Det er dejligt at have weekend i denne uge, især da det betyder et afbræk fra børnehave, og det kan komme lidt på afstand, om det så kun er for et par dage.
Havde så den ældste og en af hans klassekammerater til spilfestival i dag - det var ganske fornøjeligt - de fik spillet D&D 4.0 og HeroClix, og var rigtigt glade efterfølgende. Og jeg fik hilst på gamle venner, og spillet en gang Agricola, ganske fornøjeligt brætspil, som jeg prøvede for anden gang (og havde en del mere idé om denne gang).
Så det var en dejlig dag på alle punkter, og alle var glade. Men hvor er det dog utroligt i sådan en forsamling af totale geeks, hvor mange der lever op til stereotyperne ifht højde og især drøjde, og i det hele taget manglende interesse for hvordan man ser ud mv.
Men længe leve geeks - verden ville sgu være kedeligere uden os.
Nu har jeg et par gange, på forskellig vis, prøvet at prakke Michael Grubers bøger på nogen af mine kvindelige bekendte her i den danske blogosfære.
Da det er med begrænset succes - har ihvertfald ikke fået nogen tilbagemeldinger om nogen der var hoppet på krogen endnu - må jeg hellere prøve at forsøg mere på at få overbevist om hvorfor han er god at læse. Og andre kan jo måske også blive inspirerede.
Pudsigt nok har jeg læst Michael Gruber i mange år inden jeg hørte hans navn. Det viser sig nemlig at han er den egentlige ghostwriter bag hans fætter, Robert K. Tanenbaums storartede serie om anklageren Butch Karp, og dennes fandenivoldske hustru, Marlene Ciampi. Men han og Tanenbaum røg uklar - vistnok fordi Gruber ønskede mere officiel anerkendelse, som Tanenbaum ikke ville give ham. Tanenbaum har siden fortsat serien - enten ved at skrive selv, eller med ny ghostwriter - men det er uudholdelig læsning; jeg prøvede en af dem (inden jeg kendte baggrunden for skiftet) og smed bogen fra mig i væmmelse efter 5 sider.
Så hvis du vil forsøge med nogen af disse bøger, skal det ikke være nogle af de nyeste. (Ifølge Wikipedia er Grubers sidste bog i serien Resolved, så gå uden om senere bøger end den.)
Under sit eget navn har han så lavet hvad jeg vil betegne som hans hovedværk, serien i foreløbig 3 dele om Jimmy Paz. Den sidste er dog ikke på højde med de to første, så min anbefaling her handler først og fremmest om dem:
Tropic of Night og Valley of Bones
Jimmy Paz er noget så usædvanligt i amerikansk litteratur som sort af cubansk afstamning; kriminalbetjent i Miami. Er lært på en masse områder - først og fremmest fordi hans hobby er at have forhold til kvinder der ved mere end han selv, og lære af dem.
Han rammes så i bøgerne af nogle særdeles uforklarlige sager og hændelser; sager som tager ham ud på den traditionelle overtros overdrev. Hvilket er meget problematisk for ham, da han er sund skeptisk i forhold til al den slags - det vil sige han tor ikke på en skid af det.
Og er problematisk for læseren, men på den gode måde - for vi har naturligvis en lige så skeptisk tilgang som Paz, som langsomt bliver drejet på, at der altså foregår noget udover det sædvanlige; om vi (eller han) vil tro på det eller ej, er naturligvis op til os selv (ham) - men historien fungerer på sine præmisser, fordi der opereres med en suveræn suspension of disbelief.
Og selv som fuldstændigt rationelt tænkende menneske, som jeg vil påstå jeg (for det meste) er, er det en fascinerende verden at få lov at drage ind i - uden at den bliver tvunget ned over én som en given sandhed.
Jeg vil vove at påstå at bøgerne kun fungerer, hvis man kommer til dem som nogenlunde rationalist - et New Age wunderkind, som tror på hvad som helst, vil sandsynligvis bare trække på skuldrene.
Det er så den ene halvdel af bøgerne - Jimmy Paz' oplevelser på grænsen af det besynderlige, m.m - men hvad der gør bøgerne så utroligt gode er de kvindelige hovedpersoner. For Gruber har en formidabel evne til at beskrive den stærke, følsomme, intelligente & excentriske kvinde. Både i disse bøger, men også i f. eks. hans (Tanenbaums?) Karp bøger, hvor de især er personificeret i Marlene Ciampi og datteren Lucy.
Min absolutte favorit er Emmylou Dideroff (hvis det da er hendes rigtige navn?) fra Valley of Bones; det er sigende at hun i sin ungdom har haft en flirt med Ayn Rand/Atlas Shrugged, til hun møder en appalachian rebel og narko/våbensmugler, der fortæller hende at hun da skal droppe det dér barnepjat, og slå sig på the real thing, Nietzsche; Emmylou er så stærk en person, at hun selv kunne være taget ud af en af Ayn Rands bøger, selvom hun kommer fra, og går til, et ganske andet sted.
Lisbeth Salander er jo meget oppe i tiden; jeg vil mene at hun godt kan minde om nogle af Gruber's kvindelige hovedpersoner - han ville blot have lavet hende lidt sejere, og og noget mere flerdimensionel.
Ikke mindst på grund af Emmylou Dideroff er Valley of Bones min favorit. Det var også den første af bøgerne jeg læste - så det kan man godt, men der var mange referencer til etteren, Tropic of Night, som det ærgrede mig jeg ikke kendte da jeg læste den, så jeg vil anbefale at man læser dem i rækkefølge.
De to første er skrevet på en ret fast formel, med tre sammenvævede historier der skifter i tid og sted. Det gør dem lidt tunge at komme ind i og holde fast i, men det er også utroligt givende for historien i længden. Den tredie bog (Night of the Jaguar) er skrevet mere lige ud af landevejen, og læses derfor også nemmere - men er efter min mening langtfra at være på højde med de to første.
Udover Paz-bøgerne har Gruber skrevet nogle andre enkelstående bøger: der er den meget pudsige The Witch's Boy, som må betegnes som en fabel eller endda et eventyr - hvor han går på jagt i brødrene Grimm's skattekiste, og får rodet de fleste eventyr sammen i én historie.
Og så er der The Book of Air and Shadows og The Forgery of Venus (omhandlende nutidige mysterier som involverer henholdsvis Shakespeare og Velasquez) - begge er ganske udmærkede og underholdende bøger, men er ikke på højde med hans bedste. De er vist tilgengæld hans største kommercielle succeser. Mit indtryk er lidt, at forlaget har set Dan Brown's succes, og tænkt: so ein ding muss wir auch haben - og sat Gruber til at skrive dem.
De holder langt mere vand end Browns bøger, og er mere intelligente - men altså samtidig lidt for lette og letkøbte.
Men please - trænger du til spændings/krimilitteratur, der er lidt udover det sædvanlige, og kan du tåle en intellektuel udfordring - så læs Tropic of Night og Valley of Bones. (Men fantasy er det altså ikke; det er krimi med et twist.)
Jeg må have fløjet for højt, for nu er jeg styrtet - snurrende & kvalmende. Blot for at opdage at jeg stadig er i live - og have fornøjelsen af hver morgen at få serveret min lever, min milt og mit hjerte fint udskåret i mundrette stykker.
[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]
[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)
Af forskellige grunde var jeg og min ex blevet enige om at skifte børnehave for vor yngste søn, til en skovbørnehave. Det vil sige, hun var blevet enig, jeg blev overtalt; anerkendte at en skovbørnehave kunne være godt, men var skeptisk overfor den bestemte - og vi har faktisk været meget glad for den hidtidige.
Men den skulle være blevet så meget bedre på det sidste, og de havde fået nyrenoveret hus, og hun havde været nede og snakke med dem i deres lokale opsamlingssted, og en veninde havde barn der, og hun var meget positiv...og, jamen det lød meget positivt det hele. Men svar skulle gives samme aften jeg hørte om det, ellers ville pladsen gå til en anden.
Vi var så også nede og snakke med dem i torsdags, med både den yngste og ældste, og det gik godt, og god stemning. Så jeg skulle med i skoven om mandagen, til opstart, og hans mor, exen om tirsdagen.
Vi møder på opsamlingsstedet mandag morgen, og kommer fint med bussen, og kører deropaf. Et par hundrede meter inden ankomst taber bussen koblingen, men det er vist ikke så usædvanligt(?), og bussen triller videre til endestationen. Hvor vi stiger ud. Jeg er begyndt at opdage en underlig sløvhed i de fleste af børnenes øjne.
Oasen står der på en sten der markerer indgangen til stedet. Spaß Macht Frei kunne man have tilføjet, men det er jeg endnu ikke klar over.
Det er jo et lortevejr, den dag, så den meget store have skal ikke klandres for at være én stor mudderpøl, med forskellige gevækster i. Huset, det vidunderlige, nyrnoverede hus, er godtnok stort og aflangt. Fremstår vel nærmest som de barakker jeg husker fra besøg i Frøslev lejren, blot udført i beton og mursten, og mlet hvidt i stedet for rødt. Et højt hegn omgiver hele komplekset, inkluderer lige akkurat huset, og hele haven/al mudderet.
Vi bliver gelejdet indenfor, hvor vi stadig i flyverdragter m.v, bliver delt op i mindre grupper. Jeg bemærker at det vidunderlige hus vægge og gulve er bare, og der stort set ingen møbler er, og i kombination med materialevalget betyder det at enhver lyd forstærkes tifold.
I den gruppe vi er kommet i, sætter vi os i rundkreds og en mandlig pædagog tager en harmonika frem, og begynder at spille børnesange på harmonika. Et par piger synger rent faktisk til, Mariehønen Evigglad, og den slags. Effekten er nogenlunde som det afsnit af Venner, hvor Ross har fundet ud af, at han vil spille Celebration på sækkepibe til Monica & Chandlers bryllup - hvis man forestiller sig det spillet på et badeværelse:
Jeg er skræmt, og det tror jeg også min søn er. Det eneste fornuftige formål jeg kan finde ved denne afstraffelse er, at nedbryde modstandskraften blandt de klientellet. Mens dette foregår skæres der frugt af børnenes medbragte frugter. Hvert barn har et stk frugt med, og en frugtskål går rundt hvorfra de må tage to stykker skåret frugt. Den smule der er tilovers bliver så fordelt blandt de som vil have mere. (Matematisk er det et mysterium, hvordan så lidt kan komme ud af så meget, men der er en forklaring, skal det vise sig.)
Efter en præsentationsrunde er rmorgensamlingen forbi, og vi går ud og leger lidt under den overdækkede terrase, hvor også pædagogerne holder til og drikker kaffe. Nogle få grupper af børn trodser regnen og begiver sig rundt i terrænet. Min søn får også leget i lidt mudder, men efter noget tid vil han gerne ind.
Så vi går indenfor, og tager for første gang flyverdragt af. Men larmen fra de mange børn indenfor, i det akustiske helvede sløver vores sanser. De voksne som er indenfor sidder og kigger apatisk - de eneste som ser ud til at vide hvad de skal gøre er de som kommer ind for at sætte kaffe over, eller fylde en kop.
Ingen snakker med børnene - det er iøvrigt også umuligt i larmen; som ingen i øvrigt prøver at gøre noget for at dæmpe.
Jeg læser en bog for min søn - en af de fem bøger jeg kan finde. Det er ikke nemt, for jeg må sidde med hans øre så tæt på mig, at mit udsyn er dækket - det er den eneste mulighed hvis jeg ikke skal råbe historien.
Herefter er der frokost, som i optakten er meget kaotisk, da ingen tilsyneladende ved hvem der skal sidde hvor. Tilgengæld er selve frokosten rar på den måde, at det er det eneste tidspunkt hvor personalet forsøger at holde nogenlunde ro, og der derfor ikke konstant bores syle af støj gennem hovedet på en. Det er så også her, det går op for mig hvor dårligt de fleste af børnenes sprog er. Mange af dem på 4 og sågar 5 år forstår jeg simpelthen ikke. Men hvis al kommunikation er nødt til at foregå i råb er det måske en forklaring.
Men i det hele taget virker børnene meget utilnærmelige, så det med at det skulle være godt socialt for min søn at komme her, har jeg svært ved at se. Meget svært ved. Jeg har faktisk efterhånden svært ved at se noget som helst godt ved noget som helst.
Efter frokost er det sovetid, for dem der har behov for det. Det har min søn indtil videre, da han har været vant til det hidtil. Men det tror jeg nu hurtigt bliver droppet. Jeg får ganske vist min søn puttet, men ikke uden besvær, og jeg tvivler på en anden vil kunne. Der skal nemlig ligge 7 børn i 5 senge og en lille madras på ca 4 kvm; og der er en konstant larm fra resten af huset, samt børn der vælter ind og ud, og de andre børn som ikke kan sove.
Men det lykkes som sagt at få ham til at sove, og jeg bliver tilbudt at sidde i personalestuen "og slappe lidt af". Det prøver jeg så - det er indrettet med en lille sofa, og et lille skrivebord - mest iøjenfaldende er den kæmpe skål med frugt der står derinde, mysteriet om hvor frugten bliver af er løst. At slappe af er nu ikke muligt på nogen måde, skrigene genlyder gennem hele huset, og jeg føler mig som er jeg på et svineslagteri. Mest af alt har jeg lyst til at tage mit sovende barn under armen, og finde den nærmeste offentlige transport og komme hjem.
Jeg går nogle ture i huset, for sidde stille i det lille aflukke kan jeg ikke, men skrigene forfølger mig også ude. På gangene i huset ser jeg grædende børn, deres øjne er tomme; søge hjælp hos en voksen prøver de ikke, og der er da heller ingen voksne der ser ud til at have øje for noget som helst.
Min søn vågner, virker lidt betuttet, men ikke grædende. Jeg får ham i tøjet og uden for - jeg vil gøre alt for at komme ud, men heldigvis er det også hvad han helst vil. Vi bevæger os rundt i terrænet, heldigvis er det klaret op, så der er nu næsten inen regn. Rundt omkring ligger legetøj som er i stykker, en institutionsstol som er gået i stykker, samt lidt affald. Grupper af børn leger, men mange går rundt ensomme med tomme øjne - enkelte går og græder stille. De voksne holder sig udelukkende for sig selv, i nærheden af deres overdækkede terrasse, og deres kaffe.
Klokken halv-4 kommer bussen, og vi kører hjem. Jeg forlader stedet i tavshed.
Dette er observationer. Mine tanker er ubeskrivelige. Det er et forfærdeligt sted, og indeni er jeg i chok. I mine drømme og mareridt siden er det gået sammen med billeder fra KZ-lejre, mest af alt fordi så mange af børnene går rundt som zombier. Andre er hyperaktive, og atter andre er sprogligt underudviklede; nogle er kombinationer. Enkelte børn lod til at trives fint, men det var for mig at se undtagelsen. Og det er ikke mærkeligt - mangel på interesse for børn fra voksnes side, skal man lede længe efter, og de bliver endda betalt for det. Jeg så én voksen (en medhjælper, naturligvis) der en halv time gik rundt med nogle børn uden for halvtaget, ellers ingen. Og jeg så på intet tidspunkt nogen voksne i nogen form for fordybende samtale med børnene. Og trøst virker som et ukendt begreb.
Og jeg kan ikke stoppe tankerne nejnejnej, og hvadharjeggjorthvadharjeggjort fra at køre rundt i mit hovede. Vil bare ikke have han skal gå der, men har netop fået afslag fra kommunen på at få ham ført tilbage.
Jeg føler et raseri ifht hende der anbefalede stedet - men som jeg forstod på min ex igår har hun faktisk heller ikke anbefalet det så meget, som ex'en gav indtryk af overfor mig. Så mit raseri ifht hende er kolonormt, men ligger under overfladen, for kan ikke lade det bryde ud nu - og er iøvrigt også for lammet til det.
Min eneste tanke er at få min søn væk derfra, men jeg ved ikke hvordan. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre, og jeg ved ikke om jeg vil tillade mig at komme videre, for at acceptere det her er et forræderi i forhold til ham.
Da min ældste søn gik i institution han ikke var så glad for, var det tingenes tilstand, og det var hvad vi kunne få. Men her har jeg selv været med til at tage min yngste fra institution vi faktisk var ret glade for, til det her mareridt. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal tilgive mig selv, når jeg skal til at aflevere et grædende barn, eller endnu værre, et barn med tomme øjne, ved bussen hver morgen.
Jeg ved det ikke.
[Opdatering 8/7 2009:] Ret skal være ret. Tingene er blevet meget bedre, så for at få nuanceret billedet, så læs venligst også dette indlæg.]
[Opdatering 7/10 2009:] Og for at give billedet nu, må dette indlæg også læses. :)
Kommer muligvis med længere klagesang om de sidste dages genvordigheder lidt senere, men indtil da blot et stemningsbillede fra den muligvis bedste krigssang nogensinde. Vælg selv mellem tysk og engelsk version.
Jeg har importeret nogle psoriasis-midler fra USA, som jeg vel har brugt i ca en måned nu. Har tidligere brugt nogle udmærkede tjæremidler købt herhjemme, med de er forsvundet fra markedet, der var vist for lidt salg i dem.
Men er faktisk ganske tilfreds med mine import-produkter; ikke at de har fået det til at gå totalt væk, men der er en mærkbar bedring, og skæl har jeg ikke haft noget af længe. Alene det ikke at gå rundt i en konstant dryssen er jo lidt fantastisk.
Men der er et problem ved midlerne: de er jo tjærebaserede, og lugter af... tjære. Og jeg ved faktisk ikke hvor meget der hænger ved af lugten efter den er dampet af, da jeg netop smører mig blandt andet omkring næsen - så duftmæsigt er jeg totalt mættet af den.
Jeg har så vænnet mig til lugten, og finder den nærmest behagelig nu - men jeg er altså ikke helt sikker på hvor meget mine omgivelser mærker til den, og hvordan den der opfattes.
Men valget er nu meget enkelt, sålænge det virker er det klart bedre at lugte lidt af tjære, end alternativet.
Hvis man læste mit refleks-indlæg den anden dag, kunne man måske komme for skade at tro at jeg havde spillet meget håndold eller fodbold. Spillede godt nok en del fodbold med min bror + drenge fra vejen som barn, og var også rimeligt ok til det. Men nej, det har aldrig haft min store interesse - nok mest af alt fordi det er en holdsport.
I virkeligheen har jeg altid vist hvad sporten for mig er - desværre har jeg kun dyrket det ca ½ år; jeg udskød det i lang tid, fordi... well, hele tanken om mig som aktiv sportsdyrkende var forkert for mig der. Men fik så heldigvis meldt mig til et begynderhold - og det var vidunderligt. Planlægger stadig at begynde igen om nogle år.
Problemet er at børn kom i vejen. Hvilket nok kan lyde som, og sikkert også er, dårlig undskyldning. Men det er altså svært at tage nogle dage fri om aftenen hver uge, hvilket jeg synes er nødvendigt hvis man vil noget med det. Og ellersw er der ikke så meget ved det.
Men sporten er fægtning. Nok ikke så underligt når man tager min interesse for rollespil med mere i betragtning; men derudover har den alt det jeg ønsker: traditioner, gentlemanformer, reflekser, individualisme, interessante personer, tænksomhed. Og for den sags skyld endda lækre kvindelige modstandere.
Jeg må jo nok se i øjnene, at jeg er for gammel til en plads på noget OL-hold - men jeg syntes faktisk jeg havde noget talent - selvom jeg altså var ca 30 da jeg gik til det. En af mine fedeste oplevelser var da vi begyndere skulle prøve at fægte med kårde første gang (ellers er fleuretten jo begynder våbnet), og vores intro-lærer var den daværende DM i kårde. Og jeg skulle gå først. Og for at gøre en lang historie kort, var det tydeligt at han gik meget løst ind til opgaven, men jeg overraskede ham, og kom foran 3-0. Så skruede han bissen på, og jeg havde ikke en chance derefter, men det var en fed fornemmelse kort at kunne overraske en DM.
Tror i øvrigt også, hvis/når jeg begynder igen, at det er kården jeg satser på. Jeg tror aldrig helt jeg bliver glad for de noget kunstige regler der er i fleuret fægtning, der er kården mere ud af landevejen. Sabel kan nok også være interessant, men skal jeg være helt ærligt tror jeg jeg er for meget tøsedreng i forhold til den. (Man kan altså slå sig rigeligt også i de andre, men med sabel spanker man hinanden med et fladt stykke metal.)
Jeg kan sådan set godt li' mig selv. Ret meget endda.
Men ind imellem kunne jeg godt tænke mig at være mere Alpha-male/bad guy agtig, istedet for den evindelige gentleman. Der er jo noget om, at en bad guy er den mandlige pendent til en blondine - og de har som bekendt more fun.
Men jeg kan ikke helt finde ud af hvor jeg er i det der traditionelle alpha/beta male hierarki, for som med så meget andet synes jeg ikke rigtigt jeg passer ind. Jeg er vist i virkeligheden en alpha, som bevidst ikke ønsker den rolle, og i al min gøren og laden prøver at undgå den. Hvilket kan lyde søgt, og som noget med sure rønnebær, men jeg tror der er en del sandhed i det.
Well... whatever. Som Skipper Skræk plejede at sige: I yam what I yam, and tha's all what I yam.
Jeg var nok lidt optimistisk omkring vejret tidligere; tænkte nu var vi i marts, så kunne man vel godt gå i jakkesæt alene. Og havde også lyst til at lufte mit turkise qxl-indkøbte sæt.
Men det var godtnok lidt koldt, selvom jeg ikke skulle langt. Ihvertfald hjemturen gjorde mig noget kold, og har ikke rigtig fået varmen endnu.
Måske man bare skal gå tidligt i seng, og ligge under dynen og læse? Skal også i skoven med yngste søns nye skovbørnehave i morgen, det lyder umiddelbart meget koldt.
Huuh.
[Opdatering:] Nånej, kan ikke gå i seng endnu - skal se Livvagterne. Så må jeg jo hente et par dyner ind i sofaen.
Har så lige set tredie afsnit (kunne ikke komme til at se andet oi sidste uge, unger skulle se DVDer, fandt de ud af...).
Er stadig noget skeptisk over casting, og synes den er lidt vel zappende - men må sige, især mod slutningen af afsnittet, at jeg synes den er ved at have nogle af de kvaliteter der gjorde de oprindelige (tidlige) så gode. Den nåede da ihvertfald lidt under huden med nogle af historierne.
Så jeg hænger på lidt endnu, tror jeg. (Og Erin Silver virker som stærk karakter, efterhånden. Synes nok der mangler et modstykke til Dylan - der er ikke rigtig nogen fremtrædende drengeroller endnu.)
