Nu da det er Atlantis' sidste opsendelse:

Jeg og min bedste ven fra barndommen var født for sent til opleve rumfartens totale orgasme, rumlandingen i 1969. Det vil sige, vi oplevede den vel, me jeg var ca ½ år gammel, og han få dage, da det skete. Så det var så som så med hvad vi huskede...

Men det var jo ikke fordi vi ikke var interesserede. Fucking hell. Og der kørte Månebase Alpha, og der var tegneserier.

Så da NASAs Space Shuttle program var ved at være klar, var vi i den grad i stilling. Min mor havde en amerikansk kæreste/elsker/whatever som sendte os udklip fra New York Times om den, jeg havde samlet en model i (tror jeg nok) 1:72, den var ihvertfald stor.

Godtnok var der et antiklimaks ved det hele - som hele rumfærgeprogrammet aldrig rigtigt kom over, for mig. For fint nok, den skulle ud i rummet - og så være der nogle dage, måske et par uger, og så bare hjem? Hvad fanden var formålet?

No new frontiers, ingen grønne marsmænd, ikke engang lidt månestøv? Og det kalder de fremskridt.

Fint nok med satelitter, etc, men sexet var det ikke.

Og da så dagen kom i april 1981... var der først vrøvl med det ene, og så det andet. Og nedtællingen blev udsat igen, igen. Til øjeblikket kom. Astronauterne var buret inde, alt blev trukket væk, og motorerne begyndte at starte. Og hvilke motorer!

De udviklede så meget røg, at Eyjafjallajökull godt for evigt kan skamme sig, og da den begyndte at løfte sig skete det med raketfart... ikke som de hidtidige Saturn V raketter, som faktisk startede vanvittigt langsomt, den her tingest fór ud i rummet, hvor man så kunne se den, efter få sekunder, mange kilometer oppe, først smide hjælperaketter, og siden blive en lille lysende plet, som tilsidst smed den store brændstoftank.

Fantastisk.

Columbia havde smidt nogle kakler på undersiden undervejs, opdagede man ved senere observationer. Noget man var meget nervøs omkring, hvad det ville gøre ved den senere nedstigning - men som viste sig ikke at være et problem. Dengang. Netop Columbia skulle 22 år siden gå i stykker og brænde op under indflyvning, på grund af tabt beskyttelsesmateriale. Men denne første gang var indflyvningen perfekt, da den her mellemting mellem en brumbasse, en Concorde, en jumbojet og et svævefly landede i en varmedis.

Til at starte med var det en begivenhed hvergang færgen gik op og kom ned. Men efterhånden blev det mere rutine, der kom flere fartøjer til den oprindelige Columbia - først Challenger, så Discovery og tilsidst Atlantis - og det blev ganske vist stadig nævnt at de var blevet sendt op eller landet, men det var tilsidst i nyhederne.

Indtil jeg en vinterdag i 1986 så TV Avisen kl 19:30. Og den startede med billeder af rumfærgen som blev sendt op; uden speak, uden intromusik uden noget. Og jeg vidste noget måtte være helt, helt galt. Og dette var hvad jeg så:


Okay, nok kun de sidste 30 sekunder, eller så.

Det skal bemærkes at YouTube videoformat ikke yder værdighed til den ufatteligt blå himmel, som var baggrund for begivenhederne den dag. Og det skal bemærkes at jeg sidder og grænder snot i øjeblikket; lidt mærkværdigt, for dengang husker jeg det som om jeg var rystet, men ikke så berørt af det. Måske syntes jeg endda - på trods af min kærlighed til rumfart - at det var meget fedt det overgik Ronald Reagans NASA.

Og måske er det lidt derfor jeg græder ekstra snot nu?

Challenger døde; astronauterne døde; ligesom den første kvindelige gæst, en skolelærerinde, Christa McAuliffe, som skulle fortælle om sine oplevelser om bord gjorde. Min førnævnte ven var på det tidspunkt udvekslingsstudent i USA, og skrev hjem at joken derovre var, at she didn't see the no-smoking sign.

Men hvad; livet fortsætter - rumfærger bliver gennemgået og forbedret, og flyvningerne blev genoptaget - alt andet havde også været for stort prestigetab i forhold til Sovjet på det tidspunkt.

Og det gik jo godt - indtil i 2003, hvor min elskede Columbia skulle lande; Columbia som jeg havde set og fulgt gennem flere døgn, da den først blev sendt op, og som jeg havde 3 plakater af på væggene i min teenagehybel. Den forsvandt pludselig fra radarskærmene under indflyvning - dennegang hørte jeg om det næsten life på nettet, på et RPG mesageboard, hvor en Moderator sad og så det på NASAs TV:


Dennegang føltes det lidt hårdere - måske fordi det genoplivede det gamle Challenger tab, måske fordi det var Columbia, måske fordi jeg fik direkte indblik i følelserne hos en jeg kendte, og var mere direkte til stede. Men jeg var stadig lidt følelsesmæssigt afskærmet fordi det nu var en Præsident Bush der kørte lortet. I dag græder jeg nu ikke så meget snot over Columbia, så jeg er nok kommet ud med det meste dengang.

Og nu er det så ved at være forbi; og hvor er det vemodigt. Men hvor har Rumfærgerne dog også været en blindgyde; for de samme missioner har kunnet udføres meget, meget billigere af traditionelle raketter, det er forlængst bevist. Og sikkerheden - ja, det skulle være Rumfærgens og NASAs varemærke, men den har det alligevel været så som så med.

Så det var en rigtig beslutning, da man valgte at stoppe programmet, efter min mening. Også selvom det giver mig en nat hvor jeg græder snot. Jeg håber bare, med tiden, at noget mere fornuftigt kommer i stedet. (Og så håber jeg iøvrigt også man har en backup plan, hvis russerne pludselig begynder på at presse prisen for meget på deres Soyus opsendelser.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.