Jeg var med ungerne inde og se Steven Spielberg og Peter Jacksons Tintin animering idag. Og jeg må sige jeg var noget skeptisk på forhånd. Især fordi jeg den anden dag så lidt af et interview med Spielberg, hvor han talte om hvor meget han holdt af Tintin-figuren. Altså ikke serien, men figuren. Og jeg tænkte: Vorherrebevares, hvis man fremhæver Tintin selv har man da ikke forstået noget...
Jeg er nok ret konservativ hvad Tintin-universet angår. Jeg var da for eksempel også en af de, som var ved at gå ud af sit gode skind, da Max Bjævermose skulle omdøbes i nyoversættelsen. Og ud fra forfilmene har jeg mest tænkt på det afsnit af Klovn, hvor Casper skal prøvefilme som Kaptajn Haddock.
Så - altså en god gang skepsis.
Men lortet virkede sgu for mig! Nej, det er ikke helt Tintin og Haddock som vi kender dem fra serien, men det var heller ikke sådan at jeg var ved at fare i flint over de (mange) friheder der blev taget. Og animeringen er ganske fantastisk, og ikke mindst dynamisk, på grund af "kamera"føringen.
Der skal sluges lidt kameler omkring karakterernes udseende, især i starten. Men nogen synes jeg næsten var blevet bedre end Herges forlæg - for eksempel kunne jeg godt lide at dupont'erne er godt i stand. Som har de fået lidt flere 'fritter i Bruxelles end i serien. Det havde jeg det fint med.
Og så var jeg iøvrigt glad for at vi så den på dansk. For muligvis ville ordene passe bedre med mundbevægelser på engelsk, men jeg ville sidde og blive irriteret over at alle navnene var forkerte (det er jeg ihvertfald blevet når jeg har set forfilm).
Min største anke er nok, at der næsten går for meget Indiana Jones i filmen - den korrekte filmtitiel burde nok have været Indiana-Tin og Jagten på Enhjørningens Hemmelighed. Men jeg følte mig bestemt underholdt - er blot her bagefter lidt i tvivl om det var Tintin eller Indiana Jones jeg så. På den anden side er et mix af de to måske ikke det værste.
Jeg tror så nok jeg var den mest begejstrede efter filmen. Den ældste (11) syntes "den var god, men ikke så god..." - og den yngste (6) vidste ikke helt hvad han syntes. (Den er iøvrigt aldersmæssigt sat til Frarådes under 7.)
Men altså - medmindre man på forhånd synes det er blasfemi overhovedet at tænke på at overføre Tintin til levende billeder, så mener jeg godt man kan se den, og regne med at blive pænt underholdt. Jeg skal da bestemt se fortsættelsen, når den kommer. (Og være spændt på hvilke historier de får rodet ind i, for som den ældste også pointerede, så bliver det svært at fylde en hel film, hvis det kun skal være Rackham den Rødes Skat.)
Den får 4 pæn store dimser ud af 6 fra mig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
2 måneder siden