Det er ihvertfald tanker justitsministeren gør sig, afslørede han i dag i Deadline på DR2. Eller det er ihvertfald  tanker om tanker han gør sig. I et konkret tænkt eksempel.

For at være alvorlig - hvis man ikke så Krasnik - Bødskov interviewet er det ens forbandede demokratiske pligt at se det. For det vil enten komme til at stå som det der endeligt vendte stemningen - også blandt regeringspartierne - mod den demokratiske vederstyggelighed den ny "offentlighedslov" er.

Eller også vil det stå som en skamstøtte over en lov, som helt klart indskrænker muligheden for at finde ud af hvad der sker i centraladministrationen - uden at den ansvarlige minister kan argumentere bedre for det, end at han nødigt vil havne på forsiden med en overskrift som på indlægget her.

Faktisk kom han med ét regulært argument: "at i dag er det meget tilfældigt hvad der ender med at komme til offentlighedens kendskab - det vil det ikke være med den ny lov." For da vil intet komme til offentlighedens kendskab, kan man så fortsætte - og så er det jo rigtigt nok. Men et argument jeg snarere ville have troet passede ind i de forkastede Bødskov-argumenter.

Og så skal det med: Morten Bødskov mener at have et figenblad i form af at paragrafferne - i modsætning til før - nu står helt klart defineret. Men i den høring der foregik i Folketingets Retsudvalg tidligere i dag, stod det klart at det på ingen måde lå fast. Det var både støtter og modstandere af forslaget enige om.

Men det oplevede Morten Bødskov ikke - han gik nemlig fra høringen efter at at have fremlagt sine sædvanlige ikke-holdbare argumenter, af tænkte konkrete og konkrete tænkte eksempler. Han så åbenbart ingen vigtighed i at høre, hvad der måtte være af kritikpunkter, stille spørgsmål til de indkaldte eksperter, eller selv være til rådighed.

Det kan man jo synes er ret forbløffende - det er trods alt en lov af ret stor vigtighed, som man vel godt kan tale om der er en del debat om. Og som mange få - udover blandt potentielle og nuværende regeringspartiers medlemmer. Som jeg skrev tidligere: modstanden mod den ny offentlighedslov er omvendt proportional med distancen til en ministertaburet.

Se programmet - og skriv under her mod den ny offentlighedslov. Forhåbentligt bliver det nu så tydeligt for baglandet i de 3 regeringspartier, at de får kolde fødder, og trækker stikket på forslaget. Det vil sige, sender det til hjørne, hvor §§ 24 og 27 forhåbentlig kan blive fjernet eller stærkt revideret.

For jeg mener dette står klart:

Jeg mener efter i dag det må være umuligt for medlem af FT med samvittighed og hjerne i orden, at stemme for #offentlighedslov. #bum
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) April 17, 2013

(Ihvertfald hvis man siger man går ind for åbenhed. Hvis man siger man går ind for lukkethed er det selvfølgeligt ok!) #offentlighedslov
— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) April 17, 2013

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I disse dage, hvor bølgerne går højt over det mulige salg til udlandet af en statue af national-ikonet Holger Danske, er der sikkert mange der undrer sig over hvem han egentligt var - og hvorfor vi sætter ham så højt. Og det er ikke så underligt, for så kendt manden er af navn, er det de færreste der kender den egentlige historie bag.

Man kender ikke så meget til Holger Danskes opvækst, men sikkert er det at han kom til Danmark efter at svenske vikinger havde været til rejse til (eller ihvertfald nær) Miklagård, som de kaldte Konstantinopel. Med sig hjem havde de eunukken Umar al-Khadin, en slave de havde købt undervejs - og som nu af ukendte kanaler var havnet på Kongsgården i Hedeby, ved Kong Gnupas hof.

Umar var ret kvindagtig i sin væremåde, fortælles det, og talte i falset, og han fik derfor kaldenavnet Olga Svanse - og det har næppe været muntert for ham på den måde at være alene i fremmedkultur, med fremmede skikke og en religion hvor man tilbad mange guder, og ikke kun Allah, som han var vant til fra sit hjemland.

Men en af kongens sønner, Prins Dithmar, fik øje på Olga, og syntes han var smuk, og begyndte at tale med ham. Og snart var det hverken værre eller bedre end at Dithmar var ganske forelsket i Olga - og omvendt.

Kong Gnupa var ikke særligt glad for dette, der var ikke meget ære i at hans søn således omgikkes en træl, men han var en viis mand, så istedet for at jage Olga væk, eller slå ham ihjel, lod han ham frikøbe. Og kort efter blev Dithmar og Olga gift.

Da de jo ikke kunne få børn, men holdt så umådeligt meget af dem, grundlagde de en skole/pasningsordning, hvor vikinger som skulle på togt kunne få deres børn passet. Dette blev også grundlaget for de berømte skjoldmøer, som drog med mændende på togt - dette havde ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke Dithmar og Olga passede dem.

Og sommetider vendte de ikke tilbage når - når børn således blev forældreløse, fordi forældrene døde på Englands strande, kunne de dog være forvisset om en sikker opvækst, for Dithmar og Olga adopterede hver og én. Noget de blev meget populære for, da det gav ro i sindet for de udrejsende krigere.

Senere grundlagde Olga en anden skole lidt længere sydpå, hvor unge mænd kunne oplæres i færdigheder, så de kunne vælge et andet liv end ved sværdets - Dansevirke hed skolen, og var kulturelt centrum mellem Danmark og de tyske stater i mange år, også efter Olgas død.

Glad som han var for Danmark, generede noget dog Olga: maden. Han måtte ikke spise svinekød, og dette var stort set den eneste kilde til kød som var at finde. Han hengav sig derfor til sidst til svinekødet, men instruerede sine tjenere: han måtte kun serveres den del på svinet, som var længst fra svinet.

Dette tolkede de derhen, at det måtte være testiklerne. Så fra da af levede Olga udelukkende på en diæt af ornetestikler. Dette endte med at have en effekt på ham - det kønshormon han ikke selv kunne producere fik han nu gennem kosten. Hans stemme blev dybere, og hans skæg begyndte at gro - hvilket glædede ham umådeligt, da han nu følte sig som mere rigtig muslim.

Danerne tog ham også for alvor til sig, mente at han i den grad var faldet ind og blevet en af deres egne, hvorfor han fik et nyt navn - i stedet for Olga Svanse kaldte de ham nu Holger Danske.

Dithmar har jo nok fundet det noget underligt, at hans smukke Olga sådan skiftede udseende - men de blev sammen, ligesom de blev ved at adoptere.

Hvor og hvornår Holger Danske blev begravet vides ikke. Men der blev lavet en del afbildninger af ham. Det mest kendte viser en meget træt Holger, som har passet børn hele dagen, og har konfiskeret et sværd og et skjold fra en af de mest uvorne knægte. Han har en hjelm på hovedet, men forestiller man sig det var en turban er det tydeligt at her er tale om en langskægget herre fra mellemøsten, som måske nok har fået rigeligt med kønshormon. Og det siges, at skulle Danmark nogle sinde glemme sine idealer, så vil han rejse sig på ny - træt som han ellers er.

Holger Danske er således symbol på vores mest grundliggende værdier i Danmark - frisind og åbenhed: han kom til Danmark som muslim, og blev til en del af den kongelige familie. Han skiftede på det nærmeste køn, og sammen med sin mand adopterede han et væld af drenge & piger, og hjalp dermed kvinderne med at få rettigheder til sammen med mændene at gå på togter.

Alt i alt er der gode grunde til at vi stadig i dag sætter pris på Holger Danske og alt hvad han stod for. Og jeg kan godt forstå Dansk Folkeparti kæmper sådan for at vi kan mindes ham!

Følte du dig godt oplyst af denne lille artikel? Så kan du finde andre oplysende historier i min bog, Til almeen Dannelse.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.