Leoparddrengens
Public Key
Viser opslag med etiketten jura. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jura. Vis alle opslag

fredag den 9. december 2011

Tak - for så vidt

Ingen kommentarer
Det var naturligvis gode nyheder at Phatteera fik udsættelse på sin udvisning - foreløbigt ihvertfald ingen tvivl om det. Det kan jo synes som en form for imødekommelse af mine ønsker i mit brev fra den anden dag. (Altså, ikke fordi jeg sådan set har nogen illusioner om at det skulle have flyttet ret meget, men mange bække små...)

Jeg var ellers tidligere blevet noget trist over en artikel i Berlingske, hvor Justitsministeren gav udtryk for, at han ikke havde mulighed for at stoppe udvisningerne - at sætte dem i bero. At han - som loven var udformet - var tvunget til at lade slaget gå sin gang.

Der var generel uenighed blandt eksperter om det nu var rigtigt eller forkert. Det er jeg overrasket over - jeg synes jeg har set talrige eksempler på, at noget kan sættes i bero, hvis der udtrykkes tvivl om holdbarheden i juraen der ligger bag praksis. Og jeg har stadig nogen tvivl om, der ikke her er tale om embedsmænd der ikke har lyst til at tabe ansigt, og en ny minister som lader sig trække rundt (Og et eller andet sted kan man vel godt forstå hvis embedsmænd i justitsministeriet stejler over hvis noget skal nedprioriteres - også selvom det måtte være til gavn for de involverede...)*.

Men hvis uafhængige eksperter er i tvivl - så må jeg vel også komme i tvivl - jeg er trods alt kun lægleopard. Jeg tænkte, at det måtte have at gøre med, at der var tale om en form for lovgivning, der gav så lidt råderum, at alt var fastlåst på forhånd. Jeg forstod det nu stadig ikke. Men - jo det var nedslående.

Dog hæftede jeg mig ved ordene i artiklen: "men sandsynligvis har myndighederne ikke tænkt sig at komme og hente hende med tvang".

Okay, tænkte jeg. Det kan jo også være en måde at sætte tingene uofficielt i bero. Dog er der naturligvis det problem ved den løsning, at man vel ikke kan afvise, at det kan komme ens sag på tværs, hvis man søger ophold senere, når lovgivningen er ændret, men det viser sig at man så har opholdt sig ulovligt i landet.

Det ville jeg dog tro en ny lovgivning ville tage højde for. Så det gjorde mig egentlig fortrøstningsfuld, på trods af at der ikke officielt ville blive sat noget i bero.

Nu kom der så senere den melding, at Phatteera ihvertfald har fået 4 uger mere før hun skal udvises.

Men: det er på baggrund af en klage over sagsforløbet, som skal behandles i Justitsministeriet.

Og det er i sig selv fint nok. Men det er ikke nogen principiel beslutning om at alle sager af den type skal sættes i bero - så om en uge er der måske en ny sag. Måske endda en sag, som ikke får nogens bevågenhed. Og hvor en lille pige eller dreng lige så stille bliver skippet hjem.

Så nyheden i dag er glædelig - og jeg vil gerne sige tak til Morten Bødskov for ihvertfald at beslutte at klagen skal behandles først. Men nogen sejr er det altså ikke.

Jeg er dog optimist - jeg tror der er tale om generel juridisk forsøg på ikke at tabe ansigt, hvor de implicerede myndigheder vil undgå at indrømme at der har fundet mulig konventionsstridig praksis sted, men ikke i sig selv er ude på at smide nogen ud. Så den bedste måde er nok at være stille & rolig & pragmatisk omkring det hele.

Jeg synes dog Johanne Schmidt-Nielsen siger det fremragende i TV2s indslag i aftes: Hvis man vurderer at en lovgivning bliver administreret forkert, hvis man vurderer at den faktisk er i strid med Børnekonventionen, hvis man vurderer at der foregår noget urimeligt, så er man sådan set forpligtiget til som minister at sætte det i bero, og sørge for at der kommer en ny lovgivning. Det er jo præcis det jeg også synes. Men stille og roligt - så længe vi er årvågne.

*Justitsministeriet har altid været kendt for, at det har været embedsmændene som styrede. Bortset fra Ninn-Hansen der kørte det som sin egen butik, og Erling Olsen som fandt en sjælden balance - måske fordi tamilsagen lå så tæt på.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 8. december 2011

Justitsministerens pressemøde

Ingen kommentarer
Det var et velbesøgt pressemøde den endnu nye justitsminister Morten Bødskov afholdt her sidst på eftermiddagen i dag. Rygterne havde svirret hele dagen: noget stort var på vej. Derfor havde jeg selvfølgeligt også sneget mig med, så jeg kunne referere:

Goddag allesammen - eller man skulle vel næsten sig godaften, det er jo allerede mørkt! Det er dejligt at se så mange fremmødte - det er også noget vigtigt jeg vil fremlægge, så jeg er glad for det får så god dækning!

Ser I... de fleste af jer er nok bekendt med, at jeg... det vil sige regeringen... har besluttet alligevel ikke at undersøge sager, som kunne svare til den sag, hvor Danmark - under den tidligere regering - blev dømt for brud på Menneskerettighedskonventionen overfor en somalisk pige.

Det har vi... jeg... fået en del kritik for. Fordi vi inden valget talte om, at sagerne selvfølgelig skal genåbnes.

Men folk har slet ikke forstået hvad sagen handler om. Forstår I... det der er sket er jo bunduretfærdigt overfor de 75, hvis deres menneskerettigheder er blevet krænket. Det kan der ikke være tvivl om. Det er noget svineri, og vi socialdemokrater mener jo at alle internationale konventioner skal overholdes! Det skal der ikke herske tvivl om.

Problemet er bare, at vi ikke kan være sikker på, at det kun drejer sig om de 75 sager. Der kan være et ukendt antal flere, som faktisk også - muligvis - er blevet afvist på konventionsstridigt grundlag. Og dem kan vi ikke finde frem til.

Så - og her er jeg sikker på alle vil give mig ret - det vil jo værre totalt uanstændigt overfor dette ukendte antal, hvis de 75 sager behandles - for så er de jo udover den første uretfærdighed, blevet udsat for endnu en, ved at deres sager ikke bliver undersøgt. En skændsel jeg simpelthen ikke vil være med til!

Derfor ser jeg ingen anden mulighed, end slet ikke at genoptage nogen sager. For retfærdighedens skyld!

Der er i virkeligheden tale om et godt, gammelt socialdemokratisk princip, som bedst blev formuleret af Ritt Bjerregaard i 70'erne, da hun var Undervisningsminister: Det ikke alle kan lære, skal ingen lære! Og det er det samme princip jeg og mine dygtige embedsmænd i ministeriet viderefører her: Hvis ikke alle kan få retfærdighed, skal ingen have retfærdighed! Et sundt princip for det lige samfund.

Og jeg troede egentligt sagen så ville stoppe der. Men efter kritikken har jeg taget mit standpunkt op til overvejelse. Og jeg kan godt se det indeholder en fejlagtig logik - som jeg heldigvis har fundet en løsning på.

Sagen er jo, at hvis disse mennesker ikke får deres ret, og andre i samfundet får deres ret - gennem domstolene, eller embedsværket - er det jo også uretfærdigt.

Man må se i øjnene, at ligemeget, hvor perfekt et system man laver, vil der altid være nogen som er så uheldige ikke at få deres ret. Selv hvis man forestiller sig et perfekt system, hvor alle sager belyses korrekt, vil der være nogen som stadig ikke får deres ret. For eksempel fordi de går hen og dør af naturlige årsager, inden deres sag kan behandles.

Og hvilken uretfærdighed - hvilken hån - er det ikke overfor disse mennesker, at alle andre mennesker i samfundet får deres ret?!

Jeg ser derfor ingen anden mulighed - udfra det overordnede lighedsprincip om, at hvis ikke alle kan få ret, skal ingen have ret - at nedlægge retsvæsenet i Danmark. Domstole, ankestyrelser, klageinstanser - det hele skal væk. Og det vil være effektueret fra i morgen - jeg kan simpelthen ikke længere stå model til denne vilkårlige retfærdighed!

Og, ja, det var sådan set det jeg havde at sige... Nogen spørgsmål?

Æh... er det ikke imod Grundloven?

Det er det nok. Og hvad så... Du vil måske trække mig for retten? Held og lykke med det. Haha...

Og her kunne jeg ikke vente på at høre resten, jeg måtte vidererapportere de store nyheder...

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 18. februar 2011

Quiz 140: Hvilken betegnelse

Ingen kommentarer
I øjeblikket skyller en hel bølge af ulovligheder ved ukvemsord over landet - hvad kaldes denne kulpøse måde at udtrykke sig på, blandt fagfolk?

Svar findes her.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 6. februar 2011

En tilståelse?

2 kommentarer
Jacob Winther er nu ude i hvad der for mig lyder som en regulær tilståelse af jæger-lækagen: det var slet ikke så farligt at det blev lækket, at jægerkorpset var på vej til Irak, forsvarer han sig med. Han har ganske vist ikke direkte indrømmet at hans stod bag lækken - endnu - men det er svært at tolke et sådant forsvar af lækøren anderledes.

Det er bare ret goddag-mand-økseskaft at sige det ikke var så farligt. For, nej for pokker, selvfølgeligt var det ikke så farligt. Det har vi da aldrig troet. Problemet for Jacob Winter er, at det netop var hans spin, at det var så pokkers farligt... hans spin så han kunne få oppositionen, som han påstod stod bag lækagen, til at fremstå som uansvarlige, nærmest højforrædere.

Det er det som er den virkelige sag - det er det som viser arrogancen og moralløsheden i Fogh-regeringen, eksemplificeret ved Winther og hans åh så folkekære minister.

Og det er da muligt, at han rent juridisk kan undgå nogle års fængselsstraf ved at nedtone faren jægersoldaterne blev udsat for - men moralsk ændrer det ikke på en tøddel - snarere tværtimod.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 10. december 2010

Må hun overhovedet være liderlig?

9 kommentarer
Jeg gik og filosoferede lidt over, de svenske regler for hvornår noget kan bedømmes som voldtægt eller ej. Og kom til at spekulere over, om jeg nogensinde har været involveret i et samleje, som ikke ville kunne regnes som voldtægt efter svenske regler.

Særligt det der med, at det er en skærpende omstændighed, hvis "offeret" er beruset af alkohol eller er søvndrukken... der tror jeg nok at jeg har udsat nogle for "voldtægt" en del gange - for ikke at tale om alle de gange, jeg selv er blevet forgrebet på.

Som jeg skrev i en kommentar fornylig:

Jeg kan faktisk ikke helt se, hvordan man skal gebærde sig derovre, hvis sex kommer på tale - og man vil sikre sig ikke efterfølgende at blive anklaget for overgreb.

Men det må vel være noget med at begge parter har en advokat med på sidelinien, og forhandler en kontrakt på plads om hvad der er tilladt, og hvad der er forbudt. Og advokaterne så iøvrigt også er med på sidelinien under selve akten, for at sikre at man ikke uforvarende kommer til at overtræde noget.


Svensk par,
parat til at gøre
det frække.
Men det her med at man ikke må være søvnig eller beruset... der er begrundelsen vistnok noget med, at man har en nedsat dømmekraft, og kan overtales til seksuelle gerninger, man ellers ikke ville være med på. Og så tænker jeg bare - skal svenskerne da ikke også gøre liderlighed til en skærpende omstændighed. For hvis offeret er i en tilstand af liderlighed, har det jo også lavere dømmekraft, og kan finde på at gå med på seksuelle gerninger, som man ellers ikke var gået med på?!

Jeg forstår det ikke helt, må jeg sige. Og jeg undrer mig over, hvordan svenskere overhovedet lykkes med at have sex med hinanden. Men det må vel være let ligesom vittigheden med pindsvinet: very carefully!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

lørdag den 30. oktober 2010

Ministeransvarsloven

Ingen kommentarer
Jeg får en del søgninger på ministeransvarsloven i øjeblikket, så jeg har selv lige googlet den - den var ikke helt nem at finde, men her er den i al sin enkelthed (den er fra 1964):
§1: Loven angår ministres ansvar for deres embedsførelse.

§2: Borgerlig straffelovs almindelige del finder anvendelse.

§3: Ved anvendelsen af borgerlig straffelovs regler om ansvar for medvirken til en lovovertrædelse skal en minister anses for medvirkende til en underordnets handling, når 1) han har været bekendt med, at den pågældende handling ville blive foretaget, og har undladt at søge dette hindret. 2) handlingen har været et nødvendigt eller naturligt middel til gennemførelse af en beslutning, for hvilken ministeren er ansvarlig. 3) han har fremmet handlingens udførelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser.

§4: Ansvar for en af kongen underskrevet beslutning påhviler såvel enhver minister, der har medunderskrevet, som ministre, der på anden måde har medvirket til beslutningens tilblivelse.

§5: En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

§6: Straffen efter § 5 er bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2.Er forholdet begået af uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Stk. 3. Bødestraf fastsættes efter borgerlig straffelovs regler om dagbøder.

§7: Bestemmelserne i § 6 gælder kun, såfremt strengere straf ikke er hjemlet i den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Borgerlig straffelovs §§ 155-157 gælder ikke for ministre.

§8: Ministres strafansvar forældes efter borgerlig straffelovs §§ 93-95 Forældelsesfristen er dog i intet tilfælde mindre end 5 år.

§9: Med hensyn til erstatningsansvar i anledning af ministres handlinger gælder de almindelige regler om erstatning for skade forvoldt af personer i statens tjeneste.
De vigtige paragrafer er §§ 3 og 5, men bemærk §6, stk 2 - som også foreskriver straf ved uagtsomhed. Så det er altså ikke nok, at man siger det ikke var med vilje, man vildledte Folketinget. I forhold til loven, altså.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

onsdag den 11. august 2010

Genialt forslag om badesikkerhed

6 kommentarer
Michael Aller fra Rådet for Større Badesikkerhed har et forslag: forældre skal straffes, hvis de er uopmærksomme når børn leger ved vand, for eksempel havebassin, og forældrene er uopmærksomme. Det mener han kan give bedre badesikkerhed.

Moralen i at straffe forældre, som ikke har taget godtnok vare på deres børn, kan man altid diskutere. Men at det skulle give øget badesikkerhed? Jeg tvivler. Jeg har altså svært ved at forestille mig følgende samtale:

Du skal altså holde bedre øje med dit barn ude i bassinet!
Narj, det er ikke nødvendigt, det har han selv styr på!
Men hvis drengen drukner, og du ikke har holdt ordentligt øje, får du en bøde...
Nå, for satan, det er da noget nyt. Så må jeg sgu hellere holde øje med ham!

Nej, jeg har altså svært ved at se det virke særlig præventivt.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

søndag den 16. maj 2010

Max 75 mio $ i olie-erstatning?

Ingen kommentarer
Det Hvide Hus ønsker nu klart svar på, om BPs løfte om erstatning til alle rækker ud over de 75 millioner $ de umiddelbart er forpligtet til. Og det er jo fornuftigt nok, ikke mindst for at finde ud af om det bare var tomme løfter - for der er jo ikke meget Stand-Up Guy over bare at love det man under alle omstændigheder skal betale.

Jeg har så lavet lidt research på de der 75 mio $ de taler om. For det lyder jo lidt vanvittigt at et olieselskab ikke skulle kunne gøres ansvarlig for mere.

Og da jeg fandt ud af, at loven var fra 1990, tænkte jeg straks: Ah, Bush, Sr - så har olie-lobbyen haft let spil! (eller let spild, om man vil.)

Men den er nu ikke så vanvittig som den lyder, den lov. Max grænsen på de 75 mio er, såvidt jeg kan læse, at betragte som objektivt ansvar. Det vil sige, olieselskabet (eller operatøren) er forpligtiget til at betale op til den grænse, ligegyldigt om de har egen skyld eller ej. Men grænsen bortfalder, hvis der kan påvises forsømmelig adfærd, eller lignende - og det er der vist ingen tvivl om der kan i dette tilfælde.

Så spørgsmålet handler egentligt mest om hvor stort et juridisk slagsmål der kan komme efterfølgende, og hvem af de implicerede der kommer til at betale. Men det har selvfølgelig også stor betydning for de involverede parter, for hvis de skal vente 25 år på at retten har afgjort hvem der skal betale deres erstatning - derfor er det klart at en hurtig udmelding fra BP vil sikre manges nattesøvn.

I følge Politiken har BP-boss Tony Hayward overfor The Guardian forsøgt at bagatellisere udslippet. Det er jo nok heller ikke medvirkende til at forbedre forholdet mellem Det Hvide Hus og BP, som er kølnet betragteligt, efter at det ellers i starten virkede ganske forsonligt.

Iøvrigt, skulle et udslip vise sig at være totalt uforsætligt, så de 75 mio $ maksimum træder i kraft, så er der i samme lov oprettet en fond, The Oil Spill Liability Trust Fund (OSLTF), som dækker skader derover, op til 2,7 mia $ - de penge er blandt andet kommet ved at der er indbetalt et beløb per solgt tønde olie.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

fredag den 2. april 2010

Lilla kuverter

Ingen kommentarer
I Sverige - hvor det at købe sex som bekendt er forbudt - har justitsministeren, Beatrice Ask, fundet på et nyt tiltag. Som dog næppe bliver gennemført, men viser lidt om hendes forhold til grundliggende juridiske principper.

Forslaget går ud på, at hvis en person mistænkes (altså ikke er dømt!) for sexkøb, skal der sendes brev hjem til familien i specielt farvede (lilla) kuverter, så resten af familien kan blive orienteret om hvilken usling de har som mand/far.

Og, som hun siger, hvis datteren på den måde skulle finde ud af, at hendes far går til prostituerede (selvom det stadig er en mistanke): "Det er nok helt fint, at datteren får at vide, hvilken type far hun har. Man skal passe på ikke at beskytte den forkerte. Hvis det er en pige, der er blevet udsat for overgreb af sin far, kan det være, at hun får mod til at fortælle om det."

Så er den kobling også lavet - sexkøbere er garanteret de samme, som begår sexuelle overgreb mod deres børn. Mærkeligt at hun ikke også kommer ind på, at konen jo også kan få mod til, at komme ud af et forhold hvor hun bliver mishandlet.

Eftersom hun siden er frafaldet tanken om de farvede kuverter, men fastholder at sexkunder skal hænges ud, må man gå ud fra, at den næste tanke bliver ophængning af plakater med navn og billede på mistænkte i nabolaget, eller trykt på mælkekartoner.

Forslaget viser nogenlunde ligeså meget indsigt i juridiske principper, som da Lone Dybkjær var ude og mene, at der skulle være omvendt bevisbyrde i voldtægtssager. Men hun var da i det mindste ikke justitsminister.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 25. februar 2010

En meget farlig dom

Ingen kommentarer
I Italien har der været en sag med en gruppe unge studerende, som havde lagt en video af at de mobber en autist fra klassen på YouTube. De studerende er blevet bortvist, såvidt så godt.

Men en dommer har nu også idømt 3 ledende medarbejdere fra Google (som ejer YouTube) betinget fængsel for episoden. De har selvfølgeligt intet haft med den at gøre - men fordi videoen blev lagt på YouTube er de altså ansvarlige, mener dommeren.

Videoen blev ganske vist fjernet kort efter YouTube blev orienteret om den - men det var ikke godt nok for dommeren - han ville have at YouTube skulle have hentet tilladelse fra alle involverede, inden videoen blev offentligt tilgængeligt.

Og det kan jo lyde meget fornuftigt, når man ser på en enkelt, forkastelig video. Men det vil i praksis gøre det umuligt at lade almindelige mennesker komme til orde på internettet - om det er gennem video, skrift eller andre medier - hvis alting skal forhåndsgodkendes, og det skal checkes om eventuelle tredjeparter giver tilsagn.

Det vil betyde et farvel til blogverdenen, et farvel til YouTube, et farvel til stort set al fri kommunikation på nettet. Kun i private emails vil man kunne skrive, uden at ting skal forhåndsgodkendes og censureres.

Og de eneste der kan bruge nettet til massekommunikation, vil så være store etablerede sites, som kan holde deres medarbejdere i ørerne, og sørger for at intet grimt slipper igennem. Det vil muligvis være godt for autistiske drenge, og bestemt godt for Berlusconi-typer.... men ikke for os andre.

Så det er en meget farlig dom, som det må gøres alt for ikke kommer til at danne præcedens!

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Send hende dog til Guantanamo!

Ingen kommentarer
Nu ligger det åbenbart alligevel ikke fast, om sagen mod Camilla Broe bliver anket eller ej.

Tilgengæld har amerikanerne nu fundet noget hun ihvertfald er skyldig i, og som ikke er forældet. Hun er simpelthen blevet taget på fersk gerning i at opholde sig i USA uden visum eller indrejsetilladelse!

Skide være med at det på ingen måde er frivilligt hun er i landet, at det rent faktisk er den amerikanske forbundsstat som har krævet hun kom til Florida - hun må ihvertfald ikke være i landet. Så det der med at sætte hende ud mod kaution - det bliver nok ikke en mulighed - man kan jo ikke have sådan en illegal alien gående frit rundt?!

På den anden side kan hun vel heller ikke blive bag tremmer, hvis dommeren mener det er ok, hun kommer ud, mens sagen står på. Og man kan heller ikke sende hende til Danmark, for så tager det sikkert en masse år før hun kommer igen - og så er sagen om ulovligt ophold sikkert også forældet.

Men løsningen ligger jo lige for: hun er nu i Florida, det er jo knapt et stenkast fra Guantanamo ovre på Cuba - og der kan man jo netop holde fanger som giver problemer i forhold til det amerikanske retssystem, det er rigtig smart fundet på - faktisk en af Cheney og Rumsfelds lyseste idéer.

Og ganske vist har det mest været brugt til illegale kombatanter (og ikke illegal aliens), men det er jo sådan noget terror noget, og Camilla Broe er jo også nærmest terrorist, det er ihvertfald en terrorlov hun er udleveret på baggrund af... og det der terror, det er jo sådan en frygtelig forbrydelse, så der er det fint nok at man ser stort på de anklagedes rettigheder*, så sagen er oplagt. Send hende med første millitærfly til Guantanamo!

* Det er nemlig et interessant princip, som har vundet indpas i juraen de sidste ca 10 år: des værre forbrydelse du anklages for, des færre rettigheder har du og des mindre beskyttelse. Jeg syntes sådan set nærmest det burde være omvendt, men hvad ved jeg om den slags. Der findes heldigvis klogere folk - som Lene Espersen, Brian Mikkelsen og de førnævnte udenlandske + selvfølgeligt mange flere.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

tirsdag den 16. februar 2010

Brian Mikkelsen har en holdning

Ingen kommentarer
Vestre Landsret bønfalder på det nærmeste regeringen om de dog ikke lige kan vende deres forslag om nedsættelse af kriminellavalder, og fjernelse af den såkaldte strafrabat til unge under 18, endnu engang. I det mindste høre efter hvad en gruppe af topjurister har at sige.

Brian Mikkelsen stand-inDet affejer Brian Mikkelsen ikke overraskende:
Vi er uenige med mange af de kriminologer, som mener, at straf ikke hjælper. Der har vi en holdning i den borgerlige regering om, at straf hjælper. Det virker præventivt.
Klassisk Brian Mikkelsen. Naturligvis er der ikke nogle der skal komme med viden og fortælle Brian at han tager fejl, for han har heldigvis en holdning - og så er der ikke noget at komme efter.

Og det overrasker mig ikke synderligt. Hvad der undrer mig et hans formulering: "Vi er uenige med mange af de kriminologer, som mener, at straf ikke hjælper."

Altså han er uenig med mange af de kriminologer som mener straf ikke hjælper? Men ikke alle? Så kunne jeg godt tænke mig at vide, hvad er det for kriminologer, som mener straf ikke hjælper, som Brian ikke er uenig med? Og hvorfor er han ikke uenig med netop dem?

For måske de så kan overbevise ham om at han er ude i hampen - og det er jo et farligt sted at være for en mand som Brian Mikkelsen.

(Forklaring på billedet: jeg er træt af at bringe billeder af Brian Mikkelsen på bloggen, så jeg valgte en ged i stedet.)

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

mandag den 11. januar 2010

Forsvar for et rigtigt dumt svin

Ingen kommentarer
Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om Kaj Vilhelmsen, Radio Holger eller al deres væsen. Og jeg tror og går ud fra at det ville være gensidigt, hvis manden iøvrigt kendte til min eksistens.

Men nu hvor han igen er blevet dømt for racisme, altså ovetrædelse af straffelovens §266b, og jeg læser hvad han er dømt for, bliver jeg forundret og bekymret.

For, ifølge dr.dk, er det to udtalelser:
Vort land er forvandlet til den tredje verdens affaldsplads, og Vi ønsker ikke noget bastardsamfund, hvor tilfældige fremmede kalder sig danskere.

Stupidt ja, afstumpet ja, forkvaklet, ja. Det er en masse ting - men efter min mening ikke racistisk, ifølge 266b, idet det ikke omhandler en bestemt etnicitet/nationalitet, udover stort set alt ikke dansk, eller i hvert fald alt fra u-landene.

I forvejen synes jeg 266b er problematisk - jeg kan tildels godt forstå den er der, men så den i virkeligheden hellere sløjfet. Så ytringsfrihed kunne blive et rent spørgsmål om moral, og ikke om jura. Men når nu den er der, synes jeg det er ret tvivlsomt hvis domstolene begynder at gøre tolkningen bredere og bredere.

Ikke fordi jeg regner med at jeg eller ligesindede vil komme i konflikt med den, selv i udviddet tolkning. Men fordi det er et potentielt meget større problem for ytringsfriheden en latterlig snak om selvcensur. Som vi da vel forhåbentlig alle praktiserer konstant - eller skal vi partout være en befolkning med tvangs-Tourettesyndrom?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

torsdag den 13. august 2009

Hunde & racehygiejne

Ingen kommentarer

Til at starte med, skal jeg slå fast at jeg ikke er den store fan af hunde; jeg er mere - meget mere - et kattemenneske. Det kommer vel næppe som den store overraskelse...

Men jeg har haft katte, og ved hvor knyttet man kan blive til dem; og selvom jeg ikke bryder mig særligt om hunde, og let kan blive noget skræmt af de store/glubske af slagsen, kan jeg sagtens forstå folk kan blive knyttet til dem.

Og jeg ved ikke, jeg synes sgu et eller andet sted, de tanker der er om forbud og aflivninger af bestemte racer er ret ulækre. Samtidig med, at jeg synes det er fucking forfærdeligt med alle de skader der påføres uskyldige - dyr og mennesker - af de her hunde.

Kollektiv afstraffelse baseret på race er bare ikke mig, heller ikke når det gælder hunde. Og et eller andet sted, mener jeg de skyldige er ejerne; de kender til samfundet, de kender til farerne, de kender dyrene. Det er dem som har de bedste muligheder for at afgøre om en hund er farlig eller ej.

Men - alt, alt for ofte tager de fejl. Nok fordi det faktisk er relativt ufarligt for dem at gøre det. Ok hunden dør, trist, og deres forsikringspræmie går sikkert op pga erstatningen. Men det er så også det.

Derfor ville jeg foreslå, selvom det nok er strafferetligt utopi: at hundeejere, som elsker og knytter sig så meget til deres hunde, at de vil udsætte andre mennesker for den fare de måtte udgøre, også hæfter personligt, strafferetligt, for hvad deres hund måtte bedrive.

Så hvis en hund farer i flæsket på en tre-årig, og skambider barnet, bliver de straffet som om de selv havde gjort det. Og her taler jeg straf, ikke erstatning - så det vil sige, de kan se frem til en god fængselsstraf.

Egentlig synes jeg det er rimeligt; og jeg tror trods alt det ville få mange til at overveje en kamphund en gang mere.

Men jeg tror som sagt ikke det går, i forhold til diverse juridiske principper; ville ellersvære en salamonisk løsning, synes jeg. (Og det skule selvfølgelig være sådan, at hvis en hund forsvarer sig i reelt selvforsvar, fungerer de samme retsprincipper som for mennesker. Men ikke hvis hunden blot tror det er selvforsvar. Et bevisbyrdemæssigt helvede.)

Anyway - det er mit bedste forslag. Jeg syntes et eller andet sted jeg burde kommentere emnet, når jeg nu misbrugte emnet tidligere.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.