Dengang danerne kom til Landet Mellem Tvende Have og overtog det fra deres forgængere, var de første der kom daneren Heunryck, søn af Mordon, og hans søster, Mordana.

Smukke og stolte var de, Heunryck en blond Akilleus, Mordana en ren valkyrie at se på. Man kunne have taget fejl og troet at de var af den ariske race, så smukke, rene og oprindelige var deres linjer, men, nej, de var danere — og nogle vil jo nok mene at det er endnu finere.

Som de først ankomne var det Heunryck og Mordana som navngav landet de erobrede Danmark, danernes land — og de danere der efterfølgende ankom beundrede dem, de fortjente da heller ikke andet.

Men Heunryck og Mordana led af én fejl; de var frygteligt stolte og rethaveriske, og fandt fejl ved små ting deres fæller — eller undersåtter, som de måske tænkte på dem — gjorde. "Det er ikke rigtigt dansk!" sagde de, og mente jo nok at de vidste hvad der var rigtigt dansk. Var de måske ikke de første danere i Danmark?

Derfor var det også, at de ikke kunne finde lykken sammen med nogle af de andre, for de var jo ikke rigtigt danske. Men så kunne de jo heldigvis finde lykken med hinanden. Og de fik børn sammen, en dreng og en pige, Mordon og Heunrycka, og de var jo de eneste rigtigt rigtige børn, mente de nok. Og stolte og smukke var de da også, næsten lige så smukke og stolte som deres forældre.

Så Mordon og Heunrycka voksede op med den bevidsthed, at det de gjorde var den rigtige måde at være dansk på, og de andre var forkerte. Og ligesom deres moder og fader kunne de ikke leve sammen med andre og deres ikke rigtigt danske måde, men holdt sig for sig selv sammen, indtil de også fik børn… og det gentog sig gennem generationerne, og blev som en forbandelse — og hele tiden påpegede de andres fejl, og hvordan de ikke var rigtigt danske, og man undgik så vidt muligt deres selskab.

Vi genfinder deres efterkommere, Henrik, Mortens Søn, og Morsine, Henriettas Datter, mange generationer senere, da Holger Danske kommer til Danmark, og de bliver hans plageånder, for han var da ihvertfald ikke dansk.

Og et par generationer senere, da kristendommen begynder at sprede sig i Danmark, er det deres efterkommere, Morten og Rie, som er dem der advarer mest imod disse nye skikke som kommer sydfra og vestfra, for Danmark er jo et land for de som tror på Aserne og Jætterne og Yggdrassil.

Men lige meget hvad de gjorde kunne de ikke stoppe forandringen, og en generation senere var Heinrich og Dana pludseligt kristne, som havde de aldrig været andet, og hånede dem som var andet, for de var jo ikke rigtigt danske.

Det samme gentog sig nogle hundrede år senere, da Henrik og Ria talte dunder imod de nye kætterske tanker der kom op fra Tyskland og truede Pavens rette tro, men deres børn fik navnene Martin efter Luther og Pia for fromheden. Og nu var det papismen der var djævlens værk, og noget så udansk.

Men her taber vi dem i historien, denne fabel har ikke længere styr på hvad der er sket med deres efterkommere. Måske lærte de langt om længe at forstå at danskhed måske var mere end dem selv…

For det er ikke en rar tanke, hvis de stadig skulle findes i dag, deres efterkommere. Man kan næsten se dem for sig, indavlet gennem hundredvis af generationer, forknytte ansigtstræk og enfoldig tale, der stort set kun handler om hvad de ser som at være dansk — og der er jo ikke andre rigtige måder — talende om en ny fare fra syd, som vil komme og udrydde danskheden.

Men man kan være sikker på, at skulle det ske, skulle kristendommen engang blive valgt fra i Danmark, til fordel for noget andet, vil Heunryck og Mordanas efterkommere — Martin og Pias efterkommere — være de første til at fortælle andre at de ikke er rigtigt danske hvis de ikke følger de nye skikke på den rette måde. Og advare om en ny fare som kommer udefra.

Men det hele er jo blot en fabel. Så det er der ingen grund til at tro på. Ligesom så meget andet.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.