Med et oplæg der strejker sig over 4-5 film, de fleste fremragende, var Avengers nok en af de mest imødesete superhelte-film for mit vedkommende - og, gætter jeg på, mange andre fans af genren. Det på trods af, at jeg aldrig har været den store fan af dem i tegneserieform, men film som Iron Man og Thor har omvendt mig.
Det korte spørgsmål kan derfor stilles - lever den op til forventningerne, til hypen?
Det endnu kortere svar er: Ja! En anelse længere kan det uddybes: Den overgår faktisk forventningerne!!
For hold da fest et fyrværkeri af effekter, humor, action og billedemæssig virtuositet. Som ikke hæmmes af at karaktererne skal introduceres, det er de netop blevet i de foregående film; det eneste der skal falde på plads er deres evne til at samarbejde.
Hvilket da også sættes grundigt på prøve - for Loke er i færd med unoder, og hans indflydelse er ved at sætte dem alle op mod hinanden, før de finder ud af at de er nødt til at samarbejde, i noget der ligner Mass Effect 3: Time to take Earth back - for Loke har allieret sig med fremmede magter.
Okay, kampen er for de største ødelæggelser holdt til New York City, der i denne film rammes hårdere end set før - og det siger ellers ikke så lidt.
Der er scener i filmen der i virtuositet overgår det meste jeg har oplevet - især en scene hvor det kører for vores helte, og der hoppes imellem dem, mens de hver gør hvad de gør bedst, minder mig om fornemmelsen da jeg først så Spider-Man svinge sig rundt i net, i det jeg stadig synes er den første rigtigt vellykkede superheltefilm - men altså nu i 3D, og med flere involverede - men suget var det samme.
Og Hulk! Hulk som jeg aldrig synes har fungeret på film. Han virker pludseligt nu - effekterne virker troværdige, og så er han godt nok interessant at kigge på. Edward Norton er ikke med, hans Bruce Banner er erstattet af Mark Ruffalo. Men det virker på mig som en gevinst, selvom jeg sikkert vil få mange Norton fans på nakken, ved at sige det.
To ting savner jeg, og det gør at jeg ikke kan give top-top karakter, selvom jeg ellers længe sad og spekulerede på hvordan filmen dog kunne gøres bedre.
Min ene anke er Hawkeye, som har en ret stor rolle i filmen; og da han ikke har været med før (udover ultrakort optræden i Thor), savnede jeg lidt en introduktion af ham. Især på grund af den skæbne der i perioder er hans lod, kunne det være godt at være mere knyttet til manden. Lidt synd han ikke er blevet mere flettet ind i en af de tidligere film.
Dernæst: på trods af det fantastiske orgie i ramasjang og humor og store trusler mod jorden... blev jeg ikke emotionelt fanget. Og det er ikke noget jeg forventer i den type film, men det er altså det der for eksempel løfter X-Men 2 til stadig at være min favorit blandt superheltefilmene. Og der hvor jeg godt synes manus måtte have fået et lille nøk mere.
Castet taler næsten for sig selv - det er sjældent man ser så mange store navne samlet i en film, og de fungerer fint i hvad de skal. Jeg kan naturligvis ikke lade være at savne Natalie Portman, men fred være med det. I det mindste var hun i sikkerhed.
Så... min konklusion er sådan set ret enkel: er du til superheltegenren er det her en film du skal se*. Er du ikke til genren - skal du nok gå i en meget lang bue uden om enhver biograf der viser den. For du risikerer at se begejstrede mennesker strømme ud.
5 store leopardkløer af 6.
* Hvis du ikke har set Iron Man / Thor / Captain America og for såvidt The Incredible Hulk i forvejen, kan det dog anbefales lige at gøre en indsats på DVD inden, for at råde bod på den mangel.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Din Adresse til Sex og Erotik Qloo.dk
2 måneder siden