Mikkel Beck - den tilbagevendte helt

Så sad jeg jo her under anden halvleg af Sydafrika-Danmark kampen, og var stille og roligt ved at slumre ind til lyden af summende vuvuzela-horn, da min underbevidsthed registrerer Flemming Toft tale om at der er en udskiftning på vej.

Og da spilleren løber på banen udbryder Flemming Toft begejstret og overrasket: "Det er Mikkel Beck, mand!"

Jeg var nok nogenlunde ligeså overrasket - for godt nok følger jeg ikke meget med i fodbold mere, men jeg troede Mikkel Beck havde været ude i kulden i mange år.

Men netop derfor er han jo nok sulten - og modstanderne har ikke indstillet sig på ham. Så det skal nok give mange mål.

Nu blev det så ikke til så meget i dag - faktisk tabte vi kampen 0-1 - men efter han var kommet på banen lød det igen og igen fra Flemming Toft: "Det er Mikkel Beck, mand!"

Så jeg tror det bliver godt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Når man nu næppe kan blive fri for det der af fluer summende vuvuzela-horn, så må vi vel prøve at lære at elske det.... Selvom det bliver svært - det er dog cirka så tilpas absurd, at jeg kan se, at det faktisk vil være en mulighed for mig.

Og heldigvis er der på youtube mange klip med det, så man kan prøve at træne sig op i kærlighed til hornet.

Man kan jo starte med Salutation - the Vuvuzela Song. Som udmærker sig ved at instrumentet slet ikke optræder i sangen. Nok meget klogt, men lidt sært når sangen er en hyldest til et instrument:


Så kan man gå videre og høre hvordan 3 muntre fyrer "spiller" på et vuvuzela horn. Det lyder kun lidt slemt, når der er 3. Slet ikke som når der er 30.000 - 100.000 - så det er en god måde at vænne sig til det:


Tilsidst, når man er ved at blive akklimatiseret, kan man trække den det sidste stykke ved at at tilføre lidt hollandsk schlager... så er transformationen fuldbragt, og man er klar til VM - og vigtigst, vi kan blive lige så akklimatiserede som hollænderne, inden vi skal spille mod dem.


[Opdatering]: Læs også om de alvorlige taktiske konsekvenser af vuvuzela-hornene.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har lige set det sidste kvarter af 1. halvleg i opvarminingskampen mellem Sydafrika og Danmark.

Og det virker altså lidt uheldigt - for åbenbart er fodboldmoden i Sydafrika, at tilskuerne render rundt og blæser i nogle meget lange horn.

Og de lyder allesammen cirka ens - og når en masse tilskuere gør det på samme tid, gennem hele kampen - ja, så lyder det altså som om en kæmpe flok fluer summer konstant.

bzzzbrrrbzzzbrrrrbzzzzzbrrrrbzzzbrrrrbzzzbrrrrbzzzbrrrr

Og det er for det første irriterende. For det andet søvndyssende (det er det jeg har set af kampen så i øvrigt også).

Men for det tredje synes jeg det er et lidt trist (lyd)billede, det underbevidst vil give til omverdenen - at Afrika er der med de summende fluer. For det passer vel meget godt ind i billeder vi har i forvejen, og de vil så bare blive forstærket nu.

Så jeg ville godt nok have ønsket de kunne have fundet på noget andet. Både for min (det er dødirriterende) og Afrikas skyld.

[Opdatering]: Nå googlede det lige. De hedder åbenbart Vuvuzela-horn, og det er ikke kun mig de irriterer.

[Opdatering 2]: Læs også om de alvorlige taktiske konsekvenser af vuvuzela-hornene.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Her til aften skal jeg spille D&D, så der kommer jeg næppe nogen steder i byen. Men jeg glæder mig nu altså også rigtigt meget til at spille, der er gået flere måneder siden sidst - og i aften bliver det kombineret med udendørsgrillning, årets første for mit vedkommende - og så i godt selskab!

Men i morgen aften/nat, skal jeg nok sørge for at komme i byen. Jeg må jo også få brugt mine nye kort rigtigt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Den er nem - ifølge Wikipedia er der anslået et sted mellem 3.500 og 7.000 vildtlevende sneleoparder, og 600-700 i zoologiske haver. Sneleoparden regnes som en truet dyreart (klassifikation Endangered).
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I går var jeg i små to timer til anti-Israel demonstration på Rådhuspladsen. Hvor jeg selvfølgelig straks rendte ind i en af min mors gamle veninder, som vist har været involveret i stort set alle fredsbevægelser og lignende gennem tiden. Hun havde lidt tilfældigt hørt om denne, og måtte som den gamle cirkushest jo også møde op her.

Og hun var ganske tilfreds med fremmødet. Selv var jeg lidt skuffet - men jeg har heller ikke været til mange demonstrationer de sidste mange år, og har derfor mest billerne fra min barndom og ungdom at sammenligne med. Og dengang virker ting for det første større, og derudover var der jo nogle notorisk store demonstrationer i 80'erne, som idag ikke rigtigt er til at hamle op med.

Og de sidste gange jeg ellers var aktiv demonstrerende var anti-Irakkrig demonstrationerne i 2003 - og de var altså også pænt store.

Der blev så selvfølgelig holdt taler, og spillet hiphop, som der jo nu gør. Og så syntes jeg efterhånden jeg havde gjort min pligt. Og skulle videre i teksten for:

Så skulle jeg ind og se Armadillo med min mor, som ville have mig med ind, fordi hun ikke var sikker på at kunne klare at se den alene.

God film, ingen tvivl om det. Og som det er blevet fremhævet af mange, utroligt flot fotograferet. Lydsiden tilgengæld generede mig lidt (men syntes nu også lyden i Grand (som min mor insisterer på at se film i, når hun kan?!) godt kunne være bedre.) Faktisk synes jeg filmen ville vinde ved at være tekstet.

Men lad mig slå det fast med det samme: jeg kan på ingen måde se, at de soldater gør noget forkert (udover altså overhovedet at tage afsted, men det er en anden diskussion.) Og hele den sag med likvidering etc er en fis i en hornlygte - og de stumper der har været vist i TV er iøvrigt klippet sammen, så de kan få en god historie ud af det, men det der bliver sagt i filmen er noget andet.

Og jeg kunne i det hele taget ikke blive særligt chokerede over soldaterne, snarere tværtimod.

Men, der hvor jeg virkelig synes filmen viser noget interessant, og som er blevet ganske ignoreret i medierne, er i forhold til lokalbefolkningen.

Okay, det har været fremhævet, at det ikke lige kunne røre soldaterne, hvis der døde en uskyldig, civil pige.

Men forholdet den anden vej: hvis man har et indtryk af, at lokalbefolkningen i Helmand ser danskerne som beskyttere, kan man godt tro om. Allerhelst vil de jo bare være i fred - og have både danskere og taliban langt pokker i vold, og ikke have deres køer og familiemedlemmer sprængt i stykker hele tiden.

Men hvis de skal vælge mellem 2 onder, vil de helst leve med Taliban og slipe for danskerne.

En særdeles flink dansk forbindelsesofficer, som altid er glatbarberet, og taler som om han var ansat på et socialkontor*, prøver fortvivlet at overtale dem til at indse, at de skal hjælpe danskerne med at fortælle hvad taliban laver, ellers bliver det aldrig bedre.

Men afghanerne ryster på hovedet af hans naivitet - hvis de hjælper danskerne, vil de få skåret halsen over, så snart danskerne er væk, forklarer han. Danskerne har våben, taliban har våben, men de lokale har ingenting.

"Jamen, hvis I ikke hjælper os, bliver det aldrig bedre!" prøver forbindelsesofficeren igen. (Via tolk - hvorfor kan de ikke få et oplært nogen i at tale pashtu?).

"Hvis vi hjælper jer, er vi alle døde." Siger afghaneren - som tydeligvis mener den pæne dansker er dybt debil. Og så er den diskussion ligesom ebbet ud i sandet. I andre samtaler griner de lokale hånligt, når danskerne taler om "når taliban er væk". Ingen tvivl om de regner danskernes kamp for håbløs.

Ligesom de lokale børns bagtaling af soldaterne på pashtu oversættes, og der bliver ikke lagt fingre i mellem.

Og det kan godt være danskerne er overlegne millitært, men man får på ingen måde et billede af, at det er noget der viser sig på jorden - hvor man mest får indtryk af danskerne som belejrede i et ørkenfort, hvorfra de ind i mellem tager ud på patruljer.

Anyway - fremragende film. Det er lidt mit indtryk at man som seer, alt efter hvem man er, slår ned på forskellige dele af filmen, og synes det er ekstra interessant, eller lærerigt. Men vi er et land i krig - den her film giver et billede af den krig, på godt og ondt. Det er en forbandet pligt at se den, lige meget om man er for eller imod krigen. For vi lever i et demokrati, og er dermed alle ansvarlige for den. Og så kan man heller ikke tillade sig at lukke øjnene.

Bagefter var jeg ærlig talt lidt smadret - så har først kunnet skrive indlæg nu.


*sådan virker han iøvrigt også, når han skal udbetale penge for bortsprængte køer, kalve og bedstemødre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Statsministeren mener bestemt ikke han har løjet for Folketinget, om hele Lene Espersen affæren. Det ville da også være svært uheldigt hvis han havde, for det er vist ca det eneste ministre ikke må - lyve direkte overfor Folketinget.

For, siger han, det han har fortalt Folketinget var at han ikke var forhåndsorienteret inden Lene Espersens afbud. Og det er vist også sandt. Det var bare ikke det han blev spurgt om - og så er vi altså stadig ovre i noget, der mindst må betegnes som vildledning, selvom det muligvis ikke rent teknisk er en løgn.

Der har været en lignende sag før - i den såkaldte Dan Lynge sag; hvor Justitsministeren af Søren Søndergaard (EL), blev spurgt om der havde været direkte kontakt mellem PET og Dan Lynge. Og ministeren svarede - snørklet - at der ikke havde været forbindelse mellem PET og Dan Lynge i forbindelse med rockersager.

Hvilket også var sandt - ingen forbindelse i forhold til rockersager. Tilgengæld havde Dan Lynge været inde over i andre sager, og havde også fungeret som agent. Men det blev altså ikke nævnt - selvom det lå i spørgsmålet.

Og justitsministeren dengang - det var sjovt nok Lene Espersen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har nu samlet alle quiz'er i en fiks lille applikation - der er link i venstresiden, eller brug dette: Leoparddrengens Quiz.

Kommentarer / bemærkninger / fejlrapporter er naturligvis velkomne.

(Og jeg skal nok blive ved at bringe quiz'er her, men vil altså også løbende opdatere app'en.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Og den har jeg jo ikke sørget for at bringe, på trods af tidligere indlæg om oprindelsen af Shakiras VM-sang, og betydningen af Waka Waka, og selve videoen til Waka Waka (This Time for Africa).

Men den kunne jeg jo godt lige google, og den er her:
[Opdatering:] Se her hvis du leder efter noder til Waka Waka.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Imorgen, den 3/6 kl 17:00-18:30 er der demonstration på Rådhuspladsen, vendt mod Israels metoder.

Jeg smækker det lige op her, da jeg selv efterhånden altid først hører om demonstationer efter de har været der, og så tænker at der ville jeg da gerne have været.

Den der tror jeg nok jeg går til.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg fik lige et flashback i dag. Hvor jeg kom i tanke om, at en af de første computere jeg havde en del at gøre med fatisk hverken var en mainframe eller en ZX81 - men en Chess Challenger.

Det var ganske vist ikke min, det var min bror der fik den. Han som ellers i lang tid derefter, op gennem 80'erne og godt ind i 90'erne, skulle være computer-fornægter.

Chess Challenger - elegant, ikke sandt?

Det var nemlig ham der var den skakinteresserede, og han var vist faktisk ganske god. Spillede i klub en overgang, og spillede simultan mod Bent Larsen + diverse russiske skak-koryfæer på Land & Folk-festivalen. Altså - det var ikke ham der spillede simultan, det var stormestrene, min bror var en af de mange - men alligevel.

Og han har altid kunnet banke mig totalt i det spil; jeg er så også allerhøjest en ok spiller til husbehov.

Men altså - min bror fik den her computer på sin fødselsdag (tror jeg, ellers jul). Og jeg tror han må have været omkring 14 og dermed har jeg været 9-10. Og så har det været omkring 1978.

Og jeg fik som regel lov til at låne den, når jeg var ved min far & ham. (Mine forældre var skilt, og han var hovedsageligt hos vores far, mens jeg hovedsageligt var hos vores mor). Faktisk tror jeg ret hurtigt han mistede interessen for den.

Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt ud af at jeg let kunne slå den på 1. niveau, og som regel på 2. - der var 7 niveauer i det hele, men et par af dem var dedikeret til problemskak (altså mat i 2 træk, og den slags opgaver).

Jeg blev ikke meget bedre til skak, tror jeg, men jeg fandt ud af en del om computeren. For eksempel, at hvis jeg fulgte bestemte åbninger, lavede den 9 ud af 10 gange de samme træk, som endte med at give mig en fordelagtig stilling - så det spillede jeg som regel.

Og man kunne programmere den, og sætte sin egen stilling op - alt sammen med et display som kunne vise ialt 4 cifre eller tal (gammeldags lommeregner agtigt). Og med nogle taster som var tryk"følsomt" plastik - altså man skulle trykke hårdt på plastikken for at aktivere en kontakt nedenunder. Og elektroniken har fyldt en del - men så var de så smarte at komme et skakbræt henover den, med magnetiske plastikbrikker. Jeg kan næsten fornemme lugten af al den plastik endnu.

Jo, det var faktisk en fascinerende maskine, som jeg pludseligt kom i tanker om. Og så kunne jeg endda finde billede af den - for jeg er ret sikker på, den maskine på billedet her er præcis samme model.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan blive helt bange for, at dette storartede ord, som - såvidt jeg ved - blev lanceret af Lene Espersen efter hun først blev mødt med kritik sit manglende fremmøde til topmøde i Canada, vil glide helt ud af sproget.

Småstatsborger?

For jeg forestiller mig, at der vil gå en del tid før Lene Espersen finder på at bruge det igen. Og desværre har jeg ikke set nogen mediefolk spørge hende, i forbindelse med hendes "undskyldning"/angreb på Udkantsdanmark, om hun stadig syntes kritikken af hende var udtryk for småstatsmentalitet?

Og i givet fald, om hun nu selv er begyndt at tænke som en småstatsborger? Eller om hun blot lader som om - og i virkeligheden stadig er en kosmopolit, som er tvunget til at tude i kor med de lokale, provinsielle ignoranter?

Det synes jeg ellers kunne være interessant, hvis nogen spurgte hende om. Ikke mindst fordi det er et godt ord - småstatsmentalitet. Det må man trods alt give hende, Lene Espersen.

[Efter google søgning]: Nå, det var så ikke Lene, der havde opfundet det. Det var Anders Fogh der lancerede det i 2006 - men han brugte ordet arrogant (som sædvanlig), Lene fandt på en ny, morsom brug af ordet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg fik en mail fra en blog-kollega, hos hvem jeg ganske ofte har kommenteret.

Om jeg ville være sød ikke at lægge links til min egen blog på høndes; for høn fjernede dem alligevel, og syntes ikke det var god blog-stil eller blog-etikette at promovere sig selv på den måde. Og iøvrigt får man jo altid et gratis link i navnet ved kommentaren, pointerede høn.

Og det respekterer jeg naturligvis, for som jeg før har været inde på, er enhver blog naturligvis personlig, ligesom reglerne for kommentarerne må være det. Derfor vil jeg aldrig mere lægge links til min blog - dér. Og jeg var glad for høn skrev det, da høn sikkert ellers bare ville blive mere og mere irriteret på mig, og jeg ikke ville være klar over det. Og jeg måske ville ende op med at blive banned, hvilket jeg ville være ganske ked af.

Men før jeg ændrer min måde at kommentere på generelt, vil jeg gerne høre om folk har en mening om etiketten? Eventuelt som kender mine kommentarer på andre blogs, og kan sige om det er for meget?

For det er ærlig talt aldrig noget jeg har tænkt over: jeg linker - og jeg linker meget. Som jeg altid har set det er links en af nettets helt store styrker. Eller spindet, som webbet jo retteligt burde oversættes til, og når man til links er det webbet der er tale om.

At information kan knyttes til en tekst - og folk så kan følge linket hvis de har lyst, og finde en uddybning. Så man ikke behøver skrive det samme 100 steder, og så man kan lave tekster mere flydende, men samtidig bevare henvisninger.

Derfor holder jeg meget af links, bruger dem meget i mine egne indlæg, og bruger dem også når jeg kommenterer. Til ting jeg associerer til, eller til steder hvor jeg føler man kan have lyst til at læse noget uddybende.

Og, ja - så sker det da ganske ofte jeg associerer til et indlæg jeg selv har skrevet. Nok fordi jeg husker mange ting, men husker det jeg selv har skrevet allerbedst. Og så har jeg jo med skam at melde skrevet ret mange indlæg (sikkert også for mange), så der er meget at associere til... ;)

For at gøre det der kan være meget langt, lidt kortere: ja, jeg linker til mig selv ganske ofte i kommentarer, men jeg linker nu også til andre ting. Og fra min egen blog linker jeg ganske meget ud, hvis jeg synes et andet blogindlæg eller kommentarspor kan have interesse - så jeg synes ikke det er fordi det kun går den ene vej.

Selvpromovering har jeg aldrig tænkt på det som; så ville jeg da sådan set også synes det link man kan give ved sit navn må være rigeligt. Men hvis nogen har set det på den måde, vil jeg meget gerne undskylde! (Og giv mig meget gerne besked - privat eller offentligt - hvis det er noget du helst er fri for, fra min side.)

Jeg har så set kommentatorer - som regel meget unge bloggere - som slutter alle deres kommentarer af med et link til roden af deres blog. Og det kan også irritere mig, for det tjenere intet formål. Men jeg har aldrig set det jeg gør på den måde. Er jeg bare en teenblogger, som skriger på opmærksomhed?

Er det noget nogen har tanker om? Kommentarer (gerne med links ;) )? Jeg vil meget gerne bliver klogere på området, da jeg selv synes netikette er ret vigtigt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Denne type skade rammer stort set kun mænd, og som regel opstår den i forbindelse med sex. Traumet kan være svært at diagnosticere, men da det er potentielt livstruende er det vigtigt at patienten observeres i 24 timer hvis der er mistanke om at det kan være opstået.

Svar findes her.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg havde, da jeg lavede en Leoparddreng-profil på Facebook også lavet en Leoparddrengens Fanskare fanside.

Ikke overraskende for de som kender mit forhold til Facebook, gjorde jeg intet ud af den. (Ligesom jeg stort set ikke gør noget ud af Leoparddrengen-profilen).

Og da jeg så opdagede i dag, at den skabte problemer ifht Google, på grund af hvad Google troede var duplicate content, og i nogen tilfælde mente at Facebook-siden kom først, og derfor henviste til den (hvorfra der - typisk facebook - ikke var klar henvisning til bloggen her).

Og det ydermere er en eller anden drop-facebook-dag - ja, så fandt jeg lige på at slette siden, inden dagen nu var forbi.

Good riddance. Men jeg skal selvfølgelig beklage overfor medlemmerne, at jeg sådan river tæppet væk under dem... *rolleyes*

Jeg beholder indtil videre Leoparddrengen Leo, mest fordi andre ikke skal gå ind og nuppe profilen.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Da jeg lige var i fakta efter at have afleveret unger (efter en forlænget uge, med pinse og hvor jeg havde den yngste hjemme fra regn i fredags, og den ældste meldte sig syg i morges, og så holdt jeg også den yngste hjemme, på grund af regn som ikke kom - så det blev en lang weekend.)

Og der stødte jeg så på min yndlingsfaktapige - hun har jo tidligere set mig som Leoparddrengen på Amigo, og vi har siden hilst på hinanden dernede - så jeg tænkte at hun da vist godt kunne få et af de nye kort, uden at det ødelagde nogle af mine identiteter.

Så det er hermed uddelt!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeghar opdaget, at de informationer jeg havde, da jeg skrev mit tidligere indlæg om Israels bording af nødhjælpsskibe var ukorrekte - det skete i fucking internationalt farvand, 70 sømil fra Israelsk territorialfarvand.

Hvilket gør aktionen ikke blot vanvittig, men vanvittig ulovlig. Det er jo nærmest statsstøttet pirateri IDF er ude i. Og enhver tale om selvforsvar fra Israelsk side er jo helt ude i hampen. Hvis det rent faktisk var sådan, at de ombordværende på nødhjælpsskibene brugte våben mod de bordende israelere - så ville de være i deres gode ret til det: det ville jo i bund og grund være dem, som forsvarede sig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det tror jeg ihvertfald det vil vise sig at være, at Israel tilsyneladende er gået ganske amok på denne nødhjælpskonvoj, som prøvede at nå frem til Gaza. Ikke med våben, men med medicin og vandrensningsudstyr.

Det er selvfølgelig også tragisk for de mennesker det er gået ud over - men de mest vidtrækkende konsekvenser kan gå hen og blive Israels omdømme.

For der er en hvis forskel på, om Israels massakrer udføres mod palæstinenser i Gazas lukkede gader, eller i isolerede byer på Vestbredden, hvor journalister holdes væk.

Eller om det foregår til havs - ganske vist i Israelsk farvand, men det hjælper højst på juraen.

Overhovedet at bruge våben og elitestyrker til at borde nødhjælpsskibene er i den grad tåbeligt. De skulle naturligvis have holdt sig til at spærre vejen. Men nu har de altså slået til i sædvanlig israelsk overreaktion. Som næppe kan komme på et meget dårligere tidspunkt, Israels for tiden meget i forvejen meget kølige forhold til USA taget i betragtning.

[Opdatering]: Læs også Steffen Jensens indsigtsfulde ord om sagen.

[Opdatering 2]: Jeg har fundet ud af, at kapringen skete i internationalt farvand. Hvilket sætter sagen i et for Israel meget værre lys.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg er ikke rigtigt gået i fodbold-mode endnu - og jeg ved heller ikke om jeg kommer til det. Jeg føler mig ikke specielt oppe på det. Meeen, efter tidligere erfaringer bliver jeg drejet på, når først bolden er givet op - ikke mindst når nu Danmark er med, men jeg plejer nu i sidste ende at gå meget op i det under alle omstændigheder.

Den første gang det for alvor skete, var VM i Spanien 1982 - så det er det jeg betegner som mit første.

Selvom det ikke er ganske korrekt. Jeg kan svagt huske billeder fra '74, og at jeg var på koloni med min børnehave efterfølgende (på Langeland). Og at vi spillede fodbold, og vi havde navne efter VM-stjernerne på den tid. Især Beckenbauer og Müller var populære.

Og '78 i Argentina husker jeg noget. Jeg husker de voldsomme skygger i billedet, som især kommentator Niels Christian Niels-Christiansen blev slået ud af - for når bolden gik fra et solrigt til et skyggefuldt område gik der længe inden kameraet omstillede sig, og man kunne se bolden.

Jeg holdt med Argentina, husker jeg. Mest fordi de var på hjemmebane, og der blev kastet masser af konfetti i deres kampe. Min storebror var sur over det - både af fodboldmæssige og politiske grunde; han mente man var fascist hvis man holdt med Argentina. Og han holdt med Holland - så det blev ganske hyggeligt i finalen, hvor jeg sad med hjemmelavet argentinsk flag, og kunne se Argentina slå Holland, og min bror blev gevaldigt bitter.

Men det første VM jeg virkelig gik op i - det var det i '82. Jeg købte Tipsbladet, som kom med særnumre under hele turneringen, og jeg sad og lavede små kort, hvor jeg kunne skrive turneringsplanen for hver gruppe, indføre resultaterne efter hver kamp, og regne stillingen ud.

Og så var der Gruppe 6. Den nok mest fantastiske VM-gruppe jeg husker at have oplevet; eller sådan føles det ihvertfald i dag. Den bestod af Brasilien, Sovjetunionen, Skotland og New Zealand. Og alle kampene var i puljen var fantastiske. Selv New Zealand, som tabte alle deres kampe, står lysende for mig, som et godt minde. For de tabte på en positiv måde, og havde prøvet at levere en god kamp.

Den mest, mest fantastiske kamp var åbningskampen i puljen mellem Brasilien og Sovjet. Det er en af de kampe, hvor man føler guderne er kommet ned på jorden og spiller fodbold. Som jeg igen oplevede nogle år senere med Danmark-Sovjet. En helt fantastisk kamp, med nogle fantastiske mål - og jeg har fundet et gensyn på YouTube, præsenteret af Svend Gehrs:


Brasilien vandt 2-1, og i det hele taget må jeg sige, at det landshold for mig står som det bedste, jeg har oplevet fra Brasilien. Også selvom de ikke vandt - de blev, ligesom Sovjet, slået ud allerede i mellemrunden.

Ikke alt var positivt - Italiens pulje for eksempel var ret dødssyg, og de senere vindere spillede alle deres kampe i den indledende pulje uafgjort, og gik kun videre fordi de havde en 1-1- kamp, hvor Cameroun havde en 0-0. (Tilgengæld leverede Rossi i den grad varen senere i turneringen, og det var ham som sendte Brasilien ud, ved at lave et hattrick i mod dem.)

Og så var der jo kampen Østrig-Vesttyskland. Dengang blev slutkampene i puljerne ikke spillet samtidig, så da de to hold gik på banen, vidste man at hvis Vesttyskland vandt kampen 1-0, ville begge hold gå videre. Vesttyskland scorede ret hurtigt til 1-0... og sidenhen gik spillet meget, meget langsom på tværs af banen. Indimellem blev den med et meget sløvt sparket op på den modsatte bane, hvor den så gik på tværs i langsomme afleveringer...

Og slutresultatet blev 1-0, både Østrig og Vesttyskland gik videre.... Algeriet, som ellers stod til at gå videre var rasende - og siden er slutkampene blevet spillet samtidig.

I den ene semi-finale spillede Vesttyskland mod Frankrig. Den endte 3-3 efter forlænget, og Vesttyskland vandt straffesparkene - med god hjælp fra målmand Toni Schumacher - som ellers burde være blevet vist ud, efter den slagtning han begik mod franske Battiston:

- der blev end ikke dømt frispark.

Finalen vandt Italien fortjent 3-1 over Vesttyskland.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I løbet af i dag (det vil sige i går) og vi fortsætter nok i morgen (det vil sige i dag) har jeg og ungerne spillet Monopoly. Som jeg stadig tænker på som Matador, for det er jo nogenlunde det samme.

Helt hyggeligt med sådan noget gammeldags familiebrætspil med terninger. Men det er lidt uhyggeligt, for den yngste vinder stort.

Han har ikke ganske meget styr på spillets taktiske sider - men han er den der er endt op med flest serier, og vi (jeg og den ældste) lander hele tiden på hans bebyggelser. Selv lander han let og elegant på Chancen og Prøv Lykken midt i vores serier, hvor han hele tiden vinder i Lotto eller får penge tilbage i skat.

Yderligere penibelt bliver det, at han har forelsket sig i den lilla farve pengesedler, og ikke vil gå af med dem - så nu har han alle 500.000 lapperne i spillet (de største sedler er 5 millioner). Og sidder og kaster dem op i luften og råber henrykt: "Jeg er rig. Jeg er meget rigere end jer. Ikk' os? Jeg er meget rigere end jer!"

Mit største håb er at de begynder at bruge min metroer - jeg har fået alle fire, men gider de lande på dem? Næh...

Og er så tilgengæld ret nervøs for, at den yngste begynder at plastre ejerlejligheder på sine grunde - han har heldigvis ikke haft lyst til mere end et par stykker ind til videre, men det kan pludseligt vende. Og han har råd til dem!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.