Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 3. september 2011

Hvad er det Søren Espersen siger?

3 kommentarer
Ifølge Information har Søren Espersen givet et interview med VG, hvor han siger at kun personer med dansk blod i årerne kan få statsborgerskab. At man skal være barn af en dansker - enten faren eller moren skal være dansk.

Det nægter han selv, der er udsendt denne pressemeddelelse:

DAGBLADET INFORMATION BRINGER FALSK ARTIKEL OM INFØDSRET

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen er rasende og chokeret over dagbladet Informations forsidehistorie i dag, lørdag den 3. september, hvori han citeres for at foreslå, at kun personer, som har “dansk blod” i årerne skal kunne opnå dansk indfødsret.

“Det er en nedrig artikel med rent ud falsk indhold, som Information her bringer til torvs. Stik imod alle anstændige journalistiske principper har Information end ikke ulejliget sig med at ringe til mig for at bede om min kommentar,” siger Søren Espersen.

“Jeg kunne aldrig nogensinde få de ord i min mund at tale om “dansk blod”, siger Søren Espersen. “Sådan snak er ren nazistisk tankegang og sprogbrug, og det er forfærdeligt, at Information vil synke så dybt, at de lægger sådanne ord i min mund. Det stinker ærligt talt fælt af DF-bashing!”

“I et månedgammelt interview med den norske avis, Verdens Gang, har jeg sagt, at det er min personlige holdning, at loven om dansk indfødsret måske kunne strammes, således at indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger. Nøjagtig den samme formulering fremgår af min hjemmeside – under rubrikken “holdninger”, hvori det ordret hedder: “Der skal strammes yderligere op med hensyn til tildeling af dansk indfødsret. Jeg foretrækker personligt, at loven ændres, således at dansk indfødsret som overordnet princip kun kan erhverves, hvis enten far eller mor er dansk statsborger.”

“Det forholder sig eksempelvis sådan i USA, at man i dag som overordnet princip bliver amerikansk statsborger, hvis enten far eller mor er amerikansk statsborger – men det betyder jo ikke, at man ikke af anden vej kan få amerikansk statsborgerskab. Det kan man få, hvis man ellers lever op til en række stillede krav. Det er det præcist samme princip, jeg personligt som en mulighed kunne se indført i Danmark”, siger Søren Espersen, som i øvrigt oplyser, at Dansk Folkepartis folketingsgruppe for et års tid siden diskuterede muligheden, men der var enighed om ikke at fremsætte forslaget.

Jeg ville meget gerne høre de oprindelige udtalelser til VG - om han taler om blodsbånd og i hvilken forbindelse.

Men det Søren Espersen giver udtryk for i pressemeddelelsen er noget ævl - for vores statsborgerskabsregler siger allerede, at man som udgangspunkt skal være barn af en dansk statsborger. Så der er intet nyt i et forslag som formuleret i pressemeddelelsen.

Der hvor kæden for alvor hopper af for Søren Espersen i interviewet er, når han taler om at man kun kan blive dansk statsborger, hvis man er barn af en dansker. At det er en betingelse. Så er der ikke længere tale om at det er som udgangspunkt.

Så kan man ikke længere kommer hertil - eventuelt som barn - blive gift med en dansker, arbejde en årrække, få børn, føle sig som dansker - og blive dansk statsborger. Ens børn kan blive det, for de har det fine danske blod - nånej, det siger Espersen han ikke sagde, same shit - men man kan aldrig selv.

Og hvis man ikke kan blive dansk statsborger, er der forskellige ting man ikke kan. Man har for eksempel ikke stemmeret til Folketinget, for slet ikke at tale om at stille op til at blive medlem af Folketinget.

Det er en sag det er lidt svært at lægge bag sig, men det er også en det er svært at komme videre fra - fordi det ikke er til at afgøre præcis hvad Søren Espersen har sagt. Derfor håber jeg virkeligt meget på at den optagelse bliver lagt ud af VG.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 2. september 2011

Lad os bruge Betalingsringen rigtigt

4 kommentarer
De som har fulgt med her på bloggen vil vide at jeg ikke har noget kærlighedsforhold til hverken biler eller bilisme, og vil næppe blive overraskede over at jeg naturligvis går ind for en Betalingsring.

(Ja, for min skyld måtte det gerne være et bilstop - en af mine ynglingsgraffitier ca 1980 lød: "Lortene ind i hundene. Hundene ind i bilerne. Bilerne ud af byen." Det har siden da hjulpet på lorteproblemet, men bilproblemet er forværret.)

At FDM er imod en Betalingsring er sådan set klart nok, de vil jo per definition gerne have så mange biler på vejene som muligt. Faktisk er de nok først rigtigt tilfredse, når der er motorveje mellem samtlige byer i landet, som er fuldstændigt tilstoppede af biler.

Mere forundret blev jeg af logikken i en leder i Berlingske, som argumenterede for at mere mobilitet per definition var forudsætning for flere arbejdspladser. Hvis man tog konsekvensen af logikken i den leder, burde der rent faktisk komme flere arbejdspladser hvis man sendte folk ud på en 100 km omvej på vej på arbejde.

Og lederen sprang selvfølgeligt det faktum over, at flere biler på vejene i samme tidsrum ikke giver øget mobilitet, kun øget kødannelse og dermed ventetid. (Og forurening, kan man sparke ind.)

Anyway, det var bare generelle betragtninger om modstanden mod Betalingsring.

Forestiller mig at Better Place - placeret lige
udenfor Betalingsring - vil synes godt om mit forslag.
Og det skal de ha' lov til.
Men - én indlysende ting man kunne gøre med sådan en Betalingsring er slet ikke blevet berørt, synes jeg. Jeg har ihvertfald ikke set det, og slet ikke fra bannerførerne for forslaget, S-SF: Nemlig en rabat på betaling for elbiler.

Det vil for mig at se være en stor drivfaktor i form af at få folk til at skifte til el-biler, også for de som ikke har tænkt sig at skifte foreløbig, fordi de har betalt benzin-registreringsafgift. Og det vil især være incitament for pendlerne i Københavns forstæder, som netop vil kunne køre frem og tilbage på en batterioptankning.

Det er jo ikke fordi elbiler er løsningen på alt. Men de forurener ihvertfald ikke hvor de kører, så for københavnerne som bor langs Åboulevarden eller en af Søgaderne vil det være en overordentlig god ting - både hvad angår partikel- og støjforurening.

Klimamæssigt åbner elbiler på sigt op for at være væsentligt bedre end benzin/dieselbiler, under alle omstændigheder er det en fordel at energiproduktionen kan lægges centralt og ikke i den enkelte motor, så de mest effektive metoder kan bruges. Og efterhånden som elproduktion bliver mindre kulbaseret og renere og renere, CO2-mæssigt.

Med andre ord - når der nu kommer sådan en adfærdsregulerende tingest rundt om København, kan den ligesågodt fungere i flere dimensioner. Jeg mener dog det er vigtigt at elbilerne får en rabat på afgiften, ikke fritagelse, så den kan reguleres hen ad vejen. Hovedsigtet er stadig at der er tale om en trængselsafgift, så i takt med at elbilerne kommer til at fylde mere og mere, bør de også betale mere og mere.

Men som katalysator til at få flyttet flere over i elbiler omkring byerne? - synes jeg da det er oplagt!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 30. august 2011

Mail til @Radikale og @Enhedslisten - Spørgsmål om sexkøbsforbud

Ingen kommentarer
Nu har jeg i anledning af mit tidligere indlæg om valg, stillingtagen og sexkøbsforbud skrevet denne mail, og sendt til Radikale Venstre og Enhedslisten. Så må vi se om det giver mere svar.

Kære Enhedslisten og Kære Radikale Venstre

Jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg fortæller om, at jeg for første gang i mit voksne liv er i tvivl om hvem jeg skal stemme på - om det skal være Ø eller B. Og at et spørgsmål der for mig vil/kan være afgørende er spørgsmålet om sexkøbsforbud.

Jeg vil sætte pris på hvis I kan læse indlægget og give jeres kommentar til det - meget gerne uden henvisning til "den lykkelige luder".

Jeg er også meget nysgerrig efter at vide, om I - hvis det skulle kome til afstemning om et forslag om at forbyde sexkøb - vil "stille de enkelte medlemmer frit", eller insistere på partidisciplin. Hvis I har taget stilling til det. For så vil det jo være mere relevant at høre fra de kandidater jeg kan stemme på, og jeg vil så gå videre med spørgsmålet.

I må meget gerne kommentere på selve bloggen, eller svare mig per mail. Hvis I svarer per mail vil jeg lægge svarene på bloggen, medmindre i decideret beder mig om at undlade det.


Bedste hilsner
/Leoparddrengen

P.S. Til jer begge: Tillykke med kanon ført valgkamp, so far - det kører for jer. Og jeg ønsker jer begge et rigtigt godt valg.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Valgets store spørgsmål

7 kommentarer
For mig ihvertfald - vist ikke så mange andre er... nej, jeg gemmer det lige.

Jeg har altid - bortset fra de første år med stemmeret, hvor jeg stemte blankt - stemt på Enhedslisten. Ikke fordi jeg som sådan var forelsket i deres politik, men fordi de for mig at se udgjorde en vigtig vagthund for demokratiet på Folketingets venstrefløj. Lidt på samme måde som Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen i sin tid var, fra højrefløjen.

Og jeg vil til enhver tid mene, at det vil være rigtigt slemt hvis Enhedslisten ikke er at finde på tinget, også - især - hvis der kommer en rød regering.

Men ved dette valg er jeg for første gang kommet i tvivl, jeg overvejer kraftigt at stemme på de Radikale. Og det er ikke fordi Enhedslisten har gjort det dårligt, tværtimod. Der er forskellige grunde - blandt andet at jeg ikke er specielt hooked på efterlønnen (ihvertfald som den ser ud i dag); og fordi jeg også synes det er meget vigtigt at Radikale får indflydelse på regeringen. Som det ser ud virker det heller ikke legefrem som om Enhedslisten står i fare for at komme under nogen spærregrænse.

Så valget står mellem Enhedslisten og Radikale, som jeg deler menneskesyn med.

Men der er det så, jeg kommer til det som for mig er valgets store spørgsmål: Synet på prostitution, eller måske snarere prostituerede. Venstrefløjens tørklæder.

Hvad begge partier angår er jeg i tvivl om de kunne finde på at arbejde for et sexkøbsforbud. Det eneste jeg ved er, at der ihvertfald blandt Radikale er nogen som er imod et sådant forbud (Linda Kristiansen) - men jeg  også at hun ikke taler på vegne af partiet på området.

Jeg ved bare, at jeg ikke kan stemme for et parti som går ind for sexkøbsforbud!

Hvorfor er det så vigtigt for mig? Jer er ikke prostitueret, er heller ikke kunde hos dem, ogregner heller ikke med på noget tidspunkt at blive nogle af delene. Og der er heller ikke - mig bekendt - nogen i min omgangskreds som er det ene eller det andet. Så hvorfor?

Well, det handler igen om menneskesyn. Om man vil holde op med at lytte til prostituerede, fordi man har et fastlåst moralbillede, som man vil presse nedover andre. En rygmarvsreaktion om at prostitution er ulækkert, nedgørende og ufrivilligt.

Ja, selvfølgeligt er der mennesker som er prostituerede på grund af sociale, eller andre problemer. Og selvfølgeligt skal de hjælpes, i det omfang de vil og det er muligt.

Og, ja, selvfølgeligt er menneskehandel forkert - om det så drejer sig om sexslaver eller andre former for slaveri - og bør straffes meget hårdt. (Omend sandheden som regel er en del mere grumset end ordet "menneskehandel" lægger op til.)

Det ændrer ikke på, at der findes en gruppe af prostituerede, som selv har valgt deres arbejde og ønsker at blive ved med at udføre det. Og hvis største problem er stigmatiseringen fra samfundet, og at de ikke kan få lov til at arbejde på samme vilkår som andre i befolkningen.

Hvor stor den gruppe er i forhold til de som er prostituerede "imod deres vilje" (det kan udlægges på mange måder, og bliver det), er for mig ikke relevant. Hovedsagen er at de er der - og ikke bliver taget alvorligt af store del af venstrefløjen, de umyndiggøres. På samme måde som muslimske kvinder i diverse klædningsdragter bliver umyndiggjort i højrefløjens retorik.

Og at sige at et sexkøbsforbud er ok, fordi det jo ikke er at gå efter de prostituerede, er røv og nøgler. For det første er det klart at det rammer de prostituerede, hvis man jager deres kunder. For det andet er det mere stigmatiserende for de prostituerede, fordi de automatisk bliver bragt i en offerrolle. Som de ikke selv har bedt om.

Hvis man endelig vil til at regulere på området, synes jeg man lave forskellige fornuftige tiltag:

For det første moderere rufferi paragraffen, så det kan være muligt for prostituerede at have en arbejdsgiver, og kontraktmæssige forhold. Og således at Arbejdstilsynet kan få en rolle, og de prostituerede kan komme i fagforening.

For det andet kunne man overveje en smiley ordning, hvor ting som hygiejne og opholdspapirer bliver checket, af et dertil oprettet tilsyn. Det kan der faktisk argumenteres fornuftigt for.

Det er ikke fordi jeg tror de tiltag vil trylle noget som helst problem væk (og jeg ved ikke hvilke sanktioner der skal være - først og fremmest kan det fortælle kunderne om de behøver have dårlig samvittighed), men de indeholder en del mere fornuft end et moralsk-baseret forbud, som bestemt heller ikke tryller noget væk. Og det vil vise en del mere respekt for sexarbejderne, at de bliver indspundet i lige så meget bureaukrati som resten af samfundet.

Så for mig bliver lakmusprøven for partierne i de næste par uger, om de med god samvittighed kan sige: Vi lytter - også til prostituerede. (Jeg håber de Radikale tillader jeg brugte lidt albuerum i forhold til deres slogan.)

Og hvis nogen går ind for sexkøbsforbud, vil jeg meget gerne vide, om de også går ind for at forbyde porno, så. Og hvis de ikke gør det, vil jeg meget gerne have forklaret hvorfor ikke - og hvordan det hænger sammen.

Eventuelt kan man for det sidste spørgsmål læse om hvad jeg mener om madprogrammer i TV. Faktisk vil jeg også anbefale at læse mine andre kokkeindlæg: Stakkels kokke og På job med en kok.

Og så vil jeg også anbefale at læse på sitet offentligtfruentimmer.dk, hvor man kan høre hvad (nogle af!) sexarbejderne selv mener.

Opdatering: Efter at have sendt en mail til Radikale og Enhedslisten, fik jeg dette svar omkring deres syn på sexkøb:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 29. august 2011

Hjemme hos Alex Ahrendtsen

Ingen kommentarer
I den famøse Vollsmose-DF-valgvideo jeg skrev om i går, siger Alex Ahrendtsen til den kriminelle type som antaster ham, at han "bor her".

Og i TV Avisen her til aften her til aften fortalte Pia Kjærsgaard - som da nok syntes videoen satte sagerne på spidsen, men den fik gang i debatten om de virkelige ting, og det var jo kun godt! - at Alex Ahrendtsen selv boede i Vollsmose, og derfor heldigvis kendte til problemerne indefra i modsætning til alle halal-hippierne i Nordsjælland.

En sentens på jp.dk i dag, fik mig dog til at at løfte blikket - her siges det nemlig at han "bor i Odense tæt på Vollsmose".

Og jeg fandt så disse billeder, via Google Maps af hans bopæl. Som jeg blev belært på Twitter er Vollsmose en bydel i Odense, og det er faktisk den han bor i. Men hvis man har et billede af, at han bor i det ghetto-område, som også kaldes Vollsmose (forvirrende) - så passer det altså ikke rigtigt.
Alex Ahrendtsens hus, som vist på Google Maps

Sandheden er at han bor i klassisk ligusterhæk/parcelhus ghetto. Så det der med at kende tingene indefra - det giver jeg altså ikke meget for.
Området set ovenfra - ren parcelhusghetto.
Den virkelige "ghetto" ligger umiddelbart
nord for dette.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 28. august 2011

Frem i lyset

5 kommentarer
Jeg har det virkelig svært ved at bringe nedenstående video - en valgvideo for DF'eren Alex Ahrendtsen (Fyn).

Den er lavet i ret klassisk stil - det er vel en form som var moderne ca 1934.

Mere føler jeg egentlig ikke jeg behøver kommentere den - den taler meget for sig selv.

Nogle på Twitter mente den skulle "meldes" til YouTube - og det kan jeg sådan set godt forstå. Men jeg er mere af den holdning, at ting som det her skal frem i lyset, så det bliver tydeligt hvad DF står for. Hvis man skulle være i tvivl.

Det er vel ikke kun Breivik-typer der skal sidde og gokke den af til det i smug? Så jeg siger - spred den. På den ene eller den anden måde bliver den nok snart fjernet. Så hvis der bare er en sort plet herunder, kan du sådan set prise dig lykkelig.

Skulle man tro han var en enlig galning som var sluppet gennem DFs fintmaskede filtrering, skal det lige slås fast at Morten Messerschmidt støtter ham i fine vendinger (og ulasteligt klædt)!

NB: Hvis andre blogger om hr Ahrendtsen, og linker til ham - er det vist sådan et tidspunkt hvor man kan overveje at bruge nofollow links - det gør jeg selv her. (Skal selvfølgelig i øvrigt lige huske at videoen er via @morgenthaler - som også har lavet forespørgsel til Forbrugerombudsmanden om lovlighed af videoen.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.