Leoparddrengens
Public Key

lørdag den 28. juni 2014

Sådan træner du din drage 2 - en anmeldelse

Ingen kommentarer
Den yngste var qua sit Anders And-abonnement blevet inviteret til gallapremiere på Sådan Træner Du Din Drage 2, og den var vi så til i Imperial her til formiddag. (Den får officiel premiere for pøblen på torsdag den 3. juli.)

Vi havde behørigt varmet op, og i ugens løb set 1'eren - som ingen af os havde set før. Det var ganske fornuftigt, for meget i filmen ville have givet en del mindre mening uden forhåndskendskab til Berserkøen, og dens forhold til drager. (Den yngste kendte dog universet fra tv-serien Dragerytterne fra Berserkø, som er lavet efter 1'erens succes. Men jeg var blank.)

Der er siden første film gået 5 år - både i virkeligheden og i filmen. Derfor var det da også lidt pudsigt, at publikum her var Anders And-abonnenter og deres forældre. For min fornemmelse var klart at rigtigt mange af børnene aldersmæssigt lå under målgruppen.

Hikke er nu en ung mand, og har fået en del mere selvtillid end han havde i første film. Faktisk er han blevet decideret cool. Men han har stadig problemer med de der samtaler med sin far, som ikke rigtigt lytter til ham. Og høvding har han ikke synderligt lyst til at blive - han vil hellere udforske verden, sammen med sin Natskygge-drage, Tandløs.

Og det er på en af disse ture, han opdager at Berserkøen ikke er de eneste, som har et forhold til drager - han hører om en grum fyr, som fanger og undertvinger sig drager. Og får den idé at han kan få vist denne, at man kan leve fredeligt med drager - ligesom han i sin tid fik vist befolkningen på Berserkøen.

Det er desværre ikke helt så enkelt som så. Jeg vil ikke røbe mere om handlingen, men der skal ihvertfald gøres nogle opdagelser - om både Hikke selv, og om Drager, inden der kan være mulighed for at det hele ikke vil ende helt galt.

Historien er i perioder ganske mørk fantasy - der kan findes klare paralleller til Star Wars 4 og især 5, samt lidt Ringenes Herre. Det, blandet med mere traditionelt fjollet animation, samt opbremsninger hvor filmen vil være dybere, kan godt gøre indtrykket noget skizofrent. Og en af grundene til at jeg ikke mener den er egnet til alt for ung målgruppe. (Jeg ville sige fra 8 og op, og i virkeligheden tror jeg voksne får mest ud af filmen.)

Men jeg syntes det er ret fed film - og ærgrede mig over at den ældste ikke havde lyst til at komme med, for den ville have passet bedre til ham.

Animationen er fuldfed, men det behøver man jo næsten ikke sige nu om dage. Og 3D fungerer godt sammen med drageflyvningen.

God animation, fin klassisk fantasy historie med mørke sider, rejse, drager - what's not to like?

Well, ikke ret meget. Men helt op & ringe kommer jeg ikke. Der er lige nogle steder undervejs, hvor historien går vel rigeligt i stå. Og så blev jeg også en anelse irriteret på et par af de danske stemmer til de voksne, mandlige vikinger - der simpelthen er lige vel utydelige. (Ellers er de danske stemmer fine.)

1'eren havde det samme problem. I det hele taget vil jeg sige det sådan - hvis man kunne li' etteren, og måske er blevet et par år ældre - så er 2'eren bestemt værd at fortsætte med, der er endnu mere at hente her.

Hvis man ikke ved om man kunne li' 1'eren, fordi man ikke har set den, så vil jeg foreslå man får set den hurtigst muligt, hvis man er til fantasy. Og så finder ud af om man ikke også skal se 2'eren.

På en skala op til 6 får den en stor 4'er fra mig. Og jeg skal klart se næste når den kommer om et par år - jeg har en god fornemmelse af hvad den vil handle om.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 24. juni 2014

Kodesprog: Marie Krarup - I er blinde!

Ingen kommentarer
Der er en del kvidren på twitter i dag, om denne artikel i Information, hvor af det fremgår at de danske MF'ere sgu ikke rigtigt vidste hvad de gjorde, da de gav Forsvarets Efterretningstjeneste lov til at lade være hvem de har lyst til med på en lytter.

Herunder har mange hæftet sig ved denne lidt kryptiske bemærkning fra Marie Krarup, som skal forklare hvorfor hun ikke rigtigt interesserede sig for sagen: Ligesom der godt kan komme en dame i en rød kjole til en fest, uden at jeg rigtigt lægger mærke til det, mens min mand måske synes, at det er enormt interessant, siger hun.

Det bliver udlagt fra bare at være underligt til at være udtryk for hendes lamhed.

Men intet kunne være mere forkert! Marie Krarup kommer her med en dybsindig og klog observation - naturligvis indpakket i kode, for det er jo efterretningstjenester vi taler om.

Her skåret ud i pap for de mindrebemidlede:

Humlen ligger naturligvis i en dame med en rød kjole. Her taler hun bestemt ikke om at hendes mand er en lidderbuk, men hun henviser til filmen Kvinden i Rødt / The Woman in Red med Gene Wilder. Fra året 1984(!).

Det er en film som, sandsynligvis med god grund (jeg har aldrig set den), er stort set glemt i dag. Men den huskes for én ting: sangen I Just Called To Say I Love You.

Af Stevie Wonder.

Så med andre ord, det Marie Krarup så elegant for formuleret er: Vi lever i en orwellsk dystopi i stil med 1984, når vi ringer til hinanden overvåges det, og vi er alle sammen blinde negre i efterretningstjenesternes øjne.

Kortere og klarere kan det vist ikke siges. Tip: Hold øje med når Marie Krarup begynder at citere filmen Wargames, så er der fare på færde!!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 22. juni 2014

Mere amerikansk heksejagt

Ingen kommentarer
Meget tilfældigt røg jeg her i eftermiddag ind på en dokumentar på DR2, ved navn Mordmysteriet i Memphis. Den var lige begyndt - titlen lød bestemt ikke interessant, men noget fangede mig. Hvilket jeg ikke fortryder - udover at jeg nu er rasende - rasende på amerikansk dumhed.

(Den oprindelige titel er Paradise Lost 3 - Purgatory, og jeg kan godt se den er svær at bruge - men Mordmysteriet i Memphis er ikke god; dels handler den ikke meget om et mordmysterie, og dels foregår den ikke i Memphis (Tennessee), men i West Memphis (Arkansas).)

Den handler om drabet på tre 8-årige drenge i Arkansas i 1993. Som bliver fundet nøgne og især for den ene drengs vedkommende tilsyneladende mishandlet - og med kønsdelene (øjensynligt) skåret af.

At de mord skaber vrede er der naturligvis ikke noget unaturligt i. Men politiet kan ikke rigtigt finde ud af noget. Så får de den idé at der må være noget satanisk over drabene - og en veritabel heksejagt følger. Virkeligt! Hvor man så får en mistanke til en ung fyr der går i sort tøj og er underlig. (Og så hedder han Damien - det er ærligt talt også lidt uheldigt!)

Herfra går det slag i slag - i en virkelig stærk dokumentar fra HBO. (De har åbenbart lavet to om sagen før, deraf 3 tallet i navnet). Jeg kan kun opfordre til at man ser den, for den viser meget om hvor forrykt det amerikanske retssystem kan være - og hvordan de ikke er kommet meget videre end 1693 (én siger ligefrem at han håber de tiltalte vil blive brændt, ligesom i Salem). De har her ikke engang racisme at "undskylde" sig med. Bare redneck stupiditet, og stædighed fra dommer og anklager. Den kan streames fra DR her (indtil videre, formoder jeg).

Som sagt opfordrer jeg til man ser den - men bander lidt mere her. Det vil dog være med spoilers, så vil man se filmen uden forhåndsviden, så læs ikke videre nu.

Noget af det der har bragt mit pis ekstra i kog, er nok følelsen af hvordan den hovedmistænkte - som bliver dødsdømt - udmærket kunne være mig; eller tusindvis af andre som har hørt heavy eller spillet D&D (rollespil nævnes ikke i filmen, men jeg kom til at tænke på firsernes påstande mod os, som kørte på de samme temaer.)

Og det helt og aldeles vanvittige i, at det er den samme dommer, som tager stilling til appeller, igen & igen. Og da han endelig kommer væk fra embedet sker der noget. Ikke at han går på pension eller bliver gået i unåde, naturligvis - nej, han vælges til Arkansas senat ...

Og selv da der er mulighed for at der faktisk kan komme en ny retssag, ender det med at løsningen - der kan lukke de uskyldigt dømte ud - er de skal tilstå drabene. Den tager vi lige igen: kun hvis de erklærer sig skyldige, kan de blive lukket ud!? Så de tre står foran dommeren, og siger de er uskyldige som de altid har sagt, men af hensyn til systemet erklærer de sig skyldige.

Ahr, men det er så fucking lamt #headdesk!

Og jeg kom til at tænke på - at jeg var i USA en måned i februar/marts '94. Hvor jeg var ovre for at møde og rejse rundt med min gode ven, som havde studeret derovre et års tid. Og havde fået kæreste på.

Og pludselig talte om, at der var situationer hvor dødsstraf var det eneste rigtige - for der var sager derovre, der var så slemme, at vi bare ikke kunne udtale os om dem fra Danmark. (Herhjemme var og er han meget venstreorienteret - og han har siden ikke kunnet genkende hvad jeg siger han sagde. Men det mener jeg nu er rigtigt - ingen tvivl om at hans kæreste havde heftig indflydelse på ham i lige den periode.)

Og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om dette måske ikke netop har været en af de sager - det vil passe fint med tiden og området. Hvilket bare for mig sætter det yderligere i perspektiv.

Anyway, igen: hvis man tror på retfærdighed i amerikanske retssale, så se den. Og ellers se den for bare at blive godt gammeldags gal i skralden.

Jeg har forhåbentligt fået afreageret lidt nu.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.