Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 24. april 2010

Flink fyr

2 kommentarer
Paul Shäfer er død. Ikke at jeg havde hørt om ham før, men jeg er imponeret over hvor syg en stodder han åbenbart har været:

Nazist i Tyskland, dengang det var populært.
Flygter til Chile - ikke fordi han var nazist, men på grund af en pædofilidom. Er desuden eftersøgt i Frankrig for tortur og bortførelse.
Grundlægger i Chile en sekt.
Har angiveligt været håndlanger for Pinochet og medvirket til tortur og drab under hans fascistiske styre.
Dømmes i 2006 tyve års fængsel for seksuelt misbrug af 25 børn gennem mange år.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Quiz 71: Hvilken reklame

Ingen kommentarer
Betegnelse for lille pamflet, som er reklame for en thailandsk ladyboy.

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Anders Samuelsen klar med injurie-sag

2 kommentarer
Partileder for Nyliberal Alliance, Anders Samuelsen, er blevet meget fortørnet over et indlæg om Nyliberal Alliance på epn.dk. Teksten er egentlig fra Ritzau, men det er epn.dk som har lavet overskrifterne, og det er dem han er fortørnet over.

"De får det til at fremstå som om vi er et parti ejet af Lars Seier Christensen," siger han. "De skriver at vi kun har een privat sponsor, altså Lars, når sagerne jo forholder sig helt anderledes."

Her henviser han til partiregnskabet, hvoraf det fremgår at partiet i private bidrag har modtaget kr 500.250,-. De 500.000 af disse kommer fra Lars Seier Christensen.

Praying for pennies from Heaven.
"Og så er der jo netop 250 kroner som kommer fra andre," fremhæver Ander Samuelsen. "I princippet kan det tal jo dække over 25.000 bidragsydere, som hver har bidraget med én øre. Så at sige det kun er Lars Seier som bidrager er vist nok liiige at stramme den lidt!"

Anders Samuelsen bruger samtidigt lejligheden til at revse regeringen endnu engang:

"Ja, jeg vil gerne endnu engang opfordre til, at man skærer på den offentlige partistøtte, så man undgår en særskat på høje pensioner. Selvfølgelig kan vi da godt bruge pengene - men vi har jo ikke så mange som stemmer på os, så vi får altså ikke ret meget fra den kant - og så er pengene bedre givet ud, hvis vi kan få noget positiv omtale.

I øvrigt er Saxo Bank bange for at folk på grund af skatten skærer ned på deres pensionsopsparinger, og dermed på de investeringer de foretager gennem banken! Det skal man jo også tænke på - det er ikke kun pensionisterne som rammes!

De småskillinger der kan være tale om for vores vedkommende skaffer vi sikkert et andet sted fra."


Ved de sidste ord sender han et skævt smil til Lars Seier, som står lige omme bag et kamera og alvorsfuldt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Google-kryptonit

Ingen kommentarer
Et eller andet sted kan jeg meget godt lide at vide, at der er et, måske to, søgeord - som vil buste min identitet fuldstændig (udover hvad jeg billedemæssigt har gjort).

Jeg ved de findes, som Achilleus kender til sin hæl, men jeg nyder dem lidt. Og Damokles har ikke noget at gøre her!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 23. april 2010

Danish Dynamite

Ingen kommentarer
Der er for tiden en del snak om gamle (og nye) fodboldsange hvor Re-sepp-ten, med rette, fremhæves som den bedste.

Men hvad jeg synes der er en tendens til at glemme: to år før blev den første af den slags sange - Rap Nu - introduceret, til EM i 1984. Og det var samtidig et af de allerførste raps på dansk, fremførst af ingen ringere end Gunnar Nu.

Ikke blot af musikalske, men også historiske, årsager er det et gensyn værd. Ren 80'er: hoftebånd, (a)synkrone rejehop, slagbas, scratching, et dansk flag som ikke har hørt om Dansk Folkeparti og en stadigt levende Gunnar Nu.

Jeg har den faktisk som single. Et sted. Eller nogen har den. Jeg tror godt jeg ved hvem jeg har lånt den til!

Så' der bas!


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Google: Hvad betyder kodylt

2 kommentarer
Det spørgsmål er nogle gange havnet her - og den får mig jo til at føle mig lidt gammel.

Det er vel sådan et 80'er - start-90'er udtryk (eller går det helt tilbage til 70'erne?!). Og det betyder ikke noget specifikt, er blot en forstærkning af hvad det påhæftes. I familie med "sejt", "topnice", "kanon", men i modsætning til disse er det ikke nødvendigvis positivt ladet - det siger bare at noget er stort. "Mega" og senere "giga" er nok de ord der kommer tættest, men de er vel også efterhånden godt gammeldags.

Men i modsætning til de andre ord må jeg tilstå, at jeg ikke har den ringeste idé om hvor ordet kodyl kommer fra - mit bedste gæt og fornemmelse siger det er er en sammentrækning af kodimagnyl, og dermed er en form for husmands/forstads-drugslang.

Men jeg ved det ikke. Bud er velkomne...

[Opdatering:] Tak til Anonym, som via sin kommentar herunder har givet den rigtige forklaring. Det var så ikke helt forkert med pillerne.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Er Fødevareministeren bindegal?

2 kommentarer
Der har vist sig en vis uenighed mellem Pia Dyhr (SF) idet Pia Dyhr mener Fødevareminister Henrik Høegh - det er ham den sexede - er bindegal, fordi han vil tillade flere sprøjtegifte i fødevarer.

Det mener Henrik Høegh imidlertid ikke han er.

Det er jo en svær en at afgøre, for hvis Henrik Høegh er bindegal, så kan han jo nok ikke selv udtale sig om hvorvidt han er det. Derfor vil jeg bede jer, kære læsere, om at tage stilling til pollen her øverst til venstre, så vi kan få afgjort det, på en statistisk korrekt måde.

Pollen løber til midnat på søndag.

[Opdatering]: Afstemningen er nu slut, og resultatet blev, at kun 20% mente at Pia Olsen Dyhr havde ret i at fødevareministeren var bindegal, hvorimod 80% mente at han var knaldhamrende sindssyg.

Der blev kun afgivet 5 stemmer, hvilket gør den statistiske usikkerhed meget lav, idet det må forventes at de som så har afgivet stemme, har haft styr på tingene!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 22. april 2010

Det Britiske Valgsystem

Ingen kommentarer
Hvis Nick Clegg og Liberal Democrats kan få held til at få reel indflydelse efter det kommende britiske parlamentsvalg, skal det være ham vel undt.

Jeg er godt nok ikke meget inde i britisk politik, men et friskt pust er der ingen tvivl om de har brug for. Men først og fremmest har de brug for at få moderniseret deres håbløse og forældede valgsystem. Hvilket (af gode grunde) er en mærkesag for Liberal Democrats - og sikkert også vil blive for taberen af valget (Labour?), som hvis det ikke moderniseres risikerer en ørkenvandring med lang tid uden for indflydelse.

Det er jo sådan, at briterne opererer med enkeltmandskredse. Det vil sige, at landet er delt op i et antal kredse (vist ca 650) - i hver kreds stemmes der mellem de opstillede kandidater, og vinderen bliver sendt til Underhuset.

Enkelt og intuitivt - det er det jo nok. Men fornuftigt er det ikke, ihvertfald ikke i en moderne tid, med partier og nationalt dækkende valgkampe.

Problemet er, at de som ikke har stemt på den vindende kandidat - deres stemme går til spilde. Og det er fair nok når man ser på den enkelte kreds, men på landsplan betyder det, at to partier kan ligge meget tæt, men det ene parti har måske lige et par procent mere end det andet - og vinder så alle kredsene.

Eller for at give et urealistisk, ekstremt eksempel: Hvis for eksempel de konservative ved det kommende valg får 34% af stemmerne i hver kreds, og Labour og Liberal Democrats hver får 33% - så vinder de konservative 100% af pladserne i Underhuset, på trods af at 66% af vælgerne stemte på andre partier.

Nu er der jo egnsforskelle, så i visse kredse vinder nogle af taber partierne som regel, på trods af landsgennemsnittet - men det engelske system giver ihvertfald en uforholdsmæssig stor del af pladserne til vinderen.

Og et tredje parti har generelt ikke en chance - det er så det, der dennegang er spænding om alligevel skal ske (eller om Labour nu går hen og bliver "det tredje parti").

I Danmark (og de fleste andre lande i Europa) har vi jo et noget mere nuanceret system, hvor der for det første vælges flere kandidater i hver kreds, og der så også er nogle opsamlende storkredse, hvor de partier som er underrepræsenteret fra lokalkredsende kan hente nogle "trøste-mandater", for at få antallet af mandater til at svare nogenlunde til stemmeafgivningen.

Det er et noget mere kompliceret system, men det giver altså også et mere retvisende billede af stemmeafgivelsen, regionalt og på landsplan.

Og det ville altså være udmærket hvis briterne også kunne tage et sådant skridt ind i en moderne verden. Selvom de helst vil leve i fortiden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Shell Twindog - en anmeldelse

11 kommentarer
Efter jeg for nogle uger siden skrev om det nye påfund fra Shell, en Twindog, har jeg haft en del besøgende på det indlæg, som har googlet sig frem til det. Jeg kunne altså regne ud, at der er en ganske stor interesse for konceptet.

Jeg besluttede mig derfor til, at jeg ville prøve sådan en Twindog, og skrive en anmeldelse. Og i dag var vejret perfekt til en pølse, så jeg begav mig til Shell-huset, på mission.

Betjeningen var venlig og imødekommende. Der var så også ret stille netop denne eftermiddag, faktisk var der tomt på nær mig. Det kan ofte give en lidt underlig stemning, hvor personalet føler de skal gøre for meget for en, men her blev situationen klaret med bravur - jeg følte mig holdt øje med, uden at det blev anmasende.
Det første indtryk - den er stor som forventet

Dog var deres rutiner ikke helt på plads, for der opstod lidt forvirring, da en ny kunde trådte ind, og de fik en lille diskussion om hvem der skulle færdiggøre min Twindog - den slags skal ligge på fingerspidserne, men det er småting, og jeg er sikker på det nok skal komme på plads med tiden.

En Twindog er jo en slags dobbelt fransk hotdog, og jeg synes det er modigt af Shell at prøve at genopfinde denne moderne klassiker. Men jeg skal ærligt indrømme at jeg på forhånd var skeptisk overfor konceptet, jeg syntes det virkede som en flirt med grådigheden, der jo som bekendt er en dødssynd.

Selve bestillingen af en Twindog foregår, som ved en klassisk fransk hotdog, i to tempi: først gør man personalet opmærksom på man ønsker en Twindog, hvorefter de går igang med tilberedningen af brødet, og man betaler. Så har man et par minutter til at tænke over hvilken slags dressing man ønsker i, og også hvilken pølsetype - for Shell tilbyder adskillige pølsetyper man kan vælge, uden merpris.

Men i forhold til en klassisk fransk hotdog kræves en del mere omtanke: for man kan jo få to forskellige slags dressing, og to forskellige slags pølse - så det gælder om at vælge smage, der matcher hinanden, og samtidig giver modspil.

Jeg valgte at få fransk dressing i det ene hul, og hot chili ketchup i det andet. Som pølser valgte jeg to gange "classic pølse"; jeg ønskede ikke at et for eksperimenterende pølsevalg skulle ødelægge anmeldelsen.

Tro mod det klassiske franske hotdog koncept er der ingen steder i Shell-huset at sidde og nyde sin twindog - den skal spises på farten. Så jeg gik om i Nyropsgade, retning Gyldenløvesgade, og indtog min twindog gående.

Den øverste del, inden man når til brødet og dressingen, er ren pølse, og det er her man først og fremmest kan danne sig et indtryk af kvaliteten af pølsen. Og den var ganske udmærket for sådan en "classic" - velstegt og sprød, uden at være blevet dræbt af for meget varme eller for lang tids stegning. Udmærket bid. Tyk uden at være for tyk, og fedmen er ikke overvældende. Velkrydret smag.

Brødet i en fransk hotdog er som regel dens akilleshæl. Det kan være for hårdt, for tørt, for kedeligt. Og det kan gå i stykker, så dressingen flyder ud og ned på ens bukser.

Men jeg blev glædeligt overrasket over brødet om min Twindog. Det var perfekt ristet - ikke for hårdt, men havde en god sprødhed. Samtidig var det let, men med en udmærket diskret smag - og bredden og størrelsen gjorde det meget mere stabilt end et traditionelt brød til en fransk hotdog.

Cirka 2/5 nede - stadig lækker!
Men det jeg fandt ud af, er det helt geniale i konceptet, er de to dressinger - hvor man med en traditionel fransk hotdog hurtigt kan blive træt af smagen, veksler man her fra side til side - og munden pirres uden at blive overmættet af den samme smag.

Således endte jeg også med at spise hele min twindog - noget jeg ellers på forhånd havde været skeptisk over om jeg ville, da det er større mængder end jeg sådan plejer.

Konklusionen må være, at jeg var særdeles positivt overrasket! Jeg synes Shell fortjener ros, både for konceptet og udførelsen. Og prisen på kr 30,- må siges at være særdeles rimelig, mængde og kvalitet taget i betragtning. Man skal så dertil lægge prisen for en eller anden form for drikkevare, for det får man brug for efterfølgende.

Jeg kunne dog ønske mig at man kunne få den i en mindre udgave - hvis de kunne lave en version med halvt størrelse brød, hvor man kunne halvere en pølse og lægge i de to huller, ville jeg synes det var helt genialt.

Men for min oplevelse i dag, vil jeg på en skala fra 1-5 give et pænt 4-tal.

Læs eventuelt også om min første oplevelse med en Fransk Hotdog.

[Opdatering, 9/12 2010]: Det er godt at se at Twindog'en nu er tilbage hos Shell! Og den koster stadig kr 30, men man har mulighed for også at få en ½ liter sodavand oveni for en 10'er ekstra, + pant. Udmærket idé, for drikkevare er næsten nødvendig.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I seng med Mascha Vang

4 kommentarer
DR laver på opfordring fra lytterne practical jokes og telefonfis med uskyldige mennesker. Se hvordan her, med en afklædt Mascha Vang. (Sponsoreret af DR.)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Denne weekend

Ingen kommentarer
Det bliver vist en ikke-weekend i-byen-mæssigt, for jeg har børn uden for nummer, har jeg erfaret. Det vil sige, det har jeg ikke lørdag, men jeg skal hente børn ved 9-tiden søndag morgen, og så er det nok ikke særlig smart at være alt for bagstiv & træt...

Jeg havde ellers lidt planer, men Asia Argento kunne jo alligevel ikke komme, så den del gør ikke så meget. Lørdag havde jeg så planer om at gå til SIOs støttefest i Kødbyen - det forestiller jeg mig kan blive... interessant? Det ærgrer mig lidt at det ikke bliver til noget for mit vedkommende.

Så endnu engang bliver byen uden dansende leopard - det begynder at presse sig på i mig, kan jeg godt mærke. Forhåbentlig for jeg dog revanche på et tidspunkt, eks'en har lovet at jeg nok skal få de dage igen engang. (Det har jeg nu hørt før.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 21. april 2010

I dag er vi alle South Park-boere

Ingen kommentarer
South Park's bagmænd, Matt Stone og Trey Parker, trues nu fordi Muhammed optræder i deres afsnit 200 jubilæumsprogram. De gode indbyggere i South Park gør ellers alt for at man ikke skal kunne se ham, derfor giver de ham en Bamse-forklædning på - men det er åbenbart ikke godt nok.

Normalt synes jeg det er lidt latterligt, det der med at vise tegningerne når nogen protesterer. Men da det jo er South Park vil jeg her gøre en undtagelse - fordi det er underholdende, og fordi der jo her er en mening med ikke at vise profeten. Og jeg synes da iøvrigt også det er synd Muhammed ikke må være der, når nu alle de andre profeter (og Barbara Streisand, naturligvis) er med?

(Hvorfor videoen er spejlvendt er ikke rigtigt gået op for mig.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Prinsesse Madeleine nøgen

2 kommentarer
Da jeg kan se, at den svenske prinsesse har god grund til at hæve forlovelsen, forestiller jeg mig, at mange tænker som mig - at det kunne være man skulle prøve at score hende - og dernæst: om der da ikke skulle være nogle nøgenbilleder af prinsesse Madeleine.

Og så er det jo oplagt at lave sådan et indlæg, som del af min serie på den front. Jeg tror dog ikke der er så meget at finde - jeg fandt dette hvor hun ganske vist viser en del hud, men så heller ikke mere. En topløs prinsesse Madeleine kan det vel ikke engang falde ind under.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Vi har for få helte i Danmark

Ingen kommentarer
Henrik Kornmaaler i heroisk positur
Derfor foreslår jeg at vi gør pilot Henrik Kornmaaler, som i går med fare for liv og lemmer, fløj et Cimber Air propelfly lige ind i i den usynlige askesky - for vores allesammens bedste, for videnskaben og for lufttrafikken - uden at vide hvilken skæbne der ventede ham - til officiel folkehelt.

Ordentlig pilot-modtagelse - Lindbergh i NY
Jeg mener det mindste vi kan gøre for ham, er at give ham en parade ned ad Vesterbrogade i København, hvor vi kan smide konfetti ud af vinduerne, for at vise vores taknemmelighed.

Og han så kan blive hyldet på Rådhuspladsen med pandekager og vink fra balkonen og hvad dertil hører!

Og flyet han fløj i kan passende omdøbes til Spirit of Eyjafjallajökull, og komme på museum når det engang er færdig med at blive undersøgt.

Hvis jeg ikke var så træt af det der Facebook, at jeg næsten ikke gider åbne for det, ville jeg oprette en fan-side for ham. Men idéen er hermed givet videre. Og hvis nogen laver en, skal jeg nok melde mig ind.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Nogle gange sner det i april

Ingen kommentarer
Meget apropos med vejret i dag, og Prince på Roskilde. Beklager video, men som altid er det umuligt at finde noget med ham på YouTube.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Tip: Få dit profilbillede på kommentarer i WordPress

Ingen kommentarer
Hvis man har en Blogspot-blog er man jo nok vant til at ens profilbillede optræder ved kommentarerne på ens egen blog og andre Blogger/Blogspot blogs.

Men når man kommenterer på WordPress-baserede blogs er det ikke sådan - der bliver man som oftest tildelt en eller anden underlig tegning eller lignende.

Og det kan sikkert være fint nok, men hvis man har lyst til at ens profilbillede (eller et andet billede, eventuelt) også skal virke på WordPress er der en løsning.

WordPress har nemlig lavet systemet Gravatar - her kan du uploade et billede, og tilknytte en email. Og når du så siden lægger en kommentar på en WordPress blog, og skriver den email ved kommentaren - så dukker dit profilbillede pænt op der.

Enkelt og uproblematisk. WordPress lægger op til at tjenesten ikke kun skal gælde deres produkter, men jeg kender ikke til at ens gravatar bruges andre steder, endnu.

Her kan du få din Gravatar.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 20. april 2010

Quiz 70: Hvilken betegnelse

Ingen kommentarer
Karl Marx var den første til at sætte ord på denne langvarige konflikt mellem rige vinbønder og fattige daglejere i de tyske vindistrikter.

Svar findes her.


(Med tak til BonusNinja for inspiration.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Skal madprogrammer i TV forbydes?

Ingen kommentarer
Efter jeg er gået ind i debatten omkring madkøb - hvor jeg selvfølgelig går ind for et forbud, også efter at have snakket med en kok om det - er jeg ofte blevet spurgt, hvad jeg så synes om madlavningsprogrammer på TV.

Reality madlavning - skal det forbydes?
Og jeg må indrømme, at det er et ufatteligt svært spørgsmål. For det vrimler jo med dem - man kan vel knap nok tænde for et fjernsyn, uden at få simrende grøntsager, eller det der er værre, smækket lige i synest. For ikke at tale om internettet, hvor det jo vrimler med blogs med madopskrifter og videoer der demonstrerer - i alle detaljer! - hvordan man laver den ene eller den anden ret.

Nogle ting - især på nettet - laves jo af amatører, og det kan jeg ikke se nogen grund til skulle forbydes, overhovedet.

Så er der grænsetilfældende, hvor de medvirkende måske ikke betales direkte - for eksempel Helvedes Køkken, et ulækkert program, hvor unge, naive håbefulde mennesker for åben skærm ydmyges mens de læres op i "madkunst" - og de fleste sendes hjem uden at få noget ud af det - men vinderen får et tilskud til egen restaurant! Føj for satan.

Og der er de mange professionelle som optræder i TV og på nettet. Og naturligvis bliver betalt for det. Ganske vist ikke af madspiseren, som jo ofte er en TV-vært (som selv betales for at spise for åbent kamera). Men istedet betales TV-kokken af en producent - som i sidste ende får pengene hos seerne, enten gennem direkte betaling eller gennem annoncer, som betales af at der er nok der ser det.

Så som seer er man jo madkøber, hvad enten man vil stå ved det eller ej.

Og hvis man laver mad for penge, bliver man vel lige ødelagt af det, om man får pengene af den ene eller den anden?

Det er altsammen gode argumenter - og i den perfekte verden ville jeg da også arbejde for at forbyde betalt madlavning af enhver form, inklusive på TV og på nettet. Men det er ikke en perfekt verden, og der er nogle grunde til, at jeg ikke tror det er en sag vi skal arbejde for foreløbigt.

Dengang mad på TV endnu var nyt og uskyldigt
For det første af historiske årsager. For der er jo ingen tvivl om, at da det i sin tid blev tilladt at lave kogebøger og vise billeder af mad (man havde vist ikke forestillet sig mere dengang), betød det en frigørelse på mange andre områder samtidig, og det er vel en tid ingen ønsker sig tilbage til - dengang medisterpølse med brun sovs og kartofler var noget af det mest avancerede mad man kunne forestille sig. Og det er ikke fordi jeg tror det ville ske, ved et forbud mod betalt madlavning - der ville jo stadig være amatørerne - men jeg tror mange forbinder en mængde frihedsrettigheder med ophævelsen af forbuddet dengang.

For det andet: om man kan lide det eller ej, nyder mange af disse TV-kokke en høj anseelse og prestige; nogen anses direkte som superstjerner, og deres navne er med til at sælge andre produkter, med videre. Og det betyder, at de jo ikke er udsat for den samme sociale udstødelse som restaurant-kokkene - hvorfor man med en vis ret kan argumentere for at skadevirkningerne ikke er så store for TV-kokken. (Nogle fortalere for madkøb vil jo så straks indvende, at vi modstandere af madkøb er med til at stigmatisere restaurant-kokkene; men det er jo noget vrøvl, de har altid været stigmatiseret, og vil altid være det, vi prøver blot at hjælpe dem ud af situationen.)

For det tredje, og det er nok den vigtigste årsag: vi er nødt til at være pragmatiske. Madprogrammer er populære, det er der ikke tvivl om. Ja, jeg skal da gerne indrømme, at hvis jeg kommer til at tænde for et af dem, kan jeg da godt blive fascineret og nysgerrig efter hvordan den ret de er igang med kommer til at se ud.

Og skal man tro på diverse statistikker er det jo næsten alle kvinder, og overraskende mange mænd, som indimellem ser et madprogram.

Jeg tror simpelthen, at hvis vi argumenterer for et forbud mod madprogrammer i TV, vil det være at skyde os selv i foden. For mange af de kvinder (og en del mænd), som aldrig kunne drømme om at sætte deres fod i en restaurant, vil nødig undvære deres madprogrammer på TV. Som de kan se, uden at føle sig som madkøbere - for de betaler jo ikke noget.

Jeg skal gerne indrømme, at det ikke er det mest holdbare argument, rent logisk, men som sagt - det er også ind imellem nødvendigt at være pragmatisk. Så derfor, går jeg ind for at vi - indtil videre, ihvertfald, "ser gennem fingre" med mad på TV og nettet.

(Der er så tilgengæld et andet problem, ved at tillade madprogrammer - for hvad gør man den dag en madkøber møder op på en restaurant medbringende et kamera - og , når politiet kommer, påstår at der ikke var tale om betaling for madkøb, men for at lave et madprogram. Men det er hypotetisk, og en helt anden historie.) 

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Kimbrer af den Rette Støbning

Ingen kommentarer
Mens vi venter på, at de modige test-piloter fra Cimber Air begiver sig ind i askeskyen:


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 19. april 2010

Google: Hvor gik Charles Darwin i skole

Ingen kommentarer
Ja, spørgsmålet var faktisk endnu mere specifikt, helt præcist var det: hvor går gik charles darwin skole da han var 6-14.

Og som altid vil jeg jo gerne hjælpe. Heldigvis giver et hurtigt opslag på Wikipedia en stor del af svaret, og det er så det jeg viderebringer.

Da han er 8 går han i skole, med sin/moderens prædikant fra den unitariske kirke som lærer. Da han er 9 år, efter moderens død, bliver han sendt på den nærliggende anglikanske skole, Shrewsbury School (hvor hans broder Erasmus også gik), som kostskoleelev. Som 16 årig, i 1825, kommer han i lære som læge hos sin far, inden han senere samme år kommer på medicin studiet ved Edinburgh Universitet.

Jeg håber det besvarer spørgsmålet?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Statsstøtte til luftfarten?

Ingen kommentarer
Fucking nej, efter min mening.

Nu har den industri kørt med dumping priser i rigtig mange år, og alle ved at rigtigt mange selskaber kører på kanten, og faktisk ude over den. Men de kan ikke tage sig sammen til at gå nedenom og hjem, og blive fusioneret - så de kører videre med underskud & forgældning til følge.

Derfor er de selvfølgelig rigtigt langt fra at være rustet til en situation som den nuværende - og de skal nok ikke regne med stor villighed til ydelse af kredit fra banker - så situationen er klart desperat for dem.

Men hvis staterne går ind og finansierer deres underskud nu, er de reelt også med til at finansiere deres dumping af priserne med tilbagevirkende kraft.

Og hvad vil der egentlig ske, hvis antallet af selskaber i Europa bliver reduceret til for eksempel det halve? Bortset fra en turbulent periode, vil det nok ikke betyde det store - for hvor der er markeder til at blive fløjet, skal der jo nok blive fløjet (hvis der altså ikke er aske). Og hvem der egentlig gør det, betyder vel ikke det store.

Tværtimod kan man håbe på mere reelle (højere) priser og færre afgange - altsammen til gavn for miljøet & klimaet. Er der overhovedet gode argumenter for at støtte luftfartsselskaber, andet end at det "er synd for dem"? Hvilket jeg synes er et rigtigt dårligt argument, når det handler om selskaber.

(Og hvordan har man iøvrigt tænkt sig den statsstøtte skal fordeles? Til de statsejede selskaber - eller til alle? Og hvor meget, så? Baseret på antal aflyste afgange, eller hvordan? Jeg har meget svært ved at se en retfærdig måde at fordele sådan en støtte.)

Derimod kan jeg se mange gode grunde til, at stater kan være tvunget til at yde lån eller lignende til lufthavne og andre infrastrukturnødvendige selskaber - for infrastrukturen er ligesom nødt til at være der, for at der overhovedet kan flyves.

Men allerhelst så jeg jo, som allerede berørt, at man genovervejer hele brugen af luften, om der ikke for rigtigt meget er mange smartere måder at gøre tingene på, end nødvendigvis at proppe passagerer og varer i fly.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 18. april 2010

Tip: At lave links i kommentarer

9 kommentarer
Jeg har flere gange set omtalt, at folk ikke ved hvordan man laver links i kommentarer på blogs, så her et lille kursus.

Det dækker kommentarer i Blogger, samt de fleste WordPress blogs (men nogle har slået muligheden for at linke helt fra i WordPress, og så virker det ikke. Det synes jeg er ret dumt at gøre, uden i det mindste at gøre opmærksom på det.) Nogle andre blogsystemer godtager dem også, mens de ikke virker på andre (smartlog virker de vist aldrig på... jeg er holdt helt op med at forsøge ihvertfald.)

Anyway, det man skal, er at skrive linket som man gør i HTML. HTML er det "sprog"/den kodeform stort set alt internet-indhold skrives i, som fortæller browseren hvordan det skal præsenteres og bruges.

Den måde man laver et link er ved at skrive et såkaldt <a>-tag. Det man gør er at skrive
<a href="adresse på det som skal linkes til">det som skal linkes</a>

Så, hvis jeg for eksempel vil skrive en kommentar, hvor der sluttes af med følgende:
Du kan læse mere på Leoparddrengens blog!
Så går jeg først til forsiden af min blog, går op i adressefeltet og kopierer adressen (http://blog.leoparddrengen.dk/).

Og så skriver jeg min kommentar, hvor jeg så slutter af med dette ordret:
Du kan læse mere på <a href="http://blog.leoparddrengen.dk/">Leoparddrengens blog</a>!

Og adressen (mellem gåseøjnene) paster jeg så ind fra den tidligere kopiering - nu er den her adresse ikke så slem, men de kan jo blive ret komplicerede nogle gange.


Man kan iøvrigt også, i kommentarer, skrive ord i kursiv ved at bruge et <i>-tag (i for italics):
<i>dette er i kursiv</i> = dette er i kursiv


Og man kan skrive med fed skrift ved at bruge et <b>-tag (b for bold):
<b>dette er fedt</b> = dette er fedt

Hvis man har lyst til at blive rigtigt avanceret kan det så også kombineres:
<i>det hele er kursiv <b>og noget er tilmed fedt</b>, men ikke det hele</i> = det hele er kursiv og noget er tilmed fedt, men ikke det hele

Der er flere tags man kan bruge, men det her er dem man for alvor har brug for. Vær omhyggelig med at afslutte tags (altså sætte et </a> som afslutning på linket, for eksempel) - hvis man glemmer det bliver din kommentar i bedste fald afvist. I værste fald kan man fucke hele siden op, som kommentaren vises på (men så erdet nu et meget dårligt blog-system).

Jeg håber som altid det var forståeligt...

[Opdatering]: Se eventuelt også dette indlæg, om hvordan man laver uddybende tekst/popups på sine links.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Quiz 69: Hvilken fobi

Ingen kommentarer
Denne milde nervøse tilstand, forårsaget af skræk for cigaretters efterladenskaber, er pludselig blevet meget udbredt over Europa.

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Men er det nok?

Ingen kommentarer
Det er jo meget fint med alle disse forslag om at præster fra diverse kirkesamfund skal være dokumenterbart pædofili-fri; eller hvad sådan noget nu hedder.

Men er det nok? Hvad med degne, for eksempel?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Stakkels Lucy

Ingen kommentarer
Jeg modtog denne mail i går, så jeg i mit spamfilter:
Hello;
I am sorry for intruding in your privacy like this. The situation I find myself in necessitated this .My name is Miss Lucy Kone, 18 yrs of age from the Ivory Coast .
I am an Orphan as my parents have been killed by Wit craft/voodoo from my village as the only daughter and heir to the entire wealth of my dad they are after me. They have succeeded in taking possession of the property in the village.
My Life is in Danger please this is SOS call.
Come to my aid and help me out of this problem. I want to leave this entire continent as a whole and continue with my studies elsewhere.
My dad deposited some money in fixed deposit box of a security company here in San Pedro (a city in outskirt of Abidjan )
With your help and guidance we can take this out and use it to sponsor my movement and resettling over there.
Please I know that you love humanity and life, save my soul.

Lucy Kone.
Abidjans outskirts er åbenbart udstrakte
Og det er jo sørgerligt. Og jeg ville jo inderligt gerne have hjulpet - men selvom vi skaffer penge til en flybillet, ved at få dem ud fra fixed deposit box of security company - så vil det jo ikke nytte, for flyene flyver jo ikke.

Så stakkels Lucy - jeg tror det er sandt at hendes forældre er døde af Wit craft/voodoo, og hun er vist også selv blevet lidt forbandet i processen.

(Men for at være alvorlig synes jeg det er smukt, hvordan der her ikke så meget spilles på folks grådighed, men snarere på ønsket om at hjælpe den her 18 årige forældreløse til Europa, med sin help and guidance. Og når hun er kommet herop vil hun jo nok være meget taknemmelig, så man rigtig kan få lov at vise guidance.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.