Da jeg i sin tid, for lidt over 7 år siden, oprettede bloggen her, eksisterede Leoparddrengen allerede, som en dansende superhelt der frekventerede enkelte steder i nattelivet i København. Well, fortrinsvis ét til to steder. Men ihvertfald: han eksisterede in real life.

Bloggen var jeg ikke helt klar over hvad jeg ville med; men dels kunne jeg mærke en trang til at skrive noget, og dels kunne den tjene som FAQ for nogle af de mange spørgsmål sådan en (fortrinsvis tavs) dansende superhelt stilles i løbet af en nat.

Anonymiteten var, tror jeg ikke, på det tidspunkt særlig overvejet; den var ligesom del af pakken i det at være superhelt. Og iøvrigt var det da også ganske normalt med anonyme blogs — eller pseudonyme, som egentligt er et bedre ord for det.

Faktisk var pseudonymer en ganske naturlig del af internettet, indtil Facebook kom og ødelagde det, ved at indfange en ganske stor del af det.

Det var egentligt ikke noget jeg mærkede noget til, for jeg har — bortset fra en ganske kort periode, for lige at tjekke at det virkeligt var så elendigt som jeg havde på fornemmelsen — holdt mig fra det der Facebook.

Men jeg begyndte at støde på det, da jeg var kommet på Twitter, og efter nogle måneder — til stor overraskelse for mig selv — begyndte at få en vis udbredelse.

Da kom der også røster om, at man ikke skulle høre på mig fordi jeg var anonym; at jeg var en kujon fordi jeg var anonym, at man ikke kan stole på nogen der er anonym.

Det irriterede mig. Altså, det er da en holdning folk inderligt gerne må have, men så ignorer mig da, hvad er behovet for at følge mig og ved enhver given lejlighed pointere det & missionere det? Så jeg skrev dette indlæg om hvorfor man ikke skal kimse af anonymitet, og så begyndte jeg ellers fast at blokere folk der fremturede.

Og det er egentligt ikke det dette indlæg handler om, men et lille sidsespring ad den vej, for jeg synes stadig det er en vigtig diskussion og pointe:

Det om man kan lægge vægt på folks ord, handler ikke om man har navn på dem. Det handler om hvor meget etos man kan tilskrive dem; et retorisk begreb, der betyder noget i retning af akkumuleret troværdighed (for at gøre det meget kort).

En virkelig anonym — det vil sige en random kommentar til et eller andet, som ikke kan henføres til nogen eller noget tidligere — kan naturligvis ikke tilskrives noget etos, så kommentaren har udelukkende sig selv (i form af indeholdt logos og patos) at hvile på. Hvis kommentaren så er Kneb dig sel fede perkerludder burde det være ret indlysende at den på trods af sin patos ikke bør tages videre alvorligt.

Men sådan er det ikke at være pseudonym; her kan folk danne et samlende indtryk af én over en periode, og lægge til og trække fra. Og den pseudonyme må — hvis man vil bevare/udbygge sit etos, belægge sine ord derefter. Hvis jeg gik ud og skrev Kneb dig sel fede perkerludder kan jeg godt love at det ville gøre enorm skade på hvad etos jeg har.

Det der er virkeligt interessant — og chokerende, måske — er hvor lidt pris folk i dag sætter på deres etos; eller måske snarere, hvad de mener de får etos af. For Facebook og mediers check af at folk nu også er hvem de påstår de er, har jo i det store & hele vist sig komplet ligegyldigt. Virkeligt mange mennesker kører på retorik, der for få år siden aldrig nogensinde ville have haft en chance for at komme i en avis læserbrevsspalter, og hvis de gjorde ville både de og avis sandsynligvis blive dømt for både mordtrusler, opfordring til vold og racisme.

Nå, det var som sagt et sidespring, pointen er: alt pseudonymt er ikke nødvendigvis crap, og det at der er navn på forhindrer på ingen måde folk i crap. Bedøm folk på hvad de skriver, og ikke så meget andet. Og drop Facebook.

Anyways, det er altså ikke fordi jeg har ændret mening i forhold til det at være anonym på nettet. Men værdien af at være det, eller ihvertfald være lige Leoparddrengen, er for mig formindsket gevaldigt de seneste par år.

Dels fordi jeg ikke kan lade være med at skele til den der følgerskare jeg har fået. Om jeg vil det eller ej gør det at jeg kommer til at holde lidt igen, ikke skriver så frit som jeg kunne gøre; det er mest af alt ubevidst, men det der føromtalte etos hænger der altså. Det handler ikke om at ville tækkes folk, men sådan fungerer man (jeg) altså, også. (Jeg tænker for eksempel indimellem, der er jo børn der følger mig, for fucks sake.)

Dertil kommer at flere af mine nærmeste efterhånden kender til Leoparddrengen, enten fordi de har bustet mig, eller jeg selv har afsløret mig. Det har uden tvivl igen været med til at lægge en dæmper på, hvad jeg føler jeg har haft lyst til at skrive; i de første år var en stor del af bloggen for eksempel nærmest terapeutisk for mig, og det er ihvertfald forbi nu. Det er med ret stor sikkerhed også medvirkende til, hvor få indlæg der er kommet her de seneste år, i forhold til tidligere — altså, udover at jeg får afløb for det meste på Twitter.

Til gengæld står det anonyme i vejen for rigtigt meget: min deltagelse i arrangementer er om ikke umuliggjort, så i bedste fald besværlig ad Helvede til, lige sådan hvis der skal sendes penge til noget og meget andet, også professionelt. Det at bevare anonymitet er besværligere end mange forestiller sig, især når man som jeg nærmest er blevet kendt for at være ukendt.

Og nu står jeg overfor noget, hvor, hvis det er noget jeg vil gennemføre, jeg ved at min identitet hurtigt vil kunne afsløres. Og skal den afsløres vil jeg ihvertfald gøre det selv, ikke overlade det til en eller anden smartass, som synes han er klog.

Så jeg har sådan set for noget tid siden besluttet mig for, at det skulle være forbi med Leoparddrengen som anonym; som jeg har tænkt på det vil jeg gå fra en Peter Parker/Spiderman-model, til en Tony Stark/Iron Man-løsning.

Men det kan godt være svært at gøre; sådan en hemmelig identitet går ind og bliver en del af ens rigtige identitet. Så selvom jeg vil vedblive med at være Leoparddrengen er det noget af en overvindelse.

Jeg kommer helt til at tænke på Bilbos kvababbelser med at opgive Ringen; og selvom det måske ikke er helt på det plan, så tænkte jeg, da det nu er min fødselsdag i dag, at det nok er et godt tidspunkt. Så, ja, det her er min halvdelen af jer kender jeg ikke halvt så godt som jeg jeg gerne ville; og mindre end halvdelen holder jeg ikke halvt så meget af som I fortjener-tale.

Men jeg ved at nogle af jer vil foretrække kun at kende mig som Leoparddrengen. Og tro mig, for 99,99% af jer er der intet interessant i at kende mit navn; jeg er hverken rig, berømt eller indflydelsesrig, og det er meget lidt der er at finde om mig på nettet (og det der er, som min LinkedIn, er forældet).

Derfor giver jeg valget herunder: vil du vide hvem Leoparddrengen er, så klik den røde knap. Er du hellere fri, vil du hellere vide alt andet, så tryk på den blå.

Og lad venligst folk beholde valget, så lad være med at sprede navnet. (Ikke at jeg tror meget på det bliver respekteret, men så ved jeg ihvertfald hvem der er en douche.)

Here goes:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I aftes nævnte Anders Breinholt mig i et tweet fra Skanderborg-festival. Det vil sige, i virkeligheden var det egentligt ikke mig - som jeg plejer at sige Vogt Dem for efterligninger! (Men i det mindste var der ikke tale om Anti-Leoparddrengen ...)

Spadserer gennem bøgeskoven. Og møder helt tilfældigt Twitters største danske helt @Leoparddrengen #legendarisk pic.twitter.com/68ZHOOo6WP
— Anders Breinholt (@AndersBreinholt) August 8, 2014

Hvorom alting er, med 120.000 followers når hr Breinholt ud til nogle stykker med sådan et tweet. Hvilket jeg straks kunne mærke på tilstrømning af followers til mig. Der er på 18 timer kommet ca 65 til.

Under normale omstændigheder ville jeg måske i gennemsnit få 5 nye followers i samme periode, så ca 60 kan nok tilskrives tweetet.

Dem har jeg nu været igennem - som bekendt sender jeg link til Twitterguiden til nye followers, som ikke har tweetet så meget. Og rigtigt mange af disse nye followers faldt ind under min definition af ny på twitter - det vil sige hvornår jeg sender link til guiden: under 100 tweets.

Men det er ikke nok for mig at kigge på antal tweets, jeg kigger også på hvornår de er begyndt at tweete - for hvis de har tweetet mere end ca 3 måneder kalder jeg det at de er (sort of) nye på twitter. Ellers fornærmer jeg for mange, er jeg bange for.

Der var rigtigt mange af disse nye followers der var (sort of) nye. Meget typisk havde de måske 30 tweets, som de havde været 2-3 år om at lave.

Det er der ikke noget overraskende i. Langt, langt størstedelen af danske bruger på twitter har under 100 tweets. Og jeg vil tro at Anders Breinholts følgerskare nok er meget tæt på normalfordelingen for hele det danske twitterverse.

Hvad jeg fandt overraskende, mens jeg sad og sendte twitterguide-links ud, var hvor mange af disse der havde set hans tweet så hurtigt.

Jeg har ihvertfald ofte forestillet mig at brugere med denne aktivitet kun er på twitter ret sjældent. Men når så mange - jeg forestiller mig det kun er en brøkdel af de som ser tweetet som også finder på at følge mig - reagerer så hurtigt, så fortæller det mig, at selv disse konti med så lav frekvens faktisk ofte er ret aktive.

De lytter stort set bare kun - og ikke til så mange. Men de er der, og læser.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Og så var det ellers her i nat jeg blev færdig med at sammensætte min første bog - første eBog: Leoparddrengen: Til almeen Dannelse

Det er er en samling af mine indlæg om Københavns, Danmarks og Europas historie her fra bloggen - som jeg ærligt talt syntes fortjente selvstændig udgivelse - et eksempel på en af historierne kan man læse her, om oplysningstiden. Og, ja, altså en del har været udgivet før - men ikke samlet, og på denne fancy måde!

Og, og, og - der er historier som ikke før har været udgivet, som kun findes i bogen. Ikke mindst den første historie om hvordan Leoparddrengen blev Leoparddrengen. Leoparddrengen: Origins!

Og hvad koster det? Jeg omfavner ny teknologi, og tænker at bøger ikke behøver være så dyre at de skræmmer folk fra at købe dem, når de ikke behøver blive trykt. Kr 29,- har jeg sat som udgangspunkt, det synes jeg er meget rimeligt når staten også skal have sit, etc.

Ja, jeg kan virkeligt ikke gøre så meget andet end at opfordre til et køb til din favorit bog-læser: om det er Kindle, eller iPad eller kombination - den er der både som Mobi og som ePub!

(Og husk så - når du har læst den - så spred lige hvor genial du synes den er, ikke - på twitter, Facebook, Google+ etc... alle skal jo helst blive klogere, ikke sandt?! Og skriv gerne en anmeldelse på din blog - jeg elsker dig allerede!)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg begyndte at blogge for snart 4 år siden kendte jeg stort set ikke noget til den danske blogosfære - og ikke ret meget til den internationale. Udover enkelte amerikanske blogs var det ikke noget jeg gik op i.

Men jeg havde i mere end et år følt behov for at skrive om ting i min hverdag, om nogle egne tanker. Og det endte det så med jeg gjorde, den sidste dag i oktober i 2008 oprettede jeg en blog under navnet Leoparddrengen.

Jeg er en type person, der er meget aflukket i forhold til mine omgivelser, både bekendte, venner og familie. Jeg er for det første meget diskret, fortæller ikke noget om andre, som det ikke er klart det er meningen jeg skal sige videre. Og jeg fortæller også meget nødigt om mig selv. Og når jeg gør, er jeg meget nøjeregnende med hvem jeg fortæller hvad.

Det er nok noget nogen vil genkende til en vis grad, men sikkert også noget mange vil synes lyder lettere sygeligt eller forkvaklet. Ikke desto mindre, sådan er jeg.

Men nu følte jeg altså behov for at komme af med nogle ting, eller bare udtrykke mig måske - hvad jeg egentligt ville med bloggen var meget flydende i starten. Og de første mange måneder havde jeg lukket for kommentarer.

Jeg fandtes så dengang faktisk i virkeligheden som superhelten Leoparddrengen, hvor jeg huserede i nattelivet - ja, iført leoparddragt. Og jeg delte håndskrevne "visitkort" ud til de piger, der prøvede at spørge mig hvad jeg havde gang i når jeg dansede på Amigo, så de kunne få link til bloggen, og der måske svar på nogen spørgsmål.

Det var stort set den eneste indgang til bloggen dengang. Først efter nogle måneder begyndte jeg at besøge andre danske blogs, hvorved der med kommentarer kom trafik til min blog. Og det endte med jeg selv åbnede op for kommentarer. Hvorved man vel kan sige jeg blev en "rigtig" blog - selvom det nu er en definition jeg vil være uenig i.

Ikke desto mindre har jeg fastholdt min anonymitet - eller min hemmelige identitet, som det retteligt er. Jeg eksisterer jo som Leoparddrengen - folk har mødt mig som sådan, der findes endda en udmærket beretning (og her er så iøvrigt min oplevelse af samme nat, som også berører dagens emne).

For givet min psyke, var det næppe blevet til et eneste blogindlæg hvis jeg ikke var anonym. Nu er det blevet til næsten 3000. Som udover de satiriske og politiske indlæg har berørt meget personlige ting. For eksempel beskrivelser af en depression mens jeg var i den; min mors sygehistorie og død; seksuelle fantasier og nøgenbilleder, og i det hele taget meget private beretninger.

Ting som jeg aldrig ville have kunnet skrive hvis jeg ikke var anonym, og som jeg faktisk tror de færreste ville have gjort. Som jeg har haft behov for og glæde af at skrive. Og som jeg også bilder mig ind, ihvertfald for noget af dets vedkommende, andre også har haft glæde af.

Jeg var relativt tidligt inde på det, jeg ville gerne have bloggen skulle være fuldt udtryk for min personlighed, så jeg engang kan blive en AI på en Google server. Og helt forkert er det ikke - jeg vil hundrede procent mene, at måske lige bortset fra inde i mig selv, er det der er blevet givet udtryk for på denne blog det mest umaskerede udtryk for den person jeg er som findes - andre, venner, familie etc, kender facetter, og kan sikkert gætte sig til en masse, men her kan de manglende brikker findes.

Brikker som aldrig nogensinde ville blive skrevet, hvis jeg optrådte under mit borgerlige navn - men som jeg kan skrive som Leoparddrengen.

Grunden til dette blogindlæg ligger så, som så meget andet for tiden, endnu engang i twitter. Hvor jeg af enkelte - ikke mange, men enkelte - gang på gang for at vide, at jeg ikke rigtigt kan tages alvorligt fordi jeg er anonym. På den ene eller den anden måde.

Og det er helt fair - det har jeg ikke noget imod, det må folk selvom.

Jeg får så bare lyst til at skrive dette. For, ja, jeg kan godt forstå direkte afsky overfor anonyme, hvis man bruger anonymiteten til at hetze eller chikanere andre. Og, ja, der kan man godt finde grænsetilfælde i blogland.

Det synes jeg så ikke jeg gør. Jo, jeg kan måske godt i nogle satirestykker være hård, men jeg synes ikke på nogen måde det er hetz. Og jeg synes ikke jeg misbruger min anonymitet (sig endelig til hvis det sker jeg gør!).

Jeg synes jeg bruger min anonymitet / hemmelige identitet til at kunne være mig selv - 100%. Fred være med alle som kan det, uden at være anonyme - men det kan jeg altså ikke! Tilgengæld synes jeg at jeg med næsten 3000 blogindlæg og nogle af 20.000 tweets har leveret en helstøbt online personlighed. Som man skal tænke på jeg meget nødig vil have vanæret - nok faktisk nødigere end mit borgerlige navn.

Så - i fremtiden, hvis nogen synes de ikke rigtigt kan acceptere jeg er anonym, vil jeg henvise hertil, som forklaring. Hvis de efterfølgende stadig ikke kan acceptere det er det helt ok. Jeg gider bare ikke høre på det, så.

(Og - ja - selvom dette er personligt for mig, tror jeg også det kan være relevant i diskussioner om det generelle spørgsmål, for det forekommer mig at der lidt er en "heksejagt" mod det anonyme internet, i øjeblikket. Men ønsker vi virkeligt at gå glip af de gode historier, der så aldrig kommer frem?) [Opdatering 4/9 '12]: Der har de sidste par dage på twitter været en del debat om emnet - at være anonym på nettet. Det har ikke direkte noget med dette indlæg at gøre, men det startede med dette fra @TrineMaria, og siden blev jeg gjort opmærksom på disse fra @LeaThomsen og fra @MaksBitter.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Damokles-implantatet er oprindeligt opfundet af Leoparddrengen ca år 2020.

Det er et eksempel på tidlig nanoteknologi brugt medicinsk, og består i sin enkelhed af intelligente, programmerbare TNT-enheder i nano-størrelse. Man indsprøjter 50 mg blandet i en saltvandsopløsning i en blodåre, hvorefter nano-enhederne finder vej til patientens hjerne, hvor de sætter sig på indersiden af centrale blodårer.

På et tilfældigt tidspunkt indenfor et på forhånd programmeret interval - typisk et interval som starter en uge efter indsprøjtning og varer op til et år - udløses TNT'en i enhederne i en mikroskopisk eksplosion. Eksplosionen efterlader ikke synlige skader udenfor patienten, og kan knap høres - men er kraftig nok til at forårsage massive hjerneblødninger som øjeblikkeligt dræber patienten, smertefrit.

Damokles-implantatet er oprindeligt udviklet tænkt som en hjælp til patienter, som ville undgå de værste virkninger af en invaliderende sygdom - som forskellige former for sklerose eller Alzheimer's sygdom - uden at gå til den mere dramatiske og endelige løsning i selvmord eller aktiv dødshjælp. Leoparddrengen formulerede det selv, som et skæbne-ændrende indgreb.

I modsætning til aktiv dødshjælp har højesteretter over hele verden slået fast, at brugen af et Damokles-implantat er lovlig, såfremt det gøres med informeret samtykke af patienten. De vigtigste begrundelser for denne status er, at det ikke er sikkert man dør af implantatet - man kan i princippet nå at dø af andre ting inden implantatete eksploderer - og at indgrebet er reversibelt: det er ganske enkelt at omprogrammere enhederne, så de harmløst skylles ud af kroppen, hvis patienten skulle skifte mening.

Damokles-implantatet har haft en massiv indflydelse på hvordan man ser på sygdom og død, og ikke mindst individets muligheder for at gøre noget ved det. Raske mennesker er også begyndt at bruge det, typisk med et interval mellem et og 10 år - de giver ofte som begrundelse, at det hjælper til at modarbejde livstræthed, og gør at man lever hver dage til fulde - som var det den sidste, i det det jo meget vel kan være det.

Leoparddrengen fremførte selv, ved sin takketale da han modtog Nobelprisen i medicin for sin opfindelse i 2025, at han havde fået idéen mens han læste bogen Mit smukke genom - og overvejede hvad han selv ville ønske han kunne gøre, hvis han opdagede han var bærer af et gen, som medfører Alzheimer's sygdom. Og senere blev tankerne mere konkrete, da han fik demens ind på livet igen.

Navnet Damokles-implantat har teknologien fået fra den græske legende om Damokles - som opgiver tronen af frygt for det sværd som er ophængt over den i et enkelt hestehår. Interessant at frygten for døden her ses som noget negativt, men med Damokles-implantatet er vendt til noget positivt.

Fra Encyclopedia Galactica, 2078 udgaven.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Lidt inspireret af oprør i Nordafrika har jeg besluttet mig får at gøre noget mere ud af min twitterkonto. Som jeg har haft i et års tid, men aldrig brugt til andet end at lave feeds på mine indlæg her fra bloggen.

Og da jeg så samtidig befinder mig noget mere væk fra computer i øjeblikket end jeg har været vant til længe, tænker jeg at jeg vil eksperimentere lidt mere i det mobile pipperi, når nu jeg også har en smartphone med apps til den slags, etc.

Så må det vise sig hvad det ender med at blive til - nu har jeg ihvertfald annonceret det, og lagt sådan en tingest ind ude til højre, hvor man kan se det seneste jeg ikke kunne lade være med at pippe op om.

Hvis jeg ender med at se Melodi Grand Prix i aften, som jeg er bange for jeg gør, kan det jo godt være jeg kommer til at pippe...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Faktisk var det ikke så dumt for mig at deltage i det her forsøg for et par uger siden. Som meget handlede om at studere deltagernes fordøjelse af forskellige måltider, og måle deres blodsukker undervejs, og checke appetitten samt en masse andre ting.

Og det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg vist var lidt speciel i forhold til de andre deltagere (og vist også sådan generelt). For da mit blodsukker blev målt da jeg kom fastende (10 timer) lå det pænt højt (uden at være oppe i sukkersyge-området).

Og bortset fra at det faldt lidt undervejs, lå blodsukkeret ret konstant, stort set ligemeget hvad jeg spiste, og hvor lang tid der gik imellem - kun en enkelt gang, efter vores sukkerbombe-dessert sneg det sig lidt over de 7. Den læge som stod for forsøget mente, at det havde med at gøre at min mavesæk var god til at "holde igen" og kun frigive maden lidt efter lidt til tyndtarmen.

Og det altsammen er sådan lidt "aha"-agtigt, og "hvad sagde jeg". For stort set hele mit liv har jeg haft det fint med stort set kun at spise ét måltid om dagen. Og er blevet tudet ørerne fulde med "at morgenmad er dagens vigtigste måltid" og jeg "da måtte være sindssyg når jeg ikke spiser frokost".

Og det kan da godt være det passer for nogen, for de fleste endda. Men jeg har altså en meget effektiv mave, så jeg kun behøver spise engang imellem - så spiser jeg tilgengæld også meget dér. Og det er jo nok fordi jeg er halvt leopard - de spiser jo gerne kun et par gange om ugen, og bruger resten af tiden på at slå mave.

Og mit hvilestofskifte blev så også noteret til at være usædvanligt lavt. Det lyder også ret katteagtigt for mig.

Så - hvis nogen inviterer mig ud at spise, skal det helst være om aftenen. Ellers gider jeg ikke rigtigt - det kan næsten ikke betale sig!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Måske har Leoparddrengen eksisteret meget længere end man går og tror? Måske er han i virkeligheden ligesom Fantomet, en myte som levendegjort har levet i blandt os gennem generationer?

Noget kunne tyde på det - ihvertfald har man gjort dette fund af et gammelt polaroid-foto i en politistations arkiver. Det er ikke helt fokuseret og godt beskåret, men det synes at dokumentere at Leoparddrengen også eksisterede i 80'erne? Og dengang tilsyneladende havde et trofast sidekick - Den Toptrimmede Roligan?


(Tak til Cecil H. for at gøre opmærksom på sitet Polaroin.com, en beta, hvor man kan få lavet sine jpg's om til polaroid'er.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Her i eftermiddag var jeg ude at gå. Da jeg i rask trav kommer over mod Nørrebro siden er hun der pludselig: smuk, slank & smidig, smuk, ultra-kortklippet eller skaldet med lange stubbe, beslutsom og hurtig i sin gang, lækker, smuk. Iført halvlang sort frakke og leopardgamacher som i min gamle dragt - lidt falmede, men ellers i fin stand og stramme.

Jeg kan dårligt forestille mig en kvinde som er mere min stil end hende.


Hun er nok for ung til at jeg kunne gå efter noget forholdsagtigt, men stilen... wow.

Det gik stærkt, vi havde begge fart på, og hun dukkede op ud af ingenting cirka 5 meter fra mig. Jeg har vel alt i alt fået set hende forfra i ét sekund.

Alligevel er tanken hurtigt formuleret: spørge om tage billede til blog, + leopardkort. Eller i mere gennemtænkt udgave: spørge hende om jeg ikke nok må tage et bilede af hende til min blog, fordi hun er så sej, og give hende mit kort - så hun kan finde billedet af sig selv, og se hvorfor hun er min stil.

Men jeg gør det ikke. Vender mig og indhenter hende og spørger. Jeg ved ikke helt hvorfor. Jo, en del af grunden er nok, at jeg er blevet så vant til at skulle skjule min Leoparddreng-identitet, at jeg automatisk tøvede, fordi jeg skulle gennemtænke at det var ok. Og så vel ganske almindelig skyhed. For dårligt.

Da jeg havde tænkt det hele igennem, og var blevet klar over at jeg da skulle have gjort som tænkt, carpe diem!, var jeg for langt væk til at det rigtigt gav mening at prøve at indhente hende.

Og det går jeg så og virtuelt sparker mig selv for nu - at jeg ikke gjorde noget.

Jeg tror jeg må rende rundt ved Dronning Louises Bro de næste eftermiddage, og se om hun skulle dukke op igen. Det virkede næsten for skæbne-agtigt...

Men hvad - det kan vel også tænkes hun læser med her. Eller kommer forbi en dag, på jagt efter en leopard? Eller måske nogen læser med her, som kan kende hende fra beskrivelsen, og giver hende et praj...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Warning: may contain spoilers

Det var ikke meget jeg kendte til filmen Megamind, da jeg igår fandt ud af at jeg havde børn i dag. Og fandt på, at så kunne man da gå i biografen og se det sidste nye på animationsfronten i 3D - denne her fra DreamWorks (altså Shrek-skolen).

Men det var bestemt et positivt møde for os alle tre. Undervejs var jeg lidt nervøs for den yngste (på 5 år), hvor meget han fik ud af historien. Men han var ihvertfald efterfølgende glad for filmen, så den var god fin. Og det var den ældste naturligvis også, samt jeg selv.

Filmen læner sig heftigt op af Superman-historien: Døende planet, forældre sender deres spædbarn afsted i de sidste sekunder, spædbarn havner på jorden... i denne historie er det bare 2 forskellige det sker for, fra forskellige planeter.

Den ene af de to vokser op hos en pæn familie, ser godt ud, har en harmonisk opvækst (er måske lidt mobbende og ulidelig)... og ender med at bruge sine superkræfter til menneskehedens bedste som Metro Man.

Den anden vokser op i fængsel blandt hardcore kriminelle, er blå og skaldet, har talefejl og bliver mobbet under sin opvækst - og ender som superskurken Megamind, som bruger sit super intellekt på at bekæmpe sin ærkefjende Metro Man; men for det meste havner han i fængsel.

En dag lykkes hans onde planer, imidlertid, og han gør det af med Metro Man. Og overtager kontrollen med Metro City.

Men han opdager hurtigt at livet ikke er det samme uden Metro Man, at han mangler en Yin til sin Yang. Og han føler sig nærmest som Palle alene i Verden.

Derfor finder han på at gøre et menneske om til en ny superhelt, med Metro Mans egenskaber. Men det går rent galt... og Megamind ender op med, at måtte påtage sig rollen som superhelt. Og at gøre kur til historiens Lois Lane, som han før har kidnappet igen og igen, for at genere Metro Man.

Historien handler altså helt grundliggende om, at hvis man først er låst i en identitet, kan det være forbandet svært at slippe ud af den igen. Medmindre man har muligheden for at påtage sig en andens identittet, ihvertfald for en periode. (En pointe Leoparddrengen kan tilslutte sig!)

Og så kan man jo også sagtens trække en parallel til Den Grimme Ælling. Også selvom ordspillet i overskriften næppe er noget de har tænkt på hos DreamWorks.

Den er rigtig god, men man skal nok være 7-8 år for at få maksimalt ud af historien. Animationen og 3D'en er helt fin - og der er nogle virkeligt flotte scener med Megaminds tusinder af robotter - og musikvalget er storartet (AC/DC har en fremtrædende plads hos Megamind).

Og så kan man som voksen morer sig over referencerne til Superman - således genopstår Marlon Brando for eksempel for en stund som rumhelte-far.

4 store et eller andet ud af 6. (Jeg må vist snart til at lave et egentligt karaktersystem - hvad kan det være jeg skal give? Leopardklør? Vil det være positivt? Leopardhjerter er selvfølgeligt oplagt, men den med hjertet er ligesom brugt... går i tænkebox.)

Når Megamind ikke får mere, er det først og fremmest fordi den ikke rammer dybt emotionelt, som andre nylige man kunne nævne (I'm looking at you, Pixar). Så det er god ramasjang, og en storartet historie, gode grin - men den sætter sig ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det sker jo at jeg får breve fra jer læsere - og nogle gange indeholder de billeder. Og de er ikke allesammen af en beskaffenhed som jeg er nødt til at holde for mig selv.

For eksempel har jeg en læser, som før har sendt et inspirerende billede - og nu gør hun det igen. Med spørgsmålet om jeg nu har været ude at føjte.

Og jeg må sige - jeg er lidt i tvivl. For den sidste uge kunne jeg sværge på, at jeg bare har været under dynerne og plejet en forkølelse. Men når jeg ser billedet, så svarer det egentligt meget godt til hvordan jeg føler jeg har haft det. Så måske er det simpelthen enten en materialisering af mine drømme (jeg har også sovet samtlige dagtimer), eller en meget speciel form for søvngængeri?

Men egentligt tror jeg faktisk at der er tale om en ente - de træ-agtige træ-væsner fra Ringenes Herre - som har forklædt sig som leopard.

Men tak for billedet, ihvertfald - det giver endnu engang stof til eftertanke!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når nu så mange havner her i søgen efter Medina (well, mest Medina nøgen) bør jeg vel næsten også være med til at sprede budskabet, at Medina bliver fejret / holder fest lørdag d. 11/12 på Jazzhouse. Man kan komme med, ved at blive skrevet på gæsteliste. (Hvis man altså ikke allerede er del af the inner circle).

Tænker egentligt at det kunne være fint at komme der som Leoparddrengen, men det går desværre ikke.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

[Opdatering]: Nu har jeg set den - find min anmeldelse af Klovn - The Movie her.
[/Opdatering]

Da jeg har skrevet om, at jeg skal til forpremiere på Klovn - the Movie på min fødselsdag, og har bragt traileren til Klovn-filmen, er en del søgninger omkring filmen havnet her. Blandt andet altså om hvornår man dog kan bestille billetter.

Og det vidste jeg jo ikke - jeg havde bare skaffet til forpremiere - og jeg kunne jo godt se, at det åbenbart ikke var muligt endnu. Men da jeg jo gerne vil have noget at give til mine googlere gav jeg spørgsmålet videre til kino.dk:

Hej -

Jeg kører en blog, hvor jeg blandt andet indimellem besvarer spørgsmål som kommer ind via google-søgninger. Og et spørgsmål der ofte popper op i øjeblikket er - hvornår man kan bestille billetter til Klovn. Så - well, jeg stiller spørgsmålet videre til jer...?

På forhånd tak :)

Bedste hilsner
/Leoparddrengen

Og jeg fik dette svar:

Hej Leoparddreng :),

Jeg kan desværre ikke give dig et konkret svar men…:

Biograferne laver for det meste kun spilletider ca. 10 dage ud i fremtiden, så vi ved ikke mere, end hvad der fremgår på kino.dk. Spilletiderne bliver opdateret hver mandag, så hold øje på kino.dk!

Derudover kan man tilmelde sig Buzz me-funktionen på Klovn - The Movies profil - grønt felt til højre. Så bliver man orienteret, når forsalget starter.

Bedste hilsner,
kino.dk

Jeg siger mange tak til kino.dk for svaret!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Der har været en del omtale af, at Søren Pind ved sit nylige besøg i Somalia dansede stammedans med lokalbefolkningen.

Hvad der tilgengæld kan undre er, at ingen medier har beskæftiget sig med et noget større stunt, som Søren Pind ved samme lejlighed udførte. Han optrådte nemlig som kanonkonge, hvilket man ellers skulle synes var uden for Frihedsministerens resortområde.

Jeg har derfor spurgt Søren Pind hvad det nu handlede om:

LPD: Søren Pind - ved dit nylige besøg i Somalia lod du dig skyde ud af en kanon, ved et møde med lokale stammeledere. Hvorfor?
SP: Jomen, det beroede sådan set på et kommunikationsproblem. Stammens ældste blev ved med at bede mig om at skaffe fred i Somalia, og det kunne jeg jo ikke hjælpe dem med...
LPD: Og hvordan kommer kanonen så ind i billedet?
SP: Jamen, jeg måtte jo gøre dem det begribeligt, så...
LPD: Ja... jo... jeg forstår stadig ikke rigtigt kanonen?
SP: Jo, altså... jeg måtte jo gøre det klart, at fred kunne de godt skyde en hvid Pind efter...!

Leoparddrengen takker for forklaringen. Og undskylder iøvrigt mange gange over for læserne!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

For nylig kom det frem, at Jane Austen - en de mest klassiske engelske forfattere - angiveligt ikke skulle have været særlig ferm til hverken stavning eller grammatik. Men at dette er blevet godt skjult på grund af en dygtig redaktør.

(Noget jeg har set allerede har givet håb til nogens litterære karriere...)

Men - ret tilfældigt er jeg netop samtidigt gået i gang med min første Jane Austen bog, Persuasion (hendes sidste roman - udgivet efter hendes død). Og jeg mener faktisk at have fundet noget i den, som kan være relevant for diskussionen.

Sidst i sjette kapitel beskriver Austen en afdød søn til ægteparret Musgrove, som i live ikke skulle have været meget værd, og hans forældre sørgede ikke stort ved tabet af ham. Men nu pludselig nogle år efter hans død, overvælder sorgen dem. Angiveligt.

Anyway, Richard / Dick Musgrove, som sønnen hed var altså blandt andet heller ikke for god til stavning. Som det fortælles her (he er Captain Wentworth) - taget fra sidst i næstsidste afsnit af kapitlet:

And not only did it appear he was expected, and speedily, but the Musgroves, in their warm gratitude for the kindness he had shown poor Dick, and very high respect for his character, stamped as it was by poor Dick's having been six months under his care, and mentioning him in strong, though not perfectly well-spelled praise, as 'a fine dashing felow, only two perticular about the schoolmaster', were bent on introducing themselves, and seeking his acquintance, as soon as they cool hear of his arrival.

(min fremhævning)

Så - her fremhæver hun altså det karaktertræk hos Dick, at han er dårlig til stavning - og giver endda adskillige eksempler på det. Ville hun gøre det, hvis hun ikke selv følte sig på nogenlunde sikker grund? Jeg tror det ikke.

Mit gæt er, at hun har været sjusket til tider, og ikke gidet gennemlæse og/eller rette sine skrifter - for det havde hun jo en udmærket redaktør til - men at hun har haft rimeligt udmærket styr på stavningen og grammatikken.

Således udtalt af Leoparddrengen, Den Dansende (og nu også litterære) Detektiv - efter blot seks kapitler læst af Jane Austen!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg forsøgte mig med Amigo i dag, men deres lyd er stadig nede - nu var det kun muligt at høre en smule bas, og det var altså lettere umuligt at danse til. Og iøvrigt var der en meget snaldret bodegastemning - det var jo også J-Dag.

Og af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at gå på Ideal Bar i aften. Så i stedet forsøgte jeg mig med lebbe-paradiset Vela, igen. Og det endte sådan set op med at være et par ganske fornøjelige timer.

Godt nok blev det ikke til meget dans - der er kun mulighed i en mellemgang mellem borde, og det er altså lidt svært, når der iøvrigt er ret fuldt. Men jeg fik da snakket med en masse, som roste leoparddresset. Og det er sådan set altid rart, når jeg ikke er midt i en dans - hvilket jeg jo ellers som ofte er, når folk insisterer på at snakke med mig. Så det var egentligt meget god,t sådan bare at kunne tage imod - eller hvad man skal kalde det. (Og så var det faktisk også udmærket ikke at skulle bekymre sig om fyre, som prøver at score en - og skulle fortælle, at man altså ikke er til mænd.)

Jeg gik dog ret tidligt hjem (altså her for lidt siden, lidt over 4). For jeg endte op med at drikke nogle fadøl på Vela, og de var vist relativt kulsyreholdige. For efter at jeg langt om længe fik danset ordentligt - det var tyndet en smule ud, og så kom Bad Romance på - opstod der totalt overtryk i min mave.

Så for ikke at risikere at ødelægge det forhåbentligt gode indtryk, jeg egentligt følte jeg havde gjort, med et geyser-stunt, valgte jeg altså at trille hjemad.

Så sådan set fin, men kort, nat. Og jeg mangler altså efterhånden at få bevæget mig. Må tage danse-situationen under overvejelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har før været inde på, at jeg vist ikke sådan har en type, jeg er specielt efter. Bortset måske fra skaldede kvinder og jødiske prinsesser.

Men noget kunne tyde på, at der er en type mere: superforskeren, helst indenfor noget neurovidenskab...?!

Hvor det lige kommer fra, ved jeg ikke; men jeg blev første gang opmærksom på typen, var da jeg for ca ½ år siden så et interview med en kvindelig professor (og meget mere) som talte meget nøgternt om hjernedoping op til eksamen i TV-Avisen. Uden at blive lokket til at moralisere eller lignende.

Hun interesserede mig. Så jeg googlede hende, og fandt ud af at hun åbenbart er et stort navn indenfor sin gren af forskerverdenen, og selvom hun er midt i 30'erne har hun tonsvis af titler og patenter bag sig. Og så lød hun skræmmende ambitiøs og målrettet - noget jeg aldrig ville kunne leve op til. Og havde givet afkald på at få børn, for det var der slet ikke tid til.

Og jeg følte mig ganske tiltrukket af det jeg læste.

Og nu dukker der så en mere op: i de forløbne uger har jeg set hende et par gange, i andledning af hendes bog Mit smukke genom – historier fra genetikkens overdrev. Som jeg kunne forstå, havde hun ladet sig genteste, for at finde ud af hvor meget og hvor lidt videnskaben udfra nutidig viden om den mennekselige arvemasse kan fortælle om én.

Og det har så skabt en del debat, fordi nogen åbenbart ikke mener det er en viden vi er klar til at modtage og forholde os til. At det kun er noget læger skal rode med.

Nå, men havde set det ud af det ene øje, men ikke hæftet mig synderligt ved det - udover at jeg bemærkede hende forfatteren havde nævnt at hun blandt andet kunne se i generne, hvor hendes depressioner kom fra. (Hun kaldte det vist noget andet, men det var hvad jeg hørte.) Og det kunne jeg da godt forstå, at det var interesant at kunne se.

Anyway, i går var der så et længere interview med hende i Politiken, Lone Frank hedder hun. Og hun har åbenbart skrevet flere bøger, og er toppen af poppen indenfor populærvidenskab - den nye Tor Nørretranders. Og hende havde jeg ikke hørt om før.

Men da jeg sad og læste interviewet, sad jeg næsten og blev helt forelsket. Så måske er det i virkeligheden et narcisistisk aspekt jeg har fundet, for hendes beretninger om det at være anderledes altid og meget andet, kunne jeg i den grad genkende.

Lidt pudsigt var det, at hun ville prøve alle mulige andre tests, men ikke en intelligenstest - fordi hun var bange for at den ville vise hun var gennemsnitlig. Det tror jeg nu ikke der ville være nogen "fare" for at den ville vise, udfra det jeg læste, men jeg kom til at spekulere på, om jeg mon ikke ville havde det på samme måde, hvis jeg ikke havde taget alle mulige tests for sjov, da jeg var barn, og så naturligvis igen en tvungen da jeg var til session. Og siden har jeg så ind imellem taget en del på nettet, så jeg ved ca hvor jeg ligger.

Og nu får jeg da helt lyst til at læse den her bog - så hvem ved, måske ender jeg også med at tage en gen-test. (Jeg gør mig nu nogle tanker om det der gen-halløj, men dem gemmer jeg til et andet indlæg.)

Anyway - nu fremgik det desværre af interviewet, at hun har kæreste på - bortset fra det også barnløs, som den førstnævnte - hvilket jo helt egoistisk kan ærgre. Især da hun nærmest er nabo til mig på Frederiksberg, og måske en dag kunne finde vej til Amigo, og måske ville synes det var overordentligt interessant med sådan et excentrisk dansende leopard/menneske.

Men jeg må vist bare spekulere over, om jeg kan bruge den oplysning til noget: at jeg tilsyneladende bliver meget interesseret i intelligente kvinder, som forsker i noget med neuro- eller skriver om det. Og jeg må vel også spekulere over, om det at jeg spekulerer over det har en betydning: er jeg på udkig?!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.