Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten leopard. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten leopard. Vis alle opslag

tirsdag den 14. februar 2012

En leopard-valentins hilsen

Ingen kommentarer
Jeg går normalt ikke meget op i det der valentines-halløj - det er jeg nok lidt for gammel til. Men da @tutmarie var så flink at dele nedenstående billede med mig den anden dag, kunne jeg ikke lade være at tænke at det måtte jeg da dele med jer, som hilsen på Valentines Dag, for det er da leopard-romantisk!

© Martin Simonsen
Og mange tak til Martin Simonsen, som har taget billedet, for at tage det og give lov til at jeg brugte det.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 7. februar 2011

Leopard-fordøjelse

Ingen kommentarer
Faktisk var det ikke så dumt for mig at deltage i det her forsøg for et par uger siden. Som meget handlede om at studere deltagernes fordøjelse af forskellige måltider, og måle deres blodsukker undervejs, og checke appetitten samt en masse andre ting.

Og det stod ret hurtigt klart for mig, at jeg vist var lidt speciel i forhold til de andre deltagere (og vist også sådan generelt). For da mit blodsukker blev målt da jeg kom fastende (10 timer) lå det pænt højt (uden at være oppe i sukkersyge-området).

Og bortset fra at det faldt lidt undervejs, lå blodsukkeret ret konstant, stort set ligemeget hvad jeg spiste, og hvor lang tid der gik imellem - kun en enkelt gang, efter vores sukkerbombe-dessert sneg det sig lidt over de 7. Den læge som stod for forsøget mente, at det havde med at gøre at min mavesæk var god til at "holde igen" og kun frigive maden lidt efter lidt til tyndtarmen.

Og det altsammen er sådan lidt "aha"-agtigt, og "hvad sagde jeg". For stort set hele mit liv har jeg haft det fint med stort set kun at spise ét måltid om dagen. Og er blevet tudet ørerne fulde med "at morgenmad er dagens vigtigste måltid" og jeg "da måtte være sindssyg når jeg ikke spiser frokost".

Og det kan da godt være det passer for nogen, for de fleste endda. Men jeg har altså en meget effektiv mave, så jeg kun behøver spise engang imellem - så spiser jeg tilgengæld også meget dér. Og det er jo nok fordi jeg er halvt leopard - de spiser jo gerne kun et par gange om ugen, og bruger resten af tiden på at slå mave.

Og mit hvilestofskifte blev så også noteret til at være usædvanligt lavt. Det lyder også ret katteagtigt for mig.

Så - hvis nogen inviterer mig ud at spise, skal det helst være om aftenen. Ellers gider jeg ikke rigtigt - det kan næsten ikke betale sig!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 27. januar 2011

Lyst til en Qwiki?

Ingen kommentarer
Jeg hørte første gang om Qwiki-projektet, som er i en Alpha-test, for nogle måneder siden, og meldte mig til. For jeg synes det er rimeligt cool - jeg ved ikke om det er fantastisk, men ihvertfald cool.

Det handler om, at de har lavet et program som gennemtrawler nettet for viden (nok især Wikipedia), og udfra det laves (automatisk) et leksikon med kortfattede opslag, digests, af den viden systemet har fundet.

Det bliver så præsenteret med billeder og stemmesyntetisering - som var det en science fiction film (og det har vist også været et af målene at efterligne netop det.)

Nu er deres test så gået i hvad de kalder en public Alpha - og hvorfor det så ikke er en beta ved jeg ikke helt - og så ville jeg lige gøre opmærksom på det. Prøv at gå på www.qwiki.com og check nogle opslag ud - det er altså lidt fascinerende.

Herunder et par eksempler:
Leopard


Frederiksberg


Månen

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 15. januar 2011

En leopard i vand

5 kommentarer
Jeg skal måske lige understrege, at jeg ikke har noget at gøre med der der skib Leopard som er blevet kapret. Eller rettere ikke kapret, men besætningen kidnappet (formentlig). Og som sejler med våben.

(Hvorfor gør det iøvrigt det? Og hvorfor ligger rederiet Shipcraft A/S som ejer skibet, inde i landet? Kan man overhovedet stole på et rederi som ikke holder til ved vandet og sejler med våben? Og hvorfor har deres site ingen default side? Ligger der noget på sitet? Skal man gætte sig til url'er? Meget mystisk det hele.)

Nå, men altså det har jeg ikke noget med at gøre. Men jeg synes det lyder som en meget dum idé at komme en Leopard i vand.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 14. januar 2011

Google: Hvor lang kan en krokodille blive

Ingen kommentarer
En leopard viser
hvordan man ordner sådan
en krokodille
Tja, det var da egentligt et ok spørgsmål, så det har jeg checket på Wikipedia.

De største typer krokodiller er Deltakrokodillen (også kaldet Saltvandskrokodillen) som man finder i det østlige Indien og Australien samt de dele af sydøstasien som ligger derimellem. De største krokodiller man er sikre på er to styks, som begge målte 6,2 meter, den ene skudt i Australien, den anden i Papua Ny Guinea. Man har dog også fundet knogler og lignende som kunne tyde på et dyr på helt op til 7 meter.

Den største krokodille i fangenskab er 6 meter, og lever i Samutprakarn Crocodile Farm and Zoo i Bangkok.

I forhistorisk tid har der eksisteret større arter, man har fundet fossiler på op til 15 meter.

Ordet krokodille stammer fra oldgræsk (κροκόδιλος) og betød firben.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 8. januar 2011

Team Leopard-Trek

2 kommentarer
Altså... med det navn er det jo for en leoparddreng forbandet svært, ikke at melde sig som fan! Også selvom jeg indtil videre har lidt svært ved at finde ud af, hvad det der Leopard egentligt kommer af. (Det er vist noget med, at det er det Brian Nygaard har kaldt selskabet som står bag holdet - og det er således kun Trek der er et egentligt sponsor navn.)

Nå, men altså der er navnet. Og så har de jo også den rytter, som jeg nok holder mest af at se på, når han virkelig folder sig ud, nemlig Fabian Cancellara / Spartacus. Og så selvfølgelig også Jens Voight.

Forløbet omkring holdet har muligvis været ukønt, men det er jo ligesom sådan det fungerer indimellem i cykelsport.

Så i den kommende sæson må det først og fremmest være Christina Watches og Leopard-Trek jeg hænge min hat på - de kommer næppe til at konkurrere så mange steder.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 27. december 2010

Vær god ved leoparder!

2 kommentarer
I Indien var en gruppe landsbyboere bange for den leopard, som dukkede op i deres nærhed. De prøvede at skræmme den væk, og da den gemte sig i nogle sukkerrør, prøvede de at ryge den ud. Men det skulle de ikke have gjort...:


Så lad det være jer en lærestreg, man skal behandle leoparder ordentligt og med respekt, og ikke komme rendende med brændende grene, og hvad ved jeg!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 1. november 2010

En dejlig dag

Ingen kommentarer
Lige så kikset i går endte op med at blive, lige så vellykket var i dag.

Den yngstes favoritter
Ganske vist viste det sig at den ældste ikke kunne komme med, fordi der var en eller anden klassekomsammen hos hans favorit-kammerat efter skole, men så tog jeg og den yngste jo i Zoologisk Have alene.

Og dat var aldeles storartet: for det første var det fint vi vare alene, så kom der ikke de modstridende ønsker om hvor vi nu skulle eller ikke skulle gå hen - og så var det ganske herligt at det var en mandag i november. For der var helt, helt fredeligt alle steder - ikke spøgelsesagtigt men fredeligt.

Jeg kom faktisk helt til at tænke på, da jeg selv var meget dyreinteresseret omkring da jeg var 12 år, og havde årskort, og gik i Zoo i tide og utide - netop på de fredelige tidspunkter.

Min favorit
Og den yngste syntes også det var fint - både dyrene, som han kan se noget mere idé i, end da vi var der sidst, og i at være alene med mig. (Og så talte han en del om kaninerne, som han udnævner som et af sine yndlingsdyr - så det har jo givet mig nogle overvejelser.)


Halloween hos tigrene,
som legede med græskar
Jo - det var fint. Og nu tror jeg heller ikke jeg behøver gå rundt med dårlig samvittighed længere. Dejligt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 23. september 2010

Jupiter

Ingen kommentarer
Da jeg var ude at gå ved 8-9 tiden her til aften, bemærkede jeg på hjemvejen en meget klar stjerne. Skråt ned til venstre under fuldmånen. Ingen andre stjerner var fremme, og det var endda lidt skyet, men det lyste den igennem.

Fuck, tænkte jeg, det er sgu ikke en stjerne. Og så kom jeg i tanker om, at jeg igår havde hørt noget med at Jupiter skulle være meget kraftig i øjeblikket. Og det skal jeg da love for at den er! Jeg havde ellers ænkt, at med de retninger de gav, var den tæt op ad fuldmånen, så den var nok svær at se - men den konkurrer den fint med. Og i min lille kikkert hjemme kunne jeg også tydeligt se, at den var rund og ikke bare et punkt som stjerner er, hvis man kiger på dem.

(Eller med - min nærsynethed og bygningsfejl er der aldrig noget som blot er et punkt.... men altså...)

Jeg syntes det var fedt at se den af flere grunde: for det første har jeg aldrig været særlig godt til det med at finde ud af hvad der er planeter, og hvad stjerner. Jeg har da dog nogenlunde fundet ud af Venus, men den er også relativt let fordi den altid er i nærheden af solen, så den ser man mest i skumring, lavt i horisonten.

Mars har jeg fundet ud af en enkelt gang eller to. Merkur skal man ikke regne med at se som bybo på nordlige breddegrader (alt for tæt på solen!).

Og så manglede jeg jo bare Jupiter og Saturn. Og nu har jeg altså fået Jupiter!

Og - den anden grund til at jeg synes det var fedt; jeg har altid haft en særlig fascination af Jupiter. Tildels fordi det er vores største planet, tildels fordi den har den røde plet, en kolonorm storm som foreløbig har huseret i alle de år man har kunnet se planetens overflade med kraftige nok teleskoper til at kunne se den. Og sidst - men faktisk ikke mindst - har jeg haft et særligt tilhørsforhold til den, da jeg i mine unge dage hyggede mig med at lave astrologi, og læste at Jupiter var særligt forbundet med Skytten (som altså er "mit" tegn).

Det skal siges at jeg aldrig har dyrket astrologi som noget jeg troede på - jeg lagade horoskoper som matematiske øvelser, ret sjovt at finde ud af hvor planeterne stod på et bestemt tidspunkt, og se deres indbyrdes relationer. Men... selvom man ikke tror på det, smitter lidt jo af alligevel. Og således altså også et specielt bånd til Jupiter.

Og - så er det jo også lidt sejt at Jupiter er romernes mister Big, lederen af det hele, inklusive de små hvide mus og  tallet 42.

Tilsidst opdager jeg jo så også her, hvor jeg sidder og billedredigerer et foto af planeten, og skræller det sorte univers af - med farver og pletter vil den jo næsten gå i et med baggrunden her - det er en rigtig Leopard-planet!

Så gå ud og kig efter den. I disse dage, mens det er ca fuldmåne, er den at finde skråt nedenunder og til venstre for månen. Det må blive mere og mere til venstre som dagene går, i dag var det 45° rent.

[OPdatering]: Der tog jeg så lige fejl, det bliver tilsyneladende mere og mere til højre. I dag (dagen efter) var den ihvertfald skråt under og til højre for månen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 4. juni 2010

Google: Hvor mange sneleoparder er der tilbage?

Ingen kommentarer
Den er nem - ifølge Wikipedia er der anslået et sted mellem 3.500 og 7.000 vildtlevende sneleoparder, og 600-700 i zoologiske haver. Sneleoparden regnes som en truet dyreart (klassifikation Endangered).

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 25. maj 2010

Google: Er leoparden god til at gemme sig?

6 kommentarer
Et spørgsmål man kan svare utvetydigt ja til!

Leoparder er de af de store katte, som minder mest om vores egne huskatte - når man altså ser bort fra størrelsen. Det gælder også deres jagtform, hvor de foretrækker at ligge i lur og vente på byttet, eller snige sig uset og lydløst ind på det.

Til dette hjælper leopardens karakteristiske pels, med de såkaldte rosetter (de flervaredefarvede plet-mønstre) - som virker kamuflerende, i de fleste terræner og lysforhold.

Ydermere er leoparder i stand til at klatre i træer, så det er også steder de kan gemme sig. (Og have deres bytte i fred for løver, ikke mindst.)

Også superhelten Leoparddrengen ses kun, hvis han selv ønsker det...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 30. januar 2010

Derfor uddøde dinosaurerne

Ingen kommentarer

Ja, det er jo nok en noget bastant overskrift, da jeg jo sådan set ikke ved det.

Men indimellem, i søvnløse perioder, får jeg ved nattetid en eller anden sær tanke, som jeg forfølger til en teori. Også selvom det ikke er noget jeg har mere indsigt i end en velinformeret lægmand. Således også palæontologi og biologi, og min teori om dinosaurernes uddøen. Så tag den med et meget stort gran salt.

Egentlig kom tanken til mig for nogle år siden. Jeg kan huske jeg dengang havde lyst til at skrive den et eller andet sted, men dengang skrev jeg ikke rigtig noget. Så der skete ikke mere. Men så dukkede den pludselig op igen for et par timer siden, og nu bestemte jeg mig altså for at skrive den her, da jeg jo skriver her nu. Også selvom den ikke rigtig passer til noget her på bloggen - men det har ikke begrænset mig før, så hvorfor nu.

Okay, altså det er jo efterhånden almindeligt kendt at dinosaurerne sådan set slet ikke uddøde - de lever i bedste velgående i dag, som fugle. Der er endda skrevet krimier om det. Så spørgsmålet er velsagtens snarere: hvad skete der med de store (og små) landlevende dinosauer?

Den mest udbredte teori - eller ihvertfald den jeg oftest har hørt citeret - har handlet om klimaforandringer som følge af et stort meteornedslag (muligvis ved Yucatan-halvøen). Men den lyder ikke sandsynlig på mig - det kan have gjort livet svært, men at slå samtlige arter ihjel, lige bortset fra de flyvende ur-fugle. (Og her betyder ur-fugl altså en oprindelig fugl, ikke en urfugl. Rigtigt irriterende der er noget der hedder en urfugl.)

Nej, for mig lyder det meget mere sandsynligt at dinoerne uddøde fordi de blev udkonkurreret. Af hvem? Netop af den førnævnte urfugl. Denne fugl har kunnet leve på steder der har været utilgængelige for dens landbaserede fætre, faktisk har det eneste andet flyvende været insekter.

Alt imens har den kunnet mæske sig i dinosauer. Nej, næppe i levende dinosauer - men i deres æg. Med sit næb - vi må gå ud fra den har haft et næb, da det jo er karakteristisk for alle fugle i dag - har den været som skabt til at hakke hul i de lædrede æg, og spise indmaden. Og den har kunnet invadere dinosauernes reder lynhurtigt på en måde de ikke har været vant til eller forberedt på.

Og den har med masser af føde, og evnen til at flyve, kunne sprede sig lynhurtigt over hele verden. Og har været så effektiv - og dinoerne så ineffektive - at der snart ikke var flere dinoer tilbage. Det er nok ikke sket på ganske få år, som meteorteorien siger, men kunne være sket indenfor 100.000 år, måske. Hvilket også er ret kort tid i geologisk målestok.

Det behøver jo ikke være sådan, at fuglene har ædt samtlige dinosaur æg, men for de overlevende er fødekæder blevet ødelagt, territorier er blevet for store til at finde sammen.

Tilsidst har de eneste æglæggere der var tilbage været skildpadder og krokodiller, og andre som enten begraver deres æg, eller fysisk ligger ovenpå dem. Og så selvfølgelig fuglene selv, som - da dinoerne begynder at blive få, og maden derfor mindre - vil være begyndt at gå efter hinandens æg, og siden har måtte skifte til mere alsidig kost.

Og så har pattedyrene naturligvis overlevet. Ved at føde levende unger har de i første omgang overlevet fuglenes hærgen, og musene har i takt med at dinoerne blev færre fået meget bedre betingelser for at leve og udvikle sig.

Og er endt op med at blive de mennesker og leoparder vi kender i dag.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 17. januar 2010

Der pusles og tweakes

8 kommentarer
Da jeg havde leget lidt med muse-cursors den anden dag, mente Lise at mit titel-felt ikke rigtig stod mål med det. Og det syntes jeg vel egentlig var rigtigt nok.

Så jeg tænkte over hvad der kunne gøres ved det - og jeg vil jo gerne have så meget i leopard som muligt - men leopard er faktisk rigtig svært at arbejde med som baggrunde, med videre, da de samme egenskaber som gør at leoparden er god til at gemme sig, gør at det er meget svært at skrive noget på eller med Leopard.

Så jeg tænkte en del over det - og da jeg egentlig ikke er nogen stor grafiker eller photoshop artist, synes jeg egentlig resultatet foreløbig er blevet hæderligt, men det kan nok tweakes lidt mere. Nu er jeg ihvertfald blevet væsentligt mere dus med mit nye gratis paint-tool (Paint.Net - kan anbefales at checke ud) og AlphaChannels, så jeg er rimelig ok med tanken om at forbedre det.

Det der nok er det største problem i øjeblikket er hvorvidt Leoparddrengen Vender Tilbage er for svært at læse. Hvad er jeres indtryk - får I hovedpine, kan I overhovedet læse det, er det fedt? Det er lidt svært at bedømme når man sidder med hovedet i sovsen - og i øvrigt er grafisk analfabet.

Med andre ord, feedback er velkommen!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 30. oktober 2009

Brættet oppe eller nede

5 kommentarer


Jeg har egentlig altid været lidt forundret når jeg hører om den der tilsyneladende evige diskussion om toiletsædet nu skal efterlades slået op eller slået ned.

For jeg har aldrig følt jeg rigtig har været involveret i den, og har heller aldrig fået henstillinger fra partnere eller samlevende kvinder om det ene eller det andet. Ligesom jeg ikke selv har insisteret på noget.

Men jeg tror måske jeg har forklaringen på det har været så relativt fredeligt for mig. Og det er da en mulig løsning jeg gerne vil give videre ud i den store verden.

For jeg har hvad toiletter angår haft den samme holdning, som jeg har haft med alt muligt andet - nemlig at jeg ønsker at være så diskret som muligt, og man helst ikke skal kunne se jeg har været der. Så jeg efterlader så vidt muligt ting og steder som de så ud, da jeg kom. (Måske noget med en leopards jagtinstinkt?)

Så hvis sædet er oppe når jeg kommer ind på et toilet, efterlader jeg det også sådan. Ligemeget om det har været nede i mellemtiden. Og ligeledes hvis det er nede - så er det også nede når jeg går.

På den måde er ikke rigtig nogen der kan brokke sig - eller det vil ihvertfald være åbenlyst urimeligt. Og der er samtidig ikke nogen position der har forret frem for en anden, og ingen som bliver forfordelt.

Så hvis alle gjorde sådan burde alle kunne blive glade - naturligvis med undtagelse af Carl-Mar Møller, som sikkert vil udvikle nye teorier hvis han hører om det.

(Jeg skal dog lige understrege at det ikke fungerer sådan når jeg er alene hjemme - der efterlades det ganske vilkårligt.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 4. oktober 2009

Muse-fantasier

4 kommentarer
Indlægget er flyttet til bloggen Leoparddrengen Kommer Igen.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 18. juli 2009

Skal i den grad i byen

5 kommentarer
Hvis nogen skulle være i tvivl. Jeg skal tage hævn over DMI og egen træthed. Så hvis nogen ser noget de tror er en løssluppen leopard i løbet af natten: vær kun en smule bange!

I may eat you, but only in a nice way... :)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 5. juni 2009

Blandt geder, flodsvin og elefanter

2 kommentarer
Så kom vi i Zoo idag - og på tide, det er nogle år siden vi har været der sidst - og der sker jo hele tiden noget derude.

Men vi kom (åbenbart) for sent af sted - først ved 3-tiden, fordi den yngste stadig skal sove midt på dagen; hvis han ikke får et par timer der, bliver han umulig at have med at gøre; altså endnu mere umulig end ellers...

Og Zoo lukker allerede kl 18. Men jeg havde da også på forhånd troet at sådan to-en-halv time ville være rigeligt. Men der havde jeg forregnet mig i forhold til børnezoo'en, hvor vi begav os hen til at begynde med (efter et besøg hos flamingoerne, som den yngste var meget vild efter at se - han er i en lyserød fase i øjeblikket.)

Og der fór de jo i alle retninger, ungerne; og der gik en del tid. Fint nok, men endte med at måtte hive afsted med dem, for ville også gerne se lidt eksotiske dyr.

Og så begyndte problemerne lidt; for hvor den yngste er i præcis den rette alder, og synes alle dyrene er fantastiske at se på, var den ældste stort set uinteresseret i samtlige; tilgengæld var han meget mere på fordybelsen og ville gerne læse samtlige plancher. Hvilket gjorde det til en lang march med brok fra den ene og den anden kant "Jeg vil se elefanterne! Nu!" og "Typisk! Hvergang jeg finder noget bare en smule interessant, skal vi videre. Skod dag!"

Selv var jeg jo mest interesseret i leoparderne, af gode grunde, men fik ikke mere end et minuts tid sammen med dem. De var ellers i øvrigt stort set de eneste af kattene med gang i den, de legede lidt slåskamp med hinanden.

Men vi nåede da rundt, og fik set det meste, men fordybelsen manglede lidt. Tror næsten jeg må tage en heldagstur med den ældste en dag, for det interesserede ham faktisk - han havde bare ikke tid til at komme i bund. Og måske ville han endda have gidet kigge på dyrene, efter athave læst om dem?

Nå, men var meget populær hos gederne - der var én der insisterede på at slikke begge mine hænder?!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 17. maj 2009

Quiz 10: Hvilken årsag?

1 kommentar
Hvorfor leverer leoparder konsekvent gazeller tilbage?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 8. april 2009

Leoparden vågner

Ingen kommentarer
Jeg vågner ved siden af dig om natten. Jeg spinder, for jeg føler mig tryg, og vil gerne havde du skal føle dig tryg. Din hud er varm, kan jeg mærke gennem min pels.

Jeg kan lugte dig, og lugte dit køn. Og jeg kan lugte mig selv - selvom det ikke rigtig er mig selv - og hvad vi gjorde tidligere. Men det interesserer mig ikke særligt nu. Jeg studerer dit ansigt i mørket - der kommer mere end rigeligt lys fra vinduerne - det er smukt. Jeg slikker din nakke og din hals - jeg har en sær fascination af din strube, måske fordi det er der jeg ville bide dig, hvis du var mit bytte.

Men du mumler noget, så jeg stopper for ikke at vække dig: jeg ved et sted det vil gøre dig bange hvis du ser mig sådan. I stedet lægger jeg mit hoved på din skulder for at sove videre. Men en lyd forvirrer mig, og jeg vågner, og jeg går ud af værelset for at følge lyden. Den kommer fra et vindue i et andet værelse, et større et.

Jeg går derind. Lyden kommerfra det store vindue, udenfor. Jeg går hen til det og stiller mig på bagbenene og kigger ud i natten. Natten som ikke er en rigtig nat, der er lys overalt. En stor bil bevæger sig langsomt, men larmene nede på asfalten. Nogle mænd kommer gående med sække, som de smider op i den, og den kører videre, blot for kort efter at stoppe igen. Det er den der har forstyrret mig.

Jeg kigger lidt på det underlige skue, men taber interessen, og vender tilbage til dig, som stadig ligger i sengen. Jeg gnider mine kindben mod dine, så du i morgen vil vide at du er min, og lægger mig igen ved siden af dig, op af dig. Og spinder. Og falder igen i søvn.

Ind i intetheden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 5. april 2009

Wild Child?

Ingen kommentarer
Jeg havde hørt Iggy Pop før, men han gik først rigtigt op for mig med sin noget mildere end sædvanligt come-back plade Blah Blah Blah. Den var under stor Bowie inflydelse - og det var vel også meget naturligt, da det tildels var de pludselige penge fra China Girl, som Bowie havde brugt på Let's Dance, der havde bragt Iggy på fode igen.

Min yndlingssang fra pladen er det meget Heroes-agtige nummer Shades, men det er desværre ikke til at finde på YouTube; i stedet bringer vi så Real Wild Child.

Bemærk dansen - jeg tror nemlig nok en del af min inspiration, udover de gængse og åbenlyse, er ham og hans shamanistiske stil. Og smukt at se ham kravle som en leopard på jagt :)

Lidt underligt at tænke på, at han der var yngre end jeg er nu; jeg kan huske at jeg dengang tænkte det var utroligt vitalt danset af sådan en gammel mand. Well... :)


Ceterum censeo Facebook esse delendam.