Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.

Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.

Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.

Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.

Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.

Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.

Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.

Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:


Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.

Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)

Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...

Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.

I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:

- der blev end ikke dømt frispark.

Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.