Der var utroligt mange ældre mennesker til festen. Jeg snakkede med en ældre dame, og bemærkede så at hun røg på sådan en helt hvid cigaret - altså hvor filteret også er hvidt, og kom i tanker om at jeg jo har rygeforbud, og har haft det siden min ældste blev født - så det fortalte jeg hende, og bad hende om at holde op. Men hun havde en eller anden god undskyldning, så jeg endte med at lade hende fortsætte.
I den anden stue var klientellet et andet - min eks sad og talte med en gammel ven fra sit hjemland. Jeg undrede mig over hvad de nu lavede der.
De sad og talte om diverse ting omkring hjemlandet og at være tilflytter. Så endte samtalen med, at han fortalte hende, at de nu havde besluttet at sende deres dreng tilbage til hjemlandet, så han kunne vokse op der - det var det enste holdbare (da kunne jeg godt huske, at han vistnok i mange år havde haft kamp med de danske myndigheder, som på alle måder obstruerede drengens væren i Danmark).
Så sagde min eks til mig: "Jeg har jo også som jeg har sagt planer om at tage hjem med drengene."
"Ja, jo, på besøg," svarede jeg.
"Nej, permanent," sagde hun.
Jeg blev ganske rasende, og truede hende med, at det ville hun ikke få lov til - besindede mig, og hvislede "Det må vi snakke om senere!"
Gil tilbage til den georontologiske afdeling af festen, hvor en ny ældre dame begyndte at snakke til mig om noget ligegyldigt. Hun røg også, og jeg var allerede sur: "Gider du ikke godt slukke den cigaret, jeg har faktisk ikke ladet nogen ryge her i 10 år!" sagde jeg.
Hun blev helt forskrækket: "Jojo, naturligvis!"
Min mor brød ind: "Nej, du behøver ikke slukke den. Du skal ikke høre på ham - selvfølgelig må du ryge."
Jeg: "Nej, jeg gider ikke ha' det her."
Min mor: "Slap nu lidt af, nu skal du ikke være så striks, det er mine gæster." Til hende den rygende: "Bare ryg videre, han er bare lidt fjollet." Og hun sendte mig et vredt og bestemt øjekast.
Nu var det ved at blive mig for meget - med det ene og det andet; og det var efterhånden gået op for mig, at jeg ikke selv havde inviteret nogensomhelst til den fest, og der faktisk ikke var nogen jeg gad have der.
Så jeg gik ud i entreen og fandt el-skabet, som var flyttet til den modsatte væg af hvor det plejer at være.
"Nej, det skal du ikke!" sagde min mor.
Men jeg gjorde det. Først slukkede jeg for strømmen i den ene del af lejligheden, og så den anden. I det pludselige mørke, og den pludselige tavshed, råbte jeg, at festen var slut, og at folk krafteddeme godt kunne gå hjem nu, for de var ikke velkomne mere.
Og så vågnede jeg. Stadig skidesur. Og overvejede at ringe til min mor, eller ihvertfald sende hende en vred mail, over hendes opførsel.
Men nu afreagerer jeg her i stedet så. Synes sgu det var for groft!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.
Mit opgør med internettet
2 uger siden
2 kommentarer:
Drøm eller virkelighed?
Eftersom jeg vøgnede fra det, var det jo (heldigvis) nok en drøm, det hele. Men derfor kan man jo alligevel godt blive lidt pissed.
Send en kommentar