Der kunne såmænd være mange gode grunde til at stemme Nej på torsdag, til EU-tilvalgshalløjet. Men det er ikke fordi Ja-partierne under et har kørt en hysterisk kampagne, som har trukket på nazi/kommupropagandaudtryk i deres skøre ensidige budskaber, komplet med fucking bevingede Nazgul over Kronborg.

Er det kun mig der synes det her er helt & aldeles fucked? Plus, måske ikk særlig smart med 3 nazgul over Kronborg?! pic.twitter.com/OjNj7g70H0

— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) October 27, 2015

Det er heller ikke fordi andre kampagner har kørt på, at hvis man stemmer nej, så hjælper man de pædofile, kvindeslavehandlende, hustrumishandlende tervorister.

Alt det fokus på selve retsforbeholdet dur ikke. Her er det eneste, du skal tage stilling til #stemja #retsforbehold pic.twitter.com/qOH8whIj0b

— Jonas Juhler Hansen (@jonasjuhler) November 26, 2015

Og det er ikke fordi den model for afskaffelsen af retsforbeholdet der er valgt, er en usympatisk fedtspillermodel, hvor vi de facto kommer længere væk fra et samarbejde på de områder hvor jeg for alvor mener det kunne være relevant, for eksempel i spørgsmål om flygtninge og opholdsregler. En model som tilsyneladende er designet til at vi skal kunne afvise maksimalt med flygtninge — og undgå at samarbejde om at modtage dem.

Eller fordi man kan se mange af de samme problemer i fælles EU-ret som i Euro-"samarbejdet": man risikerer endnu engang at bygge huset fra toppen i stedet for bunden.

Det er heller ikke fordi jeg faktisk mener signalværdien er bedre ved et Nej end et Ja (i den form vi stemmer om). Jeg mener da sådan set nok, at det er et bedre signal over en kam at ville beholde suverænitet af pricipielle grunde, end det er at begynde at cherrypicke hvad man vil være med til, og for eksempel finde samarbejde om flygtninge noget man ikke vil røre ved.

Og det at jeg er ret sikker på vores hemmelige politi med flere nok skal finde ud af at bruge de nye muligheder til at lave ransagninger og tilbageholdelser ved at bede venner et sted i Europa om at bede om den på bogus anklage er heller ikke grunden. Ja, det lyder jo nok frygteligt paranoidt, men vi taler her om en tjeneste som i 10 år gennemførte ulovlig overvågning af os, uden at det får konsekvenser.

Og heller ikke fordi min troværdighed til de politikere der skal administrere et Ja er i bund, ja nærmest ikke eksisterende, faktisk negativ (as in: "hvis han siger dét, betyder det det modsatte"). Og at rammerne for hvad vi stemmer om, og løfter om hvad et fremtidigt Folketing vil gøre er nonsens.

Dette kunne altsammen være årsager til at jeg vælger at stemme Nej, men de er det ikke. Omend jeg forsøgte at gå tvivlende ind i de seneste måneder har min beslutning nok ligget fast noget tid. Men den er bestemt kun blevet bestyrket som hysteriet er forstærket.

Jeg var ellers faktisk begyndt at være ganske glad for EU. Fra at være Nej-siger i 1992, 1993 og 2000, blev jeg i nullerne mere og mere positiv.

Dette var i høj grad Anders Foghs skyld; EU gik fra at være et organ der holdt Danmark tilbage på en række områder, fordi miljøkrav for eksempel kunne udlægges som tekniske handelshindringer, til at sætte minimumsstandarder som forhindrede at AFR kørte os helt af sporet. Og 24-årsreglen gjorde malmøfinten til en absurd nødvendighed.

Ja, EU blev et billede på en vis form for tryghed og stabilitet i de sorte år. Forbeholdene var jeg aldrig fan af (bortset fra €-forbeholdet). Min skepsis i 90'erne handlede mest af alt om EUs demokratiske problemer; de var der stadig, men jeg kunne også se at EU gav noget igen.

Og på mit mest EU-positive, det har nok været cirka 2009, havde jeg uden tøven sagt Ja til at afskaffe alle forbehold, bortset fra €.

Men så kom Finanskrisen og billedet begyndte at krakelere. Ikke blot på grund af den afsindige austerity finanspolitik Tyskland har haft lov til at diktere, men i ligeså høj grad på den måde de især sydeuropæiske lande, som blev hårdest ramt, blev behandlet.

Og dertil kom Finanspagten, som absolut giver mening i €-området (og skulle have været på plads fra starten), omend den i sin udformning er håbløs (igen: austerity). Men for Danmark er den idioti, og har vel mest af alt været et billede på hvordan vores hjemlige politikere kan bruge afgivelse af selvbestemmelse som et værktøj. ("Nu har jeg lavet kasseeftersyn, og der er absolut ingen penge, så får vi en bemærkning fra EU. Så vi må skære ned på en hel masse. Hov, der var fejl i mit kasseftersyn, så dropper vi sgu noget afgift på fossilbiler.")

Så herfra gik mit billede af EU nedad: det forekom mere og mere som et projekt, der ikke længere handlede om at finde fælles løsninger, til et hvor det vigtigste var at skubbe aben rundt mellem hinanden. Og EU (ihvertfald €) var mere problemet end løsningen.

Endnu et skud for boven kom, da det begyndte at blive alvor med snak om Retsforbeholdet. At det kun skulle være udvalgte områder, og for eksempel ikke Flygtningespørgsmål. Hvilket for mig ikke giver nogen mening, når Schengen samtidig går fra at være en mellemstatsligaftale til at være overstatslig (læs: idag kan vi beslutte at træde ud, hvis vi engang i fremtiden måtte ønske det.)

Hvis man siger A må man også sige B mener jeg helt grundlæggende. Og tingene må da i det mindste give mening.

På dette tidspunkt var det dog nok stadig blevet et ja. Det var nok blevet som det ja Alternativet er nået frem til. Men den endelige pind til ligkisten kom på en sommernat, hvor jeg, sikkert under påvirkning af ouzo, nåede frem til: "Det er fanme godt vi ikke er med i det der! Og der skal ikke gives en finger mere, når det er sådan det foregår!!"

Forberedelser på aften i solidaritetens navn. #grexit pic.twitter.com/2DHMm77UaY

— Leoparddrengen (@Leoparddrengen) July 5, 2015

Det er naturligvis krisen omkring Grækenland, der udløste dette. Her smed Tyskland for mig masken, personificeret af Schäuble, men med Merkel og tysk Storhed i ryggen. Grækenland skulle ikke blot holdes i en (uretfærdig og dum) økonomisk spændetrøje, de skulle også ydmyges — og det skulle for enhver pris undgås at andre gjorde lignende forsøg med demokrati.

Well, det med demokratiet var det såmænd hele EU-establishmentet der var sure over, men lektien i forhold til Tyskland var klar: hvis Tyskland for alvor vil noget i EU, kan de også tvinge det igennem; og så kan det da godt være at de lader os andre bestemme en hel masse om hvordan kontakter skal se ud.

Så, lige dér, gik det op for mig at jeg ikke ville gå ind for at afgive et gram mere suverænitet til den biks der hedder EU, hvis der ikke er en exit-strategi på plads. Fint med alverdens internationale aftaler, men de skal kunne opsiges igen, og vilkårende for en eventuel bodeling skal være på plads på forhånd.

Og så er den sådan set ikke længere.

Det ville da så også hjælpe på mit humør i forhold til EU, hvis der var mere demokrati; men faktum er jo, at alt andet end parlamentet besættes med folk der vælges efter hvem der nu skal have et ben, og hvem der fik noget sidst; det virker mest af alt som en mellemting mellem et møde i oligarkernes klub og et FIFA-repræsentantskabsmøde, når de poster skal fordeles.

Jeg ville så meget foretrække et decideret Europa, en fælles stat, bygget på fuldt ud demokratiske principper og transparens, med en person, én stemme, og en fælles, simpel Forfatning på et par sider. Hvis EU virkeligt er det bedste vi kan nå frem til for internationalt samarbejde, så skal det ihvertfald også være muligt at sige fra.

Det er min holdning, mine følelser. Jeg skriver ikke det her for at propagandere & overbevise nogen, men det er jo en blog hvor jeg skal af med nogle af mine nøgletanker. Og selvom jeg egentligt nu kan mærke, at jeg føler ret meget for det Nej, og håber på at det er det det bliver, så kan jeg også ganske udmærket se tingene fra Ja-sigernes synspunkt — jeg har selv været der på et tidspunkt. På den måde kan jeg virkeligt også godt lide Alternativets afslappede tilgang til afstemningen — at vi nok finder ud af det — omend jeg altså er havnet på et andet sted end dem i dette.

For jeg må tilstå, at Schäuble har efterladt mig med billedet af EU som en vagina dentata; som nok kan se tiltrækkende ud umiddelbart, men er man først kommet ind kommer man kun blødende og lemlæstet ud. Og så hjælper det ikke at Løkke stiller sig op og siger at han ikke stikker den helt ind.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

I den sidste halvdel af firserne gerådede min far sig ud i nogle investeringer han siden fortrød bitterligt.

Jeg tror han gjorde det af to årsager: grådighed (der blev lokket med en hurtig skattegevinst) og spænding. Ihvertfald det sidste fik han opfyldt til overflod.

Vi andre havde svært ved for alvor at have ondt af ham da det gik galt; at en mand der altid har ligget yderst på venstrefløjen begynder på den slags, bærer et eller andet sted hybris i sig selv.

Men det var en interessant historie - og en jeg kom til at høre en del om i en del år - han slap vist dog ud omkring midt-90'erne.

Så blev jeg i går pinget - om den her sag beskrevet i bogen Det Store Containerkup ikke var noget for mig at skrive om. Og først syntes jeg det så interessant & og underholdende ud - men da jeg så opdagede at sagen jo var den selv samme som min far havde været involveret i blev jeg meget interesseret.

Så den var ikke længe efter installeret på min Kindle. Og nu altså fortæret.

Bogen er skrevet af journalisten Lars Abild. Som i offentligheden - eller ihvertfald i min bevidsthed - nok er mest kendt for at DSBs Økonomidirektør var så træt af hans undersøgende journalistik, at han gav DSBs spin-bureau Waterfront til opgave at holde ham beskæftiget med andre ting.

Åbenbart en besværlig herre - jeg ser ham som typen der ikke går af vejen for at grave sig ned i de sager, som andre opfatter som for meget konspirationsteori; hvor det så viser sig at sagerne faktisk er præcis så vanvittige som de lyder. Men altså sande. Lidt ligesom Dorte Toft omkring IT Factory - en sag jeg heller ikke kunne lade være med at tænke på under læsningen af Det Store Containerkup.

Sagen om containerne rummer mange af de samme elementer - og så lidt til. Jeg kendte nogle af dem i forvejen - men der var også meget jeg ikke havde hørt om. Der er grådighed, mange penge, svindel, mangelfuld revision, fiktive aktiver, leasing af ting som ikke eksisterer, involvering af C20-selskaber og et mystisk, hemmeligt arkiv. Og dertil kommer personlig involvering af en af topmændende i dansk erhvervsliv, rockerforbindelser (sågar Triaderne nævnes), og en anset juraprofessor breaking bad.

I modsætning til IT Factory - der mest ramte nogle få store selskaber - er der så også virkeligt mange, der har tabt mange penge. Samt at der har været et større dræn i statskassen gennem skattefradrag som aldrig burde være givet.

Historien tager sin begyndelse midt i firserne, hvor selskabet DTS får den smarte idé, gennem annoncekampagner, at lokke private investorer til at købe (skibs-)containere som så skulle leases til nogle udenlandske selskaber, forretningen administreret af DTS. Hvis man ikke lige stod og havde for eksempel kr 100.000 til 6 containere, skulle DTS nok formidle at man kunne låne pengene.

Det virkeligt tillokkende var, at konstruktionen gjorde, at investorer kunne få et hurtigt skattefradrag i de første år. Egentligt penge man ville komme af med igen senere, hvis investeringen  holdt som prospektet lovede (og man fik overskud), så jeg kunne ikke lige se den egentlige idé. Men det syntes min far altså at kunne ...

Jeg husker dog min bror stillede det fornuftige spørgsmål, om min far nu overhovedet var sikker på de der containere eksisterede. Det troede han nu nok de gjorde - for det så meget fint ud det hele.

Over 2-3 år blev der - på papiret - købt og solgt containere for ½ milliard 80'er-kroner, med deltagelse af tusindvis af danskere. Mest for penge udlånt af suspekte finansieringsselskaber, og belønnet af statskassen.

Der var bare det, at de der containere vist ikke rigtigt var der alligevel. Eller måske var de og numrene var bare skrevet forkert? Ihvertfald kom der ikke rigtigt nogen lejeindtægter ind.

Og så hang folk pludseligt på nogle dyre lån uden indtægter til at afdrage dem - og måske, måske ikke - uden de aktiver som lånet egentligt var optaget i.

Det er afdækningen af denne skandale - som er et regulært svindelnummer - bogen handler om. Men det er også en del mere; for sagen er at det aldrig blev rigtigt afdækket. Rigtigt mange har - fra skiftende perspektiver - haft interesse i at ting ikke skulle komme for dagens lys. Nogen med klare motiver, andre hvor man kun kan gisne om det.

To nøglespillere i dette cover-up er den nu afdøde dr.jur Preben Stuer Lauridsen og Mærsk/Topdanmark bossen Michael Pram Rasmussen. Sidstnævnte er blevet involveret fordi Topdanmark købte et af de finansieringsbureauer DTS samarbejdede med, og dermed er kreditor for rigtigt mange investorer.

Eller, det vil sige, de mener de er kreditor. Men hvem de egentligt har lånt og udbetalt penge til - og for hvad - har Topdanmark ikke rigtigt papirer på.

Det er i høj grad de mange cover-ups bogen følger, og så vidt muligt prøver at afdække, mens man følger nogle af investorerne (som var mere ihærdige, uheldige eller sad mere i saksen end min far, og derfor ikke kunne komme ud).

Samt de metoder der bruges fra de store spillere - som især er Topdanmark - i forhold til dem; fra overdrevent udtrukne retssager, til et absurd optrin hvor Topdanmark med fogedens hjælp prøver at gøre udlæg i en personlig konkurs pensionists cykel og falske rolex.

Virkeligt meget fremstår vanvittigt langt ude; men jeg husker selv en stor del, og resten er gennemdokumenteret.

Det billede jeg fik undervejs var, at det var som en Olsen-bande film; bare uden Olsen-banden. Men der er (op til flere) skumle bagmænd i Bjørn Watt-Boolsen-format, den charmerende & kyniske svindler, samt spradebassen med rockerrelationerne. For Helvede, Egon - det kan man sgudda ikke?! De dumme svin!

Men allermest ballingsk er måske nok myndighedernes ageren.

Politet, i form af Ole Ernst og Axel Strøbye, er rigt repræsenteret, både som værende uden kompetence til at oprulle hvad der er foregået, men endnu mere karakteristisk uden den mindste lyst. Kære ven, kære ven ... Det er også kun svindel for ½ milliard + renters rente.

Og skattevæsnet. De har en svær rolle; for ikke bare har de fucket op (hvilket giver staten et tab på trecifrede millioner), deres ageren har faktisk også været medvirkende til at svindlen ikke af domstolene anerkendes som svindel. For hvis der var et fradrag må det jo også være fordi der var nogle containere.

Anders Fogh Rasmussen skrev som statsminister i 2002, at han kunne tilslutte sig det synspunkt at sagen var fuldt belyst. Det burde være de fleste bekendt, at hvis AFR siger sådan noget - så er den det ikke. Og det er ihvertfald ikke tilfældet for denne sag - den er aldrig blevet fuldt belyst, i noget perspektiv.

(Bogen nævner det ikke, men jeg kan ikke lade være med at gøre det: at den siddende Skatteminister da containerne skal undersøges er selvsamme Anders Fogh Rasmussen. Han må jo så træde tilbage et par år senere, på grund af en anden skandale. Og overlade posten til Peter Brixtofte. Men det er et sidespring.)

Der er ikke nogen klar konklusion på bogen; der er stadig mange uafklarede spørgsmål. At meget stadig holdes skjult, er der imidlertid ikke meget tvivl om, ikke mindst fra Topdanmarks side.

Jeg anbefaler klart man læser bogen - eller ihvertfald sætter sig ind i historien. Det er en af de største erhvervsskandaler i nyere tid, og indeholder mange spektakulære elementer; men i modsætning til de andre - Nordisk Fjer, IT Factory for eksempel - er der ikke her fundet nogen closure. Og store spillere ønsker tilsyneladende (stadig) ikke det sker. Selv nu, næsten 30 år efter det begyndte.

For transparensens skyld: jeg ejede indtil i formiddags et (ubetydeligt) antal aktier i Topdanmark, som jeg i dag har solgt. På nær en enkelt (så kan man få invitation til deres Generalforsamling og ædederes mad, og høre om de har noget at sige til sagen der.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kom lige for skade at se TV2 Nyhederne. De havde Inger Støjberg til at sige nogle ord, i anledning af en kronik hun åbenbart har fået Berlingske til at trykke for sig. Hun sad i en fin skjorte, som kun manglede skråremmen for at gøre billedet perfekt, mens hun talte om hvordan muslimer fra ikke-vestlige lande skulle have sværere ved at blive lukket ind i Danmark end kristne vesterlændinge.

For hvis ikke var det skadeligt for Danmarks sammenhængskraft, mente hun.

Det der med sammenhængskraft er noget mærkeligt noget. Anders Fogh gjorde det frygteligt populært at tale om, og så gik det pludseligt dødt. Men nu skal det åbenbart have en revival.

Problemet er - hvad betyder det egentligt? Det gik jeg ihvertfald længe og spekulerede på - indtil jeg kom på denne historie. Den stammer egentligt fra geniale Rejsen til Saturn - jeg håber at salig Claus Deleuran bærer over med at jeg bruger den her:

Det er på en kro, af den gammeldags slags, hvor der er en spytbakke som flittigt bliver brugt. En flok unge får gejlet hinanden op, og det ender med at de laver et væddemål om hvem der tør tage en slurk af spytbakken (for unge læsere: altså den her krukke-agtige tingest hvor folk spytter deres sovs fra skrå og snus med videre).

Den modigste - eller dummeste? - melder sig, går hen - og ikke bare tager en slurk fra spytbakken, men drikker rub & stub.

Han kommer tilbage, og får den aftalte belønning, og bliver spurgt: "Okay, det var flot - og modigt - men hvorfor drak du dog det hele? Væddemålet var jo bare en slurk?!"

Til hvilket ungersvenden svarer: "Jo - men det hang sammen!"

Se - det er for mig sammenhængskraft. Og nu er det det forhåbentligt også for dig.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er helt forskrækkeligt som Anders Fogh bliver malet for tiden. Og sidst han lod sig portrættere kunne jeg ikke lade være at lave en nyfortolkning af statsministerportrættet.

Ligeledes denne gang, med Thomas Kluges portræt - når jeg ser maleriet kan jeg ikke lade være at tænke på, at det ser forkert ud med den bog. På en eller anden måde.

Og jeg tænker - i Kina havde de Den Store Rorgænger, i Nordkorea Den Store Leder. Og her i Bingoland havde vi Den Store Bingovært.

Jeg kalder tolkningen Din Egen Lykkes Smed (ikke at forveksle med Din Egen Løkkes Smed).


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En ting som også gjorde at dagen i dag føltes endnu længere, var at jeg vidste jeg måtte hjem og lave dette - som passende kan hænge ved alle grænseindgange til Danmark.

Som dagen trak ud troede jeg ikke jeg ville have energien. Men det lykkedes altså alligevel.


Og så er der jo nu også en forklaring på, hvorfor Anders Fogh og Søren Pind aldrig har kunnet lide hinanden - Anders Fogh er fra Star Wars og Søren Pind er fra Star Trek!

(Og hvis man intet fatter af dette indlæg, kender man nok ikke så meget til Star Trek. Måske dette kan hjælpe?)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Men der skal muligvis startes med en dommerundersøgelse.

Hvis de anonyme embedsmænd, som nu udtaler sig til Information om Statsløsesagen taler sandt og har ret - og det ser jeg egentlig ikke umiddelbart nogen grund til at betvivle - så har Birthe Rønn i mod sine embedsmænds råd, og med lodrette ordre - stået bag den ulovlige praksis. Gentagne gange. Og det er svært ikke at tænke på daværende embedsmand i justitsministeriet, Johan Reimanns ord til Erik-Ninn Hansen forud for Tamilsagen: at han risikerede en næse så lang, at han kunne lugte sig selv i nakken. Det var så iøvrigt noget af en underdrivelse.

Birthe Rønns skyld virker svær at komme udenom, hvis embedsmændenes oplysninger står til troende. Hvad jeg for alvor kan være spændt på er: vidste Anders Fogh noget? Bad - eller beordrede - han Birthe Rønn til at fortsætte praksis, og ikke vippe båden - måske for ikke at pisse Dansk Folkeparti af?

Og hvad med Lars Løkke? Hvad vidste han, hvornår, om noget? Og vil han stadig være imod en undersøgelse... vel at mærke en uvildig, ikke blot en uvillig, undersøgelse.

Eller vil han udføre sin helt egen version af Gulvtæppetalen?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Dansk Folkepartis hofforsker, den gamle koldkriger Bent Jensen, har lækket konklusionerne fra sin kommende rapport om Danmark under den Kolde Krig. Konklusioner der går på, at Danmark var lige ved at blive smidt ud af NATO, fordi de røde var ved at få overtaget herhjemme.

De konklusioner havde han såmænd ikke behøvet at lække, for det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, at det er det resultat han når frem til - det kunne man sådan set have regnet ud, allerede inden han fik bevilget penge til magnum opus.

Men lad nu manden og hans latterlighed være - den skal der nok blive skrevet en del om - og lad mig i stedet prøve at gå af en vej som jeg ikke tror ret mange vil gå: For hvad var der nu sket, hvis vi rent faktisk var blevet smidt ud af NATO i for eksempel 1988?

Og lad os bare sige, at det værste scenarie var sket, Sovjetrusland havde med det samme bagefter, med en diktatorisk Gorbatjov(?) i spidsen, invaderet vort land - og de andre NATO-lande ville i deres surhed over os ikke løfte en finger for os.

Det var jo nok gået rimeligt smertefrit, for skal vi tro Bent Jensen var vores Forsvar i en forfærdelig forfatning og kunne ikke bruges til noget som helst.

Så vi var blevet nikkedukker for det onde, onde Sovjetunionen. Som umiddelbart efter ville være brudt sammen - og så kunne vi ellers holde en ordentlig fest, i stil med den vi holdt et par år efter i 1992, da vi vandt  EM i fodbold.

Og op gennem halvfemserne og 0'erne sparede vi en hulens masse penge på ikke at være med i det der NATO, og vi kom ikke til at føre ulovlige krige i Kosovo, Irak og Afghanistan.

Det eneste negative jeg umiddelbart kan se ved at vi ikke havde været medlem af NATO, er at vi ikke havde noget sted at skippe ham lystløgneren og krigsforbryderen som vi måtte trækkes med i alt for mange år, hen.

Men det havde selvfølgeligt også været slemt.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Apropos de seneste Wikileaks-afsløringer, om regeringens ageren i forhold til USA, omkring CIA-fangeflyvningerne - synes jeg lige vi skal tage et kort øjeblik, og huske på de borgerliges yndlingsudtryk under den første Muhammedkrise i 2006:

De taler med to tunger!

Og det må så være et passende tidspunkt for et gensyn med Grima Slangetunge. Så kan vi jo se Kong Theoden som den danske befolkning?

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Så kom der endeligt noget kød på den seneste omgang Wikileaks, og sikke da en lækker luns Politiken har serveret for os i dag. Ikke at jeg er synderligt overrasket over regeringens håndtering af affæren, det er sådan set nogenlunde som jeg havde forestillet mig. For den er helt på linie med regeringen Anders Fogh Rasmussen håndtering af alle former for kildne sager gennem hele hans regeringsperiode.

Det eneste jeg ikke havde forventet var, at det ville komme så tydeligt frem - men det var selvfølgelig også svært at forudese en så massiv læk i USA, som cablegate har været.

Min spådom er, når der sker et skifte i flertallet i Folketinget efter næste valg, og der kommer en ny regering til, at der vil ske to ting: for det første vil der blive fundet så mange ting, der tyder på urent trav, i Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og et par mere, at en kommende regering vil se sig nødsaget til at foreslå en kulegravning af hvad der er foregået, for at kunne vaske tavlen ren.

Og at et flertal i folketinget vil støtte en sådan undersøgelse - og de Grønlandske mandater vil kræve det. Som kommer til at vare nogle år, med afhøringer af embedsmænd og tidligere ministre under vidneansvar. Og at det vil ende med at der rejses tiltale for brud på ministeransvarsloven mod Anders Fogh Rasmussen og Lene Espersen.

Per Stig Møller vil gå fri - undersøgelsen vil en gang for alle slå fast, at han gennem hele forløbet blot har været en nyttig idiot. Som det også fremgår af dette dokument, det Politiken kalder det tredje WikiLeaks dokument - hvori Per Stig Møller tilsyneladende ikke aner noget som helst om noget som helst, men dog gerne vil hjælpe amerikanerne mest muligt, for eksempel kan de selv være med til at formulere de spørgsmål, som de skal svare på.

Derudover ender det med straffesager mod enkelte embedsmænd, samt et par sager om mened.

Men vi skal selvfølgelig lige have det nye flertal i Folketinget først.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kunne ikke lade være...

[Opdatering, 10/3 2011]: For mere i samme stil, så check billedet af vor nye assimilationsminister.
[Opdatering, 1/4 2011]: Og for at det ikke skal være løgn er der jo nu kommet endnu et portræt af vor tidligere statsminister, Den Store Bingovært, Anders Fogh Rasmussen.


Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Okay - jeg indrømmer det. Jeg romatiserede lidt på sandheden i går, da jeg påstod at det var det officielle Anders Fogh-statsministerportræt jeg bragte. Det var det nemlig ikke - jeg havde fusket lidt med at få den gode Anders Fogh til at gå i takt med tapre Nordkoreanske tropper. Og det var jo helt galt.

Eller var det? For efter det rigtige, officielle portræt blev offentliggjort har noget kørt i baghovedet. Og det slog mig nu - mens jeg vaskede op - at det nye billede da også minder en del om Nordkorea - om den der stil som man ellers kun finder i glansbillederne af Kim'erne - hvor naturen også skal indgå på en helt særlig måde? Er jeg helt forkert på den? Eller er jeg bare for ensporet - det er jo ikke første gang vore  regeringsledere har fået mig til at tænke på Nordkorea.

(Og jeg spekulerer altså stadig over hvad stjernen i mellem bøgebladende over Fogh betyder - er det Julestjernen selv, som viser vej til Frelseren?)

[Opdatering]: Se i øvrigt også min nytolkning af billedet.



Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Det er netop blevet afsløret:













[Opdatering]: Se også dette alternative bud på statsministerportrættet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

En af de (mange) ting, som kan pisse mig fuldstændig af ved den regering vi har haft i små ti år, er den måde den vindmølleindustrien i Danmark er blevet udsultet og slagtet.

Forløbet kan sådan cirka deles op i 2 perioder - i de første 4-5 år af regeringens levetid, sagde de Åhr, hvad - fuck jer! - i 2002 og 2003 blev der sat flere vindmøller op end nogensinde før!

Det var sådan set også sandt nok - det var nemlig de sidste projekter der var sat i gang under den tidligere regering, i den forbindelse anført af Svend Auken, som blev opsat der. Efter det gik udbygningen af vindkraft fuldstændig i stå.

Og så - cirka midt i årtiet - fandt Anders Fogh ud af at der var stemmer i at snakke grønt. Og siden da har piben fået en anden lyd. Nu hedder det hele tiden: Ja, det er måske gået lidt langsomt, men til næste år kommer der et nyt udspil - og så skal I bare se løjer. Som Lykke Friis også siger i den linkede artikel.

Men det bliver aldrig til så meget andet end nogle klatparker hist og pist. Og imens flytter vindmølleproducenterne, inklusive megastjernen på feltet, Vestas, stille og roligt til udlandet. Det er simpelthen så torskedumt. Både for miljøet og økonomien.

Jeg håber i den grad en ny regering kan ændre kurs på området - lad os endelig få noget Svend Auken-ånd tilbage! (Og lad mig også opfrodre til, at oppositionen snakker noget mere om det... det tror jeg da der vil være stemmer i, især hvis man taler om, at der er arbejdspladser i det.)

Og - for at det ikke skal være brok det hele - vil jeg også komme med et forslag. Der skal snart bygges en forbindelse til Femern. Og man diskuterer i øjeblikket om det skal være en bro eller en tunnel. For de er ca lige dyre, en 40 milliarder håndører er der tale om.

Og så var det jeg fik den her skøre idé. Som muligvis er uigennemførlig rent teknisk, men kunne være totalt sej: Byg en bro, men ikke en hvilken som helst bro. Byg den med kæmpevindmøller i pylonerne. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er svært - som JFK sagde, da han talte om månerejser. Og fordi det vil kunne være et vartegn, der slår fast - at vindmøllerne er tilbage i Danmark.

Det er sikkert ikke nogen god idé rent vindenergimæssigt - blandt andet fordi møllerne jo ikke vil kun vende sig mange grader i forhold til vinden, medmindre man bygger pylonerne/møllerne så høje, at vingerne ikke kommer i forbindelse med de bærende kabler, selv når den drejer rundt. Og hvis der kommer en vindmølle i hver pylon skygger de sikkert for hinanden - så jeg forestiller mig to møller ville være bedst, i modsat side og ende. Og så vil der vil nok også være noget med krafter som trækker og gør ting ved broen, som gør det svært - men det kan ingeniører vel løse.

For det kunne da være sejt - og man har vel lov til at fabulere lidt?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

WikiLeaks offentliggør i morgen små 400.000 hemmelige dokumenter om Irak-krigen. I blandt disse mange dokumenter er tilsyneladende beviser på krigsforbrydelser udført af danske tropper.

I form af udlevering af fanger til myndigheder, som man var vel vidende om ikke ville behandle dem efter genevekonventionens regler - hvorfor en sådan udlevering i sig selv er et brug på konventionen. Man har så søgt at skjule udleveringerne, ved at lade briterne stå for den administrative del - hvilket vel om noget viser, at man har vidst man var ude i noget rigtigt snavs.

Man kan sige at disse udleveringer er en fortsættelse af anklagerne mod forsvaret i den såkaldte tolke-sag, hvor det var fanger som blev udleveret til amerikansk varetægt i Afghanistan, der er tale om.

I begge tilfælde har danske myndigheder benægtet ethvert kendskab til at noget sådant har fundet sted - men personer i forsvaret har kendt til det. Ligesom deres overordnede hele vejen op har eller burde. Manglende kendskab kan ikke bruges, da der har været så mange forespørgsler til disse ting, og så mange skråsikre forsikringer om, at der ikke var noget at komme efter, at ansvaret stryger direkte til toppen.

Hvorfor man vel sådan set godt forstår NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, når han advarer WikiLeaks mod offentliggørelsen af dokumenterne, med ordene: Sådan en offentliggørelse kan få en meget uheldig og negativ sikkerhedsmæssige konsekvenser for de personer, der har været involveret.

Ja, det kan vist være ret usikkert at færdes i et fængsel. Og man kan vel ikke udelukke at krigsforbrydere havner der?
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Før man fandt på noget så avanceret som spindoktorer, hed rådet når man blev taget med fingrene i kagedåsen i den politiske kagedåse blot: deny, deny, deny.

En læresætning som fungerede rigtigt godt, men desværre ikke altid.

Men evolutionen vinder frem og nye teknikker tages i anvendelse. Nu hedder anbefalingen til kommende spindoktorer - som de skal have ind på rygraden inden de kan bestå første semester:

1. Den telefonsamtale erindrer jeg intet om / jeg husker ikke hvad der blev sagt.
2. Deny, deny, deny.

Vi kan se det i praksis hos prominente afgåede spindoktorer som Søren Gades Jacob Winther og nu Lene Espersens Morten Langager.

En helt speciel variant finder vi dog hos Anders Foghs tidligere spindoktor, Michael Kristiansen

1. Den telefon erindrer jeg intet om
2. Pay, pay, pay

(Når jeg læser artiklen i det sidste link, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at manden der dengang var departementchef i statsministeriet, og udviste sin egen form for rettidig omhu.... siden da har været chef for Nationalbanken, ogudvist sin egen form for rettidig omhu.)
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg kan blive helt bange for, at dette storartede ord, som - såvidt jeg ved - blev lanceret af Lene Espersen efter hun først blev mødt med kritik sit manglende fremmøde til topmøde i Canada, vil glide helt ud af sproget.

Småstatsborger?

For jeg forestiller mig, at der vil gå en del tid før Lene Espersen finder på at bruge det igen. Og desværre har jeg ikke set nogen mediefolk spørge hende, i forbindelse med hendes "undskyldning"/angreb på Udkantsdanmark, om hun stadig syntes kritikken af hende var udtryk for småstatsmentalitet?

Og i givet fald, om hun nu selv er begyndt at tænke som en småstatsborger? Eller om hun blot lader som om - og i virkeligheden stadig er en kosmopolit, som er tvunget til at tude i kor med de lokale, provinsielle ignoranter?

Det synes jeg ellers kunne være interessant, hvis nogen spurgte hende om. Ikke mindst fordi det er et godt ord - småstatsmentalitet. Det må man trods alt give hende, Lene Espersen.

[Efter google søgning]: Nå, det var så ikke Lene, der havde opfundet det. Det var Anders Fogh der lancerede det i 2006 - men han brugte ordet arrogant (som sædvanlig), Lene fandt på en ny, morsom brug af ordet.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Jeg skal gerne indrømme at jeg ikke har meget forstand på hvad der rører sig inden for radiofonien i Danmark nu om dage - jeg har stort set ikke hørt radio siden i 80'erne.

Men når der lægges op til en så radikal omlægning af resourcer og ændring af mediebilledet, som der tilsyneladende nu er tale om bliver man jo lidt interesseret.

En ny radiokanal vil tilsyneladende få masser af penge - men vil så tilgengæld også skulle det hele. Have intelligente rundbordssamtaler, spille klassisk, rock, pop og opera, og så lige lidt jazz til at skræmme de sidste lyttere (Queen fans?) væk.

Eksperter mener åbenbart, at det er den sikre vej til at smide en masse gode kroner i skraldespanden på.

Men det tager Venstres medieordfører ikke så tungt. Da jeg møder hende ser hun relativt frisk ud; lidt rødrandede øjne dækkes fint af en tung eyeliner, og jeg lægger næsten ikke mærke til det fine pulverstøv mellem læbe og venstre næsebor.

"Jeg ved hvad du vil spørge om!", indleder hun. "Og naturligvis har vi lyttet til eksperterne!"

Hun taler stacatto, i afbidte sætninger - og indtrykket forstærkes da hun sætter sig i en gyngestol, med en plaid over sig, og efter en kraftig indsugning af luft rytmisk begynder at gynge frem og tilbage.

"Vi har lyttet til dem. Talt til dem. De har talt til os! Men nu er det vores tur. Som vi altid har gjort i denne regering! Nu har eksperterne talt, og vi de døve, de underkuede, de uvidende kan komme til. Man skal ikke lytte til eksperterne."

Hendes gyngen bliver mere aggressiv, mere inciterende.

"De bragte os aldrig andet end skam, andet end ulykke. Vi som ikke ved noget har gjort vores land stort igen. Har udryddet bedreviden og viden."

Hurtigere og hurtigere går det - frem og tilbage.

"Det var vores allesammens Fader som grundlagde det, vores Store Leder, Anders Fogh Rasmussen! Han fjernede eksperterne, og gjorde uvidenheden og dumheden den nye målestok, som alt og intet kan sammenlignes med."

Hendes øjne vender op i loftet, det hvide står frem, selvom det er meget blodskudt. Hendes hånd bevæger sig rytmisk i hendes center under plaiden.

"Men vores Store Leder gik bort. Heldigvis efterlod Anders Fogh Rasmussen os sin søn, Den Lille Leder, Lars Løkke Rasmussen. Født ved en skovsø af Dansens Dronning, Fru Rasmussen, i solnedgangens skær mellem bjergene, ramt af den dobbelte regnbue i Gribskov, mens skovduerne kvidrede henrykt."

Et lille gisp undslipper hendes læber, men hun holder kadencen i opremsningen.

"Han, Den Lille Leder, er nu uvidenhedens bannerfører. I hans navn er uvidenheden mere fremherskende end nogensinde, og vi tåber og ignoranter kan holde eksperterne stangen. Bedrevidenheden er død. Den nye radio udbreder budskabet, den bliver en lykkens, en dumhedens radio, den bliver Radio Rasmussen!"

Hun fortsætter, men jeg forstår ikke de næste sætninger; de ædes af skrig, støn og gutturale lyde.

Efter lidt tid nedsættes kadencen, hun får sit åndedrag på plads. Hun kigger mig dybt i øjnene: "Jeg ved du har aftalt møder med nogle af disse eksperter. Desværre er de ikke til træffe. Imorgen eller senere. Forstår du, Leoparddreng? Eller er du dum?"

Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, nikker stumt, og trækker mig baglæns og bukkende ud af gemakket.
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

Med eneret for Leoparddrengen lækker en hemmelig kilde i Forsvarsministeriet her til aften, at Lars Løkke ved en kommende ministerrodkage har tænkt sig at udnævne den nuværende politiske ordfører for Venstre, Peter Christensen, til ny finansminister.


Det er ikke fordi Lars Løkke ikke mener at Claus Hjort Frederiksen, den nuværende finansminister har gjort det godt nok. Men døden skal jo have en årsag, og Claus Hjort må gøres ansvarlig for den nuværende dårlige finansielle situation i Danmark.


Claus Hjort forventes herefter at blive minister uden portefølje, for Lars Løkke har lovet Anders Fogh at Claus Hjort skal være med i regeringen.


Lars Løkke har store planer for den kommende finansminister - og har tænkt sig at lancere ham med sloganet: Finansgrisen klarer finanskrisen!
Ceterum censeo Facebook esse delendam.

AFR: Ja, det er Anders.
LLR: Hej Anders, det er Lars!
AFR: mm - Hvordan går det så?
LLR: Ikke så godt. Det er derfor jeg ringer...
AFR: mm
LLR: Jeg har lige været på ferie, og nu kommer jeg hjem, og det hele går ad helvede til..
AFR: mm
LLR: Det gjorde det godt nok også før jeg tog afsted, men jeg trængte lissom til at få ladet batterierne op - syntes Sólrun - og nuer det bare værre end nogensinde...
AFR: mm
LLR: Og aviserne driller og siger at alle er efter mig og jeg er måske egnet...
AFR: mm
LLR: Ogf så tænkte jeg at du måske kunne give et råd? Jeg kan huske da du stadig var hjemme, at når du var på ferie var der også altid en masse galt, men det gik i *snøft* orden når du *snøft* kom hjem, hvordan gjorde du?
AFR: "Der er ikke noget at komme efter!"
LLR: ... Nej, altså Anders, det *snøft* kan du altså ikke være bekendt. Jeg beder bare om et godt råd - du vidste altid hvad man skulle sige til pressen?!
AFR: "Der er ikke noget at komme efter!" siger jeg jo.
LLR: Jeg havde altså troet bedre om dig. *snøft* Selv mine bedste venner er efter mig. Nu for eksempel CEPOS kritiserer mig idag, fordi kommunalreformen har betydet flere ansatte i administrationen i kommunerne...
AFR: mm
LLR: Og det er rigtig unfair, det var altså *snøft* også din plan!
AFR: mm
LLR: Og iøvrigt er det rigtig godt, for der er jo større arbejdsløshed, og der bliver fyret folk alle steder, selv på hospitalerne...
AFR: mm
LLR: Så er det da godt med flere ansatte. Jeg skal bare finde en måde at spinne den på?
AFR: "Der er ikke fugls føde på den sag!"
LLR: Øv, er der ikke - jeg troede lige *snøft* det var noget jeg kunne blive populær på. Jeg troede ellers det med et *snøft* 360 graders eftersyn af folkeskolen var lige hvad der manglede...
AFR: mm
LLR: Men det har ikke rigtig virket. Så hvad *snøft* skal jeg nu sige? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?!
AFR: "Der er ikke noget at komme efter!"
LLR: Du kan altså ikke være det bekendt, Anders! Jeg hjalp da også dig, og gik på kur og alt muligt! Hvad skal jeg sige?
AFR: "Der er ikke noget at komme efter!"
LLR: Øv altså, jeg gider ikke være ven med dig mere. Det er din skyld altsammen!
*klik*
Ceterum censeo Facebook esse delendam.