Firaxis meddelte i dag at de laver er et remake af den klassike spil-serie X-Com, som skulle komme til efteråret. Det lyder ganske interessant, for det var faktisk ikke dumme spil. Det første spil UFO: Enemy Unknown har jeg brugt virkelig mange timer med midt i 90'erne.
Og så opdagede jeg på grund af det, at de gamle spil er på Steam, i en version så de kører under moderne Windows, men ellers helt sig selv. Normalt koster de €5 pr stk, eller €15 for hele pakken - men netop i dag er der 66% rabat - så jeg købte hele pakken for €5, det kunne jeg ikke stå for. Synes også ungerne skal se det.
Så har man lyst til en tur ned af memory lane, akkompagneret af SoundBlaster kompatibel lyd, så kan det altså anbefales.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Viser opslag med etiketten nostalgi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten nostalgi. Vis alle opslag
torsdag den 5. januar 2012
søndag den 18. december 2011
På eventyr i Skyrim
kl.
17.23
2
kommentarer
Jeg gav (på vegne af min mor) den ældste computerrollespillet Skyrim i fødselsdagsgave (det fulde navn er egentligt The Elder Scrolls V: Skyrim...).
Og det har han så været ret opslugt af siden. Han har også prøvet at lokke mig til det - men jeg var skeptisk. Det er et første-persons spil, og det har aldrig været min kop te. Men for en uges tid siden fik han mig alligevel overtalt til at lave en character, og jeg spillede en smule.
Jeg var ikke solgt - det der første-persons hejs var ikke mig. Men jeg kunne da godt se at det kunne være interessant, og rollespilsdelen ville jeg ihvertfald gerne udforske lidt mere. Så jeg lovede at give det en chance.
Det har jeg så gjort de sidste par dage - og jeg er helt solgt. Mest af alt på udforskningsdelen - det er så vanvittigt flot lavet, at man bare kan gå og nyde landskaberne. Hvis vejret ellers er til det, og man ikke befinder sig midt i en snestorm.
Jeg har det sådan med det, at det minder mig om, da jeg som 11-årig stiftede bekendtskab med en Colossal Cave Adventure variant i 1980. Og pludselig opdagede en ny verden.
Rollespilsdelen / historierne er hæderlige, men når nu ikke op på niveau med BioWares bedste spil (som Baldurs Gate / Neverwinter Nights / Dragon Age) - ihvertfald ikke hvad jeg hidtil har prøvet. Men oplevelsen, stemningen, realismen - det er fedt!
Så det bruger jeg en del tid på de her dage - meget længe siden jeg på den måde er blevet suget ind i et spil. Så hvis nogen mangler en julegaveidé - eventuelt til sig selv - kan det altså anbefales, til de som er til eventyr i det fremmede.
(Jeg har endda nu bestilt et gamer-headset, så jeg kan får lyden i surround, for den perfekte stemning - og så man kan høre når man bliver angrebet bagfra. Det kan ellers være et problem i første-person, har jeg fundet ud af!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Og det har han så været ret opslugt af siden. Han har også prøvet at lokke mig til det - men jeg var skeptisk. Det er et første-persons spil, og det har aldrig været min kop te. Men for en uges tid siden fik han mig alligevel overtalt til at lave en character, og jeg spillede en smule.
Jeg var ikke solgt - det der første-persons hejs var ikke mig. Men jeg kunne da godt se at det kunne være interessant, og rollespilsdelen ville jeg ihvertfald gerne udforske lidt mere. Så jeg lovede at give det en chance.
![]() |
| Screenshot fra hvor jeg, Whizz, er, netop nu - på vej til næste eventyr! |
Jeg har det sådan med det, at det minder mig om, da jeg som 11-årig stiftede bekendtskab med en Colossal Cave Adventure variant i 1980. Og pludselig opdagede en ny verden.
Rollespilsdelen / historierne er hæderlige, men når nu ikke op på niveau med BioWares bedste spil (som Baldurs Gate / Neverwinter Nights / Dragon Age) - ihvertfald ikke hvad jeg hidtil har prøvet. Men oplevelsen, stemningen, realismen - det er fedt!
Så det bruger jeg en del tid på de her dage - meget længe siden jeg på den måde er blevet suget ind i et spil. Så hvis nogen mangler en julegaveidé - eventuelt til sig selv - kan det altså anbefales, til de som er til eventyr i det fremmede.
(Jeg har endda nu bestilt et gamer-headset, så jeg kan får lyden i surround, for den perfekte stemning - og så man kan høre når man bliver angrebet bagfra. Det kan ellers være et problem i første-person, har jeg fundet ud af!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
torsdag den 6. januar 2011
Pigerne fra Twin Peaks
kl.
01.17
4
kommentarer
TV2 genviser Twin Peaks i øjeblikket om natten, og selvom jeg ikke har set hvert afsnit har jeg set lidt flere end godt er. Og jeg bliver simpelthen så nostalgisk af at gense den - især de kvindelige roller. Som jeg ville sidde og diskutere med andre fans fredag nat på Blasen, efter aftenens seneste afsnit.
Så for hvert afsnit har jeg tænkt at jeg måtte bringe en billedkavalkade som hyldest - og det er så det jeg gør nu.
Laura Palmer
Hun er lissom død i serien, og vi kender hende kun af omtale og som drømmevæsen. Måske derfor er hun vor drømmepige.
Spillet af Sheryl Lee (som også spiller Lauras kusine, Madeleine Ferguson. Jeg har ikke set hende udenfor Twin Peaks universet.
Jocelyn Packard
Enke efter ejeren af byens savværk. Ikke den mest interessante rolle - men hendes eksotiske looks gør at hun huskes.
Spillet af Joan Chen - og jeg tror ikke jeg har set hende udenfor Twin Peaks.
Norma Jennings
Ejer af den kendte RR-Diner, hvor man kan få kaffe black as midnight on a moonless night, og hvor pies go to heaven. Desværre gift med den slemme Hank, og for gammel til mig. Men den perfekte diner-serverings arketype.
Spillet af Peggy Lipton - og hende har jeg vist heller ikke set siden.
Audrey Horne
Manges favorit, men ikke min. Den mest sexuelt udfarende, datter af den lyssky hotelejer Benjamin Horne. Og meget glad for Special Agent Dale Cooper. Minder om en mørk Marylin Monroe.
Spillet af Sherilynn Fenn - sidst set som et-benet Joey-offer i Friends.
Donna Hayward
Lauras bedste veninde - ihvertfald på papiret. Minder meget om en girl next door, men hun ville have været min favorit, hvis det ikke var for...
Spillet af Lara Flynn Boyle - sidst set som A.D.A. Helen Gamble i The Practice (og Ally McBeal).
Shelley Johnson
Øj, hun er altså bare så smuk. Men med noget af en hang til bad boys. Hende forgudede jeg!
Spillet af Mädchen Amick - sidst set som Janie Jones i Californication. Stadig en sild!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Så for hvert afsnit har jeg tænkt at jeg måtte bringe en billedkavalkade som hyldest - og det er så det jeg gør nu.
Laura Palmer
Hun er lissom død i serien, og vi kender hende kun af omtale og som drømmevæsen. Måske derfor er hun vor drømmepige.Spillet af Sheryl Lee (som også spiller Lauras kusine, Madeleine Ferguson. Jeg har ikke set hende udenfor Twin Peaks universet.
Jocelyn Packard
Enke efter ejeren af byens savværk. Ikke den mest interessante rolle - men hendes eksotiske looks gør at hun huskes.Spillet af Joan Chen - og jeg tror ikke jeg har set hende udenfor Twin Peaks.
Norma Jennings
Ejer af den kendte RR-Diner, hvor man kan få kaffe black as midnight on a moonless night, og hvor pies go to heaven. Desværre gift med den slemme Hank, og for gammel til mig. Men den perfekte diner-serverings arketype.Spillet af Peggy Lipton - og hende har jeg vist heller ikke set siden.
Audrey Horne
Manges favorit, men ikke min. Den mest sexuelt udfarende, datter af den lyssky hotelejer Benjamin Horne. Og meget glad for Special Agent Dale Cooper. Minder om en mørk Marylin Monroe.Spillet af Sherilynn Fenn - sidst set som et-benet Joey-offer i Friends.
Donna Hayward
Lauras bedste veninde - ihvertfald på papiret. Minder meget om en girl next door, men hun ville have været min favorit, hvis det ikke var for...Spillet af Lara Flynn Boyle - sidst set som A.D.A. Helen Gamble i The Practice (og Ally McBeal).
Shelley Johnson
Øj, hun er altså bare så smuk. Men med noget af en hang til bad boys. Hende forgudede jeg!Spillet af Mädchen Amick - sidst set som Janie Jones i Californication. Stadig en sild!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
nostalgi,
twin peaks
lørdag den 25. december 2010
Midwinter
kl.
15.20
2
kommentarer
De seneste dages vejr, og historierne fra Bornholm om PMV'er der kører fast, og jordemødre der må ud på ski, får mig helt til at tænke på spillet Midwinter.Det var et af de første spil jeg købte, da jeg købte min egen første PC, sammen med Wing Commander (og Civilization kom først til senere, jeg huskede forkert da jeg skrev om Wing Commander).
Manden bag var en af mine store helte, Mike Singleton, som 4-5 år tidligere lavede nogle af de absolut bedste spil til Spectrum'en, nemlig Lord's of Midnight og Doomdarks Revenge. Så det skulle jeg jo have!
Spilmæssigt var det nu ikke helt så godt som Spectrum-spillene (men dog ganske fremragende!), men det havde meget af det samme, først og fremmest en - for tiden - enorm verden at udforske.
Spillet foregik på den tilfrosne ø Midwinter, et af de sidste beboelige steder på jorden, efter at en atom-vinter havde sat ind. Men en fascistisk inspireret despot var ifærd med at tage magten, og spilleren skulle ved hjælp af en lille gruppe frihedskæmpere prøve at forhindre det.
Ved at prøve at få flere af øens beboere på ens side, og så iøvrigt lægge sig i baghold og prøve at forhindre fjendens forsyninger i at nå frem.
Transporten rundt foregik enten i en form for snetank, på ski eller med drageflyvning. Jeg bliver simpelthen helt nostalgisk nu hvor jeg har lavet koblingen. Jeg må se at prøve at udnytte det der virtuelle PC lidt mere, og fremfinde nogle af de gamle spil!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Bornholm,
Mike Singleton,
nostalgi,
PC,
sne,
Wing Commander,
ZX Spectrum
tirsdag den 24. august 2010
Professor Balthazar
kl.
08.12
6
kommentarer
Steen AA har som profilbillede på Facebook på det seneste haft en tegning af Professor Balthazar - hvilket har gjort mig helt nostalgisk.For jeg kan huske, at jeg elskede den meget fantasifulde jugoslaviske tegnefilm om den opfindende professor, dér midt i 70'erne da den kom frem. Som tænkte - og tænkte - og tænkte - og så fik han en idé. Som udmøntede sig i et par dråber af en eliksir, med farverige effekter.
De viste den så vidt jeg husker i TV. Måske var det i programmet "Kl 4" - som blev sendt kl 16, men senere ændrede sendetidspunkt til kl 17, hvorefter det ændrede navn til "Kl 5"? Eller måske et andet program.
Da vi var blevet ældre, mener jeg også at kunne huske at vi stadig så den, i skolen. Det skyldtes, at når skolen engang i mellem syntes vi skulle have det hygeligt i klassen, fik vi lov til at se smalfilm i biologilokalet - og af tegnefilm rådede skolen over et par stykker, det var Professor Balthazar, og så Muldvarpen.
Vi var på det tidspunkt - 5. klasse og op - egentligt for gamle til at være i målgruppen, men vi var stadig meget fornøjede, da det var sjældent det skete - det der med video var kun lige akkurat begyndt at blive talt om, at der var nogen meget rige mennesker som havde.
Så - jo, han vækker nogle minder, Professoren. Jeg kunne desværre ikke finde en film på dansk på YouTube - det er lidt ærgerligt, for hvis jeg husker rigtigt er fortælleren i den danske version Poul Dissing.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
70'erne,
barndomsminder,
nostalgi,
Poul Dissing,
professor Balthazar,
skole
lørdag den 17. juli 2010
Wing Commander (igen)
kl.
23.35
3
kommentarer
Er et par gange inde for det sidste døgn blevet mindet om spillet Wing Commander (+ efterfølgere).Jeg tror det, sammen med Civilization, var det første spil jeg fik til min første state of the art PC i '90 (det var en 25 MHz 386 - hvor der endda udover MS-DOS var installeret det helt nye Windows 3.0).
Et rigtigt godt space skyde spil - som udover det ret fantastiske gameplay også havde en del rollespil i sig; man kunne tale med de andre piloter på moderskibet Galatea, og man kunne blive mere eller mindre populær hos dem - hvilket så siden ville vise sig i kamp med fjenden - de tiger-lignende Kilrathi.
I Wing Commander II blev konceptet udviklet, så der nu var animerede filmsekvenser, som naturligvis blev afspillet efter ens valg af konversation.Og det blev så fuldendt i III'eren, der såvidt jeg ved er det første PC spil som indeholdt filmsekvenser. Med Mark Hamill (Luke Skywalker) som en selv, og derudover blandt andre Malcom McDowell og John-Rhys Davies.
Optagelserne var nogle af de første, hvor en computer siden fyldte baggrunden ud - som vel nærmest er standard i dag, ikke kun indenfor science fiction.
Meget imponerende, men som jeg husker det gjorde det også handlingen lidt for stiv. Måske var det også derfor jeg ikke købte den senere IV'er. Eller måske følte jeg bare jeg havde prøvet nok.
Jeg så heller ikke den film der blev lavet over spillet - den skulle efter sigende også være rigtigt dårlig. Men er vel tilgengæld også en af de allerførste film der er lavet over et PC-spil.
En anden første gangs ting ved spillet: det går op for mig mens jeg skriver det, at jeg allerede for et lille år siden skrev et meget lignende indlæg. Det er vist ikke sket for mig før - men ser nu ingen grund til at slette de nye ord af den grund.
For jeg synes faktisk det er en vigtig serie at huske, da den har betydet så utrolig meget for teknik på mange planer - og det er lidt synd, at den vist næsten er helt glemt i dag.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Mark Hamill,
nostalgi,
spil,
Wing Commander
tirsdag den 6. juli 2010
Den Lille, Røde Flyver
kl.
09.32
3
kommentarer
Da jeg skulle spille vidende forælder overfor M den anden dag, kom jeg til at tænke på og nævne Den Lille, Røde Flyver - og blev så også afkrævet forklaring.
Jeg har desværre ikke kunnet finde den, ellers ville jeg have bragt billede af den. Det er nu ikke som sådan fordi den er så speciel, men den har en stor plads i mit hjerte.
Det er sådan en plys-sag, en buttet flyvemaskine på 15-20 cm, Mest rød, og så med blåt cockpit. Og muligvis vigtigst, der er en klokke inden i.
Grunden til, at den har sådan en plads i mit hjerte, er fordi den var stort set det eneste der kunne trøste den ældste da han var spæd. Og han tog nogle ordentlige hysteriske, tudeture. Så var det eneste han reagerede på, hvis man tog den her lille, røde flyver og lod den flyve et stykke over hans ansigt, og sørgede for samtidig at ryste den lidt, så klokken indeni ringede.
Det fascinerede ham i en grad, at han helt glemte at være ked af det - og det bedste af det hele var, at den virkede hver gang. Dog kunne det så betyde, at man nogle gange var nødt til at sidde og flyve med den flyver i halve timer ad gangen, men det slog hyleriet.
Den blev så pakket væk, da han blev større. Men da den yngste kom til, blev den fundet frem igen, og det var så første gang jeg oplevede det her nostalgiske sug i maven, legetøj man forbinder med en bestemt periode kan give, når man ser det igen siden - i forhold til mine børn, ihvertfald.
Den yngste var så aldrig nær så fascineret af den. Jojo, den var da meget sjov at se på en gang eller to, men så var den da heller ikke mere interessant! De har så også altid været ret forskellige de to, på de fleste punkter.
Men en hyldest fra mig til Den Lille, Røde Flyver.

onsdag den 2. juni 2010
Skakcomputeren
Jeg fik lige et flashback i dag. Hvor jeg kom i tanke om, at en af de første computere jeg havde en del at gøre med fatisk hverken var en mainframe eller en ZX81 - men en Chess Challenger.
Det var ganske vist ikke min, det var min bror der fik den. Han som ellers i lang tid derefter, op gennem 80'erne og godt ind i 90'erne, skulle være computer-fornægter.
Det var nemlig ham der var den skakinteresserede, og han var vist faktisk ganske god. Spillede i klub en overgang, og spillede simultan mod Bent Larsen + diverse russiske skak-koryfæer på Land & Folk-festivalen. Altså - det var ikke ham der spillede simultan, det var stormestrene, min bror var en af de mange - men alligevel.
Og han har altid kunnet banke mig totalt i det spil; jeg er så også allerhøjest en ok spiller til husbehov.
Men altså - min bror fik den her computer på sin fødselsdag (tror jeg, ellers jul). Og jeg tror han må have været omkring 14 og dermed har jeg været 9-10. Og så har det været omkring 1978.
Og jeg fik som regel lov til at låne den, når jeg var ved min far & ham. (Mine forældre var skilt, og han var hovedsageligt hos vores far, mens jeg hovedsageligt var hos vores mor). Faktisk tror jeg ret hurtigt han mistede interessen for den.
Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt ud af at jeg let kunne slå den på 1. niveau, og som regel på 2. - der var 7 niveauer i det hele, men et par af dem var dedikeret til problemskak (altså mat i 2 træk, og den slags opgaver).
Jeg blev ikke meget bedre til skak, tror jeg, men jeg fandt ud af en del om computeren. For eksempel, at hvis jeg fulgte bestemte åbninger, lavede den 9 ud af 10 gange de samme træk, som endte med at give mig en fordelagtig stilling - så det spillede jeg som regel.
Og man kunne programmere den, og sætte sin egen stilling op - alt sammen med et display som kunne vise ialt 4 cifre eller tal (gammeldags lommeregner agtigt). Og med nogle taster som var tryk"følsomt" plastik - altså man skulle trykke hårdt på plastikken for at aktivere en kontakt nedenunder. Og elektroniken har fyldt en del - men så var de så smarte at komme et skakbræt henover den, med magnetiske plastikbrikker. Jeg kan næsten fornemme lugten af al den plastik endnu.
Jo, det var faktisk en fascinerende maskine, som jeg pludseligt kom i tanker om. Og så kunne jeg endda finde billede af den - for jeg er ret sikker på, den maskine på billedet her er præcis samme model.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Det var ganske vist ikke min, det var min bror der fik den. Han som ellers i lang tid derefter, op gennem 80'erne og godt ind i 90'erne, skulle være computer-fornægter.
| Chess Challenger - elegant, ikke sandt? |
Det var nemlig ham der var den skakinteresserede, og han var vist faktisk ganske god. Spillede i klub en overgang, og spillede simultan mod Bent Larsen + diverse russiske skak-koryfæer på Land & Folk-festivalen. Altså - det var ikke ham der spillede simultan, det var stormestrene, min bror var en af de mange - men alligevel.
Og han har altid kunnet banke mig totalt i det spil; jeg er så også allerhøjest en ok spiller til husbehov.
Men altså - min bror fik den her computer på sin fødselsdag (tror jeg, ellers jul). Og jeg tror han må have været omkring 14 og dermed har jeg været 9-10. Og så har det været omkring 1978.
Og jeg fik som regel lov til at låne den, når jeg var ved min far & ham. (Mine forældre var skilt, og han var hovedsageligt hos vores far, mens jeg hovedsageligt var hos vores mor). Faktisk tror jeg ret hurtigt han mistede interessen for den.
Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt ud af at jeg let kunne slå den på 1. niveau, og som regel på 2. - der var 7 niveauer i det hele, men et par af dem var dedikeret til problemskak (altså mat i 2 træk, og den slags opgaver).
Jeg blev ikke meget bedre til skak, tror jeg, men jeg fandt ud af en del om computeren. For eksempel, at hvis jeg fulgte bestemte åbninger, lavede den 9 ud af 10 gange de samme træk, som endte med at give mig en fordelagtig stilling - så det spillede jeg som regel.
Og man kunne programmere den, og sætte sin egen stilling op - alt sammen med et display som kunne vise ialt 4 cifre eller tal (gammeldags lommeregner agtigt). Og med nogle taster som var tryk"følsomt" plastik - altså man skulle trykke hårdt på plastikken for at aktivere en kontakt nedenunder. Og elektroniken har fyldt en del - men så var de så smarte at komme et skakbræt henover den, med magnetiske plastikbrikker. Jeg kan næsten fornemme lugten af al den plastik endnu.
Jo, det var faktisk en fascinerende maskine, som jeg pludseligt kom i tanker om. Og så kunne jeg endda finde billede af den - for jeg er ret sikker på, den maskine på billedet her er præcis samme model.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Bent Larsen,
bror,
computer,
Land og Folk,
nostalgi,
skak
søndag den 30. maj 2010
Mit første VM - Spanien 1982
Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.
Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.
Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.
Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.
Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.
Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.
Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.
Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:
Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.
Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)
Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...
Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.
I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:
- der blev end ikke dømt frispark.
Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.

lørdag den 29. maj 2010
Teknologi-nostalgi
kl.
15.59
4
kommentarer
I denne galakse for længe, længe siden... jeg stødte lidt tilfældigt på denne forfilm til den oprindelige Star Wars på YouTube; og man må sige der er sket lidt siden - især på lydsiden. På en eller anden måde kan jeg faktisk bedre lide den noget rå lyd der er heri.
Men ihvertfald ret sjovt at se den, for det er jo fra før Star Wars var et trademark kendt af alle.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Men ihvertfald ret sjovt at se den, for det er jo fra før Star Wars var et trademark kendt af alle.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
mandag den 26. april 2010
Man bliver jo helt nostalgisk
![]() |
| 5 1/4 tomme - dens eneste plus var lav vægt |
Men man bliver jo nostalgisk - for jeg har været med længe nok til at have oplevet da 5 1/4 disketterne var normen, og 3½'erne var det nye fancy. (Ja, for mig var det hele fancy, for jeg var vant til kassettebånd til min Spectrum.)
En diskette var så ikke bare en diskette - de kunne være i forskellig tæthed, og enkelt eller dobbeltsidede. Standarden blandt 3½'erne var 1.44 MB, altså halvanden megabyte. Hvad skulle man dog bruge al den plads til? (Dobbeltstørrelsen slog af en eller anden grund aldrig rigtigt an - nok fordi CD'en begyndte at komme frem.)
De første PC'er havde jo faktisk slet ikke harddisk - dengang måtte man klare sig med hvad der kunne ligge på en diskette, og man skulle bytte rundt på disketter hele tiden, når operativsystemet (IBM DOS/ MS-DOS) skulle køre programmer.
![]() |
| 3½ tomme - farvel, farvel! |
Og det var vigtigt når man købte ny pc, at den kunne bruge begge diskette typer, så man kunne kopiere til ældre PC'er.
Dangan var disketter eneste udvekslingsmulighed - idag kan man jo sende ting på nettet, smække dem på en CD eller DVD eller det mest normale, et USB-stik (eller en mobiltlf). Dengang var det en diskette.
Og der var 3½'eren altså rar, for den kunne rumme mere, fyldte mindre - og så var den beskyttet.5 1/4'eren var bøjelig, og kunne let komme til skade i en taske.
Men selvom jeg bliver nostalgisk, vil jeg på ingen måde side jeg savner disketterne; tværtimod - good riddance. Men måske det er på tide at jeg gennemgår mine gamle disketter, og ser om der ligger nogle sjove dokumenter på nogle af dem; eller gammel kode. Det er noget jeg altid har udsat, men det er vel ved at være sidste udkald, mens jeg stadig har én computer med et drev som vistnok virker...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
søndag den 21. marts 2010
Radio Lu-xem-bourg
I dag hører jeg ikke meget radio. Men en overgang i mine teens gjorde jeg. Til at starte med, da jeg fik egen radio/kassetteafspiller var det P3. Men så opdagede jeg mellembølgebåndet, hvor man kunne tage udenlandsk radio. Og opdagede især de engelsksprogede udsendelser fra Radio Luxembourg.
Hvilket jo var fantastisk. For dengang var det stadig sådan, at tingene i England var 3 måneder længere fremme end i Danmark - og dermed også i Storhertugdømmets radiostation på 1440 KHz. Så, med undtagelse af På Slaget 12, og andre nationalklenodier på den tid, var jeg auto klar over hvad der ville blive et hit om 3 måneder, bare ved at høre den kanal.
Ikke at det på nogen måde hjalp mig til noget som helst - men det har vel givet mig en føling af at have fingeren på pulsen...
En DJ der var på stationen husker jeg især - han havde mange af de sene udsendelser, det vil sige dem der sluttede klokken 5 om morgenen. (Og jeg skulle møde i skole klokken 8. Hæ.) Han hed Bob Stewart, og havde en ganske dyb stemme. Og jeg kan stadig huske hans afslutningsreplik, som han fyrede af der kl 5 minutter i 5, ganske fast: "This is Bob Stewart - wishing you a good night & good morning - wherever you are!"
Senere begyndte jeg så også at høre lokalradio fra københavn. Radio Sokkelund, Radio Rosa og Christiania Radio var noget af det jeg hørte mest. Men jeg skiftede meget fem og tilbage, for det kom an på hvad jeg læste - jeg fandt ud af, at hvis jeg læste noget på dansk, var det bedst hvis radioen kørte på engelsk, hvorimod hvis jeg læste på engelsk skulle radioen helst være på dansk.
Og det har nok været hovedårsagen til at jeg efterhånden forlod Radio Luxembourg helt. Det blev siden til RTL TV, og radioen lukkede... men på det tidspunkt var jeg forlængst væk. Og hører altså stort set ikke radio i dag.
Men især et nummer kan få mig til at tænke på den radio. Okay - 2. Radio Gaga med Queen kan også, men det er fordi det nærmest handler om den radio, eller lignende. Men Mike Oldfields Moonlight Shadow (Maggie Reilly synger) lå nummer 1 præcis på det tidspunkt da jeg først begyndte at høre stationen, i '83. På det tidspunkt havde den ligget nummer 1 meget længe, så de gad næsten ikke snakke om den mere - men for mig var den ny, og den blev også først et hit i Danmark nogle måneder senere.

80'erne,
Bob Stewart,
Danmark,
England,
Mike Oldfield,
Moonlight Shadow,
nostalgi,
Queen,
radio,
Radio Gaga,
Radio Luxembourg
onsdag den 2. december 2009
Fødseldag og afmac't
Ellers stod sidste uge - hvor jeg jo ikke ligefrem skrev meget her på bloggen - i fødselsdagens tegn, nærmere bestemt min ældstes.
Han fyldte 10, den første runde, og en hvor man uvægerligt kommer til at tænke tilbage på de allerede mange år der er gået. Og jeg må indrømme at jeg også i al hemmelighed kom til at studere et gammelt fotoalbum. Mærkeligt at gense hvordan han så ud dengang.
Og så crashede min mors Mac, så den måtte jeg også prøve at kigge på. Og jeg har jo ikke meget styr på de der æble-maskiner, så da den ikke ville som den burde, endte vi med at slæbe den indtil nogle flinke mac-læger i forretningen. Som kun ville gøre noget ved den for et ukendt, men sikkert højt beløb, da garantien jo var udløbet.
Så efter et døgns betænkning købte hun en ny igår, som jeg så hjalp hende med at sætte op. Og jeg må tilstå jeg for første gang synes en Mac er lidt lækker. Ikke at jeg selv vil have en, forstås, men den nye her var hurtig nok til at kunne alt det den ville på en behagelig måde. Jeg syntes altid den gamle var lidt for sluggish.
Men det har så også medført, at jeg nu har en Mac i mit hjem - for jeg fik den gamle hjem, for at jeg kan forsøge at redde harddisken. Hvad man dog ikke skal udsættes for.

fødselsdag,
Mac,
nostalgi,
unger
tirsdag den 11. august 2009
Ren nostalgi

Jeg talte med en kollega om hvordan jeg så frem til Dragon Age: Origins på arbejde i dag. Og talte i den forbindelse også om min kærlighed til Baldur's Gate II. Som hun ikke kendte, men hun blev ret interesseret i den da jeg fortalte om det.
Så her til aften har jeg kigget efter den, så hun kan låne den. Og fandt den rent faktisk. Og blev fucking nostalgisk. Jeg fik spillet til min fødselsdag i år 2000, og havde slet ikke hørt om det. Men min far havde altså fået et rigtigt godt råd da han var inde og spørge efter computerspil til en som mig.
Desværre var min computer en oldsag på det tidspunkt, så jeg kunne kun spille det på arbejde. Og når jeg var på arbejde havde jeg fucking travlt, og skulle hjem, købe ind til kone og 1-årigt barn. Så jeg fik lige prøvet en smule mellem jul og nytår, ellers ikke rigtigt noget.
Men fik så en ny computer et par måneder inde i 2001, og var totalt solgt. Det var selvfølgelig stadig begrænset hvor meget jeg kunne spille: med 1-årigt barn, kone, arbejde etc. Men jeg fik vel taget en time eller to om dagen, indtil firmaet jeg arbejdede for dengang gik konkurs i dotcom crashet, og jeg pludselig en periode havde meget tid for mig selv.
Det var der selvfølgelig også nogle problemer med, men tiden med spillet var suveræn. Alt i alt tror jeg min tid med det strakte sig over et år, og siden kom der jo udvidelse. Og det var med til at give mig lyst til at spille Dungeons & Dragons igen, som vi begyndte på med 3.0 versionen sidst i 2001.
Jeg får helt lyst til at spille det igen. Nu tror jeg dog lige jeg holder mig i skindet til Dragon Age udkommer. Men jeg misunder hende som nu skal spille det for første gang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Etiketter:
Baldur's Gate,
dotcom,
Dungeons and Dragons,
konkurs,
nostalgi,
RPG,
Shadows of Amn,
spil
Abonner på:
Opslag (Atom)