Da jeg i aftes lige tjekkede nyheder, opdagede jeg at jeg havde misset en what-the-fuck-begivenhed fra dagens løb.

En domsmand i Se & Hør-sagen, Sahar Aslani, havde fundet det smart at udtale sig om, hvilke tanker hun havde gjort sig i forbindelse med voteringen — og ting der var lagt til grund. Blandt andet at den ene tiltalte havde fået elektrochok på grund af depression.

Spoileralert: det er ikke smart. Det er faktisk i højeste grad mangel på dømmekraft. Lidt uheldigt karaktertræk for en domsmand.

Forsvarere taler allerede om mistrial. Der har jeg lidt svært ved at se den havne, på den anden side kan jeg også godt se problemer i forbindelse med en anke.

Det er fucked up. Men hvad der er endnu mere fucked up er hendes forklaring på hvor professionel hun er som domsmand:

Hun slår samtidig fast, at hun som gæst i radioprogrammet forinden havde sikret sig, at hun ikke gjorde noget forkert ved at få programmets vært til at undersøge, om der kunne være problemer.

Det fik hun at vide, at der ikke var.

Okay, som sagt, mangel på dømmekraft… Men det stopper ikke der. For hvem er det lige værten i programmet på Radio24syv var? Ingen ringere end Ditte-fucking-Okman. Mest af alt kendt for som Venstre-medarbejder ikke at kunne holde igen med sin hælden spande lort over medarbejdere i Folketinget.

Fra TV3 programmet Hjemme Hos, hvor Ditte Okman og Henrik Quortrup også har slået dres folder efter Se & Hør -sagens start.

Men før det protegé på Se & Hør under den topanklagede (og iøvrigt også tidligere Venstre-medarbejder) Henrik Qvortrup.

Hun er jo også den helt rigtige at spørge om det. God dømmekraft, dér. Til et program under overskriften Gæst i studiet er Domsmanden — som hader sladderblade.

Ditte Okman har selv udtalt sig om Se & Hør-sagen i Berlingske:

»Jeg tror sådan set, det er rigtigt nok, at man i branchen forsøger at være lidt mere bløde i kanten, end man var for tre år siden, men jeg synes nu ikke, det er en ubetinget positiv udvikling,« siger Ditte Okman.

»I dag er sladderbladene blevet lidt for tandløse til min smag. Det pæne ugeblad er bare ikke lige så interessant som det frække. Så kan jeg jo ligeså godt spare de 30 kroner om ugen og gå på de sociale medier for at se, hvad de kendte skriver af pæne ting om sig selv,« lyder det fra Radio24syvs ukronede sladderdronning.

Nå, men det kan man jo så alt sammen tænke sit om.

Læg så dertil disse observationer fra Christoffer Guldbrandsen (de er fra Facebook, så intet link):

Man kan let blive lidt småkonspiratorisk. Det er der nok ingen grund til — der er i det store hele nok mest af alt bare tale om skorpioner.

Men fuck da for en dømmekraft.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er lige blevet færdig med at se den britiske mini-serie Paranoid på Netflix.

Den var jeg ret hurtig til at begynde at se, da Netflix sendte mig en mail om at den var kommet på, da jeg kunne se Indira Varma havde en større rolle i den. Hende har jeg haft et godt øje til siden jeg så hende i Rome, og stadig efter hun også kom med i Game of Thrones.

Jeg var så også ret tæt på at stå af igen efter ét afsnit, for hold kæft hvor er de underlige alle sammen. (Og det tror jeg mange har gjort — jeg tror at det er forklaringen på den meget lave karakter på IMDb.)

Men heldigvis blev jeg hængende. Og, jo, folk (og historien) vedbliver at være underlige — men når man bliver tunet ind på serien bliver karaktererne og deres excentriciteter og galskaber ret underholdende.

Egentligt er den en krimi; jeg tror endda markedsføringen prøver at gøre den til en thriller, men det er da langt fra.

Men ihvertfald: det starter med et mord. På en legeplads. Og det skal jo så opklares af den lokale politistation, hvis ansatte virker til allesammen at være småskøre (for ikke at sige storskøre). Det er de så ikke ene om; stort set alle er ude på nogle overdrev — ikke mindste psykiateren. Nogle er på piller, nogle er ikke…

Og det viser sig at være en stor del af humlen, det med pillerne. De trækker et spor til Düsseldorf, hvor de også er skøre, men muntre.

Anyways, herligt skuespil (Polly Walker, også Rome, kommer også med i en mindre, men overbevisende rolle), weird manuskript (der er stadig ting jeg undrer mig over) og pudsig produktion. Som jeg efter et par afsnit virkeligt morede mig over.

Men som starter skævt, lige på — og derfor kan filmen let knække for en. Det er nok også grunden til at jeg skriver dette indlæg, for det er lidt synd hvis ingen kommer videre. Og ihvertfald synd med så lav karakter.

For den kan man bestemt godt se, for underholdningens skyld. Men det hjælper sikkert at være på piller.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.