Jeg har været til børnefødselsdag for min nevø i dag, med ungerne. Af samme grund var jeg ikke i byen i går, ville ikke være alt for bombet i dag. Det viste sig så egentligt mere at være en voksenfødselsdag, eller en alt muligt blandet sammen-ting, som nok skal fortsætte til ud på de små timer.

Det var bare ikke lige gået op for mig på forhånd, at det var det der var lagt op til. Og jeg måtte hjem med ungerne. Og er så endelig kommet hjem til mig selv, og føler mig godtnok gevaldigt træt lige nu. Men jeg har besluttet mig for at skulle i byen i dag, så jeg bør være at finde derude fra ved 2-½3 tiden, ihvertfald.

Men lige nu må jeg godt nok på jagt efter noget energi!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Bare lige et surt udspark.

Skal til familiepinsefrokost i morgen, som jeg et par dage efter at have hørt om, mailede til min onkel - hos hvem det foregår - og meldte mig og drengene til. Og samtidig skrev, at hvis der var noget jeg skulle have med, skulle han bare sige til.

Så bliver jeg ringet op af min mor for lidt siden:

"Ja, det er angående pinsefrokosten i morgen."
"Ja, det kunne jeg næsten gætte?"
"Ja, [din onkel] er jo noget fortørnet over du ikke skal have noget med!"
"Hvad? Men jeg skrev at han bare skulle sige..."
"Ja, men du ved, [din onkel] og mail og den slags. Men vi blev enige om... skal du til det der middelalderhelvede i morgen, inden?"
"Ja."
"Nå, så skal du ikke have noget med. Så tager jeg det med. Vi blev enige om at du skal have noget agurk og rød peber og sådan med. Men så tager jeg det med for dig."
"Jeg kan nu altså sagtens have det med, men synes det er en lidt underlig måde..."
"Jaja, men nu har jeg det med, så skylder du mig 75 kr [godt nok dyre agurker og peberfrugter], så har du også bidraget med noget."
"Ærlig talt, jeg synes det er noget underligt noget det her - han kunne bare have skrevet, hvad fanden mener du med at han er fortørnet?"
"Jamen, han mener vist at jeg holder hånden over dig."
"Det kender jeg sgudda ikke noget til. Hvad har det med mig at gøre? Jeg ved ikke hvad I har gang i, men hvorfor skal jeg rodes ind i det?"
"Nej, nu må du ikke blive sur..."
"Jeg synes bare det er noget underligt noget..."
"Jeg ville bare holde dig orienteret. Men det var sikkert også forkert."
"Øhm, sikkert. Men altså, jeg kan godt have de ting med..."
"Nej, det er dumt, hvis du skal rende rundt med det derude. Jeg tror alligevel jeg tager en taxa, med alt det jeg skal have med..."

etc. suk.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg har efterhånden hørt en del historier fra diverse dele af familien, som har været eller er på dåbsrejse. Og som jeg kan mærke mellem linierne har det ikke kun været fryd & gammen - de har simpelt hen gået hinanden en del på nerverne. Også selvom de bestemt ikke har været sammen hele tiden.

Så jeg er sådan set ganske udmærket tilfreds med ikke at have været der. Jeg kan sagtens forestille mig en situation hvor jeg skulle ende op som diplomat & mægler imellem dem - og det kan sgu godt blive lidt enerhverende. Især når det grundliggende problem er deres manglende evne til at acceptere hinandens særheder (og - ja - vi har ret mange særheder i min familie).

Så har det heller ikke hjulpet at nogle af min brors venner deltog, hvor i sær én vist har været meget belastende.

Men det er sådan set ikke fordi det kommer bag på mig. Jeg tror såmænd at en af grundende til at jeg ikke rigtigt har gidet og ikke gjort noget for at komme med på rejse, var at jeg godt var klar over det ville gå sådan. Og være ret anstrengende. Ganske vist ikke klart formuleret for mig selv, men jeg er ganske godt tilfreds med ubevidste familieinstinkter. Ihvertfald i denne omgang.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Var til min mors fødselsdag i eftermiddag, med ungerne, og min bror kom med kone og barn.

Det vil sige, han kom først med sin dreng, min nevø. Som netop er fyldt et år. Og jeg har det altså lidt underligt med det - burde måske ikke skrive det her, men hvad pokker, hvad har man en blog til.

For det første: da først min nevø var anbragt i høj stol ved siden af mig, satte han sig så på sin sædvanlige plads ved bordet. Modsat sin søn. Og tænkte åbenbart at det med fodring/underholdning af sønnen gik af sig selv, eller det kunne jeg sørge for. Eller mere sandsynligt, tænkte slet ikke.

Og da min mor så spurgte hvad han (nevøen) eventuelt ville have at drikke, mælk for eksempel, siger brormanden så: "nej, jeg har noget saft med han kan få". Og altså, jeg er ikke den store helsefreak, men jeg synes ikke det er en skidegod idé at vænne børn til at drikke sukkervand i den alder. (Og altså, det er ikke fordi der er allergier inde over.)

I det hele taget må jeg sige, at jeg var lidt trist over at se min brors pædagogiske evner, og måske især hans lyst til pædagogiske evner. Jeg er måske selv tippet lidt over i den anden grøft, og påtog mig nok for meget med børnene.

Og det var tydeligt da min svigerinde (eller er det svigersøster? kan aldrig huske hvad der er hvad) kom, at drengen begyndte at pludre og blev meget mere livlig.

Jeg håber at det kan blive bedre snart, men jeg tvivler desværre lidt. Dog bliver det vel bedre når nevøen bliver ældre.

(Det hører så lidt med til min brors forsvar, at hans kone kommer fra en kultur hvor det bestemt ikke er normalt at manden deltager ret meget. Men han har altså heller ikke kæmpet meget for at komme til det.)

Ellers udmærket eftermiddag med udmærket pålæg med videre.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Min farmor var hjertens god og jeg holdt meget af hende. Hun var meget pædagogisk - det var så også hendes metier - men nogen gange blev hun altså for pædagogisk. Ligesom hun også indimellem havde en markant manglende situationsfornemmelse, og foretog det ene faux-pas efter det andet. Hvilket en del skænderier mellem hende og især min onkel vidnede om.











Ceterum censeo Facebook esse delendam.