Superclásico er en feelgood film som foregår i Argentina, skriver de. Med Anders W. Berthelsen og Paprika Steen. Og så skriver de ikke så meget mere.
Men jeg har lavet lidt mere research og fundet frem til blandt andet dette:
40-årige Christian (Anders W. Berthelsen) er ved at gå på røven med sin vinforretning og har i det hele taget ikke styr på særlig meget. Hans kone Anna (Paprika Steen) er skredet efter at have mødt stjernespilleren Juan Diaz (Sebastián Estevanez). Nu arbejder hun som succesrig fodbold agent og lever i sus og dus i Buenos Aires. Ægteskabet er tydeligvis slut, men Christian kan ikke engang finde ud af at få skrevet under på skilsmisse-papirerne, som nu har ligget og ventet i 11 måneder. Impulsivt hopper Christian på en flyver til Buenos Aires med parrets 16-årige søn (Jamie Morton). Påskuddet er, at de skal skrive papirerne under sammen, men sandheden er, at han vil forsøge at vinde Anna tilbage! Det udvikler sig dog ikke helt som ventet…
Så det er altså charmøren spillet af Sebastián Estevanez man kan se nøgen i klippet her - det krævede en del research, så jeg håber der er hits i overskriften! (Og man kan klikke her, hvis man er til mere med nøgne fodboldspillere.)
Der var forhåbninger om det skulle blive Afrikas VM - ihvertfald hos værterne og de afrikanske nationer - men det ser langt fra ud til at blive tilfældet.
Tilgengæld ser det med USA sejr i dag, og dermed gåen videre i turneringen, mere og mere ud til at blive Amerikas VM - altså både Nord- og Sydamerikas, hvilket må siges at være usædvanligt.
Det ville være ganske efter planen, at vinderen i år skulle blive et hold fra Sydamerika (sådan plejer det at være når VM spilles uden for Europa), men indtil videre ser det meget overbevisende ud for Amerika. Stort set er det vel kun Honduras, der ikke lader til at gå videre, og de fleste amerikanske lande er allerede sikre.
Det er jo noget i modsætning til de europæiske hold, hvor de fleste af de traditionelle favoritter på ingen måde har virket overbevisende, snarere tværtimod. Med Frankrig som det mest grelle eksempel, men for eksempel Italien har heller ikke set gode ud (det plejer de så næsten aldrig i de indledende kampe, især ikke de år hvor de går hen og vinder).
Så hvis jeg i dag skulle sætte penge på et hold som samlet vinder, skulle det uden tvivl være amerikansk. Og jeg ville ikke blive vanvittigt overrasket, hvis den lille tykke ender med at vinde det hele igen, og fortæller journalisterne at de kan slikke pik på ham og Castro.
Når England og Argentina havner i pulje med hinanden i VM, eller bare som i dag, spiller kampe samme dag - kommer jeg uvægerligt til at tænke på Falklandskrigen.
Denne meget mærkelige krig, som pludselig brød ud, da Argentina invaderede og gjorde krav på Falklandsøerne - eller Maldiverne som Argentina kaldte dem.
Og man kan sige, det er med en vis ret, Argentina vil have dem - geografisk giver det jo unægteligt en del mere mening, at de forblæste rev i Sydatlanten skulle høre til dem, end til Storbritannien - de er en rest af det verdensomspændende britiske imperium. Og er jo bestemt ikke interessante i sig selv, men giver adgang til en masse dejlige råstoffer i havet omkring dem.
Men der stod vi pludselig i 1982 med en krig som involverede et europæisk land. Og det var ikke sådan en pussenusset krig som dem vi har nu, hvor det altid gøres for befolkningens skyld eller af bedste mening. Nej, den her krig handlede om territorier og råstoffer, og om at Storbritannien fandeme ikke ville lade sig træde på, af sådan nogle lommeoberster, som dengang styrede Argentina.
Og fyldt med had var den. Margaret Thatcher rullede sig ud, med fråde om munden. Og alle feministerne, som gennem 70'erne havde præket, at hvis bare kvinder var ved magten, var der ikke mere krig, stod med skægget i postkassen.
Det var også en gammeldags krig i en anden forstand, for der var søslag af den rigtige slags, hvor skibe blev sænket - først var der er større argentinsk krigsskib der røg, siden et britisk.
Men der hvor jeg bedst kan huske krigen og hadet var på fodboldbanen. Dengang spillede den lille argentiner, Osvaldo Ardiles, for Tottenham - hvor han var ganske populær indtil udbruddet af krigen - men efter det måtte han rejse hjem, hadet og bagtalt i England. (Og så blev hans fætter dræbt i løbet af krigen, så den var virkelig god for ham...) Han kom tilbage et par år efter, men det blev aldrig det samme.
Og som skæbnen ville det, mødtes England og Argentina til VM i '86 - i en fantastisk kvartfinalekamp, som først og fremmest huskes for Maradonas scoring "med Guds hånd", som englænderne vist aldrig har tilgivet ham. Hvilket nu er lidt synd, for han spillede storartet i det hele taget.
Så, jo, det sætter altid ting i gang i hukommelsen, når de mødes.
Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.
Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.
Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.
Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.
Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.
Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.
Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.
Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:
Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.
Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)
Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...
Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.
I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:
- der blev end ikke dømt frispark.
Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.
