The Man Without a Face - The Unlikely Rise of Vladimir Putin handler, som titlen også antyder om Putin, ikke mindst tiden før han så pludseligt kom frem i rampelyset. Hvor den prøver at fortælle en mere fyldestgørende historie end den autoriserede biografi.

Det gør den på sin vis også meget godt, selvom meget stadig fremstår mystisk og ukendt om denne på en gang gådefulde og simple person. For mig var første halvdel af bogen dog nok mere en genopfriskning af den senere sovjettid, og tiden under Jeltsin.

Men der var nu mange interessante ting at lære om Putin, ikke mindst fra hans tid som vice-borgmester i St. Petersborg.

Men hvor bogen for alvor tager fat, efter min mening, er den anden halvdel, efter han er kommet til magten. Hvor en masse af de store sager tages op og knyttes sammen. Jeg kendte dem jo godt - Bomberne i Moskva, Kursk, Dubrovka og Beslan, mordet på Litvinenko, Khodorkovskij og mange flere.

Men at se dem fortalt samlet og sammenhængende, og ikke mindst med oplysninger jeg ikke kendte, fordi de er gået i glemmebog i medier herhjemme (og i Rusland undertrykt), tegner sig et billede af et langt mere afsindigt regime, end jeg havde forestillet mig. Og jeg havde ellers forestillet mig meget, syntes jeg selv.

Et af de mere sigende afsnit handler om Kasparovs stædige, men forgæves forsøg på at udfordre Putin. Kasparov, en mand med så stor prestige at Putin ikke kan gøre som han plejer, få ham anklaget for et eller andet og gemt væk i Sibirien, eller myrdet i en trappeskakt. Istedet bliver Kasparovs kampagne saboteret 100% systematisk - hvorend Kasparov kommer hen er der gået noget galt i den hal han skulle tale i så arrangementet må aflyses, hoteller har ingen pladser til ham, og når han forsøger at tale på gaden overdænges han af æg eller ketchup fra unge bøller politiet har hentet til at genere ham.

Relativt fredeligt i forhold til så meget andet Putin står bag, men det viser for mig tydeligt hvor magtfuldkommen han er.

Store dele af bogen handler om ting så vanvittige, at man kunne tro den var skrevet af en konspirationsteoretiker - gid det var så vel, men det meste er faktisk veldokumenteret. Putins folk - først og fremmest KGB/FSB - er ikke ligefrem elegante i deres håndtering, nærmere arrogante i forhold hvad de gør, for de ved de kan slippe afsted med det hele.

Bogen slutter dog med overraskende håb og optimisme - ved protesterne efter parlamentsvalget i december.

Det er en rystende bog, som samtidig fænger og er hurtigt læst - hvis man har nogen form for interesse for hvad der sker i Rusland er det en must read, ligesom jeg også mener journalister må have særlig interesse for den.

Masha Gessen er journalist og redaktør i Rusland. Her tale hun om bogen på The Daily Show:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.

Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.

Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.

Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.

Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.

Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.

Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.

Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:


Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.

Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)

Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...

Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.

I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:

- der blev end ikke dømt frispark.

Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Beviset ses her af en test af en robot fra 1976.

Hvis de var kommet så langt dengang, kan man jo spekulere over om Jeltsin, Putin og Medvedev i virkeligheden ikke var/er robotter? Det ville forklare en del...


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Stakkels Lars Løkkes stakkels spindoktor, Søs Marie Serup, lader det atter komme til udtryk at hun er frustreret over danskerne - som tilsyneladende aldrig er tilfredse. Her er det skattelettelserne, den er gal med - men det kunne såmænd nok være så meget andet i øjeblikket.

Men heldigt for hende har Bertolt Brecht allerede efter Sovjets besættelse af DDR og oprøret 17. juni 1953 i Berlin givet Løsningen - som hun jo kan give videre til sin chef:

Løsningen
Efter opstanden den 17. Juni
Lod Forfatterforbundets sekretær
I Stalin Allé uddele flyveblade
På hvilke man kunne læse, at folket
Havde forskertset regeringens tillid
Og kun ved fordoblet arbejde
Kunne genvinde den. Var det da
Ikke enklere, om regeringen
Opløste folket og
Valgte et nyt?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Medierne varmer jo op til at gå i selvsving over 20 året for murens fald. Og det skal de da have lov til.

Men som jeg husker det, var  jeg egentlig ret blasert omkring det, da det skete.  Selvfølgelig var  det af stor symbolsk betydning, at der blev åbnet op for gennemgang.

Men som jeg så (og stadig ser det) var de store begivenheder tidligere i '89, da de store forandringer skete i Tjekkoslovakiet og Ungarn - og grænserne blev åbnet fra Ungarn. Derefter virkede Murens Fald blot som et spørgsmål om tid. Naturligvis kunne det ske på mange forskellige  måder; men at det ville  ske var jeg   ikke  i tvivl om.

Og senere i '89 kommer oprøret i Rumænien. Jeg husker stadig i starten, inden det var blusset rigtigt op, at jeg var til demonstration ved den Rumænske ambassade, med en masse rumænere der råbte Ceauşescu assasin. Juledag  blev Nicolae Ceauşescu og hans kone så henrettet ved en selvbestaltet rettergang der ikke varslede godt for fremtiden for Rumænien.

Og liggende over det hele lå spørgsmålet, hvad vil der ske med Sovjet?  Ville Gorbatjov kunne vedblive med en fredelig  afvikling af de totalitære dele, eller ville der komme en modreaktion? Især nu Warzawa-pagten smuldrede. Fremtiden ville vise, at det kunne han ikke,  men at modreaktionen trods  alt  blev  en del mere fredelig end man kunne have frygtet.

Så for mig står selve Murens Fald faktisk som en mindre parentes  i de meget begivenhedsrige år; men det er klart at det har stor symbolsk betydning og værdi. Og det skal man ikke underkende.

Så til lykke med de 20 år.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så den kan i den grad anbefales - der er tale om en tour de force, og den er meget tæt på at være et mesterværk.

Den er også oversat til dansk med titlen Barn nr. 44.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.