Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten cavlingpris. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten cavlingpris. Vis alle opslag

lørdag den 3. december 2011

Pis i kilten

3 kommentarer
Igår var en god dag!

For det første fik jeg endelig i tredie forsøg skovlen under @koefoed i Wordfeud i et spil hvor vi nåede 987 point totalt.

Og for det andet var det dagen, der gav startskuddet til det juridiske opgør med, hvad jeg opfatter som, den mest korrupte regering i min levetid.

At det - i første omgang - skulle være en Troels Lund Poulsen, som måtte stå for skud, er nok det eneste der er en anelse overraskende i den sag. Jeg har egentligt altid opfattet ham som værende for enfoldig til at være decideret korrupt - og det kan da også stadig vise sig at være tilfældet. Det kan "blot" være folk omkring ham.

Men havde jeg på forhånd havde skullet pege på oplagte emner ville det have været hans forgænger som miljøminister (nej, ikke Connie Hedegaard - før hende), eller hans efterfølger som skatteminister.

Men, Troels - jojo, ham tager vi gerne med. Som starten på et opgør med en magtarrogance uden sidestykke. Som ikke kom snigende gennem en ti-års periode, men tværtom startede med et tidligt crecendo i form af Irak-krigen. Hvor man nok ikke skal regne med Anders Fogh nogensinde ender i Haag, men man kan da stadig ønske det.

For nu at opsummere Trolde-sagen, efter at Niels Krause Kjær i aftes var i deadline og lægge seneste pind til ligkisten, så handler den om, at de berømte vandtætte skotter har været alt andet end eksisterende - faktisk har de gennempisset deres kilt* i abnorm grad, mere end de gjorde på Titanic, så det har sejlet fra BT til Venstres Pressetjeneste, til Skatteministeriet. Her er pisset endeligt blevet inddæmmet, fordi SKAT i København tilsyneladende ikke har været modtagelige.

Eller specificeret lidt ud: BT opfinder (egenhændigt?) en sag mod Helle Thorning-Schmidt('s mand), som SKAT i København så tager sig af, ganske efter bogen. Men skatteministeriet kan tilsyneladende ikke finde ud af at blande sig udenom, som de ellers skal. Og på et tidspunkt "dukker" dette notat så pludseligt op (i en version hvor BT ikke figurerer), ingen ved hvorfra, og ryger ind i dessinerne til SKAT i København.

I sig selv ganske uhørt at et notat, som sådan bare er dukket op, kan ryge ind i sagskompleks - som jeg forstår papirgangene i et ministerium dokumenteres det hvor alt kommer fra, og hvor det bliver af, og et brud på det er sandsynligvis et brud på lov om offentlig forvaltning.

Heldigvis får selve notatet dog ikke den store effekt, det er et stykke pseudojura konstaterer SKAT i København, og tilsidesætter det. Så vi undgår russiske tilstande herhjemme, det var ellers tæt på - hvis Peter Christensen nu havde kaldt Helle Thorning-Schmidt for oligark i stedet for skattespekulant havde billedet været perfekt.

Men det at notatet findes - og siden indgår i BTs afsindige indstilling af sig selv til Cavling-prisen for hvad der kan ende med at være den største journalistisk/redaktionelle skandale i Danmark, ever - det er i den grad belastende.

For hvadenten Notatet er lavet på BT - som de altså skriver i deres Cavling-indstilling - i Venstres Pressetjeneste, som departementschef Loft vist troede, eller er udfærdiget af Poulsen/Arnfeldt, så viser det alt, alt for tætte bånd mellem Ministeren/Venstre og BT - faktisk det stik modsatte af de berømte vandtætte skotter.

Og når dertil lægges, at årsagen til at hele denne sag overhovedet kommer frem, er at BT valgte at offentliggøre oplysninger fra endnu en læk, på det værst tænkelige tidspunkt for Helle Thorning-Schmidt i valgkampen...

Så kan jeg ikke lade være at tænke, at: ja, denne sag stinker. Af pis fra de inkontinente skotter. Og det ser ikke godt ud for Troelsen/Arnfeldt. Men der hvor det stinker allermest er på BT. Også selvom de muligvis ikke juridisk kan hænges op på noget.

Men det blad bør lukkes. Det er vores helt eget News of the World.



* Nej, jeg ved godt det ikke er den slags skotter. Men det giver et fint billede.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 24. februar 2011

Det er selvfølgeligt lidt tidligt, men....

Ingen kommentarer
Jeg vil allerede godt nu, knap et par måneder inde i året, udnævne Informations Anton Geist og Ulrik Dahlin til favoritter til Cavling-prisen for 2011.

De har egenhændigt grebet fat i skandalen om statsløses manglende tildeling  af statsborgerskab - og i ganske lang tid ganske alene (og jeg har da også tidligere skældt ud over andre mediers træghed i sagen) fuldt op på sagen.

Og nu gennem de sidste par uger, hvor sagen endeligt har rullet i alle medier - formår de stadig at være spydspids i at finde nye oplysninger i sagen.

Igår havde de ganske fantasifuldt søgt aktindsigt i Sverige, for nu at finde ud af hvornår Birthe Rønn Hornbech vidste hvad, når nu hun ikke vil sige det til hverken det danske Folketing eller journalister. Og idag sørger de lige for at sætte DFs påstande om uvidenhed i relief.

Med andre ord, selvom det efter lang tid er lykkedes at sætte det store mediemaskineri i gang, lykkes det stadig for de to at være et skridt foran i afdækningen af denne større og større skandale (- som nogen (i al ubeskedenhed) dog opfattede det mulige omfang af relativt tidligt....).

Og det synes jeg sgu er imponerende. Og der er godtnok over 10 måneder til, at næste pris uddeles, men det bliver altså svært at overgå deres præstation i år.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 3. august 2010

Først med det sidste

Ingen kommentarer
Det kan være ganske sejt at scoope det samlede danske pressekorps - således var jeg den første til at sige, at Contador ville køre for Saxo Bank - 4 dage før nyheden iøvrigt begyndte at florere på rygtebasis. Og nu er det gået i opfyldelse - så jeg synes egentligt godt jeg kunne blive indstillet til en Cavlingpris.

Noget andet er så, at jeg personligt synes det er ret trist Saxo Bank fortsætter som sponsor - jeg havde set frem til at slippe af med det grimme logo og den grimme bank.

(Det undrer mig så i øvrigt, Riis udtalte i starten af Touren at den anden sponsor var på plads. Men Lars Seier siger nu det først var noget de fandt ud af på sidste uge af touren. Så løj Riis, eller er der en sponsor som er blevet droppet til fordel for Saxo Bank?)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 27. maj 2010

Ronkedorer og Retfærdighed

Ingen kommentarer
Jeg blev i dag, i anledning af mit indlæg om postservative, spurgt hvad en ronkedor egentlig er. Jeg svarede:
En ronkedor er - udover at være et dejligt ord - betegnelsen for en gammel han-elefant, som er blevet sær og aggressiv, og udstødt af flokken.
Det er ikke mig der fandt på at hæfte det på Erik Ninn-Hansen, det skete under Tamilsagen. Jeg tror muligvis det allerede var i Niels Ufers Mens vi venter på retfærdigheden det først blev brugt.
Et rammende udtryk - og jeg tror også de Konservative var glade for det, for de kunne jo også bruge det til at lægge afstand.
 Det fik mig så igen til at tænke på dette stykke, Mens vi venter på retfærdigheden. Som jeg så i fjernsynet engang, og husker som gevaldigt underholdende. Og selvfølgeligt lærerigt på det der vel må betegnes som den mest betydende politiske skandale i min levetid, Tamilsagen.

Niels Ufer skrev selv stykket, baseret på hans afslørende artikler om sagen, som han fortjent fik Cavlingprisen for. Posthumt, desværre, for han døde af kræft inden uddelingen.

Men jeg kom så til at tænke på, om der var nogen måde at se dette stykke på - for det er en sag, det også er vigtigt at kende til for yngre generationer. For udover at tamilske flygtninge ulovligt blev afvist familiesammenføring, handler det om embedsmisbrug og magtfordrejning. Noget man altid må være på vagt for.

Og heldigvis - det kan man - set stykket, altså. DR har det som del af sit Bonanza - så her kan man finde det fulde Mens vi venter på retfærdigheden.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 8. januar 2009

Vi lever i en Andedam

Ingen kommentarer
Men hvorfor er det så vi har en kagle-pris? Er det ikke høns der kagler?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.