Guardians of the Galaxy er sidste skud på stammen af film i Marvels superhelteunivers. Og for første gang er der tale om en film hvor jeg intet kendte til hverken karaktererne eller historien før.

Jeg troede egentligt først at der var tale om noget nyt - altså fra efter jeg holdt op med at følge med i serierne - men det går faktisk langt tilbage. Jeg har bare overhovedet ikke været opmærksom på denne kosmiske side af Marvel, udover når den skvulpede lidt over til de jordiske historier.

Med andre ord, bortset fra traileren var jeg ganske blank.

Men føj da for et festfyrværkeri af Science Fiction der mødte mig - en extravaganza. Med et party af anti-helte der hver især er ganske langt ude, men som gruppe er freaking far out. På en så skør måde at de - sammen med fantastiskt visuelt arbejde - bliver troværdige. Og faktisk er de stille scener, hvor vore helte diskuterer indbyrdes det der fungerer allerbedst.

Dem er der ikke så meget af - de stille scener. Meget af tiden foregår i fuldt firspring, enten på jagt eller på flugt - og det er også godt.

Men det næsten aller-aller-bedste er det awesome soundtrack filmen er udstyret med, som også spiller en hovedrolle en decideret hovedrolle, og går ind i handlingen.

Historien er simpel, men effektiv, ligesom karaktererne er arketyper. Så der er ikke noget nyt der - vi taler Ringenes Herre og Star Wars, og Han Solo, Indiana Jones og Chewbacca. Og steder som minder om Linda & Valentin. Gode navne; effektivt og effektfuldt og charmerende leveret.

Den eneste anke jeg for alvor har ved filmen, er at det fremmedartede univers med et mylder af racer og personer med sære navne, kombineret med det
høje tempo, ærligt talt kan gøre det lidt svært at holde styr på hvem og hvad der nu er hvem. Eller også er jeg bare ved at være gammel.

Men det gør ikke noget når musikken (bogstaveligt talt) spiller. Det er bare at læne sig tilbage og spænde sikkerhedsbæltet - det skal nok gå. Og har du det som mig vil du bagefter have lyst til at gå ind og se filmen én gang til. For den er fed - og så kan man måske, selvom man er gammel, få fat i nogle af de missede detaljer. Eller ihvertfald grine endnu mere af deres åndsforsnåttede, herlige dialog.

I'm hooked on a feeling ...
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ovenstående er en - meget pænt omskrevet - gist af tweets jeg ind i mellem får i øjeblikket, når jeg tweeter om Israel og prøver at få vore politikere - både på dansk og EU plan - til at komme med andet end tomme ord.

Well, altså, der er det rent praktiske, på 140 tegn er det lidt kompliceret at liste alt hvad man tager afstand fra i forhold til den konflikt.

Men lad mig slå fast: jeg har ingen sympati for Hamas!

Det skyldes dog mest af alt deres "indenrigs"-politik. Et synderligt demokratisk styre er de ikke i deres opbygning og ageren. Men de er hvad der.

Jeg bryder mig heller ikke om deres raketter, som potentielt rammer civile. Problemet er, at hvis der ikke var noget Hamas, ville der uvægerligt være noget andet der angreb Israel på en eller anden måde, for Israel giver ingen indrømmelser når der er våbenhvile, tværtimod fortsætter de med blokader, bosættelser, tilbageholdelser og meget, meget andet.

I den situation vil nogle prøve at slå tilbage, med de midler de kan finde - da det er det eneste der kan give en følelse af at have noget at forhandle om. Af potens om man vil. Og ikke bare acceptere den udsultning Israel langsom gennemfører.

Så man kan fordømme Hamas alt det man vil, og ønske dem hen hvor peberet gror. Men hvis ens ønske gik i opfyldelse ville der bare komme noget andet i stedet for. Rent bortset fra, at hvis Israel ikke havde Hamas - med den langsigtede politik landet desværre fører - ville de være nødt til at opfinde dem. Hvilket de da også til en vis grad gjorde i første instans.

Men - udover at jeg altså føler det er ret meningsløst at fordømme Hamas - men gerne gør det - er der en anden og vigtigere grund til at jeg finder det ret irrelevant i konteksten af de fleste tweets jeg skriver.

For sagen er, mit håb er at vores politikere vil gøre noget ved Israel. Meget gerne sanktioner, meget gerne hårde sanktioner - men som et minimum at trække at de særlige handelsbegunstigelser vi af Gud ved hvilken årsag har givet dem, tilbage.

Og det er her kæden hopper helt af i forhold til Hamas: Hamas har vi i forvejen stemplet som terrororganisation, så der er faktisk ikke rigtigt noget vi kan gøre ved dem. De er økonomisk og politisk pariah'er (hvilket så også går ud over befolkningen i Gaza). Der er ikke noget at komme efter. Altså, udover at bruge de 20 minutter Søren Espersen mener Israel er nådefulde i ikke at bruge på at udslette hele Gaza, inklusive rotter og mus. Det ville jo være det nemmeste.

Men, altså - hvis det er det der skal til, vil jeg da godt opfordre til at vi deler ansvar og sol & vind lige. Således at Hamas og Israels regeringsapparat udsættes for de samme sanktioner. Jeg synes måske det ville være lige hårdt nok overfor de dele af Israel der trods alt ikke støtter deres regerings fremfærd - men hvis det er det der skal til.

Og lige tilsidst, dette tweet:

Når man googler ordene "Lidegaard fordømmer Israel": pic.twitter.com/uqJd12l7Y3
— MishaZand (@MishaZand) July 30, 2014

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kom lige for skade at se TV2 Nyhederne. De havde Inger Støjberg til at sige nogle ord, i anledning af en kronik hun åbenbart har fået Berlingske til at trykke for sig. Hun sad i en fin skjorte, som kun manglede skråremmen for at gøre billedet perfekt, mens hun talte om hvordan muslimer fra ikke-vestlige lande skulle have sværere ved at blive lukket ind i Danmark end kristne vesterlændinge.

For hvis ikke var det skadeligt for Danmarks sammenhængskraft, mente hun.

Det der med sammenhængskraft er noget mærkeligt noget. Anders Fogh gjorde det frygteligt populært at tale om, og så gik det pludseligt dødt. Men nu skal det åbenbart have en revival.

Problemet er - hvad betyder det egentligt? Det gik jeg ihvertfald længe og spekulerede på - indtil jeg kom på denne historie. Den stammer egentligt fra geniale Rejsen til Saturn - jeg håber at salig Claus Deleuran bærer over med at jeg bruger den her:

Det er på en kro, af den gammeldags slags, hvor der er en spytbakke som flittigt bliver brugt. En flok unge får gejlet hinanden op, og det ender med at de laver et væddemål om hvem der tør tage en slurk af spytbakken (for unge læsere: altså den her krukke-agtige tingest hvor folk spytter deres sovs fra skrå og snus med videre).

Den modigste - eller dummeste? - melder sig, går hen - og ikke bare tager en slurk fra spytbakken, men drikker rub & stub.

Han kommer tilbage, og får den aftalte belønning, og bliver spurgt: "Okay, det var flot - og modigt - men hvorfor drak du dog det hele? Væddemålet var jo bare en slurk?!"

Til hvilket ungersvenden svarer: "Jo - men det hang sammen!"

Se - det er for mig sammenhængskraft. Og nu er det det forhåbentligt også for dig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.