Ja, det var jeg jo sådan set ikke. Men jeg følte åbenbart jeg trængte til noget andet end mine lange lokker.

Så engang i løbet af sommeren (tror jeg det var) 1985, hvor min mor var ude at rejse, besluttede jeg mig for at gøre alvor af det. Jeg kunne jo ligesågodt blive lidt semipunket, da jeg et halvt år før var droppet ud af gymnasiet. Jeg har været 16 på det tidspunkt.

Og så var jeg jo naturligvis overbevist om, at mit ansigt og min hovedform kunne klare det - hvilket de heldigvis også viste sig at kunne.

Så en aften inden vi skulle spille rollespil gik jeg igang, med en elktrisk barbermaskine. Jeg tror jeg havde været fornuftig nok til at klippe det meste med en saks, men var ikke klar over hvor stor en opgave der var foran mig; den maskine havde kun en meget primitiv trimmer, som virkelig er det vigtigste ved sådan en omgang.

Men det lykkedes faktisk - næsten. Maskinen var de sidste timer så varm, at jeg kun kunne bruge den i nogle minutter, så måtte den have hvil på en halv time. Og knivene i den var selvfølgelig begyndt at være nedslidte, så den sidste tid var en smertefuld proces, hvor den hele tiden greb fat i hårstumperne. Men det er straffen for altid at ville gøre alting selv.

I det store og hele endte jeg skaldet, men maskinen var tilsidst så varm og nedkørt, at jeg den dag måtte opgive enkelte øer af hår i baghovedet; så det vel nærmest så ud til jeg havde små svulster. Mine medspillere syntes vistnok det så noget ulækkert ud; udover de havde lidt svært ved at vænne sig til det drástisk forandrede udtryk.

Særligt punket kom jeg nu aldrig til at virke, nok mest fordi jeg stadig brugte briller - som min bror udtrykte det, lignede jeg en intellektuel neger.

Som jeg husker det, holdt jeg det skaldet, eller næsten skaldet i et års tid (og fik fjernet svulsterne), indtil jeg igen lod det gro; og hurtigt igen havde langt hår, hvilket jeg så havde indtil engang sidst i '90erne, hvor min ex fik den idé at jeg skulle til at være præsentabel. Det holdst så et par år, nu har jeg igen det lange hår, der får piger til at råbe vredt og misundeligt efter mig :)

Men jeg kom til at ville skrive historien, da der pludselig dukkede billeder op af det, til den 40-års fødselsdag jeg var til for en uge siden. Som jeg senere fik mailet.

Har redigeret et af dem, og det er det der ledsager indlægget her. Beklager størrelse og kvalitet, men det er det jeg foreløbig har fået det i.

Jeg fik en forespørgsel besvaret den anden dag. Og modtog samtidig en mod-forespørgsel: Hvordan (og hvorfor) vælger man en karakter i D&D.

Og det gør jeg jo gerne; men det går ikke med en kort forklaring, så kommer til at fortælle lidt om rollespil og mit møde med det, før jeg kan forsøge at besvare det oprindelige spørgsmål.

Lad os først hurtigt få defineret hvad rollespil er, eller måske snarere hvad det især ikke er, i min terminologi. Det er ikke af den slags man kan blive sat overfor på diverse arbejdspladsudviklingskurser.

Det er heller ikke far, mor og børn lege.

Det er endog ikke de folk som går og slår på hinanden i Hareskoven med gummikøller; deres form kaldes Live Rollespil, og er udsprunget fra det jeg kalder rollespil. I begyndelse kaldte vi det iøvrigt Kamp og Kage. Jeg har altid haft et noget anstrengt forhold til det, fordi de som spiller den form fra starten gjorde det meget svært at forklare hvad rollespil er. Og i Danmark er det den form der er mest kendt og udbredt, så det er det mange tror man taler om, når man siger rollespil.

Det jeg taler om er Role-Playing Games, RPG, Pen'n'Paper rollespil. Hvoraf det mest kendte er Dungeons & Dragons.

Og nu forklarer jeg lynhurtigt grundprincipperne, en del af det kommer jeg nok tilbage til: et RPG består af en Game Master (i D&D hedder han en Dungeon Master) og nogle spillere.

Game Masteren er ansvarlig for at styre verdenen spillet foregår i, alle personer i det (bortset fra spillernes) og alle monstrene. Han er ansvarlig for at fortælle spillerne hvad der foregår, og for at beslutte hvordan de ting spillerne gør, påvirker og ændrer hans verden.

Nogle ynder at kalde ham Gud for sin verden; men det forvirrer begreberne, da verdenen også ofte indeholder guder (som GM også "styrer").

Spillerne har en nemmere opgave. Meget nemmere. De skal blot styre deres egen person, deres karakter. Og sammen med de andre spillere arbejde henimod et mål i fællesskab, som et party.

Tilgengæld kan spillerne dø; ja - altså deres karakterer kan. Den fare har GMen ikke, han kan jo gøre hvad han vil - hans største problem er at han skal sørge for spillerne er underholdt på flere planer.

Den måde jeg altid bedste har kunne lide at forklare konceptet kort er, at GMen er forfatteren til en bog; han sørger for plot, bipersoner og forhindringer. Spillerne - deres karakterer - er så hovedpersonerne i denne bog, denne historie.

Dertil kommer så nogle regler; i princippet er de ikke vigtige for et rollespil, hvor historien kunne være det vigtige. I praksis betyder de en hel del; de lægger meget op til spillets form og hvad der fokuseres på. Men især i kampsituationer er reglerne vigtige; i princippet kunne man overlade det til GMen at bestemme hvad der sker, men det vil fjerne en del af spændingen - og iøvrigt med sikkerhed lede til konflikter.

Så man har opfundet forskellige systemer med forskellige slags terninger - ofte i sære former - til at give et tilfældigt element, hvor spillerne så kan udstyre deres karakterer med færdigheder, våben og trylleformularer, som gør dem bedre til det de nu kan.

Det er vigtigt at forstå, at spillerne og DMen ikke er modstandere. Det kan selvfølgelig virke sådan i nogle kampe, hvor GMen styrer de væsner spillerne skal bekæmpe. Men grundliggende arbejdes der sammen om at skabe en god historie, og en sjov tid for alle involverede.

Ligeledes er det også vigtigt at forstå, at det ikke giver mening at tale om vindere eller tabere i et rollespil. spillernes, og karakterernes, formål er at blive bestandigt dygtigere, så de kan klare større udfordringer, men man vinder aldrig som sådan.

Mange af spillene er fantasy, men det behøver ike være tilfældet. Der findes stort set ligeså mange genrer som der er indenfor bøger; lyrik og socialrealisme er dog nok underrepræsenteret.... Men man kan finde science fiction, horror, historiske, agent og meget mere. Igen, det mest kendte, D&D er fantasy.

Selv stiftede jeg bekendtskab med Dungeons & Dragons, og dermed rollespil i det hele taget, i begyndelsen af 1983. Jeg havde lige skiftet skole, da min gamle ven fortæller mig om det her spil han er blevet introduceret for, af hans mors kærestes søn, og dennes venner. Det lyder en del som et spil jeg har prøvet mens jeg lærte at programmere, og i det hele taget meget Ringenes-Herre-agtigt, og jeg er meget interesseret.

Så jeg kom med ugen efter. Og det var en oplevelse der skulle ændre mit liv for evigt; det var på alle måder lige mig. Og så var der iøvrigt den bonus at jeg fik et socialt liv oveni; ganske vist begrænset til en gruppe på 5-6 stykker, men det var også en mangedobling i forhold til hvem jeg omgikkes før.

Vi spillede ad helvede til. Mange regler blev misforstået, og vores rollespil var nok nærmest ikke eksisterende. Men det gjorde ingenting, vi havde det skideskægt. Vi spillede så meget vi kunne komme til det, det var vel mindst en dag om ugen, men i ferier med videre kunne det blive til rigtigt mange timer. Min rekord uden søvn stammer stadig tilbage fra dengang, hvor jeg spillede 43 timer i træk; nogle af de andre sov dog undervejs.

Gruppen gik efter 1 års tid delvis i opløsning; der var kommet forskellige problemer, blandt andet havde vi lavet de fejl at hver spiller havde flere karakterer, og at vi havde to DMer; og det endte op med at de to favoriserede hinanden og lavede små aftaler. (Ja, så helt uden konkurrencementalitet er spillet ikke, på trods af der ikke er officielle vindere).

Men en del af os gendannedes, og med forskellige besøgende er vi stadig en kerne på 4 der har spillet sammen i 25 år nu. Hvilket vel et eller andet sted er imponerende.

Vi har så spillet mange forskellige spil, og vi har været aktive i at udbrede spillene gennem foreningsliv. Og i dag er vi så nået full circle - vi er gået tilbage til den nuværende inkarnation af D&D (4de udgave), og vores børn er begyndt at spille det, så småt. Det bliver dog ikke til så meget spilning mere som i gamle dage, hvis vi kan lykkes med 1 gang om måneden er vi meget tilfredse.

Og så til spørgsmålene, som jeg omformulerer til 4, for at være sikker på at komme hele vejen rundt:

Være Spiller eller GameMaster?
Det har jeg svært ved at svare på; de fleste har mest lyst til at være spillere, hvor nogle bedst kan lide det administrative og hårde arbejde med at have styr på hele verdenen som GM. Og andre ynder at skifte frem og tilbage.

Personligt føler jeg mig for stresset af at være GM, så det kan jeg ikke nyde. Men det er altså lidt noget med smag og behag.

Hvorfor vælge en karakter?
Well, medmindre man vil være GM (som skal lave mange) er det nødvendigt for at spille spillet; det er din forlængelse ind i GMens verden. Så spørgsmålet kan også tolkes som: hvorfor overhovedet spille?

Der kan jeg kun sige at det er underholdende og lærerigt; både om dig selv som person, din gruppe og iøvrigt om de miljøer spillet foregår i (da jeg begyndte i gymnasiet fattede min oldævls lærer ikke, at jeg vidste så meget om græsk mytologi - og det var jo kun en brøkdel af hvad jeg havde opsnappet).

Hvordan vælger man en karakter
Det handler jo så meget om hvad man har lyst til (se næste spørgsmål, som nok er pointen). Men grundlæggende får man en idé om hvordan ens karakter skal være, og så går man i gang med reglerne, for at finde ud af hvordan man bedst kan virkeliggøre dette billede.

Man vil selvfølgelig ofte gerne have, at ens karakter er sej og god til det man kan; samtidig er det også godt at have en eller flere akilleshæle, noget man virkelig ikke er god til. Det gør karakteren mere levende at der er svagheder; og det gør så også man må stole på sit party.

Det kan derfor tit være en idé at koordinere med de andre spillere; det går let hen og bliver et problem, hvis alle er gode til at finde fælder i hulerne, men der ikke er nogen til at slås.

Hvorfor vælger man netop dén karakter
Nogle finder så en der er deres komplette modsætning; andre prøver måske at overføre dem selv i en eller anden form til en fantasy/whatever verden. Og andre afsøger dele af deres personlighed.

Når man har spillet i lang tid bliver det næsten uvægerligt det sidste; ellers ville ens karakterer blive alt for ens (for man bliver jo ikke ved med at have den samme for evigt; måske dør den, eller spillet slutter af en eller anden grund; eller man spiller i flere spil samtidig.)

Personligt har jeg jo altid moret mig med at lege med kønnene, så har haft en tendens til at spille kvindelige karakterer... og tendens er nok lidt mildt udtrykt.

Min første karakter, som var helt min egen, var paladinen Unda Harvum - som tilbad Pallas Athene. Dernæst kom, som nævnt, druiden som altså tilbad Ishtar (der var frit valg på alle hylder indenfor mytologier i det spil vi spillede på det tidspunkt.)

Min længstlevende, og den jeg spillede inden den nuværende, var Waya - en gnome, som var anarkistisk rogue/illusionist - og blev 20ende level, som var det højeste man kunne blive i normal D&D 3rd version.

Min nuværende er Iriniaella, hun er den naturlige leder i vores party, og den taktisk bedste i kamp; hun er ok til selv at slås, men suveræn til at de andre i partyet kan udnytte deres evner bedst muligt.

Pointen er, der er frit valg på de fleste hylder; hvis du har lyst til at være agressiv, når du selv er tilbagetrukket, har du mulighed for det; vil du være løgnagtig når du aldrig lyver i virkeligheden (påstår du) er der mulighed for det; og så videre.

And that's all I have to say about that - for at citere Forrest Gump. Bortset fra: hvis nogen synes at have spottet en rød tråd i min glæde ved rollespil, og min hang til at være Leoparddrengen eller andre superhelte, eller lidt anderledes: er det nok rigtigt at den tråd eksisterer.

Jeg skal nu levere noget uvant: et postivt, ikke-sarkastisk politisk indlæg. Det skyldes Europa Parlamentarikeren, socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen.

Som jeg synes jeg så første gang for en måned siden, og giver et første indtryk af at være noget af en frikadelle, og så med meget sammenknebne øjne. Lysfølsom, nærsynet eller tror han han kommer til at se klog ud af det? Og et navn, som ikke ligefrem hamrer sig ind og sættes fast i hukommelsen med 7-tommersøm.

Men han har slet og ret imponeret mig. Jeg synes han virker vidende, intelligent (alt er relativt, men lysår foran de fleste andre i det ræs) og ikke mindst en fair debattør, uden at det skal forstås som at han ikke kan svare for sig.

Jeg tror dog ikke jeg ender op med at stemme socialdemokratisk - det ville også være første gang, og noget af en bedrift. (Jeg vil dog faktisk ikke udelukke det, for de partier jeg som regel ville stemme på har bestemt ikke imponeret mig.) Under alle omstændigheder vil jeg spændt følge hans senere karriere, for jeg tror han vil blive noget stort en dag. Og hvis han fortsætter i det spor han er i, skal det blive interessant at se.