Jeg fik en mail fra en blog-kollega, hos hvem jeg ganske ofte har kommenteret.
Om jeg ville være sød ikke at lægge links til min egen blog på høndes; for høn fjernede dem alligevel, og syntes ikke det var god blog-stil eller blog-etikette at promovere sig selv på den måde. Og iøvrigt får man jo altid et gratis link i navnet ved kommentaren, pointerede høn.
Og det respekterer jeg naturligvis, for som jeg før har været inde på, er enhver blog naturligvis personlig, ligesom reglerne for kommentarerne må være det. Derfor vil jeg aldrig mere lægge links til min blog - dér. Og jeg var glad for høn skrev det, da høn sikkert ellers bare ville blive mere og mere irriteret på mig, og jeg ikke ville være klar over det. Og jeg måske ville ende op med at blive banned, hvilket jeg ville være ganske ked af.
Men før jeg ændrer min måde at kommentere på generelt, vil jeg gerne høre om folk har en mening om etiketten? Eventuelt som kender mine kommentarer på andre blogs, og kan sige om det er for meget?
For det er ærlig talt aldrig noget jeg har tænkt over: jeg linker - og jeg linker meget. Som jeg altid har set det er links en af nettets helt store styrker. Eller spindet, som webbet jo retteligt burde oversættes til, og når man til links er det webbet der er tale om.
At information kan knyttes til en tekst - og folk så kan følge linket hvis de har lyst, og finde en uddybning. Så man ikke behøver skrive det samme 100 steder, og så man kan lave tekster mere flydende, men samtidig bevare henvisninger.
Derfor holder jeg meget af links, bruger dem meget i mine egne indlæg, og bruger dem også når jeg kommenterer. Til ting jeg associerer til, eller til steder hvor jeg føler man kan have lyst til at læse noget uddybende.
Og, ja - så sker det da ganske ofte jeg associerer til et indlæg jeg selv har skrevet. Nok fordi jeg husker mange ting, men husker det jeg selv har skrevet allerbedst. Og så har jeg jo med skam at melde skrevet ret mange indlæg (sikkert også for mange), så der er meget at associere til... ;)
For at gøre det der kan være meget langt, lidt kortere: ja, jeg linker til mig selv ganske ofte i kommentarer, men jeg linker nu også til andre ting. Og fra min egen blog linker jeg ganske meget ud, hvis jeg synes et andet blogindlæg eller kommentarspor kan have interesse - så jeg synes ikke det er fordi det kun går den ene vej.
Selvpromovering har jeg aldrig tænkt på det som; så ville jeg da sådan set også synes det link man kan give ved sit navn må være rigeligt. Men hvis nogen har set det på den måde, vil jeg meget gerne undskylde! (Og giv mig meget gerne besked - privat eller offentligt - hvis det er noget du helst er fri for, fra min side.)
Jeg har så set kommentatorer - som regel meget unge bloggere - som slutter alle deres kommentarer af med et link til roden af deres blog. Og det kan også irritere mig, for det tjenere intet formål. Men jeg har aldrig set det jeg gør på den måde. Er jeg bare en teenblogger, som skriger på opmærksomhed?
Er det noget nogen har tanker om? Kommentarer (gerne med links ;) )? Jeg vil meget gerne bliver klogere på området, da jeg selv synes netikette er ret vigtigt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Mit opgør med internettet
2 uger siden
10 kommentarer:
Jamen, for hylan da. Links er jo nettets salt - ellers kunne vi lige så godt sende printede nyhedsbreve rundt i verden. Og ingen er nogen sinde blevet tvunget til at trykke på et link - "link away, Leo", men selvfølgelig ikke dér, hvor nogen af uransagelige grunde føler sig generet af det - du er jo en gentleman ;0)
Du er mere end velkommen til at linke hos mig ihvertfald.. Jeg har da fået mere end et godt grin af dine refleksionslinks:)
Og så er jeg ellers enig med Steen AA, links er jo den måde vi kommer rundt i spindet på... Og af og til gemmer der sig jo faktisk små skatte man slet ikke selv havde opdaget
Nu var det jo ikke links generelt der var anstødsstenen, men specifikt links til mig selv - jeg har bare ikke tænkt sådan over det.
Og jeg tror nok, høn havde det indtryk, at jeg indimellem udelukkende kommenterede for at kunne linke til mig selv. Og det ærgrer mig høn tror det, og det vil selvfølgelig være for meget, men det synes jeg nu heller ikke jeg har gjort.
Anyway, jeg tror et sted det handler om forskellige skoler indenfor blogs, hvor nogle er mere selvindeholdte (oversættelse fra selfcontained, det ved jeg ikke om man kan) end andre. Og så må man prøve at lodde forskellene.
@begge
Tak so far, ihvertfald :)
jamen nu tænkte jeg faktisk også på når du linker til dig selv.. altså, du har da også linket til andet hos mig, men nu for at tage et eksempel med Star Wars.. Så fik dit "gamle" indlæg som du linkede til i min kommentarboks da lige vendt en tanke hos mig....
Men jo hver blog har vel sine spilleregler.
Derudover så må skolelærerinden lige komme op i mig her.. selvindeholdte=ik et ord;)
Go wild og link løs!!! Så længe det er relevante links, så gi'r det da masser af god mening!!!
Så tror jeg at jeg fortsætter mine evil ways, ihvertfald til flere brokker sig.
Jeg vil bare sige, at jeg stadigvæk er meget taknemmelig over, at du linkede til mig og min helt ny-startede blog i et blogindlæg ovre hos dig selv, hvilket temmelig sikkert gjorde udslaget i, at jeg rent faktisk fik læsere helt fra starten af og ikke skulle leve mit blogliv helt alene, ha ha.. (Selvom jeg i et kort øjeblik fik helt præstationsangst over så meget opmærksomhed i opstartsfasen :-)) Så link så meget du lyster til dig selv rundt omkring - for du er jo som sagt virkelig venlig til at gøre opmærksom på andres eksistens udover din egen, hvilket folk bør sætte pris på, eftersom der ikke er mange, der gør den slags.
Er glad for at have kunnet give præstationsangst ;)
Det som Steen AA siger!
@BrainOnFire
Så må mit svar også blive det samme ;)
Send en kommentar