Leoparddrengens
Public Key

torsdag den 11. maj 2017

En problematisk begrundelse

Ingen kommentarer
I går dukkede denne historie fra Fyn op i min twitterstrøm, via @jacobchr: om at Jens Brixtofte, der ellers ønskede at stille op for Socialdemokratiet til Odense byråd, af den lokale formand er blevet bedt om at trække sig - både som kandidat, og i det hele taget som medlem af partiet.

Hvilket Jens Brixtofte så faktisk har efterkommet.

Begrundelsen: at der på Twitter er nogle profiler, der med varianter af navnet Jens Brixtofte, har skrevet racistiske & nazistiske tweets (i meget elendigt sprog, må jeg tilføje). Jens Brixtofte - personen - siger, at det har han intet med at gøre, han er slet ikke på Twitter. Men, det rører ikke Mads Søndergaard Thomsen, formanden, som alligevel i artiklen omtaler det "som hans tidligere udtalelser".

Nu kan jeg umuligt vide, om der ligger mere bag end nogle tweets fra nogle formentligt falske profiler; der kan være så mange intriger og grunde i et parti. Men det er denne forklaring S går ud med, og det er den jeg vil forholde mig til. For den er under alle omstændigheder skadelig, om det er den rigtige eller ej.

Til at starte med: Den begrundelse er dybt godnat & komplet hul i hovedet! Og den vidner om. at Mads Søndergaard Thomsen ikke aner hvordan Twitter fungerer, men tror det er et mini-facebook. For jeg kan godt se, hvis man udelukkende færdes i Facebooks rammer, hvordan man kan komme til at tro, at en profil rent faktisk må være den der står i navnet — for det er der jo regler om på Facebook.

Men sådan er Twitter ikke. Her må du hedde hvad du vil. Du må for den sags skyld også kalde dig noget en anden hedder, du må bare ikke udgive dig for at være en anden — udover at du godt må lave en såkaldt spoof-konto, så skal det bare angives at det er satire.

Men det er ikke hovedsagen, hovedsagen er at der ikke er nogen check af noget som helst. Hvis jeg ikke var den gentleman jeg er, kunne jeg på 5 minutter lave en konto der hedder @MadsSThomsen og begynde at poste sexistiske kommentarer om de kvindelige medlemmer i Odense Byråd og om de kvindelige medlemmer i Socialdemokratiet — at de bare skal have noget kæp, og den slags.

Det ville sikkert ikke være særligt fedt i disse dage, hvis altså folk tog det alvorligt, og faktisk troede det var Mads Søndergaard Thomsen der havde tweetet det.

Men der er der næppe mange der ville tro — og ihvertfald ikke brugere af twitter. For en af de vigtigste og første ting man lærer på Twitter, er at der er konti man bare skal ignorere, eventuelt blokere.

Og at man ikke kan regne med det navn der står.

Altså, jo, man kan da som regel regne med navnene folk opgiver (hvis de opgiver et navn, det gør anonyme superhelte fx ikke), hvis de iøvrigt opfører sig nogenlunde normalt. Men man kan kun være sikker, hvis de er verificeret af Twitter, og det styrer man ikke selv. (Og iøvrigt selv ikke altid da.)

Men rablende racister? Nope, der kan man på ingen måde regne med deres navn. Nu hedder de som regel også mere noget med @HolgerDanske__, @KristenKriger eller @Dansker69, eller noget i den stil. Men har de noget der minder om et navn, har man så godt som altid kunne regne med at det ikke er ægte. Medmindre navnet var Mogens Camre, eller i den dur.

Med andre ord: der er ingen som helst grund til at tro, at en profil der kalder sig noget med @jensbrixtofte123 og skriver om at dræbe jøder og muslimer på elendigt engelsk, skulle være den samme person som i virkeligheden hedder Jens Brixtofte. Snarere tværtimod.

Og hvorfor er det så noget jeg gider skrive om? Jo, det er det, fordi hvis den holdning/tro skulle brede sig, at man kan hænges op på Twitter for noget en eller anden tilfældig profil har skrevet, så vil det jo ingen ende tage. Så kunne jeg lave den førnævnte profil for @MadsSThomsen, og lynhurtigt få ham ekskluderet. Og sådan kunne man blive ved; istedet for at folk / partier lærer noget ganske almindelig kildekritik. Hvilket det nok er vigtigere end nogensinde at vi gør.

Og derfor er jeg også lidt ligeglad med, om der egentligt ligger andet bag den de facto eksklusion. For begrundelsen er det store problem — den må ikke få lov at danne nogen form for præcedens. Og derfor dette skriv om hvor hul i hovedet den er.

(Så er jeg iøvrigt også lidt ked af den rådgivning Jens Brixtofte tilsyneladende har fået; for det første er det faktisk muligt at klage til Twitter (det er dog nok nemmere hvis man faktisk er på Twitter, ellers skal man helst have hjælp) — og for det andet, og vigtigere, er hovedsagen faktisk at forstå at den slags forekommer — og det burde være nok at sige at det må være en syg person, som ikke er en selv.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 10. april 2017

Jeg blev sgu trist…

Ingen kommentarer
…da jeg i aftes kom for skade at zappe forbi en genudsendelse af Quizzen med Signe Molde.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg ellers har et godt øje til hende, så måske var det derfor jeg ikke med det samme hoppede videre, da jeg så at gæster var Brian Mikkelsen og Pia Kjærsgaard. Men man kan jo snart ikke være nogen steder på DR hvis man ikke vil se højreorienterede idioter, og programmet var snart slut — og jeg havde et godt øje til Signe Molde, så jeg blev hængende.

Og det skulle vise sig at det ikke var hverken Brian Mikkelsen eller Pia Kjærsgaard der i dag skulle gøre mig trist, det var Signe Molde. Eller hvem der nu skriver hendes tekster. For hun var da virkeligt i færd med at tude med de ulve hun var iblandt.

Da jeg kommer ind er hun ifærd med at forklare, at Copenhagen Jazz Festival har trukket i land, efter at de har sagt "at en jødisk musiker" ikke måtte spille på festivalen. Der har naturligvis aldrig været tale om, at det var fordi der var tale om det var en jødisk musiker, men en israelsk. Men lad os da endeligt rode det sammen. ("Og undskyldningen lyder måske lidt hul, efter det kom frem at arrangøren af jazz-festivalen er glødende Palæstina-fans" (sic) )

Hvorefter programmet & Signe Molde, fortsætter:

Signe Molde: "Hvilken religion ville I kun vælge for pengenes skyld?"
…pause…
SM: "Okay… fordi her er nemlig…"
Brian Mikkelsen: "Håhåhåhå"
SM: "…en historie om hvor mange penge der kan være i religion. Men er det i Hørup Sogn ved Silkeborg der fik 210.000 kroner til konfirmationsforberedelser, som præsten ved en smutter kom til at bruge på en sauna eller et nyt badeværelse, eller er det Islamisk Råd i Norge, som fik en halv million til at skabe dialog mellem muslimer og nordmænd, og besluttede at [zing! Pia trykker sig ind] pengene var bedst brugt på at hyre en kvinde i niqab som mente at jøderne stod bag nine-eleven? Hørup Sogn eller Islamisk Råd?"
BM: "Jeg gætter på hvad Pia gætter på, så vil jeg gætte på noget andet…"
Pia Kjærsgaard: "Islamisk Råd."
BM: "Det er da for indlysende, det må være Hørup Sagn. … Sogn."
SM: "Pia har ret [slår ud med hånden i retning af PK]. Du har ret. Desværre. [Hovedrystende] Det er Islamisk Råd i Norge, der har fået en halv million til at skabe dialog mellem muslimer og nordmænd, men har besluttet at hyre en kvinde i niqab som ansigtet udadtil…"
PK [sotto voce]: "Det er fantastisk."
SM: "[ryster lidt mere på hovedet] og det er hende her, ikke [griner vantro] som er Islamisk Råds nye fjæs, som altså skal berolige normændene,ikke."
BM: [Griner højlydt, kigger ned i bordet]
PK: [Nikker over utroligheden]

Hvorefter det kørte over i noget med, at hun ikke havde nogle kommentarer da den norske presse prøvede at spørge nærmere til det.

Men hovedpunktet i alt dette var tydeligtvis det med niqab'en. Og, jo, det kan man da godt synes er en anelse pudsigt. Dog: måske er min mobbe-radar bare påvirket af at have set 13 Reasons Why, men kan vi lige prøve at vende den et øjeblik; niqab-klædte kvinder er nogle, som Pia K og Co ynder at udstille som de mest undertrykte kvinder. Nu vælges en så som talsmand, og hvad er svaret så: hån & spot af hende i medier, endda nabolandets medier?

Skulle satire ikke være noget der vendte sig mod magthavere? Her er det istedet en formand for folketinget og en minister, der anført af en studievært jeg engang havde et godt øje til på dansk tv sidder og more sig over uhyrligheden af at en ultra-minoritetskvinde er blevet valgt til talskvinde for noget som helst. Med overskriften "Hvilken religion ville I kun vælge for pengenes skyld?"

Jeg ved ikke, jeg følte mig sgu nærmest som i Tyskland medio 30'erne, og slukkede da jeg fik nok styr på min motoriske kontrol,til at fingeren på fjernbetjeningen lystrede. Og så sad jeg noget tid og var trist.

Idag tænkte jeg så, at jeg hellere måtte se det igen. Hvis det stadig gjorde mig trist på samme måde, ville jeg skrive om det. Det gjorde det.

Jeg gør næppe kropssprog og betoninger ordentligt ære herover, så man kan selv se det her, ca 27:40 inde.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 8. april 2017

Serietip: 13 Reasons Why

Ingen kommentarer
Er netop blevet færdig med serien 13 Reasons Why, som er ny på Netflix. For så kort tid siden at øjenkrogen stadig er fugtig. Det er en rå sag…

Baseret på en roman af samme navn, som jeg ikke kender (på dansk Døde piger lyver ikke.)

De fleste kan nok sætte sig ind i at være ulykkelig forelsket i en i gymnasiet, og aldrig få sagt det til hende. Forestil dig så at hun begår selvmord, tilsyneladende uforståeligt. Men at du føler at du kunne have gjort mere, at det er din skyld. Og du får en stak kassettebånd (ja, kassettebånd!) hun har indspillet inden sin død, hvor hun forklarer om de 13 årsager der førte til hendes selvmord. Og du ved at du er en af de årsager.

Det er præmissen for 13 Reasons Why, der følger Clay, som netop har fået en æske med 7 bånd, indspillet af Hannah, den døde pige.

Han har en hård tur foran sig, som vi seere bliver taget med på, akkompagneret af teen angst musik i mol — i første afsnit er det Joy Division's Love Will Tear Us Apart, der lægger baggrunden, og så kører det videre derfra, i 13 afsnit — et afsnit per bånd.

Det kan nok lyde som om det kunne blive alt for meget, meget hurtigt. Og det er meget. Men det er skidegodt lavet. Som en blanding af Twin Peaks første afsnit i sin emotionelle direktehed og Breakfast Club i sin tilgang til hovedpersonerne.

Og så er der i tillæg et budskab og en anklage.

En på en gang meget tidløs og nutidig historie, som først og fremmest er en emotionel kajeryster, af den gode slags. Virkeligt god!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 17. februar 2017

De rigtige danskere

Ingen kommentarer
Dengang danerne kom til Landet Mellem Tvende Have og overtog det fra deres forgængere, var de første der kom daneren Heunryck, søn af Mordon, og hans søster, Mordana.

Smukke og stolte var de, Heunryck en blond Akilleus, Mordana en ren valkyrie at se på. Man kunne have taget fejl og troet at de var af den ariske race, så smukke, rene og oprindelige var deres linjer, men, nej, de var danere — og nogle vil jo nok mene at det er endnu finere.

Som de først ankomne var det Heunryck og Mordana som navngav landet de erobrede Danmark, danernes land — og de danere der efterfølgende ankom beundrede dem, de fortjente da heller ikke andet.

Men Heunryck og Mordana led af én fejl; de var frygteligt stolte og rethaveriske, og fandt fejl ved små ting deres fæller — eller undersåtter, som de måske tænkte på dem — gjorde. "Det er ikke rigtigt dansk!" sagde de, og mente jo nok at de vidste hvad der var rigtigt dansk. Var de måske ikke de første danere i Danmark?

Derfor var det også, at de ikke kunne finde lykken sammen med nogle af de andre, for de var jo ikke rigtigt danske. Men så kunne de jo heldigvis finde lykken med hinanden. Og de fik børn sammen, en dreng og en pige, Mordon og Heunrycka, og de var jo de eneste rigtigt rigtige børn, mente de nok. Og stolte og smukke var de da også, næsten lige så smukke og stolte som deres forældre.

Så Mordon og Heunrycka voksede op med den bevidsthed, at det de gjorde var den rigtige måde at være dansk på, og de andre var forkerte. Og ligesom deres moder og fader kunne de ikke leve sammen med andre og deres ikke rigtigt danske måde, men holdt sig for sig selv sammen, indtil de også fik børn… og det gentog sig gennem generationerne, og blev som en forbandelse — og hele tiden påpegede de andres fejl, og hvordan de ikke var rigtigt danske, og man undgik så vidt muligt deres selskab.

Vi genfinder deres efterkommere, Henrik, Mortens Søn, og Morsine, Henriettas Datter, mange generationer senere, da Holger Danske kommer til Danmark, og de bliver hans plageånder, for han var da ihvertfald ikke dansk.

Og et par generationer senere, da kristendommen begynder at sprede sig i Danmark, er det deres efterkommere, Morten og Rie, som er dem der advarer mest imod disse nye skikke som kommer sydfra og vestfra, for Danmark er jo et land for de som tror på Aserne og Jætterne og Yggdrassil.

Men lige meget hvad de gjorde kunne de ikke stoppe forandringen, og en generation senere var Heinrich og Dana pludseligt kristne, som havde de aldrig været andet, og hånede dem som var andet, for de var jo ikke rigtigt danske.

Det samme gentog sig nogle hundrede år senere, da Henrik og Ria talte dunder imod de nye kætterske tanker der kom op fra Tyskland og truede Pavens rette tro, men deres børn fik navnene Martin efter Luther og Pia for fromheden. Og nu var det papismen der var djævlens værk, og noget så udansk.

Men her taber vi dem i historien, denne fabel har ikke længere styr på hvad der er sket med deres efterkommere. Måske lærte de langt om længe at forstå at danskhed måske var mere end dem selv…

For det er ikke en rar tanke, hvis de stadig skulle findes i dag, deres efterkommere. Man kan næsten se dem for sig, indavlet gennem hundredvis af generationer, forknytte ansigtstræk og enfoldig tale, der stort set kun handler om hvad de ser som at være dansk — og der er jo ikke andre rigtige måder — talende om en ny fare fra syd, som vil komme og udrydde danskheden.

Men man kan være sikker på, at skulle det ske, skulle kristendommen engang blive valgt fra i Danmark, til fordel for noget andet, vil Heunryck og Mordanas efterkommere — Martin og Pias efterkommere — være de første til at fortælle andre at de ikke er rigtigt danske hvis de ikke følger de nye skikke på den rette måde. Og advare om en ny fare som kommer udefra.

Men det hele er jo blot en fabel. Så det er der ingen grund til at tro på. Ligesom så meget andet.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.