Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 21. maj 2011

Faktisk hyggelig Tivoli-tur??!

1 kommentar
Jeg, ungerne og min mor var i Tivoli i dag.

Det var en del mere vellykket end sidst - selvom jeg må sige jeg havde min skepsis på forhånd. For ganske vist sluttede jeg sidst af, med konstateringen at jeg måtte have en voksen mere med næste gang - men min mors tilstand taget i betragtning kan hun ikke rigtigtigt regnes som voksen. Faktisk fik jeg et par minutters panik, da jeg og ungerne kom ud fra radiobilerne, og min mor ikke var hvor jeg havde anbragt hende. Der gik lidt tid med at stæse rundt som en skoldet skid, ringe på mobiltelefon som ikke blev taget... etc.

Men da jeg kom tilbage var hun dukket op igen, hun mente hun bare var gået lidt væk for at kunne se på os.

Ja, fint nok, hvis hun så også var dukkede op efterfølgende. Og jeg vidste hun var frisk.

Hvilket hun heldigvis var, i dag. Hun kunne tale om det japansk/kinesiske tårn rigtigt mange gange. Men det var hyggeligt, og det var det vigtigste. Og snart - til næste år - kan ungerne tage de fleste forlystelser de har lyst til sammen, uden min medvirken. Så begynder jeg faktisk at kunne se muligheden for at det kan være helt nice som forælder, det der Tivoli.

Idag er jeg bare tilfreds med at alle endte med at være nogenlunde tilfredse...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 20. maj 2011

...men nu er hun begyndt at afrime

1 kommentar
Apropos min mor (som jeg skrev om for lidt siden), jeg kan godt indimellem komme til at tænke på en Carlsberg-reklame, når jeg er sammen med hende. Det er naturligvis ikke specielt pænt at tænke morsomme tanker om hendes tilstand, men det er nødvendigt for ikke selv at blive helt gakgak, at kunne se det morsomme i situationerne.

Jeg har desværre ikke kunnet finde reklamen på nettet - det er ellers en af de absolut bedste synes jeg. Den er lavet i en periode i starten af 90'erne hvor Carlsberg havde en guldalder med eres reklame, de havde lige fundet på deres nye motto "Vores Øl" og fik lavet en del gode reklamer på det, ofte med en sort/twistet pointe. Siden er det hele blevet meget mainstream.

Anyway, efter hukommelsen, det er 2 ældre damer, der er til en konsultation hos lægen. Den ene sidder med håndtasken i skødet, hænderne på den, sidder stille, ryster måske en smule, men siger en underlig summende lyd. Den anden agerer mere normalt. Optaget i sort-hvid.

Lægen spørger: "Og hvorfor er I så kommet her i dag?"
Normale ældre: "Jo, det er min søster... hun tror hun er et køleskab."
Lægen: "Javelja. Og hvor længe har det så stået på?"
Normale ældre: "Ja, det har vel stået på nogle år efterhånden."
Lægen: "Nogle år? Det var længe?! Men hvorfor kommer I så nu?"
Normale ældre: "Jo, det er fordi... nu er hun begyndt at afrime!"
[mærkelig lyd fra forstyrret søster]
Lægen: "Afrime? Javel... men det er der vel ikke så meget at gøre ved?!"
Normale ældre: "Jamen... hvordan skal vi så holde Vores Øl kolde?!"

Jeg ved ikke om den fungerer på skrift, den var ihvertfald meget morsom - jeg morede mig meget over den, dengang. Kunne være fint hvis den kunne blive lagt op. Men ølreklamer var vist forbudt i TV dengang, så den er nok ikke optaget så mange steder.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 19. maj 2011

Der er stadig håb

6 kommentarer
Det her bliver et lidt freestylet indlæg. Har på den ene side længe haft lyst til at skrive om min mors mulige demens, om mit første møde med sundshedsvæsnet udover bagateller og andre ting i den forbindelse, men har lidt veget tilbage fra det. Blandt andet fordi ting til stadighed er uafklarede. Og fordi det tærer, og mine tanker og tid i forvejen er fyldt med det. (Hvis du er ny læser, og ikke ved hvad jeg taler om, så startede det hele her, for 3 måneder siden.)

Og også fordi det er lidt grænseoverskridende at skrive om min mor på den måde.

Det er et par måneder siden jeg sidst skrev en opdatering om det, efter en lidt mareridtsagtig dag. Fordi min mor aldrig har haft fast læge - hun er gruppe 2 medlem af sygesikringen, og er gået direkte til de specialister hun (sjældent) har haft brug for. Så jeg stod lidt på bar bund i forhold til hvem jeg skulle henvende mig til med hendes tilstand.

Som jeg følte hastede, fordi hendes situation udviklede sig faretruende hurtigt: der var ikke blot tale om store hukommelsesproblemer (korttidshukkomelsen), men også eskalerende vrangforestillinger og fantasier, som nærmest må kaldes drømme som hun tror er virkelige. En pludselig udvikling jeg ikke synes jeg har hørt om med demens, hvorfor jeg tænkte i blodpropper/hjerneblødning/hjernesvulst. Altsammen noget det ligesom ville være godt at få nogen til at se på - hurtigt.

Løsningen blev for mig, at jeg hev hende med på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg. Ikke ideel måde, det ved jeg, men jeg følte at det var en mulighed for at få sat noget i værk hurtigt.

Det var det så ikke, vi kom til at sidde og vente i 4 timer, hvorefter min mor ikke kunne holde til mere. Hvilket jeg godt kan forstå, det var meget surrealistisk. Det gode ved det var, at hun indså det gode ved en læge, og kom i tanker om en, hun kunne bruge, som endda boede tæt på - hun kendte klinikassistenten.

Som hun ville tage kontakt til samme aften. Og det gjorde hun endda, og om formiddagen dagen efter, torsdag, fik hun en tid samme dag. "Fint jeg kommer og henter dig," sagde jeg. Men det ville hun så pludselig ikke have, at jeg var med. Og det syntes jeg endnu jeg måtte respektere.

En halv time efter hendes konsultation skulle have startet, ringede klinikassistenten, som altså har kendt min mor privat, til mig, og fortalte at hun aldrig var dukket op. Hun havde ringet til mor, som åbenbart havde glemt det. (Sagde min mor. Det er én gang, hvor jeg faktisk ikke er sikker på, om min mor reelt glemte det, eller det var en form for pjæk fordi hun ikke ville til lægen.)

Ny tid om mandagen. Og denne gang slap hun ikke for at jeg tog med. Hvilken lettelse endelig at komme til at tale med nogen indenfor systemet. Som ganske vist ikke kunne gøre noget selv, men i det mindste kunne konstatere at den da var ret gal.

Hun begyndte samme dag at tale om en undersøgelse senere samme dag, og måske indlæggelse et par dage (hvilket min mor reagerede meget stærkt imod, at det skulle gå så hurtigt, at hun ikke lige kunne få nogle dage at sunde sig i. Hvilket er lidt absurd, når hun lever i tidsbobler som varer få minutter, men det var hun endnu ikke selv klar over.)

Men den læge hun ringede til på Bispebjerg kunne ikke træffes, hvorfor det endte med at hun faxede en henvisning/rekvisition til dem (det fik at vide var den hurtigste måde?!). Hun ærgrede sig over hun ikke kunne gøre mere nu, men mente at det ihvertfald var igang i systemet. Jeg havde klart det indtryk at hun også følte det hastede, netop på grund af muligheden for at der kunne foregå ting i hjernen af mere dramatisk og akut natur end demens.

Hun foreslog at jeg næste dag prøvede at ringe til Bispebjergs neurologiske ambulatorium, for at høre om status.

Det gjorded jeg. Men de kunne ikke se noget i deres system. Jeg sagde den var blevet faxet i går. "Nå, den er faxet. Ja, men så går der en dag eller to mere, for så skal den registreres på en anden måde. Men prøv at ringe til [] imorgen klokken 9, han står for det. Det er meget hurtigere med elektronisk overførsel!" Ikke overraskende - og jeg ved ikke hvem jeg skal være sur på, om det er nogen der har givet vores læge forkert besked, eller om hun har misforstået.

Næste dag, onsdag, ringer jeg til ham jeg er blevet bedt om at kontakte. (I parentes har jeg det virkeligt dårligt med at tale i telefon, især med offentlige ting. Det giver mig angst på alle mulige måder - del af mit fobi kompels - så det har ikke været nemt for mig noget af det her.)

Han sad netop med faxen. Men den var fejlhenvist, forklarede han. For alle henvisninger omkring demens for det optageområde skulle gå til Rigshospitalet, som de har fælles optag med. Så han ville sende henvisningen videre til dem.

Okay, jeg checker så Rigshospitalets afdeling på nettet, og den gode nyhed er at de har en rigtig god hjemmeside - hvor de forklarer om forløb med videre. Klar bonus.

Ringer til Riget, Neurologisk Ambulatorium, torsdag formiddag. Men, nej, de havde ikke fået noget fra Bispebjerg endnu, prøv imorgen.

Jeg prøver fredag. Men den interne post er endnu ikke kommet. Hun får mit nummer, og vil ringe tilbage når der er kommet intern post. (Jeg grubler over hvorfor den fax dog ikke undervejs et eller andet sted har kunnet blive omformet til en elektronisk ting, men det ville åbenbart være for meget.)

Jeg får opkaldet lidt senere: Nu har de fået henvisningen! Nu vil hun sende den videre til Hukommelsescentret,  som er demenseksperterne. Så vil de tage sig af den. Jeg kan evt ringe til dem mandag.

Tilbage til the waiting game. Mandag ringer jeg ikke til dem - kan ikke. Jeg ender med at sende en mail. Den svarer de senere på, at de vil kontakte mig når de har behandlet henvendelsen og fundet en tid til en forundersøgelse.

Der går 2-3 dage. Så får jeg en mail. Vi har fået en tid - til forundersøgelse. Godt 5 uger senere.

Lige der er jeg ved at krakelere. Min mor bliver mere og mere blæst, og når hun ikke er blæst lever hun halvdelen af tiden i en opfunden verden. Og så skal der gå 5 uger inden nogen vil kigge på hende? Efter jeg i halvanden uge møjsommeligt har set hvordan en skide fax har bevæget sig gennem systemet.

Og jeg vil her gerne understrege: Alle jeg gennem det her forløb har talt med, har været høflige, venlige og forstående. Og kan godt se det problematiske. Jeg har ikke set noget galt med den enkelte. Men systemet... der er altså et eller andet forhistorisk over det.

Anyway, jeg pudser nu min bror på dem - han er lidt bedre til at skære igennem bureaukrati end jeg, ikke meget, men lidt. Og han får i det mindste udvirket at min mor kommer på en afbudsliste, så hvis der kommer afbud vil vi blive kontaktet. Min mors læge kommer også på banen igen, og prøver også at få rykket, efter at jeg har henvendt mig til hende, fordi jeg er begyndt at undersøge mulighederne for en MR-skanning på privatklinik. Som vi gerne selv vil betale for.

Og mirakuløst, efter et par uger alt i alt, med ringer de pludselig fra Riget en fredag, om vi kan komme om mandagen, til forundersøgelse. Det kan vi i den grad!

Det består så i at vi snakker med en sygeplejerske, og siden en læge, og der bliver lagt en plan for videre undersøgelser. Hvoraf den første er en CT-skanning af hjernen. Endelig. Kompetente folk, betryggende folk, som tager sagen alvorligt. Der er på det her tidspunkt gået ca syv uger, hvor jeg har stået mere eller mindre alene med det. (Min bror vil naturligvis gerne hjælpe, og gør det også, men faktum er at min mor er mest tryg ved mig.)

Neurologen som kigger på min mor, forstår godt min bekymring i forhold til en svulst eller lignende, derfor også den hurtige skanning, men siger at han ikke på den ydre undersøgelse af reflekser med videre ser tegn på det skulle være noget af det.

Det er stadig et forløb som har taget sin tid: 3 undersøgelser, og så en opfølgende samtale, lagt over ca 5 uger. Der har så også været påske indimellem. Men de har været en lise i forhold til tiden før, fordi det har været til at sige hvad der skulle ske hvornår, og hvorfor. Og da jeg ikke hørte noget efter CT-skanningen har jeg også, sammen med lægens ord, været rimeligt rolig ifht til den fysiske udvikling i hjernen - det har taget noget af det akutte stress, og det hele er blevet mere en tilstand.

I går var det så tid for den opfølgende samtale, den som skulle binde trådende sammen.

Den dårlige nyhed er at den ikke bragte nogen afklaring - der var ingen diagnose. Den gode nyhed er, at der ikke er nogen tegn fra prøverne som peger på de kroniske demenssygdomme, eller kræft eller noget. Ligesom hele forløbet virker alt for pludseligt.

Der kan være indikationer som peger imod, at det kunne være en form for infektion, og slet ikke demens.

Og det mirakuløse er her, at hvis det skulle være tilfældet, kan det muligvis være sådan, at tilstanden kan kureres. Ikke bare bremses, men kureres.

Det kommer altsammen an på så meget, og jeg drager ingen konklusioner. Foreløbig sættes vi op til yerligere nogle prøver og mere nøjagtige skanninger.

Men alene det at der kunne være håb om en egentlig helbredelse - det have jeg vist mistet et sted på vejen. Og det er der pludselig igen.

(Så lige for at runde det med sundhedsvæsnet af: jeg er virkelig glad for de folk vi har haft med at gøre. De virker meget dygtige, og de håndterer os fint. Jeg synes også det virker som god idé at samle demensudredning under ét. Men, men, men - det virker skrupforkert, at der kan være så lang ventetid, når der kan være tale om noget akut, som slet ikke har noget med demens at gøre. Så få dog det undersøgt med det samme - så der ikke skal gå måneder, inden en læge for lov til at sige: hov, det der, det kan sgudda godt være farligt & haste. Der er en kæde der er sprunget af der et sted.)

Og hvordan har min mor det så? Jo, hun er heldigvis også stabiliseret efter vi kom ind i et forløb, hun kører stadig uden korttidshukommelse, stort set, og finder stadig på ting. Et eksempel på hvordan hun blander ting hun husker og ting hun ser sammen, var da hun til en undersøgelse, hvor hun blev spurgt om hun kunne huske hvad der var sket i ugen, kunne huske at bin Laden var død (flot). Hun mente så at han var blevet hængt, og det var vistnok var syrerne der gjorde det.

Hun har også angst. For eksempel havde hun pludselig en idé om at jeg og min bror havde hængt billeder op af hende i hele hendes kvarter, og udstillet hende, og at vi i øvrigt ville indlægge hende på en klinik i Stonehenge. Vrangforestillinger som kan komme meget pludseligt, og være meget udførligi - mere udførlige end hun opfatter dagligdagen.

Og hvis jeg får hende beroliget, og til at tro på, at det jo blot er noget hun fantaserer sig til, har hun glemt beroligelsen 5 minutter efter, men ikke tvangstanken - den forsvinder først efter et døgn.

Heldigvis hjælper mails, når hun har tingene på skrift kan hun læse det igen og igen - så jeg er faktisk glad for at det har været vores foretrukne kommunikationsform i mange år. For telefonen virker ikke mere end mens man snakker i den.

Sjovt nok er jeg ikke så bange for at hun bor alene, og ikke har meget andet end mig til at hjælpe, når jeg kan. For de fleste rutineting klarer hun stadig fint.

Anyway. Der er stadig håb.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 18. maj 2011

Hårboller, se under Intimbarbering, mænd

Ingen kommentarer
Jeg er rimeligt smadret i dag - 2 gange på Riget, den ene gang som forsøgsperson, den anden som interessent - tærer lidt på kræfterne. Så I får bare en reklame.

Philips er jo blevet mere og mere intime, først på kvindesiden med nydeligt designet legetøj - og nu vil de så også hjælpe mændene af med endnu mere hårvækst. Og det kan vi jo alle have brug for i ny og næ. Vistnok.


(vær dog klar over at man risikerer kløende nosser...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 17. maj 2011

Hvor dum er Brian Mikkelsen egentlig?

2 kommentarer
Inspireret af et indslag i TV Avisen 18:30 for lidt siden, hvor Brian Mikkelsen ikke ville følge Forbrugerrådets anbefaling om at indføre en maksimumsgrænse på forbrugslån, "fordi at så er det så sikkert som amen i kirken, at så vil alle sætte deres rente på maksimumet!" - spurgte jeg ministeren med ansvar for konkurrence:

Brian Mikkelsen - en klar max 10'er - amen!
"Brian Mikkelsen - hvor dum er du egentlig - på en skala fra ét til ti?"

Til hvilket han svarede: "Ja, når du sådan sætter et maksimum på, kan jeg forsikre dig for at det er så sikkert som amen i kirken, at jeg er en 10'er!!"

Og så skulle det vist være på plads.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 16. maj 2011

Blogger-status og manglende indlæg

3 kommentarer
Jeg regner egentligt med at skrive noget mere om Bloggers slemme nedbrud den anden dag, som jeg lidt følte mig involveret i, fordi jeg havde noget at skrive om de fatale fejl der var opstået - hvorfor de måtte rulle hele deres opgradering tilbage.

Håber mit indlæg klarer sig...
Men da det indlæg stadig mangler, vil jeg blot lige udbrede mit kendskab til Bloggers status - da det vist ikke er alle som følger med på Blogger's egen blog. Men altså, i følge den skulle stort set alle de blogindlæg, som i første omgang blev mistet - da de rullede hele opdateringen tilbage - skrevet mellem onsdag og fredag, nu være genoprettet. Hvis de ikke er kommet tilbage, skal man checke om man har indlæg liggende som kladde - de har muligvis fået status af det.

Men for mit vedkommende er de bare ikke hverken genskabt eller gjort til kladde. Og jeg ved at det samme er sket for ihvertfald én anden blogger, Fairy Unleashed.

Blogger har så også lavet en side, hvor man kan skrive hvis man stadig oplever problemer. Og den vil jeg da klart alle til at bruge, hvis der mangler indlæg. Det er da lidt synd, hvis Blogger går rundt i den tro at alt er velforvaret, hvis der er en stor del som faktisk mangler indlæg.

Skriv også gerne en kommentar her, hvis du har mistet indlæg, og de ikke er kommet igen. Det kan være interessant at vide hvor mange det drejer sig om.

Åh - og mens jeg husker det: jeg kommer nok ind på det igen, når jeg skriver mere om hele nedbruddet, men det kan være det er et meget godt tidspunkt at minde om, at man kan lave back-up af sin Blogger-blog. Nu hvor det har vist sig hvordan ting kan gå galt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

PopCap-spil til Android via Amazon Appstore

Ingen kommentarer
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg holder meget af casual gaming-firmaet PopCap. Ligeledes er det heller ikke nogen hemmelighed at jeg ikke bryder mig om Apple.

Derfor har det hidtil ærgret mig gul & grøn, at PopCaps spil kun har kunnet fås til iPad eller iPhone indtil videre. Ja, Plants vs Zombies er vist næsten ligeså ikonificeret på iPad som 7-kabale engang var for Windows.

Men den sidste måneds tid har jeg hørt rygter om at de var på vej til Android - og i dag breakede nyheden så, at Chuzzle fra imorgen vil være at finde til Android på Amazon Appstore. Og den første dag - i morgen - gratis.

Og Plants vs Zombies vil på samme måde blive lanceret for Android senere på måneden, ligeledes gratis den første dag.

Så - det har jeg da ihvertfald tænkt mig at kigge på. Og tippet er hermed givet videre.

[Opdatering]: Oh, crap. Opdagede lige at Amazon Appstore indtil videre kun er åben for amerikanere. Forhåbentligt varer det ikke længe før vi andre også får lov - og muligvis kan man omgå det med en "falsk" profil. Men det er lidt en streg i regningen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 15. maj 2011

DF kræver mulighed for spærring af udlændinges telefoner

4 kommentarer
Dansk Folkepartis Peter Skaarup er i dag ude med et kontroversielt forslag: at det på bestemte tidspunkter skal være muligt at spærre for udlændiges tilgang til telefonnettet.

Jeg talte med ham, for at få en uddybning af forslaget:

Tanken kom efter at Danmark i går missede at vinde Melodi Grand Prix'et endnu engang, efter at vi igen klart stillede med den bedste sang. Istedet gik sejren til en kedelig sang fra det asiatiske og muslimske land, Aserbajdsjan. Hvilket i sig selv er utilstedeligt, mener Peter Skaarup, men det værste er de sange som der stemmes på.

"Det er jo tydeligt at folk stemmer efter hvor de kommer fra, og ikke hvilken sang de kan lide," formulerer han det. "Og heldigvis er der endnu kun få muslimske lande med i Grand Prixet, så mange muslimer kan ikke stemme på deres eget land - men så stemmer de bare på et andet muslimsk land, som Aserbadsjan eller Tyrkiet."

Så derfor vil Dansk Folkeparti stille som krav, til de næste forhandlinger DF skal medvirke i, at nationaliteten på telefonbrugere registreres, så det er muligt at lukke for adgang til bestemte typer opkald for udenlandske personer som opholder sig i Danmark.

"I første omgang handler det om Eurovisionen, så vi kan få den gode smag tilbage i den - og vi slipper for at tilfældige udlændinge stemmer på helt latterlige sange," siger han. "Men man kan da sagtens forestille sig, at det kan komme på tale ved andre lejligheder også. Under Muhammedkrisen, for eksempel, kunne det da have været meget nyttigt at kunne lukke for egyptere og syreres mulighed for at ringe hjem. Jeg kan sagtens forestille mig at det kan blive nyttigt i andre situationer. Men i første omgang handler det om vores danske og europæiske kultur. Det er jo galimatias at vi lader tilflyttere ødelægge det bedste vi har! Afstemningen fra Danmark bør være forbeholdt danske statsborgere - det kan da ikke være så svært at forstå?"

Han er selv overbevist om at forslaget vil blive gennemført: "Nu fik vi jo aldrig vores forbud mod paraboler, så de skylder os på det punkt," siger Skaarup.

Jeg tog kontakt til Venstres integrations- og udlændingeordfører, Karsten Lauritzen. Han vil ikke umiddelbart tage stilling til forslaget, men vil ikke afvise det, og kalder det "interessant".

Ceterum censeo Facebook esse delendam.