Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Rupert Murdoch meget gerne ville købe TV2. Desværre kunne regeringen aldrig få fingeren ud, så det salg er ikke blevet til noget.

Men TV2 har konstant sørget for at være i Murdochs synsfelt, ved at levere square and biased nyheder, lige som han kan li' det.

Her til aften kom så en skjult meddelelse - vi er klar til at blive det danske Fox News, en stolt del af News Corp.-koncernen. Det blev gjort ved i flere minutter at vise denne grafik, som skal vise hvor Denver ligger, i forbindelse med det skrækkelige skyderi i biografen.

Bemærk Denvers placering, næsten oppe ved de store søer, og ikke i Colorado ved Rocky Mountains hvor byen hører hjemme, og hvor skyderiet fandt sted.

Dette er klassisk Fox News vildledning - og et klart budskab til Murdoch: det er nu det sker!

Det allerfineste er næsten, at grafikken teknisk er sand: den viser byen Denver i staten Indiana, med en befolkning på 541. Og altså ikke Denver, Colorado med sine 619.968 indbygger (eller 2.552.195 med opland). Eller måske vigtigst, ikke den Denver hvor skyderiet fandt sted.

Jeg synes det er flot fundet på det signal!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg begyndte at blogge for snart 4 år siden kendte jeg stort set ikke noget til den danske blogosfære - og ikke ret meget til den internationale. Udover enkelte amerikanske blogs var det ikke noget jeg gik op i.

Men jeg havde i mere end et år følt behov for at skrive om ting i min hverdag, om nogle egne tanker. Og det endte det så med jeg gjorde, den sidste dag i oktober i 2008 oprettede jeg en blog under navnet Leoparddrengen.

Jeg er en type person, der er meget aflukket i forhold til mine omgivelser, både bekendte, venner og familie. Jeg er for det første meget diskret, fortæller ikke noget om andre, som det ikke er klart det er meningen jeg skal sige videre. Og jeg fortæller også meget nødigt om mig selv. Og når jeg gør, er jeg meget nøjeregnende med hvem jeg fortæller hvad.

Det er nok noget nogen vil genkende til en vis grad, men sikkert også noget mange vil synes lyder lettere sygeligt eller forkvaklet. Ikke desto mindre, sådan er jeg.

Men nu følte jeg altså behov for at komme af med nogle ting, eller bare udtrykke mig måske - hvad jeg egentligt ville med bloggen var meget flydende i starten. Og de første mange måneder havde jeg lukket for kommentarer.

Jeg fandtes så dengang faktisk i virkeligheden som superhelten Leoparddrengen, hvor jeg huserede i nattelivet - ja, iført leoparddragt. Og jeg delte håndskrevne "visitkort" ud til de piger, der prøvede at spørge mig hvad jeg havde gang i når jeg dansede på Amigo, så de kunne få link til bloggen, og der måske svar på nogen spørgsmål.

Det var stort set den eneste indgang til bloggen dengang. Først efter nogle måneder begyndte jeg at besøge andre danske blogs, hvorved der med kommentarer kom trafik til min blog. Og det endte med jeg selv åbnede op for kommentarer. Hvorved man vel kan sige jeg blev en "rigtig" blog - selvom det nu er en definition jeg vil være uenig i.

Ikke desto mindre har jeg fastholdt min anonymitet - eller min hemmelige identitet, som det retteligt er. Jeg eksisterer jo som Leoparddrengen - folk har mødt mig som sådan, der findes endda en udmærket beretning (og her er så iøvrigt min oplevelse af samme nat, som også berører dagens emne).

For givet min psyke, var det næppe blevet til et eneste blogindlæg hvis jeg ikke var anonym. Nu er det blevet til næsten 3000. Som udover de satiriske og politiske indlæg har berørt meget personlige ting. For eksempel beskrivelser af en depression mens jeg var i den; min mors sygehistorie og død; seksuelle fantasier og nøgenbilleder, og i det hele taget meget private beretninger.

Ting som jeg aldrig ville have kunnet skrive hvis jeg ikke var anonym, og som jeg faktisk tror de færreste ville have gjort. Som jeg har haft behov for og glæde af at skrive. Og som jeg også bilder mig ind, ihvertfald for noget af dets vedkommende, andre også har haft glæde af.

Jeg var relativt tidligt inde på det, jeg ville gerne have bloggen skulle være fuldt udtryk for min personlighed, så jeg engang kan blive en AI på en Google server. Og helt forkert er det ikke - jeg vil hundrede procent mene, at måske lige bortset fra inde i mig selv, er det der er blevet givet udtryk for på denne blog det mest umaskerede udtryk for den person jeg er som findes - andre, venner, familie etc, kender facetter, og kan sikkert gætte sig til en masse, men her kan de manglende brikker findes.

Brikker som aldrig nogensinde ville blive skrevet, hvis jeg optrådte under mit borgerlige navn - men som jeg kan skrive som Leoparddrengen.

Grunden til dette blogindlæg ligger så, som så meget andet for tiden, endnu engang i twitter. Hvor jeg af enkelte - ikke mange, men enkelte - gang på gang for at vide, at jeg ikke rigtigt kan tages alvorligt fordi jeg er anonym. På den ene eller den anden måde.

Og det er helt fair - det har jeg ikke noget imod, det må folk selvom.

Jeg får så bare lyst til at skrive dette. For, ja, jeg kan godt forstå direkte afsky overfor anonyme, hvis man bruger anonymiteten til at hetze eller chikanere andre. Og, ja, der kan man godt finde grænsetilfælde i blogland.

Det synes jeg så ikke jeg gør. Jo, jeg kan måske godt i nogle satirestykker være hård, men jeg synes ikke på nogen måde det er hetz. Og jeg synes ikke jeg misbruger min anonymitet (sig endelig til hvis det sker jeg gør!).

Jeg synes jeg bruger min anonymitet / hemmelige identitet til at kunne være mig selv - 100%. Fred være med alle som kan det, uden at være anonyme - men det kan jeg altså ikke! Tilgengæld synes jeg at jeg med næsten 3000 blogindlæg og nogle af 20.000 tweets har leveret en helstøbt online personlighed. Som man skal tænke på jeg meget nødig vil have vanæret - nok faktisk nødigere end mit borgerlige navn.

Så - i fremtiden, hvis nogen synes de ikke rigtigt kan acceptere jeg er anonym, vil jeg henvise hertil, som forklaring. Hvis de efterfølgende stadig ikke kan acceptere det er det helt ok. Jeg gider bare ikke høre på det, så.

(Og - ja - selvom dette er personligt for mig, tror jeg også det kan være relevant i diskussioner om det generelle spørgsmål, for det forekommer mig at der lidt er en "heksejagt" mod det anonyme internet, i øjeblikket. Men ønsker vi virkeligt at gå glip af de gode historier, der så aldrig kommer frem?) [Opdatering 4/9 '12]: Der har de sidste par dage på twitter været en del debat om emnet - at være anonym på nettet. Det har ikke direkte noget med dette indlæg at gøre, men det startede med dette fra @TrineMaria, og siden blev jeg gjort opmærksom på disse fra @LeaThomsen og fra @MaksBitter.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Du havde i aftes et indlæg i Information, hvor du harcelerer lidt over twitter, eller ihvertfald hvad du opfatter som andres forfejlede glæde over "mediet".

Du anfører at det beskedne antal danske twitter-brugere diskvalificerer det som betydende medie; at der i twitter kommer revl og krat; at man kravler ind i en isoleret, selvtilfreds puppe og at indholdskernen stadig er de gamle mediers solide, journalistiske arbejde. Og så har du iøvrigt problemer med de 140.

Du har naturligvis meget ret. Men der er også meget du har misforstået.

Hvis vi starter med indholdskernen: Ja, naturligvis skabes de vægtige historier og artikler uden for twitter. Der er ingen der påstår at twitter er historien i sig selv (selvom journalister i de gamle medier i stigende grad bygger deres historier på enkelte tweets, men det er så en anden historie...) - men twitter er idéelt til at sprede historier og kortfattede tanker om dem. Så se twitter som et medie for andre medier, et meta-medie om du vil.

De dybere, længere diskussioner er der ikke mulighed for på twitter, men der indeholder nettet heldigvis mange andre muligheder. Såsom blogs. Som du iøvrigt overser som del af indholdskernen, selvom de i min oplevelse af twitter er ligeså vigtige som de traditionelle medier.

Men altså: hvis nogen har prøvet at give dig indtryk af at twitter kunne stå alene, og ville erstatte alle andre medier, har du ret i at de tager helt fejl.

At man på twitter kravler ind i en isoleret, selvtilfreds puppe: Det kan du have ret i - alle skaber sin egen sammensætning af hvem ens timeline leveres af - og det kan være fristende kun at følge folk man er helt enig med, i praksis vil det sige at unfollowe så snart man ser noget man ikke bryder sig om. Men det er noget der kan undgås, hvis man er opmærksom på det.

Og rent faktisk vil jeg påstå, at jeg mediemæssigt er meget mindre isoleret og forpuppet end før jeg kom på twitter. Dengang læste jeg Politiken, Information og DR på nettet, ikke andet. Jeg kunne ikke drømme om at bevæge mig ind på Jyllandsposten, for eksempel. Men med twitter, hvor man får links direkte, havnede jeg der pludseligt ofte. Ja, selv "Den Korte Avis" har jeg ved grød været på et par gange. Og tænk jeg er ikke død af det (men har godt nok fået mig et grin ind i mellem).

Og så kan jeg ikke lade være at more mig en anelse over, at du på den ene side påstår at vi på twitter isolerer og forpupper os, mens du øjeblikket før brokker dig over alt det ligegylde revl og krat du modtager i din strøm, fordi twitter er baseret på den enkelte brugers vurderinger. Så man kan altså ikke undgå alt lortet, trods alt ;)

Danmark er desværre et twittermæssigt u-land, vi blev meget hurtigt besat af Facebook, og det har desværre betydet at mange ikke har fået øjnene op for eller prøvet twitter, fordi de tror det er en slags mini-Facebook (som du ind i mellem også skriver som om det er).

Så du har helt ret i at der er et begrænset antal danske brugere. Tilgengæld er de der er der, og som er aktive, gode til at bruge mediet - og man kan skabe kontakt på tværs af lag, faggrupper og interessesfærer som aldrig set før. Hvis man skal beskylde twittersfæren i Danmark for noget, er det efter min mening først og fremmest at den er for elitær, fordi "masserne" endnu ikke har opdaget twitter.

Men hvis twittersfæren i Danmark er unaturligt lille, så er twitter heldigvis et internationalt medie, hvor du kan følge mennesker over hele kloden. Utroligt fascinerende. For eksempel kan jeg ved at følge et par engelsksprogede japanske journalister få nyheder om Fukushima før de fleste herhjemme, og når der er noget (i mine øjne) interessant RT'e dem, så de som følger mig kan få informationen - hvis de altså synes det er interessant.

Du taler så afsluttende om fragmenteringen af nyheder, fordi vi alle kan vælge vores egen virkelighed - og at dette gør at fællesskabet forsvinder.

Well, ja - vi vælger stadig de folk der leverer vores timeline, og her kan det igen anbefales ikke kun at følge nogen man er enig med, eller leverer ting man allerede vidste i forvejen. Og ja - jeg har ikke så meget overblik i mine nyheder, som i gamle dage, da jeg gik ind og checkede avisernes hovedsider på nettet konstant. (Jeg gør det stadig indimellem, for det kan jo være man kan se noget nyt man kan dele på twitter.)

Men det der overblik - det savner jeg faktisk ikke. De enkelte artikler er helt generelt fint nok, og som regel er der jo links videre fra dem. Så den er go' fin for mig.

Og at fællesskabsfølelsen skulle være forsvundet - nej, der synes jeg godt nok du tager fejl, jeg føler mig i den grad som del af et fællesskab når jeg er på twitter.

Men nu følger jeg så også mere end 57, og har skrevet mere end 12 tweets... Der findes ikke nogen rigtige eller forkerte måder at bruge twitter på, så jeg kan ikke drømme om at sige du bruger twitter forkert på den måde. Men twitter er på den anden side også lige præcist hvad man gør det til - og der synes jeg måske du skylder dig selv at overveje, om dine konklusioner om twitter skyldes hvad du har gjort det til for dig selv?

Jeg er glad for at du bliver på twitter, ihvertfald - jeg følger dig, og det har jeg gjort siden jeg opdagede du var på for nogle måneder siden. Men jeg håber da at du promoverer dig selv lidt mere, snart :)

Se også indlæg fra den yngre kvinde, Elektronista, som også er svar til Lasse.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.