Er netop blevet færdig med serien 13 Reasons Why, som er ny på Netflix. For så kort tid siden at øjenkrogen stadig er fugtig. Det er en rå sag…

Baseret på en roman af samme navn, som jeg ikke kender (på dansk Døde piger lyver ikke.)

De fleste kan nok sætte sig ind i at være ulykkelig forelsket i en i gymnasiet, og aldrig få sagt det til hende. Forestil dig så at hun begår selvmord, tilsyneladende uforståeligt. Men at du føler at du kunne have gjort mere, at det er din skyld. Og du får en stak kassettebånd (ja, kassettebånd!) hun har indspillet inden sin død, hvor hun forklarer om de 13 årsager der førte til hendes selvmord. Og du ved at du er en af de årsager.

Det er præmissen for 13 Reasons Why, der følger Clay, som netop har fået en æske med 7 bånd, indspillet af Hannah, den døde pige.

Han har en hård tur foran sig, som vi seere bliver taget med på, akkompagneret af teen angst musik i mol — i første afsnit er det Joy Division's Love Will Tear Us Apart, der lægger baggrunden, og så kører det videre derfra, i 13 afsnit — et afsnit per bånd.

Det kan nok lyde som om det kunne blive alt for meget, meget hurtigt. Og det er meget. Men det er skidegodt lavet. Som en blanding af Twin Peaks første afsnit i sin emotionelle direktehed og Breakfast Club i sin tilgang til hovedpersonerne.

Og så er der i tillæg et budskab og en anklage.

En på en gang meget tidløs og nutidig historie, som først og fremmest er en emotionel kajeryster, af den gode slags. Virkeligt god!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.