Den anden dag deltog jeg endnu engang i et forsøg, meget lig det jeg var i
for et års tid siden, for at studere min
leopard-fordøjelse. Til at komme derud, havde jeg for første gang købt et af de her fancy
sms-klippekort. Hvor, når man har købt det, så sender man en sms med en startzone & antal zoner - og så får man en billet.
Men mens jeg lå der, med maven fyldt af radioaktivitet, slog det mig, at jeg ikke engang var sikker på hvilken zone jeg nu var i når jeg skulle hjem. Jeg vidste dog at jeg var i båndet uden om zone 2, altså 30'erne, og at jeg skulle bruge 3 zoner indtil zone 1.
"Nå," tænkte jeg, "men jeg kan jo bare købe den fra Zone 2, det ved jeg er rigtigt, og så rækker den også hertil." "Hov," tænkte jeg videre "- hvis jeg køber den fra Zone 2, behøver jeg jo kun 2 zoner...!"
Først tænkte jeg, at det kun virkede ved de her rejser, hvor antallet af zoner er forskellige, i forhold til hvilken zone man rejser fra. Men det er jo noget vrøvl, kom jeg derefter frem til. Man kan ved rejser længere end 2 zoner, næsten halvere sit zoneforbrug ved at lægge "købszonen" midt på rejsen.
Jeg spekulerede lidt på moralen i det - men egentligt ikke ret meget - de konstante stigende priser på offentligtransport - som er langt ud over nogen andre prisindex - gør det meget tillokkende at udnytte ethvert smuthul.
Ligesom jeg nogen gange har gjort, hvor jeg for eksempel er gået til Frederiksberg Metro (zone 2), for at starte min rejse derfra, indover Nørreport og derefter ud af byen. Istedet for at tage fra Forum Metro - tættere på mig, og ville være kortere tur og belaste den offentlige transport
mindre - men være én zone dyrere.
Det er faktisk det samme man gør med køb af billet midt i - bare uden at merbelaste trafikken.
Om det er lovligt - tja, ikke helt. Har
kigget på rejsereglerne for 1415. Og der skriver de inde i teksten, at billetten/klippene skal købes i påstigningszonen.
Så, nej, det er ikke ganske efter reglerne - men hvordan de lige vil konstatere, at den altså er købt i forkert zone ved jeg ikke. De kan selvfølgelig se på, om man fysisk har kunnet nå fra købszonen til hvor man er - men det kan klares ved at købe billetten/klippene 15-20 minutter før man skal bruge den. Det er under alle omstændigheder en god ide at købe i god tid, så man er sikker på at have modtaget billetten når den skal bruges.
Så det er vel mest af alt op til den enkeltes moral. Så nu har jeg givet dig et moralsk dilemma at overveje, når du skal rejse mere end 2 zoner. (Tricket gælder ikke kun for klippekort, også sms-billetter.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.