Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 25. juli 2009

Hvilket minder mig om

Ingen kommentarer
Jeg mener T.P. har Spinal Tap: This is Spinal Tap som lokkemad denne måned. Det må man jo næsten lige nå at få udnyttet.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Indlæg 666

Ingen kommentarer
Siger tælleren. Og så jo det jo fejres med dette:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Opsummering på Armstrong

Ingen kommentarer
Vi var jo en del som ikke troede øjne og ører, da vi hørte om Armstrongs comeback. Et eller andet sted virkede det som endnu en afskedsturne fra Frank Sinatra eller lignende. Ihvertfald virkede projektet jo urealistisk.

Jeg har dog hele tiden haft den følelse, at ja: han ville kæmpe for det - og kæmpe for det som kun en Lance Armstrong kan - men først og fremmest ville han tabe.

Ok - hvis han vandt var det så det det, så blev han nødt til at gentage det, til han tabte.

Men efter min mening, har han indset, at den måde han forlod tour'en på - som ubesejret - plettede hans eftermæle.

En tourkonge er nemlig kun rigtig stor - sættes i relief - når han besejres. Det er en del afstorheden i løbet, i kontinuiteten.

Og det har til dels været den Armstrong ødelagde ved at gå af som ubesejret. Og ikke, som den senest sammenlignelige, blive banket gul & blå af Riis, som Indurain blev i '96.

Og - udover at franskmændene altid har haft det svært med ham, og det skyldes nok også en del politik - en af grundene til at de har haft svært ved at have den rette respekt for ham. Men jeg tror det ændrer sig nu. Rigtig meget.

Og når Lance Armstrong vender tilbage til touren næste år, tror jeg han kan køre med meget større frigjorthed end i år - og med den rette værdighed, af en besejret tour-vinder. Som kan gøre ham frygtindgydende stærk. Endnu mere end han har været før. Og det selvom han er næsten ligeså gammel som jeg.

Den største sejr kan ligge i indrømmelsen af nederlaget.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Prolog

Ingen kommentarer
Jeg må vel også til at forberede mig snart. Ordne negle og rense ansigt, inden jeg skal ud på nattens svinkeærinder.

Et indlæg som muligvis virker lidt tomt, men som forhåbentlig for mere fylde som tiden går. Også selvom det er kryptisk.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Hvem har de lækreste kønsdele?

2 kommentarer
Kvinder eller Mænd? Muligvis det evige spørgsmål.

For mit vedkommende synes jeg overfladisk, og generaliserende helt klart at fisser er mest tiltalende. Måske fordi det er dem jeg har mest kendskab til, men de vinder - igen genrelt - på så godt som alle punkter: smag, lugt, udseende, tiltrækning.

Jeg synes faktisk ikke pikke er særlig interessante i forhold til. Men så er der lige undtagelsen: det er selvfølgelig lidt ubeskedent, men jeg synes faktisk min egen pik er helt vidunderlig. Og hamler op med fisserne på alle punkter, og vi kan tilføje konsistens og stolthed.

Så jeg ved ikke, i denne form for kønnenes kamp, er det efter min mening en uafgjort - lige halet i land af undertegnede.

Men det er vel en sag hvor der er mange meninger, kan jeg forestille mig?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

A Hard Day's Evening

Ingen kommentarer
Okay, så hård har dagen vel heller ikke været. Faktisk meget hyggelig. Som annonceret var jeg med ungerne i Cirkus Summarum på 10-øren. Forfærdeligt dyrt arrangement, på den måde at entre var dyrt, og alt derude var dyrt; men så påstår de også at alt overskud går til Muskelsvindsfonden, så det er jo svært at råbe for højt op om priser.

Selvom overskud jo kan defineres på mange måder. Er også kommet til at deltage i tonsvis af lodtrækninger om ture til Legoland, mod at Codan må få lov til at kontakte mig. så dem har jeg nok på mailen det næste halve år - synd for dem, for det for de ikke noget ud af.

Men drengene hyggede sig - og det er jo det vigtigste. Selv fik jeg desværre ikke nogen mulighed for at flirte med Signe Lindquist, selvom jeg synes hun faktsik er ganske tiltalende. Jeg må så satse på at møde hende i Irma igen snarligst, jo. Og indtil da leve af de fantasier min betændte hjerne fik skabt af hende inde i kassen, da hun var den oversavede dame. (Meget sødt iøvrigt: den ældste forlnagte en forklaring af mig på hvordan de lavede det trick, og jeg kunne jo ikke sige andet end det måtte være magi.... han blev godt nok muggen på mig.)

Efter forestilling var det noget med at time hjemturen mellem byger. Og efter at aflevere drengene igen en logistisk øvelse, for skulle se Mont Ventoux etape, uden at finde ud af hvad der var sket inden jeg så den; og samtisig være sikker på etapen var slut.

Men det lykkedes også. Den sluttede for mig for en times tid siden - lidt kedelig etape alt taget i betragtning, egentligt - lidt synd at Andy Schleck var så bundet op på at hjælpe brormand, at udbruddet fik lov at køre hjem. Og så har jeg haft moderen i røret omkring tur til Marielyst mandag, i den sidste halve time.

Så nu kan jeg slappe af. Og prøve at lade op til at komme lidt ud i aften. Forhåbentligt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Fra Milano til Minsk

2 kommentarer
Jeg havnede lidt tidligere på Laserdiskens hjemmeside - skulle se på udgaver af Watchmen DVD. Og jeg så så at gamle Constance med Katja Kean lå på en 8. plads. Det undrede mig noget... for har godt nok aldrig set den. Men virker lidt underligt at den sådan skulle holde sig på toppen i så mange år. Imponerende, ihvertfald - hvis det virkelig skulle være tilfældet.

Så klikkede lige på den for at læse synopsis. Og kom jeg i den grad til at tænke på den her huropæiske film Seinfeld og Co absolut må ind og se: Rochelle: a young girl's strange, erotic journey from Milan to Minsk.

Hvad ved jeg - jeg har ikke set nogen af dem, så skal ikke gøre mig til dommer. Men er lidt i tvivl om hvad der er den rigtige DVD version af Watchmen at gå efter - 2-DVD versionen på dansk, eller Directors Cut (US); og hvad er forskellen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Windows uden Internet Explorer

Ingen kommentarer
Og det er jo meget fint. Men som jeg meget humoristisk så det formuleret et sted, for en måneds tid siden: Hvad skal vi så bruge til at downloade Firefox? (Eller Chrome eller Opera.... eller for guds skyld, Safari. Mosaic, even.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lidt respekt og research ville være godt

Ingen kommentarer
Jeg sidder og ser - den iøvrigt hverken uinteressante eller dårlige serie - Lie to Me. Der altså handler om de her folk specialtrænede i at opdage løgne etc.

2 af dem bliver sat til at finde ud af om en afrikansk forfatterinde lyver om sin historie. Fra Norduganda, voldtaget og tvunget til at være barnesoldat og alle mulige uhyrligheder. Problemet er så, at Uganda efter mit vidende har været fredeligt ganske fra midt i '80erne.

Jeg synes sgu det er råddent ikke at gide lave en ordentlig research, og bare finde et eller andet afrikansk land, for det hele er jo alligevel råddent der, og de voldtager, omskærer og dræber hinanden i en uendelighed i de lande. Og Sudan, Uganda, Kenya, Congo og Sydafrika - det er altsammen det samme, ikke?

Nåhnej, ikke Sydafrika, det var engang hvidt, og nu er det sort, men det var ham den flinke Mandela der overtog. Så det er okay. Så gør det ikke så meget det nu er en voldtægsmand der er præsident.

Men resten, det er sgu en pærevælling.

Den holdning kan godt gøre mig lidt sur. (Iøvrigt ret langt ude, castingmæssigt - for hun skulle vist komme fra en lille landsby i Uganda, men talte et meget fint Oxford engelsk.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 24. juli 2009

Always on My Mind

Ingen kommentarer
Mere hyldest til World Outgames.

Denne sang har i øvrigt også en lidt særlig betydning for mig, for første gang jeg mødte min senere sambo, var efter jeg havde været på en meget lang bytur med min bror, hvor vi var havnet på Cozy, og denne sang kørte konstant.

Jeg havnede hjemme i hans klub-lejlighed og sov, og da vi vågnede med rimelig meget bagskid på, var vi enige om at den måtte vi høre noget mere. Så jeg blev sendt ned af gangen til de århusianske piger, bankede på, og da hun - den senere sambo - åbnede døren spurgte jeg "Undskyld, har du Always on My Mind med Pet Shop Boys?"

En ofte senere citeret åbningsreplik - ihvertfald ofte citeret af hende.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Går glip af World Outgames

Ingen kommentarer

Jeg skal jo på ferie sydpå. Der er ellers - udover den store Åbnings-ceremoni - en del discipliner jeg godt ville overvære.

Jeg nævner i flæng:

Kuglestød
Stangspring
Dressur
Spring over buk
Græsk brydning
Tandem-butterfly
Ring-ridning
Øvelser på gulv

For ikke at tale om opvisningssporten Golf (noget med nogle køller og kugler, og nogle huller der skal fyldes så hurtigt som muligt.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I behøver ikke kigge efter mig i aften

Ingen kommentarer

Jeg kommer ingen steder - jeg skal være nogenlunde klar i morgen formiddag/eftermiddag. Jeg skal med ungerne i cirkus - Cirkus Summarum nærmere bestemt.

Det skal nok blive interessant; for dem ihvertfald. Der er jo alle figurerne fra DRs børneprogrammer i én pærevælling. Jeg satser mest på at komme til at flirte med Signe Lindquist.

Det er så mindre smart, at det skal foregå mens der er Mont Ventoux etape. Men jeg må jo prøve at optage, og så undgå at finde ud af hvordan det hele går, så jeg kan se det forskudt.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Quiz 19: Hvilket omkvæd

Ingen kommentarer
Hvordan lyder omkvædet til sangen, lavet af en bestyrer for en dansk McDonalds, som mangler en fyr m/k til det krævende arbejde at pakke hamburgere og cheeseburgere?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 23. juli 2009

Nørd-hestehale eller L.A.-hestehale?

Ingen kommentarer

Så lærte jeg lige de begreber fra seneste afsnit af Klovn (husk på jeg ikke kunne se dem fra Zulu, så de er nye for mig).

L.A.-hestehalen er sådan en lille ting på under 10 centimeter (er det ikke en muse-hale så.)

Hvor Nørd-hestehalen er den rigtige, lange version. Lad der ikke herske tvivl om at min hestehale er en nørd-hestehale!

Og. ja, det er rigtigt: folk med nørd-hestehaler har ikke en brik forstand på Mac! (Det gælder ihvertfald for mig.) Jeg ville dog blive meget overrasket hvis et kamera med USB-forbindelse ikke fungerede på Mac. Men det er en detalje.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Grundlovs-ændring, please!

Ingen kommentarer
Kan vi ikke få gennemført en ændring af Grundloven, således at Kongehuset gøres agnostisk? Ikke så meget fordi de ikke må tro på noget (det må de gerne for min skyld - jeg undrer mig sådan set mere over at der i øjeblikket står hvad de skal tro) - men fordi vi da så kunne slippe for alle disse kirkelige højtideligheder.

Hvad er det dennegang? Barnedåb? Give me a fucking break, altså - vi andre nøjes med at dumpe en formular ind hos kordegnen (og hvorfor det lige skal være kordegnen fatter jeg iøvrigt heller ikke).

Alternativt, hvis det hele absolut skal være så religiøst, så lad de forskellige medlemmer være medlem af forskellige religioner. Det ville også være godt for integrationen - eller disintegrationen om man vil. Og jeg ville elske at se Pia Ks ansigt ved fremlæggelse af forslaget - for ikke at tale om præstefætrene. Så ville de sgu nok tage en tørn mere på tinge.

Og så ville det altså være væsentligt mere spændende at skulle overvære en tv-transmitteret prinse-bris.

Apropos præstefætrene, tjek lige denne liste over stednavne i Seem Sogn ud. Jeg ville bare til at skrive at det vistnok lå et sted mellem Lem og Tarm, men den er næsten bedre.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Godt nok et heftigt regnskyl

2 kommentarer

De siger i TV2 Nyhederne at Elmegade er oversvømmet i Kalundborg. Så synes jeg godt nok det har regnet meget - ikke nok med at Elmegade oversvømmes, den flyder simpelthen også hele vejen fra Nørrebro til Kalundborg?!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Session

Ingen kommentarer
Det hedder det jo ikke mere, i dag hedder det Forsvarets Dag. (Det lyder som noget de kunne finde på at kalde det i Mao-Kina?)
Men dengang i efteråret '86, må det have været, da jeg var indkaldt, hed det Session. Og jeg gruede i den grad for det, for jeg havde med mit anarkistiske sind meget svært ved at se, hvordan jeg skulle passe ind i noget, hvor man jo i bund og grund parkerer sin frie vilje ved indgangen.

Så ingen tvivl om jeg ville gå efter Civil Værnepligt, hvis det skulle blive aktuelt, men jeg håbede på frinummer. Jeg håbede rigtig meget på frinummer!

Heldigvis var chancerne efter sigende ikke så dårlige. Ungdomsarbejdsløsheden var jo i top, så en del så det som en måde at tjene nogle penge. Udover at der selvfølgelig også var mange konservative i de år, som jo ligefrem så frem til at komme ind og blive trænet i at skyde kommunister.

Men først skulle man jo igennem en del prøver. Til at strate med en intelligenstest, og det var jo faktisk meget sjov. Hvis der ikke havde været den underliggende frygt, havde jeg såmænd nok nydt det.

Jeg fik efterfølgende at vide, at den havde jeg jo klaret fint. Endog meget fint. Han så sådan lidt måbende på mig. Men kunne det virkelig passe, når jeg skrev at jeg kun havde 9 års skolegang? Tja, well, svarede jeg, jeg gik jo også lidt under ½ år i gymnasiet, inden jeg droppede ud. Nåå! - så kunne han meget bedre forstå det, sagde han, og rettede oplysningerne til 10 års skolegang.

Hvordan det lige hang sammen, forstår jeg stadig ikke. Som om min, i al beskedenhed, ret høje intelligens kan forklares ved et års skolegang? Nå, men der er så meget jeg ikke forstår.

Så var der høreprøver, og vist synsprøver. Høreprøven gik fint, synsprøven kan jeg ikke huske, men jeg ved den ikke er gået fint. Desværre ikke slemt nok til at jeg kunne blive kasseret.

Lægetjek forløb også uden problemer: du har et smukt svaj i ryggen, fik jeg at vide. Pas på den, den skal holde hele livet. (I bet you say that to all the boys.)

Og så var vi kommet frem til moment of truth, hvor man fik fortalt om mulighederne, og blev spurgt om man havde lyst til at melde sig frivilligt. Det havde jeg bestemt ikke tænkt mig. Okay, og hvis jeg så skulle ind, hvad kunne jeg så tænke mig? Ja, det ville jo så være Civil Værnepligt.

Jamen så var der jo bare tilbage at trække - fra en rød tombola ting, fuldkommen magen til dem der blev brugt, hvor man kunne vinde en bamse eller et service-sæt.

Jeg vidste at der var omkring 34.000 numre, og man skulle helst over 14.000 sagde de kloge. Og for at gå helt fri over 18.000. Noget i den stil. Jeg trak. Og kiggede med stor glæde, der langsomt brusede sig større og større på nummeret: 30.292.

"Så går jeg vist fri?" spurgte jeg.

Det kunne de jo ikke sige, men de kunne jo godt sige at det var et højt nummer. Et meget højt nummer. Om jeg havde nogen spørgsmål efterfølgende?

Næ, det havde jeg vist sådan set ikke. Jamen, så måtte jeg gerne gå - jeg ville høre nærmere.

Da jeg forlod Tåstrup Stationscenter, med Iggy Pop's Shades meget højt i min walkman, var det blæst op. Meget. Jeg gik over pladsen foran centeret, da meterstore skifferplader begyndte at blæse af taget, og hamrede ned ikke langt fra mig. Jeg gik bare grinende og syngende, med skifferen haglende ned omkring mig - jeg følte mig på det tidspunkt ganske usårlig, og der skete da heller ikke noget.

En af de mest frygtede dage i mit liv, som endte med at blive en af de gladeste.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 22. juli 2009

Man har jo lov at blive klogere

Ingen kommentarer
Jeg kan huske da jeg var barn - og jeg gætter på det må have været omkring OL i '76 (Montreal) - havde jeg en diskussion med min mors daværende kæreste, om hvilken form for cykling der var fedest.

Han mente jo klart det var landevejscykling. Var overbevist, selv om jeg prøvede at tale ham fra det: jeg mente jo klart banecykling måtte være den fornemste disciplin.

For det var jo uforståeligt: hvordan kunne det være mere fornemt at køre på hullede landeveje, end på en fint designet bane, med matematisk buede sving, og dragter som lignede en superhelts?

Jeg kan jo kun sige: det er muligt at blive klogere. Med al respekt til baneryttere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Orgasmepigen

Ingen kommentarer
Der var engang et par tvillinger, drenge - Albert og Alfred. Begge lyshårede og lignede unge engle.

Deres forældre var meget stolte af dem - deres eneste bekymring var Alfred, som altid var meget højrøstet, og tit var vild og ustyrlig. Han mente ikke noget ondt med det, men havde svært ved at sætte grænser. Forældrene overvejede om de skulle sende ham til psykolog for en diagnose, måske havde han DAMP/ADHD eller hvad den slags nu hedder.

En sommerdag spurgte far drengene om de ikke kunne gå ud og lege i forhaven, han havde tænkt sig at bage brød, og kunne godt bruge lidt fred.

"Okay, far, det...", sagde Albert.

"...SKAL VI NOK." råbte Alfred.

Drengene gik ud i haven. De kigge sig omkring.

"HVAD SKAL VI LAVE?" råbte Alfred.

Albert kiggede sig omkring, og fik øje på naboens pige, som kom gående til deres have.

"Det skal jeg sige dig," sagde han, "vi skal lave sjov..."

I mellemtiden var deres far gået i gang med at ælte dejen, da han gennem vinduet hører sin søn, Alfred, råbe "ORGASMEPIGEN!" Da han kigger i retning af vinduet kan han se naboens piges hoved. Han forundres og forfærdes over hvad der foregår, og løber med dej om hænderne ud gennem fordøren, råbende "HVAD HAR I GANG I?!"

Albert, Alfred, og naboens pige kigger forbløffet på ham.

"Vi laver sjov..." siger Albert.

"OG GAS MED PIGEN!" siger Alfred.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

¡Pervertito!

Ingen kommentarer
Jeg var på vej i forretning, da jeg kommer forbi en kvinde der sidder med sit barn, en pige, i en døråbning. Kvinden sidder med ryggen til mig, med sit barn tæt ind til sig på skødet. Jeg vil gætte på de er fra den nordlige del af Sydamerika. Pigen bedømmer jeg til at være ca 3 år gammel.

Der er noget ømt og intimt over den måde de sidder på, så jeg kan ikke lade være at kigge på dem, fascineret. Da jeg er ved at være ud for dem, vender moren sig og kigger på mig, og ser jeg kigger på dem. Jeg smiler til hende, men jeg kan mærke hendes øjne bliver hårde?!

I samme øjeblik kommer jeg så langt op på siden af dem, at jeg kan se hun er ifærd med at give pigen bryst. Og jeg forstår at hun tror jeg har stået og luret på det.

Nå, no matter, jeg fortsætter og gør mine indkøb. Spekulerer på om det ikke er lidt høj alder stadig at give sit barn bryst, men det er jo ike noget jeg skal blande mig i.

Da jeg så vender tilbage sidder hun der endnu. Men nu leger pigen med sin far nogle meter væk. Jeg kan nu på pigens udvikling se hun næppe er 3 år, snarere end stor 2-årig, måske endda yngre - mælk er godt!

Men moren stirrer hårdt på mig, da jeg går forbi - så jeg ender med at blive helt nervøs for hun skal råbe noget til sin mand, på spansk, for at alarmere om den perverse stodder som har krænket hende.

Det gør hun så ikke, og mere er der sådan set ikke i den historie. Men jeg begyndte næsten at føle mig som Frank Hvam i Klovn.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 21. juli 2009

Mange madindlæg for tiden

Ingen kommentarer
Kommenterede Inanna for lidt siden - og det er jo rigtigt nok.

Jeg håber i bærer over med mig; men det skyldes jo, at I og med jeg har levet ret vegetarisk - i hvertfald af meget frisk mad næsten hele tiden - har bevæget mig ud i afkroge det enten er meget længe siden jeg har været i, eller ikke har prøvet før. (Det føles jo lidt underligt for en Leoparddreng at leve af frugt og grønt...)

Og når man så føler sig sådan lidt inspireret over maden, får man jo lyst til at dele det. Bare rolig - med lidt tid vender jeg sikkert tilbage til trummerum-mad; især er det noget man føler sig fristet til med børn omkring, det med trummerum-maden; desværre.

Men nu skal vi på ferie et par uger fra på mandag (i Marielyst), så der bliver det vel ikke helt det sædvanlige.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Melon og lidt ved siden af

2 kommentarer

En galia- og en cantaloupmelon, skåret i mundrette skiver. Ved siden af lufttørret skinke, og spansk bjergpølse. Værsgo' :)


(P.S. Der var 500 g lufttørret skinke i Netto for 75 kr i denne uge - kunne jeg pludselig ikke stå for.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg håber det bedste

Ingen kommentarer

Jeg vil ikke siger jeg beder - selvom jeg kunne have lyst til det - for det ville virke hyklerisk, mit forhold til religion taget i betragtning. Men så tæt på man kan komme...

For Jens Voigt der styrtede meget, meget grimt med ansigtet forrest i asfalten. Jeg håber i første omgang at han overlever, og ikke bliver en grøntsag. Dernæst selvfølgelig at han skal komme sig uden mén. Men det virkede umiddelbart som at sætte forhåbningerne for højt.

Ville syntes det ville være slemt for ham og hans familie, hvis dt skal slutte sådan - den virkelig sympatiske, meget menneskelige og sjove tyske kraftmaskine.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

At skrive om hvad som helst

2 kommentarer
I mine teens, hvor jeg havde en eller anden form for forfatter i maven, så jeg tre mulige karriereveje jeg havde lyst til: enten som noget med at skrive, eller som layouter eller som programmør. Det blev jo det sidste jeg havde held med, og vel også det jeg havde mest lyst til.

Måske bortset fra skrivningen. Jeg skrev en del, dengang, men slet ikke nok til at blive rigtig god til det. Og jeg skrev nok for ensidigt, til rollespilsmiljøer (hvor jeg var redaktør på et blad, derfor også det med layoutet). Spilanmeldelser og noveller/føljetoner var hovedindholdet.

Min vens mors kæreste gav mig det råd, at jeg skulle skrive så meget som muligt, om hvad som helst. Hvilket jeg aldrig gjorde dengang, hvor jeg kun skrev for et formål. Men jeg kommer lidt til at tænke på, med den her blog, om det i virkeligheden ikke lidt er det jeg er begyndt på.

Man kan ihvertfald ikke rigtigt sige, at denne blog har et bestemt sigte eller emne - hvilket jeg sådan set er meget glad for - men er mere hvad der netop falder mig ind.

Så måske er det endnu et eksperiment, som bloggen også ubevidt rummer. Ihvertfald er jeg blevet endnu gladere for skrivningsprocessen, end jeg har været længe. Man kan så sige, at det ikke er de store pjojekter man begiver sig i kast med på sådan en blog. Hvor jeg ellers gennem tiden har fået idéer til lange noveller eller hele romaner - som så selvfølgelig har været så store projekter at jeg aldrig er kommet igang med dem.

Hvem ved - måske begynder jeg også at eksperimentere mere med skrivestile på et tidspunkt. Det ville han ihvertfald også have foreslået, min vens mors kæreste. Og måske får jeg engang modet og den ustoppelige lyst til at gå igang med et af de længere projekter.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En modbydelig historie

Ingen kommentarer


Jeg er netop blevet færdig med bogen The Heretic's Daughter. Den har taget mig riglig lang tid at læse; tildels fordi jeg har været travl med andre ting, og tildels fordi den er noget tung i det. Men først og fremmest fordi den er rigtig, rigtig hård at komme igennem, fyldt som den er med en meningsløs ondskab.

Vi følger en ti-årig pige, hvis familie bliver hvirvlet ind i hekseprocesserne i Salem og Andover, i New England kolonierne i 1693. Den første del af bogen er det endnu kun krusninger og mistanker, og en underliggende paranoia, og vi venter utålmodigt på de kan komme igang. Men da de endelig kommer igang, er beskrivelserne af måden familier sættes til at vidne mod hinanden, brugen af tortur, fængselsopholdet med alt for mange afmagrede kvinder lukket inde i den samme overskidte, alt for lille, celle, og hængningerne så livagtige, at vi bare ønsker de skal holde op igen.

Bogen har også en sidehistorie, der går tilbage til Oliver Cromwell's magtovertagelse i England, men den kunne godt være mere uddybet.

Til gengæld er hovedhistorien, om de fanatiske puritanere, og deres galskab og hykleri, særdeles vigtig. Og en af den slags historier man ikke må glemme. Især ikke, da det alt for tit sker, at den samme historie gentager - om det er med en Cotton Mather, en Joe McCarthy eller en Dick Cheney i spidsen. Og om råbet er Heks, Kommunist eller Terrorist.

En god bog, og tankevækkende. Men den skal fordøjes, og jeg vil ikke påstå, at det er sådan en man er ked af at blive færdig med. Det skal med, at forfatteren, Kathleen Kent, selv er efterkommer af hovedpersonen, og det kan nok være en del af forklaringen på det nærvær man føler i forhold til historien.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 20. juli 2009

Åhnej, da

Ingen kommentarer

TV2 Nyhederne havde et indslag fra Vestjylland, hvor bankohallerne var i krise. Der var simeplt hen færre og færre der gad spille det. Nænej, de unge havde ikke tålmodighed nok, de ville hellere spille bingo!


What the fuck??

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Månen

Ingen kommentarer

40 år siden der kom mennesker på månen. Jeg har jo været lige over ½ år da det skete, så jeg kan ikke påstå jeg kan huske det.

Da jeg var barn var jeg godt sur over at de ikke kunne have ventet nogle år med det, så jeg kunne opleve det. Og iøvrigt også over at de holdt op med måneflyvningerne.

Idag er jeg måske endnu surere over at de ikke kunne have evntet endnu mere, så jeg kunne have oplevet forskellen.

For vi i min generation og yngre er jo vokset op med, at vi godt kunne rejse til andre himmellegemer. Besværligt & dyrt, ja, men vi ved det er muligt. (Medmindre vi hopper på underlige konspirationsteorier.)

Men vi har ikke oplevet landvindingen, åbenbaringen om at det nu var muligt. Og den kunne jeg godt tænke mig at have fået med. Selv en rejse til Mars, hvor fantastisk det end vil være, vil jo ikke på samme måde være en omvæltning.

Måske mine børn vil tænke på samme måde om internettet, når de bliver voksne?


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 19. juli 2009

Diskrimination?

Ingen kommentarer

Jeg har aldrig været den store tilhænger af hjemmeværnet. I sit inderste kan jeg selvfølgelig godt lide tanken, som er en videreførelse af modstandsfolkene fra 2. verdenskrig, men reelt føler jeg det mest som et samlingssted for psykopater.

Så jeg finder det da godt nok lidt interessant, med denne muslimske, tørklædebærende kvinde, Maria Mawla, som har valgt at indtræde i styrken - som jeg umiddelbart ville gætte på var Dansk Folkepartis højborg.

I første omgang hilses hun velkommen, og ender endda op på Hjemmeværnets site, som mønster for integration, og hjemmeværnets rolle i det.

Men det var ikke så godt - for så fik DF's forsvarsordfører øje på hende, og begyndte at himle op om, at det sandelig ikke gik an, at en kvinde valgte at bære sådan et symbol på kvindeundertrykkelse og diskrimination helt frivilligt i hjemmeværnet, hvilket fik den politiske chef for hjemmeværnet, venstremanden Ulrik Kragh til at makke ret.

I løbet af kort tid blev den positive artikel fjernet fra Hjemmeværnets site, og Maria Mawla har nu fået besked på at tage tørklædet af, hvis hun ønsker at fortsætte i Hjemmeværnet.

For i Danmark går vi jo imod diskrimination?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Do you know Jesus loves you, Leopard Boy?

Ingen kommentarer

I min tidligere rejsebeskrivelse, nævnte jeg jo at jeg var oppe i World Trade Center. Og nu den kat er ude af den sæk, er jeg lige nødt til at gøre det færdigt. På grund af hvad der senere skete.

Egentligt ville jeg hellere have været oppe i Empire State Building, men den var under renovering. Så jeg måtte gå efter det egentligt ikke særligt tiltrækkende WTC. Men det var stort. Og man kom ind, og så kunne man vælge mellem ekspres-elevatorer, som kun stoppede ved hver tiende etage, eller de langsomme, som skiftede mellem hver.

Eller elevatoren op til øverste etage. (Taget var lukket, det var for hårdt vejr.) Og det var jo så den elevator jeg var i. Hvor en gruppe lettere debile var med. Som så mange andre amerikanere var de jo kristne i den grad, men i og med de altså var noget handicappede var det mere udadvendt end vanligt.

"What's your name?" spurgte en af dem mig. Jeg svarede, og han sagde "Do you know Jesus loves you, yyy?". Jeg måtte skuffe ham med at, nej, det gjorde jeg ikke, og at jeg iøvrigt ikke troede på Gud. Et koncept han kæmpede med de næste 50 etager, inden elevatordørene åbnede sig, og jeg slap væk fra den gruppe. Det var faktisk noget der gav mig en del klaustrofobi at være lukket inde med.

Og jeg gik så og så udsigten, og den var da flot, og så var der ikke så meget mere i det. Havde jo faktisk lige været oppe i Sears Tower som var højere, så ingen grund til at blive for imponeret.

7 år senere styrtede husene så sammen, efter et par fly fløj ind i dem. Og hver gang jeg tænker på det, tænker på de mange døde, er det billedet af de debile i elevatoren der tegner sig for mig: "Do you know Jesus loves you, yyy?" Jeg ved godt det ikke var dem der var der den dag, men for mig er det dem der døde. Og hvor irriterende de end var, kan jeg ikke lade være at græde for dem. Hver gang jeg tænker på dem. Som jeg gør nu.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Om spændte mavemuskler

2 kommentarer
Indrømmet - det var oprindeligt forfængelighed. Og hvad der føltes som et quick-fix for at få nogle kilo (eller rettere nok bare et halv-kilo) til ikke at ses på maven.

Men efterhånden har jeg vænnet mig ret meget til det: at gå med spændte mavemuskler. Og når det ikke længere er uvant at gå med, virker det faktisk både sundt og naturligt. Egentligt føles det jo når man begynder, som om nman overhovedet ikke kan ånde. Men i virkeligheden kan man ånde helt naturligt, og lave dybe indåndinger, hvis man vil.

Og kroppen føles som om den holdes rankere og sundere.

Så selv om man føler sig noget uptight, forfængelig og latterlig: spekulerer jeg på om det egentlig ikke er meget sundt? Men det er aldrig noget jeg har set omtalt nogen steder??

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

40 minutter

Ingen kommentarer
Mærk jer mine ord: indenfor ganske kort tid bryder det her Tour de France ud. Det har taget lang tid - men nu sker det!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Respekt!

Ingen kommentarer
Diverse indlæg de seneste dage har fået mig til (igen) at tænke over, hvad jeg synes er vigtigt i et parforhold. Og jeg når (igen) til den konklusion, at det vigtigste ikke er ærlighed eller kærlighed, men: respekt.

De 2 andre ting er naturligvis også vigtige ingredienser, men har man ikke respekten kan resten faktisk være lige meget. Så kan man altid tale om at mangel på ærlighed kan undergrave respekten, men det kommer an på forholdet. Og med kærlighed kan man overleve meget, også mangel på respekt - men det vil (forhåbentligt, har jeg nær sagt) være dødfødt i det lange løb.

Nej, for mig er respekt alfa og omega i et forhold; og jeg mener da også det var manglen på det, der endte med at forlise mit forhold til min ex, mine børns mor. Uden at jeg skal begynde at gøre mig til dommer over hvis skyld det var.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Trans America

2 kommentarer

Inspireret af Belles beskriverlser fra hostel-tur, skal jeg her forsøge mig med beskrivelse af min nok mest betydende rejse; okay der er en tur til Prag der måske kommer på siden af i betydning, men det bliver en anden gang.

En af mine venner havde studeret i et år i en mindre by i Colorado; mindre for der boede egentlig ikke så mange - noget større på grund af de studerende. Så vi fandt uda af, at jeg tog over og besøgte ham, da han blev færdig derovre, og så ville vi tage på rundtur i USA.

Så det gjorde jeg, var først nogle dage i den flække. Så tog vi til San Diego, og var et lille smut i Tijuana (søsterbyen på den anden side af den mexicanske grænse). Tog op til San Francisco, som jeg forelskede mig i, mens han kørte ud og så på bjergene i Yosemite. Fløj til Seattle - grungehovedstaden; det var i vinteren '94. Hvor vi boede på youth hostel, og fandt ud af det var meget fed form.

Og så var det vi skiltes. Han skulle et smut tilbage til Colorado og sige farvel til semikæreste, og vi ville mødes i New York, på youth hostel vi allerede havde booket.

Og så var det min fantastiske rejse begyndte. For jeg besluttede mig til at prøve at køre med AmTrak fra Seattle til New York. En tur på tre døgn i tog. Tilgengæld var der tilbud på den, så den kostede kun $99.

Og det blev en utrolig oplevelsesrig tur, hvor jeg virkelig kom tæt på hr og fru og frøken lower midlleclass america. Gennemsnitsvægten, eller især gennemsnitsvolumen, var simpelthen utroligt. Og nogle af de grimmeste amerikanske sider kom frem. (Det er jo ikke normalt for amerikanere at rejse i tog; de fleste tager fly, eller kører selv. Eller til nød Greyhound. Tog regnes for virkelig lowlife.)

Men samtidig var der mange grænser der blev nedbrudt. Racismen for eksempel, kunne man mærke skiftede undervejs; den som ellers var der så konstant og allestedsnærværende. (Igen - det var i '94, hvor Clinton kun havde siddet et år, og man stadig kunne mærke Reagan og Bush, sr årene. Jeg var igen i USA i '99 hvor stemningen var helt anderledes!)

Et interessant optrin var, da en af de flommefede damer fik låst sig inde på toilettet, og ikke kunne komme ud, og først kom ud efter en halv time, hvor togpersonalet fandt ud af at tage hængslerne af døren. Og hun kom ud til at kor af "sue them, sue them, sue them" fra de andre flommefede.

Men den sjoveste nat var andet døgnet, hvor vi var sluppet igennem Montana, og vi lavede fest i bar vognen. Koblede en ghetooblaster til strømmen, og så kørte der ellers Salt n Pepa ud, og vi der havde været på turen hele vejen gav den gas. Jeg har stadig et billede af dt her tog, der kører gennem North Dakota eller Missouri, med slukket lys, bortset fra barvognen, og blæsende Let's Talk About Sex ud. (Det er så slet ikke korrekt, for det nummer var ikke del af det, men det er nu hvad jeg forbinder med Sal 'n Pepa).

Vi skulle så efter 2 døgn skifte i Chigaco - dobbeltdækkertogene vi havde kørt med, var der ikke plads til på østkystens banenet. Det gav os 3 timer der, og jeg nåede op i Sears Tower, plus jeg fandt ud af at Burger King var noget lort i downtown Chicago.

Hvorefter turen gik videre i mindre tog mod New York. Også en ganske underholdende tur, de fleste blev ved med at prøve at overbevise mig om jeg ville blive slået ihjel, eller i det mindste frarøvet alt, i samme øjeblik jeg ankom. Det er vist sådan nationalsport at gøre New York så slem som mulig.

Men vi ankom, og jeg fandt youth hostel, som lå på grænsen til Harlem, og dagen efter kom min ven. Vi havde det særdeles varmt, for på vores fælles værelse boede en brasilianer, som skruede varmen op til 35 grader. Fik oplevet byen (og ja, var i World Trade Center, hvilket gjorde 2001 ekstra underlig; ved godt jeg ikke er den eneste), og fløj så hjem derfra.

Mange store oplevelser, især i San Francisco; men størst af alt var altså togturen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Angie

Ingen kommentarer
Jeg kan forsøge en lang forklaring på dette indlæg. Men det ville være spild et sted. Måske får I en forklaring en af dagene. Ellers ikke.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.