Efter en dag som stod mere eller mindre i kataklysmens tegn, da det gik op for EU at briterne (dvs englænderne) havde gjort det utænkelige, og forladt det fine projekt, synes jeg måske det er på sin plads også at kigge på de positive sider.

Ikke for det, jeg kan da også se en masse lort der kan komme ud af det. Men først og fremmest synes jeg man skal se det som en chance for EU — sandsynligvis en sidste, før hele projektet falder fra hinanden.

Hvilket man jo så vil kunne glædes eller græmmes over, alt efter temperament.

For briterne (englænderne) er der næppe noget at glæde sig over. De vil formodentlig over de næste år se skotterne og irerne forlade dem, og så kan de ellers sidde på pubben og drikke doven & lunken øl, og drømme sig tilbage til Queen Victoria.

Vi andre kan se frem til et EU uden det måske mest bagstræberiske medlem (når man ser bort fra Danmark). Hvor en masse nødvendigt nu måske har en chance for at blive gennemført.

Og så er der måske et lille-bitte håb for, at nogen kan få øjnene op for at EU er en synkende skude, som vil tage mere og mere vand i og falde mere og mere fra hinanden, hvis man ikke gør noget ved det væsentligste og essentielle problem.

Og det handler ikke om hverken immigration, flygtningekriser, Grækenland, fejlslagen idiotisk pengepolitik, for meget integration eller for lidt integration. Selvom det alt sammen er problemer i ekstrem grad, er det alt sammen blot symptomer på det væsentlige.

Der er ikke demokrati i EU. For der er ikke accountability. Og uden det kan befolkningernes forståelige frustration og vrede ikke vendes nogen andre steder hen end mod selve systemet. Og sige fra på forskellige mindre heldige måder.

Problemet ligger i hele EUs opbygning, men man kan alligevel sige det med ét ord: Ministerrådet. EUs mest magtfulde organ er samtidigt det borgerne har mindst mulighed for at stille til regnskab for noget som helst.

Fordi det er noget rod, og fordi de skiftende medlemmer slet ikke er hyret af os, folket, til at lave det dér. Og vi har ikke en kinamands chance for at stille dem til regnskab for noget som helst der foregår der, 1) fordi vi ikke ved hvad der foregår, og 2) fordi vi når vi stemmer til vore parlamenter stemmer om noget helt andet.

Konstruktionen gav muligvis mening dengang EU bestod af 6 lande, og mest af alt handlede om et fælles marked for kul og stål. Men som føderation — som vi lige så godt kan se i øjnene EU er og må være — er det en håbløs konstruktion.

Skrot ministerrådet, simpelthen. Dets job skal overtages af Europa Parlamentet.

Hvis man gerne vil have at nationalstaterne stadig skal have mere magt i forhold til deres befolkningstal, så kan man da godt indføre et andetkammer, hvor vi vælger en eller 2 personer fra hvert land til at repræsentere os. Men det skal være ved direkte valg. Og så skal der naturligvis være fuld åbenhed i begge kamre.

Så kan vores hjemlige ministre koncentrere sig om hvad der foregår hjemligt, og lade det der foregå i EU varetage af nogle andre — som vi, befolkningerne, har valgt til det.

Naturligvis vil ting stadig gå ad Helvede til, og der vil blive taget forkerte beslutninger. Men så har vi, vælgerne, i det mindste selv skylden, og kan måske endda træffe bedre beslutninger næste gang. Det kan vi ikke nu — og så tror pokker vi bliver fascister eller melder os ud af det hele.

Se, det blev måske et lidt andet indlæg en overskriften lovede. Det blev måske også et lidt andet end jeg havde tænkt da jeg startede — jeg havde nok tænkt at liste lidt flere glæder ved at Englænderne havde besluttet sig for at nyde deres egen sø.

Men hvorfor spilde tiden? Den er knap. Lad os komme til det essentielle. EU er ikke et demokrati, og det er det nødt til at være. Skriften står nu på væggen, bøjet i lysende neon — det er den enestående chance #Brexit giver os, at opdage at konstruktionen EU ikke dur.

Og det nytter ikke med lappeløsninger, eller 10.000-sider lange traktater. Vi skal have et ægte demokrati, nu. Og, ja, det betyder mindre magt til de enkelte lande. Men det tror jeg godt vi kan leve med. For det betyder mere magt til os, befolkningerne. Og ansvar.

Det andet går i hvert fald ikke.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.