Denne bestialske afstraffelse udføres mod en undervægtig, af misundelige, frustrerede overvægtige når de er i flertal og den undervægtige er forsvarsløs.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er nok ikke særligt påskeagtigt, og da heller ikke noget jeg oplever tit. Min i dag blev nogle instinkter vakt, noget adrenalin som simpelthen gav mig lyst til at slå en medborger ihjel. Slet og ret.

Jeg og mine børn var på vej ud fra Svanemøllen Station, på vej på beøg hos min mor. På venstre side af udgangen kunne jegse en gruppe afunge. De automatiske døre åbner, og jeg og mine drenge træder ud; på min venstre side er min ældste i min hånd, på den højre er min yngste ligeledes i min hånd.

En scooter (eller knallert 45, hvad ved jeg) kommer kørende af pladsen foran stationsbygningen, langs med bygningen (så ingen har kunnet se den) og bremser skarpt, meget skarpt op, og stopper ca 10 cm fra min yngste søn, på min højre side.

Først: blessings for at han stoppede.

Derefter: adrenalin, jeg må redde mine drenge. Men det er for sent, det hele er sket før jeg får chance for at reagere.

Drengen - for det er en dreng, jeg gætter på cirka 16 - mødes af tilråb fra gruppen af unge til venstre for os, til venstre for den udgang vi gik ud af. "Hva' fanden laver du, du kan sgu da ikke køre her?".. "Hvad har du gang i?"... "Fjols".

Mine øjne har låst sig fast på hans. De er omkranset af en hjelm. Han kigger olmt tilbage. Min krop, mit sind, råber "Dræb ham!"

Min yngste dreng spørger mig: "Hvad gør han, han må da ikke køre på fortovet?"

Min ældste ønsker at spørge mig om noget, kan jeg fornemme, men han holder mund.

Jeg begynder at bevæge mig frem, mellem gruppen af unge på den ene side, og scooteren med fjolset på den anden. Stadig med øjenkontakt. Han siger til mig - i et fortvivlet forsøg på at redde ansigt i forhold til gruppen, tror jeg - "Hvad skal I også gå dér for?"

Min krop fortæller mig hvad den ønsker, men jeg kan ikke efterkomme dens behov, for jeg har stadig mine børn i hænderne. Men min højre arm og hånd ønsker at blive foldet sammen, for bagefter at havne direkte i næsen på ham, midt i hjelmens åbning. Så han bliver slået bagud på scooteren. Fulgt op med et hårdt slag i mellmgulvet, hvorefter jeg river ham af cyklen, river hjelmen af ham, og banker hans hovede ned i asfalten igen og igen, til han ikke længere er en trussel - for mine børn eller andre.

Men jeg har heldigvis drengene i hænderne, vi fortsætter mod lyskrydset. Kort efter hører jeg drengen gasse op, køre væk fra gruppen (han er sikkert blevet afvist). Jeg håber næsten han kommer efter mig, for jeg kunne mærke fjendskabet fra ham. Men han kører afsted af fortovet, ud på kørebanen i forkert retning, og over i modsatte side, ind på cykelstien og afsted med 45 km/t.

Har desværre ikke fået hans numer, har kun tænkt på måder at dræbe ham ham på. Og har i øvrigt heller ikke min mobil med - ellers ville jeg med glæde have meldt ham for hvad som helst.

Jeg bryder mig ikke om, at bryde mig om tanken at slå nogen ihjel. På den anden side må man anerkende den, når den nu dukker op. Og her, 9 timer efter, kan jeg stadig føle en vederkvægelse i mine knoer, ved tanken om at de brækker hans næse.

Pax Vobiscum, Salaam Aleikum. God Påske.

(Senere fortalte jeg min mor om begivenheden. Min yngste støttede mig i mit vidnesbyrd: "Det er rigtigt hvad Far fortæller". Min mor spurgte ham: "Blev du så også vred?" Han svarede: "Nej, men jeg blev lidt nervøs." Er han ikke bare cool, mine damer & herrer: 4½ år.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I nat var der en fyr der kneb mig i røven. Det var der sådan set ikke noget nyt i, det sker tit, og det synes jeg sådan set er i orden. Selvom jeg klart foretrækker når det er piger der gør det - så er der ligesom også noget i det for mig.

Men en halv time senere gjorde han det igen. Og så var jeg nødt til at sige til ham, at nu havde han gjort det to gange, og så syntes jeg også det var nok - hvis han gjorde det igen ville jeg blive sur.

"Nænej," sagde han. "Når man er så lækker som dig, må man også finde sig i at blive taget på røven."

Det irriterede mig - især da han - hvis jeg var til mænd - absolut ikke ville være min type. Og jeg spekulerede på hvad jeg egentlig så ville gøre, hvis han gjorde det igen. For jeg er jo ikke voldelig, selvom man da godt nogen gange kan fornemme hvor tilfredsstillende det vil være at plante en knyttet næve i næsen på en idiot.

Men jeg besluttede mig for, at hvis han gjorde det, ville jeg få skruet ned for musikken, højlydt bekendtgøre at jeg skred, og hvorfor jeg gjorde det og på grund af hvem. Det tror jeg ville give en udmærket straf. (Og det var ved at være sent, så det ville egentlig ikke gøre mig så meget at gå hjem lidt før tid....)

Men han holdt sig i skindet resten af natten, så fred være med det.

Senere faldt jeg så i snak med en lesbisk pige, som jeg har snakket med før på Amigo. Som oprindeligt havde troet jeg var bøsse, da hun så mig første gang. Hvilket vi faldt i snak over, for det er jo ikke usædvanligt folk tror det. "Men er du overhovedet ikke til mænd?" spurgte hun. "Har du ingen fantasier om dem. Er der ingen du kunne falde for? Hvad hvis du kysser en mand?"

Men nej, jeg har altså ingen fantasier om mænd, og der er ingen der tænder mig. Og jeg har prøvet at kysse med mænd, og det gør mig altså ikke noget. Udover at jeg bemærker hvor meget man mærker skægstubbe.

Så, nej, jeg er det altså ikke. Egentlig ville jeg gerne være bi-, det gør jo ligesom mulighederne mindst dobbelt så store; men jeg er det altså ikke.

Men til de som er til mænd - og ikke kan nøjes med fantasier om mig - er her så lige et nice billede af mr Pitt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Men nogle gange får jeg alligevel sådanne associationer, når jeg hører om Google - især nå de brugs som verbum, når nogen (eller jeg selv) googler.

Og hvorfor?

Jo, det er deres egen skyld. For 4-5 år siden var de ude og sige, at de ikke var så glade for at blive verbiseret - altså at verbet at google (to google) opstod. For selvom det var smigrende, kunne de se på fortilfælde at det måske ikke var så heldigt for virksomheden på den måde at blive del af sproget.

Og her tænkte de især på fotokopifirmaet Xerox (nu om dage Rank Xerox), som jo i USA var blevet synonymt med det at fotokopiere: I xeroxed the documents.

Men mit kendskab til Rank Xerox stammer mest fra den løbske Terminator*-agtige robot RanXerox, som jeg først lærte at kende i et par Heavy Metal-blade (som jeg først og fremmest købte i Fantask for at gøre indtryk på min flamme).

Og hvis punkede univers jeg blev ganske fascineret af - RanXerox havde én svaghed, sin forelskelse i en 11-12 årig junkiepige, Lubna - og da den kom som album købte jeg den, selvom jeg kan huske det var vanvittigt dyrt.

Desværre havde jeg det udlånt til en klassekammerat fra gymnasiet, da jeg endte op med at droppe ud - og fik det aldrig tilbage. Det er virkelig en ting jeg savner.

Men - det er altså grunden til, at jeg nogle gange tænker på en togkupé med blod, hjernemasse og knuste indvolde på væggene, når jeg tænker på Google.


*Det er lidt misvisende at kalde ranXerox Terminator lignende, men det giver nok det bedste billede. Sandheden er nok snarere at Terminator er inspireret af RanXerox, for RanXerox var først.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det var en noget svingende aften i aften - og jeg skal gerne indrømme ikke selv at være i bedste form. Men netop derfor var jeg da ihvertfald glad for at komme ud og få bevæget mig.

Men der blev meget usædvanligt sluttet med slagsmål på Amigo - mit indtryk var at en lettere psykotisk fyr troede han var midt i bandekrigen, men jeg aner grundliggende ikke hvad der skete, jeg var i den anden ende af baren.

Og så har jeg i øvrigt ikke umiddelbart lyst til at fortælle mere, for jeg skal lige fordøje nogen ting. Som ikke nødvendigvis havde med slagsmål at gøre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg snakker om von Triers Antichrist.

Man bør da vel ellers være taknemmelig, når der kommer sådan en film med hård porno, som man nærmest er forpligtet til at se, hvis man gerne vil føle - eller lade som om - man er det mindste kulturelt indstillet.

Og det er ikke fordi jeg er nødvendigvis er skræmt af hverken sex, vold, voldsporno, klitorisafskæringer eller blodstyrtningsejakulationer. Fint nok.

Men jeg bliver sgu nervøs for de her omtaler af, hvordan filmen går ind og er en suggestiv surrealistisk billedeoplevelsesbudskab fra en depressiv hjerne, som mestrer det sprog.

Det kan - helt ærligt - godt bekymre mig om jeg kan holde til. Eller om det vil udløse en jekyll/hyde psykose; eller en total udfrielse; eller noget tredje.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.