Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten satire. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten satire. Vis alle opslag

onsdag den 12. februar 2020

Her kræves der Visdom…!

Ingen kommentarer
Ud af det blå — som den har for vane — ringede telefonen. Jeg besvarede opkaldet, uden at være klar over at min verden aldrig ville være det samme igen:
Søren Espersen: LEOPARDDRENG, DU MÅ GØRE NOGET!!

Leoparddrengen: Øh, hvaba?!

SE: DU MÅ GØRE NOGET, LEOPARDDRENG, JEG HAR ALDRIG I MIT LIV VÆRET SÅ OPHIDSET FØR!!

LPD: Øh, hvem taler jeg med?

SE: [lang indånding] Det er da Søren, Leoparddreng; Søren Espersen. Kan du slet ikke høre det er mig?!

LPD: Nååh, hej Søren, det er længe siden. Det hjælper når du ikke råber…

SE: Nåja, undskyld, men det er fordi… Det er apokalypsen, Leoparddreng. Jordens undergang er nær! Vi må berede Vejen for Hans Komme!

LPD: Nu er jeg igen lidt lost…

SE: Det er SAS-reklamen, Leoparddreng! Den må du da have fulgt med i?

LPD: Øh, næh, egentligt ikke. Det var på Facebook ikke? Så er det lidt uden for mit revir…

SE: Men det er forfærdeligt, Leoparddreng. Den håner os danskere! Og nordmændene! Og lidt svenskerne, men det fortjener de nu også… Det er frygteligt!

LPD: Okay, men så er det vel heller ikke værre? Altså, det er en reklame, de kan godt være svære at forstå. Nogle gange er der brugt ironi og alt muligt…

SE: Men det er ikke bare mig, Leoparddreng. Alle på det kinesiske frihedssite, For Chang, hvor jeg hænger ud er enige!

LPD: Det er vist ikke et kinesisk frihedssite, men lad nu det ligge… Men reklamen er da vist taget ned, fordi så mange blev krænkede, eller noget. Stopper den så ikke der?

SE: Nejnej, Leoparddreng, det er først nu det begynder! For så begyndte jeg jo at undersøge sagen. Til bunds!

LPD: Javelja…

SE: Vi skal som altid til Biblen for at finde sandheden, Leoparddreng! Vi har kun 42 måneder tilbage!

LPD: Toogfyrre?! Jeg begynder at tro på du måske har fat i noget…

SE: Det er Johannes Åbenbaring, Leoparddreng. Det om Apokalypsen! Kapitel Tretten!

LPD: Uha, 13, det kender jeg godt, det er det med Iron Maiden. I left alone my mind was blank / I needed time to think to get the memories from my mind… Men hvad har det med SAS at gøre?

SE: SAS er DYRET, Leoparddreng. Eller UDYRET!! Eller DJÆVLEN!!! Eller ANTI-KRIST!!!!

LPD: Nu råber du igen… så taber du mig…

SE: Men det er en oversættelsesfejl, Leoparddreng. Fra oldgræsk. Standardoversættelsen af Vers 18 lyder: Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666. Sekshundredeseksogtreds, eller seks-seks-seks…

LPD: Jaja, lissom i sangen!

SE: Men det er en fejl, Leoparddreng. Oldgræsk er skidesvært. Men jeg har fundet frem til at ordet for tal på oldgræsk ligger lige op ad ordet for international luftfartsselskabsforkortelse!

LPD: Godt spottet!

SE: Og så bliver den korrekte oversættelse af Johannes Åbenbaring Kapitel 13 vers 18: Her kræves der visdom: Den der har forstand må regne Dyrets internationale luftfatsselskabsforkortelse ud, for det er en menneskelig international luftfartsselskabsforkortelse og dets internationale luftfartselskabsforkortelse er SAS, SAS, SAS!!

LPD: Uhauhauha!

SE: Noget af en øjenåbner, hva' Leoparddreng!

LPD: Det må du nok sige! Hvad gør vi?

SE: Du må udbrede kendskabet til den her historie. Du har jo Danmarks mest troværdige blog, selvom du aldrig skriver der mere…

LPD: Det er fordi der er så få troværdige historier, nu om dage…

SE: Jeg tager til Judæa med konen, Sørine og Cruizader18 fra For Chang og forbereder hans komme. Ejendomspriserne går helt amok - det her sammen med Trumps fredsplan! Held og lykke, Leoparddreng. Vi ses på den anden side!!
Og så lagde han på. Og jeg fik travlt. 42 måneder — og jeg ved ikke engang fra hvornår!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 24. juni 2017

Paradise-Inger

1 kommentar
Igen ringede telefonen. Igen var det Inger Støjberg:
Leoparddrengen: Ja, det er Leoparddrengen…?

Inger Støjberg: Ja, hej igen, Leoparddreng, det er Inger. Inger Støjberg…?

LPD: Øh, hej…? Hvad skylder man så æren denne gang?

IS: Jeg forstår du går og siger ukvemsord ord om mig!

LPD: Øh, ukvemsord? Det husker jeg ikke lige…

IS: Jo, du går og siger jeg lyver. Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i!

LPD: Okay, men så kan du jo…

IS: Så nu kan du eksklusivt (på nær Berlingske) få historien om hvorfor der ikke var nogen af de der partshøringer. Og så kan du vel holde op med at sige jeg lyver?

LPD: Jamen, den vil jeg da gerne høre!

IS: Jo, men det er sådan set meget enkelt. Det var Mark der tjekkede min mail, og der var så en mail fra Udlændingestyrelsen, hvor de skrev at de jo også skulle lave partshoringer, og det var…

LPD: Partshoringer?!

IS: Ja, det er jo det. Det undrede jo også mig. Det har så siden vist sig, at det var fordi Mark printede mailen ud på Dots Matrix Printer og…

LPD: Dots Matrix Printer…?

IS: Ja, jeg ved ikke lige hvorfor den skulle forbi Morten, men det var i hvert fald en okay Mikro-Line Firs printer, siger Mark. Og det lagde jeg jo så til grund.

LPD: Okay, det var en oldssag af en printer, men hvad har det…

IS: Altså, hvis jeg kunne få mulighed for at tale færdig? Jo, altså meget uheldigt, så er Dots Matrix Printer åbenbart ikke indstillet til at printe ø'er, så derfor stod der ikke partshøringer, men partshoringer, ikke?

LPD: Jo, det kunne faktisk godt ske. Jeg har mest oplevet at det blev et cent-tegn, men…

IS: Nå, men partshoringer, det undrede os jo. Men så tænkte Mark at der jo nok skulle stå parhoringer, så det tog jeg til efterretning.

LPD: Så, du troede at at Udlændingestyrelsen spurgte om I ikke skulle gennemføre parhoringer…?

IS: Ja, jeg troede simpelthen at de troede det hele var noget med Paradise Hotel. Og det kan da også minde lidt om, unge mennesker der bliver adskilt og så bliver de sendt hjem, så det gav da egentligt meget god mening, ikke?

LPD: Mjo, måske…

IS: Men i hvert fald, så blev jeg og Mark enige om, at sådan nogle parhoringer skulle der ikke være nogle af, for vi ville jo have alle par adskilt hvor den ene var ældre end den anden, den ene i Gedser og den anden i Skagen, og tænk hvis pressen hørte om de parhoringer, sikke en ballade der så ville blive, kan jeg godt sige dig, bortset fra hvis det var Berlingske, for Berlingske er en ordentlig avis.

LPD: Øh…

IS: Ja, så jeg skrev i hvert fald tilbage til Udlændingestyrelsen, at nu havde jeg lagt til grund, at sådan nogle parhoringer skulle der slet ikke være noget af…

LPD: Og hvad skete der så…?

IS: Ja, så skete der ikke så meget. Eller det gjorde der måske, men vi hørte ikke om det, for Dots Matrix Printer løb tør for farvebånd, sagde Mark, og det er åbenbart svært at få fat i, selvom Morten vel kunne have søgt om blyantspenge til den. Så jeg lavede kage.

LPD: Det lyder også dejligt med kage…

IS: Ja, men så pludseligt en dag, så må der være kommet farvebånd, for så fungerede Dots Matrix Printer igen. Og så var der kommet en ny mail fra Udlændingestyrelsen. Og her forklarede de så, at partshoringer ikke var noget med parhoringer, men at det handlede om at man skulle stille spørgsmål til barnebrudene og de ulækre gamle mænd de var tvangsgift med…

LPD: Altså, nu…

IS: Og det syntes jeg var en god idé, for det er jo ligesom i Pandoras i Paradise, ikke? Og så tænkte jeg, at så kunne de stille nogle spørgsmål, så parrene blev sure på hinanden uden at sige hvem der havde spurgt, for så kunne de komme ud og bo i Pusterummet. Så det skrev jeg tilbage til Udlændingestyrelsen at det måtte de gerne tage til efterretning.

LPD: Og det var så der de begyndte at partshøre?

IS: Ja, det går jeg ud fra, men det er ikke noget jeg vil lægge til grund. Men der blev i hvert fald stille, indtil Embedsmanden begyndte at blande sig. Så blev der straks en masse medarbejdere der fik travlt med at lave notater og alt muligt. Men det skulle jeg ikke være urolig for, sagde Mark.

LPD: Det lyder altså også som en ret troværdig forklaring — den får da de løse ender til at hænge sammen!

IS: Ja, jeg tænkte nok du ville lægge den til grund!

LPD: Så vil jeg straks få skrevet den ned, Inger. Du skal have tak fordi du ringede!

IS: Ja, du må hellere skynde dig, Leoparddreng. Hvis du er virkeligt hurtig kan det være du kan nå at få historien ud inden Berlingske. Så mangler jeg bare at snakke med Ralf…
Jeg lagde på. Jeg skulle jo skynde mig!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 3. juni 2017

Den opklarende forklaring

Ingen kommentarer
Ih, altså, jeg har netop haft en samtale jeg må videreformidle, for den opklarer virkeligt en del! Det der skete var:
Inger Støjberg: Hej, Leoparddreng, det er Inger. Inger Støjberg?

[Jeg var først lidt forundret, for jeg plejer ikke sådan at dele mit superheltenummer, men jeg kom i tanke om at Inger Støjberg allerede har opsporet mig én gang, dengang hun havde inviteret mig på Vejlegården. Så det var nok ikke så mærkeligt.]

Leoparddrengen: Øh, hej Inger, det var en overraskelse?!

IS: Hæhæ. Tak for sidst i øvrigt… beklager hvis bølgerne gik lidt højt. Men det er ikke derfor jeg ringer…

LPD: Hvad handler det så om…?

IS: Jo, altså, jeg har forstået på Mark, at du på Twitter har undret dig lidt over min Pressemeddelese?

LPD: Pressemeddelelsen, som også var en instruks? Jo, det er rigtigt. Jeg tweetede vist noget om at det jo var helt kvante-agtigt — at den sådan kunne være begge dele og ingenting på en og samme tid, og ingen vidste hvornår den var hvad…

IS: Ja, haha, du løber stadig med en halv vind, kan jeg høre!

LPD: Jeg så altså samtlige 5 timer af det samråd, jeg synes jeg har gjort en indsats for at følge med…

IS: Jaja, den er god med dig. Men hvorom alting er, der er en helt naturlig forklaring på det med den pressemeddelelse.

LPD: Okay? Men det vil jeg da meget gerne høre, for blandt andet det er vi vist mange der undrer os over de her dage…

IS: Jo, men altså, forklaringen er jo, at jeg sendte en strux ud.

LPD: ? ? En instruks, men du sagde jo…

IS: Nej, ikke en instruks, en strux. S-T-R-U-X. Strux.

LPD: Øhh, hvad er en "strux"?!

IS: Jo, altså jeg og Mark, vi kan godt lide at finde på ting. Vi går faktisk tit og finder på ting. Blandt andet altså det her ord for en Pressemeddelelse…

LPD: Så en 'strux' er en pressemeddelelse? Hvorfor lige det sære ord?

IS: Jo, det er fordi det altid skal gå stærkt når jeg vil have en pressemeddelelse ud, så det er "STRAKS" og "Lige på en STUDS" slået sammen. Og samtidigt minder det om at jeg ikke stikker hovedet i busken som en STRUDS. Så STRUX. Det er da et meget godt ord…?

LPD: Det har noget geschwung over sig, det må jeg indrømme…! Men hvordan forklarer det noget…?

IS: Jo det er jo nu gået op for mig, at mine dygtige medarbejdere i Ministeriet, må have misforstået. Jeg har sagt at jeg havde en strux der skulle ud, og de har så troet at jeg sagde det var instruks der skulle ud. Og så er det gået helt galt…

LPD: Uha, ja, det lyder ikke så heldigt. Men som en fejl der let kunne ske. Og det er var så ekstra uheldigt, når nu…

IS: Ja, når nu struxen var løgn og latin. Jeg vidste jo godt at den aldrig måtte komme ud som instruks. Den var jo dybt kriminel! Men det var altså også kun meningen den skulle ud til Pressen og vælgerne.

LPD: Aj, stakkels dig, det var da virkeligt uheldigt!

IS: Ja, det har virkeligt givet meget bøvl…!

LPD: Men jeg forstår stadig ikke, da det gik op for dig at din pressemeddelelse, din strux, var blevet opfattet som en INSTRUKS, hvorfor fik du så ikke rettet det?!

IS: Men det fandt jeg da heller aldrig ud af, før Ombudsmanden skrev det i sin rapport, og jeg straks tog det til efterretning!

LPD: Det forstår jeg bare ikke, fordi der tit blevet talt om instruksen senere, i alle mulige spørgsmål og svar?

IS: Men, altså Leoparddreng, det er jo den samme fejl. Fordi jeg har troet at embedsmændende talte om den strux jeg havde sendt ud, Pressemeddelelsen. Og den var jo helt fin løgn. Jeg strammer altid mine struxer mere end de egentligt kan bære.

LPD: Så de troede du talte om en instruks, og du troede de talte om din strux?

IS: Ja!

LPD: Okay, ja, jeg kan godt se den misforståelse let kan opstå, det lyder meget ens — og dansk er jo et svært sprog. Men, hov, hvad så skriftligt? Der må da have bimlet nogle alarmklokker hos dig, når du så ordet instruks på skrift. Ligesom du da vist også selv har brugt det skriftligt og på Facebook…?

IS: Der kan jeg kun sige: damn you autocorrect!

LPD: Hvordan det…?

IS: Jo, jeg har jo simpelthen troet det var noget autokorrekturen har rettet, når folk har skrevet om en instruks til mig — jeg var jo sikker på de mente strux. Og så er der simpelthen et program der har rettet det. Ligesom det har gjort for mig flere gange, hvor jeg har skrevet strux, og det så er kommet ud som instruks. Teknologien kan virkeligt ødelægge meget for os, hvis vi ikke passer på…

LPD: Ved du hvad, Inger, jeg er virkeligt glad for at du fortæller mig det her, for nu begynder historien at give mening, synes jeg. Der var mange ting før der ikke gav mening, men med struxen… ja, så falder det på plads. Og det er et godt ord, det har du ret i!

IS: Ja, jeg og Mark, vi er gode til at finde på!

LPD: Bare en ting jeg stadig ikke helt forstår… Det er det her med dine interviews i Politiken og DR den 21. maj, hvor du bliver ved at tale om at dine embedsfolk havde sagt god for din instruks, at den var lovlig? Hvordan kan det passe, når der slet ikke var nogen instruks, og den i hvert fald slet ikke var lovlig?!

IS: Du siger du så hele samrådet?

LPD: Øh, ja…?

IS: Så ved du også at jeg blev spurgt om det der…

LPD: Ja!

IS: Ikke bare én gang, men… mange gange…?

LPD: Ja, nok mindst 15 gange, tror jeg.

IS: Og svarede jeg på det der?

LPD: Nej, ikke en eneste gang…

IS: Så vil jeg nok heller ikke svare på det nu, vel?

LPD: Øh, nåh, nej, det kan jeg godt se…

IS: Så det synes jeg ærligt talt var et groft spørgsmål. Nærmest som om du mistænker mig for et eller andet. Ligesom Holger K!

LPD: Undskyld, Inger…

IS: Her er jeg flink og stiller mig til rådighed, og så…

LPD: Undskyld! Men altså… hvis du engang vil fortælle det, må jeg så ikke høre det først. Det kan blive et scoop for bloggen, her…

IS: Jeg skal overveje det. Måske jeg sender dig en vitasjon…

LPD: En invitation, ih, mange… Eller hov, nej, hvad er en vitasjon?!

IS: Det er et andet ord jeg og Mark har fundet på. Det betyder: en mail, hvor vi skriver at du kan rende og hoppe, din røde lejesvend af en muslimelskende superhelt. Farvel!!
Og så lagde hun på.

Men jeg ser så frem til min vitasjon.  

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 17. november 2016

Krystalliseringen

Ingen kommentarer
(uddrag fra kapitlet Krystalliseringen, fra bogen Dommerens Første Periode, udgivet af Nationalmediet 2027)

[…]
Hvilket bringer os frem til juni 2017. Præsident Trumps reformer var begyndt at virke, arbejdet med de nye miner i Appalacherne var undervejs, og efter importstoppet for udenlandske biler kom der atter gang i fabrikkerne omkring Detroit. Ikke mindst efter det kom frem at Teslas-fabrikkernes batterier var en latent eksplosionsfare, og der blev nedlagt forbud mod salg af elbiler, indtil man kunne finde ud af hvad der foregik.

Så optimismen prægede den ellers så hårdt prøvede amerikanske befolkning — man følte at Obama-årenes åg nu ikke længere hvilede om skuldrene, og der var lys forude. Og man glemte at være vagtsom!

For da var det det skete — angrebet på Trump Tower i New York, den 14. juni 2017, da en bombe eksploderede i Atriumet i dette symbol på Amerikas storhed. På selve Dommerens fødselsdag. En hån.

17 amerikanere blev dræbt, 67 såret (og paradoksalt nok blev også 5 muslimer dræbt). Det varede dog ikke længe før chefen for Homeland Security kunne fortælle, at angriberne var blevet identificeret som en celle af den hidtil hemmelige terrorgruppe I Kalifat for Martyriet, og dræbt — nogle af dem var syriske "flygtninge" med falske pas, kom det frem, men mere skræmmende var de fleste amerikanske muslimer, som ikke havde udvist tegn på radikalisering.

Og hvad værre, var, der var tydelige tegn på, at de var del af et vidt forgrenet netværk.

Der blev straks indført undtagelsestilstand, og myndighederne beroligede med, at de allerede var igang med at optrevle dette netværk.

Men det var et wake-up call for den amerikanske befolkning. Man havde — baseret på liberal propaganda — troet at truslen fra muslimerne var isoleret til en forholdsvis lille radikaliseret gruppe, men nu stod det klart at den var allestedsnærværende. Dette førte til kaotiske scener, da amerikanere i selvforsvar begyndte at jage muslimer overalt i landet — politiet stod magtesløse overfor at skulle splitte parterne ad.

Da var det, at Præsident Trump. Dommeren,holdt sin tale den 20. juni 2017. Hvori han redegjorde for, at den amerikanske befolkning nu var blevet krystalliseret som en krystal; at det nu ikke længere handlede om blot America First, men om America Only; og at han nu ville indføre det, som fremsynede amerikanere — ham selv indbefattet — længe havde talt om, sikkerhedslejre for muslimer.

Ikke kun for amerikanernes skyld, men mindst lige så meget for muslimernes.

Dette gjorde befolkningen tryg igen, da lejre i rekordfart blev opført i Indianerreservater (hvis juridiske status gjorde at man kunne agere mere smidigt) over hele landet, blev indrettet til de muslimer der ikke var mistanke til; og lejren på Guantanomo, samt en ny og større på Guam, blev indrettet til Opklaringslejre, hvor de der var mistanke til, herunder de muslimer som ikke frivilligt tog med i Sikkerhedslejre, kunne afhøres nærmere.

Endvidere åbnede undtagelsestilstanden op for, at man kunne sætte ind overfor de som propaganderede i mode Amerikas Sikkerhed, og ligeledes anbringe disse propagandister i Sikkerhedslejre. Det viste sig hurtigt nødvendigt, da flere liberale propagandister prøvede at fremføre konspirationsteorier uden hold i virkeligheden, om at man ikke havde nogle beviser for hvem der egentligt stod bag angrebet på Trump Tower; nogle påstod endda at Præsidenten skulle have brugt det til forsikringssvindel, blot fordi han som en naturlig manøvre et par uger før havde hævet policen på området.

Men heldigvis var det nu også muligt hurtigt at få sat en stopper for disse utryghedsskabende elementer. Der var selvsagt ingen internet i Sikkerhedslejrene.
[…]

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 7. september 2016

Tennis' oprindelse

Ingen kommentarer
Nu hvor Caroline Wozniacki atter klarer sig godt på tennisbanen i US Open, er der nok atter en eller anden som får interesse for spillet. Og så måske undrer sig lidt over, hvor de underlige udtryk og regler for pointgivning dog stammer fra.

Og ofte er det svært at få svar på det, og får man endeligt noget bliver det ikke til så meget andet end "fordi de er skøre, de englændere!".

Men der er faktisk mening i galskaben; for at forstå den må man imidlertid dykke ned i historien, og se hvad sporten kommer af.

Tennis hed slet ikke tennis til at starte med, og var ikke et boldspil. Det var snarere en slags fangeleg, opfundet af den normanniske første Jarl af Tennys, i grevskabet af samme navn, på grænsen til Wales.

Man mener det er opstået  i slutningen af det 11. århundrede: som del af at vise sig som herrefolket overfor angel-sakserne havde normannerne taget en del skikke med sig fra kontinentet, herunder droit de seigneur - måske bedre kendt som first night,  at når en kvinde blev gift, skulle hendes bryllupsnat foregå med den lokale lord, ikke med gommen.

Dette gad Lord Tennys ikke — om han ikke var til kvinder, eller bare ikke kunne overkomme det melder historien ikke noget om — så istedet udviklede han legen A Gayme of Fyrst Servyce, som hans riddere kunne deltage i; og vinderen fik så retten til bryllupsnatten.

Deltagerne blev inddelt i par, der skulle dyste mod hinanden, og gik simpelthen ud på at den ene (catcher'en) skulle prøve at fange den anden.

Lykkedes det fik den fangne lagt lodder for 15 pund i en sæk han bar på ryggen; lykkedes det ikke fik catcher'en lagt 15 pund i sin sæk.

Så var stillingen Love-Fifteen til den ene: Love som symbol på hvad der var i vente, og Fifteen angav vægten den anden bar i lodder. Derefter skiftede de, så den anden blev catcher.

Vandt man igen en runde kunne man vælge selv at få fjernet lodder for 15 pund (hvis man havde nogen), eller tilføje den anden 15 pund (mere).

Man kunne kun vinde hvis man vandt en runde ved stillingen Love-Fortyfive; altså hvis man ikke selv havde nogle lodder, og den anden bar på 45 pund. Når man vandt gik man så videre og mødte en anden vinder, indtil kun én stod tilbage — og denne kunne så se frem til bryllupsnatten.

Femogfyrre pund viste sig imidlertid i praksis hurtigt at være for meget, kom man hertil havde man de facto tabt, det var for tungt at rende rundt med. Så man satte denne vægt ned til 40 pund, så der i det mindste var en teoretisk mulighed for atm man kunne komme tilbage.

Nogle gange kunne en match dog vare meget længe, hvorfor en dommer kunne erklære at de to kombatanter skulle bindes sammen med et 15 fod langt reb. De blev så bundet sammen med nogle meget udførlige og specifikke knob, som godt kunne tage noget tid at lave. Imens blev der så serveret forfriskninger både til tilskuere og deltagere, hvilket blev kaldt et tie break, en bindingspause.

En noget mere grusom variant af legen blev indført af Jarlens uægte barnebarn, en bastard ved navn Ramsay. Her var det ikke privilegier man kæmpede om, men overlevelse! Tilfangetagne walisere blev sat til at kæmpe mod hinanden, efter nogenlunde samme regler. Men nøgne. Og vægten der blev tilføjet var ikke 15/30/40 pund, men 15/30/40 unser — en vægt, som blev fastgjort til fangens kønsdele; efter eget valg kunne disse fastgøres til penis (kaldet ace), eller testiklerne (kaldet deuce). Tabte man en runde blev man henrettet. Det er også fra denne udgave udtrykket New balls! oprindeligt stammer.

Heldigvis var det ikke en variant der overlevede; og det gjorde Ramsay iøvrigt heller ikke længe.

Men der skete også forandringer med den oprindelige sport; som normannerne faldt til i England blev de også mere satte. Så i stedet for at løbe efter hinanden blev spillet til en form for stikbold, hvor man kastede bolde efter hinanden på skift: ramte man talte det som at man havde fanget, undgik den anden (eller greb han) blev kasteren (som dog stadig blev kaldt catcher) dømt til at få lodder.

Spillet blev nu også spillet for sjov, altså uden at det nødvendigvis handlede om en bryllupsnat med en ungmø, og denne skik blev da iøvrigt også snart afskaffet, men da levede spillet videre selvstændigt.

Og bredte sig efterhånden til andre dele af England, her blev det blot kaldt A Game of Tennys, og service gik istedet ind og blev det man kaldte når man måtte kaste bolden.

Snart fandt man på at slå med en form for bat, istedet for at kaste bolden, og det var nu battet man kaldte en catcher — og istedet for at gribe bolden, kunne modstanderen så slå den tilbage efter den der havde service med sin catcher. Og ret snart gik man væk fra at skulle ramme hinanden, men blot holde bolden indenfor en bane. Og man droppede lodderne, og spillede istedet om point. Og så gav det mere mening at man spille om at få point, istedet for om at prøve at undgå at få dem. Men love, 15, 30 og 40 holdt man fast i — hvorfor skulle man da også lave om på det?

Efter man også fandt på at indføre et net lignede det faktisk ret meget det tennis vi kender i dag.

Endnu en variant af tennis blev afprøvet i starten af det 19. århundrede, det var en pudsig blanding af
tennis og fodbold (som gik under navnet Tennis-Soccer Wembleydon Rules). Den gik hurtigt i sig selv igen, men gav alligevel navn til både det engelske nationalstadion, Wembley, og Wimbledon. (Man mener iøvrigt at tvillingetårnene på det oprindelige Wembley var en henvisning til det oprindelige dobbelt-falliske symbol for Lord Tennys' leg: to penisser der kæmper om retten til bryllupsnatten. Idag bruges naturligvis istedet et par krydsede ketchere, men betydningen er klar nok.)

De nutidige regler for tennis er i deres første udgave nedskrevet af Lord Tennyson (selv en fjern slægtning af den oprindelige første jarl af Tennys). Og man mener da også at hans berømte linjer:
'Tis better to have loved and lost
Than never to have loved at all
er en reference til det oprindelige A Gayme of Fyrst Servyce.

Jeg håber meget at denne lille gennemgang har været lærerig for dig, kære læser, og at de fornøjelige tenniskampe giver meget mere mening fremover! Hvis du følte dig oplyst af dette indlæg er der flere lignende oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.

Og her findes iøvrigt: kildemateriale og noteapparat.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 27. juni 2015

Muhamedanerland

Ingen kommentarer
Der har vist nok på det sidste været noget hulabula om at Djurs Sommerland ikke opførte sig pænt, så uden egentlig at have sat mig ind i tingene (modern journalism, baby!) tænkte jeg, at det måtte jeg undersøge nærmere.

Så jeg tog til Djurs (hvor er det fucking bare langt væk! og uden wifi!) og fik et interview med direktør Henrik B. Nielsen:

LPD: Goddag, Henrik B. Nielsen, direktør for Djurs Sommerland, jeg forstår I er kommet ud i en regulær shitstorm på det seneste?

HBN: Shitstorm? Narj, det er noget negativt, ikke? Vi synes vi rider på en bølge af succes!

LPD: Så I har ikke haft nogen problemer med, at der er kommet fokus på at I udstiller folk fra et helt kontinent som primitive mennesker?

HBN: Nejda, på ingen måde. Altså, vi viser jo ikke andet end hvad vi altid har gjort, og hvad vores gæster forventer, og det er jo bare hyggeligt, det er ikke for at støde nogen?!

LPD: Men hvis nogen nu bliver stødt over den karikerede fremstilling …?

HBN: Jamen, det gør mig da virkelig ærgerlig og trist at de ikke synes det er hyggeligt. Men jeg føler mig fortrøstningsfuld over at vore gæster gør. Så kan det jo ikke være helt forkert!

LPD: Så I mærker slet ingen negativitet?

HBN: Nej, slet ikke. Faktisk har vi fået så meget opbakning at vi har fået inspiration til et helt nyt land …!

LPD: Ja?

HBN: Ja, vi tænker det skal hedde Muhamedanerland. Og der bliver hovedforlystelsen Bedetæppet. Hvor man har et minut til at ramme så mange som muligt som ligger med bagen i vejret på flyvende bedetæpper med nogle læderkugler. Det skal være bagen, ikke turbanen!

LPD: Og det frygter du ikke vil blive taget ilde op?

HBN: Nejda, slet ikke, det er jo ikke ondt ment, det er bare hyggeligt. Og så bliver det iøvrigt også vores børnepasningsområde for de 3-8 årige, hvor Far & Mor kan aflevere de små, mens de får en kop kaf' eller en fadøl. Tegn Profeten kalder vi stedet,

LPD: Og det tror du ikke nogen vil opfatte som om I er ude efter at trampe på deres følelser?

HBN: Nejda, slet ikke, for det vi jo ikke. Det er meget pædagogisk og vildt hyggeligt. Og vi har både lavet tegninger man kan tegne efter og nogle som man bare skal farvelægge!

LPD: Så du er ikke bange for I kommer til at gå for langt?

HBN: Jo, altså, vi måtte jo faktisk pålægge os selv noget selvcensur …

LPD: Fortæl!

HBN: Jo, vi havde jo planlagt et Romaland. Det var ellers vildt morsomt, med Undgå Lommetyven …

LPD: Ja?!

HBN: Men så var der også Flaskesamleren. Hvor man skulle samle så mange dåser og flasker man kunne på et minut, mens der blev kastet gammel salat & tomater og den slags på én (stop spild af mad!). Og hvis man fik samlet nok kunne man få en Romadukke, med tøj fyldt med tyvekoster, med hjem!

LPD: Men det var så lidt over grænsen?

HBN: Ja, fordi nu havde Tivoli jo så den her sag med pantsamleren og Build-a-Bear, og så ville det virke som om vi gjorde nar af dem. Og det går jo ikke. Det er jo meningen vi allesammen skal kunne hygge os!

LPD: Jeg er ret glad for I er så ansvarsbevidste!

HBN: Jamen, for pokker, det skulle da bare mangle! Det vigtigste er sgudda at vores kunder hygger sig!

Og det må man sige de gør, der i hottentotkannibalgrydekarussellen. Og det skal der i hvert fald aldrig nogensinde laves om på. Og negre kommer der jo alligevel ikke ret mange af.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 10. juni 2015

Operation Crazyland

Ingen kommentarer
Hvor: Situationsværelse B i Statsministeriet
Hvem: Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Søren Pape Poulsen, Karsten Lauritzen, Brian Arthur Mikkelsen, Martin Henriksen
Hvornår: Nu. Lige nu.

HTS: Velkommen allesammen, som I nok …

LLR: Nu afbryder du igen!

HTS: … I nok ved har vi en fælles opgave i at begrænse asyltilstrømningen, og da det — på trods af en gevaldig indsats fra alle parter — ikke lader til at Befolkningen helt har fanget alvoren er det på tide vi træder i karakter! Sammen!

LLR: Hovedsagen er at jeg bliver Statsminister, så tager vi den dér fra!

MH: Det hele er vel meget enkelt, vi skal bare lukke grænserne for østeuropæere, muslimer, sigøjnere, socialister og pak. Hvor svært kan det være?

HTS: Rolig nu, og du skal nok få lov, Lars. Til at sige noget altså. Men vi er vel enige om: problemet er at Danmark er blevet et alt for tiltrækkende land?!

LLR: Og det er din skyld, Helle!

HTS: Ahr, nu synes jeg nok …

LLR: Nu afbryder du igen!

HTS: … nok lige du strammer den! Jeg har da for eksempel fået Danmark ned fra at være Det Lykkeligste Folk, til kun at være nummer 3!

LLR: Men da vi kom til i 2001 lå vi meget længere nede på listen. Eller ingen havde ihvertfald hørt om den!

HTS: Men vi kom op og lå nummer 1 …

LLR: Nu afbryder du igen!

HTS: … nummer 1 under dig, Lars!

LLR: Det er ligemeget, det er stadig alt for højt. Bare se på Noma! Der er alt, alt for meget at komme efter!

HTS: Noma er faktisk også røget ned på en tredjeplads under mig!

LLR: Nu er det jo ikke tal det handler om, men …

HTS: Jeg prøvede jo også at afskrække dem med at sige at de skal arbejde. Men det viser sig sgu at de gerne vil arbejde!

SPP: Ikke som vores dovne hunde herhjemme. Sådan nogle folk kunne vi godt bruge!

LLR: Nu er du dum, Søren. Det er skide unfair at de vil arbejde!

BAM: Jeg tænker, Noma, det må vi kunne gøre noget ved. Kan vi ikke sprede et rygte om at maden er vildt ulækker. At man har fundet et eller andet i den. Myrer for eksempel?!

HTS: Det er en skidegod idé, Brian, det er ligesådan noget jeg tænkte på vi skulle finde frem til. Gøre Danmark så uattraktivt som muligt for asylsøgerne! Her skal ikke være noget at komme efter!

BAM: Operation Crazyland!

MH: Crazyland?! Det lyder meget engelsk?!

BAM: Kan I ikke huske den Olsen Banden? Hvor Danmark skal gøres til turistparadis? Operation Daisyland kalder de det. Vi skal lave det modsatte!!

HTS og LLR: Skidegodt Brian!

MH: Hvis vi nu kan få lukket Tivoli?

BAM: Vi skal bruge 100 milliarder liter vand, en badeand, 2 symaskiner …

KL: Haha, Crazy Daisy, det er ret sjov, din plan er ligesom Crazy Daisy!

MH: Og den lille Havfrue?

LLR: Af med hovedet!

HTS: Jeg får sendt jægerkorpset ind imorgen!

SPP:
ST©P
NAZI
HAV
FRUE


KL: Og Christiania?

MH: Pia har faktisk talt om at flytte ind derude. Hun siger at så kan hun altid komme af med Justitsministeren.

LLR: Så skal folk nok holde sig væk!

BAM: (Jeg skal bare lige nå nogle indkøb først.)

HTS: Jeg tror vi er ved at være …

LLR: Nu afbryder du igen!

HTS: … være dækket ind.

LLR: Desværre er det jo mest turister vi rammer?

MH: Same shit, turister er bare terrorister med penge!

KL: Enig, turist eller terrorist, tomato, potato!

BAM: Men nu får jeg faktisk en idé! En rigtig god idé!! Er der nogle af jer der har set Wake the Dog?

Alle: ??

BAM: Det er en film, hvor USAs præsident lader som om USA er i krig med Albanien, for at blive genvalgt. Og får medierne og hele landet til at tro på det!

MH: Hed den ikke Whack the Duck?

BAM: Nej, Wake the Dog. Jeg kan ikke helt finde ud af det, nok noget med at vække svinehunden. Men det er da det vi gør!

KL: Hvad hjælper det nu at der kommer krig i Albanien? Så kommer der jo bare flere flygtninge?!

MH: Muslimer, endda!

BAM: Nej, for pokker, vi laver jo krig i Danmark! Borgerkrig. Så skal de sgu nok holde sig væk!

HTS & LLR: Skidegodt, Brian!

SPP:
ST©P
NAZI
FLYGT
NINGE


BAM: Altså, vi gør det jo ikke i virkeligheden. Vi lader bare som om!

MH: Men hvordan gør vi det overbevisende?

BAM: I filmen sætter de det hele op som en hollywoodproduktion, så hvis vi har nogen der…?

LLR: Lars von Trier?

HTS: Han tør sgudda …

LLR: Nu afbryder du igen!

HTS: … sgudda ikke. Men jeg ved det! Bornedal er ledig!!

LLR: Alting falder i hak!

BAM: Det er jo helt genialt!!

SPP:
ST©P
NAZI
BORNE
DAL


MH: Men hvad med vores journalister, vil de ikke ødelægge det?

HTS: Ej, de får ikke noget at vide. Vi har jo Offentlighedsloven!

LLR: Vi poster bare nogle videoer på Facebook, så har de noget at gå op i!

BAM: Men, det allermest geniale … Det her bliver du glad for Lars!

LLR: Ja?

BAM: I Wake the Dog var der en video om nogle sko! Jeg tænker det er lige noget for dig. Men du synger om hvor dyre sko er i Danmark. Det skal nok få flygtningene til at tænke sig om en ekstra gang, også!

LLR: "2.000 kr. Tja, hvad kan man få for de penge?" I luv it!!

Og således fortsætter planlægningen i det skjulte, men nu gider vi ærligt talt ikke dem mere. Men når borgerkrigen kommer, så ved vi hvorfor. Og tager det helt stille og roligt. For vi ved jo godt at selvom man er født i en svanerede, så gælder det om at fylde den med lort.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 26. november 2014

Den sande, sande historie om Mallebrok

Ingen kommentarer
Her under visningen af DRs fremragende 1864 har der også været historikere ude, som skulle belære almuen om at at Mallebrok — kendt fra den såkaldte børnesang — slet ikke havde noget med 1864 eller Danmark at gøre, i stedet præsenterer de en eller anden syg teori om at han skulle være en tidlig Marlboro-man, som tog til Frankrig. Eller sådan noget.

Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:

Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.

Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.

Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.

Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhiörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.

Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.

Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.

Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.

Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.

Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.

En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.

Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)

Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.

På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok …

Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:



På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.

Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.

Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).

Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.

Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.

Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.

Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.

Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!

Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 24. juni 2014

Kodesprog: Marie Krarup - I er blinde!

Ingen kommentarer
Der er en del kvidren på twitter i dag, om denne artikel i Information, hvor af det fremgår at de danske MF'ere sgu ikke rigtigt vidste hvad de gjorde, da de gav Forsvarets Efterretningstjeneste lov til at lade være hvem de har lyst til med på en lytter.

Herunder har mange hæftet sig ved denne lidt kryptiske bemærkning fra Marie Krarup, som skal forklare hvorfor hun ikke rigtigt interesserede sig for sagen: Ligesom der godt kan komme en dame i en rød kjole til en fest, uden at jeg rigtigt lægger mærke til det, mens min mand måske synes, at det er enormt interessant, siger hun.

Det bliver udlagt fra bare at være underligt til at være udtryk for hendes lamhed.

Men intet kunne være mere forkert! Marie Krarup kommer her med en dybsindig og klog observation - naturligvis indpakket i kode, for det er jo efterretningstjenester vi taler om.

Her skåret ud i pap for de mindrebemidlede:

Humlen ligger naturligvis i en dame med en rød kjole. Her taler hun bestemt ikke om at hendes mand er en lidderbuk, men hun henviser til filmen Kvinden i Rødt / The Woman in Red med Gene Wilder. Fra året 1984(!).

Det er en film som, sandsynligvis med god grund (jeg har aldrig set den), er stort set glemt i dag. Men den huskes for én ting: sangen I Just Called To Say I Love You.

Af Stevie Wonder.

Så med andre ord, det Marie Krarup så elegant for formuleret er: Vi lever i en orwellsk dystopi i stil med 1984, når vi ringer til hinanden overvåges det, og vi er alle sammen blinde negre i efterretningstjenesternes øjne.

Kortere og klarere kan det vist ikke siges. Tip: Hold øje med når Marie Krarup begynder at citere filmen Wargames, så er der fare på færde!!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 12. juni 2014

Fodboldprofessor: VM i Qatar vil føre til krig i 2019

Ingen kommentarer
Ligesom ved det foregående VM vil jeg her på bloggen få hjælp til at dække VM af fodboldprofessor Theodor Tøhe fra Dansk Idræts-Fysiologisk Institut, som vil bidrage med ekspertviden.

Men her inden VM går igang er der dog ét vigtigt spørgsmål som ligger ham på sinde:

Theodor Tøhe: VM i 2022 - det må bare ikke ske. Det vil være ødelæggende for Verden!

Leoparddrengen: Altså på grund af korruptionen og varmen og de religiøse galninge?

TT: Nej, fuck da det. Korruption har der altid været, og VM klarede de grumme skygger i Argentina i 1978, så mon ikke det også klarer lidt varme. Og hvad religiøse galninge angår har VM været afholdt i USA i 1994, så det går såmænd nok ... Nej, jeg tænker på den regionale konflikt der uundgåeligt vil opstå. Og udvikle sig til en krig - måske endda 3. Verdenskrig!!

LPD: Krig? Hvorfor??

TT: På grund af de mange skibe som vil komme til at være udfor Qatars kyst, naturligvis!

LPD: Skibe? Hvorfor skulle de føre til krig?

TT: Fordi skibe dernede altid har ført til krig. Bare tænk på krigen mellem Irak og Iran. Den varede i 8 år og startede på grund af for mange skibe i området - og sluttede først da der blev indført en no-sail-zone, på trods af danske Mærsks protester.

(Jeg føler mig ikke helt tryk ved Theodor Tøhes syn på historien, men undrer mig på dette tidspunkt mere over en anden ting:)

LPD: Men hvorfor skulle der komme så mange skibe i området? Holdene flyver vel ind?!

TT: Holdene?! Hvem taler om holdene?! Det er jo ikke skibe der skal dertil, men skibe der skal derfra! I årene før!!

LPD: Derfra? Hvorfor det?

TT: Ved du da ingenting om fodbold, knægt? Qatar er jo Værftsland!

LPD: Værftsland?!

TT: Ja, Værftsland! Det var ordning FIFA i samarbejde med FN indførte op til VM i 1950 (iøvrigt også i Brasilien) for at give et boost til det land der skulle afholde VMs økonomi. Væftslandet får til opgave at bygge alle skibe for Det Internationale Samfund i en fire-årig periode.

LPD: Det lyder egentligt meget smart - så kan der blive råd til VM?

TT: Det er hul i hovedet og ødelægger landenes økonomi, og er med til at gøre at stadions ikke kan nå at blive opført til VM, fordi der skal bygges værfter, som alligevel skal rives ned efter VM, når et andet land bliver Værftsland. Men sådan er der så meget med FIFA, det er hul i hovedet det hele.

LPD: Det er mærkeligt jeg aldrig har hørt om den ordning med Værftslandet?

TT: Det har du garanteret også - du hører bare ikke ordentligt efter!

LPD: Så du mener, at fordi Qatar skal bygge så mange skibe for Det Internationale Samfund- som skal sejles væk - så vil det føre til krig?

TT: Det gør det altid, der. Det er derfor man bruger kameler, når der er noget der skal transporteres i området. Mine beregninger siger at det kritiske punkt vil indtræde omkring august/september 2019. Præcis 80 år efter Tyskland invaderede Polen og startede Anden Verdenskrig!!

LPD: Jeg har alligevel lidt svært ved at se at en sportsbegivenhed sådan skulle kunne udløse en krig?!

TT: Dér i området? Det kan de sagtens. Bare tænk på Golfkrigene!!

LPD: Men det er jo frygteligt?!

TT: Det er jo det jeg siger!!!

Tør vi virkeligt løbe risikoen og lade Qatar være Værftsland?! Der er lidt at tænke over mens VM skydes igang.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 10. december 2013

BREAKING: Her er trussesbilledet

Ingen kommentarer
Via en læk i PET er jeg i dag kommet i besiddelse af det fulde trussesbillede, som Jakob Scharf sendte til Morten Bødskov. Og det er godt nok også stærke sager, jeg kan godt forstå at Morten Bødskov var nødt til at lyve, så Retsudvalget ikke blev præsenteret for billedet og tog på Christiania bagefter og kastede med sten, fyrværkeri og flasker.

Det lækkede trussesbillede


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 7. september 2013

Confidential - Casting Slot: (The New) Princess Leia, Star´Wars VII

Ingen kommentarer
Movie: Disney Star Wars VII
Director: J.J. Abrams
Set: Moon of Endor
Characters: Princess Leia, C3PO ("Goldenrod"), various Ewoks in background

Primer:
The time is appx two months after the celebration of the victory of the Battle of Endor and the Death of the Emperor.

The Emperors Hand (Mara Jade) has kidnapped Han Solo and Luke Skywalker.

Princess Leia has after a long search in the wilderness without food discovered their location.

She now has to pass that information on to C3PO ("Goldenrod" - the God of the Ewoks), so he can tell R2D2, and start a release of the prisoners.

However, they're are under surveillance - so Princess Leia has to pass her message using subterfuge. Which is further complicated by her tongue being stunned by accident (see Jar Jar Binks in the SW I: The Phantom Menace how that works).

Knowing C3PO is fluent in over 6 million forms of communication, Leia decides to tell the location of Han and Luke using the dance of the Giant Honey Bee of Alderaan - disguised as an Ewok. Also - she is carrying Luke Light Sabre, which she has to use as a prop in the dance, so that it is not discovered as being what it really is.

And.... Action!

Applicant: Former actor in Disney Productions. She'll ace this one!

Tape: Princess Leia Ewok Dance Routine

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 15. juli 2013

"Det kan altid blive mere absurd!"

Ingen kommentarer
På baggrund af de mange historier om Rejsekortet og problemerne med det, besluttede jeg mig for at få sandheden fra hestens egen mund, den administrerende direktør for selskabet, Bjørn Wahlsten. Det er nemlig min erfaring at man sjældent får den fulde sandhed, når medierne skriver om IT-projekter. Meget bliver, om man så må sige, lost in translation.

Heldigvis var Bjørn Wahlsten meget venlig, og stillede beredvilligt op til interview med det samme:

Leoparddrengen: Hej Bjørn, mange tak fordi jeg sådan måtte komme, med kort varsel.

Bjørn Wahlsten: Selv tak for interessen. Jeg forstår jo at du vil prøve at give det fulde billede af teknikken bag Rejsekortet, det kan vi kun sætte pris på!

LPD: Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste! Lad mig starte med det sidste - i dagens Politiken siger du at "optankning via nettet stort set er den dårligste metode at sætte penge ind på ens Rejsekort"? I en verden hvor internettet spiller en større og større rolle for folk, og hvor stort set alt ellers foregår via en browser, kan det måske godt undre?

BW: Ja, det kan jeg godt forstå. Men nu må du huske, at Rejsekortet som system blev tænkt sidst i 90'erne. Og dengang var alle eksperter enige om at det der internet blot var en døgnflue, at det mere eller mindre ville gå i sig selv igen.

LPD: Jo, men alligevel ...? Det har jo efterhånden vist sig ikke at være helt sandt. Så kunne man ikke hen ad vejen have tænkt internettet ind?

BW: Det har man skam også gjort. For eksempel blev systemet pålagt fra politisk hold at være klar på internettet - så det rettede vi skam ind efter!

LPD: Det virker så ikke som om det gik helt godt?

BW: Nej, det er nu ikke sandt. Men det var trafikminister Flemming Hansen der pålagde os det, og det var vist nok fordi SKAT lige var kommet på Second Life; og det skulle vi så også være. Så Rejsekortet fungerer helt fænomenalt i Second Life, der kan man tanke op og alt muligt!

LPD: Men det almindelige internet - det har I ikke rigtigt tænkt på?

BW: Nej, det er vel mest sådan lidt en lappeløsning ...

LPD: Okay - det forklarer så det. Men hvorfor kan sådan en bestilling så kun holde sig én uge?

BW: Det skyldes at hvis den ligger længere bliver usandsynlighedskoefficienten for lav - og så riskerer hele systemet at gå ned!

LPD: Usandsynlighedskoefficienten? Hvad vil det sige?

BW: Det er der ikke rigtigt nogen der ved. Men det fungerer altså - usandsynligt nok. Det er jo fordi Rejsekortet er baseret på en anti-kvante-computer ...

LPD: En anti-kvante-computer? Det bliver du vist nødt til at forklare, hvad det går ud på?!

BW: Jo, altså den baserer sig på kvanters spejlede bevægelser ... Kender du bogen Hitchhiker's Guide to the Galaxy?

LPD: Jo, det er den med 42, ikke?

BW: Præcis. I den optræder et rumskib der drives af et improbality drive. En anti-kvante-computer bygger på lidt samme princip - ihvertfald, des mere usandsynligt det er noget skulle ske, des bedre kører den.

LPD: Det lyder som en meget banebrydende teknologi ...

BW: Ja, det er totalt cutting edge. Man har aldrig brugt det uden for laboratoriet før.

LPD: Så hvorfor i alverden valgte man at bruge teknologien til Rejsekortet?

BW: Det er sådan set enkelt nok ... da en konsulent så kravspec'en til det oprindelige Rejsekort brød han hulkende i sammen i latterkramper, og sagde at det nok var det mest usandsynlige projekt at gennemføre i offentligt regi, nogensinde. Og så lå det jo næsten lige til højrebenet.

LPD: Men stadig, helt uprøvet teknologi ... Det lyder som et meget farligt valg. At det skulle fungere er vel ...

BW: Usandsynligt, ikke sandt? Netop!

LPD: Ah, jeg begynder at forstå. Tror jeg. Men hvis det hele er så usandsynligt, så burde det vel køre som smurt?

BW: Det er desværre ikke så enkelt. Til at starte med havde vi nogle af de dygtigste programmører til at arbejde på det. Men det er kompliceret, for man kan kun arbejde med usandsynligheder ikke umuligheder. For eksempel går det ikke at dividere med 0, men man kan så prøve at nærme sig ved for eksempel at have tilfældigt tal mellem 0,000000001 og -0,000000001.

LPD: Øh, ja.

BW: Men det hjælper bare ikke, for der er stadigt et uendeligt antal muligheder for ikke lige at ramme 0. "Det kan altid blive mere absurd," som en berømt dansk filof vist ynder at sige det.

LPD: Men hvad har division med 0 overhovedet med noget at gøre?

BW: Det er meget usandsynligt det har det. Derfor er det overordentligt vigtigt!

LPD: Ja, jo. Men du var ved at tale om programmører?

BW: Ja, altså i starten forsøgte vi med de bedste programmører og designere - men de gik alt for målrettet til værks, og så brød de sammen. Så nu er vi gået over til at hyre dem med de dårligste karakterer, eller dem der dumper. Helst nogle der ikke aner hvad det hele går ud på, for så er det mest usandsynligt at de skulle få noget til at virke.

LPD: Og med den øgede usandsynlighed ...

BW ... så går det hele meget bedre, ja. Et stort problem har så også været den SchrödingerDB™ vi har været tvunget til at bruge - det er den eneste type database der fungerer med en anti-kvante-computer.

LPD: Og hvad er så problemet med den?

BW: Jo, altså normalt så gør man det at man normaliserer data, når man laver databasedesign. Men med en SchrödingerDB™ er man nødt til at afnormalisere data.

LPD: Og hvad går det ud på?

BW: Jeg aner det ikke, jeg har endnu ikke fået en forklaring jeg har forstået. Eller som den der fortalte mig det har forstået. Men det fungerer - indtil usandsynlighedskoefficienten bliver for lav.

LPD: Åh, og det var det vi startede med ...?

BW: Ja, altså hvis penge bliver sat ind på et Rejsekort, så er der efter en uge så stor sandsynlighed for at pengene rent faktisk snart skal bruges, at det hele bryder sammen. Tror jeg nok. Så derfor er vi nødt til at slette beløbet igen. Men det er så ikke det eneste problem med databasen.

LPD: Nej ...?

BW: Nej, altså, vi kan ikke kigge på de data der ligger i basen, det gør meget svært at fejlfinde systemet ...

LPD: Fordi ...

BW: Ja, altså, det er ligesom med Schrödinger's Kat ... så hvis vi kigger ...

LPD: Så dør katten?

BW: Ja. Eller også gør den ikke. Men vi kan ihvertfald ikke bruge basen mere.

LPD: Okay, jeg tror jeg begynder at se sammenhængene. Hvordan har du det med den massive kritik af hele systemet, fra både politikere, rejsende og medier?

BW: Det har jeg det ærligt talt svært med. Men jeg må jo tænke på, at de ikke er klar over hvordan systemet er bygget op, og derfor ikke ved hvor meget de ødelægger.

LPD: Ødelægger, ligefrem?

BW: Ja, med krav om rationelle måder at gøre tingene på - de ved jo ikke at rationelle måder netop er gift for et system, der bygger på usandsynligheder. Det har forsinket os utroligt meget.

LPD: Er der slet ikke nogen der har kunnet se tingene fra jeres side?

BW: Jo, jeg må sige, dengang Jesper Langballe var medlem af Folketingets Videnskabsudvalg - han var god at lave ping-pong med, han forstod helt instinktivt det med usandsynlighedstankegangen. Vi tilbød ham faktisk et job som koder, da han stoppede i Folketinget, men det gik ikke.

LPD: Han ville ikke?

BW: Det var ikke det, det var rygeloven der kom i vejen.

LPD: Ah, ja. Jeg tror jeg er ved at have det hele på plads nu, og har vist forstået nok til også at kunne give mine læsere en idé om de udfordringer i står over for!

BW: Det glæder mig - altså, hvis bare de kan holde lidt igen på deres rationelle ønsker, så ville det virkeligt hjælpe meget!

LPD: Du skal have tak for tiden og gæstfriheden. Og hvis jeg må sige det: det lyder virkeligt usandsynligt dumt altsammen!

BW: Mange tak, det er jeg virkeligt glad for!!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 13. juni 2013

Sådan bruger du #Hashtags på #Facebook

Ingen kommentarer
Med introduktionen af hashtags på Facebook igår, er der sikkert mange der idag stiller sig spørgsmålet: ja, det er jo meget godt det der, men hvad kan man bruge dem til?

Egentlig er hashtags en brugerdrevet opfindelse på twitter, som de siden tog til sig, og i dag er et af mest genkendelige kendetegn ved twitter. Man kan læse mere om brug af hashtags på twitter her, hvis man vil.

Men twitter er twitter og Facebook er Facebook. Der er mange forskelle, og det vil naturligvis også afspejle sig i brugen af hashtags. Den største forskel er selvfølgeligt at man på twitter er begrænset til 140 karakterer i en statusopdatering (også kaldet et tweet). Derfor kan man brede sig mere ud.

Men først lidt om hvad hashtags er. Den første del af ordet hentyder til tegnet, der bruges, '#', som nogle steder kaldes et hash - det har dog intet med rusmidlet at gøre. Det kaldes og pound eller number sign, men i forhold til hashtags er det altså hash der bruges. Den anden del, tag, kan vel nærmest oversættes med etiket. Så der er tale om etiketter markeret med #.

Og ved at bruge dem kan man så ordne statuser og indlæg, således at man kan søge på tværs af brugere, fansider m.m.m, og se hvem der ellers har skrevet noget om dette emneord.

Det er den ultrakorte forklaring - men hvordan bruger man dem så i praksis? For på twitter er det blevet en hel videnskab for sig, hvor specialister - Hashtag Optimizers (#HOes) - i dyre domme rådgiver stjernerne om hvordan de bedst når ud til så mange som muligt. Justin Bieber har for eksempel 7 fastansatte #HOes, men han er selvfølgeligt også lidt ekstrem hvad angår twitter - Lady Gaga klarer sig med én, og de fleste nøjes med at anvende #HObureau'er.

Det kan vi almindeligt dødelige naturligvis ikke hamle op med - men vi kan bruge nogle af deres tricks, tilpasset Facebook - så vi kan få så mange til at læse vores opdateringer som muligt, og ikke mindst få mange likes.

Udnyt Emneord: Det ligger jo lidt i sagens natur, men mange bliver alligevel forvirrede her. Men brug altid hashtags på de ord du mener er vigtige i en status. Kombiner gerne med Empowered Hashtags, Reverse Hashtags og MAJUSKELSKRIFT.

Forholdsord: Her kan man virkeligt ramme på tværs - alle bruger forholdsord, så de kommer let til at trende (=når mange bruger et hashtag, og det derfor ses som populært), og kan man ramme et trend ses ens opdatering af ufatteligt mange. Studier viser at de som konsekvent bruger hashtags på forholdsord opnår op til 60% flere likes, end de som ikke gør.

Personlige pronominer (du, han, hun, etc): De fungerer meget som forholdsord, men dog med mindre effekt. Brug dem hvis du er ihærdig, men ellers gør det ikke så meget at droppe dem.

Empowered Hashtags: Hvis du bruger et ##dobbelt ##hashtag tæller det dobbelt, og der er derfor meget større chance for at det topper listen, og måske endda kommer foran nogle reklamer. Man må dog kun bruge 5 Empowered Hashtags per opdatering, og 250 på en måned. (Men der kommer snart mulighed for tilkøb af Empowered Hashtags).

Reverse Hashtags: Det er for de seje - hvis du skriver '#' efter et ord går det efter at komme i bunden af listen af hashtags, hvor der faktisk er endnu bedre muligheder for at skille sig ud end i toppen, hvor alle kæmper om at være. Det er dog smartest at være repræsenteret #begge steder så brug gerne begge# versioner, som jeg gjorde her.

æ-ø-å: Æ, Ø og Å og andre specielle tegn kan skabe problemer i nogle tilfælde, så det sikreste er at bruge hashtags med dem i flere versioner. Her er et eksempel #på #paa det.

Datoer og tidsangivelser: De er vigtige at hashtagge, så man enkelt kan få et overblik hvad der er sket hvornår!

MAJUSKELSKRIFT: Det har ganske vist ikke betydning for Facebook, som er ligeglad med om hashtags er skrevet med stort eller småt - men når man bladrer gennem en liste af tags vil det vise du mener det #ALVORLIGT hvis dit tag er med store bogstaver - og vil derfor få flere læsere og flere likes.

Fejlstavninger: Der opstår jo desværre mangle slåfejl og stavefejl på internettet, også på hashtag-søgninger. Derfor kan det godt betale sig at lave versioner af hashtags med slåfejl, for det ville jo være ærgerligt hvis folk ikke så dit indlæg, bare fordi de har stavet et hashtag forkert. Dem kan man for klarheds skyld lægge i slutningen af sin status, så det også er tydeligt at det ikke er fordi man selv er i tvivl om hvordan et ord staves.

Andre emneord: Bare fordi ens status måske ikke handler om et emne, kan man jo godt bruge et emneord alligevel - folk bliver som regel glade for hvis de læser noget de ikke lige havde regnet med at se. På twitter er #belieber, #IFollowBack, #offentlighedslov og #1D4ever for eksempel meget populære til at møde nye venner.

Sætninger: På twitter slår man af pladshensyn flere ord sammen til ét hashtag (som i #IFollowBack herover). Men det gør det meget uklart, og er en af grundene til at mange ikke kan finde ud af twitter. Det er man heldigvis ikke begrænset af på Facebook hvor man kan skrive #I #Follow #Back uden problemer - eller hvis man absolut vil holde det som et søgeord, #"I Follow Back" - bare sæt # foran " - men husk for guds skyld også et afsluttende ", ellers risikerer du Facebook går ned!

Hellere for mange end for få: Er du i tvivl, så brug hashtag! Det gælder jo om at nå ud til så mange som muligt, så er der større chance for at få likes, det giver sig selv.

Det var vist ca det, de væsentligste tommelfingerregler. For at give et eksempel i praksis er her de to første sætninger i indlægget i #HO'ed version:
#Med #introduktionen #af ##HASHTAGS #på #paa ##FACEBOOK #igår #igaar, er #der sikkert #mange der# #idag stiller #sig #SPØRGSMÅLET #spoergsmaalet #spørgsmaalet #spoergsmålet: ja, #det er jo meget godt det# #der, men hvad kan #man bruge #dem #til?

#Egentlig er hashtags# en #BRUGERDREVET #opfindelse #på #paa ##TWITTER, #som #de #siden tog til# #sig, og #i #dag er et #af #de mest #genkendelige #kendetegn ved twitter#. #Man kan læse mere #om #BRUG #af #hashtags #på #paa #twitter #her, hvis man# vil.

#offentlighedslov #1D4ever #twiter #tvittr #Farcebook #fecesbook #hastags #hashtag #hasjtag #introduksjon #"I love you Mark Zuckerberg"
Det er så optimeret efter bedste evne. Men husk, godt content er det vigtige, hashtags sørger blot for at det gode content bliver bredt ud til så mange som muligt, på en enkel og brugervenlig måde.

Og husk at Like dette indlæg, så dine venner også kan lære at bruge hashtags på Facebook! (Nej, du finder godt nok ikke en like-knap her - faktisk er jeg slet ikke på Facebook. Men du finder nok på en løsning.)

(Opdatering, 14:20:) Nu gør jeg noget jeg ellers aldrig gør med mine indlæg af denne type: går ud af rolle, og afslører at alt ovenstående er crap. Utter crap - ihvertfald fra indlægget når til #HOes.

Det gør jeg fordi lidt for mange har syntes, at det dog var en fin lille guide - det her som jeg syntes var så skrigende absurd og langt ude - både i sin tekniske udførsel, sin jagt på Likes som det eneste vederkvægende - og ikke mindst resultatet, det foreslåede tekstsykke herover.

Skulle det være en god idé? Men jeg kan kun konstatere, at jeg åbenbart støder på Poe's Law - med det twist, at når man gør det er folk som regel oprørte over den påståede usandhed, men her synes man det er helt fint & positivt?

Anyway, @TwomasC læste det meget rigtigt i sit svar til dejlige @hanneklintoe - som bestemt ikke syntes det var en fin lille guide, hun var derimod forarget over Like-jagten:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 30. april 2013

Åbenheden er reddet!!

1 kommentar
Leoparddrengen: Tak fordi du havde tid til at tale med mig!

Morten Bødskov: Jeg har altid tid til dig, Leoparddreng!

LPD: Nej, nu bliver jeg helt rørt ...!

MB: Det er fordi jeg ved du loyalt gengiver hvad jeg siger, ikke som visse andre jeg kunne nævne, som altid prøver at fordreje mine ord.

LPD: "Sandheden frem for alt!" som jeg plejer at sige.

MB: Nemlig. Det er jo det det handler om. Og åbenhed. Så - hvad kan jeg hjælpe dig med?

LPD: Jo - nu har du jo stillet i udsigt, at Ombudsmanden om 3 år skal evaluere de her paragraffer i den ny offentlighedslov, som alle skælder ud på, for at se om de har skabt mere lukkethed?

MB: Ja. Altså, nu siger du at paragrafferne er meget udskældte, det er så ikke min oplevelse. Vi har for eksempel et bredt flertal i Folketinget, som står 100% bag den lov. De elsker den faktisk!

LPD: En samlet presse udtaler at det er en katastrofe for demokratiet?

MB: Det er jo et partsindlæg - de er jo ikke neutrale! Dem kan man ikke regne med.

LPD: Der er pt 68.000 som har skrevet under mod loven ...?

MB: Ja, det er det jeg siger, så er der jo ca 5,5 million som ikke har skrevet under. Folket elsker den lov!

LPD: Nuvel, men du har så alligevel syntes Ombudsmanden skal kigge på den?

MB: Ja, det er jo netop for at vise åbenhed - så der ikke er noget at være utryg for!

LPD: Javelja. Og hvordan skal Ombudsmanden så tage stilling?

MB: Jo, han vil jo så skulle sige, om han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, som ville være kommet frem under den gamle lov.

LPD: Et konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem? Bliver det ikke svært?!

MB: Det tror jeg ikke - altså, det kan man jo ikke vide, hvor svært det er at vide noget man ikke ved - men jeg ved at Ombudsmanden er dygtig!

LPD: Men hvis det ikke er kommet frem, hvordan skal han så .... hvad med et konkret, tænkt eksempel?

MB: Nej, det er ikke godt nok - det skal være et helt konkret eksempel! Så meget har jeg da lært.

LPD: Godt så. Og hvis han kan give et helt konkret eksempel, på noget som ikke er kommet frem, så laver I loven om?

MB: Nej, nej, da. Så sender han en udtalelse til Justitsministeren. Hvem det så end er til den tid. Der har jo været valg.

LPD: Og så laver Justitsministeren loven om?

MB: Nej, du fredsens, så beder han sine dygtige embedsmænd i Justitsministeriet om at lave en redegørelse, hvori de gør rede for hvordan Ombudsmandens udtalelse skal bedømmes, og om det bør føre til ændring af paragrafferne - det er §24 og §27.

LPD: Så, altså, hvis Ombudsmanden kan komme med et konkret eksempel på noget som ikke er kommet frem, og som han således ikke ved noget om, og dine embedsmænd - som er fortalere for det "fortrolige rum" - så synes at det er en god idé at lave loven om - så bliver den lavet om?

MB: Nejnej, så kommer embedsmændendes redegørelse til debat i Folketinget. Så må man jo se hvad den debat munder ud i. Det kommer jo helt an på hvad politikerne synes, efter at have læst Justitsministerens dygtige embedsmænds redegørelse til den tid. Men som bekendt går alle folketingspolitikere i Danmark ind for meget åbenhed, så det vel jeg da regne med at de også gør til den tid. Ligesom de gør nu!

LPD: Men den debat kan man jo sådan set tage hele tiden? Folketinget beslutter vel selv hvad der skal debatteres?

MB: Jo, altså ...

LPD: Så hvad er hele den her proces værd?

MB: Jo, altså - på den her måde er det jo Ministeren der har bedt om udtalelsen og redegørelsen om udtalelsen ...

LPD: Ja, og ...

MB: Jo, så er det jo Ministerbetjening ....?!

LPD: Du mener ...?

MB: Ja, så er hele processen sådan set del af det fortrolige rum. Og på den måde kan det sikres, at der ikke kommer forvirrende fejlinformation ud undervejs i processen. Således at Folketinget kan debattere lige præcis det som er væsentligt, for at sikre at åbenheden er i top også fremadrettet!

LPD: Det er faktisk ret smart, det kan jeg godt se ...

MB: Præcis. Så du kan være helt rolig, Leoparddreng, åbenheden er sikret mange år frem i tiden, også med denne løsning. Eller især med denne løsning, for nu føler borgerne sig helt sikre på at alt går rigtigt til!

LPD: Imponerende!

MB: Men ved du hvad det allerbedste er?

LPD: ??

MB: Hvis det her alligevel - på trods af alt - til den tid udvikler sig til en lortesag. Så er det ikke mig der sidder med bæen til den tid!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 17. april 2013

Søren Espersen taler ud

Ingen kommentarer
Søren Espersen har haft travlt på det seneste, han har flere gange offentligt måtte ud og trække i land på vegne af medlemmer af Folketingsgruppen. Det måtte jeg spørge ham om vi kunne få en lile snak om - hvilket han beredvilligt indvilligede i.
Hej, Leoparddreng, velkommen til! Må jeg byde på noget - en G&T for eksempel? Vi må jo holde malariaen nede, haha!

Øh, jotakda, tak som byder. Men vi skulle jo egentlig tale om problemerne i jeres folketingsgruppe?

Arh, hvad, problemer vil jeg nu ikke kalde det. Men det er klart at vi jo er et lidt specielt parti, og det er ikke alle som har forstået, hvordan vi agerer.

Som igår med Mette Hjermind Dencher?

Ja, altså Mettes problem er, at hun jo rent faktisk mente hvad hun sagde. Hun tilhører den heldigvis lille gruppe i partiet, som jeg kalder realisterne.

Realisterne, ikke royalisterne?

Realisterne, ja. Dem som faktisk tror på det de siger.

Det er vel også en politikers opgave?

For det meste ja, men som sagt, DF er jo ikke et helt normalt parti. Det ved du jo godt, Leoparddreng?

Øh, hvordan?

Altså, DF er jo et satire-parti, ikke. En slags The Onion i politik. Det Haugaard skulle have været, hvis han havde haft modet til det.

Så, det du siger, er ...

Vi laver satire, for pokker. Jeg sagde det jo åbent og ærligt så sent som i sidste uge, men af en eller anden grund bliver nogle folk ved med at tage os alvorligt?!

Du må vist lige tage den fra starten, for jeg er ikke sikker på jeg er helt med?

Altså - egentligt begyndte det jo med Fremskridtspartiet, ikke? Men det var efterhånden gået hen og blevet ren slapstick, og så var det at nogle af os - Pia, Tulle og migselv blandt andre, blev enige om at der sgu manglede noget kvalificeret satire, ikke. Og så var det vi brød ud.

Så alt hvad I har lavet siden, det er satire?

Jada! Og vi er jo vildt populære!!

Altså, jeg tror det er en del det ikke er gået op for ...?

Det tror jeg nok, det er for de fleste. Men du har ret, ikke alle. For eksempel de føromtalte realister i partiet. Vi prøver ellers at gøre dem det ekstra klart, men de tror sgu på hvad som helst. Men jeg medgiver gerne, det kan være et svært felt at ramme. Som satiriker vil man jo gerne gøre en historie troværdig i starten, så man kan trække publikummet langt, langt ud, indtil de endelig tænker: nej, det her er sgu for langt ude!

Og det gik så galt, for eksempel med Marie Krarups blogindlæg?

Ja, både-og. Altså, jeg synes sgu faktisk ikke det var Maries skyld, problemet er jo at humor er forskellig i forskellige lande, og på New Zealand er de så ikke så vant til lidt stiff upper lip. Plus, at de jo ikke rigtigt kender Dansk Folkeparti. Men på sin vis var det måske meget godt.

Hvordan det?

Jo, men altså, det er som om folk herhjmme ikke rigtigt tager notits af vores humor mere - folk bliver hårdhudede, der skal mere og mere til. Se nu på den blog - den havde ligget online en måned, men var der nogle herhjemme der grinte eller delte den, før den havde været turen omkring NZ? Nej, I kræver sgu mere og mere af os herhjemme, og vi prøver - men jeg beklager hvis vi ikke altid kan levere varen.

Jeg er stadig ikke helt med - du mener at alle herhjemme ved, at I er satire?

Altså, ikke alle - men vel 95%? Resten er sgu, undskyld mig, lidt vel naive. Jeg synes vi har gjort det tydeligt nok, ikke. Hvad med Alex' valgvideo? Grænsebomme? Pointsystemer? Simulanter der kommer for at få førtidspension? Bent Jensen? Indvandrere som stjæler kager og saftevand på hospitalerne? Parabolforbud i ghettoer? Uniformer på taxachauffører? Tærsk af ekstremistiske homoseksuelle? Onkelvoldtægter? Burkaforbud? Jeg kunne blive ved ...

Jeg begynder at se hvad du mener. Hvad er så jeres bedste historie indtil nu, synes du?

Altså, hele historien omkring Louise Frevert, hendes webmaster og siderne ingen turde trykke? Jeg synes det var vidunderligt gennemført. Desværre blev Louise lidt for fyldt af sig selv efterfølgende, hun blev simpelthen for stor for partiet. Men at hun så siden er gået i glemslen viser jo også hvor vigtig en platform DF er for satire-politikere. Vi hjælper hinanden frem.

Og jeres største talent?

Altså, det skulle jeg måske ikke sige noget om. Men jeg vil sige, Martin Henriksen har det der skal til for at blive et virkeligt stort navn, også internationalt. Han formår at bruge sin fysik og sit kropssprog kombineret med et stoneface - og så skriver han nogle forrygende tekster.

Du skal have mange tak, Søren. Jeg føler mig en del klogere nu!

Selv tak, Leoparddreng. Det er jo det vi er her for!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 16. april 2013

Hvem var egentlig Holger Danske?

6 kommentarer
I disse dage, hvor bølgerne går højt over det mulige salg til udlandet af en statue af national-ikonet Holger Danske, er der sikkert mange der undrer sig over hvem han egentligt var - og hvorfor vi sætter ham så højt. Og det er ikke så underligt, for så kendt manden er af navn, er det de færreste der kender den egentlige historie bag.

Man kender ikke så meget til Holger Danskes opvækst, men sikkert er det at han kom til Danmark efter at svenske vikinger havde været til rejse til (eller ihvertfald nær) Miklagård, som de kaldte Konstantinopel. Med sig hjem havde de eunukken Umar al-Khadin, en slave de havde købt undervejs - og som nu af ukendte kanaler var havnet på Kongsgården i Hedeby, ved Kong Gnupas hof.

Umar var ret kvindagtig i sin væremåde, fortælles det, og talte i falset, og han fik derfor kaldenavnet Olga Svanse - og det har næppe været muntert for ham på den måde at være alene i fremmedkultur, med fremmede skikke og en religion hvor man tilbad mange guder, og ikke kun Allah, som han var vant til fra sit hjemland.

Men en af kongens sønner, Prins Dithmar, fik øje på Olga, og syntes han var smuk, og begyndte at tale med ham. Og snart var det hverken værre eller bedre end at Dithmar var ganske forelsket i Olga - og omvendt.

Kong Gnupa var ikke særligt glad for dette, der var ikke meget ære i at hans søn således omgikkes en træl, men han var en viis mand, så istedet for at jage Olga væk, eller slå ham ihjel, lod han ham frikøbe. Og kort efter blev Dithmar og Olga gift.

Da de jo ikke kunne få børn, men holdt så umådeligt meget af dem, grundlagde de en skole/pasningsordning, hvor vikinger som skulle på togt kunne få deres børn passet. Dette blev også grundlaget for de berømte skjoldmøer, som drog med mændende på togt - dette havde ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke Dithmar og Olga passede dem.

Og sommetider vendte de ikke tilbage når - når børn således blev forældreløse, fordi forældrene døde på Englands strande, kunne de dog være forvisset om en sikker opvækst, for Dithmar og Olga adopterede hver og én. Noget de blev meget populære for, da det gav ro i sindet for de udrejsende krigere.

Senere grundlagde Olga en anden skole lidt længere sydpå, hvor unge mænd kunne oplæres i færdigheder, så de kunne vælge et andet liv end ved sværdets - Dansevirke hed skolen, og var kulturelt centrum mellem Danmark og de tyske stater i mange år, også efter Olgas død.

Glad som han var for Danmark, generede noget dog Olga: maden. Han måtte ikke spise svinekød, og dette var stort set den eneste kilde til kød som var at finde. Han hengav sig derfor til sidst til svinekødet, men instruerede sine tjenere: han måtte kun serveres den del på svinet, som var længst fra svinet.

Dette tolkede de derhen, at det måtte være testiklerne. Så fra da af levede Olga udelukkende på en diæt af ornetestikler. Dette endte med at have en effekt på ham - det kønshormon han ikke selv kunne producere fik han nu gennem kosten. Hans stemme blev dybere, og hans skæg begyndte at gro - hvilket glædede ham umådeligt, da han nu følte sig som mere rigtig muslim.

Danerne tog ham også for alvor til sig, mente at han i den grad var faldet ind og blevet en af deres egne, hvorfor han fik et nyt navn - i stedet for Olga Svanse kaldte de ham nu Holger Danske.

Dithmar har jo nok fundet det noget underligt, at hans smukke Olga sådan skiftede udseende - men de blev sammen, ligesom de blev ved at adoptere.

Hvor og hvornår Holger Danske blev begravet vides ikke. Men der blev lavet en del afbildninger af ham. Det mest kendte viser en meget træt Holger, som har passet børn hele dagen, og har konfiskeret et sværd og et skjold fra en af de mest uvorne knægte. Han har en hjelm på hovedet, men forestiller man sig det var en turban er det tydeligt at her er tale om en langskægget herre fra mellemøsten, som måske nok har fået rigeligt med kønshormon. Og det siges, at skulle Danmark nogle sinde glemme sine idealer, så vil han rejse sig på ny - træt som han ellers er.

Holger Danske er således symbol på vores mest grundliggende værdier i Danmark - frisind og åbenhed: han kom til Danmark som muslim, og blev til en del af den kongelige familie. Han skiftede på det nærmeste køn, og sammen med sin mand adopterede han et væld af drenge & piger, og hjalp dermed kvinderne med at få rettigheder til sammen med mændene at gå på togter.

Alt i alt er der gode grunde til at vi stadig i dag sætter pris på Holger Danske og alt hvad han stod for. Og jeg kan godt forstå Dansk Folkeparti kæmper sådan for at vi kan mindes ham!

Følte du dig godt oplyst af denne lille artikel? Så kan du finde andre oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. april 2013

Skal utroskab være afgiftsfri?

2 kommentarer
Denne oversigt er ikke tilgængelig. Klik her for at se indlægget.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 7. januar 2013

Børnehavegåde

3 kommentarer
Inspireret af dagens debat om regler i børnehaver, kom jeg i tanker om denne gåde:
En kvindelig pædagog er ude for at købe is til institutionen med en mandlig pædagog og et barn. På et tidspunkt på tilbagevejen skal en vej krydses.

På trods af evner ud i multitasking, kan hun kun koncentrere sig om at føre én ting/person over vejen af gangen.

Hun kan ikke lade den mandlige pædagog være alene med barnet, så vil han være uterlig overfor barnet.

Og hun kan ikke lade barnet være alene med pakken med is, så vil det spise dem alle sammen.

Hvordan får hun dem alle sikkert over vejen?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. oktober 2012

Jeg gæsteblogger ...

Ingen kommentarer
... med en historie fra Christiansborg ovre på denfri.dk - så skynd dig over og læs første kapitel - hvor jeg finder ud af hvem der virkeligt leder SF, og hvorfor.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.