Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten VM. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten VM. Vis alle opslag

mandag den 27. juli 2015

Guide til VM i Bueskydning

Ingen kommentarer
Jeg synes det er begrænset med info om VM jeg har set til ikke-deltagende, så her lidt om dette store stævne på dansk jord.

Kort info
Der deltager godt 600 bueskytter fra 96 lande; de er inddelt i 4 grupper: mænds recurve, mænds compound, kvinders recurve, kvinders compound; den største af disse grupper er mændenes recurve, her stiller 233 op. Hvert land kan stille med max 3 deltager i hver disciplin. Hertil kommer konkurrencer for landshold.

Stævnet er ekstra vigtigt, da det udover at være det største VM i Bueskydning nogensinde også er hovedkvalifikationsturneringen til OL i Rio næste år.

Det finder sted i Sundby Idrætspark indtil fredag, hvorefter finalerne afholdes på Christiansborg. På Christiansborg kræves billetter, men i Sundby kan man bare komme og kigge. Og med 80(!) baner til konkurrence, samt en del til træning/opvarmning er der en del at kigge på. Der er vist i Sundby også et sted hvor man selv kan prøve bueskydning.

Jeg vil anbefale at medbringer kikkert, for det er pænt stor afstande der bruges; recurve-skytterne skyder på 70 meter og compound på 50.

Hvordan
På førstedagen (idag) skydes kvalifikationsrunde, hvor der opnås så mange point som muligt (simpelthen efter hvor i skiven hver pil rammer). Antallet af point afgør om man går videre til elimineringsrunder — ok ligeså vigtigt, hvem man skal møde der; den der har scoret flest point møder den som har scoret færrest, den med næstflest den der har score næstfærrest, etc.

Elimineringsrunderne er for recurve inddelt i sæt; vinderen af hvert sæt får 2 point, hvis det står lige 1 point til hver. Den første der når 6 point har vundet; ender kampen 5-5 skal man i shootoff: bedste pil vinder! For compound er det simpelthen 5 runder af 3 pile — den der med de 15 pile har fået flest point vinder. Uafgjort resulterer i shootoff.

Buerne
Der skydes med to buetyper: Recurve er den der skydes med til OL (og den Maja Jager er mester i); det er den mest traditionelle af de to, men der skydes både med sigter og stabilisatorer, så den kan alligevel forekomme ret high-tech.

Compound er mindre, med et snoresystem og specielle trisser; dette gør at man bruger mere energi på at trække strengen tilbage i starten af trækket, tilgengæld ikke så meget tilsidst; den er derfor lettere at holde og dermed sigte. Desuden er der meget bedre sigtemuligheder tilladt med compound, så de forventes at ramme meget præcist!

Hvornår
Jeg har støvet dette program op; men om det holder i det vejr der bliver leveret må tiden vise:

27/7, mandag:
9-11:30: Kvinders recurve kvalifikationsrunde
13-15:30: Mænds recurve kvalifikationsrunde
16:30-19: Mænd & Kvinders compound kvalifikationsrunde

28/7, tirsdag:
8:45-18: Blandet holdturneringer op til og med semifinale; finaler er på Christiansborg.

29/7, onsdag:
09:15-18:00: Eliminieringsrunder, 1/48 og 1/24 finaler, først kvinders recurve, mænds recurve, kvinders compound, mænds compound.

30/7, torsdag:
09:00 - 18:40 Som 29/7, men 1/16, 1/8, kvart- og semifinaler. Rækkefølger som før, så først kvinders recurve.

31/7, fredag:
09:00-13:00 Sekondær kvalifikation til OL.

Hvem
Mestrene fra sidst er:
Maja Jager, Kvinders Recurve, Danmark
Lee Seungyun, Mænds Recurve, Sydkorea
Kristina Heigenhauser, Kvinders Compound, Tyskland
Mike Schloesser, Mænds Compound, Nederlandene

Danmark stiller med fuldt hold i alle discipliner.

Kvinders Recurve: Maja Jager, Carina Rosenvinge, Natasja Bech
Mænds Recurve: Jonathan Hindborg Ipsen, Casper Lauridsen, Johan Weiss
Kvinders Compound: Erika Anear, Tanja Jensen, Sarah Holst Sonnichsen
Mænds Compound: Martin Damsbo, Stephan Hansen, Patrick Laursen

På nettet:
Eventen på World Archery
Resultater mv, opdateres løbende
Jeg tror også nok at World Archery sender live på en YouTube kanal henad vejen. Og ellers sender TV2 i weekenden.

På twitter opdaterer @worldarchery, de bruger hashtag #WAC2015, men jeg kan se mange skytter bruger #archerycopenhagen. På dansk regner jeg med at bruge #buevm, det er dejligt kort.

Jeg har sikkert glemt en masse, spørg endelig hvis info savnes, så vil jeg finde ud af det og tilføje det.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 12. juni 2014

Fodboldprofessor: VM i Qatar vil føre til krig i 2019

Ingen kommentarer
Ligesom ved det foregående VM vil jeg her på bloggen få hjælp til at dække VM af fodboldprofessor Theodor Tøhe fra Dansk Idræts-Fysiologisk Institut, som vil bidrage med ekspertviden.

Men her inden VM går igang er der dog ét vigtigt spørgsmål som ligger ham på sinde:

Theodor Tøhe: VM i 2022 - det må bare ikke ske. Det vil være ødelæggende for Verden!

Leoparddrengen: Altså på grund af korruptionen og varmen og de religiøse galninge?

TT: Nej, fuck da det. Korruption har der altid været, og VM klarede de grumme skygger i Argentina i 1978, så mon ikke det også klarer lidt varme. Og hvad religiøse galninge angår har VM været afholdt i USA i 1994, så det går såmænd nok ... Nej, jeg tænker på den regionale konflikt der uundgåeligt vil opstå. Og udvikle sig til en krig - måske endda 3. Verdenskrig!!

LPD: Krig? Hvorfor??

TT: På grund af de mange skibe som vil komme til at være udfor Qatars kyst, naturligvis!

LPD: Skibe? Hvorfor skulle de føre til krig?

TT: Fordi skibe dernede altid har ført til krig. Bare tænk på krigen mellem Irak og Iran. Den varede i 8 år og startede på grund af for mange skibe i området - og sluttede først da der blev indført en no-sail-zone, på trods af danske Mærsks protester.

(Jeg føler mig ikke helt tryk ved Theodor Tøhes syn på historien, men undrer mig på dette tidspunkt mere over en anden ting:)

LPD: Men hvorfor skulle der komme så mange skibe i området? Holdene flyver vel ind?!

TT: Holdene?! Hvem taler om holdene?! Det er jo ikke skibe der skal dertil, men skibe der skal derfra! I årene før!!

LPD: Derfra? Hvorfor det?

TT: Ved du da ingenting om fodbold, knægt? Qatar er jo Værftsland!

LPD: Værftsland?!

TT: Ja, Værftsland! Det var ordning FIFA i samarbejde med FN indførte op til VM i 1950 (iøvrigt også i Brasilien) for at give et boost til det land der skulle afholde VMs økonomi. Væftslandet får til opgave at bygge alle skibe for Det Internationale Samfund i en fire-årig periode.

LPD: Det lyder egentligt meget smart - så kan der blive råd til VM?

TT: Det er hul i hovedet og ødelægger landenes økonomi, og er med til at gøre at stadions ikke kan nå at blive opført til VM, fordi der skal bygges værfter, som alligevel skal rives ned efter VM, når et andet land bliver Værftsland. Men sådan er der så meget med FIFA, det er hul i hovedet det hele.

LPD: Det er mærkeligt jeg aldrig har hørt om den ordning med Værftslandet?

TT: Det har du garanteret også - du hører bare ikke ordentligt efter!

LPD: Så du mener, at fordi Qatar skal bygge så mange skibe for Det Internationale Samfund- som skal sejles væk - så vil det føre til krig?

TT: Det gør det altid, der. Det er derfor man bruger kameler, når der er noget der skal transporteres i området. Mine beregninger siger at det kritiske punkt vil indtræde omkring august/september 2019. Præcis 80 år efter Tyskland invaderede Polen og startede Anden Verdenskrig!!

LPD: Jeg har alligevel lidt svært ved at se at en sportsbegivenhed sådan skulle kunne udløse en krig?!

TT: Dér i området? Det kan de sagtens. Bare tænk på Golfkrigene!!

LPD: Men det er jo frygteligt?!

TT: Det er jo det jeg siger!!!

Tør vi virkeligt løbe risikoen og lade Qatar være Værftsland?! Der er lidt at tænke over mens VM skydes igang.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 26. august 2010

Kidnappet - børne-action-drama-film til efteråret

1 kommentar
Der er spænding, fodbold og Afrika. Må være en god opfølger til sommerens VM?

Premiere 7. oktober. Med Connie Nielsen, Lars Mikkelsen og Simon Lougue Larsen. Instrueret af Vibeke Muasya.


(sponsoreret klip)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 13. juli 2010

FIFA afslører: flere mode-sponsorater

2 kommentarer
Efter at det i går kom frem, at Burberry bliver en af hovedsponsorerne for VM 2014, viser det sig i dag at det lader til at blive en hel trend ved det kommende VM.

Først har Alexander McQueen i dag i en pressemeddelse fortalt, at de har ehvervet eneretten til at levere fodboldstøvler til VM. Noget der nok vil skabe en del kontrovers, da det traditionelt har været et område hvor spillerne stod frit, og mange stjerner har haft lukrative aftaler med Adidas og Puma, med videre.

Alexander McQueens fodboldstøvle, forår 2011
Men det er altså slut under næste VM - der kommer der til at stå Alexander McQueen på det hele. I pressemeddelelsen hedder det blandt andet:


Det er os en stor glæde at kunne deltage ved VM, og kunne bringe lidt stil til det klassiske spil. Samtidig er vi triste over, at Alexander ikke selv kunne præsentere nyheden, det var noget han arbejdede meget på sine sidste måneder, og vi ved at han ville have været stolt over resultatet - se det vedhæftede billede af en McQueen fodboldstøvle, klar til forårssæsonen 2011.

En Vuitton ref-bag
Kort efter denne nyhed var kommet frem, var det så Louis Vuitton der kom på banen. Ved en stor ceremoni i Dubai, fortalte de, at de har fået eneret på et helt nyt koncept - dommertasker (Referee Bags, eller bare ref-bags). Som dommerne kan have deres forskelligt farvede kort i, samt pen og notatpapir og kommunikationsudstyr, herunder fløjte. Louis Vuitton forsikrer, at der er sørget for ekstra plads, hvis mere teknisk udstyr bliver indført, som der har været snak om.

Jeg havde en snak, off-the-record, med Sepp Blatter - om han ikke var bange for at dette ville skræmme noget af det traditionelle publikum væk. Han udtrykte den holdning, at det kunne da godt være. Men at det snildt ville blive opvejet af et meget mere købedygtigt segment. Og ævlede noget om at man bare kunne set på the walking fridge og bøsse-øller.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Uinspireret

Ingen kommentarer
Jeg ved ikke om det er varmen, men jeg har usædvanligt svært ved at få skrevet et fornuftigt indlæg om noget som helst i dag (og i aftes, for den sags skyld).

Jeg synes ellers der er nok af emner: Saxo Banks direktører der truer med ikke at sige mere - (jeg er sikker på Lars Seier føler sig som den rene John Galt, vi andre kan bare få lidt fred); Tour de France; en boganmeldelse der har ventet en uge, den bestilte henstilling til Danmark, Amagerbanken og hvordan jeg ihvertfald ikke ville skyde flere penge i den, mere VM-satire... og meget, meget mere.

Men når jeg nu ikke kan finde inspiration til det, kan jeg vel bruge et af de ældste trick i bogen og skrive om manglende inspiration. Og det være hermed gjort.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 12. juli 2010

Burberry ny FIFA-sponsor ved VM 2014

5 kommentarer
Knap er VM overstået for denne gang, før FIFA offentliggør hvem der bliver den nye hovedsponsor for VM i Brasillien i 2014: nemlig modehuset Burberry of London.

"Det er vort håb at dette sponsorat kan være med til at tiltrække et større kvindeligt publikum," udtaler FIFA-præsident Sepp Blatter, "i det de jo vil få noget mere at diskutere med deres mand eller kæreste om, end blot hvad off-side betyder, og hvem der har lækre ben."

Også Burberrys CEO Angela Ahrendts er fortrøstningsfuld: "Vi har jo kunnet se hvor stor omtale Adidas har fået på for eksempel deres Jabulani-bold - og vi mener der er et kolossalt uudnyttet potentiale i at forene sportsverdenen med high fashion. Så vi glæder os, og regner med at udvide vores kundegrundlag og markedsandel enormt."

Det er dog ikke bolden Burberry satser på at gøre mest ved, ved det næste VM:

"Vi har allieret os med nogle japanske gartnere," fortæller Angela Ahrendts. "Det er absolutely amazing hvad de folk kan gøre. Og med enkle midler - noget med at tørste græsset på de rigtige tidspunkter - kan de få forskellige farver i græsset, som igen bliver fremhævet når græsset slås korrekt. Så vi kan allerede nu præsentere dette!"

Angela Ahrendts løfter en planche op - som, fortæller hun, viser et luftfoto taget af en hemmelig prototype-fodboldbane i Japan.

"It's going to be absolutely fabulous!" slutter hun.

Den fremviste fodboldbane - med græs i de kendte tern.

[Opdatering:] Det viser sig, at FIFA har indgået flere mode-relaterede sponsoraftaler.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Holland efter finalen: "Iniesta tyrede!"

3 kommentarer
Det var en tydeligt forbitret Wesley Sneijder, som sad og kiggede på de jublende spanske spillere, efter Spanien vandt 1-0 i VM-finalen - en finale som først fandt sin afgørelse 4 minutter før tid i forlænget spilletid.

Wesley Sneijder er ikke ked af det - han er vred! Og efter kampen forklarer han hvorfor: "Det var så tydeligt at Iniesta tyrede på det skud! Derfor kunne Maarten (Stekelenburg, Hollands målmand, red.) ikke holde bolden. Dommeren stod ellers godt placeret - jeg kan ikke forstå han ikke underkendte målet!"

de Jong forsvarer sig mod Alonso.
Han er ikke ene om at være sur på dommeren. John Heitinga, som blev vist ud i overtiden, brokker sig også: "Den første advarsel fik jeg for at bruge mund - det er jo latterligt, når man tænker på hvordan dommerens søster bruger sin!"

Nigel de Jong fik en advarsel for et højt løftet ben, som endte i brystet på Spaniens Xabi Alonso: "Det var selvforsvar," forklarer han. "Hvis jeg ikke havde gjort det havde Alonso slået mig til lirekassemand, han havde mordi i blikket. Jeg synes det er for meget, at dommeren ikke skunne gøre noget for at dæmpe spaniernes voldsomme temperament."

Hollands anfører, Giovanni van Bronckhorst, har ikke meget sympati for den spanske sejr: "Ok, de fik så et mål mere end os, og dermed har de jo vundet. Men vi havde fortjent sejren! Det var jo os der havde bolden hele tiden, og vi havde virkelig presset Spanien i bund. Det var bare for meget at de skulle ødelægge vores fine spil, ved hele tiden at lægge sig ned og pive. Spis en tudekiks, helt ærligt!"

Bert van Marwijks, Hollands træner, ser også dommeren som en væsentlig årsag til det hollandske nederlag: "Vi burde i det mindste have fået Fair Play-pokalen," mener han. "Men det kan vi jo ikke engang - vi blev simpelthen bortdømt af Webb (kampens dommer, red.). Han kan tydeligvis ikke lide hollændere - han er åbenbart, som alle englændere, fuld af fordomme." Og han tilføjer: "Og så har han pigelus!"

(Jeg skal lige understrege at ovenstående er skrevet inden denne artikel udkom. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 11. juli 2010

Olé

Ingen kommentarer
Okay, det var langtfra nogen prangende kamp for Spanien. Men hvor er jeg dog glad for det ikke blev Nederenlandet der vandt - de spillede godt nok usympatisk, og det havde næsten ikke været til at bære.

Og medlidenhed med at de 3 gange har tabt en finale? Forget it - det her var en skamplet på 70'ernes Cruyff-hold.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 28. juni 2010

En fordel ved at blogge

4 kommentarer
... og iøvrigt bruge Google Analytics eller lignende, er at man bliver mindet om ting, som man ellers ikke går og tænker på . og muligvis bliver orienteret når der sker noget omkring noget man har skrevet om.

En fladtrådt lækkerbidsken - paraguayoen
Nu for eksempel i dag er der pludselig kommet adskillige besøgende som søger på paraguayo - den her lækre, ferskenagtige frugt, jeg selv første gang stiftede bekendtskab med for et lille år siden.

Den havde jeg jo så siden glemt alt om - men nu hvor der er søgning på den, betyder det vel, at den er til at få et sted. Så den vil jeg da være på udkig efter.

(Og, nej, jeg tror ikke søgningingerne har noget med Paraguay i VM sammenhæng at gøre, for flere af søgningerne indeholder også ordet frugt.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 26. juni 2010

Hitler hader vuvuzelaen...

Ingen kommentarer
...til gengæld var han efter sigende god mod dyr.

Ret underholdende:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 24. juni 2010

Nå.

1 kommentar
Prut.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Mere optakt

6 kommentarer

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 23. juni 2010

Amerikas VM

Ingen kommentarer
Der var forhåbninger om det skulle blive Afrikas VM - ihvertfald hos værterne og de afrikanske nationer - men det ser langt fra ud til at blive tilfældet.

Tilgengæld ser det med USA sejr i dag, og dermed gåen videre i turneringen, mere og mere ud til at blive Amerikas VM - altså både Nord- og Sydamerikas, hvilket må siges at være usædvanligt.

Det ville være ganske efter planen, at vinderen i år skulle blive et hold fra Sydamerika (sådan plejer det at være når VM spilles uden for Europa), men indtil videre ser det meget overbevisende ud for Amerika. Stort set er det vel kun Honduras, der ikke lader til at gå videre, og de fleste amerikanske lande er allerede sikre.

Det er jo noget i modsætning til de europæiske hold, hvor de fleste af de traditionelle favoritter på ingen måde har virket overbevisende, snarere tværtimod. Med Frankrig som det mest grelle eksempel, men for eksempel Italien har heller ikke set gode ud (det plejer de så næsten aldrig i de indledende kampe, især ikke de år hvor de går hen og vinder).

Så hvis jeg i dag skulle sætte penge på et hold som samlet vinder, skulle det uden tvivl være amerikansk. Og jeg ville ikke blive vanvittigt overrasket, hvis den lille tykke ender med at vinde det hele igen, og fortæller journalisterne at de kan slikke pik på ham og Castro.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 17. juni 2010

Pavlovsk vuvuzela-søvn

3 kommentarer
Du er lige stået op i det varme sommerhus. De andre er gået, uvist hvorhen. Du blev liggende længe i sengen, netop for at du ikke skulle med. Du har lyst til fred. Resterne af deres morgenmad står stadig på bordet. Syltetøjet har tiltrukket bier og fluer, som nu summer rundt. Zumm-zumm. I vinduerne flyver fluer rundt, de summer, de vil ud. Du vil også ud. Du tager et tæppe. Og du tager en dyne og en bog. Lægger det ud på græsset, arrangerer det, og lægger dig. Formiddagssolen står ned, den varmer dig. Du lægger dig godt til rette. Fluerne summer omkring dig. Du begynder at læse. Bierne summer omkring dig. Varmen varmer dig op, dit hoved bliver tungt. Alt summer omkring dig. Bogen du læser bliver tungere. Det summer, og du må læse det du læser igen og igen. Dine øjne bliver tungere. Det summer. Dine solbriller falder af. Det summer. Du sover. Det summer.
Jeg ved ikke om det er minder eller associationer som ovenstående. Men jeg har endnu ikke kunnet se en fodboldkamp under dette VM, uden indenfor de første 10 minutter at blive forfærdeligt søvnig. Måske med undtagelse af Holland-Danmark kampen, hvor der trods alt var lidt mere på spil.

Med nogle kampe har det været forståeligt, der er ikke sket meget. Med andre har været godt gang i kampen fra første færd, men mine øjenlåg bliver alligevel tungere og tungere. Og jeg ender med at vågne, når første halvleg er forbi.

Jeg er ikke i tvivl om at det er vuvuzelaerne, der gør det. Så jeg overvejer lidt, om jeg som middel mod søvnløshed, skal prøve at få en optagelse - uden kommentatorlyd, men udelukkende vuvuzela-summen fra stadion. Så kan jeg sætte den på om natten, når jeg ikke kan falde i søvn.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 16. juni 2010

Nysgerrig på tegnsprog?

Ingen kommentarer
Jeg er nysgerrig på de fleste sprog - og også tegnsprog. Men det er jo unægteligt noget anderledes end hvad man er vant til, og da jeg ikke kender nogen døve er det meget begrænset hvad jeg har at bruge det til.

Men der er nu kommet et site, Streetsigners, som jeg et par gange har klikket mig ind på fra Blogbot. Som med korte indlæg giver tip omkring tegnsprog til hverdagsagtige og aktuelle ting. For eksempel havde de en gennemgang af VM-deltagerlandende for nylig. Og iøvrigt har en del oplysning om døve, minded på hørende, på sitet.

For mig virker det som lige den rette cocktail af underholdning og information, i beskedne emner om et for mig interessant, men perifert emne. Så jeg har tænkt mig at følge med på siden.

Og hvis du kan være lidt nysgerrig på den slags, kan du jo kigge derover: www.streetsigners.dk.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Berigtigelse: Professor afviser magnet-doping mod Danmark ved VM

Ingen kommentarer
Fodboldprofessor Theodor Tøhe skrev en kommentar til mit indlæg, hvor jeg beskyldte "nogen" for at have dopet Daniel Aggers trøje, og have været skyld i det første mål mod Danmark i kampen mod Holland.

Og afviste til min overraskelse at det skulle hænge sådan sammen - for trøjerne er uden for mistanke, mener han.

Men samtidig fremfører han en anden teori: at forklaringen er, at Simon Poulsen var ramt af spejlingseffekten - hvor spillerne bliver forvirret, fordi de ikke har vænnet sig til at alt fungerer omvendt på den sydlige halvkugle.

Og ved nærmere eftertanke må jeg give ham ret: det virker nok som en mere holdbar forklaring.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 14. juni 2010

Magnet-doping af Agger skyld i Nederen mål

5 kommentarer
Efter at have læst Theodor Tøhes mail tidligere, og have genset Simon Poulsens "selvmål" adskillige gange, står det klart for, at målet er et udslag af magnet-doping.

Ganske vist var Theodor Tøhe ikke inde på, at elektromagneterne også kunne være indsyet i trøjerne, men det er ganske tydeligt, at det er en magnet i Daniel Aggers trøje, som får bolden til at styre direkte mod hans ryg, og prelle af (efter magneten er slukket) og ryge ind i målet.

Så jeg mener det er forkert at beskylde Simon Poulsen for noget som helst, han spillede faktisk en rigtig god kamp!

Hvem der står bag magneterne i Daniel Aggers tøj skal jeg ikke kunne sige, men det er jo nok en fra Nederenlandet - døm selv:

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Afsløring: Magnet-doping udbredt ved VM

Ingen kommentarer
Jeg modtog følgende mail fra Theodor Tøhe, fodboldprofessor ved Dansk Idræts-Fysiologisk Institut. Jeg bringer den bare ordret, så behøver jeg ikke selv forklare det hele.

Kære Leoparddreng

Jeg er kommet på sporet af en opsigstvækkende nyhed, som sikkert vil være et scoop for dit tidsskrift eller weblog eller hvad det nu er betegnelsen er.

Som vi talte om forleden er Jabulani jo fyldt med aske fra Eyjafjallajökull - og det har fået større konsekvenser end jeg havde forudset.

For det betyder ikke bare, at bolden bevæger sig uberegneligt - nej, visse lyssky personer har udnyttet det på en kriminel måde. For sådan noget vulkan-aske består jo for en stor dels vedkommende af jern, hvorfor det selvfølgelig er magnetisk påvirkeligt.

Det har disse kriminelle elementer så udnyttet til at få syet stærke elektromagneter ind i spillernes støvler og handsker, magneter som kan fjernstyres.

Hvis man aktiverer magneten tiltrækker det askestøvet inde i bolden, når støvlen er tæt på den - hvilket får bolden til næsten at klistre til støvlen - og så er det jo ingen sag at drible forbi modstanderne.

Jeg ved at nogen hold benytter sig af det - desværre ved jeg ikke hvilke - men ellers er det vist mest den russiske mafia, som bruger det til at fixe spil - og det er vist også dem, som har sat de kinesiske støvle-fabrikker til at indlægge elektromagneterne.

Hidindtil har jeg ikke fundet fyldestgørende eksempler på brugen af magneterne, men har fundet et godt eksempel, hvor en spiller regner med magneten, men den på mystisk vis er slået fra - sandsynligvis fordi det engelske hold benytter magnetdoping, men russiske hackere har fået deres passwords, og på strategiske tider kan slå det fra. Jeg taler selvfølgeligt om Robert Greens såkaldte drop i kampen mod USA - det er tydeligt at han forventer at magneterne i handskerne griber bolden, og da de ikke virker triller bolden forbi ham og i mål - og han bliver så overrasket at han reagerer for sent.

Hvis man undersøger sagen, er jeg ganske sikker på, at der i minutterne op til scoringen er blevet spillet kraftigt på amerikansk udligning!

Hvem som benytter magnet-doping står lidt hen i det uvisse - og mange spillere er sandsynligvis ikke selv klar over det - men mine spilleragenter fortæller, at især de støvler med pangfarver - gule, orange og røde - er inficeret med magneter.

Hvor udbredt det allerede er, vises lidt ved at man kan finde en iPhone-applikation, som man kan downloade, og som man kan bruge til at styre magneterne, hvis man har deres IP-nr. Den hedder Soccer: Magnetic Yanking of Balls, eller forkortet SocMYBalls.

Jeg håber det er noget du kan bruge, og gerne føre til offentlighedens kendskab - den har ret til at kende til problemet. Milliarder af mennesker risikerer at blive snydt, og det forkerte hold kan ende med at blive verdensmestre. Jeg har kontaktet Sepp Blatter om problemet, men han har ignoreret mig. Jeg havde nu heller ikke forventet andet.

Din ven,
dr. phil., dr. med., mm, Theodor Tøhe, professor

Som bevis har jeg lige fundet videoen hvor Robert Greens magneter kikser - jeg synes det er ret tydeligt hvad der sker - og bemærk hvordan han efterfølgende viser sin handske frem; tydeligvis fortæller han til nogen, at det var den det var galt med.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 12. juni 2010

Falklandskrigen og fodbold

Ingen kommentarer
Når England og Argentina havner i pulje med hinanden i VM, eller bare som i dag, spiller kampe samme dag - kommer jeg uvægerligt til at tænke på Falklandskrigen.

Denne meget mærkelige krig, som pludselig brød ud, da Argentina invaderede og gjorde krav på Falklandsøerne - eller Maldiverne som Argentina kaldte dem.

Og man kan sige, det er med en vis ret, Argentina vil have dem - geografisk giver det jo unægteligt en del mere mening, at de forblæste rev i Sydatlanten skulle høre til dem, end til Storbritannien - de er en rest af det verdensomspændende britiske imperium. Og er jo bestemt ikke interessante i sig selv, men giver adgang til en masse dejlige råstoffer i havet omkring dem.

Men der stod vi pludselig i 1982 med en krig som involverede et europæisk land. Og det var ikke sådan en pussenusset krig som dem vi har nu, hvor det altid gøres for befolkningens skyld eller af bedste mening. Nej, den her krig handlede om territorier og råstoffer, og om at Storbritannien fandeme ikke ville lade sig træde på, af sådan nogle lommeoberster, som dengang styrede Argentina.

Og fyldt med had var den. Margaret Thatcher rullede sig ud, med fråde om munden. Og alle feministerne, som gennem 70'erne havde præket, at hvis bare kvinder var ved magten, var der ikke mere krig, stod med skægget i postkassen.

Det var også en gammeldags krig i en anden forstand, for der var søslag af den rigtige slags, hvor skibe blev sænket - først var der er større argentinsk krigsskib der røg, siden et britisk.

Men der hvor jeg bedst kan huske krigen og hadet var på fodboldbanen. Dengang spillede den lille argentiner, Osvaldo Ardiles, for Tottenham - hvor han var ganske populær indtil udbruddet af krigen - men efter det måtte han rejse hjem, hadet og bagtalt i England. (Og så blev hans fætter dræbt i løbet af krigen, så den var virkelig god for ham...) Han kom tilbage et par år efter, men det blev aldrig det samme.

Og som skæbnen ville det, mødtes England og Argentina til VM i '86 - i en fantastisk kvartfinalekamp, som først og fremmest huskes for Maradonas scoring "med Guds hånd", som englænderne vist aldrig har tilgivet ham. Hvilket nu er lidt synd, for han spillede storartet i det hele taget.



Så, jo, det sætter altid ting i gang i hukommelsen, når de mødes.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 11. juni 2010

Fodboldprofessoren om VM-bolden Jabulani

2 kommentarer
Dagens kampe er forbi - jeg sidder og stener til afterball og føler lidt jeg kan mærke nogle spejlingseffekter, men et vigtigt spørgsmål trænger sig på. Heldigvis har jeg fået fodboldprofessor Theodor Tøhes nummer ind på min speeddial:

TT: Ja, det Theodor.

LPD: Hej, Theodor, det er Leoparddrengen.

TT: Jamen - hej med dig. Jeg spekulerede også på hvornår du ville ringe.

LPD: Ok... det blev så nu.

TT: Og du vil vel spørge om bolden?

LPD: Ja, hvordan vidste du... nej, ligemeget. Men hvad er det med den bold?

TT: For det første er det jo ikke bare en bold, det er Jabulani!

LPD: Okay... Jabulani. Og hvad er der så med Jabulani?

TT: Ja, det betyder jo glædes over eller bare glæde på Zulu - og det synes jeg man skal!

LPD: Men den er jo vind & skæv?!

TT: Nej, den er ej. Det er bare en illusion.

LPD: Men de siger den er helt mærkeligt designet?

TT: Der er intet galt med designet. Faktisk har jeg selv været inde over, da de sidste streger skulle laves.

LPD: Men japanerne siger at de har testet den i en vindtunnel, og det er helt forkerte tal, som...

TT: Javel. Og hvornår har japanerne nogen sinde formået at lave en korrekt vindtunnel, må jeg så spørge?

LPD: ...øh...?

TT: Nej, vel?!

LPD: Så du mener ikke der er noget galt med bolden?

TT: Jo, selvfølgelig er der noget galt med bolden!

LPD: Så du er enig i den hopper underligt?

TT: Jada!

LPD: Og hvorfor så det?

TT: Jo, en af forklaringerne er jo vuvuzela-hornene, som...

LPD: Jotak, det har vi vist hørt om. Men er det den eneste grund?

TT: Nejda, hvis du lige ville lade mig tale ud. Den vigtigste grund er Eyjafjallajökull!

LPD: Den der rygende islandske vulkan? Hvad pokker har den nu med det hele at gøre?

TT: Jo, Jabulani laves jo af Adidas. Og FIFAs regler om VM siger at boldene skal fabrikeres ikke mere end 60 dage og ikke mindre end 45 dage før VM; og at de skal fyldes med luft umiddelbart efter tilvirkning, så de ikke bliver skevvredne...

LPD: Og det betyder?

TT: Ja, det betyder jo at de er fyldt med tysk askesky! De er simpelthen blevet fyldt op, lige da askeskyen var tættest. Og Adidas har ikke tænkt på filtre i oppumpningen, selvom jeg selv både mailede og ringede til Adidas direktør for at gøre opmærksom på faren.

LPD: Ok, så der er kommet askesky i boldene?

TT: Ikke bare askesky, men vulkaniseret askesky!

LPD: Whatever. Og hvad betyder det så?

TT: Hvad det betyder? Sådan en Jabulani er jo et meget fintfølende instrument.... Hvis et fly ikke kan flyve ordentligt i aske, hvordan tror du så en Jabulani fyldt med det skal kunne fungere?

LPD: Nej, det kan jeg jo godt se...

TT: Det ligger jo derinde, og tærer på indesiden, og bliver slynget rundt. Det er sgudda ikke mærkeligt den farer fra side til side.

LPD: Så det er Adidas skyld?

TT: Det er nok lidt hårdt sagt. De havde jo ikke meget valg, det er jo et eller andet sted FIFAs regler der har skabt miseren. Og Island, naturligvis.

LPD: Men det er vel alligevel nok Adidas der kommer til at stå tilbage med skraldet?

TT: Givetvis. Hvis jeg havde BP og Adidas aktier...?

LPD: Ja?

TT: Så ville jeg nok beholde mine BP, men sælge mine Adidas før nogen får nys om det her!

Og således oplyst og rådgivet takkede jeg endnu engang professor Tøhe for at bruge sin tid på mig.

[Opdatering]: Læs også om brugen af magnet-doping ved VM.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.