Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten Danmark. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Danmark. Vis alle opslag

fredag den 17. februar 2017

De rigtige danskere

Ingen kommentarer
Dengang danerne kom til Landet Mellem Tvende Have og overtog det fra deres forgængere, var de første der kom daneren Heunryck, søn af Mordon, og hans søster, Mordana.

Smukke og stolte var de, Heunryck en blond Akilleus, Mordana en ren valkyrie at se på. Man kunne have taget fejl og troet at de var af den ariske race, så smukke, rene og oprindelige var deres linjer, men, nej, de var danere — og nogle vil jo nok mene at det er endnu finere.

Som de først ankomne var det Heunryck og Mordana som navngav landet de erobrede Danmark, danernes land — og de danere der efterfølgende ankom beundrede dem, de fortjente da heller ikke andet.

Men Heunryck og Mordana led af én fejl; de var frygteligt stolte og rethaveriske, og fandt fejl ved små ting deres fæller — eller undersåtter, som de måske tænkte på dem — gjorde. "Det er ikke rigtigt dansk!" sagde de, og mente jo nok at de vidste hvad der var rigtigt dansk. Var de måske ikke de første danere i Danmark?

Derfor var det også, at de ikke kunne finde lykken sammen med nogle af de andre, for de var jo ikke rigtigt danske. Men så kunne de jo heldigvis finde lykken med hinanden. Og de fik børn sammen, en dreng og en pige, Mordon og Heunrycka, og de var jo de eneste rigtigt rigtige børn, mente de nok. Og stolte og smukke var de da også, næsten lige så smukke og stolte som deres forældre.

Så Mordon og Heunrycka voksede op med den bevidsthed, at det de gjorde var den rigtige måde at være dansk på, og de andre var forkerte. Og ligesom deres moder og fader kunne de ikke leve sammen med andre og deres ikke rigtigt danske måde, men holdt sig for sig selv sammen, indtil de også fik børn… og det gentog sig gennem generationerne, og blev som en forbandelse — og hele tiden påpegede de andres fejl, og hvordan de ikke var rigtigt danske, og man undgik så vidt muligt deres selskab.

Vi genfinder deres efterkommere, Henrik, Mortens Søn, og Morsine, Henriettas Datter, mange generationer senere, da Holger Danske kommer til Danmark, og de bliver hans plageånder, for han var da ihvertfald ikke dansk.

Og et par generationer senere, da kristendommen begynder at sprede sig i Danmark, er det deres efterkommere, Morten og Rie, som er dem der advarer mest imod disse nye skikke som kommer sydfra og vestfra, for Danmark er jo et land for de som tror på Aserne og Jætterne og Yggdrassil.

Men lige meget hvad de gjorde kunne de ikke stoppe forandringen, og en generation senere var Heinrich og Dana pludseligt kristne, som havde de aldrig været andet, og hånede dem som var andet, for de var jo ikke rigtigt danske.

Det samme gentog sig nogle hundrede år senere, da Henrik og Ria talte dunder imod de nye kætterske tanker der kom op fra Tyskland og truede Pavens rette tro, men deres børn fik navnene Martin efter Luther og Pia for fromheden. Og nu var det papismen der var djævlens værk, og noget så udansk.

Men her taber vi dem i historien, denne fabel har ikke længere styr på hvad der er sket med deres efterkommere. Måske lærte de langt om længe at forstå at danskhed måske var mere end dem selv…

For det er ikke en rar tanke, hvis de stadig skulle findes i dag, deres efterkommere. Man kan næsten se dem for sig, indavlet gennem hundredvis af generationer, forknytte ansigtstræk og enfoldig tale, der stort set kun handler om hvad de ser som at være dansk — og der er jo ikke andre rigtige måder — talende om en ny fare fra syd, som vil komme og udrydde danskheden.

Men man kan være sikker på, at skulle det ske, skulle kristendommen engang blive valgt fra i Danmark, til fordel for noget andet, vil Heunryck og Mordanas efterkommere — Martin og Pias efterkommere — være de første til at fortælle andre at de ikke er rigtigt danske hvis de ikke følger de nye skikke på den rette måde. Og advare om en ny fare som kommer udefra.

Men det hele er jo blot en fabel. Så det er der ingen grund til at tro på. Ligesom så meget andet.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 26. november 2014

Den sande, sande historie om Mallebrok

Ingen kommentarer
Her under visningen af DRs fremragende 1864 har der også været historikere ude, som skulle belære almuen om at at Mallebrok — kendt fra den såkaldte børnesang — slet ikke havde noget med 1864 eller Danmark at gøre, i stedet præsenterer de en eller anden syg teori om at han skulle være en tidlig Marlboro-man, som tog til Frankrig. Eller sådan noget.

Som sædvanlig aner de såkaldte historikere ikke en kæft om hvad de snakker om, og prøver at slippe afsted med gisninger for at gøre sig interessante — gisninger, som blot kaster smuds på den rigtige Mallebrok, æret være hans minde. Dette er den sande historie:

Archibald Broch blev født i Königsberg i Preussen den 3. juni 1829. Som så mange andre kom han til Danmark omkring 1850 for at gøre lykken i Danmark i Guldalderen, men da det gik op for ham at der ikke var noget guld at finde, flyttede han til København. Nærmere bestemt til kvarteret omkring Læderstræde, der på det tidspunkt mest af alt kan karakteriseres som en blanding af Deadwood og Berlin i Weimar-republikken.

Rimeligt dekadent, med andre ord — hvilket bekom Archibald fint. Han prøvede i starten at gøre sig som kunstmaler, men det slog aldrig rigtigt an. Det ar først da han fandt sammen med en gruppe musikere at han for alvor fandt sin rette plads. Som Maler Broch — som han nu kaldte sig, skønt han var holdt op med at male — sagde, så kunne han med sine læber spille det bedste Valdhorn nord for Alperne.

Gruppen af musikere han kom med i kaldte sig Bøssekompagniet Bagladerne, og de var meget populære i området, dengang. Der var en del udskiftning, men sammen med Archibald var kernen gennem tiden opiumsimportøren Xin Ling (som spillede gong-gong), sigøjneren Tängel (fornavn ukendt) på tværfløjte, samt yankeen fra Brooklyn, Philip Young (med tilnavnet Bad Man Rubbin'), på trommer.

Blandt de kuriøse optrædender de gjorde, kan nævnes at de spillede ved åbningen af beværtningen Centralhiörnet, som stadig eksisterer den dag i dag.

Imens skete der imidlertid det, at Ditlev Gothardt Monrad kom i et skænderi med den preussiske opdagelsesrejsende og videnskabsmand, Alexander von Humboldt: Humboldt påstod at have opdaget en ny pingvin-art, og kaldte den Humboldt-pingvinen; Monrad var imidlertid sikker på, da han så tegninger af den, at han havde set sådan en i Vadehavet ved Schleswig, og insisterede på at han havde opdaget den, og at den skulle hedde Monrad-pingvinen.

Dette var grunden til at Monrad begyndte at klæde sig som en Humboldt/Monrad-pingvin, for ligesom at give sine ord mere vægt. Og derfor han i folkemunde blev omtalt som Pingvinen.

Da preusserne ville til at hjælpe Schleswig/Holstein (og Lauenburg, vi må ikke glemme Lauenburg) med løsrivelse, så Monrad det som et direkte angreb på sit claim to fame, pingvinen i vadehavet, hvilket er forklaringen på han kæmpede så indædt i mod det ellers relativt rimelige ønske om løsrivelse.

Hvilket så er det der leder til krigen i 1864. Og beseglede skæbnen for Laust og Peter og alle de andre.

Der er forskellige beretninger om, hvorfor Monrad så sig sur på Maler Broch. En af dem går, at Maler Broch skulle være kommet til, højlydt over for Monrad, at erklære at han ville blæse ham en lang March (med tydelige seksuelle undertoner). Om det er sandt er usikkert, men det er ihvertfald herfra udtrykket stammer.

En anden udlægning er, at Pingvinen blev set i håndgemæng med Bad Man Rubbin', efter hvad der må have været en intim situation som udviklede sig. Der skulle være delt lussinger ud (smak!), men igen vides det ikke om dette er den sande udlægning.

Hvorom alting er, Monrad så sig sur på en af Bagladerne, og ville smide ham ud af landet. I stedet tilbød de alle at melde sig til Hæren, til den kommende krig, hvor de ville levere musik til at styrke danskernes moral: Én (én for alle), alle for én (i røg og damp for Danmark)! sagde de (hvilket fik Alexander Dumas til at skrive sin historie om De Tre Musketerer om, så han kunne indflette dele af dette mundheld, da han læste en skillingsvise om Bagladerne nogle år senere.)

Dette syntes Monrad var en fortrinlig idé, han var godt klar over hvor populære de var, og så var de indrulleret, som musikkorpset som skulle give moral ved fronten. For Maler Broch betød dette, at han skulle kæmpe mod sit eget fædreland — men det bekymrede ham ikke stort, han følte sig 100 % integreret i det danske samfund.

På vej mod Dannevirke arbejdede de på en march som kunne indgyde mod & samhørighed; og det lykkedes — snart var de danske soldaters moral helt i top, når de hørte det som blev kaldt Maler Broch-marchen; samme melodi som vi idag lidet vidende omtaler som børnesangen om Mallebrok …

Et billede af hvordan jeg forestiller mig processen, kan man finde i den klassiske western De Døde Med Støvlerne På, hvor George Armstrong Custer ligeledes har brug for en sang til at give mod & mandshjerte til sit regiment:



På dette tidspunkt, inspireret af marchen, var der ingen der kunne stoppe de danske tropper. Og da preusserne indledte deres angreb på Dannevirke blev de da også slået uimodståeligt tilbage, på trods af preussernes overlegne artilleri.

Desværre havde en dansk officer, en nidding ved navn Didrich, set sig sur på Bøssekompagniets anderledes livsstil, og beordrede dem sammen med en lille deling soldater til at optage forfølgelsen på hele den preussiske hær. De fik jaget dem langt — men så blev de heltemodige ramt af en vildfaren dansk kanonkugle, affyret ved et uheld, fordi et fjols ikke troede kanonen var ladt.

Og således gik det til, at Maler Broch, Philip Young, Tängel og Xin Ling (på gong-gong) omkom den 2. februar 1864. Præcis som "børnesangen" fortæller (omend det er lidt sært at Philip Young i den har fået gong-gong'en, men det har jo nok været for at få nogle rim til at passe).

Efter dette gik luften helt ud af de danske styrker. "Vi mangler Bagladerne," telegraferede de fortvivlet hjem til København (hvilket har givet anledning til en anden myte, at nederlaget skulle skyldes de danske geværer, fordi historikere ikke fatter en bjælde). Men der var ikke flere Bagladere — sådan en samling hædersmænd vokser ikke på træerne.

Og dermed var den danske krigsskæbne afgjort — nu var det blot et spørgsmål om tid før nederlaget var en kendsgerning.

Efterfølgende har Danmark ønsket at glemme meget fra den krig. Således er der ikke længere nogen der husker skænderiet om pingvinen i vadehavet, og mange valgte hurtigt at glemme Maler Broch og Bagladerne.

Heldigvis glemte de dem dog ikke i København, hvor en stor del af Læderstræde nogle år efter blev omdøbt til Kompagnistræde, for at hylde Bøssekompagniet Bagladerne. Ligesom deres minde lever videre i sangen, som kunne have vundet krigen for Danmark.

Og i stedet for denne, den sande, heroiske historie, vil the establishment spise os af med søgte, kedelige forklaringer om en englænder i Frankrig? Jeg vil spiller jer en lang march, vil jeg — smak!

Noteapparat og kildemateriale her. Hvis du er interesseret i flere historiske historier, så kan man finde dem i min bog, Til almeen Dannelse.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 12. maj 2013

Twitters gennembrud?

Ingen kommentarer
For et par måneder siden lavede jeg et indlæg om twitter cards, og hvordan danske dagblade og businesses i den grad mangler at gøre brug af den mulighed. Det gør de stadig, tragisk, men det er ikke det dette indlæg skal handle om.

For i indlægget kommer jeg til at skrive at det virker ret tydeligt, at gennembruddet [for twitter i Danmark] kommer snart. Og det blev jeg så gået på klingen omkring, da jeg i aftes pushede indlægget:
Lad mig slå fast med det samme, jeg har ingen konkret evidens for at dette gennembrud kommer snart - der er vi i ren gut feeling - det må man heldigvis godt som superhelt & orakel. Og lige hvad definitionen på snart er, er måske også lidt farlig, men jeg tror jeg mener noget med inden for et halvt år.

Men af ting der giver mig denne gut feeling, er det vel hovedsageligt volumen & kritisk masse. Da jeg for (kun) godt 2 år siden begyndte at være aktiv på twitter, var der ikke mere end en håndfuld aktive journalister. Ikke ligefrem sådan i dag:
Og selvom redaktørerne er sløvere til at komme på, begynder de også i større grad at være repræsenteret. Dermed er de basale betingelser sådan set opfyldt, for at medierne kan begynde også at bruge twitter.

Der er da også sket en hel del, bare over de sidste uger. Og jeg tror den skelsættende begivenhed i Danmark kommer til at stå som bombningen af Bostons-marathon. Her blev det med et tydeligt, selv for tilbagestående Danmark, hvor stor betydning twitter har i nyhedsdækningen.

For mig var de måske mest ikoniske billeder fra CNN, som godt nok havde gang i et mega-SNAFU, som siden blev dækket på The Daily Show. Men her ses det tydeligt, hvordan reporterne knap kan løsrive sig fra deres telefoner, selvom de er på. Og jeg vil godt dele den hemmelighed, at det ikke er deres Facebook-side de er inde og checke ud.

Siden har der så været næsten daglige historier i dasnke medier om twitter - om det er noget vi skal frygte, om det er journalismens død, hvilke politikere som er på twitter, hvad de bruger det til, bla-bla-bla. Ikke vanvittigt indsigtsfulde historier, men de er der - og de er trods alt kommet et stykke videre end da Nynne Bjerre for blot et halvt år siden i Deadline affejede twitter i en bisætning, med at på 140 karakterer gav det sig selv, at det var et ekstremt overfladisk medie.

Så, jo, journalisterne er ved at være på - de er endda begyndt at crowsource
hvilket nok må betegnes som næste skridt, udover imponerethed af hvor mange der er på twitter, og at der også er politikere.

Og når først journalisterne er på, vil twitter komme til at indgå mere og mere i daglige reportager, og måske endda brugt med korrekt forståelse af mediet, og så vil de brede masser begynde at forstå, at det faktisk ikke blot er et Facebook-light. Selv i Danmark.

Jo - jeg er grundlæggende fortrøstningsfuld på twitters vegne, omkring fremtiden i Danmark. Hellere sent end aldrig. (Spændende om det så også engang betyder at der indføres twitter cards ...)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 11. december 2011

For han er en af vor egne...!

Ingen kommentarer
Et udpluk af overskrifter og tekster fra dagens nyheder:

Danskerne bedrager for milliarder

»Meget opsigtsvækkende« måling viser lav tilslutning til [Lars Løkkes] troværdighed.

Lars Løkke Rasmussen er landets klart mest populære politiker.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 25. september 2011

Underskriftindsamling for at Ripa kan blive i Danmark

Ingen kommentarer
Jeg har startet en online underskriftindsamling for at Ripas sag - og andres som hendes - skal kunne afgøres på en mere human måde end tilfældet tilsyneladende er i dagens Danmark.

Så - kære Læser - vil du ikke nok gakke derhen, og give din underskrift? Og meget gerne sprede links til Indsamlingen på Twitter, Google+ etc. - hell, selv på Farcebook, hvis du skulle bruge det.

Her er teksten man skriver under på:

På grund af en lov vedtaget i 2004, som partierne VKO og S stod bag, er en del børn kommet i klemme, hvis de ikke er kommet sammen med deres forældre til Danmark - de kategoriseres som "ikke integrerbare", og udvises derefter af landet.

Mest grotesk rammer dette nu 8-årige Ripa, som står til udvisning til Bangladesh. Hvor hun ganske vist har en mor, men denne kan/vil ikke tage sig af hende, da hun er blevet gift igen - og den lokale kultur gør at hun ikke kan tage børn fra tidligere ægteskab med i sin nye familie. Det kan man mene om hvad man vil, men det er under alle omstændigheder ikke Ripas fejl, at kulturen er sådan.

I Danmark lever hun med sin far, og dennes nye kone, og deres fælles barn. Og alt fungerer tilsyneladende fint - hun går i skole og fritidshjem uden problemer, på trods af at hun altså åbenbart er uintegrerbar.

Men systemet har talt - Ripa skal udvises, og der er ikke flere appelmuligheder. Udover hvis vi danskere gør opmærksom på at det er helt forkert - og politikerne tvinges til at få øjnene op for det åbenlyst forkerte.

Og begynder at overholde den børnekonvention vi har forpligtet os til, hvor blandt andet Artikel 3, Stk 1 siger:
"I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række."

Ved at skrive under her, viser du at du tager afstand fra et System som kan finde på at udvise en 8-årig pige på den måde, og opfordrer på det kraftigste lovgivere og udøvere til at finde andre løsninger og til at de overholder internationale konventioner.

Henvisninger:

Omtale i DR1 AftenShowet:
http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet/Artikler/2011/09/19091345.htm

Blogindlæg: Er det vores land?
http://blog.leoparddrengen.dk/2011/09/er-det-vores-land.html

Blogindlæg: Man kunne jo forestille sig:
http://labeet.dk/children/man-kunne-jo-forestille-sig-5/

Blogindlæg: Hvad skal Ripa udvises til?
http://x-hund.dk/2011/09/hvad-skal-ripa-udvises-til/

Blogindlæg: Børn af udlændinge er ikke velkomne i Danmark...
http://udsigt.wordpress.com/2011/09/21/born-af-udlaendinge-er-ikke-velkomne-i-danmark/

Følg også diskussion om sagen på Twitter, under hashtagget #RipaiDK ( http://twitter.com/#!/search?q=%23ripaidk )

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 9. september 2011

Fokusgruppen

4 kommentarer
Det hele er noget drømmeagtigt, men jeg må fortælle begivenhederne som jeg husker dem, hurtigst muligt:

Det må have været i går eftermiddags. Jeg var inde ved Israels Plads, jeg havde tænkt jeg skulle se de nye Torvehaller. Da 3 mænd pludselig hopper ud fra en hvid mercedes. PET-typer.

"Hop ind," siger en af dem, øjensynligt deres leder. Jeg overvejer mine muligheder, men han åbner lidt for jakken, jeg kan se han har en Uzi i et skulderhylster. "Det har du ikke lyst til," siger han. "Der er for mange der kan komme til skade!"

Og han har desværre ret, så jeg sætter mig ind i merceren, hvor de giver mig strips på arme og ben, og lænker mig til sædet. Og vi kører.

"Leoparden er i hus," melder en af dem over en radio.

"Hvor kører I mig hen - og hvem står bag det her?" spørger jeg. Mest for at få ro på mine tanker, undgå panik.

"Op til Lars," siger den ordførende. "Han siger du skylder ham noget."

Jeg ved ikke lige hvad det kan være. Ved vores seneste møde var jeg af den opfattelse at Lars havde snydt mig godt og grundigt. Men det er svært at finde ud af hvordan hans underlige sind fungerer.

Efter ca 35 minutters kørsel nordpå kommer vi til et mondænt, moderne bygningsværk med udsigt over Øresund - omkring bygningen er en mindre park, og uden om den en høj mur. Privathospitalet Holger Danske fortæller et skilt, at der er tale om. Chaufføren melder os ved et samtaleanlæg ved et støbejernsgitter i muren - gitterporten svinger op, og vi kører op til selve bygningen.

Hvor Lars Løkke står og modtager os. Hans lille korpus virker endnu mere absurd på grund af proportionerne på stedet - alt er større end normalt, bortset altså fra Lars.

"Velkommen, Leoparddreng, så mødes vi igen!" siger han, da jeg bliver lempet ud af bilen. Han gør tegn til en kittelklædt person, som jager en sprøjte i min skulder. "Bare noget som får dig til at slappe af, " siger Lars. "Vi vil jo helst undgå uheldige episoder..."

Jeg mærker hvordan kontakten til min krop hæmmes, som er jeg fuld. Jeg kan godt bevæge mig, men tiden er forkert - min krop reagerer for langsomt.

Jeg bliver ført ind i bygningen og ned ad gange som straks virker labyrintiske. Men jeg bemærker hvor sterilt alt er - og dyrt. Der er stuk på lofter og vægge, belagt med pladeguld, og moderne kunst på væggene.

"Velkommen til Privathospitalet Holger Danske," siger Lars Løkke. "Hvad ikke alle ved, er at det også er hjem for Venstres Pressetjeneste."

Vi kommer forbi en glasrude som viser et mareridtsagtigt sceneri et et stort rum - i 12 senge ligger overvægtige mennesker med gennemsigtige slanger ind i deres maveområder, hvorigennem klumper bliver suget ud. Fra deres hoveder går elektroder til computere - men mest uhyggeligt: de er ved fuld bevidsthed og deres hoveder er spændt fast så de kigger på en stor fladskærm for endevæggen, der viser noget der ligner turistfilm for Danmark. Fokusgruppe 3 står der på et skilt på ruden.

"Your tax dollars at work," ler Lars Løkke. "Det er her vi klarer fedmeoperationerne og fedtsugninger. Og samtidig tester vi altså, hvordan vi bedst stiller Danskeren tilfreds - de her er i gang med at udvælge scenerne til vores præsentationsvideo til TV. Det var oprindeligt Anders' idé med fokusgrupperne, men han overlod udførelsen til mig, da jeg var Sundhedsminister. Og jeg er ret stolt over resultatet!"

Han kigger på mig, mens vi fortsætter ad gangene: "Og hvorfor fortæller jeg dig så alt det? Som en tåbelig overskurk i James Bond med storhedsvanvid, tænker du sikkert." (Og det har han ret i.) "Det skal jeg fortælle dig, Leoparddreng: Fordi du aldrig kommer til at fortælle nogen om det her. Og fordi du skal hjælpe mig!"

Han åbner en dør, til et lokale på vel ca 3x3 meter. Der er et skrivebord og en enkelt stol. Jeg bliver sat i stolen og spændt fast. På væggen overfor er endnu en fladskærm, fra Samsung, bemærker jeg.

"Forstår du, Leoparddreng. Alle mine fokusgrupper har ikke kunnet give mig overtaget i denne valgkamp. Der mangler noget. Og mine analytikere - vel nok mest deres programmer - har undersøgt Danmark og nettet, og fundet ud af at der findes et nexus - et sted hvor videnen om den del af danskerne jeg ikke kan nå samles. Og det er i dig, Leoparddreng!"

Det gibber i mig. Jeg føler mig som om jeg er del af de hvide mus' eksperiment i Hitchhikers'.

Løkke fortsætter: "Det er ironisk, Leoparddreng, at det lige skulle være dig. Min værste fjende. Men der er vel også en form for symmetri i det!" Her aner jeg faktisk ikke hvad han ævler om...? Hans værste fjende?

"Det der gik galt var fedmen," fortsætter Lars Løkke uanfægtet. "Alle der kommer ind her er jo overvægtige - og med de seneste ændringer i regelsæt skal de være endnu federe end før. Og det forskruer billedet. Men du - du kan udjævne det, give det sidste nøk..."

Han trykker på en knap. En hvidkitlet person kommer ind, en anden end før, og giver mig en ny indsprøjtning. "Bare lidt penthotal-natrium og lidt barbiturater," forklarer Løkke. "Et sandhedsserum!"

Fjernsynet tændes, og Løkke fingerer ved sin iPhone. Op på skærmen kommer 4 kvadranter, med et motto i hver.

"Se på disse," beordrer Løkke mig. "Analytikerne har fundet frem til at det er et af disse to par, det øverste eller nederste vi skal bruge, men vi kan ikke afgøre hvilket. Og det er det du nu skal fortælle os, Leodreng. Den venstre side er det vi vil sige om oppositionen, og den højre er det vi vil sige om os selv. Hvad er det bedste, det øverste eller nederste?"

Her er hvad der stod på skærmen:

Stress & JagChips & Hygge
12-Minutters PengeRigtige Penge

Det står øjeblikkeligt klart for mig hvad det rigtige svar er - måske er jeg virkelig sådan et nexus?

Selvfølgelig er det Stress & Jag man skal skræmme danskerne med - for de gider sgu ikke arbejde længere, om det er 5 minutter, 12 minutter eller én time, eller hvad. At fortælle danskerne at de 12 minutter aldrig ville blive til noget har været regeringens helt store fejl gennem valgkampen - det har kun beroliget danskerne i forhold til Helle Ts plan

Og danskerne er fint tilfreds med Chips & Hygge (det vil sige Paradise og andet reality) i den tid de helst ikke vil være på arbejde - altså sålænge som muligt.

12-minutters penge / rigtige penge - det er tilgengæld for latterligt. Nok en fancy copywriters våde drøm, men han stemmer så også på Venstre.

Men jeg vil selvfølgelig ikke sige, at de skal gå med den øverste. Problemet er de her stoffer der cirkulerer rundt i min hjerne, som gør at jeg føler at jeg må sige det. Men noget må være galt med stofferne - nok min sære leopard-metabolisme, som de nok ikke har regnet med, en bieffekt af min mutation.

Ihvertfald får jeg efter en hård kamp fortrængt impulsen, og fremstammet: "D-d-den nederste!" hvorefter jeg kollapser på bordet, dog stadig ved bevidsthed.

"Storartet, Leoparddreng, storartet. Det giver mig lige 4 år mere!" Efter en pause: "Og nu tror du sikkert vi vil slå dig ihjel? Men sådan er vi slet ikke - selvom du tror det. Og vi kan jo få brug for dig igen… Om lidt kommer en af de rare læger, og du får en indsprøjtning så du glemmer det her - ligesom det sker for alle vore andre patienter. Og så kører vi dig hjem."

Kort efter kommer der ganske rigtigt en ind, og jeg mærker endnu en indsprøjtning. Ting bliver mere tåget fra nu af, men på et tidspunkt er Peter Christensen i rummet og snakker med Løkke.

Løkke skælder ham ud: "Nej, Peter, du bliver her som vi har aftalt. Du kan ikke snakke med nogen i øjeblikket. Der er for stor chance for at du kommer til at sige noget dumt!"

Per Christensen: "Må jeg ikke nok bare sende en lille sms? At hun spekulerer i skat?"

Løkke: "Nej, for helvede, Peter, du er gået for langt denne gang. Ingen kontakt til pressen for dig, før efter valget. Og slet ikke B.T!"

Og alt bliver sort. Til jeg vågner op i Ørstedsparken, midt om natten. Først forvirret - men så husker jeg - men kun sløret. Deres stoffer virker simpelthen ikke ordentligt på mig. Og jeg skynder mig hjem i Leopardhulen. Og deler nu min historie med Danmark.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 12. juli 2011

Hvor bliver medierne af?

Ingen kommentarer
Når det israelske parlament vedtager en lov, som gør det straftbart at opfordre til boykot af ulovlige bosættelser på Vestbredden - så skulle man da næsten synes, at det fortjente omtale i danske medier?

Især i et Danmark, hvor vi har en regering som nærmest har startet et korstog for ytringsfriheden?

Men, nej, ikke et ord. Jeg ville ellers gerne se et interview med Søren Espersen. Ikke for det, jeg ved hvad han vil sige, men det vil være vederkvægende at få hans hykleri udstillet så åbenlyst.

Bemærk også, at manden bag loven, Zeev Elvin, begrunder behovet for den med, at de ikke kan presse udlandet til at gøre noget ved boykot, hvis de ikke selv har gjort noget på hjemmefronten først. Nu tror jeg heldigvis ikke, at Israel vil få noget som helst held med at prøve at få EU til at indføre anti-boykot love (det vil fandme være absurd, så skal vi alle købe et kg sharon-frugter ugentligt?) - men det betyder at det er noget vi kommer til at høre mere til.

Så kom da i sving, Danske Medier, hvorfor skriver I ikke om det?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 12. maj 2011

Hellere latterliggørelse end vrede over grænseløs dumhed

Ingen kommentarer
Der var megen vrede vendt mod DF igår, over at de fik deres latterlige grænsekontrol igennem. Og fint nok, det kan man da godt være sur over.

Men realiteten er jo, at den grænsekontrol der kommer ikke vil komme til at betyde en skid, udover at den vil koste nogle penge, og der skal ansættes nogle folk som kan proppes i nogle uniformer og stå og kede sig ved grænsen. Det ligger jo faktisk i opgaven at de ikke må undersøge andet end en tilfældig bil engang imellem.

Og hvis det betyder at bilerne kommer til at køre langsommere igennem - fint med mig, alt der kan sænke farten og gøre livet surere for bilister har min støtte.

Så kan man være vred over DFs syn på at alle ulykker kommer udefra, og bare vi lukker helt af går det meget bedre. Men det er jo ikke noget nyt - den holdning har de altid haft. Så hvis man skal være sur på nogen i den anledning er det V&K.

Nej, jeg synes der er meget mere fornuft i at latterliggøre DF. For helt ærligt - det handler jo om, at de har skullet have et figenblad for at gå med på at forringe efterlønnen. Som de ellers har garanteret, meget mere end Nyrup gjorde i '98, at det ville blive over deres lig, hvis der blev pillet ved den.

Det har de så glemt alt om nu. De vil ganske vist sige, at hvis det ikke var for dem, ville efterlønnen helt blive afskaffet, at de fik det mindst ringe resultat. Men det er noget ævl - for hvis DF sagde nej til efterlønsforringelser ville det ikke kunne lade sig gøre at finde 90 mandater.

Så der står tilbage, at DF har solgt efterlønnen for: nogle forblæste toldskure med nogle sovende tolere, og en fin rød & hvid grænsebom som ikke må lukkes.

Det er det budskab man skal have frem. DF fremstår i øjeblikket som vindere, og des mere vrede man pisker op imod dem, des mere vil det billede tegne sig. Hvor sandheden er, at de har solgt hvad de sagde var deres helligste hjerteblod for - stort set ingenting.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 19. april 2011

Breaking: Liberal Alliance købt af Donald Trump

1 kommentar
Efter at det det meste af aftenen har svirret med rygter om at kapitalfonde ville købe Saxo Bank, viser det sig nu at den sidste spiller i handlen Junk, Inc - kontrolleret af den kontroversielle amerikanske rigmand, Donald Trump - har droppet at give et endeligt bud på hele konsortiet.

Donald Trump - ny ejer af LA
I følge en troværdig læk i Forsvarsministeriet, skyldes Donald Trumps tøven med at kaste de sidste penge i projektet, at der simpelt hen er for mange skeletter i skabet.

Tilgengæld har Trump været meget interesseret i at købe Saxo Banks politiske gren i Danmark, partiet Liberal Alliance. Præcis hvad formålet med det skulle være står ikke helt klart, men word on the street siger at Trump agter at stille op som republikansk præsidentkandidat i USA til præsidentvalget i 2012, med mærkesagen at Obama slet ikke er amerikaner.

Og teorier går på at han med købet af Liberal Alliance satser på at corner the market, hvad det så end vil betyde.

Jeg holder øje med sagen, og håber på en snarlig kommentar fra Anders Samuelsen - spørgsmålet er om han får lov at fortsætte som CEO for Liberal Alliance, for rygterne siger at Trump har et godt øje til politisk ordstyrer, Simon Emil Ammitzbøll. Men hvis man skal af med Anders Samuelsen koster det et meget dyrt gyldent håndtryk, og det er usikkert om det kan betale sig.

Man må sige at dansk politik er interessant for tiden, og det gør det ikke mindre kedeligt at den er ved at blive outsourcet og globaliseret!

Sidste; Lars Seier udtrykker tilfredshed med handlen, men vil ikke ud med hvor meget Saxo Bank har fået for Liberal Alliance. Men han udtrykker at det ihvertfald var mere end partiet var værd, både set ud fra aktiver og fra et strategisk synspunkt.

Det lyder med andre ord som om det er en win-win handel for alle!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 8. april 2011

Herlig reklame fra før Mad Men

Ingen kommentarer
I mit revir ligger et hus med en reklame for vistnok et af de første afhøvlingsfirmaer i Danmark på gavlen. Og jeg morer mig over den hver gang jeg går forbi. Den skal nok have fået mange frederiksbergske husmødre til at få en afhøvling, dengang:
Er De ked af Deres grimme Gulv?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 22. marts 2011

Quiz 146: Hvilken roman

Ingen kommentarer
Denne profetiske og dystopiske roman fra omkring år 1900, skrevet af en nobelprisvindende forfatter, handler om to fremtrædende politikere - i perioder ledere af hvert deres parti - i et Danmark 100 år senere. Hvad hedder den?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 28. januar 2011

Alligevel fantastisk prioritering

Ingen kommentarer
At mens der er revolution i et af de folkerigeste og betydningsfulde islamiske & arabiske lande, og millitæret tilsyneladende er gået på folkets side, og støtter det mod politiet - har DR droppet TV Avisen, for istedet at vise en håndboldkamp - som Danmark ikke engang deltager i.

???


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 29. december 2010

Det Bornholmske Gummisvin

3 kommentarer
Oprindelsen for Danmarks mest populære eksportvare, Det Bornholmske Gummisvin, fortaber sig noget i tidens tåger.

Men en sejlivet myte fortæller, at det opstod ved et tilfælde for mange år siden, da Bornholm i en meget hård vinter var dækket af sne! Ja, det sneede faktisk i Danmark dengang, selvom det kan være svært at tro, men klimaet var koldere, og om vinteren skete det faktisk at temperaturen kom under 0 op til flere dage i træk.

Og denne vinter var helt usædvanlig, og Bornholm havde bedt om hjælp fra resten af Danmark, og de sendte 16 gummigeder. Det står ikke helt klart hvad en gummiged var, men man må gå ud fra at deres opgave var at spise sneen.

Billede af benzinstation
Samtidig befandt der sig på en benzinstation - benzin var noget man brugte til køretøjer dengang, og det er derfor vi har det så varmt i dag - en nødforsyning ornesæd.

Og ifølge sagnet skete der så et uheld ved denne benzinstation, som involverede ornesæden og de 16 gummigeder, som ved skæbnens gunst blev inseminerede. Og altså blev stammødre til vores bestand af gummisvin idag, som kun kan leve på Bornholm, og som er så lækkert at alverden vil betale formuer for det; og som jøderne har erklæret kosher, og muslimerne halal. Og mælken fra gummisvinet har som bekendt revolutioneret osteverdenen, hvor gummisvineosteløben måske er det værdifuldeste gastronomiske materiale, målt i kroner per gram.

I sandhed en forunderlig historie!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 10. december 2010

Vel talt!

Ingen kommentarer
Tillad mig kort at anbefale et debatindlæg i Politiken i dag, af Niels Theilmann Møller og Lisbeth Zornig Andersen, med overskriften Ey, Danmark - hvad sker der for dig?

Jeg er jo meget enig med dem - som læsere af bloggen næppe vil være overraskede over at høre - og det er storartet skrevet. Så hermed anbefalet.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 9. december 2010

Til middag ved de riges bord - igen

6 kommentarer
Efter at jeg i foråret var på et mindre vellykket restaurantbesøg med Claus Hjort med flere, havde jeg alligevel fået blod på tanden efter noget gourmetmad - så da jeg et par uger efter fik en mail, slog jeg til:

"Betal 400 kr om måneden et halvt år - og få en lækker madoplevelse på Dama - en af Danmarks fremmeste restauranter," stod der. "Nyd en aften med ledsager i eksklusive lokaler, sammen med afslappede og stilfulde ligesindede. Dama - mad for enhver smag - men ikke for enhver!"

Sådan stod der - og jeg meldte mig ind. Dama fik jo for år tilbage en af de første Michelin-stjerner uddelt i Danmark - og det ville jeg altså gerne prøve at smage. Og det er da egentligt et smart koncept, at man sådan kan melde sig ind i en klub - og på den måde spare op, og samtidig få maden billigere. Og føle sig som del af det hele?

Så gennem godt et halvt år har jeg troligt betalt 400 kr om måneden over PBS, og forleden dumpede der så en invitation til at spise på Dama ind af brevsprækken - med ledsager.

Jeg inviterede en god veninde, som jeg længe har haft et godt øje til med - vi kan kalde hende Laila - og jeg havde vel et eller andet sted et håb om at maden kunne slå benene væk under hende... og vi måske også kunne nyde morgenmad sammen.

Vi mødtes på Kongens Nytorv, og begav os sammen til de gamle, hæderkronede lokaler i Tordenskjoldsgade. Det var godtnok fint, tænkte vi, for udenfor stod fornemt uniformerede tjenere og modtog os.

"Har De en invitation?" spurgte den ene.

Jeg rakte ham glad min invitation med sirligt trykte bogstaver. "Meget vel, og velkommen til!" sagde tjeneren belevent. "Og frøkenens?"

"Nej, nej, hun er med mig!" sagde jeg.

"Så hun har ikke egen invitation?"

"Nej, det behøver hun jo ikke - min invitation er jo med ledsager...?!"

"Ja, det er jo meget fint," sagde tjeneren, som vi nu opfattede som en vagt. "Men hvis hun ikke er medlem... så skal hun jo have point nok."

"Point - hvad snakker du om?" spurgte jeg.

"Jo, men det står på invitationen - se selv."

Han pegede - og ganske rigtigt var der en lille-bitte asterisk ved ordet ledsager. Og længere nede en fodnote. Der stod, med små sirlige bogstaver: "* Dama forbeholder sig ret til at afvise ledsagere som ikke er medlemmer, såfremt disse ikke anses som levende op til Damas høje standarder. Se nærmere om de på ethvert tidspunkt gældende regler på vores hjemmeside."

"Ja, jo," sagde jeg. "Men det handler vel bare om, at I vil bortvise folk, hvis de møder op, plørefulde?" Jeg kiggede på Laila. Udover hun så lidt småmuggen ud, gjorde hun da en god figur, syntes jeg.

"Nej, så enkelt er det sandelig ikke. Dama er en eksklusiv klub - det går ikke at ødelægge navnet ved bare at lukke hvemsomhelst ind." Han kiggede på Laila: "Ønsker du at deltage i testen?"

"Helt ærligt," sagde hun, henvendt til mig, "jeg føler mig faktisk ikke særligt velkommen her. Jeg kender en udmærket pakistansk restaurant i Bredgade, skal vi ikke hellere gå derover?"

"I kan også gå på Svema," sagde vagten. "Det ligger lige ovre på den anden side af vejen."

"Fandme nej," sagde jeg. "Nu har jeg betalt til det her sted - med ledsager! - et halvt år, så vil jeg altså også smage deres mad!"

"Okay," sagde hun. "Så lad mig få den test. Det kan vel ikke være så svært?"

"Fint, " sagde vagten. "Nu skal vi se... jeg skal lige finde den til damer."

Mens han rodede i papirerne prøvede jeg at kigge ind af de lettere duggede ruder, ned i restauranten. Og var ved at få min tunge i den gale hals, da jeg så Lars Løkke sidde i en større forsamling ved bordet ved vinduet nedenfor os.

"Hov, er det ikke Lars Løkke?" udbrød jeg.

"Joda," sagde den anden vagt, "han spiser her næsten hver aften. Det er jo ham der er formand for Madklubben."

Crap, altså. Lars Løkke havde taget røven på mig sammen med Claus Hjort én gang - det måtte altså ikke ske igen! Jeg håbede i den grad Laila klarede testen - nu handlede det ikke kun om pengene mere.

"Godt," sagde vagten, som nu havde fundet den rette test. "Første spørgsmål: Hvilket mærke er din taske?"

"Det er en KKDK," sagde hun. "Købt på tilbud. Vil du se en bon?"

"Nejnej, det er fint. Du må huske - vi gør kun vores arbejde. Synd det ikke er en Louis Vuitton eller Prada - så var I næsten inde. Nå, men det er i det mindste ikke en Samsonite. Du får 2 point. Og dine sko - hvilket mærke er de?"

"Det er et par Loubotin," sagde hun stolt. "Behøver du spørge?" Hun strakte sin højre fod frem, og fremviste de nydelige højhældede.

"Jamen, fint, så er du godt på vej. Den giver 3 point. Det er synd i ikke var her for 14 dage siden, da gav Loubotin 5 point, men der er kommet nye ranglister. Nå, godt så - du er så på 5 point i alt."

Efter spørgsmål om hendes buksedragt, som også var et kvalitetsmærke var hun på 8 point.

"Hvor mange skal man have?" spurgte jeg.

"Det kommer an på... hvor gammel er du?" spurgte han Laila.

"Det spørger man virkelig ikke..." Men hun blev afbrudt af et blik fra mig, jeg i dag fortryder. Jeg ville virkelig ikke finde mig i ikke at komme ind. "Nå, godt. Jeg er 33," sage hun.

"Ah, det var da uheldigt. Kvinder under 32 kan nøjes med 7 point - så havde du allerede været inde. Nu må vi lige spørge lidt mere - du skal op på 14."

Han fortsatte med nogle mærkelige spørgsmål - om hun kunne finde ud af at spise med kniv og gaffel, om hun var ryger (ikke for det, man måtte selvfølgeligt ikke ryge indendørs, fik vi at vide, men for princippet), om hun vaskede hænder når hun var på toilettet, og om hun undlod at skylle bind og tamponer ud. Altsammen svarede hun rigtigt på, og scorede et eller to point per svar.

Tilsidst fik hun et alkometer at blæse i, og den gav intet udslag. Og med det var vi godkendt.

"Jamen, så er der bare spørgsmålet om betalingen," sagde vagten.

"Betalingen? Jamen, jeg har jo betalt, over medlemsskabet?!"

"Ja, men nu er du jo med en ledsager som ikke er medlem. Så må vi lige have et depositum på 1200 kr - man ved jo ikke om hun pludselig går amok på nogen!"

Jeg var rasende. Men jeg ville ind! Jeg stak ham 1200, som jeg havde hævet, hvis nu vi skulle et sted hen bagefter.

"Jamen, så velkommen til!" sagde vagten, og åbnede døren for os. "Jeg håber I nyder aftenen!"

Da jeg passerede den anden vagt, kunne jeg næsten sværge at han hviskede "Du skulle have valgt Svema!"

Nå, men vi kommer ind i et lokale - som ærligt talt havde set bedre dage. Tapetet var dueblåt, men falmet, og nogen steder var det gået løs af væggen. Der var pænt fyldt op - og det var meget tydeligt at se hvem der var medlemmer af Madklubben, og hvem der var der med ledsager. Medlemmerne var ekstremt casual klædt - i uvaskede jeans & plettede sweatshirts, og nogle sågar i joggingtøj - det var Lars Løkke, for eksempel, han var iøvrigt allerede godt lakket til, og lugtede af røg - mens de som var der med ledsager alle var klædt i pænt tøj, og virkede ekstremt ædru - og noget beklemte ved situationen.

Vi blev bænket ved et bord - som vippede, men vi fik sat noget under et ben - og kiggede spændt på menukortet. Der var 2 faste menuer, 3-retters menuer, stod der - intet andet. Den første menu var: Kogt medister, med kartofler og Brun sovs. Til dessert: Vanilleis. Den anden menu var: Frikadeller med rødkål og Brun sovs. Til dessert: Vanilleis.

"Hvad er det her? Det må være en joke!" udbrød jeg.

"Jeg ville altså hellere spise pakistansk," sagde Laila.

"Hold nu k... jeg mener - undskyld, ja det kan jeg godt forstå... men det her.. det må være en fejl!"

Jeg gjorde tegn til en tjener, som kom ret prompte - det må man dog sige, der var faktisk ikke noget galt med servicen. "Ja, kan jeg hjælpe?" spurgte hun.

"Ja, altså... det her, det må være en fejl. Det må være et forkert kort eller noget. Der er kun to 3-retters menuer. Som kun indeholder 2 retter, og desserten er den samme?!"

"Nej, det er skam rigtigt... det er sådan det skal være."

"Medisterpølse og frikadeller... skulle det være gourmet?"

"Det er altså det vi har..."

"Men... Michelinstjernerne? Kokkehuerne? Madklubben? Hvad er der blevet af det hele?"

Tjeneren kiggede rundt, og bøjede sig frem, indimellem os. "Mellem os sagt," sagde hun lavmælt, med en fortrolig stemme. "Jeg har fået job ovre hos Svema - jeg gider ikke det her mere. Det her var et fedt sted engang. Lidt gammeldags og lidt provinsielt, jo, men råvarerne var iorden. Og stemningen var god. Men så, for snart ti år siden, kom der ny ejer... "

Hun skævede angst over mod Lars Løkke "... det var ikke ham der, han er nummer to. Men stedet begyndte hurtigt at gå ned ad bakke. Den første ejer begyndte at fyre kokkene, når de ikke var enige i hans menuvalg: De skal ikke tro de ved noget om mad - sådan noget smagsdommeri! yndede han at sige. Men han fik så et andet job, lige inden der kom besøg fra fødevaretilsynet..."

"Fødevaretilsynet?" udbrød jeg.

"Ja - det gik helt galt. Det viste sig at den gamle ejer blandede alt muligt underligt i maden, siden da har vi ikke haft lov at have friske råvarer liggende, nu bliver alt tilberedt fra frost. Men den nye ejer -" hun kiggede igen på Lars Løkke "kunne jo godt se, at folk forsvandt, og slet ikke ville betale priserne - for maden er jo ren discount. Så han fandt på det med Madklubben. For på den måde kunne han give folk en illusion af, at de kommer på et eksklusivt sted, og få penge ind. Det er et gammelt trick i branchen - at få folk til at føle de er del af en udvalgt skare."

"Katrine, hvad laver du!" råbte Lars Løkke nu. "Vi betaler dig jo ikke for at snakke med gæsterne! Få røven med dig - og tag en runde fadøl med, nu du er igang!"

"Jamen..." sagde hun.

"Ikke noget jamen!" råbte Lars Løkke. "Er det klager? Er det menuerne igen? Der er frit valg, siger jeg bare! Og der er ikke noget overbetaling! Jeg gider ikke høre på det mere, jeg har sagt, jeg ikke har mere at sige."

"2 gange frikadeller og vanilleis, sågerne!" sagde tjeneren, som åbenbart hed Katrine, og forsvandt ud i køkkenet. Vi stirrede vantro og forbløffet efter hende. Kort efter kom hun tilbage med armene fulde af fadøl, som hun stillede ved Lars Løkkes bord. Da de var optaget af drikkeriet vendte hun tilbage til os.

"Jeg gav jer frikadeller - for medisteren... den har hunden haft fat i!"

"Hunden?"

"Ja, der render en tæve rundt ude i køkkenet - det er Lars Løkkes egen. Egentligt var det den gamle ejers - men Lars Løkke fik den, sammen med stedet. Og nogle gange tror jeg, at det er hunden der ejer ham. Og - så er den ikke stueren, men har flaben i alt hvad den kan finde. Det er mig en gåde at fødevaremyndighederne ikke har opdaget det endnu, og grebet ind."

"Jeg er lamslået..."

"Og det med menuen, der kun er to retter? Det er bare det seneste påfund - han skar forretten væk i sidste uge, men siger stadig det er en 3-retters menu. Det må være sovsen han regner som en ret - ellers ved jeg ikke hvordan det skal hænge sammen."

Der lød et *ding* ude fra køkkenet. "Nå, nu er jeres frikadeller klar," sagde hun. "Lige et øjeblik."

Hun var på vej ud i køkkenet men vendte sig om på vejen. "Iøvrigt - jeg skal huske at sige... det er en mandelgave... man siger at en Pelikan-moder laver sår i sit eget bryst hvis dens unger sulter - så dens unger kan drikke blodet og overleve. Det er måske noget I kan bruge til noget? God Jul!"

Jeg og Laila kiggede på hinanden. Så rejste vi os, tog vores tøj, og gik mod døren. "Hvad - går I uden at spise?" råbte Lars Løkke. "Nå, fint nok... så er der mere til os andre! Ha-ha." Han kigge mistænksomt på mig. "Har jeg i øvrigt ikke set dig før, et eller andet sted?"

Vi skyndte os ud af døren, forbi vagterne, og tilbage mod Kongens Nytorv. Jeg havde det lidt dårligt med at gå uden at sige farvel til Katrine - men jeg glædede mig over, at hun dog havde fået job hos Svema. Hun var god nok.

Det mest naturlige havde været at finde et andet sted at spise - men jeg kunne mærke at Laila ikke var helt tilfreds med mig. Så jeg sagde farvel til hende ved Metroen på Kongens Nytorv, og gik selv på Burger King på vej hjem. Der var tilbud på en Big King Barbecue til kr 20.

Først da jeg kom hjem til mig selv gik det op for mig, at jeg havde glemt at få mit depositum tilbage. Men jeg skal ikke derhen igen. Aldrig. Ikke før stedet får ny ejer, ihvertfald.

(Jeg skal lige understrege, at Dama absolut ikke må forveksles med Noma!)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 30. november 2010

Quiz 122: Hvilken konstruktionsform

Ingen kommentarer
Selskabet bag den kommende Femern-forbindelse, Femern A/S, anbefaler en forbindelse af denne type. Det har allerede fået tyskerne til at tale om en Dumme Dänen-tunnel, da konstruktionen kun lader... mindre bemidlede personer passere. Hvilken konstruktionsform er foreslået?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 26. november 2010

Olie i Sønderjylland?

1 kommentar
Nu er der åbenbart jagt på olie i Sønderjylland - olie som et polsk selskab mener at være ret sikker på er der. Det rejser umiddelbart nogle spørgsmål:

Hvordan kan det være det er et polsk selskab og ikke DONG eller Mærsk som undersøger det? Havde det ikke været mere nærliggende?

Og hvad er det med Sønderjylland og deres undergrund? Jeg synes at det er cirka hvert femte år, der kommer en eller anden sær historie, om at nogle geologer nu har fundet et mineral, og at der muligvis skal laves miner med muligheder for milliardindtægter. Men det bliver mig bekendt aldrig rigtigt til noget.

Men hvis der er olie - betyder det så, at Sønderjylland er Danmarks Texas? Der er mange lighedspunkter, hvis man tænker over det - en fortid, hvor der har været strid om tilhørsforholdet, og en rabiat patriotisme i dag. Køer på fladt land. Og så altså olie?

Og betyder det så, at vi om få år, kan regne med at se TV-serien Rødekro rulle over skærmen?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 24. november 2010

Hate Speech

2 kommentarer
Jeg var henne og aflevere den yngste hos min mor her tidligere. Da jeg kørte tilbage i S-Toget nuppede jeg lige 24 Timer med, så jeg havde noget at læse i. Da jeg kom til side 7 blev jeg så mødt af overskriften: DF: Muslimer river og bider hjemmeplejere.

Egentligt refererer 24 Timer bare et indslag i Go' Morgen Danmark i går. Alene det at det ikke har været refereret andre steder, viser lidt om hvor langt ude i hampen vi er i landet efterhånden. Vi gider sgu knap reagere på de mest uhyrlige anklager.

Nå, men altså - historien er, at Liselott Blixt endnu engang er ude med et frådende angreb på muslimer i Sundhedssektoren. Som hun jo er gået helt amok i på det sidste - med saftevand, kage og tørklæder.

Men nu mener hun altså at samfundet må gribe ind overfor det her åbenbart enorme problem - at ældre muslimer på hospitaler og plejehjem går amok på personalet, og bider, slår og spytter på dem.

FOA - som jo nok burde kende til problemer for de ansatte i plejesektoren - kender ikke til problemet. Eller, jo - de kender godt til at personalet kan blive forulempet både fysisk og verbalt af de ældre (demente, går jeg udfra). Men at det skulle være et særligt problem blandt muslimske klienter/patienter - det kender de intet til.

Det rører ikke Liselott Blixt - hun er nemlig selv engang blevet bidt. Sikkert den samme gang for 20 år siden, da hun selv observerede nogle muslimer som drak saftevand og spiste kage i et venteværelse. Og så gælder det naturligvis for alle muslimer.

Det er efterhånden en klar kampagne fra Liselott Blixt - af udokumenterede påstande, som er egnet til at skabe had mellem befolkningsgrupper - hvad der normalt hører under definitionen på Hate Speech. Og... skal hun virkelig bare have lov til at fortsætte med det?

Altså - jeg er for ytringsfrihed, og så videre - men når man er valgt til Folketinget har man vel også en eller anden pligt i forhold til hvad man lukker ud - at det ikke blot er hadfuld, løgnagtig propaganda?

(Og for at svare på hendes spørgsmål i Go'Morgen Danmark - hvad man skal gøre ved de ældre muslimer som bider og river: man skal naturligvis gøre præcis det samme med dem, som man gør med ældre kristne, agnostikere, buddhister, hinduer, ateister etc, som bider og river.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jamen, lad os da endeligt lukke os helt inde!

4 kommentarer
Da DF'eren Marlene Harpsøe forleden var ude med sit forslag om, at færdiguddannede skulle betale 130.000 hvis de tog job i udlandet i de første 5 år efter endt uddannelse... var jeg tæt på at skrive endnu et satirisk indlæg om deres tåbeligheder.

You shall not pass!
Men det var lidt sent - og jeg har skrevet så mange indlæg om DF på det sidste, at jeg må tilstå at jeg altså ikke magtede et mere, på det tidspunkt.

Men der skal ikke være tvivl om, at jeg føler forslaget er ganske vanvittigt - derfor har det også vakt en del undren hos mig, at dele af oppositionen tilsyneladende er ganske glade for idéen.

Lad mig derfor remse op, hvad jeg har imod forslaget:
  • Det er del af en trend med dansk selvtilstrækkelighed - som det ellers er DF som står for. Hvor det såvidt muligt gælder om at undgå kontakt med udlandet. Og en protektionistisk tanke-politik er på ingen måde sund!
  • Har man tænkt over, om det ikke vil afholde nogle fra at studere overhovedet? Jeg er ret sikker på, at jeg ville overveje det ganske kraftigt, om jeg ville studere - hvis det medførte at jeg efterfølgende blev stavnsbundet.
  • Hvad med de uddannelser, hvori det nærmest er givet at man rejser ud. Hvad med dem som studerer antropologi, eller kinesisk på handelshøjskolerne?
  • Og bureaukratiet i det - hvornår er man rejst ud, eller blot på ferie? Hvad sker der hvis man ikke betaler? Må man så ikke komme tilbage til Danmark? Mister man sit statsborgerskab? Så kan man da for alvor tale om hjerneflugt!
  • Hvad hvis man alligevel går arbejdsløs i Danmark - men tilbydes job i udlandet? Vil man så tvinge folk til at blive i Danmark på overførselsindkomst??
  • Det er ikke fordi problemet er stort - langt de fleste bevarer jo en tilknytning til Danmark. Hvis vi var et land som Indien eller lignende kunne jeg se problemet.
  • At fremtvinge tanker med tvang er generelt en dum idé og fører ikke til noget.
Det var et udpluk af hvad jeg har imod forslaget. Hvis man virkeligt mener hjerneflugt fra Danmark er et problem, så skulle man da hellere forsøge sig med en gulerodsløsning. For eksempel at tilbyde et skattefradrag de første år efter endt uddannelse, hvis man er i landet, så man kan få høvlet noget af sin studiegæld.

Stavnsbåndets tider burde virkelig være forbi (bortset naturligvis fra i Udkantsdanmark...).

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 23. november 2010

Afrikakorpset

6 kommentarer
Allerede inden den første soldat er trukket ud af Afghanistan - og uden at der vel egentligt foreligger noget konkret om at det rent faktisk kommer til at kunne lade sig gøre - er Lene Espersen klar med hvor de danske tropper næste gang skal ned og sikre Danmark mod terrorister.

Afrika! Det land som alle børn kender - og hvor store feltherrer har slået deres navn fast, som Napoleon, Hannibal og Rommel. Der skal vi ned - og skabe fred i Sudan og Somalia. For det går jo skidegodt, hver gang vi gør det - kaster os frådende ind i en mængde af stammer og religiøse fanatikere og skaber fred! Dennegang med udslidt og træt forsvar.

Hvad der egentlig ligger til grund for Lene "Rommel" Espersens planer har jeg svært ved at se. Andet end at det jo er meget praktisk - fra Mallorca er der nogenlunde lige så langt til Sudan som der er til Danmark. Og så kan man jo passende gøre det til fast base.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.