo om ligestilling, og der er det altså kvinderne der skal beskyttes. Iøvrigt må man gå ud fra, at en mand selv har kunnet tage stilling til spørgsmålet, og gør det frivilligt. Derudover synes jeg det tøj ser ret lækkert ud, det kunne jeg da godt forestille mig selv at have på.
Vi ser frem til forslaget bliver vedtaget, held og lykke med det. Og hav en godt aften!
Okay, det er måske for meget sagt - man ved ikke hvad der sker, og der er i øvrigt sket meget siden. Men et sted føler jeg det stadig sådan - for min ulykkelige kærlighed fra mine teenage-år.
Som tidligere fortalt opdagede jeg og forelskede jeg mig i hende i en tur til Bakken med hele klassen i slutningen af 8. klasse.
Og jeg var siden da forgabt i hende, men havde ikke modet til at sige det til hende. Og hun havde jo også en ældre kæreste fra en anden kæreste. Men de næste måneder kom mange klassefester - blandt andet arrangerede hun et pyjamasparty. Det var på alle mulige måder en stor tid, og en bestemt LP med Rod Stewart som jeg besad var meget populær, blandt andet fordi den var lidt udover de andre hits.
Men udover gruppedansen - som bestod i at stå i en rundkreds og smække skiftevis det ene og det andet ben ind mod midten - blev det sgu ikke til så meget. På trods af alle de gode fester.
Det var før begrebet stalker blev indført, ellers ville jeg nok have været det. Jeg begyndte at gå ture om natten, og hænge ud overfor hendes opgang. Ikke for at overvåge hende, men for at være tæt på, at beskytte, at velsigne. Hvis mine velsignelser har haft nogen kraft er der to huse der kommer til at stå for evigt.
For hun flyttede på et tidspunkt (faktisk tror jeg nok jeg fandt ud af jeg hængte ud foran det forkerte hus en måned efter hun var flyttet).
Hun lærte mig at elske Bowie og heavy (AC/DC og Iron Maiden - Judas Priest kom jeg selv på senere).
Jeg har vist været ret obvious omkring det, for jeg kan huske jeg engang blev hånet på den lokale grill, af en fra min parallelklasse. Ganske uheldigt, for jeg havde min gamle ven med, som gik på en ganske anden skole, og han vidste ikke noget. Og hvad fanden siger man, når man ikke har vedkendt sig en kærlighed offentligt, men bliver hånet for den? Jeg har stadig ikke noget svar på den idag (udover naturligvis at vedkende sig kærligheden).
Og så holdt skolen jo op, og jeg skulle i gymnasiet. Og det var da meget sjovt, og der var nogen søde piger. Men hun var der jo ikke (hun gik på efterskole). Og jeg fik hvad jeg idag anser som depression, kunne ihvertfald ikke holde ud at gå der, og droppede ud efter et halvt år.
Hvilket jo gav ekstra tid til at (stalke?) hænge ud overfor hendes opgang, hører musik på walkmanen - og hvad ved jeg, romantisere?
Vi så hinanden indimellem. Hun må have været klar over jeg meget gerne ville være hendes ven, men om hun bevidst lukkede øjnene for mere ved jeg ikke. Jeg lagde hendes horoskop, kan jeg huske, og diverse andre ting.
Til min 18 års fødselsdag (godt 3 år efter bakketuren) arrangerede jeg en gammel elev fest for vores klasse, og jeg fik hende til at komme tidligere under et påskud.
Jeg havde skrevet en længere historie i 3. person - om Han og Hun, om hvordan Han så Hende på Bakken dengang, etc - meget det jeg ridser op nu. Som jeg gav hende, og bad hende læse da hun kom, mens jeg gik og ordnede stuff til festen. Meget mærkeligt at stå der, og føle de sidste mange års hemmelighed blive lagt åben, og håbe, men samtidig vide... at det var no-go, hvilket det også var.
Men foreslket i hende var jeg stadig. Indtil jeg besluttede at nu måtte det være; der var på det tidspunkt gået ca 5 år siden bakketuren, og Bowie's 5 years, that's all we've got skrattede mig i ørerne.
Havde været i London, og havde toldfri gin og vodka med hjem, og inviterde hende til at indtage det. Det endte så med at det mest var mig der indtog, og jeg husker ganske ydmygende sekvenser med mig skiftevis grædende og kastende op.
Men det blev så også min endelige løsrivelse fra forelskelsen - eller måske snarere det ensidige forhold, for forelskelsen ligger stadig og og ulmer, selv efter alle disse år - og kort efter havde jeg mit første fuldbyrdede samleje (altså med en anden); kort forinden var det blevet til lidt ting - men netop ikke fuldbyrdet; jeg tror jeg har manglet den closure.
Men altså total closure bliver det aldrig: den romantiske teenagedreng dengang gav en del løfter langt ud i evigheden, og selvom jeg ikke nødvendigvis føler mig hængt helt så meget op på dem, som han nok gerne ville have haft (især ikke da de aldrig er afgivet overfor andre end mig selv), hænger en del af dem stadig ved.
Og hun er stadig dejlig pige/kvinde. Jeg har heldigvis kontakt til hende per mail. Hun har to døtre, og jeg kan godt blive lidt nervøs for hvad der vil ske, hvis mine drenge nogensinde møder dem.
Tilsyneladende har Aftonbladet i Sverige gjort Israel uhyggeligt sure, ved at publicere en artikel om at Israelske soldater skulle have taget organer fra døde palæstinensere.
Jeg har ikke læst artiklen, og har iøvrigt ingen mulighed for at bedømme om det kan være sandt eller ej.
Det interessante er Israels reaktion - som ærlig talt minder en del om arabiske landes under Muhammedkrisen.
Og skismaet mellem hvad den svenske ambassadør i Israel prøver at få lov til at sige, og hvad den svenske regering siger minder også en del om dengang.
Nu tror jeg jo ikke det her vil udvikle sig til en historie af samme størrelsesorden som vores egen tåbelighed for nogle år tilbage. Men jeg bemærker mig - og morer mig lidt over - lighederne. Og tænker at en historie om stjålne organer - sand eller ej - har en del mere journalistisk relevans end bestilte tegninger.
Der var et stenskred ved Albufeira på sydkysten af Portugal i dag. Jeg var der på min første (og vist egentlig eneste?) solo-chartertur, det har vist været ca 20 år siden.
Forfærdeligt smukke strande, med mange imponerende klippeformationer over og omkring indbugtningerne hvor strandende er, så man kan sagtens forestille sig hvordan en af de kan rive sig løs.
Men det fik mig til at tænke på, at jeg har haft en tilbagevendende drøm fra min rejse dertil: om at ligge på mit Coca-Cola håndklæde en del meter fra vandet og vågne op, og opdage at tidevandet stige med forbløffende fart. Faktisk viser det sig at hele stranden tipper, og stranden nærmest synker i havet, mens de solbadende går i panik og prøver at slippe væk - først med at prøve at få fat på håndklæder, tæpper og badedyr, men de bliver hurtigt glemt i panikken.
Jeg tror ikke der er nogen fast slutning på drømmen - og jeg kan ikke engang huske tidevandet var specielt slemt (men detskal nu nok passe det har været kraftigt, det er trods alt Atlanterhavet udenfor Gibraltar).
Og det for mig så igen til at tænke på en anden tilbagevendende drøm jeg har haft - den er det godt nok længere tid siden, men den stammer også fra en rejse, på Island, da jeg var ca 15 år. Hvor jeg og min mor rejste på en længere rundtur på den vestlige del. Og i den drøm er vi ude i en (kold) lavamark, da der pludselig opstår lommer i marken, hvor glødende lava pibler frem. Og vi må gå og balancere på skrøbelige broer mellem pøle af lavaen, og jeg kæmper for at redde hele selskabet vi var med, ikke mindst min mor. Og der er også noget med nogle fugle der flyver rundt.
Igen ingen fast slutning.
Og som altid med drømme ved jeg ikke om der er en pointe med dem, endsige at genfortælle dem. Og der er ihvertfald ingen konkret her - udover jeg blev mindet om dem.
Og der er ihvertfald en lighed og konklusion jeg kan drage: naturen gør indtryk på mig når jeg rejser!
Nu sidder jeg - for ikke første gang - med et halvt øje og ser Legally Blonde med Reese Witherspoon. Og det er naturligvis ikke jordens dybeste eller mest geniale film, men indenfor sin genre er den faktisk ganske god og charmerende.
Men en tanke jeg ikke helt kan slippe: har Paris Hilton ikke bygget utroligt meget af sin persona på rollen Elle Woods fra denne film?
For en ordens skyld - hvis der er nogen der checker her, for at finde ud af hvor jeg er at finde i nattelivet, må jeg sige jeg ikke er nogen steder - bortset fra hjemme - da jeg har børn i denne uge.
Men god fornøjelse derude!
(Måske tager vi en tur i hjulet på Axeltorv en af dagene, men det var nok ikke det I ville vide?)
Som jeg før har været inde på, kan jeg forestille mig at 3D filmen ret snart bliver standard, ihvertfald inden for visse typer film - animation og action (og porno?), ikke mindst.
Det lader lidt til at det muligvis allerede bliver slået fast 18. december, når Avatar får premiere (dvs, den gør det jo nok allerede en midnat før, eller noget).
Den her CNN artikel lyder ihvertfald lovende, og jeg tror nok jeg kommer til at reservere nogle dage i pre-julen til den premiere.
Hype? Sikkert, en masse - men det kan i den grad gå hen og blive en oplevelse. Og da Cameron stadig har lavet nogle af mine yndlingsfilm - ihvertfald én - så tegner det altså godt.
Jeg ville ikke før have troet det, men det lader til Charlotte Dyremose er det mest fornuftige af de menige konservative folketingsmedlemmer. Hun er ihvertfald den første til at sige fra.
Han prøver så også at hentyde, at fordi hun nu er gift med hvem hun er, tæller hendes ord ikke - eller hvad er det de hentyder til - det er jeg ikke helt sikker på? (Men tak for det, sådan set, jeg kunne godt huske jeg havde set hende før, bare ikke hvor. Hvis man ikke gider checke link er hun gift med en af de tunesere, som var (er?) mistænkt for at ville skære halsen over på Muhammedtegneren Kurt Westergaard.)
Og så citerer han diverse udpluk fra TV2 udsendelsen, som jeg synes er ganske fornuftige, men han synes vist det er tegn på jordens undergang.
Et eller andet sted ville jeg ønske jeg kunne skrive med så lidt pointe - så ville det jeg kunne nå langt flere indlæg.
Altså, at de var tvunget til, som beskrevet igår, at måtte droppe arbejdsmarkedskommissions-rapporten. For - hvis man læser reaktionerne, fra diverse interessenter, har medlemmerne af arbejdsmakedskommissionen som har skrevet arbejdsmarkeds-kommisionsrapport virkelig levet op til deres arbejdsmarkeds-kommissoriat.
Ihvertfald er det regeringens traditionelle fjender, der virkelig håner den; og vennerne som begræder den ikke bliver til noget. Så noget tyder på kommisionen virkelig har leveret varen.
Formanden viser sig da også mere forstående for regeringen end sædvanen er, hos kommissionsformænd, hvis rapporter skrottes.
Lars Seier er selvfølgelig oppe på de helt høje nagler: det er helt vildt, siger han som sædvanlig. Og vi må gå udfra hans pet-parti forelægger samtlige forslag fra kommisionen i den nærmeste fremtid.
Så, udover Claus Hjort skal af med kvajebajer, tror jeg virkelig han ærgrer sig i sit inderste: hvorfor kunne de dog ikke have nedsat den kommission bare ét år før?
(Og skal jeg være helt ærlig har jeg faktisk ikke rigtigt gide sætte mig ind i rapportens konklusioner - når den ligesom er dømt ude på forhånd virker det lidt som spild af tid. Og man kan jo regne ud hvad den indeholder: længere på arbejdsmarkedet, lavere overførselsindkomster, begrænsninger i efterløn/førtidspension. Alt sammen noget vi under alle omstændigheder ser om få år. Når det politisk koster mindre.)
Min ældste på 9½ begyndte at grine, da han hørte om Statsministerens idé om et burkaudvalg idag - som skal kæmpe mod udbredelsen af burkaer. Jeg har naturligvis også informeret ham grundigt om sagen undervejs.
Og som elsker af strategispil kunne han godt se komikken i den her frygt overfor ca 50 mennesker, i forhold til "en styrke" på ca 5.000.000.
Hvad jeg ikke helt forstår, er hvorfor man nøjes med et udvalg - og ikke en burkakommision?
For helvede - hvis vi flotter os lidt, kan vi få flere medlemmer af kommisionen end der er brugere af burkaer?
Da lavenergi-pærerne kom frem, var jeg fyr & flamme; det lød jo genialt: både spare energi, og i længden på prisen, og ikke hele tiden skulle skifte de skide pærer.
Så jeg fik hurtigt installeret i de fleste lamper. Men jeg må tilstå, at glæden har fortaget sig en del efterhånden - især da der er en del af mine lamper, jeg simpelthen ikke kan holde ud at have tændt mere. Nuvel, det er selvfølgelig også en måde at spare energi, men alligevel...
Og det kommer meget an på lamperne - hvis de har en skærm som "støver" lyset lidt hjælper det; men det er altså stadig ikke godt.
I køkkenet bruger jeg stadig gammeldags pærer, nogle stykker i 40-watt. Og der vil jeg sige, jeg virkelig meget, meget nødig vil have sparepære; jeg tror jeg vil miste al fornemmelse for om maden ser rigtig ud eller ej.
Reelt set er jeg også i tvivl om hvor meget man sparer på en sparepære. For grunden til man sparer, er jo at mindre af pærens energiforbrug omsætes til varme. Men der hvor vi her i landet først og fremmest bruger de lang tids brændende pærer, er om vinteren; og der har vi alligevel brug for varmen. Så den varmeenergi vi ikke får fra el-pærerne må vi hente andre steder fra. Sikkert mere effektivt, så der er en besparelse - men ikke så stor som hvis man ser på de rene watt-tal.
Jeg glæder mig til næste generation af pærer og lysdioder og hvad de nu ellers finder på. Men jeg må tilstå - jeg tror jeg en af dagene går ned og køber et lager af den gamle slags, nogle 25- 40- og 60-watt. I begge kerte-størrelser.
Konvertitten Anna Nielsen, som i går aftes stod frem i TV2 Nyhederne, og fortalte om sin brug af niqab virkede jo rimeligt oprigtig - efter min mening. Og fortalte om hvordan brugen af niqab'en var hendes eget valg - hun havde brugt den i perioder før hun blev gift, lagt den på hylden, men så igen selv foreslået det da hun blev gift - og hendes mand havde sagt, at hvis det var noget hun havde lyst til, så ok med ham.
Nok ikke specielt overraskende, hvis mange af de 50-100 burka/niqab bærende vil være at finde blandt konvertitter - som tilsyneladende ofte har et større behov for en mere bogstavelig (fundamentatlistisk?) tolkning af koran mv, end muslimer der er vokset op med troen.
Men det er sådan set ikke min pointe - min pointe er, at Anna Nielsen gav udtryk for en stor frustration, over at diverse politikere kunne blive enige om hvor undertrykt hun var, uden overhovedet at ville høre på hvad hun selv havde at sige om sagen.
Og det kan man jo godt forstå - som jeg nævnte for nylig, inden det hele gik amok, er det en teknik man også støder på andre steder.
Jeg vil ønske vi kommer til at høre mere til Anna Nielsen og ligesindede i fremtiden. For hun taler godt for sig, og demonstrerer efter min mening fint hvilken skændsel det er de skøre konservative prøver at gennemføre.
At jeg så ikke fatter hvorfor hun render rundt i det tøj, og ikke selv ville kunne tænke mig det kommer ikke sagen ved - det må ligesom være hendes eget valg. Jeg ved der heller ikke er mange der rigtigt fatter hvorfor jeg render rundt i stramtsiddende leoparddragt, og heller ikke kunne forestille sig selv at gøre det. Men jeg håber sandelig ikke på et forbud af den grund.
Og jeg kan faktisk godt forestille mig jeg køber en burka eller niqab og begynder at gå rundt i den indimellem, bare som en protest.
(At jeg er med på et forbud mod tvang i forhold til hvilken beklædning man skal være iført er en anden sag - det er jeg helt med på, og det tror jeg sådan set allerede der findes i loven. Det er faktisk det der er hele pointen.
Ligesom jeg da går fuldt ud ind for et forbud mod at nogen skal tvinges til prostitution - jeg vil endda gå endnu længere; jeg går ind for et forbud mod enhver form for tvangsarbejde, ligegyldigt hvilket køn der tvinges, og ligegyldigt hvad de tvinges til. Men den sag skulle også allerede være på plads.)
Nu hvor The City Girl har fået en guldfisk, fik jeg lyst til at fortælle om min oplevelse i den retning. Jeg kan huske jeg har overvejet historien før, men har altså aldrig fået skrevet den.
Jeg har vel været ca 8 år, og interesserede mig på det tidspunkt meget for dyr. Ikke særlig meget fisk, men dyr generelt. Og fisk måtte jeg vil så også finde ud af noget om.
Så jeg var nede og fiske i søen i fælledparken, med sådan et sommerfugenet agtigt fiskenet. Og fangede faktisk også 2 fisk af samme slags. Vistnok hvidlige på undersiden, og rød-blålige ovenpå, og ca 3-4 centimeter lange.
Jeg kom dem i mit medbragte syltetøjsglas - et pænt stort et, med sådan en patentlås på. Og sørgede for at komme lidt tang/alger med, så de havde naturlige omgivelser. Og fangede vist også nogle små insekter, som jeg kom i glasset, så de havde noget at spise.
Stolt gik jeg hjem med min fangst - glasset forsvarligt lukket, så de ikke skulle komme noget til/ryge ud. Og stillede glasset på mit værelse, stadig forsvarligt lukket, så intet skulle komme ind og forstyrre den lille økosfære.
Jeg gik i seng, og glædede mig til de næste dage at studere fiskenes liv og levned, og blive ekspert på det område. Men da jeg vågnede op og kiggede til dem lå de med bugen i vejret! Jeg fandt ret hurtigt ud af, at de vist var døde, men hvad kunne være gået galt? Jeg syntes jeg havde været ret omhyggelig!
I de følgende år fandt jeg jo efterhånden ud af de mange fejltrin jeg havde gjort, men i første omgang glemte jeg alt om dem. Indtil min mor begyndte at synes det var for meget med det glas med døde fisk og halvrådne planter, og mente at de skulle ud nu.
Da jeg åbnede glasset for at hælde dem ud i lokummet, blev jeg overvældet af stanken af råd & død... så det er et minde der har brændt sig fast for evigt. Og jeg har aldrig siden følt behov for at holde fisk! Ikke mindst da jeg altid for en ret dårlig samvittighed overfor de to stakkels fisk, jeg på den måde gav en sikkert langsom og pinefuld død. Jeg kan ikke forestille mig, at en blender ikke ville være mere human.
Ministersekræteren: Og så er det iøvrigt imorgen der kommer en ny kommisionsrapport...
Statsministeren: Kommisionsrapport? Øv, de giver altid sådan en ballade. Hvad er det så for en dennegang?
MS: Arbejdsmarkedskommisionsrapporten.
SM: Arbejdsmar... hvaffor noget? Hvorfor skal de altid have sådan nogle lange navne. Nå, men den går vel ud på hvordan vi skaber flere arbejdspladser?
MS: Øh, næ... den handler vist mere om hvordan vi får de sidste langtidsledige i arbejde...
SM: Langtidsledige? Jamen, fint nok, men hvad med de 500 nye arbejdsløse der kommer hver dag i øjeblikket?
MS: Øh, dem står der ikke noget om.
SM: Hvorfor ikke? Det er sgu da det de snyder mig med i næsen hele tiden. Hvorfor har de igen skrevet noget forkert i den der kommision?
MS: Øh, det er en anden kommision end den sidst, og da den blev nedsat var tiden en anden... øh... der manglede vi arbejdskraft.
SM: Det er da længe siden! Hvorfor er der ikke nogen der har sagt de skulle skrive noget andet siden? Eller stoppet dem?
MS: Øh... Deres forgænger sagde der ikke var noget at komme efter. Det tolkede vi som at den skulle fortsætte.
SM: Nå, tør den af på Claus Hjort, det må være hans ansvar. Sig han skylder en kvajebajer. Og rend lige efter en ny fadøl, den her er blevet lunken. Og min remote til DVDen mangler iøvrigt batterier.
Som jeg lidt berørte i forbindelse med de skøre konservative ministre*, så jeg gerne de ikke var fungerende medlemmer af Folketinget, mens de var ministre - men lod deres suppleanter overtage. Det gælder selvfølgelig også for Venstre-ministre og for ministre i fremtidige regeringer uanset parti.
Såvidt jeg husker har det altid været standard at Radikale ministre lod deres suppleant overtage, men de er vist de eneste.
I virkeligheden så jeg det godt gå længere: at flere ministre blev hvervet udenfor Folketinget - og det så ikke forventedes at de stillede op til Folketinget; og for den sags skyld stod uden for partierne.
Virkelig forfriskende ville jeg synes det ville være, hvis en Kongelig Undersøger engang efter et valg, kunne pege på én udenfor Folketinget som værende den med bedst muligheder for at skabe en regering.
Som så kunne regere uden partipolitiske bindinger, med ministre ligeledes uden for hiearkierne.
Jeg ved godt det er utopisk, som tingene, tinget og partierne fungerer idag, men jeg synes det ville være herligt af to årsager:
For det første ville det formentlig rydde ud i nogle af de sædvanlige vanetænknings os-mod-dem problematiker, og regeringen ville være friere til at stille forslag den syntes var fornuftige. Ligesom Folketinget kunne tage sin opgave med at være vogter af regeringens gøren og laden mere alvorligt, end hvis der er et flertal og partimæssige bindinger (som vi har set de sidste 8 år.) Desuden vil et valg til Folketinget nok mere komme til at handle om synspunkter end om personer, hvis man ikke stemmer direkte på en statsministerkandidat.
Den anden grund jeg har til at ville ønske en sådan udvikling, er af mere pædagogisk art: for magtens 3 deling ville gøres væsentligt tydeligere, hvis den lovgivende og udøvende magt ikke var så indfedtet i hinanden, som jeg ikke synes man kan komme udenom den er blevet langt hen ad vejen. Ligesom begrebet indirekte demokrati ville blive gjort tydeligere.
Desværre er det jo næppe noget man ville komme langt med at foreslå - jeg tror ikke der er mange der ville fange idéen, og langt de fleste er vel ikke en gang klar over at en minister ikke behøver være valgt - de ville vel tro min tanke er grundlovsstridig, selvom jeg netop mener den er tættere på den oprindelige tanke i Grundloven.
Men drømme har man jo lov at ha'?
(Indimellem drømmer jeg også om et forbud mod partier, så man kun kunne stille op som løsgænger, men det er nok endnu mere utopisk. Og ville nok også - reelt set - have nogle uheldige konsekvenser.)
* Jeg tror iøvrigt ikke alle konservative ministre er så skøre at ville stemme ja til vanvidsforslaget. Relativt intelligente mennesker som Connie Hedegaard, Lars Barfoed, Jakob Axel Nielsen og sågar Per Stig Møller har jeg svært ved at forestille mig stemme for. Og det er nok i virkeligheden den egentlige grund til Lene Espersen nu siger som hun gør.
Når kokke steger Karl Johan eller champignoner eler lignende svampe, og bruger det overskydende stegefedt som basis i en sovs, har de et udtryk for dette fedt. Hvilket?
Jeg modtog en sød lille pakke igår, sendt for 9 dage siden, fra Kina. Indeholdende 3 slips med leopardprint, og et par seler i guld, som jeg fandt på eBay.
Slipsene er for, hvis jeg nu skal på date eller lignende, eller på anden måde agere i det civile liv, som Leoparddrengen. Jeg ved det ikke helt, men godt at have.
Og selerne: tja, en af de lidt seje moder jeg synes der var ved yuppie-tiden, var de der brede seler, som børsfolkene skulle rende rundt i. Så det ville jeg godt have muligheden for at genoplive. De er så ikke helt brede nok, de her, men tilgengæld i guld...
Hele baduljen, inklusive forsendelse, fik jeg til under ca 17 $, og det var sendt som Gift, så selvom PostDanmarks toldvagthunde havde været inde og grave i pakken, kom jeg ikke til at betale ekstra.
Oveni var brevet jeg fik fra kineserne ved forsendelsen utroligt sødt, og med dejlige sprogblomster.
Så det kan jeg altså anbefale, det der med at handle med kineserne.
Naser Khader fremlægger grundlovsstridigt lovforslag. Nogle andre konservative ministre støtter forslaget, mens medlemmer af den konservative hovedbestyrelse rakker forslaget ned.
Regeringspartneren Venstre siger nej til forslaget (og viser samtidig hvem der trods alt bestemmer), hvorefter Lene Espersen stiller sig frem, og siger at hun trods at hun støtter forslaget, og virkelig mener det er nødvendigt for vort samfund, ikke vil stemme for - for det mener hun ikke de konservative medlemmer af regeringen kan, af hensyn til fred i regeringen. (Selvom Grundloven jo ellers siger at medlemmer af Folketinget skal stemme efter sin samvittighed - så hvis de virkelig mener det, bør de vel stemme for? Eller opgive at få løn som både Folketingsmedlem og Minister, når de åbenbart ikke kan skille tingene ad?)
Imens vil Dansk Folkeparti naturligvis overtage forslaget, om ikke andet så for at ydmyge de konservative.
Og en meningsmåling siger, at et stort flertal af danskerne går ind for det grundlovsstridige forslag.
Jeg så en nyhed igår, om at 4½ tusind indiske sygeplejersker ønsker at arbejde blive godkendt til arbejde i Danmark. Og det lyder jo ikke så dumt - for det første vil det naturligvis gøre noget ved vores kroniske mangel på sygeplejersker, men:
Jeg skal gerne indrømme at jeg har en svaghe for indiske piger - nogle af dem ihvertfald (Indien er jo et stort land, og rummer mange etniske grupper). Så smukke, indiske piger i sygeplejerske uniform... det er jo svært ikke at få fantasier om det.
Jeg ved så ikke helt hvad det skulle være. Måske noget neurologisk - såsom en lammet hånd. Eller noget der kræver indlæggelse på søvnlaboratoriet?
Men der er jo også lidt tid at overveje det i endnu, for de skal jo lige godkendes, og hertil først.
Slipset er jo en mandeundertrykkende tøjgenstand, som symboliserer slaveri og underkastelse. Og det er vel svært at forestille sig, at nogen rent faktisk skulle bære sådan et frivilligt - det gør jo at man ikke kan trække vejret frit, for ikke at tale om de mænd, som har store adamsæbler, hvis dag iført sådan et slips er en pinsel.
I bund og grund er et slips jo et stykke tøj, som kun kan vække hovedrysten, og kun bæres på grund af ældgamle, nærmest middelalderlige traditioner.
Men i det hele taget er der meget tøj der burde lovgives om. Faktisk ville det hele være meget lettere, hvis der bare var et sæt tøj, der blev lovgivet til at være acceptabelt, og alt andet blev kendt ulovligt. Der havde formand Mao og de Røde Khmerer fat i noget af det rigtige.
Det er helt underligt at have ungerne her igen - for det er længe siden jeg har været sammen med dem på "normal hverdag"; i sidste omgang var vi jo i sommerhus, og inden da var de hos deres mor i 3 uger (efter jeg havde haft dem i 3). Så alt det der med skole og børnehave ligge frygteligt langt væk i bevidsthed, ligesom madpakker og alt det andet der skal til.
Men faktisk en helt rar følelse at den slags trummerum har kunne komme på så stor afstand. Og så et eller andet sted meget godt at opdage at dagligdagen eksisterer igen. Men jeg skal nok komme til at brokke mig allerede i morgen tidlig, når rutinerne for alvor går igang igen.
Brian Arthur Mikkelsen synes Nasser Khaders forslag om forbud mod at gå med burka er rigtigt godt. "Det er også et trafiksikkerhedshensyn. Når man kører bil, skal man kunne se til alle sider," udtaler han.
Jeg glæder mig til de Konservative kommer med et forslag om at forbyde burka-klædte kvinder at køre bil, når det nu ikke går at forbyde burkaer. Så vil vi virkelig være ved at have saudiske tilstande.
Jeg havde i mange år en hvis respekt for Birthe Rønn Hornbech - jeg var politisk uenig med hende, men følte at hun havde styr på de grundliggende værdier.
Nu ser man hende så i Lorry. Lawful Evil, arketype. Min modsætning. Ingen sympati fra min side mere. Det værste er næsten, at man kan se, hvordan hun heller ikke længere har sympati for sig selv.
Man kunne skrive en roman om hende, for hun indeholder en af de arketypiske historier: Faldet. Som man kender fra Sauron og Darth Vader/Anakin Skywalker.
At se hende, og hendes krops oprør, er som at se Humphrey Bogart i The Caine Mutiny:
Nogle gode minutter på H.C. Ørstedsvej, i lidt sol. Først en skjult flirt med en pige som sad i en opgang med en veninde - et fastholdt blik og fælles tanker - og derefter to cyklister (en af gangen) med de samme blikke, de samme smil og de samme tanker.
Jeg har været lidt i tvivl om mine nazi/fascisme-indlæg på det sidste var at gå for langt. Råber jeg Ulv!, hvor der ikke er nogen - eller højst en puddel?
Lene Espersen har i dag fortalt mig, at det gør jeg ikke. Min bekymring er berettiget. Tak til hende. For det.
Da jeg tænkte dette indlæg, skulle det handle om Thomas Crapper, og hvordan han var en så succesfuld blikkenslager & lokumsmager, at hans navn var blevet synonymt med lort. Men efter at have læst wikipedia artiklen, kan jeg se at lorten kommer fra hollænderne - så kan man jo gisne om, at han blev succesfuld blikkenslager på grund af navnet?
En anden skæbnen har været mere hård ved, er Samuel Plimsoll. Hvis livs kald var gøre skibstrafikken sikrere, og først og fremmest få gjort de slemmeste skibe ulovlige. Hvilket er grunden til vi idag kalder et synkefærdigt skib en plimsoller. Jeg er ikke sikker på det lige var det han håbede på.
Men han har nok reddet mange liv, ligesom Crapper har ladet en masse englændere lukke lort ud, uden at andre har behøvet bekymre sig om det.
Jeg har lige siddet og set en ganske fantastisk dansk dokumentar, på DR1 - Valomanden. Om autisten Martin, som samler på vaskepulver fra tresserne, og meget andet. Hans næste projekt ville være blændede vinduer(?!).
Den var fantastisk, fordi den havde roen til at man kunne komme ind på ham (følte man). Mærke hans sårbarhed, og hans ønsker (en kæreste!). Og vi hørte fra hans mange venner, hans mor, hans regionalkæreste, og forstod dem så godt.
(Regionalkæreste er, ligesom når man ikke behøver bestille pladsbillet... i dette tilfælde var det vist mest noget med at de var kærester på arbejdet, i frokostpausen. Men han havde lidt mistet interessen da hun blev gravid.)
Jeg er jo ikke autist - jeg har ihvertfald aldrig fået en diagnose på det, og nej - det er jeg ikke. Men jeg har sgu tit følt mig som; min indelukkethed, og trang til samme, kombineret med en hukommelse som de fleste måber over. Og jeg forstår godt en fyr som Martin.
Jeg forstår hvordan endorfinerne kan sendes ud, når han får en ny original. Om det er et vaskepulver eller en single eller whatever. Den simple glæde, revet ud af et komplekst liv. Og nogle gange kan jeg ønske at livet var sådan.
Men så alligevel ikke. For livet er ikke sådan. Og det syntes han heller ikke - kunne man godt mærke.
Åndssvag var han engang diagnosticeret som. Det var han ikke. Men sympatisk og spændende - det var han.
Tak til DR for god dokumentar. Og tak til Martin for at lade os kigge med.
Ja, altså... kommer jo hjem til hende, og vi snakker for har ikke set hinanden rigtigt siden nytår. Og hun kører på Rom & Cola, så det gør jeg også. Frygteligt meget Rom & Cola.
Så der er mange ting som fremstår lettere tåget. Men på Ideal Bar kommer vi. Og danset bliver der. Og jeg ved jeg må have været heftigt nede på knæene en del gange, for jeg har blå mærker og hudafskrabninger dér.
Vi mistede så forbindelsen - eller jeg mistede den, jeg kan huske hun dukkede op ind i mellem, men jeg var vist fortabt i min egen dans - og brandert. Og på et eller andet tidspunkt, meget sent eller tidligt om man vil gik jeg på Amigo. Men der var lige så tåget, så jeg husker ikke så meget derfra, heller, udover at jeg var dygtig til at holde styr på hvor min jakke var.
Ville ønske DMI kunne træde i karakter, og få gjort noget ved den tåge, altså!
